Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: Volta ao Algarve
13. februar 2018 16:00 af Emil AxelgaardFoto: Sirotti

Det er tid til en af de vigtigste uger i forberedelsen frem mod cykelsæsonens første højdepunkter. Den tredje uge i februar er traditionelt rammen om hele fire etapeløb, der skal gøre det muligt for klassiker- og etapeløbsryttere at nå topformen i marts og april. En af mulighederne for verdensstjernerne er at drage til Portugal og deltage i Volta ao Algarve, der tilbyder fem dage med ofte godt vejr og gode, udfordrende ruter. Løbet har traditionelt passet gode enkeltstartsryttere godt, men i de senere år er balancen gradvist blevet ændret med tilføjelsen af flere stigninger, og derfor er der også i år lagt op til et alsidigt løb for sande klassementsryttere i et ganske stærkt startfelt.

Løbets rolle og historie

Februar måned tilbyder måske ikke de mest prestigiøse løb på kalenderen, men den sidste vintermåned er alligevel afgørende for enhver cykelrytter. De første store løb kommer allerede i marts, og efter at cykelsæsonen for alvor er kommet i sving de sidste par uger, er det nu tid til at få kørt de sidste vigtige løbskilometer, så man kan være i form, når det virkelig gælder.

 

Derfor er det ingen overraskelse, at februar er fyldt med etapeløb i Sydeuropa og Mellemøsten, og de giver rytterne en chance for at teste benene og få noget løbsfart i fornuftigt vejr. Den kommende uge spiller altid en helt speciel rolle som den vigtigste og mest intensive uge forud for den belgiske åbningsweekend.

 

Tidligere tog hele feltet til Sydeuropa for at få kørt de første løbskilometer. Med løb som Etoile de Besseges, Tour Mediteraneen og Tour du Haut-Var havde Frankrig meget at tilbyde, Portugal havde Volta ao Algarve, og både Italien og Spanien havde en flot stribe af korte etapeløb, der var en god mulighed for at forberede vigtigere mål.

 

I de senere år har den økonomiske krise haft sin effekt på kalenderen. Mens det stenrige Mellemøsten nu tilbyder en meget velorganiseret og attraktiv løbsblok med Dubai Tour, Tour of Oman og fra sidste år også Abu Dhabi Tour, er adskillige europæiske løb forsvundet. Italien har ikke længere ét eneste etapeløb før Tirreno-Adriatico i midten af marts, og for to år siden forsvandt også Tour Mediteraneen. Den spanske scene er blevet ramt ekstremt hårdt, og det er første i 2016 lykkedes at vende udviklingen ved at få Volta a la Comunitat Valenciana tilbage på kalenderen. Et løb som Vuelta a Murcia er imidlertid fortsat reduceret til en endagsbegivenhed.

 

Lige ovre på den anden side af grænsen er Volta ao Algarve en mulighed for ryttere, der er på jagt efter godt vejr og kuperet terræn til at forberede sig til de større løb. Ligesom Spanien er Portugal blevet ramt hårdt af den økonomiske krise, og i 2013 var løbet i Algarve ude i en svær overlevelseskamp. Heldigvis lykkedes det arrangørerne at redde deres begivenhed - ganske vist i en forkortet udgave på bare fire etaper - men i 2014 var det tilbage i dets oprindelige format.

 

Portugal er ikke et af cykelsportens traditionelle kraftcentre, og der har kun sjældent været mulighed for at se verdenseliten i landet. Deres nationale etapeløb, Volta a Portugal, er en stor national begivenhed med masser af tv-dækning, men det er hovedsageligt en hjemlig affære, der i de sidste mange år ikke har haft ét eneste WorldTour-løb til start.

 

Det har gjort Volta ao Algarve til det største løb på den portugisiske kalender, idet det er det eneste, der i større mål kan præsentere deltagelse fra højeste niveau (det opgraderede Volta ao Alentejo fik sidste år for første gang et WorldTour-hold, Movistar, med i feltet). Trods de vanskelige økonomiske forhold er løbet forblevet et populært valg for mange, fordi der er en god chance for godt vejr, og fordi ruten tilbyder en fin blanding af terræn for flere ryttertyper.

 

Løbet blev første gang afholdt i 1960, men efter bare to udgaver forsvandt det igen fra kalenderen. I 1977 vendte det tilbage, og siden da har det været afholdt hvert år. I lang tid var det et marginalt portugisisk løb, der blev domineret af hjemlige ryttere, men det ændredes mod slutningen af 90erne, hvor det udviklede sig til et forberedelsesløb for de internationale stjerner. Faktisk er det siden Tomas Konecnys sejr i 1998 kun lykkedes for Candidao Barbosa, Hugo Sabido og Joao Cabreira at tage hjemmebanesejre. I stedet har store navne som Alex Zülle, Floyd Landis, Alessandro Petacchi, Stijn Devolder, Alberto Contador, Tony Martin, Richie Porte, Michal Kwiatkowski, Geraint Thomas og senest Primoz Roglic stået øverst på podiet. Danske Claus Michael Mølller, der i mange år kørte i Porugal, vandt i 2003.

 

For et par år siden syntes Algarve at være stedet, hvor man skulle køre sine tidlige løbskilometer, og løbet havde fantastiske startlister og live-dækning på Eurosport. Med skabelsen af Tour of Oman og styrkelsen af Vuelta a Andalucia har man imidlertid tabt prestige, og den usikkerhed, der herskede i 2014, fik mange ryttere til at fravælge løbet af frygt for en sen aflysning.

 

Nu trives løbet igen, og i de senere år har man igen haft en god tiltrækningskraft på specielt etapeløbsryttere. Med Volta a la Comunitat Valencianas tilbagevenden, skabelsen af Tour La Provence og aflysningen af Tour of Qatar har mange WorldTour-hold endda neddroslet deres engagement i Mellemøsten, og det gav i 2016 et yderligere boost til løbet i Algarve, da mange hold nu foretrækker at blive på den Iberiske Halvø, hvor de i forvejen har haft træningslejr.

