Feltet.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart.
ACCEPTÈR COOKIES » LÆS MERE »

Foto: Movistar Team

Optakt: Volta a la Comunitat Valenciana

Del på Twitter
Del på Facebook
Udskriv artikel

01.02.2017 kl. 10:22 af Emil Axelgaard.

I en tid, hvor den ellers så store spanske etapeløbskalender bare er en skygge af sig selv, kom der sidste år godt nyt fra Valencia-regionen. Volta a la Comunitat Valenciana, der tidligere var et af de vigtigste forberedelsesløb, var tilbage på kalenderen efter en syvårig pause, og de bedste ryttere bød det velkommen ved at drage til Spanien i stort antal. Efter det succesrige comeback er løbet tilbage i 2017, hvor et topfelt af stjernenavne er klar til at kæmpe om sejren på en yderst attraktiv rute, der inkluderer en af Spaniens stejleste stigninger samt en indledende holdtidskørsel.

Løbets rolle og historie

Mens Italien og Belgien altid mest har været fokuseret på endagesløb, var Spanien engang kendt som etapeløbenes hjemland, og stort set enhver region i landet havde det egen store tour. Uheldigvis har den økonomiske krise ramt landet hård, og de fleste af disse løb er desværre forsvundet fra kalenderen. Hver eneste gang har arrangørerne lovet at komme tilbage efter en kort pause, men kun Vuelta a Asturias har haft held til at returnere efter en pause på bare et år, og langt de fleste løb er nu en saga blot.

 

For en gangs skyld kom der imidlertid god nyt fra Den Iberiske Halvø sidste år, da Volta a la Comunitat Valenciana var tilbage på kalenderen for første gang siden 2008. Med dets placering i det sydlige Spanien, hvor vejret som regel er fornuftigt på denne tid af året, var løbet i mange år et vigtigt forberedelsesløb for klassiker- og etapeløbsryttere, og derfor var det savnet af mange. Den tidligere Vuelta-vinder Angel Casero og hans bror var de drivende kræfter bag forsøget på at genoplive løbet, og det lykkedes dem at finde den nødvendige finansiering til at bringe det tilbage på kalenderen i dets oprindelige format på fem dage. Det var således ingen overraskelse, at dets comeback blev varmt modtaget af rytterne, der i stort antal rejste til Spanien, og det var således et imponerende felt, der blev samlet i 2016.

 

Løbet blev første gang afviklet i 1929 og har siden har flere forskellige navne, og bortset fra et par aflysninger i årene omkring Den Spanske Borgerkrig og 2. Verdenskrig samt i 1978 har det været afholdt hvert år, indtil dets forsvinden i 2009. I de første år var det hovedagligt for de bedste spanske ryttere, og det var således kun de belgiske stjerner Rik Van Looy og Eddy Merckx, der brød dominansen, før Marcello Bergamo vandt i 1974. I 80erne blev løbet langt mere internationalt, startende med Bernard Hinaults sejr i 1986, og siden har folk som Stephen Roche, Viatcheslab Ekimov, Alex Zülle, Laurent Jalabert, Alexandre Vinokourov, Abraham Olano, Alejandro Valverde og Alessandro Petacchi stået øverst på podet.

 

Under dets fravær har Mellemøsten overtaget rollen som den det foretrukne sted at forberede sig til sæsonen, idet Dubai Tour, Tour of Qatar og Tour of Oman har gjort det muligt at tilbringe længere tid i lande, der stort set har garanti for godt vejr. Volta a la Comunitat Valencianas tilbagekomst betyder imidlertid nu, at Spanien er et solidt alternativ, idet de to første måneder nu byder på Challenge Mallorica, løbet i Valencia, endagesløbene i Murcia og Almeria samt Ruta del Sol. Hvis man dertil lægger Volta ao Algarve, har Den Iberiske Halvø nu den mest imponerende februarkalender, og det har tydeligvis haft en effekt på mange hold. Sidste år var Mellemøsten således slet ikke i stand til at tiltrække så mange stjerner som vanligt, og mange valgte at forberede sig i Spanien eller Frankrig i stedet. I år har Mellemøsten fået en renæssance blandt etapeløbsrytterne med tilføjelsen af Abu Dhabi Tour, men aflysningen af Tour of Qatar betyder, at de fleste klassikerryttere bliver i Europa. Aflysningen i Qatar har helt klart styrket Volta a la Comunitat Valenciana, der af den årsag har fået deltagelse af BMC og Quick-Step, som begge var på jagt efter et alternativ til ørkenløbet.

