Optakt: Vuelta a Andalucia

Løbets rolle og historie

Februar måned tilbyder måske ikke de mest prestigiøse løb på kalenderen, men den sidste vintermåned er alligevel afgørende for enhver cykelrytter. De første store løb kommer allerede i marts, og efter at cykelsæsonen for alvor er kommet i sving de sidste par uger, er det nu tid til at få kørt de sidste vigtig løbskilometer, så man kan være i form, når det virkelig gælder.

Derfor er det ingen overraskelse, at februar er fyldt med etapeløb i Sydeuropa og Mellemøsten, og de giver rytterne en chance for at teste benene og få noget løbsfart i fornuftigt vejr. Den kommen uge spiller altid en helt speciel rolle som den vigtigste og mest intensive uge forud for den belgiske åbningsweekend.

Tidligere tog hele feltet til Sydeuropa for at få kørt de første løbskilometer. Med løb som Etoile de Besseges, Tour Mediteraneen og Tour du Haut-Var havde Frankrig meget at tilbyde, Portugal havde Volta ao Algarve, og både Italien og Spanien havde en flot stribe af korte etapeløb, der var en god mulighed for at forberede vigtigere mål.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

I de senere år har den økonomiske krise haft dens effekt på kalenderen. Mens det stenrige Mellemøsten nu tilbyder en meget velorganiseret og attraktiv løbsblok med Dubai Tour, Tour of Oman og fra i år også Abu Dhabi Tour, er adskillige europæiske løb forsvundet. Italien har ikke længere ét eneste etapeløb før Tirreno-Adriatico i midten af marts, og for to år siden forsvandt også Tour Mediteraneen. Den spanske scene er blevet ramt ekstremt hårdt, og det er første i 2016 lykkedes at vende udviklingen ved at få Volta a la Comunitat Valenciana tilbage på kalenderen. Et løb som Vuelta a Murcia er imidlertid fortsat reduceret til en endagesbegivenhed.

I første omgang efterlod det bare ét spansk etapeløb i den tidlige del af sæsonen, og i ganske mange år syntes det at være et af meget få spanske løb, der faktisk trivedes. Mens Vuelta a Murcia og Vuelta a la Comunidad de Madrid blev forkortet, mange klassiske løb som Settimana Catalana og Euskal Bizikleta forsvandt, Vuelta a Asturias blev forkortet og endda aflyst i 2014, og WorldTour-løbene Volta a Catalunya og Vuelta al Pais Vasco konstant kæmpede for overlevelse, er Vuelta a Andalucia Ruta Ciclista del Sol forblevet på kalenderen som en perfekt mulighed for forberedelse forud for sæsonens store mål.

Faktisk er det en ganske imponerende bedrift, at løbet fortsat består. Det afholdes i den berømte tredje uge af februar, hvor det er i hård konkurrence med Tour of Oman, Volta ao Algarve og Tour du Haut-Var om at tiltrække verdens bedste ryttere. Ikke desto mindre er det endda lykkedes at returnere til det klassiske femdagesformat, efter at det kortvarigt var reduceret til fire dage, og efter i et par år tydeligt at have tabt kampen om det bedste felt til løbene i Oman og Algarve, var alle øjne i 2015 rettet mod Andalusien, da man det år var rammen om det første store slag mellem giganterne. Selvom ingen af dem før havde kørt løbet, besluttede både Chris Froome og Alberto Contador at starte deres sæson i det spanske løb, og da Nairo Quintana også meldte sin ankomst, kunne arrangørerne næppe tro deres held. Desværre betød et styrt ved de nationale mesterskaber, at Quintana måtte melde afbud, men med både Contador og Froome i feltet blev løbet det store etapeløbshøjdepunkt i februar.

I 2016 var der en genopstandelse på etapeløbsscenen i Sydeuropa. Volta a la Comunitat Valenciana blv genoplivet for første gang siden 2008, La Mediterraneenne overtog pladsen fra Tour Mediteraneen og Tour La Provence blev afholdt for første gang. Det gjorde det endnu mere attraktivt at forblive i Europa, og derfor drog langt færre hold til Mellemøsten. Ikke desto mindre lykkedes det ikke arrangørerne i Andalusien at tiltrække det samme stjernefelt, men med folk som Alejandro Valverde, Rafal Majka, Bauke Mollema, Roman Kreuziger, Steven Kruijswijk, Wilco Kelderman, Wout Poels, Samuel Sanchez og Tejay van Garderen var løbet i rammen om et fantastisk slag.

I år er Abu Dhabi Tour blevet rykket til februar, mens Tour of Qatar er blevet aflyst. Det har haft den effekt, at mange etapeløbsryttere tager til Mellemøsten for at jagte WorldTour-point, mens klassikerrytterne i højere grad er blevet i Europa. Det afspejler sig også i det felt, man har samlet i Andalusien, hvor man stadig ikke kan gentage, hvad man opnåede i 2015. Ikke desto mindre vil store navne som Alejandro Valverde, Alberto Contador, Rigoberto Uran, Wout Poels, Thibaut Pinot og Ion Izagirre kaste stjernestøv over arrangementet, og man er bestemt kommet hæderligt ud af den hårde kamp om de største navne.

Løbet blev første gang afviklet i 1925, men 2. udgave blev først arrangeret 30 år senere i 1955. Efter en aflysning i 1978 fik det i 1979 navnet Ruta del Sol, indtil man i 1987 vendte tilbage til det oprindelige navn. I 1993 slog man de to navne sammen, og siden da har løbet været kendt som Vuelta a Andalucia/Ruta del Sol. Det var i de tidlige år hovedsageligt domineret af spanske ryttere, men i 1964 fik det sit internationale gennembrud, da Rudi Altig vandt. I 70erne blev det i stigende grad et løb for udenlandske ryttere, og faktisk lykkedes det ikke en hjemlige ryttere at vinde mellem 1971 og 1982. I slutningen af 90erne tabte det lidt prestige og blev hovedsageligt en national begivenhed, men det er i de senere år lykkedes arrangørerne at revitalisere løbet. I de senere har store navne som Oscar Freire, Cadel Evans, Jurgen Van Den Broeck, Michael Rogers, Levi Leipheimer, Bauke Mollema, Richie Porte, Chris Froome, Alberto Contador og Tejay van Garderen således været på podiet. Den dominerende skikkelse har imidlertid været Alejandro Valverde, der siden sin tilbagevenden fra karantæne i 2012 har vundet løbet hvert eneste år bortset fra i 2015, hvor han i stedet var til start i Tour of Oman.

Valverde var også bedst sidste år efter en helt fantastisk præstation på løbets eneste bjergetape på sidstedagen. Valverde havde tabt meget tid til Tejay van Garderen på enkeltstarten og syntes ude af kampen om den endelige sejr, men med et stor angreb fra distancen på målstigningen Alto de Penas Blancas lykkedes det ham at vende rundt på det hele og vinde løbet foran sin amerikanske rival og Bauke Mollema. Valverde kommer i år tilbage i et forsøg på at vinde for femte gang, men denne gang er han oppe mod nye rivaler, idet hverken van Garderen eller Mollema er til start.

Ruten

Vuelta a Andalucia har haft en ret blandet karakter. Den andalusiske region har masser af kuperet terræn, but på denne tid af året er det vigtigt ikke at gøre etaperne for lange og hårde. Tidligere udgaver har derfor været ret lette, og det er lykkedes folk som Oscar Freire, Pablo Lastras og Markel Irizar at vinde i år, hvor der ingen bjergafslutninger har været.

Efter Irizars sejr i 2011 har arrangørerne gjort løbet betydeligt hårdere ved at besøge mere bjergrigt terræn, og selvom løbet sjældent har været meget vanskeligt, er det blevet mere selektivt, og prologen, der ofte har åbnet løbet, har fået sin betydning reduceret. I 2015 tog arrangørerne imidlertid et uset skridt, idet de sammensatte en ekstremt hård rute med to meget vanskelige bjergafslutninger. Det er nærmest uhørt at bestige to så vanskelige stigninger som Alto de Hazallanas og Alto e Allanadas så tidligt på året, og da der også var en enkeltstart og flere kuperede etaper, var det klart det hårdeste løb i den tidlige del af sæsonen.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Sidste år vendte man tilbage til et mere traditionelt format, og da man samtidig inkluderede en lang enkeltstart, tippede man balancen mod de mere alsidige ryttere. Man bibeholdt en stor bjergafslutning, og med to kuperede etaper og en relativt flad sag til sprinterne var det et godt mix med lidt for enhver smag. I år har man bibeholdt samme opskrift, men da man har reduceret længden af enkeltstarten betydeligt, synes bjergetapen at skulle spille en vigtigere rolle. Løbet ventes således afgjort af kombinationen af 2. etapes store bjergafslutning og fredagens relativt korte enkeltstart. Sprinterne får deres chancer på 4. og 5. etape, mens førstedagen har et stort bjerg i finalen, der vil skabe den første grovsortering af feltet.

1. etape

Løbet er ofte blevet indledte med en enkeltstart, men som det var tilfældet i 2016, kommer årets kamp mod uret i år senere i forløbet. Sidste år fik sprinterne chancen på første dag, men det gør de ikke i 2017. I stedet vil den vanskelige stigning Puerto de Monachil skabe betydelig udskilning i finalen, men da toppen kommer med 18,9 km til mål, er det ikke en dag, hvor løbet kan vindes. I stedet ventes en spurt fra en reduceret gruppe at afgøre, hvem der skal have førertrøjen.

Etapen er 155,0 km lang og fører rytterne fra Rincon de la Victoria på den spanske solkyst til Granada. Efter en flad start langs kystvejen drejer man efter ca. 25 km mod nord og begiver sig ind i landet. Her bliver terrænet straks kuperet og over de næste 60 km skal rytterne over intet mindre end fire stigninger. Den første er en lang opkørte af kategori 1-bjerget Puerto de Zafaraya (11,7 km, 5,4%), der har top efter 43,8 km. Dernæst kommer kategori 3-stigningere Alto del Navazo (4,0 km, 3,8%) og Alto de Alhama (4,2 km, 4,5%) samt kategori 2-stigningen Alto del Lucero (5,4 km, 5,2%) hurtigt efter hinanden. Den sidste top nås med 72 km til mål, og herefter bevæger rytterne sig mod nordøst og mod Granada i betydeligt mere fladt terræn.

I stedet for at fortsætte direkte til mål tager man imidlertid en lille afstikker ind i bjergene sydøst for byen. Her venter kategori 1-stigningen Puerto de Monachil, der stiger med 6,3% over 11,2 km. Toppen i 1410 m højde nås med 18,9 km til mål, og herfra går det mod vest ad en lang nedkørsel mod Granada. Bunden nås med 5,8 km til mål, og herefter er det kun let faldende. Finalen er helt ukompliceret, idet den eneste udfordring i de sidste 3 km er en rundkørsel, der passeres med 400 m til mål. Den svagt faldende opløbsstrækning er kun 300 m lang og bare 5 m bred.

Puerto de Monachil er et rigtigt bjerg, og det burde gøre det umuligt for sprinterne at komme i spil. På den anden side kommer stigningen for langt fra mål til, at klassementsrytterne kan se nogen ide i at forsøge sig. Derfor burde tempoet blive relativt moderat, og det kan åbne døren for nogle af klassikerrytterne, der ellers normalt vil betragte et bjerg på 11 km som for hård kost. Det mest sandsynligt er, at en reduceret massespurt skal afgøre etapen, og der er næppe tvivl om, at hurtige folk som Alejandro Valverde og Fabio Felline har deres øjne rettet mod den første førertrøje.

Granada har ikke været vært for en etapeafslutning siden 2002, hvor Erik Dekker vandt fra et udbrud på sidste etape. Året inden leverede Mikel Artetxe en tilsvarende bedrift, mens Jo Planckaert og Tom Steels vandt massespurter i henholdsvis 2000 og 1999. Også Vueltaen har tit lagt vejen forbi, senest i 2008, hvor Liquigas vandt en holdtidskørsel på 1. etape. I 2007 slog Samuel Sanchez Manuel Beltran i en 2-mandsspurt, mens Tom Danielson fik ram på Alexandre Vinokourov på en mindeværdig dag i 2006, hvor kasakken lagde grunden til sin samlede sejr med sin andenplads. I 2005 vandt Denis Menchov en prolog i byen, og Santiago Perez tog en solosejr i 2004.

2. etape

Bjergrytterne har igen i år kun én chance for at gøre en forskel, og det handler om at være klar fra start, idet årets bjergafslutning allerede kommer på 2. etape. Det store slag skal i år slås på Puerte Peña del Aguila, der ikke er verdens længste stigning, men er stejl nok til at gøre afgørende forskelle i et løb, der synes at blive en ganske tæt affære.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

Den 179,9 km lange etape starter i Torredonjimeno og slutter på toppen af stigningen i udkanten af byen Mancha Real. Først kører rytterne en rundstrækning syd for startbyen, hvor de møder dagens første udfordring, kategori 1-bjerget Alto Valle Puerto Viejo (8,4 km, 5,3%), der har top efter 28,7 km. Efter stginingen vender de tilbage til Torredonjimeno, som de passerer igen efter 62,6 km. Dernæst begiver de sig ud af startområdet, først mod nord og siden mod øst, igennem hovedsageligt fladt terræn.

Efter 113,7 km når man byen Jaen, hvorefter terrænet igen bliver vanskeligere. En lille ukategoriseret stigning op til La Guardia er opvarmning forud for kategori 2-stigningen Puerto de Siete Pilillas (7,1 km, 5,9%), der har top med 43,6 km til mål. Herfra kører man ned til målbyen Mancha Real, men i stedet for at køre direkte ind på den sidste stigning, køer man en lille rundstrækning på 30-35 km i området nord for byen. Efter en faldende indledning rammer man kategori 3-stigningen Puerto de Torres (12,8 km, 2,6%), der er opvarmning til den sidste udfordring. Toppen nås med bare 13,8 km til mål, og efter en kort nedkørsel tilbage til Mancha Real kører man ind på kategori 1- stigningen Puerto Peña Aguila, der fører til mål. Den stiger med 9,2% over 5,3 km, og bjergpointene uddeles bare 100 m fra stregen. Stigningen er stejlest i bunden, idet de sidste 3 km stiger med et gennemsnit på 6% og den sidste kilometer med bare 1,5%. Stigningen har fem skarpe sving, men det sidste kommer med 1900 m, og herefter er der kun en blød kurve på den smalle bjergvej

Dette er den eneste reelle chance for klatrerne til at vinde tid i løbet, og dermed er der udsigt til et stort slag på den sidste stigning. Etapen er undervejs ganske kuperet, men da den næstsidste stigning er meget let, er der ikke terræn til at forsøge sig fra distancen. Dermed skal etapen afgøres mellem de bedste klatrere på bjerget op til mål, hvor de stejle procenter i bunden kan gøre stor skade. Stigningen er imidlertid kort og flader ud mod toppen, og dermed er det ikke en dag, der vil skabe store forskelle. Det er bestemt ikke uden betydning at have punch og en god spurt på en relativt eksplosiv stigning, der i høj grad vil være med til at afgøre, hvem der skal vinde årets Ruta del Sol.

Stigningen har ikke været vært for et stort cykelløb i mere end et årti, og det har heller ikke byen Mancha Real for bunden af bakken.

3. etape

I 2016 var løbet en rigtig lækkerbisken for enkeltstartsrytterne, der i en 21 km lang kamp mod urent havde mulighed for at åbne helt afgørende tidsforskelle. Også i år inkluderer begivenheden en meget betydende enkeltstart, der kommer på løbets tredje dag, men denne gang er distancen betydeligt kortere. Bare 11,9 km i småkuperet terræn venter, man da det er sidste store chance for klassementsrytterne til at gøre en forskel, og da bjergetapen ikke er meget svær, kan betydningen af 3. etape næppe overvurderes.

Årets enkeltstart finder sted i Lucena nær Cordoba og består af en 11,9 km rundtur i området sydvest for byen. Straks fra start går det opad, når man bevæger sig mod syd ud af byen, og de første 4 km stiger med et gennemsnit på 1,8%. Efter toppen af den lille bakke fortsættes mod sydvest i let faldende terræn, inden man vender rundt og sætter kurs tilbage mod Lucena. Her begynde det igen at stige meget svagt, indtil der kun resterer 1700 m. Herefter venter en relativt stejl nedkørsel gennem byen, inden man tager det sidste sving med 600 m, hvorefter det stiger med 2,8%. Etapen byder ikke på mange tekniske udfordringer, idet det kun er inde i byen og nær vendepunktet, at der er et par reelle sving.

Der er ganske vist to små bakker på menuen, men de bør ikke gøre den store forskel på en etape, der synes skræddersyet til specialisterne. Ruten består hovedsageligt af lange, lige veje, og dermed er det en dag for ryttere med solid power. Weekenden byder på to sprinteretaper, og derfor er det den sidste store kraftanstrengelse for klassementsrytterne, der med stor sandsynlighed kender den samlede vinder, når sidste mand er rullet over stregen i Lucena.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Lucena blev sidst besøgt af løbet i 2015, hvor Juan Jose Lobato slog John Degenkolb i en spurt op ad en lille bakke. I 2012 sluttede man på en af de nærliggende stigninger, hvor Alejandro Valverde satte alle konkurrenter til vægs. I 2003 måtte en ung Valverde og Davide Rebellin imidlertid se sig slået af Javier Pascual Llorente, der også var bedst på en stigning, msn Alexandr Shefer var bedst i samme finale i 2001.

4. etape

Ofte gemmer man de afgørende etaper til slutningen af løbet, men det er bestemt ikke tilfældet i årets Ruta del Sol. Efter tre dage for klassementsrytterne er det således sprinterne, der ventes at komme i spil i weekenden, hvor de hurtige afsluttere har to fine muligheder. Først gælder det en etape til Spanien stegepande i Sevilla, hvor der ganske vist er lidt stigninger på programmet i den første halvdel, men hvor en helt flad sidste tredjedel venter.

Etapen fører rytterne over 178,5 km fra La Campana til den nærliggende storby Sevilla. Begge byer ligger i en helt flad del af Andalusien, men i stedet for at køre direkte gennem nemt terræn til mål bevæger rytterne sig fra start mod nordvest ind i et nærliggende bjergområde. Efter 35 helt flade kilometer gælder stiger det jævnt over de næste 50 km, hvor kun to mindre nedkørsler adskiller tre kategoriserede stigninger. Den første af disse, kategori 3-stigningen Alto de las Minas (11,4 km, 2,4%), har top efter 52,4 km, og derefter gælder det kategori 2-stigningen Alto de Constantina (5,3 km, 4,1%), der har top 16,9 km senere. Den sidste udfordring er kategori 3-stigningen Alto de Cazalla (7 km, 2,9%) i 614 m højde, hvorfra der resterer 90,8 km.

Herfra bliver terrænet betydeligt nemmer. Kursen sættes mod sydvest og målet i Sevilla, og efter en hurtig nedkørsel, et kort, fladt stykke og endnu en nedkørsel rammer man igen det helt flade område omkring storbyen. Herefter fortsætter man ad helt flade veje mod målet, hvor der imidlertid venter en relativt teknisk finale. Efter et skarpt sving ved 3 km-mærket følges en lang, lige vej frem til en rundkørsel og et venstresving, der kommer med 1300 m til mål. Der drejes dernæst til højre i endnu en rundkørsel 400 m senere, inden der følger to sving hurtigt efter hinanden med henholdsvis 400 og 300 m til mål. Dernæst rammer man opløbsstrækningen, der stiger meget svagt og kun er 5 m bred.

Sprinterne har ikke haft mange muligheder hidtil, så de vil være ivrige efter at få deres chancer på denne etape. De tre stigninger er alle jævne opkørsler, der aldrig bliver stejle, så de spiller næppe den store rolle. Den eneste reelle udfordring er vinden, der kan skabe kaos i den flade finale, men hvis ikke vejrforholdene spiller ind, ligner det en dag for de hurtige folk, der imidlertid er dybt afhængige af et stærkt lead-out i en meget vanskelig finale.

Sevilla besøges naturligvis tit af løbet, senest sidste år, hvor Daniele Bennati vandt en massespurt foran Bert Van Lerberghe og Juan Jose Lobato. I 2014 var Gerald Ciolek hurtigst, mens Tom Boonen fik ram på Alessandro Petacchi i 2006. Boonen var også bedst i 2004, mens Endrio Leoni slog Erik Zabel to år tidligere. Vueltaen kom forbi i 2010, hvor HTC vandt den indledende holdtidskørsel og kørte Mark Cavendish i førertrøjen.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

5. etape

Mange sprintere blev helt sikkert skuffede over deres præstation på 4. etape, men de kan heldigvis glæde sig over, at de bør få en chance igen på løbets sidste dag. Også 5. etape har en næsten helt flad anden halvdel, men denne gang er terrænet ikke helt så nemt som på lørdagens rute. Således er første del ganske kuperet, og en lille bakke i finalen kan måske rydde lidt ud i feltet inden den ventede spurtafgørelse, hvor en stigende opløbsstrækning vil favorisere de mere hårdføre typer.

Etapen er med sine 151,5 km løbets korteste linejøbsetape og fører feltet fra Setenil de las Bodeas til Coin. Startbyen ligger i en kuperet del af regionen, og det afspejler sig i terrænet, når man i den første del bevæger sig mod syd og siden mod øst. De første 20 km går således jævnt opad, inden man kører ned til byen Ronda. Herfra stiger det igen jævnt over de næste ca. 20 km, indtil man når toppen af kategori 2-stigningen Puerto del Viento (6,5 km, 3,9%). Herfra bevæger man sig mod sydvest og ned mod målbyen Coin, men undervejs afbrydes det faldende terræn af kategori 3-stigningen Puerto de las Abejas (6,8 km, 3,8%)

Efter 94 km passerer man første gang igennem Coin, og herefter består resten af etapen af en rundstrækning øst for målbyen. Den er stort set helt flad, men gemmer på en lille udfordring i form af kategori 3-stigningen Alto de Jarapalos (5,9 km, 2,2%). Dens top kommer med 16,5 km til mål, og herefter går det af let faldende og flade veje tilbage til Coin. Her venter en teknisk ukompliceret finale, hvor der i de sidste 3 km kun skal drejes til venstre i en rundkørsel med 2800 m til mål. Man skal imidlertid lige igennem rundkørsler med 1800 m, 600 m og 500 m til mål. Der er en ganske lille bakke, der har top med 1800 m, hvorefter det går svagt nedad. Det stiger imidlertid i de sidste 300 m. Roadbooken er en anelse uklar, men det er muligt, at det går op ad med hele 8%.

Den lille bakke i finalen er meget nem og bør ikke rydde meget ud i feltet. Derfor burde løbet blive afsluttet med en stor massespurt, og selvom der ikke er mange sprintere i feltet, bør der være interesse nok i at forsøge at holde det samlet. Igen skal klassementsrytterne tage sig i agt for vinden, men det handler for dem alene om at holde sig ude af problemer på en dag, hvor de mere kraftfulde sprintere vil se frem kæmpe om sejren på den stigende opløbsstrækning.

Coin har ikke været vært for et stort cykelløb i mere end et årti.

Favoritterne

Efter en 2015-udgave, der så udpræget var skabt til klatrerne, designede man i 2016 en rute, hvor balancen umiddelbart var tippet til fordel for ryttere, der var stærke på enkeltstarten. I år synes man at have fundet en mellemvej. Ruten deler ganske mange træk med den, der blev benyttet for 12 måneder siden, men med en kortere enkeltstart og en hårdere målstigning på løbets bjergetape, har klatrerne en bedre chance, end de havde sidste år.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

Som vanligt er der ikke bonussekunder i Vuelta a Andalucia, og det betyder, at det hele bliver afgjort af de tidsforskelle, der bliver gjort på løbets nøgleetaper. Umiddelbart synes det hele derfor at skulle afgøres på bjergafslutningen på 2. etape samt 3. etapes enkeltstart. 1. etape er ganske vist hård, men den sidste stigning kommer for langt fra mål til, at angreb er realistisk. Samtidig kommer den inden løbets to vigtigste etaper, og derfor vil favoritterne sandsynligvis spare på kræfterne forud for det vigtigere slag i bjergene på 2. etape. De to sidste etaper bør blive afgjort i massespurter, og det er kun vinden, der kan skabe problemer for klassementsrytterne. I skrivende stund ser det ud til, at rytterne får helt fantastisk vejr med høj solskin, temperaturer på over 20 grader og stort set ingen vind alle fem dage, og dermed forventer vi, at de to sidste etaper ingen rolle kommer til at spille i klassementet.

Dermed bliver løbets vinder den rytter, der kan levere en god enkelstart og samtidig køre med de bedste på målstigningen på 2. etape. Puerto Peña Aguila er kendetegnet ved at være relativt stejl, men samtidig meget kort, og dermed passer den bedre til eksplosive typer end til rene klatrere. Samtidig findes de sværeste passager på den første del, mens det er stort set fladt til sidst. Det betyder, at forskellene skal gøres langt fra mål, og derfor vil bjergetapen måske ikke skabe helt så store forskelle, som man kunne forvente. Enkeltstarten er kendetegnet ved at være kort, flad og uden tekniske udfordringer og dermed god for de sande specialister.

Overordnet kan det konkluderes, at bjergetapen er så svær, at den udelukker en sejr til en af de tungere ryttere. Til gengæld er det ikke sikkert, at forskellene mellem de bedste klatrere vil være særlig stor, og derfor vil enkeltstarten sandsynligvis være endnu vigtigere, når det skal bestemmes, hvem af klatrerne der tager den samlede sejr.

På forhånd forudser vi, at det bliver en kamp mellem Alberto Contador, Alejandro Valverde og Thibaut Pinot. Efter sin magtdemonstration i Vuelta a Murcia er det hævet over enhver tvivl, at feltets formstærkeste rytter er Valverde, men enkeltstartens betydning får os til at gøre Contador til vores favorit. Det er imidlertid med nogen tøven. Contador har således været alt andet end stabil på enkeltstarter i de senere år. Mens han har kørt nogle helt fantastiske kuperede enkeltstarter efter sit comeback i 2012 - tænk på Touren 2013, Giroen 2015 og Vuelta al Pais Vasco 2016 - har netop korte, flade enkeltstarter været lidt af en akilleshæl. Således har han kørt meget dårlige enkeltstarter i både Paris-Nice og Tirreno-Adriatico, hvor han netop er blevet testet på sådanne ruter. Denne er ganske vist en anelse mere kuperet og dermed bedre tilpasset den spanske stjerne, men det ændrer ikke på, at det vil være en overraskelse, hvis Contador kører med om sejren på 3. etape.

Når vi alligevel har Contador som favorit, skyldes det, at også Valverde har været meget ustabil på enkeltstarterne. I 2015 leverede han noget nær sit livs flade enkeltstart i Vueltaen, men generelt har der været flere skuffelser end succesoplevelser i de senere år. Blandt andet var vi skuffede over hans 8. plads på enkeltstarten i dette løb for 12 måneder siden, og også på den lange enkeltstart i Giroen leverede han under niveau.

Generelt set er Contador end bedre enkeltstartsrytter end Valverde, specielt når ruten er flad. Den korte distance er bedst for Movistar-kaptajnen, der før har kørt meget gode prologer, men på denne rute tror vi, at Contador har overtaget. Samtidig er Contador kendt for at være flyvende fra sæsonstart, og han kører altid med de allerbedste i sit allerførste løb. Sidste år havde han ganske vist en dårlig dag på 2. etape i Algarve, men på løbets kongeetape satte han alle eftertrykkeligt til vægs. For to år siden slog han Froome på første bjergetape i dette løb, og det vil være en overraskelse, hvis ikke han igen er på et meget højt niveau. Den korte stigning på 2. etape er ganske vist bedre for Valverde, men Contador er den bedste klatrer af de to, og vi tvivler på, at Valverde kan sætte Contador. Havde der været bonussekunder, havde Valverde været vores favorit, men under de givne omstændigheder sætter vi pengene på Contador.

Det betyder imidlertid ikke, at Alejandro Valverde ikke kan tage en femte sejr i løbet. Alle, der så Vuelta a Murcia i lørdags, var i næsegrus beundring over den fantastiske solopræstation, den spanske veteran leverede, og dermed er han igen i år helt ustyrlig i februar måned. Hans ekstremt høje bundniveau gør ham bare stærkere end de fleste på en tid af året, hvor de fleste er langt fra topformen, og mange vil huske, hvordan han på helt tilsvarende vis fik alle til at falde på halen over hans forrygende præstation på bjergetapen i dette løb sidste år. Det er således ikke umuligt, at han enten kan vinde tid på Contador på 2. etape eller på enkeltstarten, hvor den korte distance taler til hans fordel. Sker det, vil han med stor sandsynlighed vinde igen.

Manden, der kan spolere den spanske fest, er Thibaut Pinot. Franskmanden var tidligere kendt for at køre elendige enkeltstarter, men det har i den grad ændret sig. Nu er Pinot faktisk en af de grand tour-ryttere, der er bedst i kampen mod uret. Kulminationen på fremgangen kom, da han slog Tom Dumoulin i Romandiet i 2016. Denne korte, flade rute er af en helt anden støbning og langt fra ideel for Pinot, men det ændrer ikke på, at man med stor sandsynlighed vil slå både Contador og Valverde på 3. etape.

Det store spørgsmål er, om han kan følge dem på bjergetapen, og her tror vi, at han kommer til kort. Ganske vist viste han fremragende form, da han smadrede alle på stigningerne i GP La Marseillaise, men her er han oppe imod langt bedre klatrere. Sidste år var han også suveræn i Marseille, men fik store klø af Contador på kongeetapen i Algarve. Dertil skal lægges, at Pinot var syg under Volta a la Comunitat Valenciana, og det er stadig et åbent spørgsmål, hvordan han er kommet sig. Det ændrer imidlertid ikke på, at endnu en suveræn enkeltstart sagtens kan give Pinot den samlede sejr.

Læs også

Søren Kragh udtaget til Liège-Bastogne-Liège

Blandt klassementsrytterne må vi imidlertid forvente, at Ion Izagirre vil være stærkest på 3. etape. Med 5. plads i Paris-Nice, tredjeplads i Romandiet Rundt og andenplads i Schweiz Rundt viste baskeren sidste år, at han nu er at regne som en af de allerbedste ryttere til ugelange etapeløb. Hans forrygende enkeltstartsevner giver ham ofte en buffer, der er tilstrækkelig til at køre med om podiepladserne, og noget lignende kan ventes i dette løb. Han gjorde sæsondebut i Murcia, hvor han på Alto Collado Bermejo var bedste mand efter den ustoppelige Valverde, og han var begejstret for sin form. Han foretrækker kuperede enkeltstarter, men er meget stærk på korte distance, så han bør slå alle de øvrige favoritter i kampen mod uret. Han klatrer imidlertid ikke på Contadors, Valverdes og Pinots niveau, og derfor tror vi, at den samlede sejr bliver vanskelig at opnå for den talentfulde basker.

Sky stiller til start med et forrygende hold, men det er Wout Poels, der har de bedste muligheder. Hollænderen er på papiret en af de allerbedste klatrere i løbet, og hvis han er flyvende, kan han tage kampen op med Contador og Valverde. Problemet er, at han er helt usandsynligt ustabil. Sidste år smed han masser af tid på en småkuperet etape i Tour of Britain for senere at vinde kongeetapen. I det nyligt overståede Volta a la Comunitat Valenciana blev han sat på en uskyldig etape, men blev senere nummer 4 på kongeetapen. Samtidig er hans enkeltstartsevner lidt et åbent spørgsmål. Han vandt højst overraskende enkeltstarten i Valencia sidste år, men siden da har han ikke leveret en tilsvarende præstation. Denne flade rute er bestemt heller ikke til hans fordel, og vi tvivler på, at han kan køre lige op med sine væsentligste konkurrenter på 3. etape. Da han samtidig synes at være et stykke fra topformen, tvivler vi på, at han er stærk nok til at vinde samlet.

En anden af feltets mest ustabile ryttere er Tim Wellens , der imidlertid synes at være i helt fantastisk form. Han vandt således begge de to hårde løb på Mallorca og må gå ind til løbet med enorm selvtillid. Begge gange slog han Valverde, men det skyldtes imidlertid hovedsageligt, at spanieren blev fanget i et taktisk spil og af Lotto-Soudals overtal. Her er stigningerne samtidig betydeligt hårdere, og Wellens har aldrig klatret med de allerbedste på længere bjerge. Samtidig er han ikke enkeltstartsspecialist, og selvom han af og til har kørt overraskende gode enkeltstarter, tvivler vi på, at han trods sin gode form kan være med helt fremme på 3. etape. Derfor bliver sejrsstimen nok brudt i Valencia.

Hvis ikke Poels slår til, kan Sky også satse på Diego Rosa, der gør debut for det britiske mandskab. Også han er imidlertid karakteriseret ved stor ustabilitet, og da han endnu ikke har kørt i 2017, er hans form et åbent spørgsmål. Han har imidlertid gjort det klart, at han vil søge at gribe de få muligheder, han får, og dette løb kunne være en af dem. Alle, der så Lombardiet Rundt i 2016, vil vide, at Rosa er modbydeligt stærk, når han rammer dagen, og sker det vil han være blandt de allerbedste på 3. etape. Vi tvivler imidlertid, og da han kun har kørt én god enkeltstart i sit liv - på en mere kuperet etape i Valencia sidste år - tvivler vi på, at det rækker til den samlede sejr.

Fabio Felline viste med solosejren i Trofeo Laigueglia, der var hans første løb i 2017, at han er i storform. Samtidig er han blandt de allerbedste enkeltstartsryttere i løbet, og det gør ham naturligvis til en stor kandidat. Desværre er han på hold med Contador, og dermed kan han meget vel finde sig selv i en position, hvor han på bjergetapen skal ofre sig for sin spanske kaptajn. Samtidig er 2. etapes finalebjerg trods alt nok for svær for Felline, der ikke er naturlig klatrer.

Det er til gengæld Mikel Landa, der starter sin sæson i Andalusien. Han er imidlertid meget svag på en kort, flad enkeltstart, og selvom han har gjort betydeligt fremskridt i kampen mod uret, må han formodes at miste alle vinderchancer på 3. etape. Samtidig vil det være usædvanligt, hvis han allerede nu kan matche de bedste i bjergene. På den anden side er det første gang siden 2014, at han ikke har skullet udskyde sæsondebuten grundet sygdom, og det kan betyde, at han pludselig stiller sine fornemme klatreevner til fuld skue.

I gamle dage ville dette løb have været perfekt for Rigoberto Uran. Det var imidlertid dengang, han hørte til de allerbedste enkeltstartsryttere. På mærkværdig vis er kampen mod uret siden 2015 gået fra at være en styrke til at være en decideret svaghed, og han er nu blandt de klassementsryttere, der mister mest tid på enkeltstarterne. Til gengæld klatrede han forrygende sidste efterår, og han er aldrig langt fra sit højeste niveau. Selvom dette er hans første løb i år, vil han sikkert være blandt de bedste på 2. etape, men enkeltstarten vil sandsynligvis koste ham muligheden for at vinde samlet.

Sebastien Reichenbach er her primært for at arbejde for Pinot, men det kan ikke udelukkes, at han selv kan få chancen for at gå efter et resultat. Han er ren klatrer, men viste momentvist i 2016, at han har forbedret sig i kampen mod uret. Specielt gjorde han det godt på denne type rute i Tirreno-Adriatico. Han viste fornuftig form i Valencia, hvor han ellers var hæmmet af et styrt, så vi har fine forventninger til ham på 2. etape. Desværre er enkeltstarten fortsat for meget en svaghed til, at han kan håbe på den samlede sejr.

Hvis ikke Izagirre slår til, kan Bahrain-Merida satse på Javier Moreno. Spanieren har udviklet sig til specialist på korte enkeltstarter, og han vandt faktisk enkeltstarten i dette løb for to år siden. Denne er ikke helt teknisk eller kuperet nok efter hans smag, men han bør stadig gøre det godt. Han er altid i god form i januar og februar, men desværre rækker klatreevnerne ikke helt til at tro på en podieplads.

Endelig er vi meget spændte på at se supertalentet Sam Oomen. Hollænderen bekræftede potentialet med den samlede sejr i Tour de l’Ain i sin debutsæson, og vi forventer, at han er endnu stærkere i 2017. Han er ikke enkeltstartsspecialist, men han kan forsvare sig i kampen mod uret. Hvis han har lagt yderligere et niveau til sin klatring, kan han gøre det godt i dette løb - i hvert fald hvis han allerede er i form i årets første konkurrenceoptræden.

***** Alberto Contador

**** Alejandro Valverde, Thibaut Pinot

*** Ion Izagirre, Wout Poels, Tim Wellens, Diego Rosa

** Fabio Felline, Mikel Landa, Rigoberto Uran, Sebastien Reichenbach, Javier Moreno, Sam Oomen

* Warren Barguil, Stef Clement, Jurgen Van den Broeck, Gorka Izagirre, Daniel Navarro, Felix Grossschartner, Yury Trofimov, Bart De Clercq, Chad Haga, Hugh Carthy, Joe Dombrowski, Pieter Weening, David Belda, Mikel Nieve

Danskerne

De fleste af danskerne er taget til Tour of Oman, så der er ikke dansk repræsentation i årets Vuelta a Andalucia.