 

I 2016 lykkedes det ubetinget løbet i Algarve at slå konkurrenterne i Andalusien og Oman i kampen om det stærkeste felt, men i 2017 man mindre held - delvis fordi mange etapeløbsryttere ville jagte WorldTour-point i Abu Dhabi Tour, der køres i den efterfølgende uge. I år er kalenderen ganske vist den samme, men denne gang kan man med nogen ret hævde, at løbet i Algarve er det stærkest besatte af de fire etapeløb, der afvikles i denne uge. Richie Porte, Tejay van Garderen, Louis Meintjes, Bob Jungels, Simon Spilak, Geraint Thomas, Michal Kwiatkowski, Bauke Mollema, Sam Oomen og Dan Martin udgør således enganske fin liste over gode etapeløbsryttere, og man har bibeholdt sin appel til klassikerryttere og særligt sprintere, idet Arnaud Demare, Jens Debusschere, Edvald Boasson Hagen, Dylan Groenewegen, John Degenkolb, Ben Swift og Timothy Dupont alle planlægger at køre i Portugal. Det passer fint med, at man for andet gang har opnået 2.HC-status i UCI-hierarkiet, og idet man for anden gang i denne omgang vil have live-dækning på nationalt og internationalt tv.

 

Løbet har haft mange forskellige formater. Tidligere var det en flad affære, som endda blev vundet samlet af Alessandro Petacchi, og Stijn Devolder vandt en udgave, der stort set alene blev afgjort på en lang enkeltstart. Løbet har imidlertid som hovedregel haft en hård etape med afslutning på den korte, stejle Alto do Malhao samt en ganske lang enkeltstart, hvilket har gjort det til et løb for alsidige etapeløbsrytter. Længden på enkeltstarten har som regel tippet balancen mod de tungere drenge, og det er ingen tilfældighed, at Tony Martin tre år i træk sluttede i top 2.

 

I 2014 ændrede man imidlertid på løbets format, idet man forkortede enkeltstarten og indlagde en ekstra kuperet etape, og derefter blev det til en kamp mellem klatrere og enkeltstartsryttere. I 2016 gjorde man endda løbet endnu hårdere, idet den moderat hårde etape blev udskiftet med en afslutning på Alto da Foia, regionens højeste bjerg, og med to bjergafslutninger blev klatrerne således tilgodeset mere end nogensinde før. Det format har man bibeholdt i 2017 og i 2018, hvor man endda har forlænget Foia-stigningen yderligere.

 

Det var imidlertid alligevel en alsidig rytter, der vandt i 2017. Efter at have fulgt Dan Martin til dørs på Foia-etapen overtog Primoz Roglic førertrøjen med en tredjeplads på enkeltstarten. Derefter var en 5. plads på kongeetapen nok til at sikre sloveneren den samlede sejr med et forspring på 22 sekunder ned til Michal Kwiatkowski og yderligere 33 sekunder ned til Tony Gallopin. Roglic har valgt i år ikke at forsvare sinsejr trods en lovende sæsonstart i Valencia, men Kwiatkowski vender tilbage i et forsøg på at gentage sejren fra 2014. Gallopin er skiftet til Ag2r, der ikke deltager, og dermed er han heller ikke med denne gang.

 

Ruten

Som sagt har Volta ao Algarve haft flere forskellige formater, men nu har man fundet en sikker formel, der er garanti for succes. Et par sprinteretaper - ofte med ganske tekniske og vanskelige finaler - giver de hurtige folk chance for succes, mens løbet traditionelt har været afgjort ved en kombination af enkeltstarten og den klassiske afslutning på toppen af den stejle Alto do Malhao. Da stigningen er kort og eksplosiv, og enkeltstarten ofte har været ganske lang, har løbet favoriseret enkeltstartsspecialister, men da man i 2014 erstattede den tredje sprinteretape med en mere kuperet sag, tippedes balancen gradvist. Siden da har løbet haft to hårde etaper, to sprinteretaper samt en enkeltstart, og det er igen tilfældet i 2018.

 

Den kortere enkeltstart har haft den største effekt. I 2013, 2012 og 2011 var den henholdsvis 17 km, 25 km og 34 km lang, men i 2014 kortede man den ned til bare 13,6 km. Siden da har man igen øget distancen, så den i de seneste tre år har været på 18 km, og i år får den med sine 20,3 km endnu et nøk opad. Samtidig har man siden 2014 afholdt enkeltstarten før Malhao-etapen, og det har ændret dynamikken, idet klatrerne nu ved, hvor meget tid der skal hentes på stigningen.

 

Den anden væsentlige ændring blev indført i 2016, hvor den kuperede anden etape, der gjorde debut i 2014, blev erstattet af en ny etape med afslutning på toppen Alto da Foia, regionen højeste bjerg. Det er ganske vist ikke nogen hård stigning, men den er meget længere end, hvad man normalt finder i Algarve. Mens enkeltstartsrytterne ofte har kunnet begrænse tidstabet på den korte stigning til Malhao, kan konsekvenserne på den nye stigning være langt værre, hvis man har en dårlig dag. Tilsyneladende kunne arrangørerne lide, hvad de så. I hvert fald er Foia-etapen nu tilsyneladende en fast tradition, og stigningen vil i år endda være endnu længere end tidligere.

 

Dermed vil 2017-udgaven være stort set identisk med det løb, vi har set i de seneste år med de væsentlige ændringer, at Foia-etapen er hårdere og enkeltstarten længere. Efter en indledende sprinteretape kommer det første klassementsslag på Alto da Foia på torsdag. Dagen efter gælder det den velkendte enkeltstart, inden sprinterne igen ventes at komme i aktion på næstsidste dag. Som det for første gang var tilfældet i 2016, slutter det hele med kongeetapen til Malhao, hvormed spændingen bevares til allersidste øjeblik.

