Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: Volta a la Comunitat Valenciana
31. januar 2018 15:04 af Emil AxelgaardFoto: Team Sky

I en tid, hvor den ellers så store spanske etapeløbskalender bare er en skygge af sig selv, kom der i 2016 godt nyt fra Valencia-regionen. Volta a la Comunitat Valenciana, der tidligere var et af de vigtigste forberedelsesløb, var tilbage på kalenderen efter en syvårig pause, og de bedste ryttere bød det velkommen ved at drage til Spanien i stort antal. Succesen blev gentaget sidste år, og også i 2018 vil et topfelt af stjernenavne være klar til fra onsdag til søndag at kæmpe om sejren på en yderst attraktiv rute, der inkluderer en af en holdtidskørsel samt en ganske vanskelig etape med mål på en stigning.

Løbets rolle og historie

Mens Italien og Belgien altid mest har været fokuseret på endagsløb, var Spanien engang kendt som etapeløbenes hjemland, og stort set enhver region i landet havde dens egen store rundtur. Uheldigvis har den økonomiske krise ramt landet hård, og de fleste af disse løb er desværre forsvundet fra kalenderen. Hver eneste gang har arrangørerne lovet at komme tilbage efter en kort pause, men kun Vuelta a Asturias har haft held til at returnere efter en pause på bare et år, og langt de fleste løb er nu en saga blot.

 

For en gangs skyld kom der imidlertid god nyt fra Den Iberiske Halvø i 2016, da Volta a la Comunitat Valenciana var tilbage på kalenderen for første gang siden 2008. Med dets placering i det sydlige Spanien, hvor vejret som regel er fornuftigt på denne tid af året, var løbet i mange år et vigtigt forberedelsesløb for klassiker- og etapeløbsryttere, og derfor var det savnet af mange. Den tidligere Vuelta-vinder Angel Casero og hans bror var de drivende kræfter bag forsøget på at genoplive løbet, og det lykkedes dem at finde den nødvendige finansiering til at bringe det tilbage på kalenderen i dets oprindelige format på fem dage. Det var således ingen overraskelse, at dets comeback blev varmt modtaget af rytterne, der i stort antal rejste til Spanien, og det var et imponerende felt, der blev samlet i 2016.

 

Løbet blev første gang afviklet i 1929 og har siden har flere forskellige navne. Bortset fra et par aflysninger i årene omkring Den Spanske Borgerkrig og 2. Verdenskrig samt i 1978 har det været afholdt hvert år, indtil dets forsvinden i 2009. I de første år var det hovedagligt for de bedste spanske ryttere, og det var således kun de belgiske stjerner Rik Van Looy og Eddy Merckx, der brød dominansen, før Marcello Bergamo vandt i 1974. I 80erne blev løbet langt mere internationalt, startende med Bernard Hinaults sejr i 1986, og siden har folk som Stephen Roche, Viatcheslav Ekimov, Alex Zülle, Laurent Jalabert, Alexandre Vinokourov, Abraham Olano, Alejandro Valverde og Alessandro Petacchi stået øverst på podet.

 

Under dets fravær har Mellemøsten overtaget rollen som den det foretrukne sted at forberede sig til sæsonen, idet Dubai Tour, Tour of Qatar og Tour of Oman har gjort det muligt at tilbringe længere tid i lande, der stort set har garanti for godt vejr. Volta a la Comunitat Valencianas tilbagekomst har imidlertid betydet, at Spanien igen er et solidt alternativ, idet de to første måneder nu byder på Challenge Mallorca, løbet i Valencia, endagsløbene i Murcia og Almeria samt Ruta del Sol. Hvis man dertil lægger Volta ao Algarve, har Den Iberiske Halvø nu den mest imponerende februarkalender, og det har tydeligvis haft en effekt på mange hold. I de seneste to år var Mellemøsten således slet ikke været i stand til at tiltrække så mange stjerner som vanligt, og mange valgte at forberede sig i Spanien eller Frankrig i stedet.

 

Sidste år har Mellemøsten fået en renæssance blandt etapeløbsrytterne med tilføjelsen af Abu Dhabi Tour, der som en del af WorldTouren tiltrak et stort antal stjerner, men aflysningen af Tour of Qatar betød, at de fleste klassikerryttere blev i Europa. Aflysningen i Qatar styrkede også Volta a la Comunitat Valenciana, der af den årsag fik sen deltagelse af BMC og Quick-Step, som begge var på jagt efter et alternativ til ørkenløbet.

 

Tendensen er fortsat i år, hvor løbet i Qatar ikke er vendt tilbage, og da Dubai Tour endda er blevet skubbet en uge og derfor ikke køres samtidig med løbet i Valencia, er konkurrencen kun blevet endnu mindre. Derfor er det ingen overraskelse, at hele 11 af de 18 WorldTour-hold - kun FDJ, Sunweb, Trek, UAE Team Emirates, Lotto Soudal, Quick-Step og Bora-hansgrohe kommer ikke - har meldt deres ankomst i Spanien, og mange af holdene kommer med flere af deres stjerneryttere. Startlisten tækker således navne som Greg Van Avermaet, Jakob Fuglsang, Alejandro Valverde, Andrey Amador, Alexis Vuillermoz, Oliver Naesen, Adam og Simon Yates, Roman Kreuziger, Michal Kwiatkowski, Gianni Moscon, Wout Poels, David de la Cruz, Primoz Roglic, Sacha Modolo, Sep Vanmarcke og Pierre Rolland for blot at nævne nogle af de allerstørste navne på en meget lang liste. Specielt sprinterne synes fortsat at rejse til Mellemøsten, men klassements- og klassikerrytterne vil i stort antal være at finde i Spanien.

