Optakt: Vuelta a Burgos

Løbets rolle og historie

Det er en væsentlig del af cykelkalenderens anatomi, at der forud for hver af de tre grand tours afvikles et kort opvarmningsløb i en af værtslandets bjergrige regioner. Giro-favoritterne bruger det ekstremt bjergrige Giro del Trentino/Tour of the Alps til at forberede sig til det italienske løb, mens Tour-kandidaterne ofte drager til Alperne for at deltage i Criterium du Dauphiné som deres vigtigste forberedelse til verdens største løb. Vueltaens modstykke til disse to løb er Vuelta a Burgos, der indledes tirsdag og tilbyder rytterne til den spanske grand tour en perfekt mulighed for at teste sig selv i de høje bjerge, på korte, eksplosive stigninger og i hård sidevind - tre udfordringer, der ofte spiller en afgørende rolle i udfaldet af det tre uger lange spanske løb.

Dauphiné er et WorldTour-løb og derfor i sig et meget prestigiøst løb, der automatisk har deltagelse af alle WorldTour-hold. Løbene i Trentino og Burgos har kun 2.HC-status på UCI Europe Tour, og derfor har de mere karakter af ren forberedelse. Således har de også i højere grad været domineret af hjemlige ryttere, mens mange internationale navne har foretrukket andre af de mange etapeløb, der afvikles i disse dage.

I de seneste år er tingene langsomt blevet forandret. Løbet i Trentino er blevet langt mere internationalt, mens løbet i Burgos har tabt noget af sin popularitet. Som snart sagt ethvert andet spansk løb har det lidt under de vanskelige økonomiske vilkår, og i de senere år har man derfor haft startfelter domineret af spanske hold.

Læs også

Lidl-Trek-udbryder trodser favoritterne på målbjerg

I 2016 lykkedes det heldigvis at bryde den lidt kedelige tendens, da ikke færre end 13 af de 18 WorldTour-hold var til start. Det skyldtes ikke mindst OL, der betød, at mange af konkurrenterne havde ændret dato, og derfor blev tingenes tilstand i 2017 normaliseret igen, idet kun fem mandskaber fra højeste niveau var til start. Den tendens fortsætter i år, hvor man er nede på fire WorldTour-hold. Med Tour de Pologne, Tour of Utah og Czech Cycling Tour som konkurrerende etapeløb i disse tider, er der nok at vælge imellem for toprytterne. I feltet finder vi imidlertid Movistar og Sky, der begge er blandt de stærkeste på WorldTouren, og sammen med Astana og Dimension Data og en stor gruppe professionelle kontinentalhold vil de sikre, at det er et yderst konkurrencedygtigt felt, der vil være at finde på startstregen.

Løbet er måske ikke længere det vigtigste forberedelsesløb - den status er i høj grad blevet overtaget af Tour de Pologne, der ligesom sidste år er tilbage på sin vante plads i kalenderen - men for mange er Burgos stadig den foretrukne vej frem mod Vueltaen. Samtidig er det stadig et af de allerstørste etapeløb i Spanien, og for de mindre spanske hold er det et af sæsonens absolutte højdepunkter, hvilket giver garanti for aggressiv kørsel.

I tidligere tider var grand tour-favoritterne sjældent konkurrencedygtige og med i kampen om sejren i deres forberedelsesløb, men den trend har gradvist ændret sig i de senere år. Hvis man skal bruge løbene i Trentino og Dauphiné som målestok er det klart, at også løbet i Burgos vil være en ganske god indikation på, hvad der vil ske i Vueltaen. Således så vi Thibaut Pinot, Domenico Pozzovivo, Miguel Angel Lopez og Chris Froome slås om sejren i Trentino, og de kom alle til at spille fremtrædende roller i Giroen, mens mange de dominerende aktører i Dauphiné også var nøgleryttere i Touren, ikke mindst vinderen Geraint Thomas. Vueltaens placering sidst på sæsonen vil nok anspore mange til at være en anelse mere konservative i Burgos, end hovednavnene var i Trentino og Dauphiné, men ved løbets afslutning på lørdag bør vi stadig kunne drage vigtige konklusioner frem mod Vueltaen.

Løbet afvikles i den nordlige Burgos-region og fandt første gang sted i 1946, inden det efter bare to udgaver igen forsvandt fra kalenderen. Mange år gik, inden handsken igen blev samlet op, da tredje udgave fandt sted i 1981. Siden da har det været en årlig begivenhed på UCI-kalenderen, og store navne som Marino Lejarreta, Pedro Delagdo, Alex Zülle, Laurent Dufaux, Tony Rominger, Laurent Jalabert, Abraham Olano, Francisco Mancebo, Alejandro Valverde, Iban Mayo, Samiel Sanchez, Joaquim Rodriguez, Nairo Quintana, Alberto Contador og senest Mikel Landa har alle sikret sig sejren. Løbet har siden 1984 været afviklet i august, og da Vueltaen først blev flyttet fra for- til efteråret i 1995, har det ikke altid været at regne som et forberedelsesløb. Siden 1995 har to ryttere brugt en sejr i Burgos som springbræt til en Vuelta-sejr: Abraham Olano i 1998 og Alejandro Valverde i 2009.

Ruten varierer en del fra år til år, men én etape er altid på programmet: den frygtede bjergafslutning på Lagunas De Neila-stigningen. Med dens status som den afgørende kongeetape har den klassiske etape til den smukke naturpark med de mange søer ofte været afviklet tidligt i løbet, men siden 2009 har løbet nået sit absolutte klimaks på toppen af stigningen på allersidste dag. Oftest har der også været en tidskørsel på programmet, enten som enkeltstart eller holdløb, men det vil ligesom i 2017 ikke være tilfældet i år, hvor man igen har foretrukket en ekstra bjergetape i det, der vil være endnu en usædvanligt hård udgave skabt til de rene klatrere. Løbet har typisk ofte haft flere eksplosive afslutninger for puncheurs, og også de ryttere vil få chancer i årets løb.

Det handler dog ikke udelukkende om stigningerne. En stor del af løbet finder sted på de højt beliggende, åbne sletter i Burgos, hvor vinden kan spille en afgørende rolle, og i de fleste udgaver synes mindst én etape at blive plaget af kraftig sidevind. For at vinde løbet skal klatrerne derfor typisk omgive sig med stærke holdkammerater, der kan holde dem beskyttet i en af de discipliner, de typisk frygter. Den del er også perfekt forberedelse til Vueltaen, hvor sidevinden som regel kommer i spil mindst én gang undervejs.

Nogle af Vuelta-favoritterne har kørt Touren og skal derfor hvile frem mod den spanske grand tour. Mange af de resterende Vuelta-favoritter kører Tour de Pologne, men Miguel Angel Lopez, David De La Cruz, Tao Geoghegan-Hart og Louis Meintjes hører til blandt Vuelta-ryttere, der vil bruge løbet til at lægge sidste hånd på Vuelta-forberedelserne. Tidligere så man også ofte nogle Tour-ryttere bruge løbet som en sidste chance for at få lidt ud af den gode form, men den tendens har været mindre udpræget i de senere år. Mikel Landa gjorde det ganske vist sidste år, men i år vil Rein Taaramae og Jose Joaquin Rojas, der begge udgik tidligt, være eneste Tour-ryttere i Burgos-feltet.

Sidste år var det som sagt Mikel Landa, der skulle udnytte den gode Tour-form en sidste gang, og det gjorde han fremragende. Han overraskede ved med et tidligt angreb allerede at vinde 1. etape, der skulle have været for puncheurs, og med en suveræn sejr på den nye Picon Blanco-stigning lagde han løbet i et jerngreb, som gav ham den samlede triumf, selvom han kun blev nr. 3 på løbets kongeetape til Lagunas De Neila. Til slut vandt han med hhv. 40 og 49 sekunder ned til Quick Step-duoen Enric Mas og David De La Cruz. Efter sit slemme styrt i San Sebastian forsvarer Landa naturligvis ikke titlen - det har nu heller aldrig været planen - og da Quick-Step ikke er med i år, er Mas også fraværende. Det er De La Cruz til gengæld ikke, da han i sin nye Sky-trøje vil bruge løbet som sin sidste forberedelse frem mod sit store mål, Vueltaen.

Ruten

Vuelta a Burgos har traditionelt været et ganske alsidigt løb, der både har budt på en tidskørsel i form af en enkeltstart, flade etaper, puncheur-finaler samt den store kongeetape til Lagunas De Neila på sidste dag. Derfor har man som regel skullet være en ganske komplet rytter for at begå sig, men sidste år ændrede man grundlæggende på løbets format. Således tippede man balancen over til de rene klatrere på en rute, der var den hårdeste i mange, mange år. Tilsyneladende var man begejstrede for formatet, for i år er der tale om næsten totalt genbrug, hvor den eneste væsentlige ændring er, at løbets eneste rigtige sprinteretape er nytænkt. De øvrige fire etaper, der også er de vigtigste, er alle stort set identiske med de tilsvarende etaper fra sidste års udgave.

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

Den væsentligste ændring i forhold til den gamle version er, at der i år slet ikke vil være en tidskørsel, og i stedet har man indført en ekstra bjergfinale, der igen kommer på løbets tredje etape. Faktisk slutter den etape på toppen af den nye Picon Blanco-stigning, der med nogen ret kan hævdes at være hårdere end selv Lagunas De Neila. Da den traditionelle kongeetape på sidste dag samtidig er gjort nemmere, er det vanskeligt ikke at hævde, at 3. etape er løbets sværeste. Sammen vil de to bjergslag imidlertid sandsynligvis afgøre løbet, og der er tale om så svære udfordringer, at kun de allerbedste klatrere vil have en chance i et løb, hvor tidsforskellene ligesom i 2017 kan blive meget større end på tidligere tiders ruter.

Resten af løbet udføres af tre relativt flade etaper, hvor sidevinden på den spanske højslette er en konstant trussel. Ligesom sidste år er det dog de eksplosive puncheurs, der er blevet favoriseret på bekostning af sprinterne. Således er det kun 2. etape, der byder på en flad finale, mens både 1. og 4. etape slutter på en lille stigning, hvor specialisterne i at afslutte på en bakke kan ventes at skulle slås om sejren.

1. etape

Et af kendetegnene ved Vuelta a Burgos er, at løbet ofte byder på etaper, der med finaler på korte, stejle stigninger er som skabt til eksplosive puncheurs. En af klassikerne er finalen på Alto del Castillo i udkanten af Burgos, og den etape vender i år tilbage som afslutning på åbningsetapen. Som det var tilfældet sidste år, vil den finde sted på førstedagen og dermed bestemme, hvem der skal bære løbets første førertrøje.

I overensstemmelse med vanlig Vuelta a Burgos-tradition er der tale om en relativt kort etape på bare 157 km med både start og mål i Burgos. Byen ligger midt på den spanske højslette, hvor der er stort set helt fladt, og derfor er der ikke mange terrænmæssige udfordringer. Fra starten går det gennem let faldende terræn mod nordøst, inden man sætter kursen mod nordvest for at køre forbi den første spurt, der kommer efter 49 km. Kort efter når man etapens nordligste punkt, hvorefter man kører mod syd.

Etapen ændrer her kortvarigt karakter, når rytterne sendes op ad kategori 1-stigningen Altotero (6 km, 5,9%), der bestiger fra øst, og som indledes umiddelbart efter den anden spurt, der kommer efter 59 km. Toppen rundes efter 75 km, hvorefter rytterne forsætter gennem ganske let faldende terræn mod sydvest langs det flade pleateau. Kort efter sættes kursen mod syd med retning mod Burgos, og man passerer undervejs den sidste spurt, der kommer efter 115 km.

På den sidste del af etapen går det mod sydvest ned mod centrum af Burgos, hvor finalen venter. Her er der en ubehagelig overraskelse i form af kategori 3-stigningen Alto del Castillo, hvis top nås for første gang efter 143 km, hvor målstregen krydses. Herefter afsluttes løbet med en omgang på en 14 km lang rundstrækning. Den er hovedsageligt flad, men det falder ned mod 2 km-mærket via en lige vej med kun et blødt sving. Herefter leder en lige flad vej frem til bunden af stigningen, hvor det afgørende slag skal slås. Den er 1 km lang, stiger med 6,1% i gennemsnit og følger en snoet vej med et enkelt hårnålesving. De første 170 m stiger med ca. 10,6%, men derefter ligger stigningsprocenten på ca. 5, selvom den kortvarigt når 9% nær toppen. Der er 200 m med brosten med 700 m igen.

Etapen byder på i alt 1468 højdemeter.

Etapen er som sagt en Burgos-klassiker, og mange af rytterne kender den eksplosive finale. Historien har vist, at den passer til ægte puncheurs som Daniel Moreno, men også sprintere med speciale på stigninger som Juan Jose Lobato kan i storform være med på en bakke som denne. Mest sandsynligt er det, at det hele skal afgøres i en dyst mellem disse ryttere, hvor de mindre eksplosive klassementsryttere skal begrænse tidstabet i en finale, der altid skaber betydelige huller i feltet. Inden da er der imidlertid som altid i Burgos stor risiko for sidevind, der kan skabe kaos allerede inden afslutningen.

Finalen blev senest benyttet sidste år, hvor det ganske overraskende lykkedes Mikel Landa, Sergei Chernetckii og Lasse Norman at snige sig væk ved første passage af stigningen. Norman blev hentet op mål mål, hvor Landa kørte fra Chernetckii og sejrede med 2 sekunder ned til russeren og 3 sekunder ned Julian Alaphilippe, der var feltets hurtigste. I 2013 viste Juan Jose Lobato viste sine evner i denne type finaler ved at slå Daniel Moreno i en knivskarp dyst, mens Thomas Damuseau var 3 sekunder efter på tredjepladsen. Året inden slog Simone Ponzi Daniele Ratto, Sergey Chernetskii og resten af feltet i en tilsvarende afslutning. I 2012 vandt Moreno med 2 sekunder ned til Sergio Henao og 7 sekunder ned til Simon Clarke, mens Joaquim Rodriguez i 2011 var 3 sekunder hurtigere end samme Moreno og 7 sekunder bedre end Samuel Sanchez.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

2. etape

Det kan godt være, at Vuelta a Burgos afgøres i bjergene, men det meste af Burgos-regionen er flad. Det betyder, at løbet altid byder på nogle temmelig flade sprinteretaper, hvor vinden er den største fare mod klatrerne. I årets løb findes der kun én af disse etaper, og derfor skal sprinterne slå til, når man onsdag tager hul på den eneste etape med en flad finale.

I alt skal der tilbagelægges beskedne 163 km mellem Belorad og Castrojeriz, og de fører feltet tværs over det flade Burgos-plateau på en rute, der går nord om selve byen Burgos, hvor første etape blev afviklet. Starten går imidlertid lige nord for et lille bjergområde, og fra start kører man via en lille stigning mod syd ned til bakkerne. Her kører man mod sydvest langs bjergerne via først en nedkørsel og siden kategori 3-stigningen Alto de Valmala (4,0 km, 4,9%), der har top efter 21 km.

Herefter ændrer etapen karakter, idet det nu går mod øst via let faldende terræn på det store Burgos-plateau og siden mod nordvest op til den første spurt, der kommer efter 48 km. Herefter slår man en lille sløjfe mod øst og nord, inden man fortsætter mod vest frem til den anden spurt, der er placeret efter 94 km.

Efter spurten kører man mod syd ned til udkanten af byen Burgos, inden man vender rundt for at køre først mod nord og siden vests og sydvest stadig gennem fladt terræn. Herefter drejer man atter mod vest, hvor terrænet bliver en anelse mere rynket med to bakker umiddelbart efter den sidste spurt, der kommer med 31 km igen. Efter den sidste af disse falder det imidlertid let mod sydøst og sydvest, inden man når frem til målbyen. Her er de sidste 3 km helt uden skarpe sving og helt flad på en 6 m bred vej.

Etapen byder på i alt 1374 højdemeter.

Trods sin status som bjergløb er en flad etape som denne ganske typisk for Burgos. Det er ganske ofte sket, at det har været ret farlige, fordi vinden i regionen har været kraftig. Derfor kræves der stor opmærksomhed fra klatrerne, men mest sandsynligt er det, at det ender i en massespurt, hvor de ganske få sprintere, der har taget turen til Burgos’ bjerge øjner en mulighed for at tage en stor sejr i et ikke alt for skrapt selskab.

Læs også

Se Tobias Lunds anden store sejr

Castrojeriz var vært for en etape af Vuelta a Castilla y Leon i 2014, hvor Jose Ivan Gutierrez Palcios var hurtigst i en spurt blandt 7 ryttere.

3. etape

Det er blevet en tradition, at løbet oftest er blevet afgjort på en kombination af kongeetapen til Lagunas De Neila, en kort tidskørsel, risikoen for sidevind samt huller opstået i puncheurfinalerne. Sidste år gjorde man imidlertid løbet ekstra bjergrigt, idet man udskiftede tidskørslen med en ekstra bjergetape. Således skulle rytterne allerede finde klatrebenene frem på løbets 3. etape, der havde mål på toppen af det helt nye HC-bjerg Picon Blanco, og det var åbenbart en stor succes. I hvert fald gentages modellen i år, hvor det voldsomt stejle målbjerg igen på tredje etape vil være rammen om det første store slag mellem klassementsrytterne.

Med sine 149 er etapen en typisk kort Burgos-etape, der fører feltet fra Sedano til målet på det stejle bjerg Picon Blanco. Startyen ligger i et ganske kuperet område, men den indledende del er nu relativt flad, mens feltet bevæger sig mod vest og nord frem til den første spurt, der kommer efter 12 km, og den lille kategori 3-stigning Alto de la Mota (4 km, 4,7%), der har top efter 19 km. På toppen rammer man en rundstrækning, hvor der skal køres en enkelt omgang. Den første del fører mod syd, øst og nord og er flad, men den anden del, der går mod vest og syd, indeholder den lille kategori 3-stigning Alto Escaleron (3,6 km, 6,6%), der har top efter 39 km.

Efter afslutningen på første omgang tilbagelægger man igen den flade første halvdel af rundstrækningen, inden man fortsætter mod nord og nordvest op ad kategori 3-stigningen Alto de Ailanes (2,8 km 7,4%), hvis top rundes efter 64 km. Efter nedkørslen har man ramt det flade Burgos-plateau, som følges mod øst og nordøst frem til den anden spurt, der kommer efter 96 på det østligste punkt. Her vender man rundt for via relativt fladt terræn at køre tilbage mod bjergene mod vest. Undervejs passerer man den sidste spurt efter 103 km, inden man drejer mod nordvest og nordøst og kører frem til kategori 3-stigningen Alto Retuerta (3,8 km, 4,6%, der har top efter 123 km.

Efter den lille opvarmningsstigning og den efterfølgende nedkørsel kører man mod nordøst gennem fladt terræn frem mod de høje bjerge. Her drejer man mod nord ind på Picon Blanco, der er uden for kategori. Den er 7,8 km lang og stiger med hele 9,4% i gennemsnit. Specielt er den stejl mellem kilometer 4 og 7, hvor de enkelte kilometer stiger med hhv. 11,3%, 9,8% og 11,0% i gennemsnit, og hvor der nås et maksimum på hele 18%. De sidste 2 km stiger med ca. 9%. Den sidste del af stigningen følger en lige vej frem til to hårnålesving kort efter den røde flamme. Derefter buer vejen ind på den 400 m lange opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 2574 højdemeter.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Picon Blanco er et modbydeligt svært bjerg, der til fulde kan matche Lagunas De Neila i kampen om at være løbets hårdeste stigning. Derfor er der på denne dag lagt op til et første stort klassementsslag, hvor vi kan vente os ganske betydelige tidsforskelle. Der er en stor sandsynlighed for, at vi efter denne etape vil have en meget god ide om, hvem der kan vinde løbet, også selvom løbets traditionelle kongeetape stadig venter.

Picon Blanco gjorde debut i et stort cykelløb sidste år, hvor Mikel Landa sejrede med hhv. 9 og 41 sekunder ned til David De La Cruz og Enric Mas.

4. etape

Efter en dag i bjergene og et første slag mellem favoritterne håber de eksplosive puncheurs på at få endnu en chance på fredagens etape. Her er vi tilbage på den spanske højslette, hvor rytterne kan se frem til løbets fladeste etape. Det betyder imidlertid ikke, at etapen er helt enkel, idet der venter en velkendt stigning op til mål, hvor stærke sprintere og puncheurs typisk har haft en chance - hvis de altså ikke er blevet sat i sidevinden, der som altid er en latent trussel i regionen.

Etapen byder på 165 km, der fører fra Monasterio San Pedro de Cadeña til Ciudad Romana de Clunia. Igen finder hele etapen sted på det plateau, der udgør en stor del af Burgos-regionen, og derfor er der tale om en hovedsageligt flad sag. Fra start bevæger man sig mod sydøst igennem fladt terræn fra starten i udkanten af Burgos, inden man kort før den første spurt, der kommer efter 53 km, drejer mod vest. Efter spurten kører man igen mod sydøst op over dagens eneste stigning, kategori 3-stigningen Alto de Majodal (7,2 km, 2,2%), der har top efter 62 km på etapens højeste punkt.

Efter stigningen fortsætter man mod sydvest og syd gennem ganske let faldende terræn i det mest af den anden halvdel af etapen. Efter ca. 110 km drejer man mod sydøst for at køre frem til den anden spurt, der kommer efter 123 km. Det let faldende terræn fortsætter, mens man kører mod nordøst og siden sydøst, inden en lille bakke leder frem til den sidste spurt, der kommer efter 147 km. Herfra begynder det at stige let i den resterende del af etapen, hvor man kører mod nordøst frem mod målbyen. Med 2 km igen drejer man mod nordvest ind på en vej, der stiger med 2-3% frem til et skarpt 180-graderssving med 700 m igen, hvorefter det stiger med 5-6% resten af vejen op mål mål, mens man med 500 m drejer let til højre.

Etapen byder på i alt 1500 højdemeter.

Læs også

Vidunderbarn lykkedes med sit ”første udbrud i karrieren”

Finalen er velkendt fra tidligere, og selvom den ikke er så svær som den, der afgjorde 1. etape, viser historien, at der altid opstår huller. Derfor skal klassementsrytterne være opmærksomme, både i afslutningen og i den potentielle sidevind undervejs. Den kan skabe kaos allerede inden finalen, hvor vi kan vente, at de overlevende puncheurs og stærke sprintere vil slås om sejren. Som altid er der dog en lille chance for, at et udbrud kan holde hjem på et tidspunkt i løbet, hvor der vil være etableret store tidsforskelle.

Etapen blev senest benyttet sidste år, hvor Carlos Barbero slog Gianni Moscon og Julian Alaphilippe i en spurt på bakken op mod mål. Barbero var også hurtigst i 2015, hvor han vandt spurten foran Daniel Moreno og Jesus Herrada, mens hovedparten af favoritterne nåede mål 3 sekunder senere. I 2011 vandt Daniel Moreno med 1 sekund ned til 12 ryttere anført af Samuel Sanchez og Pablo Lastras.

5. etape

Som omtalt tidligere er løbets traditionelle højdepunkt altid den ikoniske kongeetape, der slutter på toppen af den frygtede stigning til Lagunas De Neila. Som det har været tilfældet hvert år siden 2009 vil den også i år runde løbet af, men da der ligesom sidste år denne gang har været en svær bjergfinale allerede tidligere i løbet, vil den næppe blive altafgørende, som den har været tidligere. Det ændrer dog ikke på, at førertrøjen sagtens kan skifte ejermand på en af Spaniens mest frygtede stigninger, også selvom man ligesom i 2017 har designet en kortere og samlet set betydeligt nemmere etape end vanligt.

Den lettere og kortere kongeetape fører i år over 141 km fra Salas de los Infantes til toppen af Lagunas De Neila. I de tidligere år har man som regel haft adskillige stigninger inden finalebjerget, herunder en første passage i finalen, hvor man dog er drejet fra kort inden den stejleste del øverst på stigningen, men denne del er ligesom sidste år droppet til fordel for en relativt flad indledning, der kun byder på tre mindre kategori 3-stigninger.

Startbyen ligger ganske tæt op målbjerget, og derfor består første del af etapen af en stor sløjfe mod sydvest. Fra start kører man mod nordøst gennem let kuperet terræn, inden man vender rundt og fortsætter mod sydvest gennem hovedsageligt fladt terræn, inden en lille bakke og en nedkørsel leder frem til dagens første stigning. Man drejer mod syd ind på kategori 3-stigningen Alto de San Cuerno (3,6 km, 4,1%), der har top efter 58 km. Kort efter sætter man kursen mod øst for igennem fladt terræn at køre frem til den anden spurt ved 74 km-mærket. Den efterfølges af kategori 3-stigningen Alto del Cerro (5,4 km, 3,5%), der har top 12 km senere, hvorfra man fortsætter via flade veje mod sydøst frem til den anden spurt, der er placeret efter 102 km.

Efter spurten drejer man mod nordøst og siden nord for at køre frem til kategori 3-stigningen Alto de Collado de Vilviestre (3 km, 4,4%), der har top, når der resterer bare 23 km. Derfra gør det via en nedkørsel mod nord og nordøst ned til den sidste spurt, der er placeret bare 14 km fra stregen. Godt 2 km senere kører man direkte ind på Lagunas De Neila-stigningen, der er uden for kategori. Den er i alt 11,8 km lang og stiger med 6,1% i gennemsnit, men man skal ikke lade sig snyde af tallene. De først 9 km er således meget nemme med stigningsprocenter på under 6 det meste af vejen, og det er først herefter, at den tager fat. De sidste 3 km stiger med hhv. 9,6%, 8,2% og 11% i gennemsnit. Den sidste kilometer byder på flere bløde sving og to hårnålesving, det sidste bare 100 m fra stregen.

Læs også

Geraint Thomas skal stå i spidsen til årets Giro d’Italia

Bortset fra en ændringen af den første flade del er der tale om en tro kopi af sidste års etape.

Etapen byder på i alt 2410 højdemeter.

Alle, der har kørt Vuelta a Burgos, kender stigningen, der altid skaber ganske store forskelle. Denne gang er etapen ligesom sidste år imidlertid betydeligt nemmere, og det vil sandsynligvis være et relativt stort felt, der når frem til de sidste stejle kilometer på bjerget. Her skal klassementsrytterne slås om sejren i en brutalt stejl finale, hvor de bedste klatrere som regel kan gøre forskellen, og hvor en fortjent vinder af Vuelta a Burgos vil blive kåret.

Som sagt er stigningen på programmet hvert eneste år, og listen over vindere er stjernespækket. Sidste år lykkedes det Miguel Angel Lopez at rejse sig efter en skidt start og sejre med hhv. 5 og 11 sekunder ned til Enric Mas og Mikel Landa. I 2016 havde Sergio Pardilla held til med et smart angreb at udnytte favoritternes taktiske spil til at tage en solosejr. I 2015 var det Daniel Moreno, der var stærkest, og forud for det var vinderne Nairo Quintana (2014 og 2013), Esteban Chaves (2012), Mikel Landa (2011), Samuel Sanchez (2010), Ezequiel Mosquera (2009), Juan Jose Cobo (2008), Mauricio Soler (2007), Iban Mayo (2006), Juan Carlos Dominguez (2005), Alejandro Valverde (2004), Dave Bruylandts (2003), Michael Rasmussen (2002), Juan Miguel Mercado (2001) og Leonardo Piepoli (2000 og 1999), hvilket siger alt om stigningens sværhedsgrad.

Favoritterne

Vuelta a Burgos har altid været at betragte som en bjergløb, men sjældent har det været mere sandt end i de seneste to år. Normalt plejer tidskørslen altid at spille en vis rolle - det var bl.a. den, der sikrede Alberto Contador sejren i 2016 - men denne gang er der slet ingen kamp mod uret på programmet. I stedet skal det stort set udelukkende afgøres i bjergene på 3. og 5. etape, hvor målstigningerne er så svære, at det er en sag for de helt rene bjergryttere.

Historisk har sidevinden ofte spillet en rolle i løbet, og ruten lægger også op til, at der kan skabes kaos igen i år. Det kan også blive tilfældet i år, hvor vinden igen kan blive en faktor. Tirsdag og onsdag vil det formentlig først blæse op for alvor efter etapens afslutning, men særligt torsdag og fredag vil være blæsende. Torsdagens bjergetape er måske ikke så velegnet til sidevindskørsel, specielt fordi der vil være modvind meget af vejen, men fredagens etape kan blive farlig. Derfor kan det ikke udelukkes, at vi undervejs vil se en klatrer eller to blive totalt elimineret fra klassementet, og risikoen er særligt stor for ryttere fra mindre hold, der ikke har samme styrke til at forsvare sig i de blæsende betingelser.

Læs også

Sådan vandt dansk stortalent for anden dag i træk

Overordnet set peger alt på, at løbet bliver vundet af den bedste og mest formstærke klatrer. Historien viser ganske vist, at tidsforskellene på Lagunas de Neila, hvor det kun bliver stejlt til allersidst, sjældent er voldsomt store. Stigningen på 3. etape er imidlertid modbydelig, og her vil afstanden kunne voldsomme, som det var tilfældet sidste år. Ganske vist vil der kunne opstå huller i de eksplosive finaler på 1. og 4. etaper, hvor de rene klatrere måske vil kunne tabe sekunder, men i år er bjergene så svære, at det tabte terræn sagtens kan hentes. Konklusionen er derfor klar: løbets bedste klatrer bør vinde løbet - hvis ikke han sover i sidevinden undervejs.

Hvem er så det? Det er umiddelbart svært at sige, da det for langt de fleste ryttere er et af de første løb efter en længere pause. Nogle var ganske vist i aktion i San Sebastian i lørdags, og deres præstation her kan give en pejling på formen. Man skal imidlertid passe på med at drage for mange konklusioner på baggrund af bare et enkelt løb. For mange var der tale om første dag tilbage i konkurrence, og der kan derfor have været tale om en regulært chok for systemet. Da feltet af Tour-ryttere samtidig begrænser sig til kun Rein Taaramae og Jose Joaquin Rojas, der begge udgik tidligt, er vi temmelig meget på bar bund i forhold til at vurdere rytternes form.

Det gør også favoritudpegningen mindre oplagt end i tidligere udgaver, og det bliver ikke lettere af, at feltet er det svageste i de seneste tre år. Miguel Angel Lopez, Louis Meintjes og til dels David De La Cruz er de eneste, der kommer til Spanien med det formål at forberede sig på en kaptajnrolle i Vueltaen, og ingen af de tre har for nylig kørt andre løb end Clasica San Sebastian.

Trods den store usikkerhed vil vi pege på Miguel Angel Lopez som favorit. Havde alle mand været i topform, ville det colombianske klatrefænomen have været storfavorit, for han er ubetinget feltets bedste klatrer, men nu hersker der betydeligt større usikkerhed om hans chancer. I San Sebastian blev han nemlig sat meget tidligt, og det kunne tyde på, at formen ikke er i top. Det var imidlertid det samme sidste år, og her kørte han alligevel fint i Burgos. Ganske vist var han skidt kørende på Picon Blanco, men han endte til slut med alligevel at vinde kongeetapen i ganske imponerende stil.

Formentlig er Lopez’ forberedelse den samme denne gang, og vi vil derfor næppe se en flyvende colombianer. Faktisk synes der at være et klart mønster, når han kommer tilbage efter en pause, for i Tour of the Alps, der var hans forberedelse til Giroen, havde han det også svært på 1. etape. Alligevel endte han med at vinde kongeetapen i betydeligt skrappere selskab end det, han er oppe mod her. Derfor formoder vi, at Lopez langsomt vil køre sig ind i løbet igen, og finder han igen benene nogenlunde i anden halvdel, hvor de to bjergetaper venter, burde han være stærkeste mand. Derfor peger vi på ham som vores favorit.

Sidste år kørte David De La Cruz et fremragende løb, hvor han på Picon Blanco var ganske tæt på at følge en meget formstærk Mikel Landa til dørs. Han tabte lidt terræn på Lagunas De Neila, men endte alligevel som nr. 3 samlet. I det hele taget har det været et mønster i både 2016 og 2017, at De La Cruz finder sin bedste form netop i august, og det kan meget vel tænkes at være tilfældet også i år. Det er imidlertid også tiltrængt, for De La Cruz er en af de få ryttere, der faktisk bare synes at være blevet dårligere hos Sky. I hvert fald var han langt fra fordums styrke i Giroen og resten af forårets løb, og der er derfor rum for forbedring inden Vueltaen, hvor han efter Geraint Thomas’ sandsynlige afbud pludselig ligner en af flere Sky-kaptajner på et ikke specielt stærkt hold. De La Cruz gjorde comeback i San Sebastian, hvor han sluttede langt tilbage, men det samme var tilfældet sidste år, hvor han alligevel var flyvende i Burgos. Gentager mønsteret sig, er dette hans store chance for endelig at vise, at han er på vej tilbage mod fordums styrke.

Det havde længe været kendt, at Ivan Ramiro Sosa var et stort klatretalent, men alligevel tog han hele cykelverdenen på sengen, da han pludselig erobrede førertrøjen i det yderst stærkt besatte Tour of the Alps. Desværre betød et styrt, at han aldrig fik mulighed for at se, hvor langt han kunne være kommet, men heldigvis har han siden vist, at resultatet ikke var en tilfældighed. Særligt hans knusende sejr i det svære Adriatica Ionica Race var imponerende, og med samlede sejre i de mindre Sibiu Tour og Cycling Tour of Bihor har han nu vundet hele tre etapeløb på mindre end tre måneder. Hvor han står formmæssigt nu, er lidt tvivlsomt efter en pause, men da hans store mål er Tour de l’Avenir, hvor han ligner den helt store favorit, må han formodes at være godt kørende. Kan han undgå problemer i sidevinden, er dette rene bjergløb skabt til en ren klatrer som ham.

Astana har flere ganske gode kandidater, hvis Lopez endnu mangler sin bedste form. En af dem er Pello Bilbao, der virkelig har fundet sig selv siden sidste års Vuelta. I år har han med etapesejre i Tour of the Alps og Criterium du Dauphiné samt ikke mindst den samlede 6. plads i Giroen været flyvende, og det gør ham til en naturlig kandidat til et løb som dette. Normalt har han altid skullet bruge et par løb til at komme i gang igen, men i San Sebastian var han bedre end ventet. Her arbejdede han nemlig stenhårdt for kaptajn Fraile på den sidste stigning og endte alligevel som nr. 18. Han er egentlig ikke ren klatrer, men han viste i Giroen, at han har forbedret sig på lange stigninger. Den eksplosive Lagunas De Neila passer ham ganske godt, og så skal man ikke glemme, at han er så hurtig, at han måske kan vinde et par sekunder i de huller, der kan opstå på 1. og 4. etape.

Hvorfor ikke tage en Astana-klatrer mere? Jan Hirt var i tiden hos CCC ganske imponerende på de sværeste af de svære stigninger i løb som Østrig og Schweiz Rundt og kørte tillige en fornem Giro sidste år. Tiden hos Astana har været betydeligt sværere for den tjekkiske dieselklatrer, der er bedst på de længste og stejleste stigninger. Som regel skal han bruge ganske mange løb for at finde formen, og han var da også ganske langt efter i San Sebastian. Det ændrer dog ikke på, at Hirt næppe finder et bedre løb end dette, hvor to svære bjergfinaler burde passe ham godt. Vi frygter lidt, at løbet kommer - måske endda temmelig meget - for tidligt i formopbygningen frem mod Vueltaen, men Hirt har i hvert fald klassen til at vinde.

Læs også

Se Lunds reaktion på ny sejr

En yderst spændende kandidat er Tao Geoghegan Hart. Netop som man var ved at tabe tiltroen til den talentfulde brite, der aldrig rigtigt levede op til den megen hype omkring ham, satte han alle kritikerne på plads for et par måneder siden. Det skete først med en fremragende hjælpeindsats for Egan Bernal i Californien og siden samme rolle for Geraint Thomas i Dauphiné. I begge tilfælde var han så god, at han som minimum lignede en mand, der havde kørt på podiet, hvis det ikke havde været for hans selvopofrende arbejde. Her burde han få en mere fri rolle i et mere fladt Sky-hierarki, men desværre er det temmelig usikkert, om han har fundet superformen igen. Han imponerede ikke i San Sebastian, og med en grand tour-debut i Vueltaen forude kan man tænke sig, at han er lidt forsigtig med at være for god for tidligt.

Heldigvis er der andre at tage af i Sky-lejren. Også Kenny Elissonde har i år nået nye højder som klatrer. Det skete først i Tour of the Alps, hvor han med suveræn kørsel sikrede sig en plads på Skys Giro-hold, og i den italienske grand tour var det ham, der splittede feltet på Colle delle Finestre og herigennem lagde grunden til kaptajn Froomes mageløse soloridt. Siden fik han sin egen chance i Route du Sud, hvor han blev nr. 3 og fulgte Alejandro Valverde til dørs på kongeetapen. Et rent bjergløb som dette burde passe ham, men desværre aner vi ikke, hvor han står, da han ikke har kørt løb siden midten af juni. Historisk har Elissondes form været lige så svær at forudsige som Donald Trumps humør og lune forud for et internationalt topmøde, og derfor kan man lige så godt spille Lotto som at gætte på, om den lille franskmand vil køre med om sejren i Burgos.

På papiret er Louis Meintjes måske den næstbedste klatrer efter Lopez, og han burde elske et rent bjergløb som dette. Desværre har han ikke vist sine kvaliteter siden top 10-placeringen i sidste års Tour, for efter skiftet til Dimension Data har man stort set intet set til den sydafrikanske dieselmotor. Hans forår var en katastrofe, og årets sæsonmål, Giroen, endte med en tidlig exit som følge af sygdom. Comebacket i Østrig Rundt viste spæde tegn på fremgang, og da han i San Sebastian blev fanget bag et styrt, er der stadig ikke noget klart tegn på, om han vitterligt er på vej tilbage forud for Vueltaen. Desværre er Meintjes’ dieselmotor bedst i grand tours, og han har ikke de helt store resultater i ugelange etapeløb. Det ændrer dog ikke på, at ruten passer ham, og at han bør kunne gøre sig gældende i et felt som dette.

Dimension Data har i Igor Anton en fin plan B. Baskeren har ganske vist slet ikke været ved fordums styrke i mange, mange år, men af og til viser han glimt af sin klasse. Faktisk sker det ofte i august, og i de seneste to år er han da også blevet hhv. nr. 9 og 6 i Burgos. I San Sebastian kørte han sig til en ganske flot 14. plads, og formen synes derfor igen at være timet ganske fint. Den bjergrige rute med to meget stejle målstigninger passer i hvert fald godt til en mand, der altid har haft det bedst på procenter, der får andre til at stå af og trække.

Movistar stiller ikke med A-holdet til dette løb, da kaptajnerne hviler frem mod Vueltaen. I stedet kan det give Ruben Fernandez en chance for at genrejse karrieren. Skadesproblemer har gjort de sidste to år til lidt af et mareridt, og 2018 har bestemt heller ikke været noget at skrive hjem om. Der var imidlertid tegn på en lille renæssance i Route d’Occitanie, hvor hans fremragende arbejde lagde grunden til Valverdes samlede sejr. Om han kan bygge videre på de takter, aner vi intet om, for han har ikke været i aktion siden de spanske mesterskaber, hvor han også gjorde det glimrende. I de seneste to sæsoner har han også kørt dette løb som kaptajn og det med vidt forskellige resultater. I 2016 blev han nr. 6, men i katastrofeåret 2017 blev han blot nr. 49. Hvilken udgave vi får i år, er stadig et åbent spørgsmål.

Movistar har i Rafael Valls en fin plan B. Der findes vel ingen, der som Valls i de senere år har været ramt af så mange styrt. Hver eneste gang, han har været på vej tilbage på sporet, er det igen gået galt, senest i Giroen, hvor han ellers lignede et godt bud på en top 20-placering. Han viste sig fornuftigt frem i San Sebastian, hvor han flere gange var i angreb for at forberede finalen for Landa, og det er derfor lidt usikkert, hvor stærk han vil være, når han kan køre for sig selv. Det er ganske vist ved at være længe siden, men hans flotte resultater i 2015 vidner om, at potentialet er stort. Nu skal han blot undgå de mange uheld for igen at vise det. Færre chancer tilskriver vi den ellers gode klatrer Winner Anacona , der trods mange angreb i San Sebastian ikke lignede en mand med diamanter i benene, hvilket ikke er uventet for en rytter, der som regel skal bruge flere løb for at finde sin bedste form.

Skys liste over lottokuponer tæller også altid uforudsigelige Diego Rosa. Italieneren, der to gange har været meget tæt på at vinde Il Lombardia, har desværre ikke vist sig meget frem i Sky-trøjen, hvor han har været en stor skuffelse. En lille oprejsning så vi, da han vandt Coppi e Bartali i marts, men han kørte så skidt i april, at han blev vraget til Giroen, ligesom han kollapsede totalt i rollen som kaptajn i Tour de Suisse. Derfor er der heller ikke meget, der tyder på, at Rosa er på vej tilbage, men man skal altid passe på med sportens store talenter. Finder han en forklaring på nedturen, kan en genfødsel komme ud af det blå.

Evigt uforudsigelige Rein Taaramae tilbringer det meste af sin karriere som en anonym figur, indtil han kortvarigt finder formen i en kort periode. Det sker desværre sjældnere og sjældnere, men han oplevede en kort renæssance, da han kørte med om sejren på den første bjergetape i Touren. Desværre kollapsede han senere, hvor han faldt for tidsgrænsen, men det kunne indikere, at Taaramae måske er på vej tilbage. Da han senest fandt formen på sidste års kongeetape i Schweiz, var han skræmmende stærk, ligesom da han i 2016 vandt den sidste bjergetape i Giroen og Tour de Slovenie samlet, eller da han i 2015 vandt netop dette løb og Arctic Race of Norway. Er Tour-præstationen et tegn, er det måske endnu ikke helt slut for esteren.

Dario Cataldo har været en skygge af sig selv i de senere år, men nu kan han være på vej tilbage på et fornuftigt niveau. En sejr i bjergkonkurrencen i Dauphiné blev nemlig fulgt op af en ganske overraskende andenplads i det svære Østrig Rundt. På et stærkt Astana-mandskab er han dog nok temmelig langt nede i hierarkiet, og de meget stejle stigninger er nok heller ikke hans kop te.

Euskadi stiller med den rene klatrer Mikel Bizkarra, der gjorde det godt i Ruta del Sol, hvor han blandede sig med stjernerne. Siden da har det knebet lidt mere for den ikke altid helt stabile spanier, men han har været med fremme i de fleste af sine bjergløb. Vueltaen er hans store mål, og han burde kunne gøre det godt på en bjergrute som denne, der til gengæld nok er lidt for svær for holdets anden kaptajn, Garikoitz Bravo.

Sosa ligner Andronis bedste bud, men man skal heller ikke afskrive Mattia Cattaneo, der sidste år blev genfødt og viste, hvorfor han har vundet Baby-Giroen foran blandt andre Fabio Aru. I år fik han foråret ødelagt af et styrt, og derfor måtte han bruge Giroen til at køre sig i form. Alligevel var han ikke langt fra at vinde en etape. Desværre synes han dog at være lidt for begrænset i de rigtige bjerge til for alvor at være en trussel i dette løb.

Endelig vil vi pege på to af denne sæsons positive overraskelser. Caja Rurals Alex Aranburu synes klar til at at tage over efter veteranen Sergio Pardilla, der ikke længere syns at have niveauet til at være med helt fremme. Aranburu har vist sine evner i Tour of Norway og senest da han højst overraskende spurtede sig til sejr i den hårde finale i Getxo, hvor han slog storfavoritten og specialisten Carlos Barbero. En 22. plads i San Sebastian var endnu et pænt resultat, som burde give grobund for en god præstation her.

Også Amanuel Ghebreigzabhier bliver spændende at følge. Han viste de første lovende takter i Dauphiné, hvor han sad med ganske længe i et af de sværeste bjergløb, og senest kørte han fremragende i Tour de Wallonie, hvor han klart var en af de stærkeste. Han synes at være i storform og bliver bare bedre og bedre. Han kunne være god for endnu en flot præstation også på landevejene i Burgos.

***** Miguel Angel Lopez

**** David De La Cruz, Ivan Ramiro Sosa

*** Pello Bilbao, Jan Hirt, Tao Geoghegan Hart, Kenny Elissonde, Louis Meintjes

** Igor Anton, Ruben Fernandez, Rafael Valls, Diego Rosa, Rein Taaramae, Dario Cataldo, Mikel Bizkarra, Mattia Cattaneo, Alex Aranburu, Amanuel Ghebreigzabhier

* Winner Anacona, Merhawi Kudus, Jose Mendes, Sebastian Henao, Sergio Pardilla, Garikoitz Bravo, Javier Moreno, Brice Feillu, Matteo Busato, Nicolas Schultz, Jeremy Maison, Juan Antonio Lopez-Cozar, Filippo Zaccanti

Danskerne

Jonas Gregaard kastes for løverne i sit første løb som Astana-stagiaire og skal forsøge at hjælpe kaptajnen Miguel Angel Lopez og i anden omgang Pello Bilbao og Jan Hirt til den samlede sejr.