Optakt: Volta ao Algarve

Løbets rolle og historie

Februar måned tilbyder måske ikke de mest prestigiøse løb på kalenderen, men den sidste vintermåned er alligevel afgørende for enhver cykelrytter. De første store løb kommer allerede i marts, og efter at cykelsæsonen for alvor er kommet i sving de sidste par uger, er det nu tid til at få kørt de sidste vigtig løbskilometer, så man kan være i form, når det virkelig gælder.

Derfor er det ingen overraskelse, at februar er fyldt med etapeløb i Sydeuropa og Mellemøsten, og de giver rytterne en chance for at teste benene og få noget løbsfart i fornuftigt vejr. Den kommen uge spiller altid en helt speciel rolle som den vigtigste og mest intensive uge forud for den belgiske åbningsweekend.

Tidligere tog hele feltet til Sydeuropa for at få kørt de første løbskilometer. Med løb som Etoile de Besseges, Tour Mediteraneen og Tour du Haut-Var havde Frankrig meget at tilbyde, Portugal havde Volta ao Algarve, og både Italien og Spanien havde en flot stribe af korte etapeløb, der var en god mulighed for at forberede vigtigere mål.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

I de senere år har den økonomiske krise haft dens effekt på kalenderen. Mens det stenrige Mellemøsten nu tilbyder en meget velorganiseret og attraktiv løbsblok med Dubai Tour, Tour of Oman og fra i år også Abu Dhabi Tour, er adskillige europæiske løb forsvundet. Italien har ikke længere ét eneste etapeløb før Tirreno-Adriatico i midten af marts, og for to år siden forsvandt også Tour Mediteraneen. Den spanske scene er blevet ramt ekstremt hårdt, og det er første i 2016 lykkedes at vende udviklingen ved at få Volta a la Comunitat Valenciana tilbage på kalenderen. Et løb som Vuelta a Murcia er imidlertid fortsat reduceret til en endagesbegivenhed.

Lige ovre på den anden side af grænsen er Volta ao Algarve en mulighed for ryttere, der er på jagt efter godt vej og kuperet terræn til at forberede sig til de større løb. Ligesom Spanien er Portugal blevet ramt hårdt af den økonomiske krise, og i 2013 var løbet i Algarve ude i en svær overlevelseskamp. Heldigvis lykkedes det arrangører at redde deres begivenhed - ganske vist i en forkortet udgave på bare fire etaper - men i 2014 var det tilbage i dets oprindelige format.

Portugal er ikke et af cykelsportens traditionelle kraftcentre, og der har kun sjældent været mulighed for at se verdenseliten i landet. Deres nationale etapeløb, Volta a Portugal, er en stor national begivenhed med masser af tv-dækning, men det er hovedsageligt en hjemlig affære, der i de sidste mange år ikke har haft ét eneste WorldTour-løb til start.

Det har gjort Volta ao Algarve til det største løb på den portugisiske kalender, idet det er det eneste, der i større mål kan præsentere deltagelse fra højeste niveau (det opgraderede Volta ao Alentejo i den efterfølgende uge har i år for første gang et WorldTour-hold, Movistar, med i feltet). Trods de vanskelige økonomiske forhold er løbet forblevet et populært valg for mange, fordi der er en god chance for godt vejr, og fordi ruten tilbyder en fin blanding af terræn for flere ryttertyper.

Løbet blev første gang afholdt i 1960, men efter bare to udgaver forsvandt det igen fra kalenderen. I 1977 vendte det tilbage, og siden da har det været afholdt hvert år. I lang tid var det et marginalt portugisisk løb, der blev domineret af hjemlige ryttere, men det endte mod slutningen af 90erne, hvor det udviklede sig til et forberedelsesløb for de internationale stjerner. Faktisk er det siden Tomas Konecnys sejr i 1998 kun lykkedes for Candidao Barbosa, Hugo Sabido og Joao Cabreira at tage hjemmebanesejre. I stedet har store navne som Alex Zülle, Floyd Landis, Alessandro Petacchi, Stijn Devolder, Alberto Contador, Tony Martin, Richie Porte, Michal Kwiatkowski og senest Geraint Thomas stået øverst på podiet. Danske Claus Michael Mølller, der i mange år kørte i Porugal, vandt i 2003.

For et par år siden syntes Algarve at være stedet, hvor man skulle køre sine tidlige løbskilometer, og løbet havde fantastiske startlister - faktisk blev det et enkelt år sendt på Eurosport. Med skabelsen af Tour of Oman og styrkelsen af Vuelta a Andalucia har man imidlertid tabt prestige, og den usikkerhed, der herskede i 2014, fik mange ryttere til at fravælge løbet af frygt for en sen aflysning.

Nu trives løbet igen, og i de senere år har man igen haft en god tiltrækningskraft på specielt etapeløbsryttere. Med Volta a la Comunitat Valencianas tilbagevenden, skabelsen af Tour La Provence og aflysningen af Tour of Qatar har mange WorldTour-hold endda neddroslet deres engagement i Mellemøsten, og det gav sidste år et yderligere boost til løbet i Algarve, da mange hold nu foretrækker at blive på den Iberiske Halvø, hvor de i forvejen har haft træningslejr.

Sidste år lykkedes det ubetinget løbet i Algarve at slå konkurrenterne i Andalusien og Oman i kampen om det stærkeste felt, men i år synes man at have haft mindre held - delvis fordi mange etapeløbsryttere vil jagte WorldTour-point i Abu Dhabi Tour, der køres i den efterfølgende uge. I år fremstår man delvis som taber, idet ingen af de helt store grand tour-stjerner vil være til start. I stedet er det navne som Geraint Thomas, Michal Kwiatkowski, Rafal Majka, Michele Scarponi, Tony Martin, Simon Spilak, Primoz Roglic, Tony Gallopin og Daniel Martin, der stikker ud på listen over klassementsryttere. Til gengæld har man bibeholdt sin appel til klassikerryttere og særligt sprintere, idet Mark Cavendish, André Greipel, Dylan Groenewegen, Arnaud Demare, Nacer Bouhanni, John Degenkolb og Fernando Gaviria alle planlægger at køre i Portugal. Det svagere felt kommer imidlertid på et lidt paradoksalt tidspunkt, idet man i år for første gang har opnået 2.HC-status i UCI-hierarkiet, og idet man for første gang i fem år vil have live-dækning på nationalt og internationalt tv.

Løbet har haft mange forskellige formater. Tidligere var det en flad affære, som endda blev vundet samlet af Alessandro Petacchi, og Stijn Devolder vandt en udgave, der stort set alene blev afgjort på en lang enkeltstart. Løbet har imidlertid som hovedregel haft en hård etape med afslutning på den korte, stejle Alto do Malhao samt en ganske lang enkeltstart, hvilket har gjort det til et løb for alsidige etapeløbsrytter. Længden på enkeltstarten har som regel tippet balancen mod de tungere drenge, og det er ingen tilfældighed, at Tony Martin tre år i træk sluttede i top 2.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

I 2014 ændrede man imidlertid på løbets format, idet man forkortede enkeltstarten og indlagde en ekstra kuperet etape, og derefter blev det til en kamp mellem klatrere og enkeltstartsryttere. Sidste år gjorde man endda løbet endnu hårdere, idet den moderat hårde etape blev udskiftet med en afslutning på Alto da Foia, regionens højeste bjerg, og med to bjergafslutninger blev klatrerne således tilgodeset mere end nogensinde før. Det format har man bibeholdt i 2017.

Det var imidlertid alligevel en alsidig rytter, der vandt i 2016. Den forsvarende vinder Geraint Thomas måtte ganske vist se sig slået af Luis Leon Sanchez på Alto da Foia, men da spanieren styrtede ud af løbet på den efterfølgende enkeltstart, kunne Thomas med en tredjeplads i kampen mod uret køre sig i gult. Den position forsvarende han på kongeetapen, selvom Alberto Contador efter en overraskende dårlig præstation på den første bjergetape leverede et flot comeback med en sikker solosejr. Det blev imidlertid kun til en tredjeplads for den spanske stjerne, mens Thomas forsvarede sin titel med Ion Izagirre på andenpladsen. Thomas vender i år ikke tilbage i et forsøg på at tage en tredje sejr, og både Izagirre og Contador har denne gang foretrukket at køre i Andalusien.

Ruten

Som sagt har Volta ao Algarve haft flere forskellige formater, men nu har man fundet en sikker formel, der er garanti for succes. Et par sprinteretaper - ofte med ganske tekniske og vanskelige finaler - giver de hurtige folk chance for succes, mens løbet traditionelt har været afgjort ved en kombination af enkeltstarten og den klassiske afslutning på toppen af den stejle Alto do Malhao. Da stigningen er kort og eksplosiv, og enkeltstarten ofte har været ganske lang, har løbet favoriseret enkeltstartsspecialister, men da man i 2014 erstattede den tredje sprinteretaper med en mere kuperet sag, tippedes balancen gradvist. Siden da har løbet haft to hårde etaper, to sprinteretaper samt en enkeltstart, og det er igen tilfældet i 2017.

Den kortere enkeltstart har haft den største effekt. I 2013, 2012 og 2011 var den henholdsvis 17 km, 25 km og 34 km lang, men i 2014 kortede man den ned til bare 13,6 km. Siden da har man igen øget distancen, så den i de seneste to år har været på 18 km, og det vil igen være tilfældet i 2017, hvor sidste års rute genbruges. Samtidig har man siden 2014 afholdt enkeltstarten før Malhao-etapen, og det har ændret dynamikken, idet klatrerne nu ved, hvor meget tid der skal hentes på stigningen.

Den anden væsentlige ændring blev indført sidste år, hvor den kuperede anden etape, der gjorde debut i 2014, blev erstattet af en ny etape med afslutning på toppen Alto da Foia, regionen højeste bjerg. Det er ganske vist ikke nogen hård stigning, men den er meget længere end, hvad man normalt finder i Algarve. Mens enkeltstartsrytterne ofte har kunnet begrænse tidstabet på den korte stigning til Malhao, kan konsekvenserne på den nye stigning være langt værre, hvis man har en dårlig dag. Tilsyneladende kunne arrangørerne lide, hvad de så. I hvert fald vender Foia-etapen tilbage i 2016.

Dermed vil 2017-udgaven være stort set identisk med det løb, vi så sidste år. Efter en indledende sprinteretape kommer det første klassementsslag på Alto da Foia på torsdag. Dagen efter gælder det den velkendte enkeltstart, inden sprinterne igen ventes at komme i aktion på næstsidste dag. Som det for første gang var tilfældet i 2016, slutter det hele med kongeetapen til Malhao, hvormed spændingen bevares til allersidste øjeblik.

1. etape

I mange år har det været en tilbagevendende tradition, at løbet indledes med en sprinteretape med en teknisk vanskelig og småkuperet finale i Albufeira. Den har både givet en mulighed til hurtige afsluttere og til klassikerryttere, der kan angribe i finalen, og krævet opmærksomhed fra klassementsrytterne, der har skullet undgå de mange huller, der altid syntes at opstå. For første gang siden 2009 slutter 1. etape imidlertid ikke i Albufeira, der i stedet er startby for en etape, der slutter i Lagos, hvor en mere enkel finale skulle blive rammen om en massespurt.

Etapen er 182,9 km lang og går fra starten i Albufeira ved middelhavskysten ind i landet og tilbage til vandet og målet i Lagos. Straks fra start forlader man havet, og derfor stiger det hovedsageligt indtil man når toppen af dagens eneste kategoriserede stigning, Sitio da Picota (1,7 km, 7,9%), der har top efter 22,4. Herfra bevæger man sig mod øst og siden tilbage mod vandet gennem let faldende terræn.

Efter dagens første indlagte spurt i Campinas efter 51,7 km sætter man kursen mod nord og drager tilbage ind i landet. En lang, gradvis opkørsel fører til spurten i S.B. Alportel efter 66,3 km, inden man drejer mod vest. Herfra er terrænet hovedsageligt fladt, indtil en svag nedkørsel fører mod dagens sidste spurt. Der kommer efter 153,1 km. Nogle får kilometer senere sættes kursen mod syd og dermed mod kysten. Et par ganske små bakker bryder monotonien, inden man rammer Lagos. Her venter en helt flad finale, der er relativt enkel indtil man drejer til venstre i en rundkørsel med 1200 m til mål, derefter drejer til højre i endnu en rundkørsel 100 m senere og til slut svinger til venstre i en sidste rundkørsel bare 900 m fra stregen.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Igen i år har Volta al Algarve tiltrukket et meget stærkt sprinterfelt, og de vil naturligvis ikke lade den første af deres to muligheder gå til spilde. Derfor kan vi vente, at etapen vil blive kontrolleret stramt af sprinterholdene, og det synes kun at være vinden, der eventuelt kan forhindre en massespurt. Det vil således være en overraskelse, hvis ikke etapen afgøres af de hurtigste folk, der i den mindre komplicerede finale finder en afslutning, der er helt perfekt for dem.

Lagos har i de senere år primært været startby, men frem til 2011 var det hvert år rammen om en sprinteretape. John Degenkolb er den seneste vinder i byen, mens André Greipel vandt i 2010 i en meget sær finale, hvor han og Jurgen Roelandts kørte væk fra feltet. Inden det var det Koldo Fernandez, Tomas Vaitkus, Alessandro Petacchi, Bernhard Eisel, Alexei Markov, Martin Garrido og Candido Barbosa, der var de hurtigste.

2. etape

I de sidste tre år har 2. etape signaleret starten på klassementskampen, og hver gang har etapen skabt tidsforskelle, der har vist sig at være udslagsgivende i kampen om den samlede sejr. De første to år skete det på en kuperet rundstrækning omkring byen Monchique, men sidste år valgte man som noget nyt at inkludere en ekstra bjergafslutning på regionens højeste bjerg, Alto da Foia. Som ventet gjorde den nye etape betydeligt mere skade end forgængeren, og arrangørerne var tilsyneladende tilfredse med formatet, idet de har valgt en tilbagevenden i 2017. Faktisk har man designet en etape, der er en næsten tro kopi af sidste års udgave.

Rytterne skal i alt tilbagelægge 189,3 km mellem Lagoa og toppen af det berømte bjerg i 900 m højde. Fra starten nær Middelhavskysten slår man først en lille sløjfe i området vest for startbyen, inden man i næsten helt fladt terræn sætter kursen mod vest langs kysten. Efter 52,5 km gælder det dagens første indlagte spurt, inden man passerer gennem den forrige dags målby, Lagos. Herfra forsættes videre mod vest, indtil man når Vila do Bispo, der er placeret næsten helt nede i hjørnet af Den Iberiske Halvø.  Herefter drjer man mod nord og følger den flade kystvej til Aljezur, der nås efter 119,8 km.

Etapen ændrer i de sidste 70 km karakter, når man drejer mod øst og drager ind i landet. Straks fra start møder feltet kategori 3-stigningen Eirinha (4,7 km, 6,4%), hvis top nås efter 128,1 km. Herefter fortsættes af småkuperede veje til den tidligere målby Monchique, hvor dagens sidste indlagte spurt er placeret med præcis 30 km til mål.

Den sidste del af etapen udgøres af en kuperet tur rundt om Monchique. Først begiver man sig mod nord og op ad kategori 2-stigningen Alto da Pomba (3,6 km, 8,5%), der har top med 18,5 km til mål. Herfra leder en nedkørsel tilbage mod Monchique, men i stedet for at fortsætte ind til byen, kører mod til den vestlige udkant, hvor man rammer målbjerget, kategori 1-stigningen Alto da Foia. Den 9,1 km lange stigning stiger med 6,2% i gennemsnit, men disse tale snyder en anelse. Således er den stejlest i bunden, hvor den stiger med 9,6%, men herefter ligger stigningsprocenten hovedsageligt på 5-6%. De sidste 3km stiger med 5,5%. Rytterne følger en snoet bjergvej med flere bløde sving, inden en blød U-kurve leder ind op den 100 m lange opløbsstrækning.

Alto da Foia er ganske vist lang, men det er ikke en svær stigning. Sidste års besøg viste, at den passer bedre til mere kraftfulde typer end de rene klatrere, ikke mindst fordi det sidste år blæste voldsomt. Vinden kan igen komme i spil, og sidevind vil gøre det til en kamp mere om positionering end reel klatrestyrke. Hvis der er modvind, er det sandsynligt, at en mindre gruppe vil spurte om sejren. Den næstsidste stigning er imidlertid langt hårdere, og det kan ventes, at nogle hold vil forsøge at komme af med de tungere folk allerede her. Selvom sidste stigning næppe vil lave meget store forskelle, er det et løb, der ofte afgøres på sekunder, og derfor vil etapen åbne de første tidsforskelle og give en indikation af, hvem der kan løbe med den samlede sejr.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Da etapen gjorde debut sidste år, var det Luis Leon Sanchez, der med sin store power gjorde forskellen på den vindsblæste sidste kilometer og tog sejre et sekund foran Geraint Thomas og tre sekunder foran Primoz Roglic og Ion Izagirre. Thibaut Pinot mistede fem sekunder, mens Fabio Aru var yderligere fire sekunder bagude. Hele 18 mand sluttede imidlertid inden for 20 sekunder af vindertiden, herunder kraftfulde folk som Tony Martin og Tiesj Benoot. Den store taber var Alberto Contador, der havde en sjælden dårlig dag og tabte 24 sekunder som nummer 21. Tidligere er bjerget blevet besøgt i 2002, hvor Alex Zülle tog en solosejr. Jose Azevedo vandt i både 2001 og 2000, mens en ung Andreas Klöden var hurtigste mand på stigningen i 1999.

3. etape

For få år siden var enkeltstarten løbets absolutte nøgleetape, og selvom den hårdere rute og den kortere kamp mod uret nu betyder, at etapen ikke spiller helt samme altafgørende rolle, er det stadig en meget betydningsfuld dag. For fjerde år i træk kommer den før det afgørende slag i bjergene, idet rytterne skal have enkeltstartscyklerne frem allerede på tredje dag. Arrangørerne har valgt at genbruge den samme 18 km lange rute, der blev benyttet sidste år, hvor den gjorde debut. Den nye rute er fladere end den, der blev benyttet i de foregående år, men den holdes i samme vindblæste kystterræn, hvor de powerfulde specialister kan excellere. Samtidig har man bibeholdt den meget tekniske natur.

Den 18 km lange rute både starter og slutter i Sagres helt nede i det sydvestlige hjørne af Den Iberiske Halvø. Terrænet er stort set helt fladt, idet rytterne bevæger sig i en højde mellem 25 og 67 m over havets overflade. Etapen kan imidlertid inddeles i to meget forskellige dele.

Den første halvdel foregår inde i byen og er meget teknisk, idet der er adskillige sving og rundkørsler på den vanskelige rundstrækning i byens østlige del. Herefter venter imidlertid en helt anderledes udfordring i de sidste 12,5 km. De består af en lang, lige vej til det vestligste punkt på kysten. Her foretager der de efter 11,3km en U-vending, hvorefter de følger den samme vej tilbage til Sagres. Afslutningsvis drejer til de højre i en rundkørsel, inden de kører den sidste kilometer frem til målstregen i den sydlige del af byen.

Etapen er med sit flade terræn en sag for specialisterne, der især i den sidste halvdel kan gøre en forskel med deres store power. Tekniske egenskaber er imidlertid af meget stor betydning i den indledende fase, og dermed er det en perfekt etape for ryttere, der også har eksplosivitet til at kunne accelerere i de mange sving. Derudover kan vinden spille en stor rolle på de åbne kystveje. For klatrerne handler det om at begrænse tidstabet på en etape, der kommer til at spille en afgørende rolle i udformningen af det endelige klassement, men som ventes at blive vundet af en af de store specialister.

Det var tilfældet sidste år, hvor Fabian Cancellara slog Tony Martin med 5 sekunder, mens Geraint Thomas var 28 sekunder efter på tredjepladsen. I 2015 slog Martin Adriano Malori med mindre end et sekund på en lidt anderledes rute, mens Thomas var bare 3 sekunder efter på tredjepladsen. Tyskeren måtte i 2014 nøjes med tredjepladsen, da Michal Kwiatkowski slog Malori med 11 sekunder og Martin med 13 sekunder. Martin vandt også enkeltstarten i 2013 og 2011, mens Bradley Wiggins var hurtigst i 2012. Luis Leon Sanchez vandt enkeltstarten i 2010, mens Alberto Contador var bedst i 2009 og Stijn Devolder hurtigst i 2008.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

4. etape

Før 2016 lå kongeetapen til Alto do Malhao altid på næstsidste dag, mens sprinterne fik det sidste ord. Sidste år blev der byttet rundt på de to etaper, og det format har man valgt at gentage i 2017. Derfor får de hurtige afsluttere deres anden og sidste chance om lørdagen, inden klatrerne afgør løbet på søndagens sidste etape.

For andet år i træk afsluttes den anden sprinteretape i byen Tavira, der før 2016 senest havde været målby for en linjeløbsetape i 2012 og en enkeltstart i 2013. Med sine 203,4 km er 4. etape løbets længste, men der er stort set ingen terrænmæssige udfordringer. Fra starten i Almodovar køres først en omgang på en flad 27 km lang rundstrækning, hvorefter rytterne dyster om point i den første indlagte spurt. Herefter sættes kursen mod nordøst gennem tilsvarende fladt terræn, indtil man når en nationalpark, hvorfra man bevæger sig mod sydøst og mod Middelhavskysten. I nationalparken venter den anden indlagte spurt efter 100,1 km samt dagens eneste stigning, der er i kategori 4 og stiger med 5,6% over 1800 m. Toppen nås efter 102,4 km, og herefter venter en småkuperet del, mens man fortsætter ud mod vandet.

Kysten nås endelig i Castro Marim på grænsen til Spanien efter 173,1 km, hvor dagens tredje og sidste indlagte spurt venter. Herfra bevæger man sig langs vandet mod vest, hvoraf de sidste 13 km foregår ad kystvejen. Der er kun en ganske lille bakke til at bryde monotonien i det flade terræn, men den har top med 18 km til mål. Herefter venter en nedkørsel samt fladt terræn. Finalen byder på passage af en rundkørsel med 2700 m til mål, et venstresving i en anden rundkørsel 1400 m fra stregen samt en sidste rundkørsel med bare 700 m til mål. De sidste 2 km er hovedsageligt faldende, men de sidste 400 m stiger med 4,5%.

Dette er sidste chance for sprinterne, så det synes usandsynligt, at de mange topsprintere vil lade denne mulighed gå deres næse forbi. Dermed kan vi vente en massespurt, men klassementsrytterne skal være opmærksomme i den anden halvdel, hvor vinden langs kysten kan komme i spil. Selve spurten foregår op ad bakke, og det kunne åbne døren for klassikerryttere og puncheurs, men sidste års udgave af etapen, der havde samme finale, viste, at det er en etape for de store sprintere.

Det var således Marcel Kittel, der i 2016 slog Wouter Wippert og Jens Debusschere i dette opløb. I 2013 vandt Tony Martin en enkeltstart i Tavira, mens Gerald Ciolek og André Greipel tog spurtsejre i henholdsvis 2012 og 2011. Sebastien Rosseler vandt fra et udbrud i 2010, og Alberto Contador og Stijn Devolder vandt i 2009 og 2008 enkeltstarter. Forud for det vandt Marco Zanotti massespurter i både 2007 og 2006, og Bernhard Eisel var hurtigst i 2005. Lance Armstrong vandt en enkeltstart i 2004, men byen var også vært for løbet hvert år forud for Armstrongs sejr.

5. etape

Alto do Malhao er løbets mest ikoniske stigning, og det er ikke en rigtig udgave af det portugisiske løb, hvis ikke rytterne har forceret den 2,8 km lange stigning, der stiger md 8,9% i gennemsnit. I år er den naturligvis med igen, og som altid skal rytterne forcere den to gange i finalen. For andet år i træk er den tilmed anbragt allersidst på sidste etape, og dermed er scenen sat for et stort slag med mulighed for at vende rundt på det hele til allersidst.

Læs også

Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

Årets kongeetape er 179,2 km lang, og modsat sidste år starter man sydfra i Loulé når Middelhavskysten. Herfra bevæger man sig gennem fladt terræn til kystbyen Quarteira, idet man undervejs dyster om sekunder og point i den indlagte spurt efter 12,1 km. Efter at have nået vandet vender man rundt og sætter kursen mod nord, mens det ændrer ikke på etapens flade karakter.

Etapen ændrer fuldstændigt format midtvejs, når rytterne drejer mod øst og ind i bjergene. Her venter dagens første udfordring, kategori 3-stigningen Monte da Casinha (6,1 km, 4,3%) efter 91,2 km, hvorefter småkuperet terræn fører ind på den 41,5 km lange finalerundstrækning. Den rammes kort efter målstregen, og derfor kører man først næsten en hel omgang, inden målstregen passeres første gang efter 137,7 km. Herefter afsluttes etapen med at køre en fuld omgang.

Rundstrækningen er en ganske kuperet sag uden meget fladt terræn. Den inkluderer to stigninger, der begge skal forceres to gange. Efter en lille nedkørsel gælder det kategori 3-stigningen Vermelhos (3 km, 5,7%), der har top med 20,7 km til mål. Herefter følger endnu en nedkørsel og et kort fladt stykke, inden man rammer den berømte kategori 2-stigning Alto do Malhao, på hvis top målstregen er passeret. Den 2,8 km lange stigning, der stiger med 8,9% i gennemsnit er stejlest på de to første kilometer, hvor stigningsprocenten hovedsageligt er over 9%. Den sidste kilometer er nemmere og har det stejleste stykke på 7,9% med ca. 500 m til mål. Der er fire hårnålesving på stigningen. Det sidste med ca. 800 m til mål, hvorefter vejen kun snor sig ganske let.

Kongeetapen er altid blevet afgjort af favoritterne, og da finalen er uforandret, bliver det sandsynligvis sådan igen i 2017, ikke mindst fordi bonussekunder er afgørende i et løb, der ofte afgøres på sekunder. Det betyder, at udbruddet reelt ikke har en chance, og de bedste klatrere drømmer alle om at vinde på en af sportens ikoniske stigninger. Typisk sætter de deres hold til at skabe udskilning første gang op ad stigningen, hvorefter et sent udbrud etableres på rundstrækningen. De bliver imidlertid altid kørt ind inden det afgørende slag. Stigningen er stejl, men meget kort, og passer derfor godt til eksplosive typer. Samtidige er distancen så begrænset, at større folk som Tony Martin ofte har begrænset tidstabet ganske flot.

Sidste år lykkedes det Alberto Contador at slå tilbage efter en katastrofal præstation på 2. etape, og med en suveræn solopræstation satte han Fabio Aru, Thibaut Pinot og Amaro Antunes til vægs med hele 20 sekunder. I 2015 vandt Richie Porte 3 sekunder foran Michal Kwiatkowski, selvom han havde været i front på det meste af stigningen for at hjælpe Geraint Thomas. I 2014 var Contador igen bedst, da han slog Rui Costa og Michal Kwiatkowski med henholdsvis 3 og 10 sekunder, mens Sergio Henao slog Costa i 2013. I 2012 satte Bradley Wiggins Porte op til en flot solosejr. I det hele taget har Sky haft meget succes på stigningen, idet de vandt med Stephen Cummings i 2011. Contador var også bedst i både 2009 og 2008.

Favoritterne

Som sagt har Volta ao Algarve gradvist undergået en forandring fra at være et løb, der stort set alene blev afgjort på enkeltstarten til nu at kræve betydeligt bedre klatreegenskaber og mere alsidighed. I de første år, hvor Alto do Malhao var den eneste reelle klatreudfordring, lykkedes det ofte for Tony Martin at begrænse tidstabet så meget, at han kunne vinde samlet, men siden er løbet blevet hårdere og hårdere, først med tilføjelsen af Monchique-etapen i 2014 og siden sidste år med den ekstra bjergafslutning på toppen af Alto da Foia.

Udviklingen har gradvist reduceret betydning af enkeltstarten, men det ændrer ikke på, at 3. etapes kamp mod uret stadig er en nøgleetape. Alto do Malhao er ganske vist stejl, men den er samtidig meget kort, og Martin har trods alt flere gange vist, at han kan begrænse sit tidstab på den portugisiske mur. Alto do Foia er meget længere, men det er til gengæld en typisk powerstigning, der aldrig bliver stejl, og derfor kan store ryttertyper sagtens gøre sig gældende her. Det er ikke tilfældigt, at Luis Leon Sanchez vandt sidste års etape foran Geraint Thomas, mens de rene klatrere kom til kort, og at Martin var i mål bare 15 sekunder efter Sanchez.

Læs også

Stjerner hylder danskere og nordmænd

Dermed er det klart, at det er helt umuligt for en ren klatrer at vinde Volta ao Algarve, selvom etaperne er hårdere og enkeltstarten kortere, end den var for få år siden. En klejn rytter taber simpelthen mere på 18 km powerenkeltstart, end han kan vinde på de stigninger, der findes i Algarve. Dermed er det klart, at den samlede vinder skal kunne gøre sig gældende blandt de bedste på 3. etape, og det portugisiske etapeløb er et af de få, hvor også de større ryttertyper kan gøre sig gældende. Det skal dog understreges, at klatreudfordringerne er så betydelige, at man heller ikke vinder i Algarve, hvis ikke man kører endog meget habilt opad.

Årets rute er stort set identisk med den, der blev benyttet sidste år, og igen i år er det således 2., 3. og 5. etape, der vil afgøre løbet. 1. og 5. etape må formodes at blive afgjort i massespurter - ikke mindst når man ser på det forrygende sprinterfelt - og det er kun vinden, der kan ændre på det udkomme. Vejrudsigten lover perfekte betingelser med smuk solskin og let vind stort set alle dage. Kun onsdag kan blive en anelse mere blæsende, men det vil være en overraskelse, hvis vinden er kraftig nok til at skabe splittelse. Dermed formoder vi, at vi to flade etaper ikke kommer i spil, og at det bliver de to bjergetaper samt enkeltstarten, der afgør slaget. Det er værd at notere sig, at der er 10, 6 og 4 bonussekunder til de tre første over stregen, og de kan blive afgørende i et løb, der ofte afgøres på sekunder.

Som nævnt ovenfor har Volta ao Algarve klart tabt kampen om grand tour-stjernerne i år, og blandt de startende er det vel reel kun Daniel Martin, der kan betragtes som en af verdens førende etapeløbsspecialister. Dette løb er imidlertid langt fra ideelt for den klejne irer, der hører til blandt de dårligste på en flad enkeltstart og derfor får meget svært ved at vinde samlet. I stedet skal vi finde de største favoritter i gruppen af større ryttere, der kan køre med blandt de bedste på enkeltstarten.

Interessant nok er der reelt kun én rytter, der både kan blande sig i kampen om sejren på de to bjergetaper og være i top 5 på enkeltstarten. Det kan Primoz Roglic imidlertid, og det gør ham til vores favorit til den samlede sejr. Sloveneren var først kendt som ren klatrer efter sit sene skift fra skihop til cykling, og ingen havde forventet, at han også kunne køre enkeltstart. Det fandt han imidlertid ud af under sidste års Giro, hvor han var mindre end et sekund fra at slå Tom Dumoulin på den korte, flade 1. etape og senere vandt den lange, kuperede enkeltstart i sin første grand tour. Senere har han i Tour de Pologne og Eneco Tour samt ved EM og OL bekræftet potentialet, og han hører i dag til blandt de ypperste specialister.

Det er værd at notere sig, at Roglic i Giroen, i Polen og ved Eneco Tour har vist, at han mestrer korte, flade enkeltstarter. Samtidig viste han i det nyligt overståede Volta a la Comunitat Valenciana, at han ikke har tabt sine naturlig klatreevner. Således blev han nummer 5 på løbets kongeetape, og det bekræfter forlydenderne om, at han er i storform. Samtidig passer den stejle Alto do Malhao ham aldeles glimrende, og han bør kunne køre med om sejren på kongeetapen efter sidste års sjetteplads på samme etape. Foia passer ham mindre, men da han blev nummer 3 i 2016, har han vist, at han også kan gøre det godt på den type stigning. Han vil naturligvis blive slået af Tony Martin og Jonathan Castroviejo på enkeltstarten, men han bør kunne vinde det tabte tilbage i bjergene, specielt hvis han kan få lidt bonussekunder. Derfor tror vi på endnu en stor etapeløbssejr til Roglic, der tidligere har vundet Slovenien Rundt.

Det er efterhånden et par år siden, at Tony Martin har kørt med om sejren i dette løb, som han har vundet to gange. Ruten har været en anelse for hård de seneste par gange, men i år tror vi, at tyskeren igen kan køre med blandt de bedste. Således viste Martin storform ved at vinde en ganske hård etape i Volta a la Comunitat Valenciana, hvor han endda viste, at han kører fint op ad. Dertil skal lægges, at han efter at være vendt tilbage til sin oprindelige position på cyklen synes at have genfundet sine bedste evner på enkeltstartscyklen, og det gør ham til storfavorit på 3. etape, hvis powerrute passer ham som fod i hose. Alto do Foia er en stigning for kraftfulde ryttere, og sidste år tabte han kun 15 sekunder til de bedste. I år vil det ikke undre, hvis han taber mindre, og da han synes at være i bedre form, bør han også kunne begrænse tabet på Malhao, som han har gjort det tidligere i sin karriere. Hvis han kan levere en suveræn sejr på enkeltstarten, kan Martin sagtens vinde løbet igen.

Sidste år kunne Luis Leon Sanchez meget vel have taget den samlede sejr. Spanieren var skræmmende stærk på 2. etape, hvor han i den hårde sidevind satte de lettere ryttere til vægs på Alto do Foia. Desværre styrtede han ud af løbet på enkeltstarten, mens han bar den gule trøje. I år vender han tilbage, opsat på revanche, men det er usikkert, om han er på samme niveau. Sidste år kom han imidlertid tilbage til Europa efter en middelmådig præstation i Australien og imponerede stort allerede i Volta a la Comunitat Valenciana, og i år har han fulgt nogenlunde samme formel. Han har ganske vist skippet løbet i Valencia, men han var nogenlunde på samme niveau i Tour Down Under. Sanchez har altid været kendt som en af de bedste ved sæsonstart, og vi vil ikke blive overraskede, hvis han igen er flyvende.

Sanchez er meget ustabil på enkeltstarter, men på sine bedste dage er han meget stærk i kampen mod uret. Således blev han sidste år eksempelvis nummer 2 på enkeltstarten i Valencia, mens han i 2015 blev nummer 2 på den lange enkeltstart i Giroen. Ruten på 3. etape passer ham fint, og han er skræddersyet til en powerstigning som Alto do Foia, hvor han vandt sidste år. På 5. etape handler det om at begrænse tidstabet, men har han sat point i banken på 2. og 3. etape, og er han i samme form som sidste år, kan han sagtens løbe med den samlede sejr.

Det er efterhånden sjældent, at Stephen Cummings kører klassement, men når han gør, er det ofte effektfuldt. Sidste år vandt han Tour of Britain, og han må være motiveret til at gøre det godt her, hvis han er i form. En kort, flad enkeltstart passer briten fremragende, og på sine bedste dage klatrer han stabilt. Faktisk har han tidligere vundet på Malhao, og selvom han næppe gør det igen, kan han begrænse tidstabet på begge de hårde etaper. Dermed kan han med en super enkeltstart sikre sig den samlede sejr. Det store spørgsmål er hans form, idet dette er hans første løb i år, men hans sejr på Malhao, hans andenplads i Dubai Tour samt hans sejr på en bjergafslutning på Mallorca er rigeligt med vidnesbyrd om, at han ofte er i fremragende form fra sæsonstart.

Læs også

Jayco vil forlænge med Yates, men økonomien er tvivlsom

Jonathan Castroviejo har ikke lagt skjul på, at han drømmer om at køre klassement i de ugelange etapeløb, og for en type som ham er Volta ao Algarve et perfekt sted at starte. Næstefter Martin er han feltets bedste enkeltstartsrytter, og dermed kan han regne med at hente tid på rivalerne på 3. etape. I de senere år har han samtidig forbedret sin klatring ganske meget, og han er ikke længere langt fra de bedste. Således er han netop blevet nummer 10 samlet i Valencia, hvor han også blev nummer 17 på kongeetapen. Stigningerne i Algarve er langt nemmere, så her bør han kunne begrænse sit tidstab endnu mere. Hvis han kan true Martin på enkeltstarten, kan det sagtens vise sig at være nok til tage den samlede sejr.

Der kan være tvivl om formen hos mange ryttere, men ingen kan være i tvivl om, at Tony Gallopin er fremragende kørende. Franskmanden var allerede en af de bedste i Marseille, men det var specielt den helt suveræne sejr på enkeltstarten i Besseges, der viste, at han er bedre end vanligt i år. I Murcia var han en af de fem bedste på den store Collado Bermejo-stigning bag den fuldstændigt suveræne Valverde og kørte derefter spurt for Jurgen Roelandts. Dermed har han til fulde vist, at han er i fremragende form forud for løbet i Algarve, hvor han sidste år blev nummer 6. Med det nuværende niveau bør han være blandt de bedste på begge bjergetaper, selvom Malhao måske er en anelse for stejl, og han kan samtidig gå efter bonussekunder i de indlagte spurter. Desværre vinder han ikke enkeltstarten, som han gjorde i Besseges, idet den flade rute ikke passer ham. Han kan imidlertid begrænse sit tidstab tilstrækkeligt til at køre med, om den samlede sejr.

En af 2016-sæsonens helt store oplevelser var nyprofessionelle Gianni Moscon , der imponerede stort overalt. Således var han med i finalen af Paris-Roubaix, kørte med om den samlede sejr i Coppi e Bartali og vandt i suveræn stil Arctic Race of Norway ved at slå til på en bjergafslutning. I år vil han må mere frihed, og umiddelbart burde han have frie tøjler i dette løb. Han er ikke ren klatrer, men de relativt korte stigninger i Algarve burde passe ham perfekt, og han kan ovenikøbet gå efter bonussekunder og etapesejre med sin gode spurt. Hans akilleshæl er enkeltstarten. Han er bestemt ikke dårlig i kampen mod uret, men han vil tabe tid til de største specialister. Spørgsmålet er, om tabet bliver for stort til, at der kan kompenseres for det i bjergene. Hans form er lidt et åbent spørgsmål, idet kongeetapen i Dubai blev aflyst, og derefter arbejdede han alene for Viviani i ørkenen. Han var imidlertid holdets klassementsrytter, og det indikerer, at han ikke er helt dårlig.

Edvald Boasson Hagen har tradition for at være meget stærk i årets første måneder - bare husk på, hvordan han smadrede feltet på enkeltstarten i Qatar sidste vinter. I år har han endnu ikke kørt løb, men det vil være en overraskelse, hvis ikke han er på et højt niveau. Løbets hårdhed er på grænsen af, hvad Boasson Hagen kan klare, men på sine bedste dage er han så stærk, at han kan køre med om sejren på 2. etape. Malhao er for stejl, men er han i form kan han begrænse sit tidstab, som han eksempelvis gjorde på det langt hårdere Green Mountain i Oman sidste år. Samtidig har han modsat de øvrige klassementsryttere mulighed for at gå efter bonussekunder i massespurterne. Han er ikke længere den enkeltstartsrytter, han tidligere var, men kan han levere en top 5 på 3. etape, kan han med en god præstation i bjergene måske køre med om sejren.

Michal Kwiatkowski er tidligere vinder af løbet, og på papiret er ruten skræddersyet til den alsidige polak. Han hører til blandt de bedste på en kort, flad enkeltstart, og som Ardennerspecialist med en god spurt burde han i teorien kunne blande sig i kampen om sejren på begge bjergetaper. Polakken har imidlertid haft et annus horribilis, og der er fortsat intet, der tyder på, at han er på vej tilbage mod tidligere tiders niveau. Dertil kommer, at han modsat tidligere år, hvor han har været meget stærk i februar, bevidst går efter en langt mere stille start. Han regner således først med at være konkurrencedygtig senere på året, og det var tydeligt, at han var langt fra sit bedste i Valencia. Vi tvivler stærkt på, at Kwiatkowski er i form til at køre med om sejren. Alligevel skal han nævnes som en mulig vinder. En talentfuld rytter som ham kommer meget hurtigt i form, og en Kwiatkowski på bare 90% af sit 2014-niveau kan vinde et løb som dette.

Andrey Amador bruger det meste af året på at køre for sine holdkammerater, men her bør han gå chancen. Costaricaneren har sjældent været flyvende fra sæsonstart, men med sin lovende præstation på Mallorca tyder det på, at han faktisk er i ganske god form. Han er en habil enkeltstartsrytter, men normalt skal han være tæt på 100% for virkelig at levere i kampen mod uret. Denne rute er en anelse for kort til hans dieselmotor, og da det samtidig primært vil handle om at begrænse tidstabet, bliver det trods alt svært for alvor at gå efter den samlede sejr på det nuværende formniveau.

Katusha stiller til start med Simon Spilak, der i 2013-2015 var en af verdens fem bedste i ugelange etapeløb på WorldTouren. Således endte han stort set altid i top 5 i løb som Paris-Nice, Vuelta al Pais Vasco, Tour de Romandie og Tour de Suisse. Et skadesramt 2016 har imidlertid sendt ham ned i hierarkiet, og det er tid til at vise, at han kan finde tilbage til tidligere tiders niveau. En god præstation i Murcia tyder på, at han er på rette vej, men det er trods alt næppe i Algarve, han igen vinder et etapeløb. På en kuperet enkeltstart er han blandt de allerbedste, men han kommer til kort på en flad rute som den, der venter på 3. etape. Samtidig er stigningerne en anelse for eksplosive for sloveneren, der skal være i bedre form end ventet for reelt at kunne vinde.

Tiesj Benoot kendes som brostensspecialist, men han er langt mere end det. Faktisk er han en sublim klatrer i mellemkuperet terræn som dette. I år har han været intet mindre end flyvende. Faktisk kunne end ikke Valverde kørte fra ham i de to hårde løb i Mallorca, og i Murcia var han med i den femmandsgruppe, der jagtede spanieren. Malhao er for stejl til, at han kan vinde, men han kan sagtens køre med om de sjove placeringer, og han er med sin gode spurt en af favoritterne på 2. etape. Desværre kører han en meget dårlig enkeltstart, og det gør det nok umuligt at vinde samlet.

Løbets bedste klatrer er vel Daniel Martin, men det bliver svært for ireren at vinde samlet. Hans enkeltstartsevner er stærkt begrænsede, og på en flad rute som denne bliver han ganske enkelt kørt over af de bedste. Han har derudover ikke tradition for at være i supergod form i februar, og selvom han i Valencia var bedre end vanligt, er han et stykke fra sit bedste. Malhao passer ham imidlertid som fod i hose, og han kan med sin gode spurt også sagtens vinde 2. etape. Desværre er end ikke to etapesejr nok for Martin, hvis han kører en enkeltstart som forventet.

Amaro Antunes har udviklet sig til at være lidt af en specialist i løb tidligt på sæsonen. Den portugisiske klatrer blev sidste år nummer 4 på Malhao og nummer 10 samlet, og med tredjepladsen bag Quintana og Kudus på kongeetapen i Valencia har han vist, at han i år er om muligt endnu bedre. Dermed er der næppe den store tvivl om, at han faktisk kan vinde kongeetapen, men desværre er hans enkeltstart for dårlig til, at han kan vinde samlet.

En af løbets jokere er Moreno Moser. På papiret passer løbet ham perfekt. Sidste år blev han således nummer 3 til EM i enkeltstart, og en kort rute som den, der venter på 3. etape, er bestemt ikke dum for den italienske specialist. Samtidig er han som klassikerspecialist perfekt på korte, stejle stigninger, og han er så hurtig på stregen, at han kan vinde 2. etape i en spurt på toppen. Desværre er han yderst ustabil, og man ved aldrig, hvilken Moser der møder op. Desværre måtte han udgå i Laigueglia, og det tyder på, at han ikke har ramt formen fra start. Vi frygter, at vi ikke ser meget til italieneren, men historien viser, at man aldrig skal afskrive ham.

Endelig vil vi pege på Tao Geoghegan Hart . Det britiske talent har i mange år været hypet som den næste grand tour-rytter fra Froomes og Wiggins’ hjemland, men han har haft lidt svært ved at leve op til forventningerne. Han viste imidlertid med en imponerende fjerdeplads i det hårdeste løb på Mallorca, at han er i ganske fremragende form. Han er en ekstremt alsidig rytter, der kan forsvare sig på en enkeltstart og begå sig på relativt korte stigninger som dem, han finder i Algarve. Han er ikke stærk nok på stigningerne eller i kampen mod uret til at vinde, men han kan sagtens overraske.

***** Primoz Roglic

**** Tony Martin, Luis Leon Sanchez

*** Stephen Cummings, Jonathan Castroviejo, Tony Gallopin, Gianni Moscon, Edvald Boasson Hagen

** Michal Kwiatkowski, Andrey Amador, Simon Spilak, Tiesj Benoot, Daniel Martin, Amaro Antunes, Moreno Moser, Tao Geoghegan Hart

* Nelson Oliveira, Ruben Guerreiro, Tiago Machado, Michele Scarponi, Mads Würtz, Dries Devenyns, Dario Cataldo, Edgar Pinto, Enric Mas, Sergio Paulinho, Davide Villella, Jose Goncalves, David Gaudu

Danskerne

Efter sin flotte præstation ved debuten i Besseges stiller Mads Würtz Schmidt til start for Katusha. Han kan muligvis forsøge sig i klassementet, men stigningerne bør være for svære til, at han kan begå sig. Under alle omstændigheder kan han køre efter et resultat på enkeltstarten, der burde passe ham fint. Mads Pedersen er til start for Trek-Segafredo, hvor han skal spille en rolle i toget for John Degenkolb. Endelig gør Jesper Hansen debut for Astana. Hvis han er i form, kan det ikke udelukkes, at han kan lave et resultat på kongeetapen, men enkeltstarten gør det umuligt for ham at gå efter et samlet topresultat.