 

Volta a la Comunitat Valenciana har over årene haft meget forskellige ruter. Regionen har masser af udfordrende terræn, men på denne tid af året er det farligt at sende feltet ind i de høje bjerge. Derfor har de foregående udgaver ikke været vanvittigt hårde, og Petacchi vandt endda samlet i 2005. Det er imidlertid blevet domineret af mere traditionelle etapeløbsryttere, og Valverde vandt således i både 2004 og 2007. Ruben Plaza vandt den sidste udgave inden aflysningen i 2008.

 

De nye arrangører synes at ville gøre løbet en anelse hårdere. I 2016 bød ruten således på både en enkeltstart og to bjergetaper. Det gjorde det til et løb for alsidige etapeløbsryttere, og Wout Poels viste sig at være i særklasse den stærkeste. Således tog hollænderen allerede førertrøjen ved overraskende at vinde den indledende enkeltstart, inden han sikrede sig den samlede sejr ved at vinde løbets kongeetape.

 

Sidste år bød løbet både på en holdtidskørsel, der desværre var så lang, at den i vidt omfang kvalte spændingen, samt en knaldhård bjergfinale på den brutale Alto Mas de la Costa. BMC vandt ikke overraskende tidskørslen, og det tvang forhåndsfavoritten Nairo Quintana til at angribe fra bunden af løbets nøglestigning. Den lille colombianer var imidlertid så stærk, at han uden de store problemer kunne sætte feltet til væg, og en sejr med hele 40 sekunder til Merhawi Kudus var nok til at sikre den samlede sejr med hhv. 13 og 32 sekunder ned til BMC-duoen Ben Hermans og Manuel Senni. Quintana starter i år sin sæson i det nye colombianske løb Colombia Oro y Paz og forsvarer derfor ikke sin titel, og Senni, hvis Bardiani-hold heller ikke er til start, vender heller ikke tilbage. Det gør til gengæld Hermans, der i år repræsenterer Israel Cycling Academy og atter indleder sin sæson i Valencia.

 

Ruten

Som sagt har løbet haft mange forskellige formater, men de nye arrangører synes at foretrække en relativ hård version, hvor man fuldt ud drager fordel af det vanskelige terræn - med de risici for sne og aflysninger, som det naturligt indebærer. Således har man også i år sammensat en rute, der passer de virkelige etapeløbsryttere, og man følger i høj grad den model, der også blev benyttet sidste år.

 

Hvor man i 2016 havde en indledende enkeltstart samt to bjergetaper, valgte man sidste år, at løbet skulle afgøres på en for så kort et etapeløb usædvanlig lang holdtidskørsel samt en finale på den brutalt stejle Alto Mas de la Costa. I år har man valgt et andet, knap så stejlt bjerg til løbets eneste bjergetape, der sammen med endnu et holdløb ventes at bestemme det samlede udfald. Tidskørslen falder denne gang fredag og ikke som sidste år på åbningsetapen, mens kongeetapen atter på programmet lørdag. Ligesom sidste år består den øvrige del af løbet af to flade etaper samt en kuperet mellemetape. De hurtige folk ventes at komme til fadet på onsdagens 1. etape samt på den afsluttende etape til hovedbyen Valencia, mens de mere hårdføre sprintere håber at kunne overleve stigningerne torsdag. Med andre ord er der tale om et alsidigt etapeløb med muligheder for de fleste ryttertyper, men hvor den uforholdsmæssigt lange holdstidskørsel ventes at være altdominerende i kampen om den samlede sejr.

 

1. etape

Efter løbets tilbagevenden i 2016 har man hidtil haft en tidskørsel som indledning, først med en enkeltstart for to år siden og siden med et holdløb sidste år. I år er løbets tidskørsel, der igen er af den kollektive art, imidlertid skubbet til tredjedagen, og i stedet ventes det, at sprinterne skal slås om den første førertrøje. Løbet indledes nemlig med en relativt flad etape, der ganske vist midtvejs fører feltet op i næsten 1000 m højde, men da den sidste halvdel af ruten hovedsageligt er flad eller let faldende, må det formodes, at der skabes samling til en stor massespurt - hvis da ikke vinden har splittet feltet forinden.

 

I alt byder åbningsetapen på 191,5 km mellem byerne Oropesa del Mar og Peñiscola, der begge ligger på den spanske østkyst nær storbyen Valencia - en ganske pæn distance for løb i januar måned. Startbyen ligger mod syd, og etapen byder derfor i alt væsentligt på en rejse mod nord. I stedet for at følge kystvejen bevæger man sig imidlertid straks fra start mod vest ind i landet, hvor terrænet er mere udfordrende. Derfor stiger den første del let, inden man gennem relativt fladt terræn bevæger sig mod syd ned mod et vendepunkt. Herfra kører man mod vest til byen Sant Joan de Moro, hvorfra det går ad let stigende veje mod nord og nordvest frem til bunden af kategori 2-stigningen La Bandereta (4,4 km, 6,8%), der skal tackles fra den vestlige side. Den stiger med mellem 6 og 10% på de første 2 km, inden et lille plateau leder frem til den anden halvdel, der stiger med mellem 5,8% 8,5%.