 

1. etape

I mange år har det været en tilbagevendende tradition, at løbet indledes med en sprinteretape med en teknisk vanskelig og småkuperet finale i Albufeira. Den har både givet en mulighed til hurtige afsluttere og til klassikerryttere, der kan angribe i finalen, og krævet opmærksomhed fra klassementsrytterne, der har skullet undgå de mange huller, der altid syntes at opstå. For første gang siden 2009 ændrede man sidste år på formatet ved at gøre Albufeira til startby for en etape, der sluttede i Lagos, hvor en mere enkel finale blev rammen om en massespurt. Den model genbruges i år og giver atter sprinterne mulighed for at slås om den første etapesejr og førertrøje.

 

Etapen er i år 192,6 km lang og fører altså fra Albuefira til Laos med i alt 2350 højdemeter. Fra starten bevæger man sig langs den flade kyst mod nordvest, inden man kører ind i landet mod nord stadig igennem fladt terræn. Herfra går det tilbage mod vest op over kategori 4-stigningen Aldeia dos Matos (1,9 km, 5,5%), der har top efter 43,9 km), og videre gennem let kuperet terræn til byen Loulé, hvor den første spurt kommer efter 69,6 km. Herefter kører man mod nordvest op til toppen af kategori 3-stigningen Eira la Cevada (6,2 km, 2,9%), hvis top kommer efter 84,6 km.

 

Stigningen markerer det østligste punkt på etapen, og herefter fortsætter man mod vest og sydvest gennem jævnt faldende terræn. Herefter flader det ud med et par mindre bakker, mens man snor sig mod vest og syd forbi den sidste spurt, der er placeret bare 15,8 km fra mål. Til slut kører man mod nordvest og siden sydøst ned til kyst- og målbyen Lagos, der byder på en ukompliceret og flad finale med blot to rundkørsler på de sidste to kilometer med hhv. 1,1 og 0,7 km til stregen.

 

Igen i år har Volta al Algarve tiltrukket et meget stærkt sprinterfelt, og de vil naturligvis ikke lade den første af deres to muligheder gå til spilde. Derfor kan vi vente, at etapen vil blive kontrolleret stramt af sprinterholdene, og det synes kun at være vinden, der eventuelt kan forhindre en massespurt. Det vil således være en overraskelse, hvis ikke etapen afgøres af de hurtigste folk, der i den mindre komplicerede finale finder en afslutning, der er helt perfekt for dem.

 

Lagos har i de senere år primært været startby, men vendte tilbage som målby sidste år, hvor Fernando Gaviria vandt 1. etape foran André Greipel og Nacer Bouhanni. Frem til 2011 var byen hvert år rammen om en sprinteretape. John Degenkolb blev den seneste vinder i byen i den epoke, mens André Greipel vandt i 2010 i en meget sær finale, hvor han og Jurgen Roelandts kørte væk fra feltet. Inden da var det Koldo Fernandez, Tomas Vaitkus, Alessandro Petacchi, Bernhard Eisel, Alexei Markov, Martin Garrido og Candido Barbosa, der var de hurtigste.

 

 

 

 

2. etape

I de sidste fire år har 2. etape signaleret starten på klassementskampen, og hver gang har etapen skabt tidsforskelle, der har vist sig at være udslagsgivende i kampen om den samlede sejr. De første to år skete det på en kuperet rundstrækning omkring byen Monchique, men i 2016 valgte man som noget nyt at inkludere en ekstra bjergafslutning på regionens højeste bjerg, Alto da Foia. Som ventet gjorde den nye etape betydeligt mere skade end forgængeren, og arrangørerne var tilsyneladende tilfredse med formatet, idet de valgte en tilbagevenden i 2017. Også i år vil Foia-stigningen være rammen om det første klassementsslag, men denne gang har man nytænkt ruten og omlagt finalen, så der denne gang skal klatres hele vejen fra bunden af målstigningen, der dermed er 15,2 km og ikke blot 9,1 km lang.

 

Rytterne skal i alt tilbagelægge 187,9 km mellem Sagres og toppen af det berømte bjerg i 900 m højde og klatre 3720 højdemeter. Fra starten ved Middelhavskysten kører man gennem fladt terræn mod nordøst og derefter mod øst tilbage til kysten, hvor kystvejen følges frem til Lagos, målbyen på den foregående etape. Herfra fortsætter man mod nordvest ind i landet og op over kategori 4-stigningen Monte Ruivo (3,8 km, 4,1%), hvis top kommer efter 50,8 km. Ruten leder herefter via en nedkørsel mod nord frem til den første spurt efter 634 km, inden det går mod øst op ad kategori 3-stigningen Marmelete (4,7 km, 6,1%), hvis top rundes efter 71,2 km. Et let kuperet stykke leder nu frem til forplejningszonen, der er placeret et stykke oppe ad den afsluttende stigning Alto da Foia.

 

Inden man kører hele vejen op til mål kører man imidlertid en omgang på en 84,8 km lang rundstrækning. Den fører først mod nordøst op over kategori 3-stigningen Alferce (3 km, 3,7%), der har top med 80,9 km igen. Herefter går det mod syd igennem let kuperet terræn og op over kategori 3-stigningen Sapeira (1,7 km, 9,3%), hvis top rundes 64,5 km fra stregen. Det falder herefter let, mens man fortsætter mod syd ned mod kysten, inden man kører mod vest frem til den sidste spurt, der kommer efter 163,4 km i byen Portimao. Den sidste del af etapen fører nu mod nord frem til bunden af den afsluttende stigning, der i alt er 15,2 km lang og stiger med 4,9% i gennemsnit. Starten er ganske moderat, mens det stejleste stykke på 8.9% kommer ca. midtvejs, hvor man med 8 km igen afslutter rundstrækningen og kører det sidste stykke mod vest op til toppen af stigningen. Herefter ligger stigningsprocenten hovedsageligt på 5-6%, og de sidste 3km stiger med 5,5%. Rytterne følger en snoet bjergvej med flere bløde sving, inden en blød U-kurve leder ind på den 100 m lange opløbsstrækning.