 

Volta a la Comunitat Valenciana har over årene haft meget forskellige ruter. Regionen har masser af udfordrende terræn, men på denne tid af året er det farligt at sende feltet ind i de høje bjerge. Derfor har de foregående udgaver ikke været vanvittigt hårde, og Petacchi vandt endda samlet i 2005. Det er imidlertid blevet domineret af mere traditionelle etapeløbsryttere, og Valverde vandt således i både 2004 og 2007. Ruben Plaza vandt den sidste udgave inden aflysningen i 2008.

 

De nye arrangører synes at ville gøre løbet en anelse hårdere. Sidste år bød ruten således på både en enkeltstart og to bjergetaper. Det gjorde det til et løb for alsidige etapeløbsryttere, og Wout Poels viste sig at være i særklasse den stærkeste. Således tog hollænderen allerede førertrøjen ved overraskende at vinde den indledende enkeltstart, inden han sikrede sig den samlede sejr ved at vinde løbets kongeetape. Luis Leon Sanchez benyttede en god enkeltstart til at sikre sig en andenplads foran Benat Intxausti. Poels vender tilbage for at forsvare sin titel, og også Sanchez er med igen. Desværre er Intxausti fraværende, idet han stadig er på vej tilbage efter en virussygdom, der ødelagde den foregående sæson.

 

Ruten

Som sagt har løbet haft mnag forskellige formater, men de nye arrangører synes at foretrække en relativ hård version, hvor man fuldt ud drager fordel af det vanskelige terræn - med de risici for sne og aflysninger, som det naturligt indebærer. Således har man også i år sammensat en rute, der passer de virkelige etapeløbsryttere, men man har alligevel lavet adskillige ændringer i forhold til sidste år. Således er der i 2017 én mod tidligere to bjergetaper, men da den slutter på toppen af den frygtede Alto Mas de la Costa - den stigning, der sidste år gjorde debut i Vueltaen, og som løbsdirektør Javier Guillen beskrev som de stejleste 3 km i den spanske grand tours historie - er ruten bestemt ikke blevet lettere. Derudover er den indledende enkeltstart blevet afløst af en holdtidskørsel, og det bliver denne samt bjergetapen på fjerdedagen, der afgør løbet. Torsdagens etape ligner en dag for de hårdføre sprintere, mens fredagens on søndagens flade ruter burde ligge til sprinterne.

 

1. etape

Som sagt blev løbet sidste år indledt med en enkeltstart, men i år har man foretrukket at lægge ud med en kuperet holdtidskørsel. Den starter i kystbyen Orihuela og slutter i en anden by lidt længere inde i landet, der pudsigt nok har samme navn. Med sine 37,9 km er der tale om en ganske lang sag, og ruten er alt andet end flad. Således stiger det jævnt i de første 11 km, hvor man bevæger sig væk fra kysten op til toppen af en kategori 3-stigning, der officielt er 4,9 km lang og har en gennemsnitlig stigningsprocent på 2,5%. Efter en nedkørsel følger yderligere to mindre stigninger, der er afskilt af et længere fladt stykke. De sidste 12 km er hovedsageligt faldende, mn der er undervejs endnu en mindre stigning til at bryde rytmen. Etapen er ikke særlig teknisk og består mest af lange, lige veje.