 

Toppen nås efter 86 km, hvorefter man fortsætter mod vest ned i dalen, inden det atter går mod nord gennem næsten helt fladt terræn forbi den indlagte spurt efter 145. Ca. fem kilometer senere nås det nordligste punkt, hvorefter man kører mod øst ud mod vandet, mens det falder ganske let. Kysten nås i byen Vinaroz, og herefter afsluttes etapen med at følge den helt flade kystvej tilbage mod syd mod målet i Peñiscola. Her venter en helt flad finale med sving med hhv. 3100, 2700, 1900, 1700 og 1100 m til stregen.

 

Vinden har før spillet en rolle i Valencia-området, hvor det kan blæse ganske kraftigt, men som udgangspunkt ser det ud til, at sprinterne skal afgøre det første slag. Ganske vist har løbet ikke tiltrukket mange hurtige folk, men mon ikke navne som Matteo Trentin, Danny Van Poppel, Dan McLay og Sacha Modolo lugter chancen for at kunne spurte sejren? For klassementsrytterne handler det bare om at komme sikkert i mål og få gang i benene efter en lang vinter.

 

Peñiscola har kun én gang været vært for et stort cykelløb i dette årtusinde. Det var i 2016-udgaven af Vuelta a Espana, hvor Jempy Drucker tog karrierens største sejr i en massespurt.

 

 

 

 

2. etape

Et af kendetegnene ved Valencia-regionen er, at det byder på stort set al slags terræn, og det gør det et foretrukkent træningsområde i vinterperioden. Derfor er det også kun naturligt, at Volta a la Comunitat Valenciana byder på etaper af enhver art, og det gør årets udgave af løbet heldigvis også. Efter den relativt flade åbningsetape er der derfor betydeligt flere stigninger på programmet torsdag, hvor der venter en kategori 1-stigningen i finalen, men en faldende afslutning betyder dog, at det næppe er en dag for klassementsryttere og snarere for spurt- og klatrestærke klassikertyper.

 

Etapen byder på i alt bare 154 km mellem Betera og Albuixech, der egentlig ligger ganske tæt på hinanden nær kysten. Etapen består derfor af en lang tur ind i bjergene nord for de to byer. Fra starten bevæger man sig igennem let stigende terræn mod nordvest og nord forbi dagens spurt, der kommer allerede efter 15,3. Stigningen kulminerer med en kategori 3-bjergspurt på toppen af Pico del Aguila efter en 18,8 km lang opkørsel, der stiger med 2,3% i gennemsnit og stort set hele vejen ligger med en stigningsprocent på mellem 1 og 4. Derefter falder det let, indtil man når etapen nordligste punkt, hvor man drejer mod øst for at køre op ad to kategori 3-stigninger, La Nevera (3,8, 5,0%) og Alcudia de Veo (1,9 km, 5,3%), der kommer hurtigt efter hinanden med top efter hhv. 59,4 og 67,5 km, to stigninger - to stigninger, der heller aldrig bliver særlig stejle.

 

Etapen ændrer for alvor karakter, når man sætter kursen mod syd for at køre op ad kategori 1-stigningen Purte de Eslida (5,0 km, 6,1%), der er betydeligt vanskeligere end de foregående, og på de sidste 3,5 km byder på stigningsprocenter, der svinger mellem 6 og 8, inden det flader lidt ud mod toppen. Derefter følger et længere faldende og fladt stykke, mens man fortsætter mod sydvest og syd. I stedet for at køre direkte mod målbyen slår man til slut et smut mod vest for at bestige dagens sidste udfordring, kategori 1-stigningen El Garbi (5,8 km, 6%). Man skal ikke lade sig snyde af tallene, da der er tale om en meget irregulær stigning. Efter en start med stigningsprocenter på 5-6, venter 1500 m, hvor det stiger med mere end 8,7% og sågar byder på 500 m med 13%, inden det atter flader lidt ud på toppen. Herfra resterer 30,8 km, der efter et kort, fladt stykke, falder let, mens man kører mod syd og sydøst ned mod målet ved kysten. Her venter en flad og teknisk finale, hvor der er skarpe sving med 2400, 2000, 600 og 400 m til stregen.

 

Etape byder på ganske mange højdemeter og er bestemt ikke nogen let affære. Den sidste stigning kommer imidlertid for langt fra mål til, at den ventes at kunne bruges som afsæt til angreb, og da klassementet samtidig er tæt, vil det hele formentlig blive kontrolleret hårdt. Holdene vil dog også være ivrige efter at spare kræfter inden holdløbet, og det kan måske skabe en farlig taktisk situation, som et udbrud kan udnytte til at holde hjem. Mest sandsynligt er det dog, at vi får en spurtafgørelse, men mange af de rene sprintere vil helt sikkert blive efterladt på sidste stigning, der er ganske stejl på sit sværeste stykke.

 

Albuixech har ikke været vært for et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.

 

 

 

 

3. etape

Efter to dage, der for klassementsrytterne alene har handlet om overlevelse, bliver det alvor på fredagens 3. etape, der er løbets suverænt vigtigste. Sidste år introducerede arrangørerne på lidt kontroversiel vis en meget lang holdtidskørsel, der reelt betød, at der kun var 2-3 hold, der realistisk set kunne køre med om den samlede sejr. Det format har man lidt overraskende valgt at gentage i 2018, hvor der denne gang er hele 30,3 km kollektiv kamp mod uret på programmet. Et så langt holdløb er helt usædvanligt for et så kort etapeløb og vil spille en helt afgørende rolle. Det er med andre ord D-dag for klassementsrytterne.