 

Alto da Foia er ganske vist lang, men det er ikke en svær stigning. Det første besøg viste, at den passer mere til kraftfulde typer end de rene klatrere, ikke mindst fordi det dengang blæste voldsomt. Sidste år var udskilningen mere regulær, og det lykkedes de to bedste at gøre en ganske stor forskel. Herefter var afstandene imidlertid begrænsede. Denne gang vil den forlængede stigning gøre etapen mere selektiv. Samtidig kan vinden igen komme i spil, og sidevind vil gøre det til en kamp mere om positionering end reel klatrestyrke. Hvis der er modvind, er det sandsynligt, at en mindre gruppe vil spurte om sejren, mens medvind vil skabe større forskelle. Selvom sidste stigning næppe vil lave voldsom ravage, er det et løb, der ofte afgøres på sekunder, og derfor vil etapen åbne de første tidsforskelle og give en indikation af, hvem der kan løbe med den samlede sejr.

 

Da etapen gjorde debut i 2016, var det Luis Leon Sanchez, der med sin store power gjorde forskellen på den vindsblæste sidste kilometer og tog sejren et sekund foran Geraint Thomas og tre sekunder foran Primoz Roglic og Ion Izagirre. Thibaut Pinot mistede fem sekunder, mens Fabio Aru var yderligere fire sekunder bagude. Hele 18 mand sluttede imidlertid inden for 20 sekunder af vindertiden, herunder kraftfulde folk som Tony Martin og Tiesj Benoot. Den store taber var Alberto Contador, der havde en sjælden dårlig dag og tabte 24 sekunder som nummer 21. Sidste år gjorde Dan Martin og Primoz Roglic en langt større forskel, inden ireren vandt spurten. Michal Kwiatkowski tabte 20 sekunder på 3. pladsen, og i alt 11 ryttere sluttede inden for et minut af vindertiden. Tidligere er bjerget blevet besøgt i 2002, hvor Alex Zülle tog en solosejr. Jose Azevedo vandt i både 2001 og 2000, mens en ung Andreas Klöden var hurtigste mand på stigningen i 1999.

 

 

 

 

3. etape

For få år siden var enkeltstarten løbets absolutte nøgleetape, og selvom den hårdere rute og den kortere kamp mod uret nu betyder, at etapen ikke spiller helt samme altafgørende rolle, er det stadig en meget betydningsfuld dag. For femte år i træk kommer den før det afgørende slag i bjergene, idet rytterne skal have enkeltstartscyklerne frem allerede på tredje dag. Efter to år med samme rute har arrangørerne denne gang valgt at nytænke tidskørslen, der er flyttet til Lagoa, forlænget en anelse samt gjort en anelse mere kuperet end den helt flade rute, der er blevet benyttet tidligere.

 

Årets enkeltstart er i alt 20,3 km lang mod de tidligere 18 km, både starter og slutter i Lagoa og byder på i alt 203 højdemeter. Fra starten går det mod sydvest igennem hovedsageligt fladt terræn, indtil man efter ca. 4 km når kysten. Den følger man mod vest forbi den første mellemtid efter 5,8 km og videre op over en lille bakke. Herefter fortsætter det med at stige let, mens man fortsætter mod nord ind i landet, inden man atter kører mod sydøst gennem let kuperet terræn, inden en lille bakke leder frem til den sidste mellemtid, der tages efter 13,6 km. I den sidste del af etapen går det først mod nord, siden vest og til slut nordvest frem til Lagoa, og denne fase er først flad og siden let faldende.

 

Den tidligere enkeltstart var helt flad og en blanding af en teknisk fase og en del for specialister. Den nye rute byder på flere højdemeter, men færre tekniske udfordringer. Da der ikke er tale om voldsomme klatreudfordringer, er det grundlæggende en etape, der er skabt til de kraftfulde specialister. Samtidig vil stærke temporyttere som Geraint Thomas, Richie Porte, Tejay van Garderen og Michal Kwiatkowski forsøge at vinde afgørende tid i kampen om den samlede sejr og måske endda gå efter etapesejren i kamp med mere rendyrkede specialister som Tony Martin, der ellers typisk har vundet enkeltstarterne i Algarve.

 

Det var tilfældet sidste år, hvor Jonathan Castroviejo akkurat slog Martin, og i 2016, hvor Fabian Cancellara slog Martin med 5 sekunder, mens Geraint Thomas var 28 sekunder efter på tredjepladsen. I 2015 slog Martin Adriano Malori med mindre end et sekund på en lidt anderledes rute, mens Thomas var bare 3 sekunder efter på tredjepladsen. Tyskeren måtte i 2014 nøjes med tredjepladsen, da Michal Kwiatkowski slog Malori med 11 sekunder og Martin med 13 sekunder. Martin vandt også enkeltstarten i 2013 og 2011, mens Bradley Wiggins var hurtigst i 2012. Luis Leon Sanchez vandt enkeltstarten i 2010, og Alberto Contador var bedst i 2009 og Stijn Devolder hurtigst i 2008.

 

Lagoa har i dette årtusinde kun være målby to gange tidligere. Det var i 2013, hvor Theo Bos vandt en massespurt foran Giacomo Nizzolo og Bruno Sancho, samt i 2012, hvor Edvald Boasson Hagen spurtsejrede foran Kris Boeckmans og Gerald Ciolek.

 

 

 

4. etape

Før 2016 lå kongeetapen til Alto do Malhao altid på næstsidste dag, mens sprinterne fik det sidste ord. Det år blev der byttet rundt på de to etaper, og det format har man valgt at gentage sidn. Derfor får de hurtige afsluttere deres anden og sidste chance om lørdagen, inden klatrerne afgør løbet på søndagens sidste etape. Det sker for tredje år i træk i den knaldhårde spurt på bakken i Tavira, hvor de kraftfulde typer kan gøre bedre brug af deres power, end de kunne i onsdagens helt flade finale.