 

Det er efterhånden sjældent, at det professionelle felt testes på så lange holdtidskørsler, og selv i de store grand tours er arrangørerne meget bevidste om ikke at gøre de kollektive kampe mod uret for lange for at undgå alt for store tidsforskelle. Derfor kan det synes overraskende, at man har valgt en så lang holdtidskørsel til et fem dage langt etapeløb, og da ruten samtidig er ganske kuperet vil der blive skabt ganske store afstande. Dermed kan etapen vise sig at være helt afgørende for det endelige klassement, og det er derfor vigtigt at være klar fra start. Den kuperede rute gør, at etapen ikke er skræddersyet til de store maskiner, og umiddelbart passer etapen bedst til et homogent hold med mange etapeløbsryttere, der både kan klatre og køre enkeltstart.

 

Orihuela var rammen om en etapeafslutning i Vueltaen i 2010. Dengang slog Alessandro Petacchi Mark Cavendish i en massespurt.

 

 

 

2. etape

Holdtidskørslen ventes at skabe de første tidsforskelle, men derefter får klassementsrytterne to dage til at komme sig, inden de skal ud i det afgørende slag i bjergene på fjerde etape. Den første af de to mellemetaper er den vanskeligste og fører rytterne over 178,6 km fra feriebyen Alicante til kystbyen Denia, der er kendt som et mekka for træningslejre for mange af WorldTour-holdene. Etapen har en hård start, idet de første 61,6 km hovedsageligt går opad, og undervejs er der hele tre kategori 3-bjergspurter. Den første af disse stigninger, Alto de Maymo (7,9 km, 1,5%), kommer efter 16,5 km og efterfølges af Alto de Xixona (4,8 km, 4,6%) efter 36 km. Den sidste af de tre knolde er Alto Benifallim (16 km, 1,6%), hvis top kommer efter 61,6 km. Dernæst bliver terrænet betydeligt nemmer, idet rytterne over de næste 80 km bevæger sig ned mod kysten og målbyen Denia. Her rammer de en afsluttende 26,4 km lang rundstrækning, der indeholder den lille kategori 3-stigning Alto de Montgo (4,4 km, 3,8%). De rammer rundstrækningen i bunden af stigningen og dyster om bjergpoint efter 145 km. Herefter kører de ned til mål, hvor stregen krydses 6 km senere. Etapen afsluttes med en fuld omgang på rundstrækningen, og det betyder, at de denne gang får den 4,4 km lange stigning i fuld længde. Efter toppen er der en kort nedkørsel, mens de sidste 3 km er flade. Det sidst svig kommer med bare 400 m til mål.

 

Den sidste stigning er ikke særlig stejl, men bør alligevel kunne rydde lidt ud i de hurtige afsluttere. Mange af de mere hårdføre sprintere kan imidlertid sagtens overleve en relativt let stigning som denne, og dermed bør der være rigeligt med interesse i at sikre en spurtafgørelse. Der vil sikkert komme angreb i finalen, men med mindre vinden kommer i spil synes vinderen at skulle findes i en reduceret massespurt.

 

Denia var sidst vært for en etapeafslutning i 2001, hvor Erik Zabel vandt en reduceret massespurt.

 

 

 

3. etape

Mens 2. etape muligvis var for hård for nogle af sprinterne, ventes de ikke at få problemer på fredagens etape, der synes at være en perfekt chance for de hurtige folk. De 163 km fører rytterne fra Canals til Riba-Roja de Turia, og der er ikke en eneste kategoriseret stigning på menuen. Efter en faldende start og et kort, fladt stykke, begynder det ganske vist at stige efter 40 km, og selvom det herefter går opad i ca. 50 km, er der tale om en lang, gradvis opkørsel, der aldrig bliver stejl. Herefter får det jævnt nedad, indtil et kort, fladt stykke fører frem til målet, hvor stregen passeres fra den forkerte side med 45,2 km igen. Herefter begiver rytterne sig nordpå, hvor de i byen Villamarchante kører en omgang på en 31,4 km lang rundstrækning, hvorefter de returnerer til mål ad den samme vej. De sidste 45,2 km er småkuperede, men der er ingen nævneværdige stigninger. De sidste 2,2 km er helt flade, men finalen er teknisk kompliceret, idet der er tre skarpe sving inden for de sidste 800 m, det sidste bare 400 m fra stregen.