 

Etapen byder som sagt på 30,3 km over en strækning mellem Poble Nou de Benitatxell og Denia, der er kendt som lidt af et mekka for cykelholdene, der i vidt omfang bruger den som centrum for deres vintertræningslejre. Etapen er stort set helt flad, men byder til gengæld på mange tekniske udfordringer. Fra starten bevæger man sig gennem fladt terræn mod sydvest til byen Teulada, hvor man kører en omgang på en flad rundstrækning i området syd for byen. Herefter får det igennem let faldende terræn mod øst og sydøst ud mod kysten, mens man undervejs passerer mellemtiden, der tages efter 15 km.

 

I byen Moraira kort efter mellemtiden rammer man kysten, som følges tæt på den resterende del af etapen, hvor man kører mod syd gennem helt fladt terræn. Vejen snor sig imidlertid voldsomt med ca. 10 km igen, inden det hele igen bliver mere enkelt på den sidste del, der følger en flad, stort set lige vej. De sidste sving kommer med 3500, 2200, 800 og 500 m igen.

 

Etapens flade terræn betyder, at det er en etape, der er skabt til de store maskiner og dermed til de hold, der virkelig specialiserer sig i den helt specielle disciplin. Den meget tekniske karakter betyder imidlertid også, at det kan blive meget svært at holde sammen på tropperne, og det kræver god kommunikation og stor opmærksomhed at få det maksimale ud af ressourcerne på en dag, hvor fejl bliver svære at undgå. Uanset hvad er det dog en etape, der kan udnyttes af de virkelige specialisthold som BMC, Sky og Movistar til at vinde kolossalt meget tid på konkurrenterne, og efter denne etape vil vi formentlig have kogt vinderkandidatfeltet ned til bare en håndfuld ryttere.

 

Denia var sidst vært for en etapeafslutning sidste år, hvor det lykkedes Tony Martin at vinde sit første linjeløb i Katusha-trøjen, da han med et sent angreb vandt med 11 sekunder ned til Pim Ligthart, Primoz Roglic, David de la Cruz, Michele Scarponi, Amaro Antunes og Nairo Quintana, der ligeledes havde haft held til at distancere et reduceret felt med 8 sekunder. I 2001 vandt Erik Zabel en reduceret massespurt i byen.

 

 

 

4. etape

I sine to første udgaver efter genfødslen har løbet udviklet en tradition for at byde på nogle eksplosive bjergetaper, hvor man har sluttet på de relativt korte, ofte meget stejle stigninger, som der er mange af i regionen. Det vil også være tilfældet i år, hvor man for andet år i træk har placeret løbets kongeetape om lørdagen. Ganske vist er der ikke tale om en gentagelse af sidste års voldsomme afslutning på den brutale Alto Mas de la Costa, men der er dog fortsat tale om en svær bjergfinale, der vil gøre det muligt for bjergrytterne at vinde lidt terræn efter holdløbet, og som vil afgøre kampen om den samlede sejr blandt de få ryttere, der fortsat har muligheder efter tidskørslen.

 

Etapen byder på i alt 184,5 km mellem Orihuela og stigningen Cocentaina ”Fira de Tots Sants”. Fra start kører man en omgang på en lille flad rundstrækning omkring startbyen, inden man fortsætter mod nord gennem helt fladt terræn. Det ændrer sig efter dagens spurt, der kommer efter 38,6 km, idet man kort efter rammer kategori 3-stigningen La Garganta (7,6 km, 2,7%), der er en lang, jævn opkørsel med top efter 48,2 km. Herfra fortsætter man videre mod nord igennem hovedsageligt fladt terræn frem til kategori 2-stigningen Maigmo (8,0 km, 4,1%), der også er meget jævn stigning uden stejle passager med top efter 78 km. Herfra kører man efter en kort nedkørsel direkte ind på kategori 1-stigningen Tibi (4,8 km, 5,6%), der er ganske ujævn og byder på en lille nedkørsel, og som efter endnu en kort nedkørsel med det samme efterfølges at kategori 1-stigningen La Carrasqueta (12 km, 4,1%) - en meget jævn stigning, der aldrig bliver stejl. De to stigninger har top efter hhv. 90,4 og 107 og markerer afslutningen på den svære midterfase.

 

De sidste 77,5 km indledes med en lang nedkørsel, der fortsat fører mod nord og direkte ind på en lille 23,3 km lang rundstrækning i området nord for målstigningen. Den består i alt væsentligt af den lille kateogri 3-stigning Benillup (5,0 km, 4%) samt en efterfølgende nedkørsel og skal tilbagelægges to gange, hvormed man når toppen af stigningen efter hhv. 136,7 og 160 km. Efter sidste passage går det ned mod bunden af dagens sidste udfordring i byen Cocentaina. Der er tale om en kategori 1-stigning, der også går under navnet Alto de las Canteras, som over 4,6 km stiger med 8,4% i gennemsnit, men det er først til sidst, at opkørslen for alvor bliver stejl. Den er sværest mod slutningen, hvor de sidste 500 stiger med mere end 12%. Vejen snor sig kun let efter det sidste sving med 2500 m igen.

 

Etapen følger som sagt meget fint traditionen fra de to foregående års bjergetaper i den forstand, at den slutter på en kort, stejl stigning efter en dag, hvor det går op og ned det meste af dagen. Der er med andre ord tale om en afslutning for de mere eksplosive klatretyper, der har det rette punch til at gøre forskellen med et voldsomt ryk på de stejleste procenter. Etapen er imidlertid ikke specielt lang, og forskellen mellem de bedste vil derfor skulle måles i sekunder. Selvom det er eneste chance for klatrerne for at vinde tid efter holdløbet, kan vi derfor ikke vente de helt store omvæltninger, inden den endelige vinder formentlig kan lade sig hylde på toppen af muren i Cocentaina.

 

 

 

 

5. etape

Nøjagtigt som i de to foregående år afsluttes løbet med en relativt flad etape, der ender i regionens hovedby, Valencia. Ganske vist truer en lille stigning mod slutningen med at sætte sprinterne ud af spillet, men det forventes, at sprinterne atter vil komme til fadet efter tre for dem svære dage. Rytterne skal dog tage sig i agt for vinden i en ganske blæsende del af Spanien.

 

I alt er der bare 135,2 km på programmet på en etape, der fører feltet fra forstaden Paterna ind til centrum af Valencia. Der er bare få kilometer mellem start- og målområdet, og etapen består derfor af en tur ud i det let kuperede område nord for storbyen. Fra starten kører man gennem helt fladt terræn mod vest, inden man vender rundt og først kører tilbage mod Valencia, inden man sætter kursen mod nord. Det er fortsat helt fladt, mens man passerer den indlagte spurt efter 41,4 km, hvorefter man kører mod sydøst ud mod kysten. Herfra får det fortsat igennem fladt terræn mod nord, inden det stiger let, når man drejer mod nordvest og atter kører ind i landet.

 

I forbindelse med forplejningszonen nås det nordligste punkt, hvorefter man kører mod syd mod Valencia. Her passerer man igennem en kuperet zone, der byder på kategori 3-stigningen Oronet (5,2 km, 5,1%), der byder på et længere stykke med stigningsprocenter mellem 6 og 7, men som flader ud mod toppen, der rundes når der resterer 40,6 km. Herfra falder det let, mens man fortsætter mod syd, inden det igen bliver helt fladt, når man drejer mod sydøst for at kører ind i Valencia. Her venter en helt flad, ekstremt teknisk finalen, hvor en lang lige vej over mere end 3 km efterfølges af hele tre sving med hhv. 400, 300 og 200 m fra mål.

 

Etapen minder meget om den, der er benyttet i de to foregående udgaver, men modsat tidligere skal man denne gang ikke køre omgange i Valencia. Det betyder, at stigningen kommer tættere på mål end i de foregående år, og der er faktisk tale om så svær en opkørsel, at den kan gøre forskelle. Noget lignende skete i 2016, hvor sprinterne blev sat under pres på bakken, og det gjorde det muligt for Stijn Vandenbergh med et sent angreb i Valencia at snyde sprinterne. Samtidig kan vinden komme i spil i det ganske blæsende område. En spurtafgørelse er det mest sandsynlige udkomme, men der er bestemt ingen garanti for, at alle sprinterne vil være med hjem.

 

Sidste år endte det hele i en massespurt, som blev vundet af Bryan Coquard foran Nacer Bouhanni. Vandenbergh vandt som sagt etapen til Valencia i 2016, men det har mest været rammen om massespurter. Således vandt Danilo Napolitano sidste etape i 2008, Daniele Bennati var hurtigst i 2007 og 2006, Alessandro Petacchi vandt i2005 og 2003, og Aleksander Usov tog sejren i 2004. Forud for det sluttede løbet tre år i træk med enkeltstarter, der blev vundet af henholdsvis Alex Zülle, Viacheslav Ekimov og Abraham Olano. Byen har også været besøgt af Vueltaen, senest i 2009, hvor Fabian Cancellara vandt en enkeltstart. I 2004 vandt Petacchi en massespurt, mens ONCE vandt den indledende holdtidskørsel i 2002.

 

 

 

 

Favoritterne

I den første udgave af løbet efter dets tilbagevenden til den internationale kalender var Wout Poels ganske suveræn. Hollænderen tog en meget overraskende sejr på enkeltstarten og var i en klasse for sig på den stejle Xorret del Cati. Han forsvarede sig fint i den mere eksplosive finale på Fredes-stigningen, hvor Dan Martin vandt, og Sky var undervejs i fuld kontrol på de fladere etaper.

 

Løbet var med sine to bjergetaper og sin enkeltstart et helt klassisk etapeløb tilpasset grand tour-ryttere og folk, der excellerer i ugelange begivenheder. Det kan imidlertid kun i mindre grad bruges som inspiration til at forudse, hvad der vil ske i den kommende udgave. Løbet blev med indførelsen af holdtidskørslen sidste år nytænkt, og da årets rute i store træk er en gentagelse af sidste års design, er det 2017-udgaven, der fortæller, hvad vi skal forvente.

 

I 2016 og 2017 blev løbet vundet af den stærkeste rytter, men det er ingenlunde sikkert, at det vil være tilfældet i 2018. Årets udgave af løbet synes helt og holdent at ville blive afgjort på 3. og 4. etape, mens de øvrige etaper ikke burde kunne give anledning til den helt store splittelse. 1. og 5. etape burde ende i massespurter, og det er kun vinden, der kan ændre det scenarium. I skrivende stund synes rytterne imidlertid at få fremragende vejr til det meste af løbet. Kun fredag, hvor der er holdløb på programmet, vil det blive relativt blæsende, og den eneste risiko for nedbør findes torsdag. Derudover ventes stille vejr med høj solskin og behagelige temperaturer på 15 grader. Heller ikke 2. etape ventes derfor at kunne spille den store rolle. Man skal ganske vist ikke undervurdere den meget stejle stigning i finalen, og vi så i sidste års Vuelta, at den kan bruges til at skabe stor udskilning. Den kommer imidlertid alt for tidligt til, at favoritterne kan bruge den til det store, og derfor burde det hele ende i en reduceret massespurt.

 

Dermed er det fredag og lørdag, der udgør nøglen til den samlede sejr, og i den sammenhæng er holdløbet klart vigtigst. Ganske vist byder målstigningen på kongeetapen på ganske stejle passager, men der er stadig tale om en meget kort, eksplosiv sag, hvor tidsforskellene mellem de bedste vil skulle regnes i relativt få sekunder. Helt modsat vil det være på holdtidskørslen. Det er nærmest uhørt at have så langt et holdløb i et ugelange etapeløb, og vi så sidste år, hvordan det forud for løbets bjergetape reelt kogte favoritfeltet ned til ganske få ryttere på de bedste hold. Sidste år var holdløbet ganske vist 7,4 km længere, men tidsforskellene på den etape siger alligevel meget om, hvor stor ravage en sådan etape kan skabe. Således var Sky på2. pladsen hele 21 sekunder efter vinderne fra BMC, Quick-Step på 3. pladsen tabte 49 sekunder, og Movistar på 4. pladsen var hele 1.02 efter det amerikanske mandskab.

 

Efterfølgende lykkedes det akkurat Nairo Quintana at vinde tilstrækkeligt med tid på løbets kongeetape til også at tage den samlede sejr, men havde colombianeren ikke været i særklasse, havde BMC sikkert taget de første to pladser med Ben Herman og Manuel Senni. Man skal endda notere sig, at sidste års målstigning Alto Mas de la Costa var meget vanskeligere end den, der venter på årets kongeetape. Alligevel var der blot 45 sekunder mellem nr. 2 og 12 bag den suveræne Quintana, og det fortæller meget om, at holdløbet er den suverænt vigtigste etape i årets løb - endda endnu vigtigere end sidste år.

 

Dermed kan vi også reelt koge favoritfeltet ned til ganske få navne. Man kan med det samme udelukke alle professionelle kontinentalhold samt almindelige kontinental, idet de mindre mandskaber altid er helt chanceløse mod WorldTour-mandskaberne i holdløb, der en meget speciel disciplin. Derefter kan man strege Katusha, Ag2r, Dimension Data, Bahrain-Merida, EF Education First og Astana fra listen, idet disse hold vil tabe megen tid til de stærkeste mandskaber og ikke har en rytter, der vil være blot i nærheden af at kunne tage det tabte tilbage på kongeetapen. Det efterlader blot Sky, BMC, Movistar, Mitchelton-Scott og LottoNL-Jumbo tilbage på listen. Her er Movistar endda kun inkluderet, fordi de i Alejandro Valverde har en rytter, der måske kan knuse rivalerne på kongeetapen, men med et relativt svagt mandskab til holdløbet bliver det næsten umuligt. Heller ikke Mitchelton-Scott har mange chancer på tidskørslen, og det vil derfor være en overraskelse, hvis ikke vinderen kommer fra BMC, Sky eller LottoNL-Jumbo.

 

Sidste år var BMC stærkest på holdløbet, men i år får de virkelig kamp til deres hår. Sky kommer med et veritabelt supermandskab, og da de samtidig i modsætning til BMC har nogle af løbets formodet stærkeste klatrere, fremstår briterne som storfavoritter. I virkeligheden kan de vise sig at være så stærke, at de meget vel kan ende med at rydde på podiet, og måske er den største udfordring i virkeligheden at udpege den rytter på holdet, der vil vise sig som stærkest.

 

Umiddelbart kunne det ligne en intern duel mellem Wout Poels og Gianni Moscon, og her tror vi mest på hollænderen. Poels vandt som sagt løbet for to år siden, hvor han var den i særklasse stærkeste, mens det sidste år blev til en lidt skuffende 4. plads. Han har imidlertid tradition for at starte sæsonen i fremragende form, og meldingerne fra Sky-lejren er, at han har været ganske godt kørende på den seneste træningslejr. Hans motivation må være kolossal efter en 2017-sæson, hvor en knæskade holdt ham af cyklen fra midten af februar til midten af juni, men hvor han med 6. pladsen i Vueltaen og etapesejren på kongeetapen i Tour de Pologne fik tanket selvtillid forud for vinteren.

 

Sky stiller med et ekstremt stærkt løb til holdløbet, hvor man har motorer som Vasil Kiryeinka, Gianni Moscon og Michal Kwiatkowski, ligesom Poels selv og David De La Cruz også er glimrende temporyttere. Om de kan slå BMC, er en anelse usikkert, men det bør under alle omstændigheder blive tæt. Poels er en langt bedre klatrer end samtlige BMC-ryttere, og han er samtidig enormt stærk på korte, stejle stigninger, som hans topplacering i Fleche Wallone i 2016, sejren i Polen sidste år, sejren i Liege i 2017 og hans præstationer i dette løb i 2016 klart fortæller. Holdet har på forhånd meldt ud, at han er kaptajnen, og får den fulde opbakning fra mandskabet, bør han vise sig som den stærkeste Sky-ryttere på kongeetapen. Derfor sætter vi pengene på Poels.

 

Hvor Poels’ form fortsat er en smule usikker, ved vi allerede nu, at Gianni Moscon er fremragende kørende. Der var ganske vist almindelig konsensus om, at Valverde var den stærkeste mand på stigningerne i Trofeo Serra de Tramuntana, det hårdeste af endagsløbene på Mallorca, men han kunne ikke komme af med hverken Moscon eller Tim Wellens. Duoen satte efterfølgende spanieren på de regnvåde nedkørsler, og i spurten var det kun manglende kendskab til den tekniske finale, der kostede den normalt hurtigere Moscon sejren. Præstationen overraskede ham en anelse, da han missede en del af vintertræningen som følge af en skade, og det er vidnesbyrd om hans kolossale talent, at han allerede nu er på dette niveau. Moscon viste ved VM sidste år, hvor kun Julian Alaphilippe var stærkere, og med 3. pladsen i Il Lombardia, at han allerede nu er at regne som en af verdens bedste i kuperet terræn, og specielt på en kort stigning som den, der venter i dette løb, er han skræmmende stærk. Som udgangspunkt kører holdet for Poels, og Moscon kan ende med at ofre sig for sin holdkammerat, men vi vil ikke blive overraskede, hvis den italienske stjerne i svøb viser sig som bedste mand.

 

Skys tredje klare vinderkandidat er David De La Cruz. Spanieren gør debut for briterne og meldes allerede nu at være topmotiveret. Sidste år kørte han ganske fint i dette løb, hvor han sluttede på den samlede 7. plads, og også i Tour of Oman og Paris-Nice var han i god form. Det er nærliggende at tro, at han denne gang i hvert fald ikke er dårligere, da hans mål er med en stribe gode præstationer at sikre sig en kaptajnrolle i Vueltaen - en meget ambitiøs målsætning på sportens stærkeste mandskab, hvor klassementsrytterne står i kø. Han skal derfor slå til hver eneste gang, han har lidt frihed, og det kan han muligvis få i dette løb. Han viste sidste år i Vueltaen, hvor han specielt i den første uge var fremragende, at han nu er at regne som en af verdens bedste klatrere. Desværre passer den relativt korte, eksplosive stigning ham på kongeetapen ham ikke specielt godt, men han har en reel chance for at vise sig som stærkeste Sky-rytter.

 

BMC møder med et hold, der har store chancer for at vinde 3. etape, men de har til gengæld ingen af deres topklatrere til start. Det er op til Kilian Frankiny og Brent Bookwalter at forsvare holdets faver i det samlede klassement og lukrere på det forspring de kan få ved at vinde holdløbet. Her har Frankiny umiddelbart de bedste chancer. Den unge schweizer er et stort klatretalent, men havde det lidt svært i sin første sæson som professionel. Han var imidlertid også hæmmet af sygdom og skader, og et styrt i Vueltaen betød endda, at han måtte ende sin sæson tidligt. Meldingen fra BMC er imidlertid, at han er i ganske god form, og man kan efter hans præstationer på U23-niveau ikke betvivle potentialet. Det er klart, at han ikke vinder kongeetapen, men kan BMC køre et lige så flot holdløb som sidste år, kan han sagtens vinde alligevel.

 

Brent Bookwalter er holdets anden kandidat, og han har i de senere år med sine mange topplaceringer i de amerikanske etapeløb vist, at han er en ganske glimrende klassementsrytter. Han har imidlertid tradition for at skulle bruge et par løb for at finde formen, og det vil formentlig også være tilfældet i år, da en slem hjernerystelse tvang ham til at ende sidste sæson allerede under Tour of Britain. Hans vigtigste mål er derfor at genfinde løbsrytmen, men han og holdet har dog givet udtryk for, at han burde være god nok til at kunne blande sig på kongeetapen. Også han er afhængig af en holdløbssejr til BMC, men kommer den, har Bookwalter en reel chance for at vinde.

 

Sidste år var Primoz Roglic fremragende kørende i februar, hvor han vandt Volta ao Algarve samlet, og kun en offday på holdløbet forhindrede ham i at være med helt fremme også i dette løb. Efter en drømmesæson, hvor han udviklede sig kolossalt både på enkeltstarter og i bjergene, er han nu at regne som en af verdens bedste i ugelange etapeløb. En kort, eksplosiv stigning som den, der venter i dette løb, passer ham umiddelbart glimrende, og selvom hans form er usikker, ventes han at være godt kørende. LottoNL-Jumbo kommer samtidig med et ganske stærkt hold til holdløbet, hvor også Jos Van Emden, Koen Bouwman og Neison Powless kan bidrage markant. Holdet har en tendens til at skuffe i den kollektive tempodisciplin, men kan de leve op til potentialet, har Roglic en chance for at vinde.

 

Alejandro Valverde fik en drømmedebut i sidste uge på Mallorca, efter at der var en del tvivl om, hvorvidt han kunne komme tilbage efter sit grimme styrt under sidste års Tour de France. Meldingerne forud for løbet var, at han var lige så stærk som tidligere, men nervøsiteten var alligevel stor. Derfor så han det også som en sejr, at han i serien sværeste løb ifølge vinderen Tim Wellens var den stærkeste på stigningerne, og Valverde kunne da heller ikke skjule sin tilfredshed, selvom forsigtighed på nedkørslerne kostede ham sejren. Dagen efter var han igen den stærkeste af favoritterne, da han spurtede sig til en 4. plads, og dermed tyder alt på, at han som vanligt er i storform straks fra sæsonstart. Derfor fremstår han umiddelbart som favorit til lørdagens kongeetape, hvor den korte, eksplosive stigning passer ham som fod i hose, men desværre er det næppe nok til at tage den samlede sejr. Movistar stiller nemlig med et ganske ungt og ikke specielt stærkt mandskab til holdløbet, hvor det kun er Valverde selv, Andrey Amador og Jose Joaquin Rojas, der kan ventes at bidrage signifikant. Det kræver derfor formentlig en præstation på kongeetapen a la den, Quintana leverede sidste år, hvis Valverde skal vinde samlet, og det bliver ikke let på en stigning som denne.

 

På papiret er det et fremragende løb for Michal Kwiatkowski, der er en del af det fremragende Sky-mandskab, og som på papiret er skræddersyet til den korte stigning på kongeetapen. Efter at have lært den hårde lektie af fra 2015 og 2016, hvor han led af overtræning efter i mange år at have startet året som lyn og torden, begyndte han imidlertid sidste år sæsonen langt roligere. Han var således bag om dansen i dette løb, og det ventes, at han gentager den model i år og derfor ofrer sig for sine holdkammerater på kongeetapen. Man skal dog aldrig sige aldrig med Kwiatkowski, der sidste år overraskede sig selv ved at køre med om sejren bare et par uger senere i Algarve, hvor han heller ikke var stillet til start med mange ambitioner.

 

Vi fortsætter listen over mulige vindere fra Sky ved at fremhæve Diego Rosa. Italieneren havde ikke den bedste første sæson for Sky, hvor han ikke kunne leve op til de mange flotte præstationer fra tiden på Astana. En andenplads i et hårdt Il Lombardia er dog vidnesbyrd om, at Rosa er en fremragende klatrer, der på sine gode dage er i stand til at blande sig med de bedste på en kongeetape som den, der venter her. Han har tidligere været ganske god i januar og februar og meldes som nybagt far at være topmotiveret. Udgangspunktet er, at han skal arbejde for holdet, men flasker det sig for italieneren, kan han måske få sin chance.

 

LottoNL-Jumbo kører som udgangspunkt for Roglic, men har samtidig i Neilson Powless og Sepp Kuss to meget spændende outsidere, der kan lukrere på et godt holdløb til at blande sig i kampen om podiet i deres første løb som WorldTour-ryttere. På en kort stigning som den, der venter på holdløbet, har vi specielt store forventninger til Kuss, der kommer fra mountainbikesporten og sidste år viste yderst lovende takter som en af de bedste klatrere på den nordamerikanske scene. Her blev det til 2. pladser på bjergetaper i Alberta og Utah samt en 10. plads på kongeetapen i Californien. Powless er en af de meste hypede unge U23-talenter efter sit fantastiske Tour of California i 2016, hvor han sluttede i top 10, blandede sig med de bedste på kongeetapen og var sluttet endnu bedre, hvis han ikke havde haft uheld på den sidste sprinteretape. Modsat Kuss, der er ren klatrer, er han samtidig en fremragende temporytter, men han er måske ikke helt så eksplosiv på en kort stigning som den, der venter her. Meget bestemmes dog af deres form, der er helt ukendt.

 

Netop formen er også det store spørgsmålstegn for Adam Yates og Simon Yates. De britiske supertalenter har nemlig tradition for at starte temmelig svagt ud, som de blandt andet gjorde i dette løb sidste år. Vi har derfor heller ikke de store forventninger til dem denne gang og vil faktisk blive lidt overraskede, hvis de viser sig frem på kongeetapen. Man kan dog aldrig vide med så talentfulde ryttere, der ikke skal bruge mange løbskilometer for at finde formen, og en kort stigning som den, der venter her, passer dem fremragende. Mitchelton-Scott har samtidig et fornuftigt hold til holdløbet, men da de desværre næppe kan udfordre Sky og BMC, bliver det svært for dem at løbe med sejren. Holdets tredje kandidat er Roman Kreuziger, der har en bedre tradition for at starte godt, men han meldes atter at skulle arbejde for holdet.

 

***** Wout Poels

**** Gianni Moscon, David De La Cruz

*** Kilian Frankiny, Brent Bookwalter, Primoz Roglic, Alejandro Valverde

** Michal Kwiatkowski, Diego Rosa, Sepp Kuss, Neilson Powless, Adam Yates, Simon Yates

* Roman Kreuziger, Alessandro De Marchi, Jaime Roson, Jakob Fuglsang, Luis Leon Sanchez, Pello Bilbao, Govanni Visconti, Hermann Pernsteiner, Alexis Vuillermoz, Andrey Amador, Koen Bouwman, Ben Hermans, Merhawi Kudus, Amaro Antonus,

 

Danskerne

Jakob Fuglsang er kaptajn på Astana og plejer at være ganske god fra sæsonstart. Desværre vil Astana tabe så meget tid på holdløbet, at det maksimalt opnåelige resultat formentlig er en placering i udkanten af top 10. Matti Breschel kører sit første løb efter sin tilbagevenden til EF Education First og skal primært spille en rolle i toget for Sacha Modolo og Dan McLay på de to sprinteretaper.

 

BEMÆRK: Feltet.dk vil have live-opdateringer fra samtlige etaper, hvor du undervejs kan stille spørgsmål til vores ekspert, Emil Axelgaard.

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Søg på tværs af +50 webshops og få det største udvalg. 500.000 cykelprodukter samlet ét sted.

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First-Drapac

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team LottoNL-Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »