Optakt: Vuelta a Burgos

Løbets rolle og historie

Det er en væsentlig del af cykelkalenderens anatomi, at der forud for hver af de tre grand tours afvikles et kort opvarmningsløb i en af værtslandets bjergrige regioner. Giro-favoritterne bruger det ekstremt bjergrige Giro del Trentino/Tour of the Alps til at forberede sig til det italienske løb, mens Tour-kandidater ofte drager til Alperne for at deltage i Criterium du Dauphiné som deres vigtigste forberedelse til verdens største løb. Vueltaens modstykke til disse to løb er Vuelta a Burgos, der indledes tirsdag og tilbyder rytterne til den spanske grand tour en perfekt mulighed for at teste sig selv i de høje bjerge, på korte, eksplosive stigninger og i hård sidevind - tre udfordringer, der ofte spiller en afgørende rolle i udfaldet af det tre uger lange spanske løb.

Dauphiné er et WorldTour-løb og derfor i sig et meget prestigiøst løb, der automatisk har deltagelse af alle WorldTour-hold. Løbene i Trentino og Burgos har kun 2.HC-status på UCI Europe Tour, og derfor har de mere karakter af ren forberedelse. Derfor har de også i højere grad været domineret af hjemlige ryttere, mens mange internationale navne har foretrukket andre af de mange etapeløb, der afvikles i disse dage.

I de seneste år er tingene langsomt blevet forandret. Løbet i Trentino er blevet langt mere internationalt, mens løbet i Burgos har tabt noget af sin popularitet. Som snart sagt ethvert andet spansk løb har det lidt under de vanskelige økonomiske vilkår, og i de senere år har man derfor haft startfelter domineret af spanske hold.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Sidste år lykkedes det heldigvis at bryde den lidt kedelige tendens, da ikke færre end 13 af de 18 WorldTour-hold var til start. Det skyldtes ikke mindst OL, der betød, at mange af konkurrenterne havde ændret dato, og derfor er tingenes tilstand i år blevet normaliseret igen, idet kun fem mandskaber fra højeste niveau vil være til start. Med Tour de Pologne, Tour of Utah, Tour de l’Ain, Arctic Race of Norway og Czech Cycling Tour som konkurrerende etapeløb i disse tider, er der nok at vælge imellem for toprytterne. I feltet finder vi imidlertid Movistar, Quick-Step og Sky, der alle er i top 4 på WorldTouren, og sammen med Astana, Dimension Data og en stor gruppe professionelle kontinentalhold vil de sikre, at det er et yderst konkurrencedygtigt felt, der vil være at finde på startstregen.

Løbet er måske ikke længere det vigtigste forberedelsesløb - den status er i høj grad blevet overtaget af Tour de Pologne, der i år er tilbage på sin vante plads i kalenderen - men for mange er Burgos stadig den foretrukne vej frem mod Vueltaen. Samtidig er det stadig et af de allerstørste etapeløb i Spanien, og for de mindre spanske hold er det et af sæsonens absolutte højdepunkter, hvilket giver garanti for aggressiv kørsel.

I tidligere tider var grand tour-favoritterne sjældent konkurrencedygtige og med i kampen om sejren i deres forberedelsesløb, men den trend har gradvist ændret sig i de senere år. Hvis man skal bruge løbene i Trentino og Dauphiné som målestok er det klart, at også løbet i Burgos vil være en ganske god indikation på, hvad der vil ske i Vueltaen. Således så vi Geraint Thomas og Thibaut Pinot slås om sejren i Trentino, og de kom begge til at spille fremtrædende roller i Giroen, mens de dominerende aktører i Dauphiné også alle var nøgleryttere i Touren. Vueltaens placering sidst på sæsonen vil nok anspore mange til at være en anelse mere konservative i Burgos, end hovednavnene var i Trentino og Dauphiné, men ved løbets afslutning på lørdag bør vi stadig kunne drage vigtige konklusioner frem mod Vueltaen.

Løbet afvikles i den nordlige Burgos-region og fandt første gang sted i 1946, inden det efter bare to udgaver igen forsvandt fra kalenderen. Mange år gik, inden handsken igen blev samlet op, da tredje udgave fandt sted i 1981. Siden da har det været en årlig begivenhed på UCI-kalenderen, og store navne som Marino Lejarreta, Pedro Delagdo, Alex Zülle, Laurent Dufaux, Tony Rominger, Laurent Jalabert, Abraham Olano, Francisco Mancebo, Alejandro Valverde, Iban Mayo, Samiel Sanchez, Joaquim Rodriguez, Nairo Quintana og senest Alberto Contador har alle sikret sig sejren. Løbet har siden 1984 været afviklet i august, og da Vueltaen først blev flyttet fra for- til efteråret i 1995, har det ikke altid været at regne som et forberedelsesløb. Siden 1995 har to ryttere brugt en sejr i Burgos som springbræt til en Vuelta-sejr: Abraham Olano i 1998 og Alejandro Valverde i 2009.

Ruten varierer en del fra år til år, men én etape er altid på programmet: den frygtede bjergafslutning på Lagunas De Neila-stigningen. Med dens status som den afgørende kongeetape har den klassiske etape til den smukke naturpark med de mange søer ofte været afviklet tidligt i løbet, men siden 2009 har løbet nået sit absolutte klimaks på toppen af stigningen på allersidste dag. Oftest har der også været en tidskørsel på programmet, enten som enkeltstart eller holdløb, men det vil ikke være tilfældet i år, hvor man i stedet har foretrukket en ekstra bjergetape i det, der vil være en usædvanligt hård udgave skabt til de rene klatrere. Løbet har typisk ofte haft flere eksplosive afslutninger for puncheurs, og også de ryttere vil få chancer i årets løb.

Det handler dog ikke udelukkende om stigningerne. En stor del af løbet finder sted på de højt beliggende, åbne sletter i Burgos, hvor vinden kan spille en afgørende rolle, og i de fleste udgaver synes mindst én etape at blive plaget af kraftig sidevind. For at vinde løbet skal klatrerne derfor typisk omgive sig med stærke holdkammerater, der kan holde dem beskyttet i en af de discipliner, de typisk frugter. Den del er også perfekt forberedelse til Vueltaen, hvor sidevinden som regel kommer i spil mindst én gang undervejs.

Mange af Vuelta-favoritterne har i år kørt Touren og skal derfor hvile frem mod den spanske grand tour. Derfor vil der i år ikke været nogen Chris Froome, Romain Bardet eller Fabio Aru til start, selvom de alle planlægger at stille til start i Nimes senere i august. Hovedparten af de resterende Vuelta-favoritter kører Tour de Pologne, men Miguel Angel Lopez, Julian Alaphilippe, Ruben Fernandez, Marc Soler, David De La Cruz, Igor Anton, Lachlan Morton, Omar Fraile, Sergio Pardilla og Jaime Roson hører til blandt Vuelta-kaptajner, der vil bruge løbet til at lægge sidste hånd på Vuelta-forberedelserne. Tidligere så man også ofte nogle Tour-ryttere bruge løbet som en sidste chance for at få lidt ud af den gode form, men den tendens har været mindre udpræget i de senere år. I år er det således kun Mikel Landa, der blandt Tour-stjernerne vil være til start.

Sidste år brugte Alberto Contador løbet til at komme i gang igen efter sit forfærdelige Tour de France, og det lykkedes ham at tage sejren i det eneste store spanske etapeløb, han ikke tidligere havde vundet. Det skete imidlertid først efter et sandt drama på sidstedagens kongeetape til Lagunas De Neila, hvor Sergio Pardilla udnyttede favoritternes kamp til at stikke af og sikre sig en solosejr. Contador iværksatte sent et forsøg på at hente sin landsmand, men blev i stedet næsten hentet af Ben Hermans på stregen. Resultatet blev, at Contador tog den samlede sejr med bare ét sekund ned til både Hermans og Pardilla, mens Simon Yates var bare yderligere tre sekunder efter som nummer fire. Contador hviler sig i øjeblikket efter en gård Tour og forsvarer derfor ikke sin titel, og da BMC og Orica-Scott ikke er til start, vil heller ikke Hermans eller Yates være at finde i feltet. Det vil til gengæld Pardilla, der igen i år bruger løbet som sin vigtigste forberedelse til årets højdepunkt, Vueltaen.

Ruten

Vuelta a Burgos har traditionelt været et ganske alsidigt løb, der både har budt på en tidskørsel i form af en enkeltstart, flade etaper, puncheur-finaler samt den store kongeetape til Lagunas De Neila på sidste dag. Derfor har man som regel skullet være en ganske komplet rytter for at begå sig, men i år har man grundlæggende ændret på løbets format. Således har man tippet balancen over til de rene klatrere på en rute, der er den hårdest i mange, mange år.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Den væsentligste ændring er, at der i år slet ikke vil være en tidskørsel, og i stedet har man indført en ekstra bjergfinale på løbets tredje etape. Faktisk slutter den etape på toppen af den nye Picon Blanco-stigning, der med nogen ret kan hævdes at være hårdere end selv Lagunas De Neila. Da den traditionelle kongeetape på sidste dag samtidig er gjort nemmere, er det vanskeligt ikke at hævde, at 3. etape er løbets sværeste. Sammen vil de to bjergslag imidlertid sandsynligvis afgøre løbet, og der er tale om så svære udfordringer, at kun de allerbedste klatrere vil have en chance i et løb, hvor tidsforskellene kan blive meget større end vanligt.

Resten af løbet udføres af tre relativt flade etaper, hvor sidevinden på den spanske højslette er en konstant trussel. I år er det dog de eksplosive puncheurs, der er blevet favoriseret på bekostning af sprinterne. Således er det kun 2. etape, der byder på en flad finale, mens både 1. og 4. etape slutter på en lille stigning, hvor de specialisterne i at afslutte på en bakke kan ventes at skulle slås om sejren.

1. etape

Et af kendetegnene ved Vuelta a Burgos er, at løbet ofte byder på etaper, der med finaler på korte, stejle stigninger er som skabt til eksplosive puncheurs. En af klassikerne er finalen på Alto del Castillo i udkanten af Burgos, og den etape vender i år tilbage for første gang siden 2014. Som det var tilfældet dengang, vil den finde sted på førstedagen og dermed bestemme, hvem der skal bære løbets første førertrøje.

I overensstemmelse med vanlig Vuelta a Burgos-tradition er der tale om en relativt kort etape på bare 152 km med både start og mål i Burgos. Byen ligger midt på den spanske højslette, hvor der er stort set helt fladt, og derfor er der ikke mange terrænmæssige udfordringer. Fra starten går det mod syd, inden man sætter kursen mod nordøst og øst forbi de to første indlagte spurter, der kommer efter hhv. 37 og 50 km. Derefter snor man sig videre i primært en nordlig retning forbi den sidste spurt, der er placeret efter 58 km, og dernæst går det mod vest tilbage mod Burgos, stadig i næsten helt fladt terræn.

På den sidste del af etapen går det mod syd ned mod centrum af Burgos, hvor finalen venter. Her venter en ubehagelig overraskelse i form af kategori 3-stigningen Alto del Castillo, hvis top nås for første gang efter 143 km, hvor målstregen krydses. Herefter afsluttes løbet med en omgang på en 9 km lang rundstrækning. Den er hovedsageligt flad, men det falder ned mod 2 km-mærket via en lige vej med kun et blødt sving. Herefter leder en lige flad vej frem til bunden af stigningen, hvor det afgørende slag skal slås. Den er 1 km lang, stiger med 6,1% i gennemsnit og følger en snoet vej med et enkelt hårnålesving. De første 170 m stiger med ca. 10,6%, men derefter ligger stigningsprocenten på ca. 5, selvom den kortvarigt når 9% nær toppen. Der er 200 m med brosten med 700 m igen.

Etapen er som sagt en Burgos-klassiker, og mange af rytterne kender den eksplosive finale. Historien har vist, at den passer til ægte puncheurs som Daniel Moreno, men også sprintere med speciale på stigninger som Juan Jose Lobato kan i storform være med på en bakke som denne. Mest sandsynligt er det, at det hele skal afgøres i en dyst mellem disse ryttere, hvor de mindre eksplosive klassementsryttere skal begrænse tidstabet i en finale, der altid skaber betydelige huller i feltet. Inden da er der imidlertid som altid i Burgos stor risiko for sidevind, der kan skabe kaos allerede inden afslutningen.

Finalen blev sidst benyttet i 2014, hvor Juan Jose Lobato viste sine evner i denne type finaler ved at slå Daniel Moreno i en knivskarp dyst, mens Thomas Damuseau var 3 sekunder efter på tredjepladsen. Året inden slog Simone Ponzi Daniele Ratto, Sergey Chernetskii og resten af feltet i en tilsvarende afslutning. I 2012 vandt Moreno med 2 sekunder ned til Sergio Henao og 7 sekunder ned til Simon Clarke, mens Joaquim Rodriguez i 2011 var 3 sekunder hurtigere end samme Moreno og 7 sekunder bedre end Samuel Sanchez.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

2. etape

Det kan godt være, at Vuelta a Burgos afgøres i bjergene, men det meste af Burgos-regionen er flad. Det betyder, at løbet altid byder på nogle temmelig flade sprinteretaper, hvor vinden er den største fare mod klatrerne. I årets løb findes der kun en af disse etaper, og derfor skal sprinterne slå til, når man onsdag tager hul på den eneste etape med en flad finale.

I alt skal der på denne dag tilbagelægges en som altid relativt beskeden distance på bare 155 km, der fører feltet fra Oña til Belorado. Etapen finder sted i en næsten helt flad del af landet og indledes med en omgang på en 65 km lang rundstrækning i området øst for startbyen. Den er næsten helt flad, men byder dog på kategori 2-stigninge Alto del Portillo de Busto (5,3 km, 5,2%) efter 26 km, inden det igen går igennem fladt terræn forbi de to første indlagte spurter, der kommer efter hhv. 39 og 53 km.

Efter at have passeret igennem Oña fortsættes mod syd via flade veje forbi den tredje spurt, der kommer efter 79 km. Kort efter drejer man mod øst og siden sydøst for at nærme sig Belorado, men hele tiden er der tale om fladt terræn. Det fortsætter, når man bevæger sig det sidste stykke mod syd ned til målbyen, hvor etapen afsluttes med en omgang på en flad 11 km lang rundstrækning i området syd for byen. Det stiger ganske let frem til de sidste 1800 m, der er let faldende. Der er ikke et eneste sving på de sidste 3 km, der foregår på en 6 m bred vej.

Dette er en helt klassisk Burgos-etape, hvor den eneste udfordring er vinden. Den kan give anledning til stor nervøsitet og splittelse. Er det imidlertid en stille dag, er det en oplagt chance for sprinterne, og i så fald er det næsten givet, at det vil ende i en stor massespurt, hvor den faldende finale vil betyde, at sprinterne vil nå absurd høje hastigheder.

Belorado har kun én gang tidligere været målby for et stort cykelløb. Det skete i 2011, hvor man lagde asfalt til afslutningen på holdtidskørslen i dette løb. Her tog Movistar en sejr med 10 sekunder ned til Katusha, men det var ikke nok til at tage førertrøjen fra Joaquim Rodriguez.

Læs også

Optakt: Presidential Tour of Türkiye

3. etape

Det er blevet en tradition, at løbet oftest er blevet afgjort på en kombination af kongeetapen til Lagunas De Neila, en kort tidskørsel, risikoen for sidevind samt huller opstået i puncheurfinalerne. I år har man imidlertid gjort løbet ekstra bjergrigt, idet man har udskiftet tidskørslen med en ekstra bjergetape. Således skal rytterne i år allerede finde klatrebenene frem på løbets 3. etape, der har mål på toppen af det helt nye HC-bjerg Picon Blanco.

Med sine 176 km er etapen relativt lang efter vanlig Burgos-standard og fører feltet fra Ojo Guareña til toppen af Picon Blanco. Bjerget ligger bare få kilometer nordøst for startbyen, og derfor får etapen sin længde ved, at man først kører en omgang på en meget stor 158 km lang rundstrækning i det ganske kuperede område syd for byen. Starten er ganske vist flad og fører forbi de to første indlagte spurter, der er placeret efter hhv. 29 og 34 km, men derefter tager udfordringerne fat, når man rammer kategori 1-stigningen Alto de la Mazorra (7,8 km, 5,1%), der har top efter 54 km på etapens sydligste punkt.

Herefter går det mod vest via en nedkørsel og et kort fladt stykke, inden man igen kører mod nord gennem meget kuperet terræn, der byder på hele fire kategori 3-stigninger, Alto de Escaleron (3,6 km, 6,6%), Alto de Ailanes (2,8 km, 7,4%), Alto de la Hoyas (3,8 km, 5,3%) og Alto de Retuerta (3,8 km, 4,6%), der har top efter hhv. 82, 107, 124 og 149 km. Undervejs er det også en sidste indlagt spurt efter 125 km.

Efter at have passeret gennem startbyen fortsætter man videre mod nordøst gennem fladt terræn frem til bunden af Picon Blanco-stigningen. Den er 7,8 km lang og stiger med hele 9,4% i gennemsnit. Specielt er den stejl mellem kilometer 4 og 7, hvor de enkelte kilometer stiger med hhv. 11,3%, 9,8% og 11,0% i gennemsnit, og hvor der nås et maksimum op hele 18%. De sidste 2 km stiger med ca. 9%. Den sidste del af stigningen følger en lige vej frem til to hårnålesving kort efter den røde flamme. Derefter buer vejen ind på den 400 m lange opløbsstrækning.

Picon Blanco er et modbydeligt svært bjerg, der til fulde kan matche Lagunas De Neila i kampen om at være løbets hårdeste stigning. Derfor er der på denne dag lagt op til et første stort klassementsslag, hvor vi kan vente os ganske betydelige tidsforskelle. Der er en stor sandsynlighed for, at vi efter denne etape vil have en meget god ide om, hvem der kan vinde løbet, også selvom løbets traditionelle kongeetape stadig venter.

Picon Blanco har ikke tidligere i dette årtusinde været anvendt som mål for et stort cykelløb.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

4. etape

Efter en dag i bjergene og et første slag mellem favoritterne håber de eksplosive puncheurs på at få endnu en chance på fredagens etape. Her er vi tilbage på den spanske højslette, hvor rytterne kan se frem til den eneste etape uden en eneste kategoriseret stigning. Det betyder imidlertid ikke, at etapen er helt flad, idet der venter en velkendt stigning op til mål, hvor stærke sprintere og puncheurs typisk har haft en chance - hvis de altså ikke er blevet sat i sidevinden, der som altid er en latent trussel i regionen.

Etapen byder på bare 150 km, der fører fra Bodegas Nabal til Ciudad Romana de Clunia. Første del af etapen fører igennem fladt terræn mod vest, hvorefter man kører mod syd og siden vender rundt for at køre tilbage mod øst. Kort efter kommer dagens to første spurter efter hhv. 56 og 77 km, inden det går videre gennem fladt terræn mod nordøst. En kort afstikker mod sydvest leder frem til, at man igen kører mod nordøst forbi dagens sidste spurt, der kommer efter 132 km.

Til slut slår man en lille sløjfe i området sydøst for målbyen, inden man til slut kører ind mod centrum. Her begynder det gradvist at stige mere og mere, inden man når frem til etapens højdepunkt, der er bakken op til mål. Den indledes med et venstresving med 2 km til mål, og herefter stiger det med 2% over den følgende kilometer på en kun 4 m bred vej. Efter den røde flamme stiger det med 3% frem til et venstresving med 700 m igen, hvorefter stigningsprocenten frem til det sidste venstresving er 5. I de sidste 500 m stiger det med 6% på en lige, bare 3,5 km bred vej. I alt stiger den sidste kilometer med 5,1% i gennemsnit.

Finalen er velkendt fra tidligere, og selvom den ikke er så svær som den, der afgjorde 1. etape, viser historien, at der altid opstår huller. Derfor skal klassementsrytterne være opmærksomme, både i afslutningen og i den potentielle sidevind undervejs. Den kan skabe kaos allerede inden finalen, hvor vi kan vente, at de overlevende puncheurs og stærke sprintere vil slås om sejren. Som altid er der dog en lille chance for, at et udbrud kan holde hjem på et tidspunkt i løbet, hvor der vil være etableret store tidsforskelle.

Etapen blev senest benyttet i 2015, hvor Carlos Barbero vandt spurten foran Daniel Moreno og Jesus Herrada, mens hovedparten af favoritterne nåede mål 3 sekunder senere. I 2011 vandt Daniel Moreno med 1 sekund ned til 12 ryttere anført af Samuel Sanchez og Pablo Lastras.

5. etape

Som omtalt tidligere er løbets traditionelle højdepunkt altid den ikoniske kongeetape, der slutter på toppen af den frygtede stigning til Lagunas De Neila. Som det har været tilfældet hvert år siden 2009 vil den også i år runde løbet af, men da der denne gang har været en svær bjergfinale allerede tidligere i løbet, vil den næppe blive altafgørende, som den har været tidligere. Det ændrer dog ikke på, at førertrøjen sagtens kan skifte ejermand på en af Spaniens mest frygtede stigninger, også selvom man i år har designet en kortere og samlet set betydeligt nemmere etape end vanligt.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

Den lettere og kortere kongeetape fører i år over 138 km fra Comunero de Revenga til toppen af Lagunas De Neila. I de tidligere år har man som regel haft adskillige stigninger inden finalebjerget, herunder en første passage i finalen, hvor man dog er drejet fra kort inden den stejleste del øverst på stigningen, men denne del er i år droppet til fordel for en relativt flad indledning, der kun byder på tre mindre kategori 3-stigninger.

Startbyen ligger for foden af målbjerget, men i stedet for at køre direkte ind på stigningen indledes etapen med en omgang på en lang stor rundstrækning i området vest for start- og målområdet. Først går det mod vest gennem hovedsageligt fladt terræn forbi de to første spurter, der kommer efter hhv. 10 og 26 km. Herefter går det mod syd op over kategori 3-stigningen Alto de San Cuerno (3,6 km, 4,1%), der har top efter 54 km. Kort efter sætter man kursen mod øst for igennem fladt terræn at køre frem til den sidste spurt ved 74 km-mærket. Den efterfølges af kategori 3-stigningen Alto del Cerro (5,4 km, 3,5%), der har top 8 km senere, hvorfra man fortsætter via flade veje mod sydøst og siden nordøst og nord frem til kategori 3-stigningen Alto de Collado de Vilviestre (3 km, 4,4%), der har top, når der resterer bare 23 km.

Kort efter denne stigning afslutter man omgange på den store rundstrækning, og herefter går det mod nordøst frem til bunden af Lagunas De Neila-stigningen, der er uden for kategori. Den er i alt 11,8 km lang og stiger med 6,1% i gennemsnit, men man skal ikke lade sig snyde af tallene. De først 9 km er således meget nemme med stigningsprocenter på under 6 det meste af vejen, og det er først herefter, at den tager fat. De sidste 3 km stiger med hhv. 9,6%, 8,2% og 11% i gennemsnit. Den sidst kilometer byder på flere bløde sving og to hårnålesving, det sidste bare 100 m fra stregen.

Alle, der har kørt Lagunas De Neila kender stigningen, der altid skaber ganske store forskelle. Denne gang er etapen imidlertid betydeligt nemmere, og det vil sandsynligvis være et relativt stort felt, der når frem til de sidste stejle kilometer på bjerget. Her skal klassementsrytterne slås om sejren i en brutalt stejl finale, hvor de bedste klatrere som regel kan gøre forskellen, og hvor en fortjent vinder af Vuelta a Burgos vil blive kåret.

Som sagt er stigningen på programmet hvert eneste år, og listen over vindere er stjernespækket. Sidste år lykkedes det Sergio Pardilla med et smart angreb at udnytte favoritternes taktiske spil til at tage en solosejr. I 2015 var det Daniel Moreno, der var stærkest, og forud for det var vinderne Nairo Quintana (2014 og 2013), Esteban Chaves (2012), Mikel Landa (2011), Samuel Sanchez (2010), Ezequiel Mosquera (2009), Juan Jose Cobo (2008), Mauricio Soler (2007), Iban Mayo (2006), Juan Carlos Dominguez (2005), Alejandro Valverde (2004), Dave Bruylandts (2003), Michael Rasmussen (2002), Juan Miguel Mercado (2001) og Leonardo Piepoli (2000 og 1999), hvilket siger alt om stigningens sværhedsgrad.

Favoritterne

Vuelta a Burgos har altid været at betragte som en bjergløb, men sjældent har det været mere sandt end i år. Normalt plejer tidskørslen altid at spille en vis rolle - det var bl.a. den, der sikrede Alberto Contador sejren sidste år - men denne gang er der slet ingen kamp mod uret på programmet. I stedet skal det stort set udelukkende afgøres i bjergene på 3. og 5. etape, hvor målstigningerne er så svære, at det er en sag for de helt rene bjergryttere.

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

Historisk har sidevinden ofte spillet en rolle i løbet, og ruten lægger også op til, at der kan skabes kaos igen i år. Det vejrmæssige tema for årets løb synes imidlertid at blive heden, og det vil ikke være specielt blæsende. Faktisk er det kun på torsdagens etape, at der synes at være vind, der måske kan spille en rolle. Her er imidlertid samtidig tale om løbets hårdeste bjergetape, hvor de ikke bevæger sig meget på den åbne spanske højslette, og her vil fokus være så meget på klassementskampen, at der næppe vil være hold, der forsøger sig.

Derfor peger alt på, at løbet bliver vundet af den bedste og mest formstærke klatrer. Historien viser ganske vist, at tidsforskellene på Lagunas de Neila, hvor det kun bliver stejlt til allersidst, sjældent er voldsomt store. Stigningen på 3. etape er imidlertid modbydelig, og her vil afstanden kunne blive enorme. Ganske vist vil der kunne opstå huller i de eksplosive finaler på 1. og 4. etaper, hvor de rene klatrere måske vil kunne tabe sekunder, men i år er bjergene så svære, at det tabte terræn sagtens kan hentes. Konklusionen er derfor klar: løbets bedste klatrer bør vinde løbet.

Hvem er så det? Det er umiddelbart svært at sige, da det for langt de fleste ryttere er et af de første løb efter en længere pause. Nogle var ganske vist i aktion i San Sebastian i lørdags, og deres præstation her kan give en pejling på formen. Man skal imidlertid passe på med at drage for mange konklusioner på baggrund af bare et enkelt løb. For mange var der tale om første dag tilbage i konkurrence, og der kan derfor have været tale om en regulært chok for systemet.

Der er dog ét navn, der skiller sig ud og betyder, at løbet har sin største favorit siden Quintanas sejr for et år siden. Mikel Landa sluttede Touren i storform og bekræftede i Clasica San Sebastian, hvor han var stærkeste mand på sidste stigning, at formen er helt intakt. Et klatreløb som dette passer ham som fod i hose, og han vil være som en fisk i vandet på de to bjergafslutninger. Landa er ganske enkelt ikke blot løbets bedste klatrer, han er også den mest formstærke, og han må være motiveret til endelig at få den sejr, han sådan har jagtet. Med et stærkt Sky-hold ved sin side er Landa kolossal favorit.

Der er vel kun én rytter, der for alvor kan gøre sig forhåbninger om at matche Landa. Miguel Angel Lopez har ved flere lejligheder vist, at hans potentiale som klatrer er nærmest ubegrænset. Han har tidligere kørt stærkt i dette løb og fik senere sit store gennembrud, da han vandt Tour de Suisse sidste år. I år har han misset næsten hele sæsonen med en skade, men efter sejren på kongeetapen i Østrig Rundt har han været tilbage på sporet. Det løb havde han endda vundet, hvis ikke han var blevet fanget i sidevinden. Nu forbereder han sig til Vueltaen og burde være i form, men han skuffede stort i Clasica San Sebastian. Formen kan imidlertid ikke være helt væk, og på svære stigninger som disse er Lopez manden, der kan true Landa.

Movistar leder desperat efter en mand, der kan overtage Vuelta-kaptajnrollen fra den skadede Alejandro Valverde. Alt peger på, at det skal være de to talenter Ruben Fernandez og Marc Soler, der begge forbereder sig i dette løb. Fernandez viste i sidste års Vuelta, hvor stort hans potentiale er, da han kortvarigt overtog førertrøjen, men i år har skader betydet, at han ikke har fundet sit topniveau. Han var i udbrud i San Sebastian, og derfor er det svært at sige, hvad han kunne have præsteret, hvis han havde gemt det hele til finalen, men en imponerende præstation leverede han ikke. Med en dag i benene er han her måske bedre stillet, og ruten burde passe ham. I teorien er han en af de stærkeste, hvis han har samme ben som sidste år.

For Soler gælder, at det første løb siden Schweiz Rundt, og derfor er hans form et stort spørgsmål. Mange vil imidlertid kunne huske, hvordan han imponerede stort i årets Volta a Catalunya, hvor han var sidste mand til at følge Valverde, Contador og Froome - og det endda selvom han havde arbejdet for sin kaptajn. Siden da har han ikke nået helt samme højder, og han viste lidt svaghedstegn i Schweiz Rundt. Han mangler fortsat lidt stabilitet, men potentialet er kolossalt. Hvis han rammer samme niveau som i Catalonien, vil han være i stand til at vinde løbet.

Movistar har også Daniel Moreno og Richard Carapaz , der ofte har gjort det fremragende i dette løb. Desværre har spanieren siden skiftet til det spanske hold ikke været ved fordums styrke, og han skuffede også betydeligt i San Sebastian. Intet tyder på, at han stadig er i stand til at vinde et løb som dette, specielt fordi lange stigninger aldrig har været hans kop te, men det er farligt helt at afskrive ham i et felt, der ikke er superstærkt. Carapaz er måske et bedre bud. I hvert fald var han meget tæt på at vinde bjergløbet Route du Sud, ganske vist delvist på grund af holdtaktik, og det har længe været kendt, at han klatretalent er kolossalt. Man må dog tvivle på, om han allerede nu er i stand til at kæmpe med de bedste i et svært løb som dette.

Quick-Step stiller med tre mulige kaptajner i Julian Alaphilippe, Enric Mas og David De La Cruz, der aller har potentialet til at køre med om sejren. Det helt åbne spørgsmål er naturligvis Alaphilippe. Franskmanden mistede hele foråret pga. en dum knæskade og har siden kun kørt GP Cerami, hvor han arbejdede for holdet. Alle kender hans potentiale, og selvom han ikke er ren klatrer, ville han i topform have en chance også i dette felt. Han forbereder sig til Vueltaen, og det er uklart, hvor langt han er kommet. Vi vil blive overraskede, hvis han allerede er i stand til at slås med de bedste på 3. etape, men på den anden side overrasker et af cykelsportens mest alsidige talenter gang på gang.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

På papiret er De La Cruz nok holdets bedste bud på et topresultat, specielt efter det flotte niveau han i år har vist Baskerlandet og Paris-Nice, hvor han vandt etaper. Han imponerede dog ikke stort i San Sebastian, og vi tvivler på, at hans topniveau rækker til at vinde. Mas er måske i virkeligheden mere interessant efter hans fantastiske præstation i San Sebastian, hvor han med sit utrættelige føringsarbejde igen bekræftede, at han er et af sportens supertalenter. Spørgsmålet er dog, om han allerede nu er i stand til at vinde så svært et løb.

Sky satser alt på Landa, men som plan B har man Peter Kennaugh, der bruger løbet som forberedelse til Vueltaen. Det gjorde han også sidste år, hvor han sluttede i top 10, og han kunne meget vel tænkes at være endnu stærkere denne gang. I hvert fald viste han stor klasse ved at vinde på Alpe d’Huez i Dauphiné, og har han samme form her, bør han være meget langt fremme. Kennaugh er imidlertid blandt de mest ustabile ryttere i feltet, og det er altid et sats at gamble stort på den talentfulde englænder.

Gianni Moscon var suverænt en af de stærkeste i San Sebastian, hvor han igen viste, at også han hører til blandt fremtidens allerstørste ryttere. Italieneren magter stort set alt og har vundet på stigninger i Arctic Race of Norway og kørt med blandt de bedste i Paris-Roubaix. Ingen er i tvivl om, at hans form frem mod Vueltaen er fantastisk, men stigningerne i dette løb er nok trods alt for svære til, at han for alvor kan være med.

Caja Rural stiller med en meget interessant trio i Sergio Pardilla, Danilo Celano og Jaime Roson. Pardilla var meget tæt på sejren sidste år og er stadig en af de bedste spanske klatrere. Han viste fornuftig form i San Sebastian, hvis eksplosive karakter ikke passede ham. Omvendt har han dog ikke helt vist sig på sit tidligere niveau i år, og det er tvivlsomt, om han igen kan finde sidste års styrke. Roson er til gengæld ren klatrer og skabt til dette løb. Han har allerede vist klassen med en sejr på kongeetapen i Tyrkiet Rundt og ved at slå Vincenzo Nibali på kongeetapen i Tour of Croatia. Desværre kørte han meget skidt i San Sebastian, og det kunne indikere, at han ikke har timet formen efter sin pause. Celano blev i sidste uge hentet til holdet som forstærkning forud for Vueltaen. Med sin top 10-placering i Tour of the Alps har han vist sit potentiale som klatrer på højeste niveau, og dette løb kunne meget vel være hans store gennembrud.

Astana har også Sergey Chernetskii, der i år igen har været sit vanlige ustabile selv, efter at han endelig viste klassen i sidste års Schweiz Rundt. Han sad imidlertid med i spurten om top 10-placeringerne i San Sebastian, og det kunne tyde på, at han vil være i stand til at køre med om de sjove placeringer. Desværre klatrer han næppe godt nok til at vinde i så høje bjerge. I teorien burde løbet også passe Jesper Hansen , men han har ikke vist megen form i år, heller ikke i San Sebastian. Endnu værre så det ud for Pello Bilbao, der ligeledes hører til blandt de meget ustabile, men som i teorien burde være konkurrencedygtig her, også selvom stigningerne nok er for svære til, at han kan drømme om sejren.

Dimension Data stiller med et hold med mange gode klatrere, men ingen af dem imponerede i San Sebastian. Igor Anton var stærkest og ligner det bedste bud. Han er ganske vist ikke den rytter, han tidligere var, men han har momentvist indikeret, at klassen stadig er der. Han plejer at køre stærkt på denne tid af året, og han elsker ekstremt stejle stigninger. Derfor passer løbet ham perfekt. Det samme er tilfældet for Lachlan Morton og Merhawi Kudus, men de havde det begge svært i San Sebastian. Specielt for Morton gælder dog, at han kan have brugt det løb som opvarmning forud for Burgos, som kunne været et godt delmål på vej mod Vueltaen. Til gengæld ser Omar Fraile ikke ud til at have formen, og stigningerne r nok også for svære for den ellers stærke spanier.

Østrig Rundt-vinderen Stefan Denifl er endelig kommet sig over den knæskade, der truede med at ødelægge karrieren. Han har ikke kørt siden triumfen, og det er derfor usikkert, om han fortsat har samme form. En andenplads på Kitzbüheler Horn viser imidlertid, at han er stærk på ekstremt stejle stigninger som disse. Naturligvis er niveauet her et andet, men han har potentialet til at vise noget stort. Mark Christian er plan B, men han er næppe stærk nok til for alvor at blande sig.

Gazprom-Rusvelo har Sergey Firsanov, men han har i år slet ikke været ved fordums styrke, og det kræver stor fremgang, hvis han skal blande sig. Det samme gør sig gældende for holdkammeraten Alexander Foliforov, der stort set intet har vist i år. Det har til gengæld den formstærke Delio Fernandez , men mon ikke stigningerne her trods alt er for svære for Delko-rytteren.

Fortuneo kommer med Arnold Jeannesson , der i teorien burde være stærk i dette terræn. Han har haft en skidt sæson, men dette er hans første løb længe, og har han fundet formen, er potentialet der. Eduardo Sepulveda er til start efter at have kæmpet sig igennem Touren med skader. Det er tvivlsomt, om han er kommet sig nok til at kæmpe med om sejren, og desværre er det længe siden, at han for alvor har vist sig blandt de bedste. Det samme kan siges om Romain Sicard, der sluttede Touren godt, men som dog ikke længere synes at have niveauet til at vinde et løb som dette.

Pieter Weening viste sidste år, at han stadig kan begå sig i bjergene på højeste niveau, og løbet her burde passe ham. Han har dog ikke været på sit højeste niveau i år, og stigningerne kan vise sig at være lidt for svære. Ricardo Vilela kan måske være fremme for Manzana Postobon, men han klatrer ikke godt nok til at vinde.

Endelig glæder vi os meget til at se Cofidis-stagiaire Fernando Barcelo i aktion. Den unge spanier blev nummer 3 bag bl.a. Quintana på kongeetapen i Asturien Rundt. Det vidner om potentiale, og han bliver meget interessant at følge i sit første løb for et professionelt hold.

***** Mikel Landa

**** Miguel Angel Lopez, Ruben Fernandez

*** Marc Soler, Enric Mas, David de la Cruz, Julian Alaphilippe, Jaime Roson, Danilo Celano

** Sergio Pardilla, Peter Kennaugh, Daniel Moreno, Stefan Denifl, Igor Anton, Gianni Moscon, Lachlan Morton, Sergey Firsanov, Richard Carapaz, Sergei Chernetskii

* Romain Sicard, Pieter Weening, Delio Fernandez, Arnold Jeannesson, Eduardo Sepulveda, Fernando Barcelo, Merhawi Kudus, Ricardo Vilela, Garikoitz Bravo, Pello Bilbao, Jesper Hansen, Jacques van Rensburg, Alexander Foliforov

Danskerne

Jesper Hansen stiller til start for Astana, hvor han skal være hjælper for Miguel Angel Lopez. Lasse Norman Hansen  skal støtte Stefan Denifl, men vil helt sikkert være meget offensiv.