 

Vinden er altid en fare på flade etaper i Spanien, og det kan ændre det ventede manuskript. Med mindre det blæser voldsomt, bør det imidlertid være en oplagt sag for sprinterne, og det vil være en overraskelse, hvis ikke en massespurt bestemmer vinderen af 3. etape.

 

Riba-Roja de Turia har ikke været vært for et stort cykelløb i mere end et årti.

 

 

 

4. etape

Efter to dage i overlevelsesmode skal klassementsrytterne igen i aktion på fjerdedagen, der er rammen om løbets kongeetape. Der er endda ikke tale om nogen traditionel bjergetape for denne tid af sæsonen, idet etapen slutter på toppen af den frygtede Alto Mas de la Costa, der gjorde debut i Vueltaen sidste år. Løbsdirektør Javier Guillen beskrev stigningen som de stejleste 3 km i løbets historie, og det blev Mathias Frank, der efter en duel med Leopold König vandt fra et udbrud. I år lægger de smalle, stejle veje asfalt til det første store bjergslag i Europa.

 

Etapen er 180 km lang og fører feltet fra Castellon til toppen af den frygtede stigning, der ligger i udkanten af byen Llucena. Straks fra start mødes rytterne af det terræn, der venter det meste af dagen, idet de i løbet af de første 50 km skal over to kategori 2-stigninger, Alto de Arenillas (3,2 km, 4.9%) og Alto de Zucaina (7,4 km, 5,2%), kun afbrudt af en kort nedkørsel. Herefter følger et kortvarigt, relativt fladt stykke, inden rytterne skal op ad kategori 1-stigningen Alto de Puertomingalvo (19 km, 4,4%), der har top efter 88,2 km i 1450 m højde. Herefter forbliver de på et lille plateau i ca. 49 km, inden de udfordres af kategori 3-stigningen Collado del Vidre (3,2 km, 5,6%). Dens top kommer efter 126,6 km, og herefter følger en længere nedkørsel, inden et længere småkuperet stykke fører frem til Llucena og målstigningen. Det frygtede bjerg er kendt for sin dårlige asfalt, stiger med hele 12,3% over 4 km og har undervejs passager med stigningsprocenter på knap 30.

 

Dette er løbets store bjergetape, hvor klatrerne skal vinde den tid tilbage, de måtte have tabt på holdtidskørslen. Anden halvdel af etapen er relativt let, og dermed bør det være en smal sag at sikre, at det hele skal afgøres i et slag mellem bjergrytterne på den sidste stigning. Den er grundet sin stejlhed og relativt korte længde meget specielt, og det er en ganske speciel ryttertype, der trives på så stejle mure. Scenen er sat til en drabelig kamp om afgørende sekunder, men i kraft af stigningen relativt begrænsede længde, er det ikke en dag, hvor man kan vinde minutter.

 

Stigningen har som sagt kun været benyttet én gang i et stort cykelløb. Det skete sidste år, da Frank vandt sin store Vuelta-etape foran König. Længere bagude var der status quo mellem favoritterne, idet Chris Froome, Nairo Quintana og Alberto Contador nåede mål i samme tid, efter at Froome - som vanligt i Vueltaen - var kommet tilbage efter at have været i vanskeligheder først på stigningen.

 

 

 

5. etape

Nøjagtigt som sidste år sluttes løbet med en relativt flad etape, der afsluttes med omgange på en rundstrækning i regionens hovedby, Valencia. I år skal rytterne tilbagelægge bare 130,2 km og starter i kystbyen Paterna. Herfra bevæger de sig ad flade veje ind i landet, hvor dagens eneste udfordring, kategori 3-stigningen Alto del Cronet (5,8 km, 4,6%), venter. Den ha top efter 52,4 km, og herefter får det ad en lang, gradvis nedkørsel ned til kysten og storbyen Valencia. Her krydses målstregen for første gang efter 94,2 km, og herefter afsluttes etapen med fem omgange på en helt flad 7,2 km lang rundstrækning. I finalen buer vejen svagt mod højre, inden et meget blødt højresving leder ind på den 300 m lange opløbsstrækning.

 

Etapen er en helt klassisk afslutningsetape for et regionalt etapeløb, og den er meget nært beslægtet med sidste etape af 2016-udgaven. Dengang forsøgte flere hold at lægge pres på sprinterne på stigningen midtvejs, og højst overraskende lykkedes det Stijn Vandenbergh at snyde de hurtige afsluttere. Det er imidlertid usandsynligt, at det sker to år i træk, og det mest sandsynlige er, at sprinterne skal dyste om sejren i en stor massespurt.

 

Vandenbergh vandt som sagt etapen til Valencia i 2016, men det har mest været rammen om massespurter. Således vandt Danilo Napolitano sidste etape i 2008, Daniele Bennati var hurtigst i 2007 og 2006, Alessandro Petacchi vandt 2005 og 2003 og Aleksander Usov tog sejren i 2004. Forud for det sluttede løbet tre år i træk med enkeltstarter, der blev vundet af henholdsvis Alex Zülle, Viacheslav Ekimov og Abraham Olano. Byen har også været besøgt af Vueltaen, senest i 2009, hvor Fabian Cancellara vandt en enkeltstart. I 2004 vandt Petacchi en massespurt, mens ONCE vandt den indledende holdti

 

 

 

Favoritterne

I sidste års udgave af Volra a la Comunitat Valenciana var Wout Poels ganske suveræn. Hollænderen tog en meget overraskende sejr på enkeltstarten og var i en klasse for sig på den stejle Xorret del Cati. Han forsvarede sig fint i den mere eksplosive finale på Fredes-stigningen, hvor Dan Martin vandt, og Sky var undervejs i fuld kontrol på de fladere etaper.

 

Løbet var med sine to bjergetaper og sin enkeltstart et helt klassisk etapeløb tilpasset grand tour-ryttere og folk, der excellerer i ugelange begivenheder. Årets udgave er imidlertid helt nytænkt, og de to nøgleetaper har intet til fælles med sidste års rute. Således er der tale om et helt nyt løb, og dynamikken har klart ændret sig.

 

Sidste år blev løbet vundet af den stærkeste rytter, men det er ingenlunde sikkert, at det vil være tilfældet i 2017. Årets udgave af løbet synes helt og holdent at ville blive afgjort på 1. og 4. etape, mens de øvrige etaper burde være for sprinterne. Der er ganske vist en lille stigning i finalen på andendagen, men den kan ikke adskille de bedste. Disse tre etaper kan kun skabe ravage, hvis vinden kommer i spil. Det er imidlertid ikke utænkeligt, idet der er udsigt til, at det sidste på ugen bliver meget blæsende. Således vil der være en frisk til hård vind fra vest fra fredag til søndag, og dermed vil det være afgørende at have et stærkt hold for at undgå ubehagelige overraskelser.

 

I det hele taget bliver holdet vigtigere end den individuelle styrke. Når der ses bort fra potentielle splittelser i sidevinden, vil forskellene blive gjort på holdtidskørslen og den vanvittigt stejle Alto Mas de la Costa. Det er en meget vanskeligt, men ikke særlig lang stigning, og derfor vil tidsforskellene ikke var meget stpre. Da den gjorde debut i sidste års Vuelta, nåede Contador, Froome, Quintana og Chaves mål i samme tid, mens Peraud var næste mand blandt favoritterne 38 sekunder senere. Dernæst fulgte Ben Hermans med et tidstab på 48 sekunder, Scarponi med 49 sekunder, Talansky med 51 sekunder, Mamykin med 53 sekunder, Formolo og Yates med 56 sekuder og Moreno med 58 sekunder. Alle øvrige ryttere tabte mindst et minut til de fire bedste klatrere i løbet.

 

Den anden vigtige etape er den indledende holdtidskørsel, der er chokerende lang for et så kort etapeløb. På en så lang etape kan svagere hold sagtens miste langt over et minut til de bedste, og dermed kan betydningen af den etape næppe overvurderes. Naturligvis vil løbet blive vundet af en af de allerbedste klatrere, men alle ryttere, der ikke kører for ikke af de allerskarpeste hold til den indledende etape, kan på forhånd skyde en vind efter den samlede sejr.

 

På papiret synes holdtidskørslen at blive en sag for BMC og LottoNL-Jumbo skarpt efterfulgt af Sky, Movistar, Etixx-QuickStep og Katusha, og det vil være en overraskelse, hvis ikke vinderen kører for et af disse seks hold. Umiddelbart er de to førstnævnte hold de stærkeste, men de har næppe en rytter, der kan vinde samlet. BMC satser på Nicolas Roche og Ben Hermans, men ingen af disse er blandt de allerbedste klatrere. LottoNL-Jumbo har ganske vist Steven Kruijswijk til start, men al historik viser, at han er meget langt fra sit topniveau i de første måneder. Primoz Roglic er deres bedste kort, men han kan næppe matche en mand som Nairo Quintana på Alto Mas de la Costa.

 

Som vi ser det, bør løbet blive en dyst mellem Nairo Quintana, Wout Poels og Ilnur Zakarin, og meget vil afhænge af udfaldet af holdtidskørslen. Specielt de to førstnævnte har meget gode chancer for at vinde, og løbet kan sagtens gå begge veje. Vi sætter imidlertid vores penge på Nairo Quintana. Colombianeren er trods alt den bedste klatrer i løbet, og han må formodes at kunne sætte konkurrenterne til vægs på Alto Mas de la Costa. Historien viser, at Quintana altid er konkurrencedygtig allerede tidligt på sæsonen, og han stiller aldrig til start i et etapeløb uden at køre efter sejren.

 

Quintana kørte to af løbene på Mallorca, og det er vanskeligt helt at bedømme hans form. I det hårde Trofeo Serra de Tramuntana blev han fanget i et taktisk spil, og vi fik aldrig helt at se, hvad han kunne efterfølgende. I det flade Trofeo Palma i søndags angreb han på den eneste stigning og fik senere selskab af Jurgen Roelandts og holdkammeraten Alejandro Valverde. De havde naturligvis ingen chance mod sprinterholdene, men præstationen viste, at han ikke er helt elendig.

 

Alto Mas de la Costa er umiddelbart lidt for kort for Quintanas smag, men han har før vist, at han kan vinde på sådanne stigninger. Det store spørgsmål er, om Movistar også kan slå Sky på 1. etape. På en flad rute vil de får det svært, da de har relativt mange klarere, men med Andrey Amador, Jonathan Castroviejo og Jesus Herrada har de tre deciderede specialister. Også Quintana selv og Victor de la Parte er fornuftige i kampen mod uret, og vi tror på, at Movistar kan slå briterne eller begrænse tidstabet så meget, at Quintana kan gøre det færdigt på lørdagens etape.

 

Den store rival bliver Wout Poels. Hollænderen fik sit store gennembrud i 2015, hvor han viste, at han er en af verdens allerbedste klatrere, men det var først i 2016, at han for alvor begyndte at vinde. Det hele startede netop i dette løb, og han har ikke lagt skjul på, at han satser på at være stærk i den første del af sæsonen igen. Han tabte den interne kamp om grand tour-kaptajnroller på Sky, men fik som modydelse lovning på, at han vil være kaptajn i flere ugelange etapeløb, herunder Paris-Nice og Schweiz Rundt. Han vil udnytte disse til at vise, at holdet skal satse på ham, og vi forventer, at han er i fremragende form.

 

Med Vasil Kiryienka, Michal Kwiatkowski og til dels Lukasz Wisniowski har holdet nogle gode motorer til holdtidskørslen, og de bør være tæt på Movistar. Det store spørgsmål er, om Poels kan matche Quintana på Alto Mas de la Costa. Han har flere gange vist - allerede helt tilbage fra 2011-udgave af Vuelta a Espana - vist, at hans speciale er kort, ekstremt stejle stigninger, og derfor er 4. etape skræddersyet til ham. I Touren sidste år var han mindst lige så stærk som Quintana, og han må formodes at være i bedre form. Det er således bestemt sandsynligt, at Poels slår den colombianske stjerne.

 

Ilnur Zakarin synes at have et ubegrænset potentiale og bliver bare bedre og bedre. Derfor er han altid en oplagt kandidat i et ugelangt etapeløb. Havde det været sidste år, havde Katusha tabt for meget tid på 1. etape, men i år kan han regne med afgørende støtte fra Tony Martin og U23-verdensmesteren Marco Mathis. Også Zakarin selv er stærk på en kuperet holdtidskørsel som denne, og Katusha bør derfor være langt tættere på de bedste. Desværre tvivler vi på, at de kan matche de allerbedste, og Zakarin vil have tid at vinde på bjergetapen. I de senere år har han været god, men ikke flyvende, i de første løb, og derfor er han muligvis ikke helt på Poels’ og Quintanas niveau. På den anden side viste han sidste forår, at han er en af verdens allerbedste klatrere, og hvis han er lidt længere fremme formmæssigt, er det ikke utænkeligt, at han vinder 4. etape.

 

Thibaut Pinot er endelig tilbage efter ikke at have kørt løb siden Touren. I søndagens GP Marseillaise viste han, at han nøjagtig som sidste år er i forrygende form fra sæsonstart, og han satte rivalerne til vægs på stigningerne. Det gør ham oplagt til en kandidat til dette løb også. Alto Mas de la Costa passer ham ganske vist ikke perfekt, idet han er bedre på mindre eksplosive stigninger. Det store spørgsmål er imidlertid holdtidskørslen. Sidste år forbedrede FDJ sig helt fantastisk, og de chokerede hele cykelverdenen med deres tredjeplads på 1. etape af Tirreno-Adriatico. På papiret kan de ikke matche de bedste på 1. etape, men hvis de er på samme niveau som sidste år, kan de igen skabe en overraskelse, der kan give Pinot mulighed for at vinde samlet.

 

Tidligere var det en af vores grundregler, at man aldrig skal satse på Dan Martin i et løb før Volta a Catalunya. Ireren har sjældent været i form fra sæsonstart, men det ændrede sig i 2016. Efter at være kommet til Quick-Step har han ændret sin tilgang, og således vandt han en etape i dette løb sidste år. Derfor er der en vis sandsynlighed for, at han igen i år vil være på et højt niveau. Hans speciale er korte, stejle stigninger, og derfor er Alto Mas de la Costa skræddersyet til hans eksplosive klatreevner, og samtidig er Quick-Step altid gode på holdstidskørsler. Det vil også være tilfældet her, hvor han kan regne med folk som Niki Terpstra og Yves Lampaert. Desværre var Martin heller ikke sidste år på 100% i dette løb, og han tabte anselig tid på kongeetapen. Da Quick-Step heller ikke er i skarpeste formation til 1. etape, får Martin nok svært ved at vinde.

 

Umiddelbart er BMC favorit til at vinde holdtidskørslen, og det gør naturligt Ben Hermans til en kandidat. Belgieren tog et helt forrygende skridt op i sidste års Vuelta, hvor han klatrede fremragende. Blandt andet gjorde han det sublimt netop på Alto Mas de la Costa, der er relativt kort og dermed passer ham perfekt. Han kan næppe matche de allerbedste, men hvis BMC har vundet holdtidskørslen, kan et lille tidstab også være nok til den samlede sejr. Det store spørgsmål er, hvor han står formmæssigt, idet han slet ikke ramte sit niveau sidste forår.

 

Også LottoNL-Jumbo har med Victor Campenaert, Stef Clement, Jos Van Emden, Martijn Keizer, Jurgen Van Den Broeck, Steven Kruijswijk og Primoz Roglic et så fremragende hold til holdtidskørslen, at kan køre med om sejren på 1. etape. Som sagt er Kruijswijk aldrig god i de tidlige måneder, så det er Roglic, der er bedste kort. Sloveneren var tidligere kendt som klatrer, men i 2016 var det på enkeltstarterne han brillerede. I Volta ao Algarve gav han imidlertid prøve på sit klatretalent, og selvom han aldrig nåede et lignende niveau senere på sæsonen, viser det, at han har evnerne til at matche de bedste. Hvis han igen i år er i form fra sæsonstart, kan en sejr på 1.etape bringe ham i position til at vinde samlet.

 

Orica-Scott er til start med både Adam og Simon Yates. De er på papiret blandt de allerbedste klatrere, og den korte, stejle Alto Mas de la Costa er skræddersyet til dem. Desværre har Orica-Scott ikke det bedste hold til holdtidskørslen, og selvom de er kendt som specialister, kan de næppe køre med om etapesejren. Samtidig er de to brødre sjældent gode i februar og skal som regel bruge et par løb til at finde formen. Derfor er de kun outsidere, men det ændrer ikke på, at de vil være blandt de stærkeste, hvis de modsat tidligere er i storform fra sæsonstart.

 

Nicolas Roche gør debut for BMC, og dermed kan han sagtens finde sig i en solid position efter 1. etape, hvis hans hold tager den indledende sejr. Desværre er heller ikke ireren normalt i god form på denne tid af året, og det vil derfor være en overraskelse, hvis han kan matche de bedste klatrere. På den anden side passer den relativt korte stigning ham ganske udmærket, så hvis han mod forventning har haft en bedre vinter end vanligt, kan intet udelukkes.

 

Tidligere var Michal Kwiatkowski altid flyvende fra sæsonstart, men efter to miserable sæsoner er polakkens status faldet betydet. Samtidig har han i år gjort klart, at han modsat tidligere primært vil bruge de første løb til at komme i form, og han ventes derfor ikke at være på sit topniveau. Intet tyder endvidere på, at han er på vej tilbage mod fordums styrke, men det er altid farligt at afskrive den tidligere verdensmester på denne tid af året. Hvis Sky kører en fremragende holdtidskørsel, er Alto Mas de la Costa ikke længere, end at det er muligt for en formstærk Kwiatkowski at begrænse sit tidstab.

 

FDJ kører naturligvis for Pinot, men har i Sebastien Reichenbach et godt alternativ. Schweizeren forbedrede sig voldsomt i 2016, og vi forventer endnu mere i 2017, hvor han skal være holdets Vuelta-kaptajn. Som sagt kan FDJ overraske på holdtidskørslen, og sker det, kan Reichenbach som ren klatrer levere en god præstation ved at imponere på 4. etape.

 

Endelig vil vi pege på Davide Formolo. Italieneren er et af verden største klatretalenter, men han tabte fuldstændigt momentum i 2015. Mod slutningen af 2016 gav han imidlertid indikationer på, at han igen er på rette vej, og han sluttede i top 10 i Vueltaen. Historien viser, at han altid er god fra sæsonstart, og han bør være blandt de bedste på 4. etape. Desværre vil Cannondale miste så meget tid på 1. etape, at han ikke kan vinde samlet.

                                                                         

***** Nairo Quintana

**** Wout Poels, Ilnur Zakarin

*** Thibaut Pinot, Daniel Martin, Ben Hermans

** Primoz Roglic, Adam Yates, Simon Yates, Michal Kwiatkowski, Sebastien Reichenbach

* Peter Kennaugh, Steven Kruijswijk, Matvey Mamykin, David de la Cruz, Jugen Van Den Broeck, Laurenz De Plus, Jakob Fuglsang, Michele Scarponi

SENESTE

Vis valgte

TIRSDAG

Vis valgte

MANDAG

Vis valgte

SENESTE: OPTAKTER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: GIRO D'ITALIA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FELTET.DK HOLDNINGER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: TOUR DE FRANCE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: VUELTA A ESPAÑA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE KONTI-HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM WORLD TOUR HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: MATERIALE OG UDSTYR

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE PROFFER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FORÅRSKLASSIKERNE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet




 

Der er pt. ingen aktive salgsannoncer i vores brugtmarked.

Feltet.dk

Åsvinget 5

9800 Hjørring

Tlf. 5155 8966

info@feltet.dk