 

Med sine 199,2 km er 4. etape løbets længste, men trods 2450 højdemeter er der stort set ingen terrænmæssige udfordringer på ruten fra Almodovar til Tavira, der med undtagelse af en lille modifikation i starten er en kopi af sidste års 4. etape. Fra starten køres først en omgang på en flad 28,3 km lang rundstrækning i området syd for startbyen, hvorefter man fortsætter mod nord gennem let faldende terræn forbi den første spurt, der kommer efter 39,2 km. Kort efter fortsætter man mod øst fortsat gennem let faldende terræn, indtil man når frem til kategori 4-stigningen Neves (1,9 km, 5,3%), der har top efter 98,3 km.

 

Derfra går det mod syd og sydøst igennem let kuperet terræn frem til toppen af kategori 4-stigingen Santa Marta (4,4 km, 2,9%), hvis top rundes efter 121 km. En lille nedkørsel leder mod øst ned til dagens sidste spurt, der kommer efter 132,5 km, og derfra fortsættes mod syd gennem småkuperet terræn ned til kysten.  Kysten nås endelig i Castro Marim på grænsen til Spanien. Herfra bevæger man sig langs vandet mod vest, hvoraf de sidste 13 km foregår ad kystvejen. Der er kun en ganske lille bakke til at bryde monotonien i det flade terræn, men den har top med 18 km til mål. Herefter venter en nedkørsel samt fladt terræn. Finalen byder på passage af en rundkørsel med 2700 m til mål, et venstresving i en anden rundkørsel 1400 m fra stregen samt en rundkørsel med bare 700 m til mål. Med 400 m igen drejer man ind på opløbsstrækningen, der stiger med 4,5% i gennemsnit.

 

Dette er sidste chance for sprinterne, så det synes usandsynligt, at de mange topsprintere vil lade denne mulighed gå deres næse forbi. Dermed kan vi vente en massespurt, men klassementsrytterne skal være opmærksomme i den anden halvdel, hvor vinden langs kysten kan komme i spil. Selve spurten foregår op ad bakke, og det kunne åbne døren for klassikerryttere og puncheurs, men de sidste to års udgave af etapen, der havde samme finale, viste, at det er en etape for de store sprintere.

 

Sidste år var det således André Greipel, der i en ufatteligt tæt spurt akkurat slog John Degenkolb og Dylan Groenewegen, mens Marcel Kittel i 2016 slog Wouter Wippert og Jens Debusschere i samme opløb. I 2013 vandt Tony Martin en enkeltstart i Tavira, mens Gerald Ciolek og André Greipel tog spurtsejre i henholdsvis 2012 og 2011. Sebastien Rosseler vandt fra et udbrud i 2010, og Alberto Contador og Stijn Devolder vandt i 2009 og 2008 enkeltstarter. Forud for det vandt Marco Zanotti massespurter i både 2007 og 2006, og Bernhard Eisel var hurtigst i 2005. Lance Armstrong vandt en enkeltstart i 2004, men byen var også vært for løbet hvert år forud for Armstrongs sejr.

 

 

 

 

5. etape

Alto do Malhao er løbets mest ikoniske stigning, og det er ikke en rigtig udgave af det portugisiske løb, hvis ikke rytterne har forceret den 2,8 km lange stigning, der stiger md 8,9% i gennemsnit. I år er den naturligvis med igen, og som altid skal rytterne forcere den to gange i finalen på løbets kongeetape. For tredje år i træk er den tilmed anbragt allersidst på sidste etape, og dermed er scenen sat for et stort slag med mulighed for at vende rundt på det hele til allersidst.

 

Årets udgave af etapen er i den indledende fase nytænkt i forhold til tidligere, men afgørelsen vil falde på den samme rundstrækning, der benyttes år efter år. I alt skal der tilbagelægges 173,5 km mellem Faro og toppen af Alto do Malhao og klatres 3315 højdemeter. Fra starten går det igennem let stigende terræn mod nord op til den første spurt, der kommer efter 16,8 km. Herfra fortsættes mod vest gennem fladt terræn, inden en nedkørsel leder mod syd og sydvest tilbage til kysten. Herfra får det atter ind i landet mod nordvest og til toppen af kategori 3-stigniningen Picota (2,4 km, 7.9%), der har top efter 63,3 km. Der fortsættes derfra mod nordøst og øst, mens terrænet gradvist bliver mere kuperet.

 

Efter forplejningszonen sættes kursen mod nord via kategori 3-stigningen Alto da Ameixieira (4,8 km, 4,5%), hvis top rundes efter 99,6 km. Efter en lille bakke går det derefter via en nedkørsel mod vest og nordvest, indtil man rammer den afsluttende ca. 41 km lange rundstrækning. Den rammes på en relativt flad del, hvorfra man kører forbi den sidste spurt, der kommer efter 127,6 km. Derefter gælder det første passage af Alto do Malhao, der er i kategori 2, men første gang køres ikke hele vejen til toppen og henover målstregen. Bjergspurten kommer her efter 132,6 km.

 

I stedet kører man en hel omgang på rundstrækningen, der er en ganske kuperet sag uden meget fladt terræn. Den inkluderer to stigninger, der begge skal forceres to gange. Efter en lille nedkørsel gælder det kategori 3-stigningen Vermelhos (3 km, 5,7%), der har top med 20,3 km til mål. Herefter følger endnu en nedkørsel og et kort fladt stykke, inden man rammer Alto do Malhao, på hvis top målstregen er passeret. Denne gang kører man hele vejen op ad den 2,8 km lange stigning, der stiger med 8,9% i gennemsnit. Den er stejlest på de to første kilometer, hvor stigningsprocenten hovedsageligt er over 9%. Den sidste kilometer er nemmere og har det stejleste stykke på 7,9% med ca. 500 m til mål. Der er fire hårnålesving på stigningen, det sidste med ca. 800 m til mål, hvorefter vejen kun snor sig ganske let.

 

Kongeetapen er altid blevet afgjort af favoritterne, og da finalen er uforandret, bliver det sandsynligvis sådan igen i 2017, ikke mindst fordi bonussekunder er afgørende i et løb, der ofte afgøres på sekunder. Det betyder, at udbruddet reelt ikke har en chance, og de bedste klatrere drømmer alle om at vinde på en af sportens ikoniske stigninger. Typisk sætter de deres hold til at skabe udskilning første gang op ad stigningen, hvorefter et sent udbrud etableres på rundstrækningen. De bliver imidlertid altid kørt ind inden det afgørende slag. Stigningen er stejl, men meget kort, og passer derfor godt til eksplosive typer. Samtidige er distancen så begrænset, at større folk som Tony Martin ofte har begrænset tidstabet ganske flot.

 

Sidste år tog Amaro Antunes en stor gennembrudssejr, da han med et flot angreb slog Vicente Garcia og Tiesj Benoot med 12 sekunder og en gruppe af favoritter med 15 sekunder. I 2016 lykkedes det Alberto Contador at slå tilbage efter en katastrofal præstation på 2. etape, og med en suveræn solopræstation satte han Fabio Aru, Thibaut Pinot og Antunes til vægs med hele 20 sekunder. I 2015 vandt Richie Porte 3 sekunder foran Michal Kwiatkowski, selvom han havde været i front på det meste af stigningen for at hjælpe Geraint Thomas. I 2014 var Contador igen bedst, da han slog Rui Costa og Michal Kwiatkowski med henholdsvis 3 og 10 sekunder, mens Sergio Henao slog Costa i 2013. I 2012 satte Bradley Wiggins Porte op til en flot solosejr. I det hele taget har Sky haft meget succes på stigningen, idet de vandt med Stephen Cummings i 2011. Contador var også bedst i både 2009 og 2008.

 

 

 

 

Favoritterne

Som sagt har Volta ao Algarve gradvist undergået en forandring fra at være et løb, der stort set alene blev afgjort på enkeltstarten til nu at kræve betydeligt bedre klatreegenskaber og mere alsidighed. I de første år, hvor Alto do Malhao var den eneste reelle klatreudfordring, lykkedes det ofte for Tony Martin at begrænse tidstabet så meget, at han kunne vinde samlet, men siden er løbet blevet hårdere og hårdere, først med tilføjelsen af Monchique-etapen i 2014 og siden 2016 med den ekstra bjergafslutning på toppen af Alto da Foia.

 

Udviklingen har gradvist reduceret betydning af enkeltstarten, men det ændrer ikke på, at 3. etapes kamp mod uret stadig er en nøgleetape. Alto do Malhao er ganske vist stejl, men den er samtidig meget kort, og Martin har trods alt flere gange vist, at han kan begrænse sit tidstab på den portugisiske mur. Alto do Foia er meget længere, men det er til gengæld en typisk powerstigning, der aldrig bliver stejl, og derfor kan store ryttertyper sagtens gøre sig gældende her. Det er ikke tilfældigt, at Luis Leon Sanchez i 2016 vandt etapen foran Geraint Thomas, mens de rene klatrere kom til kort, og at Martin var i mål bare 15 sekunder efter Sanchez. I år bliver stigningen længere og mere selektiv, men det er stadig ikke verdens sværeste stigning.

 

Dermed er det klart, at det er helt umuligt for en ren klatrer at vinde Volta ao Algarve, selvom etaperne er hårdere og enkeltstarten kortere, end den var for få år siden. En klejn rytter taber simpelthen mere på 20 km powerenkeltstart, end han kan vinde på de stigninger, der findes i Algarve. Det lærte Dan Martin sidste år, hvor han trods sejr på Foia-etapen, hvor han vandt overraskende meget tid på mange af rivalerne, endte langt fra den samlede førsteplads. Dermed er det klart, at den samlede vinder skal kunne gøre sig gældende blandt de bedste på 3. etape, og det portugisiske etapeløb er et af de få, hvor også de større ryttertyper kan gøre sig gældende.

 

Det skal dog understreges, at klatreudfordringerne er så betydelige, at man heller ikke vinder i Algarve, hvis ikke man kører endog meget habilt opad. Vi så sidste år, at Foia-etapen kan gøre en større forskel, hvis betingelserne er de rette. I 2016 var det ekstremt blæsende, men denne gang vil der ikke være megen vind. Der vil dog være modvind stort set hele vejen op, og derfor vil etapen formentlig ikke blive helt så selektiv som sidste år. Den vil dog være betydeligt sværere end i 2016. Der vil tillige være medvind på Malhao, og det vil hjælpe klatrerne med at gøre en forskel der.

 

Årets rute er stort set identisk med den, der blev benyttet sidste år, og igen i år er det således 2., 3. og 5. etape, der vil afgøre løbet. 1. og 4. etape må formodes at blive afgjort i massespurter - ikke mindst når man ser på det stærke sprinterfelt - og det er kun vinden, der kan ændre på det udkomme. Vejrudsigten lover perfekte betingelser let vind stort alle dage. Kun lørdag kan blive en anelse mere blæsende, men det vil være en overraskelse, hvis vinden er kraftig nok til at skabe splittelse. Dermed formoder vi, at vi to flade etaper ikke kommer i spil, og at det bliver de to bjergetaper samt enkeltstarten, der afgør slaget. Det er også værd at notere sig, at der modsat tidligere år denne gang ikke er bonussekunder i løbet, og det er en klar ulempe for klatrerne, der dermed ikke kan vinde ekstra tid ved at sejre på bjergetaperne.

 

Med enkeltstartens store betydning vil det være en overraskelse, hvis ikke vinderen er enten Richie Porte, Geraint Thomas, Michal Kwiatkowski, Tejay van Garderen, Bauke Mollema eller Bob Jungels, som er de eneste, der både klatrer godt nok og er gode nok i kampen mod uret til for alvor at kunne drømme om sejren. Af disse vil vi pege på Porte som vores favorit. Mens formen meldes mere tvivlsom hos mange af de øvrige topfavoritter, ved vi, at BMC-stjernen er flyvende. Det viste han med sin imponerende solosejr på kongeetapen i Tour Down Under. På papiret ser præstationen måske ikke ud til at være på niveau med sidste års, men det var den i høj grad. Den hårde modvind gjorde det nemlig næsten umuligt at gøre forskelle, og at Porte alligevel kunne sætte alle fra hjul, vidner om klasse.

 

På papiret er Porte den bedste klatrer i løbet, og han er også god på korte, eksplosive stigninger som sejren på Willunga Hill viser. Det vil være en overraskelse, hvis ikke han vinder på Malhao, og også på Foia vil han blive svær at slå. Samtidig er han en glimrende temporytter, også selvom han i de senere år ikke har været helt så god på flade enkeltstarter som tidligere i sin karriere. Alligevel vandt han suverænt enkeltstarten i Dauphiné sidste år, og selvom der på papiret er større specialister til en rute som denne, vil han være helt fremme. Hvis han samtidig som forventet vinder begge bjergetaper, burde det være nok til en samlet sejr.

 

Hans værste rival må være Geraint Thomas, der allerede to gange tidligere har vundet løbet. Briten er samtidig nu en langt bedre klatrer og tog stormskridt mod verdenstoppen i 2017, hvor han specielt i Tirreno og Tour of the Alps viste, at han er an af de allerbedste på stigningerne i ugelange etapeløb. En stigning som Foia burde passe ham helt ideelt - han er trods alt tidligere blevet nr. 2 på denne etape - og selvom Malhao er til den stejle side, har han et godt punch på en kort stigning som denne.

 

Hans store fordel er samtidig hans tempoevner. På en flad enkeltstart som denne er han på papiret stærkere end Porte, hvilket hans sejr på 1. etape af Touren sidste år vidner om, og derfor burde løbet udvikle sig til en kamp, hvor Porte vinder tid på stigningerne, og Thomas er bedst på enkeltstarten. Det store spørgsmål er, om Thomas’ form rækker til at udfordre Porte. Han satser på en lidt roligere sæsonstart i år og siger, at han ikke er helt så skarp som tidligere - men dog konkurrencedygtig. Han har imidlertid en tendens til altid at undervurdere sig selv, og Thomas burde være i stand til at køre med om sejren.

 

Skys andet kort er Michal Kwiatkowski. Sidste år var han langt fra formen i dette løb, men alligevel lykkedes det ham med en god enkeltstart at køre på podiet. I år følger han helt samme mønster. Igen har han arbejdet for holdet i Valencia, hvor han sluttede langt tilbage, men hans to udbrud i løbet gav dog indtryk af, at han er bedre end sidste år. Ruten i Algarve passer ham i teorien perfekt, da han er en god temporytter og ekspert på en stigning som Foia, der ikke er for stejl, og Malhao, der er kort og eksplosiv. Det helt store spørgsmål er, om formen allerede nu rækker til, at han også kan vinde i så skrapt et selskab.

 

Kan Tejay van Garderen komme tilbage i 2017? BMC melder, at han er i en meget bedre position end i 2016 og 2017, og i år er hans hovedmål at lave personlige resultater i de ugelange etapeløb i foråret. Derfor burde han være i god form, og det plejer han faktisk også altid at være fra sæsonstart. Han har gode resultater i februar, og selvom han sidste år skuffede meget, viste han ikke mindst før sit styrt i Vueltaen og i Tour de Romandie, at evnerne er intakte. Han er stadig en god temporytter - det så vi i Romandiet - også selvom flade ruter ikke er ideelle for ham. Malhao er en anelse for eksplosiv for en ryttertype som ham, men han har faktisk før gjort det udmærket på korte stigninger. Hans problem er naturligvis, at Porte er BMCs naturlige kaptajn, men kan han slå ham på enkeltstarten, burde van Garderen kunne tage sin egen chance.

 

Bauke Mollema gør sæsondebut, men det betyder ikke, at han ikke er i form. Sidste år lagde han ud med at vinde i San Juan, og i 2016 lagde han ud med en podieplads i Andalusien. Der er derfor god grund til at antage, at den i øvrigt ret stabile Mollema er på et godt niveau. Tidligere ville man have afskrevet ham på en rute med en så vigtig enkeltstart, men det er der ingen grund til længere. Sidste år kørte han en fremragende enkeltstart i San Juan på en flad rute, og han har også vundet en flad enkeltstart i Tour of Alberta. Det er klart, at der er større specialister, men med god form kan han være med fremme. Samtidig er han slet ikke dårlig på en eksplosiv stigning som Malhao eller en sliderstigning som Foia, og derfor passer løbet ham fint. Trek har også en yderst formstærk Ruben Guerreiro, der burde være med fremme på 2. og 5. etape, men han vil tabe for meget på enkeltstarten.

 

Bob Jungels viste med en flot præstation i sin sæsondebut i Murcia, at han er klar fra sæsonstart. Dermed burde han kunne være med fremme i et løb som dette. På papiret er han en af de bedste temporyttere, men desværre gør han det som regel bedre på lidt længere og mere kuperede ruter. Foia-stigningen burde passe hans kraftfulde statur fint, men han mangler punch til Malhao, hvor han formentlig vil tabe tid. Det kræver et brag af en enkeltstart at vinde det tilbage, men man kan ikke udelukke, at Jungels kan levere en sådan.

 

Sunweb stiller med et stærkt kort i Sam Oomen, der bare bliver bedre og bedre og nåede nye højder i sidste års Vuelta. Han kom lidt skuffende fra start i Australien, men vi ved dog, at formen ikke er helt elendig. Han burde være blandt de bedste på de to bjergetaper, og han er også en fornuftig temporytter, der sidste år var med til at vinde VM i holdløb. Desværre vil han tabe tid til de mere kraftfulde ryttere, og det bliver derfor svært at vinde samlet. Sunweb har også en outsider i Lennard Kämna, der burde være en af de bedste på enkeltstarten, men nok vil miste lidt meget tid i bjergene til at kunne vinde samlet.

 

Bora-hansgrohe har flere gode kandidater, men det bedste kort er nok Peter Kennaugh. Sygdom ødelagde Tour Down Under for ham, men han viste i Cadel Evans Great Ocean Road Race med en stor forcering på sidste stigning, at formen er god. Han er kommet til Bora for at få sin egen chance, og han burde være skabt til de stigninger, der venter i dette løb. Desværre vil han tabe for meget tid på enkeltstarten. Det vil også være tilfældet for holdets to øvrige kandidater Patrick Konrad og Felix Grossschartner¸ der ellers begge har vist lovende form.

 

Simon Spilak har altid været forårets mand i de ugelange etapeløb, men som regel skal vi frem til marts, før han kommer i gang. Dette løb er ikke ideelt for ham, da Malhao er for eksplosiv og enkeltstarten for flad. Han er som bekendt en glimrende temporytter, men han skal bruge flere stigninger for at kunne begå sig. Samtidig viste han ikke just storform i Murcia. Måske er Jose Goncalves et bedre kort for Katusha. Han kører en habil enkeltstart uden at være specialist, og kan han genfinde 2016-niveauet, burde Malhao være en perfekt stigning for ham. Desværre skuffede han i 2017, men i Cadel Evans Great Ocean Road Race hav han håb om at være på vej tilbage. Tony Martin vil helt sikkert også forsøge at køre klassement igen, men da han ikke længere er suveræn på enkeltstarten, og ruten er hårdere, er de dage, hvor han kan vinde, nok ovre.

 

Dan Martin vandt sidste år på Foia og burde passe endnu bedre til Malhao, der er kort og stejl. Han er formentlig det bedste bud på en rytter, der kan true Porte og Thomas i bjergene, men desværre vil han tabe alt for meget på enkeltstarten til at kunne vinde samlet. Samtidig har han sjældent været i topform i februar, og han vil derfor formentlig være tilfreds med at teste sig på stigningerne. UAE har også Jan Polanc, men også han vil tabe for meget på enkeltstarten.

 

Movistar har den lokale helt Nelson Oliveira som en outsider. Hans fjerdeplads ved VM var endnu et vidnesbyrd om, at han på sine gode dage er en af verdens bedste temporyttere, og samtidig har han forbedret sine klatreevner meget. Stigningerne her er ikke voldsomt vanskelige, så han vil kunne køre klassement, selvom han næppe klatrer godt nok til at vinde. Holdet har også Rafael Valls og specielt Jaime Roson til bjergetaperne, men de vil tabe for meget på enkeltstarten til at kunne vinde.

 

På de lokale kontinentalhold skal man særligt holde øje med Alejandro Marque, RInaldo Nocentini og Edgar Pinto. Førstnævnte blev sidste år nr. 10 og kører så god en enkeltstart, at han kan blande sig fremme. Til gengæld vil han miste for meget tid i bjergene til at være en reel vinderkandidat. Modsat forholder det sig med Nocentini og Pinto, der burde være med helt fremme specielt på Malhao, hvor Nocentini sidste år blev nr. 2. Veteranen har i Tropicale Amissa Bongo også vist storform. Desværre kører de begge en temmelig skidt enkeltstart og vil derfor tabe for meget tid på 3. etape.

 

Endelig fortjener Vasil Kiryienka og Edvald Boasson Hagen at blive nævnt. Begge burde de i teorien kunne gøre det godt på en rute med en vigtig enkeltstart og relativt korte, lette stigninger. Desværre vil Kiryienka formentlig koncentrere sig om at hjælpe holdet, og Boasson Hagen er netop komme tilbage efter en operation i galdeblæren. Derfor vil ingen af de to formentlig forsøge sig i klassementet.

 

***** Richie Porte

**** Geraint Thomas, Michal Kwiatkowski

*** Tejay van Garderen, Bauke Mollema, Bob Jungels

** Sam Oomen, Peter Kennaugh, Simon Spilak, Dan Martin, Jose Goncalves, Nelson Oliveira, Lennard Kämna, Alejandro Marque, Tony Martin, Rinaldo Nocentini, Vasil Kiryienka, Edgar Pinto, Edvald Boasson Hagen

* Rafael Valls, Jan Polanc, Patrick Konrad, Jaime Roson, Ruben Guerreiro, Eduardo Sepulveda, Louis Meintjes, Jai Hindley, Felix Grossschartner, Pieter Serry, Jhonatan Restrepo, Vicente Garcia De Mateos, Egor Silin, Valerio Conti, Sepp Kuss

 

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Søg på tværs af +50 webshops og få det største udvalg. 500.000 cykelprodukter samlet ét sted.

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Ladies Tour of Norway(2.WWT) 16/08-19/08

Arctic Race of Norway(2.HC) 16/08-20/08

Colorado Classic(2.HC) 16/08-19/08

Tour de Hongrie(2.1) 14/08-19/08

Tour de l'Avenir(2.NCUP) 17/08-26/08

Tour de l'Avenir(2.NCUP) 17/08-26/08

Cyclassics Hamburg(1.UWT) 19/08

Omloop der Vlaamse Gewesten(1.1) 19/08

GP Stad Zottegem(1.1) 21/08

Tour du Poitou Charentes(2.1) 21/08-24/08

Veenendaal-Veenendaal Cla...(1.1) 22/08

Deutschland Tour(2.1) 23/08-26/08

Great War Remembrance Race(1.1) 24/08

GP de Plouay - Lorient Ag...(1.WWT) 25/08

Vuelta a España(2.UWT) 25/08-16/09

Omloop Mandel-Leie-Scheld...(1.1) 25/08

Trofeo Comune di Vertova(1.1) 25/08

Bretagne Classic - Ouest-...(1.UWT) 26/08

Trofeo Emilio Paganessi(1.1) 26/08

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First-Drapac

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team LottoNL-Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »