Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: Vuelta a San Juan
21. januar 2018 18:25 af Emil AxelgaardFoto: Movistar Team

Efter et brag af en indledning i Australien fortsætter cykelsæsonen sin rundrejse til egne fjernt fra sportens europæiske moderland, når en stribe af verdens bedste cykelryttere stiller til start i Vuelta a San Juan i Argentina. Efter sidste års aflysning af Tour de San Luis er løbet i San Juan steget i hierarkiet og har overtaget rollen som januar måneds alternativ til Tour Down Under, og da det efter succesudgaven sidste år er lykkedes at tiltrække navne som Vincenzo Nibali, Rafal Majka, Darwin Atapuma, Tiesj Benoot, Fernando Gaviria og Giacomo Nizzolo har arrangørerne af et af det ældste argentinske etapeløb ingen grund til at stå tilbage for deres kolleger i San Luis. Syv dages cykelløb med etaper for sprintere, en enkeltstart og en stor bjergetape giver rytterne en perfekt chance for at finpudse formen og cykelfans en mulighed for at vurdere, hvem der vil være flyvende, når sæsonen for alvor starter i Europa.

Løbet rolle og historie

2018 er knap startet, men januar er ikke længere en måned dedikeret til træning og forberedelse på træningslejre. Nu om dage indleder de bedste professionelle ryttere sæsonen langt tidligere, og de drager nu fordel af en globaliseret sport til at få kørt de første løbskilometer under varmere og sydligere himmelstrøg.


Denne udvikling har ansporet til skabelsen af en ny åbningsweekend, der i flere år har fundet sted mere end måned før den traditionelle belgiske åbningsweekend og halvanden måned før det første store europæiske etapeløb, Paris-Nice. I de senere år har Tour Down Under og Tour de San Luis slået pjalterne sammen og splittet feltet i to halvdele, hvor de fleste sprintere og klassikerryttere er rejst til Australien, og etapeløbsrytterne er draget til Argentina for at starte sæsonen i den tredje uge af januar.


Efter afviklingen af de nationale mesterskaber i New Zealand og Australien har de to løb markeret den reelle start på sæsonen for mange WorldTour-hold, og det er vidnesbyrd om cykelsportens stigende globalisering, at selv de største stjerner nu rejser til Oceanien og Sydamerika for at indlede sæsonen under solrige himmelstrøg.

 

På papiret er Tour Down Under naturligvis den store begivenhed, idet det lynhurtigt har etableret sig selv som åbningsløbet på WorldTouren. Som et 2.1-løb har Tour de San Luis ikke kunnet tilbyde de prestigiøse point til det overordnede regnskab, men når det handler om at tiltrække et stjernebesat felt, har de været i stand til at gøre australierne rangen stridig. Således har man siden 2007, hvor løbet for alvor begyndte at vokse, været i stand til at præsentere navne som Gilberto Simoni, Riccardo Ricco, Frank Schleck, Ivan Basso, Vincenzo Nibali, Mark Cavendish, Fernando Gaviria, Alberto Contador, Levi Leipheimer, Elia Viviani, Rafal Majka, Michele Scarponi, Daniel Moreno, Nairo Quintana og Peter Sagan.

 

Netop som Tour de San Luis så ud til at have etableret sig som en stor begivenhed med fremtidigt WorldTour-potentiale, blev løbet imidlertid til stor overraskelse aflyst i 2017. Økonomiske problemer tvang i efteråret arrangørerne til at gøre en ende på en årrække med uafbrudt vækst, og pludselig så det ud til, at der ville mangle et alternativ for de ryttere, der vil undgå den hektiske medieopmærksomhed ved Tour Down Under.

 

Løsningen var imidlertid ikke langt borte. Naboregionen San Juan har siden 1982 arrangeret et ældre løb, Vuelta a San Juan. Det har imidlertid ikke fået nær samme opmærksomhed som dets storebror, og det har aldrig præsenteret en lignede stjerneparade på startlisten. Faktisk har det kun af og til været et UCI-løb, senest i 2009. Ikke desto mindre var der allerede forud for aflysningen af Tour de San Luis planer om at styrke løbet, og det havde således allerede opnået 2.1-status, da den beklagelige meddelelse kom fra kollegerne. Dermed kunne Argentina igen præsentere et alternativ til Tour Down Under, men i stedet for at kunne bygge på en synergieffekt med Tour de San Luis var løbet i San Juan ene om skulle tiltrække stjernerne. Samtidig holdt løbet fast i de oprindelige datoer og afvikles således ugen efter Tour Down Under og ikke som en sideløbende begivenhed med WorldTour-åbningen. Alligevel lykkedes det nærmest at fungere som en uafbrudt fortsættelse af løbet i San Luis, og med undtagelse af den mindre bjergrige rute, der gav flere muligheder for sprinterne end forgængeren, var der næppe mange, der mærkede, at der reelt var tale om et andet løb.

 

Løbet i San Luis er ikke blevet genskabt, men Vuelta a San Juan er klar igen med sin anden udgave i det nye format. Løbet befinder løbet sig i en kamp med Tour Down Under om at tiltrække det stærkeste felt, og de har i høj grad de samme styrkepositioner som deres naboeri San Luis. Mens det australske løb traditionelt har været for sprintere og puncheurs, har Tour de San Luis været et traditionelt etapeløb for de virkelige specialister. Således har løbet ofte haft en tidskørsel - enten en enkeltstart eller en holdtidskørsel - og helt op til tre bjergetaper i tillæg til et par muligheder for sprinterne. Løbet i San Juan er med sine fem sprinteretaper betydeligt mindre bjergrigt, men da løbet både tilbyder en enkeltstart og en reel bjergetape, er det stadig et langt bedre alternativ for grand tour-ryttere. Det afspejles i startlisten, der sidste år talte navne som Vincenzo Nibali, Bauke Mollema, Kanstantsin Siutsou, Franco Pellizotti, Darwin Atapuma, Rui Costa, Damiano Cunego og Julian Arredondo og i år byder på navne som Nibali, Rafal Majka, Davide Formolo, Jarlinson Pantano, Atapuma og Eduardo Sepulveda.

 

Da der er værdifulde WorldTour-point på spil i Tour Down Under, foretrækker mange sprintere og klassikerryttere at tage til Australien, men i de senere år synes flere og flere hurtige afsluttere at have fået præference for Sydamerika. Med dets lavere status er løbet mindre prestigiøst og tiltrækker således betydeligt mindre presse. I den forstand er det en mindre stressende og mere afslappende start efter en lang pause. Vejrbetingelserne er nøjagtigt lige så gunstige som i Australien, og løbet giver endda også mulighed for formopbygning på længere stigninger. Ganske vist vil Mark Cavendish og Peter Sagan i år ikke være til start, men med navne som Fernando Gaviria, Giacomo Nizzolo, Niccolo Bonifazio, Matteo Pelucchi, Kristian Sbaragli og Maniel Belletti kaster alle betydeligt stjerneglans over løbets fem flade etape.

 

Trods det stjernebesatte felt afvikles løbet tidligt på sæsonen. Ingen kan forvente, at verdens bedste ryttere er i topform i midten af januar, og det vil afspejles i resultaterne. Med 2010 og 2016 som undtagelser har Tour de San Luis altid haft mindre kendte argentinske ryttere på podiet, og løbet har sjældent været rammen om en stor dyst mellem verdens bedste. For stjernerne er det hovedsageligt et forberedelsesløb, men for de hjemlige ryttere er det sæsonens højdepunkt, og således kan vi også i San Juan vente at se kontinentalryttere langt fremme, mens nogle af de største navne vil tabe minutter på den store bjergetape.

 

Sidste år var det imidlertid en stjerne, der vandt den første store udgave af det relativt gamle løb. Efter en fornem andenplads på den helt flade enkeltstart erobrede Bauke Mollema med en solid præstation på løbets bjergetape førertrøjen, som Trek-mandskabet efterfølgende forsvarede på de to sidste sprinteretaper. Dermed sikrede hollænderen sig den samlede sejr med et forspring på 14 sekunder ned til Oscar Sevilla og yderligere to ned til Rodolfo Torres. Selvom Trek atter er til start, vender Mollema ikke tilbage for at forsvare titlen, og det vil helt sikkert få både Sevilla, for hvem løbet er et af årets højdepunkter, samt Torres, der begge er med igen, til at drømme om at gøre det endnu bedre, end de gjorde for 12 måneder siden.

 

Ruten

Som sagt har Tour de San Luis altid haft status som en slags mini grand tour med dets mange bjergetaper, en enkeltstart eller en holdtidskørsel og mindst tre muligheder for sprinterne. Faktisk har det ofte været på kanten af det hensigtsmæssige at have et så hårdt løb så tidligt på sæsonen, og de mange lange stigninger kan have afholdt mange fra at give sig i kast med den argentinske begivenhed.

 

Terrænet i San Juan er betydeligt fladere end i naboregionen, og derfor vil Vuelta a San Juan uvilkårligt være nemmere end dets storebror. Det afspejlede sig i ruten for den første udgave som 2.1-løb. Med en enkeltstart og en bjergetape på menuen blev klassementet fortsat domineret af de virkelige etapeløbsryttere, men da de resterende fem etaper var relativt flade, udvklede løbet sig til lidt af en sprinterfestival. En næsten identisk model genbruges i år, hvor den væsentligste nyskabelse er, at man som noget nyt vil indlægge en hviledag efter de første fire af de syv etaper. To af de fem flade etaper har dog fået lidt ekstra krydderi, der kan gøre det for svært for de hurtige folk og dermed skabe lidt variation i det, der ellers kan blive en lidt ensformig affære.

 

Løbet indledes med en flade etape samt en lidt mere kuperet sag med en stigende afslutning, inden den første udskilning i klassementet vil finde sted på tirsdagens enkeltstart på de flade veje i San Juan. Inden torsdagens hviledag skal rytterne ud på en kuperet rute med en stor stigning midtvejs, der kan gøre det for svært for mange af de hurtige folk, hvorefter løbet formentlig afgøres på den store bjergetape fredag, hvor det hele igen slutter på toppen af den ikke specielt stejle Alto San Colorado. Weekenden byder igen på to flade etaper, og dermed vil det være de hurtige afsluttere, der får det sidste ord inden den afsluttende podieceremoni på søndag.

 

1. etape

Tour de San Luis indledtes altid med en sprinteretape, og det forholder sig ikke anderledes i Vuelta a San Juan. Således er det vanskeligt at forestille sig en fladere åbningsetape end den, der venter rytterne på søndag. Etapen er heller ikke særlig lang, og der er derfor helt i overensstemmelse med den argentinske tradition lagt op til, at en sprinter skal bære løbets første førertrøje.

 

Etapen er med sine 148,9 km en kort sag, der bringer feltet fra San Juan til den nærliggende by Pocito og som de fleste øvrige etaper afvikles sidst på eftermiddagen/først på aftenen for at undgå den værste varme. Starten foregår i centrum af San Juan og herfra bevæger rytterne sig igennem fladt terræn mod Pocito. Der er ikke antydningen af terrænmæssige udfordringer, før man efter den første spurt, der er placeret efter 21,1 km, når til kategori 3-stigningen Alto El Cerillo (1 km, 4,9%) efter 71,2 km. Der er dog tale om en meget let udfordring, der ikke vil gøre nogen forskel. I Pocito dyster man om point ved den første passage af nålstregen efter 96,7 km, inden etapen afsluttes med tre omgange på en helt flad 17,4 km lang rundstrækning, der er er uden nævneværdige tekniske udfordringer. På de sidste 3 km er der blot et højresving med 1900 m igen, inden man rammer den 6 m brede opløbsstrækning.

 

Feltet er fyldt med sprintere, og de vil være ivrige efter at vise sig straks fra start. Ikke mindst Quick-Stel vil gøre alt for at holde det hele kontrolleret, men man har faktisk tidligere set, at et udbrud er kørt hjem i Argentina, hvor de små seksmandshold har haft det svært, specielt hvis alle venter, at Quick-Step står for hele arbejdet. Derudover har vinden ofte spillet et puds på de flade argentinske sletter, og det kan gøre etapen mere dramatisk end ventet. Det er således ikke sikkert, at et fuldt felt når målet samlet, men en eller anden form for spurtafgørelse bør afslutte etapen, og da det hele ender med omgange på en flad rundstrækning, er en stor massespurt det langt mest sandsynlige scenarium.

 

Pocito blev også brugt som målby i 2017, hvor den dannede rammen om afslutningen på næstsidste etape. Her overraskede Quick-Step ved at sende Maximilano Richeze i udbrud, og den trofaste lead-out man gjorde arbejdet færdigt ved at sikre sig den første af to etapesejre i sit hjemlands største løb.

 

 

 

2. etape

De sprintere, der forlod 1. etape med et skuffende resultat, får med det samme mulighed for at tage revanche. 2. etape er ganske vist en anelse mere kuperet, men der er ikke tale om stigninger, der burde udgøre nogen væsentlig udfordring. Samtidig betyder en let stigende finale, at det måske mere er en afslutning for de mere hårdføre typer end de rene sprintere, og vi kan derfor få et andet udfald end på 1. etape.

 

Med en distance på bare 149,9 km er der tale om en kort etape, der har både start og mål i byen Peri Lago Punta Negra. Fra start bevæger feltet sig gennem let faldende terræn ud til kategori 3-stigningen Alto de Ullum (2,5 km, 3,3%), der passeres efter 37,5 km. 13 km senere er der point på spil i den første indlagte spurt, inden man rammer en lille rundstrækning med kategori 3-stigningen Alto Punta Negra (1,5 km, 7%). Den er 18 km lang og skal tilbagelægges tre gange, hvormed stigningen forceres efter hhv. 63,5, 91.5 og 119.5 km. På sidste omgang af den ellers helt flade rundstrækning er der tillige en sidste indlagt spurt efter 111,1. Derfra bevæger feltet sig tilbage på start- og målbyen. Her stiger det svagt i de sidste cNa. 15 km, og der venter en hård lille bakke i den absolutte finale, inden det atter flader ud i de sidste 5 km. Med 1800 m igen rammes det sidste højresving, hvorefter den 6 m brede opløbsstrækning stiger med 1,7% i gennemsnit.

 

De argentinske arrangører er ikke specielt meddelsomme, men ofte snyder profilerne og ser betydeligt vanskeligere ud, end de reelt er. Derfor er det nærliggende at tænke sig, at heller ikke denne afslutning er voldsomt kompliceret, og der er næppe tvivl om, at sprinterne vil være sultne. Som sagt kan det dog vise sig, at vi skal se efter lidt mere hårdføre typer som storfavoritten Fernando Gaviria, der dog som på 1. etape kan få problemer med at holde samling på tingene, hvis alle venter, at Quick-Step gør arbejdet. Også vinden kan måske komme i spil, men det bør ende i en massespurt.

 

Peri Lago Punta Negra blev ikke benyttet som målby sidste år.

 

 

 

3. etape

Efter to dages overlevelse skal klassementsrytterne endelig i aktion på tredjedagen, hvor den første store styrkeprøve venter i form af en relativt kort enkeltstart i San Juans gader. Etapen er således blot 14,4 km lang, men er alligevel 2,5 km længere end den tilsvarende etape i sidste års løb. Der er tale om en klassisk storbyetape i helt fladt terræn, der er som skabt til de store specialister, og det er derfor denne etape, der står som den største forhindring for de klatrere, der drømmer om den samlede sejr.

 

I alt skal der altså tilbagelægges 14,4 km med start og mål samme sted i San Juan. og da ruten er helt flad, bliver det en lynhurtig affære. Der er heller ikke mange tekniske udfordringer på etapen, der bevæger sg mellem 662 og 680 m over havets overflade og faktisk falder en anelse mod slutningen. Der er ingen sving på de sidste 3 km, der finder sted på en 6 m bred vej.

 

Etapen er én af to, der ventes at afgøre det samlede klassement, og da bjergetapen ikke er voldsomt svær, er det en nøgledag for de ryttere, der håber at vinde samlet. Med sit flade terræn og mangel på tekniske udfordringer er det imidlertid ikke en dag for de lette klatrere, der vil tabe værdifuld tid. Mens de kæmper for at begrænse tidstabet, ventes de store specialister og powerfulde maskiner at slås om etapesejren.

 

Sidste år blev der ligeledes afviklet en helt flad enkeltstart i San Juan. Her sikrede Ramunas Navardauskas en historisk første sejr for Bahrain-Merida ved at besejre den senere vinder Bauke Mollema med 3 sekunder samt dennes holdkammerat Matthias Brändle med 7 sekunder.

 

 

 

4. etape

Sprinterne trådte i baggrunden tirsdag, men håber at være tilbage i rampelyset onsdag, men det bliver nu ikke en let sag for de hurtige folk at komme i spil på den ganske kuperede 4. etape. Således byder onsdagens etape på en hård kategori 1-stgining med top i 1510 m højde, og selvom der herefter er mere end 80 let faldende kilometer, er der ingen garanti for, at alle de hurtige folk kan overleve dagens kost.

 

Etapen er med sine 182,8 km betydeligt længere end de foregående og bringer feltet fra San Jose Jachal til Villa San Agustin. Starten er småkuperet, men herefter er terrænet let faldende, mens den første indlagte spurt passeres efter 33,3 km. Derefter får den lette indledning imidlertid en brat ende, når feltet midtvejs på etapen skal op over en stigning på mere end 15 km. Den er inddelt i tre med en kategori 3-stigning (1,6 km, 4,2%) efter 87,0 km, en kategori 1-stigning (4,2km, 4,3%) efter 93,0 km og endnu en kategori 1-stigning (5,5 km, 3,3 km) efter 101,5 km, Herefter falder det let hele vejen ned mod målet, mens man undervejs passerer den sidste spurt efter 143,2 km. Etapen afsluttes med en flad finale, hvor der på de sidste 3 km blot er ét sving med 900 m igen, inden man rammer den 6 m brede opløbsstrækning.

 

Atter er arrangørerne temmelig lidt meddelsomme, når det handler om den præcise karakter af stigningerne, men de nøgne data tyder ikke på, at de vil volde de store udfordringer. Det er primært længden og ikke stigningsprocenterne, der vil teste sprinterne, og det vil formentlig vise sig at være for skrap kost for mange. Det er dog næppe tilfældet for Fernando Gaviria, der helt sikkert har blikket rettet mod endnu en etapesejr, men det er en svær sag for Quick-Step at kontrollere det hele med blot seks mand. Heldigvis er tidsforskellene formentlig stadig så små, at klassementsholdene kan ventes at give en hånd med for ikke at smide det hele væk til et dumt udbrud. Det mest sandsynlige scenarium er derfor en reduceret massespurt med Fernando Gaviria som storfavorit, men en udbrudssejr kan ikke udelukkes, hvis det lykkes at få etableret en gruppe uden farlige navne.

 

Villa San Agustin blev ikke benyttet som målby sidste år.

 

 

 

 

5. etape

Efter en velfortjent hviledag og en onsdag, hvor man fik testet klatrebenene lidt undervejs, er det tid til at finde ud af, hvem der skal vinde årets Vuelta a San Juan, når det går løs på årets kongeetape, der også er den eneste bjergetape. Som sidste år er der mål på toppen af Alto Colorado i 2565 m højde, og selvom startbyen er ændret og distancen forlænget med 7,1 km er der tale om en næsten total kopi af sidste års kongeetape, idet de sidste 120 km er identiske med den rute, der gav Rui Costa årets første sejr for 12 måneder siden.

 

Etapen er med sine 169.5 km en af de længste i løbet og bringer feltet fra San Martin til toppen af Alto Colorado. Starten går i fladt terræn, hvor den første spurt er placeret efter 30,7 km. Terrænet blive med det samme mere udfordrende, idet rytterne først testes på kategori 3-stigningen Alto de Villucum, hvis top nås efter 63,4 km. Herfra fortsætter de nordpå i gennem fladt terræn, mens de undervejs dyster om pointene i den sidste indlagte spurt efter 87,8 km. Den markerer starten på en meget lang stigning, der officielt inddeles i to, og der vil således være kategori 2-bjergspurter efter henholdsvis 107,1 (10,0 km, 4%) og 121,8 km (6,7 km, 2,9%). Herefter giver et kort fladt stykke med en lille nedkørsel mulighed for at komme sig, inden det for alvor går løs i de sidste 30 km, der stort set alle går op ad. Det hele kulminerer på toppen af Alto Colorado, der officielt er en 19,3 km lang kategori 1-stigning med en gennemsnitning stigningsprocent på 3,4%. Stigningen er ikke særlig regulær og består af stejlere passager efterfulgt af næsten helt flade stykker. Stigningsprocenten når aldrig mere end 6,4%, og den sidste kilometer er næsten helt flad, selvom de sidste 2900 m stiger med 5,7% i gennemsnit.

 

Etapen byder på mange højdemeter, men det er værd at bemærke sig, at den afsluttende stigning er relativt nem. Den er således helt anderledes end de bjerge, der kendes fra Tour de San Luis, hvor der har været tale om meget stejle ramper, og dermed bliver etapen heller ikke nær så selektiv. Ofte afgøres en sådan etape i en spurt i en mindre gruppe, men på dette tidspunkt af sæsonen vil forskellene nok være mere markante. Samtidig vil højden gøre en forskel, og det bør således være en fremragende klatrer, der afgør etapen til sin fordel.

 

Sidste års etape kan give en ide om, hvad vi skal forvente. Her viste det sig ikke uventet, at det var svært at gør en forskel, og selv en stor mand som Ramunas Navardauskas kunne sikre sig en 12. plads. Til slut endte hele otte mand inden for bare 21 sekunder af vindertiden, og det hele blev afgjort i en spurt mellem Rodolfo Torres og Rui Costa, der sejrede 3 sekunder foran den colombianske klatrer og 7 sekunder foran Daniel Escuela. Bauke Mollema gjorde et stort arbejde for at kontrollere løbet, og med en 5. plads 12 sekunder bag Costa sikrede han sig reelt sejren.

 

 

 

6. etape

Hvis sprinterne fik det for svært i finalen på 2. etape og ikke overlevede stigningen på 3. etape, har de én dag før løbets afslutning blot haft én chance. De bør imidlertid få endnu en mulighed på løbets næstsidste etape, der er stort set helt flad og ligner en oplagt sag for de hurtigste af de hurtige folk - hvis det altså ikke lykkes for et udbrud at snyde feltet, som det gjorde på næstsidste etape sidste år.

 

Efter et par dage væk fra storbyen er feltet tilbage i San Juan, der er rammen om både start og mål for 6. etape. I alt skal der tilbagelægges beskedne 152,6 km, der i alt væsentligt består af en tur ud til et vendepunkt og hjem igen. Den indledende strækning er helt flad og byder kun på den første indlagte spurt efter 43,3 km, inden feltet rammer kategori 3-stigningen Cuenca de la Vacas (3,1 km, 4,0%), der har top efter 62,1 km. Kort efter vendes rundt, inde man bevæger sig tilbage op over stigningen fra den modsatte retning, hvor den denne gang stiger med 3,9% over 800 m og har top efter 72,1 km. Resten af etapen er herefter atter hel flad, selvom man følger en anden rute tilbage til San Juan, hvor den sidste spurt venter med præcis 50 km igen. Til slut venter en helt flad finale, hvor der på de sidste 3 km er bløde sving med 2, 1,9 og 1 km igen, inden man rammer den 6 m brede opløbsstrækning.

 

Sprinterne kan som sagt have haft det relativt svært hidtil, og det øger sandsynligheden for endnu en massespurt, hvis ikke den frygtede argentinske vind kommer i spil. Sidste år kiggede alle rivalerne imidlertid på Quick-Step, og det fik dem til at sende Maximiliano Richeze i udbrud og lade ham stjæle etapesejren. Noget lignende kunne gentage sig denne gang, da tidsforskellene formentlig er større, men i lyset af de færre muligheder for sprinterne i årets løb, bør det ende i en massespurt.

 

San Juan lagde sidste år asfalt til afslutningen på tre relativt flade etaper. Fernando Gaviria og Tom Boonen var hurtigst på hhv. 1. og 2. etape, inden Maximilano Richeze med et sent angreb sikrede sig en overraskende anden sejr i træk på sidste etape.

 

 

 

 

 

7. etape

Som mange andre etapeløb afsluttes Vuelta a San Juan med et kort gadeløb i hovedbyen, hvor de store sprintere ventes at få de sidste ord. Samme model blev benyttet sidste år, men der er tale om en ny rute. Det ændrer dog ikke på, at det hovedsageligt flade terræn peger på, at det bliver en dag for sprinterne.

 

Etapen afvikles på en 15,7 km lang rundstrækning i San Juans gader, som skal tilbagelægges i alt ni gange, hvilket giver en samlet distance på beskedne 141,3 km. I alt Den første del af den meget lid tekniske rundstrækning stiger ganske svagt, hvorefter den resterende del er let faldende, men der er tale om højdeforskelle, der næppe vil spille nogen rolle. Til slut venter et sent sving med bare 490 m til mål.

 

Etapen minder om afslutningsetapen i mange andre etapeløb, og udkommet vil formentlig også være det samme. Således kan vi vente, at sprinterholdene vil kontrollere tingene og sikre, at det hele afgøres i en massespurt. Da etapen foregår i byen, vil vinden end ikke komme i spil, og derfor skal løbets førende rytter blot holde sig oprejst for at sikre sig den samlede sejr, mens sprinterne dyster om etapegevinsten i en finale, der er skabt til de helt rene sprintere.

 

Sidste år blev der som sagt benyttet en lidt anden rundstrækning, men også her var der lagt op til massespurt. Ved et tilfælde lykkedes det imidlertid Quick-Steps lead-out man Maximilano Richeze at snige sig væk i finalen, og han tog dermed sin anden etapesejr i træk foran holdkammeraten Tom Boonen samt Matteo Malucelli.

 

 

 

 

 

Favoritterne

Hvor Tour de San Luis udpræget var et løb for klatrerne, forholder det sig anderledes med Vuelta a San Juan. Ganske vist er der en stor bjergetape på programmet, men Alto Colorado er slet ikke sammenlignelig med de stigninger, vi kender fra naboregionen. Her nåede stigningsprocenterne af og til over de 20, mens udfordringen i San Juan er en lang, moderat stigning, der kun stiger med 4,4% i gennemsnit.

 

Det betyder imidlertid ikke, at 5. etape ikke bliver udfordrende, og der er ingen tvivl om, at fredag er den helt afgørende dag. Hvis samme etape kom midt i den europæiske højsæson, ville stigningen næppe skabe den store udskilning, og en gruppe på 10-15 ryttere ville med stor sandsynlighed skulle spurte om sejren. Nu kommer den imidlertid på et tidspunkt, hvor stjernerne er langt fra topformen, og da niveauet i feltet samtidig er meget spredt, kan der forventes større forskelle. Samtidig er det værd at bemærke, at etapen afsluttes i højderne, og det vil utvivlsomt spille en stor rolle samt gøre etapen langt mere selektiv.

 

Mellem de bedste klatrere bliver forskellene imidlertid ikke overvældende, specielt ikke hvis der er modvind (i skrivende stund ser det dog ud til, at der vil være medvind), og det betyder, at enkeltstarten vil være langt mere afgørende, end den traditionelt har været det i San Luis. Det så vi sidste år, hvor Bauke Mollema reelt sikrede sig sejren på tidskørslen, der satte flere af klatrerne helt ud af spillet. 3. etapes flade udfordring er ganske vist kort og vil således ikke skabe store tidsforskelle, men i noget, der kan vise sig at blive en knivskarp afgørelse mellem de bedste klatrere, vil de 14,1 km i kampen mod uret have kolossal betydning. Hvis man dertil lægger, at netop enkeltstarten ofte favoriserer de store hold og etablerede navne voldsomt sammenlignet med kontinentalryttere, der ofte har det svært i den meget specialiserede disciplin, bliver den endnu mere afgørende. Således vil nogle af de lokale sagtens kunne gøre sig gældende helt fremme på bjergetapen, men med enkeltstartens store betydning bliver det vanskeligt.

 

Overordnet skal man besidde tre egenskaber for at kunne gøre sig gældende. Først og fremmest skal man kunne blande sig med de allerbedste på bjergetapen. Dernæst er det afgørende at være powerfuld på enkeltstarten, hvis betydning bliver kolossal. Afslutningsvis kan sidevinden meget vel spille en rolle, og derfor er det afgørende at have et stærkt hold til at beskytte sig på de vindblæste stepper i Argentina. I skrivende stund synes det imidlertid ikke at blive meget blæsende i den kommende uge, men overraskelser kan bestemt ikke udelukkes, hvis specialisthold som Quick-Step eller Lotto Soudal pludselig tager affære.

 

Løb i januar måned er altid ekstremt vanskelige at forudsige. For samtlige ryttere er der tale om sæsondebut, og derfor har vi ingen forudgående indikationer af form. Tingene kompliceres af, at de bedste ryttere samtidig er langt fra deres højeste niveau, og man kan derfor ingenlunde bruge de sædvanlige referencer til at vurdere det indbyrdes styrkeforhold. I stedet er man nødt til at benytte sig af de kommentarer, som rytterne har givet forud for løbet, samt deres historik i løb tidligt på sæsonen. Situationen kompliceres samtidig af, at det er sæsonhøjdepunktet for mange af de lokale ryttere, der derfor altid kan levere en stor overraskelse.

 

Tour de San Luis har før været vundet af lokale ryttere, men det bliver vanskelige i San Juan. Enkeltstarten spiller sandsynligvis for stor en rolle, og det tipper balancen mod de etablerede stjerner, der er langt mere vant til at gøre sig i kampen mod uret. Det så vi sidste år, hvor det blev klart, at de havde det langt vanskeligere end tidligere, og det var således i høj grad WorldTour-rytterne, der dominerede.

 

I år er feltet kendetegnet ved, at de store stjerner, der er til start, alle er kendt for at starte temmelig forsigtigt ud. Det gælder specielt Vincenzo Nibali og Rafal Majka, der heller ikke denne gang ventes at kunne blande sig med de allerbedste. Samtidig er der blandt de gode klatrere meget få gode temporyttere, og det gør løbet til en temmelig åben affære.

 

Der er mange stærke hold til start, men specielt et skiller sig ud. Movistar har som altid en række ryttere, der alle kan klatre, og de har før gjort det godt i Argentina. Denne gang møder de endda til start med et ekstra incitament til at gøre det godt. Den lokale helt Eduardo Sepulveda er nemlig skiftet til holdet, og han er helt sikkert topmotiveret forud for sin debut, der endda finder sted på hjemmebanen. Han har altid tidligere gjort det godt i San Luis, hvor han bl.a. har vundet en stor bjergetape, og han sørger som regel for at være i god form på denne tid af året.

 

Det vil formentlig også være tilfældet denne gang, og han er derfor vores favorit til sejren. Ganske vist er karrieren gået temmelig meget i stå, og han har slet ikke udviklet sig til at blive den rytter, man længe håbede på. I dette relativt svage felt af klassementsryttere er han dog den mest komplette og samtidig formentlig en af de mest formstærke. Hans tempoegenskaber er gået voldsomt ned ad bakke i de senere år, men han kører som regel fornuftige enkeltstarter i Argentina. Det vil formentlig ikke blive ringere af skiftet til Movistar, hvor han drager fordel af bedre materiel og mere ekspertise. Blandt klassemenstrytterne vil han derfor kunne vinde en del tid i kampen mod uret.

 

Der er helt sikkert bedre klatrere end Sepulveda i dette løb, men kongeetapen er som sagt ikke specielt svær. Det burde derfor være muligt at holde sig tæt på de bedste. Den største udfordring er at undgå at blive isoleret, som det skete for Mollema sidste år. Sepulveda kan imidlertid lukrere på et fremragende hold bestående af klatrestærke ryttere. Movistar vil formentlig være stærke nok til at holde rimelig samling på tropperne frem mod de sidste kilometer. Her burde Sepulveda selv kunne forsvare et evt. forspring fra enkeltstarten i kamp mod de ellers bedre klatrere. Alsidigheden og holdets styrke får os derfor til at pege på Sepulveda som vores favorit.

 

Hans værste rival kunne meget vel blive en kontinentalrytter. I hvert fald kørte Oscar Sevilla fremragende i sidste års løb, og intet tyder på, at det endnu går voldsomt ned ad bakke for den ellers aldrende spanier. Samtidig er dette hans allerstørste løb på hele sæsonen, og han har ikke lagt skjul på, at han har forberedt det, som var det Tour de France. Han er ikke nogen stor temporytter, men sammenlignet med sine rivaler er han betydeligt bedre i kampen mod uret end de fleste. Sidste år blev han nr. 7 i kampen mod uret og nr. 4 på kongeetapen, og det viser, at han er konkurrencedygtig på begge de to nøgleetaper. Selvom hans hold ikke er det stærkeste, har han samtidig faktisk udmærket støtte i bjergene, hvor det bliver vigtigt at kontrollere den måske ukontrollerbare 5. etape. Er Sevilla lige så god som sidste år, har han en fremragende chance for at sejre.

 

På Movistar kan stort set alle ryttere løbe med sejren, da de alle er ganske glimrende klatrere. Den bedste er imidlertid stortalentet Richard Carapaz, der sidste år flere gange gav prøver på talentet, ikke mindst i sin Vuelta-debut. Hvor han står formmæssigt er et åbent spørgsmål, men følger han den sydamerikanske tradition er han ikke dårlig. Han er vant il højderne fra Ecuador og på papiret en af løbets allerbedste klatrere. Han havde helt sikkert foretrukket en sværere stigning, men vi så sidste år, at der kan gøres forskelle, hvilket i år endda bliver endnu nemmere som følge af medvinden. Hans tempoevner er en udfordring, men i et felt uden mange specialister kan han matche de fleste. Klatrer han på sit højeste niveau, kan han sagtens løbe med den samlede sejr.

 

Movistars bedste temporytter er Victor De La Parte, der som regel kører i top 20 på tidskørsler i Europa. Samtidig er han en fremragende klatrer, der tidligere har været helt suveræn i Østrig Rundt. Siden skiftet til Movistar er han endt som hjælperytter og er derfor faldet ud af rampelyset. Det er da også tænkeligt, at han ender som hjælper for Sepulveda her, men skulle han vise sig som den bedste på tidskørslen, burde han kunne få sin egen chance. Han er helt sikkert ikke i topform, men sidste år blev han faktisk nummer 11 samlet i Volta a la Comunitat Valenciana på denne tid af året. Har han et lignende niveau her, kan han køre med om sejren i kraft af sine gode tempoevner, også selvom han måske ikke helt kan følge de allerbedste på Alto Colorado.

 

Sidste år viste Rodolfo Torres sig at være løbets måske stærkeste klatrer, og det var kun til allersidst, at han måtte se sig besejret af Rui Costa i spurten på kongeetapen. Desværre havde han tabt så megen tid på enkeltstarten, at det kun blev til en samlet tredjeplads, og netop tidskørslen fremstår som hans helt store svaghed. Det ændrer dog ikke på, at 11. pladsen i kampen mod uret faktisk var hans livs enkeltstart, og det viser, at han kan begrænse sit tab, hvis han er i topform. Det er han formentlig igen i år, ikke mindst fordi 2017 blev et rigtig skidt år for Androni-kaptajnen. Spørgsmålet er, om han kan genfinde fordums styrke. Kan han det, burde han igen være en af de allerstærkeste i bjergene, og selvom stigningen gerne måtte være hårdere, viste han sidste år, at han godt kan vinde tid.

 

Løbets mest komplette klassementsrytter og store stjerne er naturligvis Vincenzo Nibali. Siden han vandt Tour de San Luis i 2010, har han imidlertid været et stykke fra sit bedste i de argentiske løb, og han har ikke lagt skjul på, at det næppe forholder sig anderledes denne gang. Alligevel kan man ikke helt udelukke, at han kan vinde i et felt, hvor manglen på gode temporyttere er slående. Selv med det beskedne formniveau, kan han formentlig vinde tid på de fleste på 3. etape, og det giver ham pludselig et godt udgangspunkt forud for kongeetapen. Her kan han regne med støtte fra ganske gode klatrere som Kanstantsin Siutsou, Mark Padun og sin bror Antonio. Sidste år han nr. 10 på Alto Colorado, og en lignende præstation kan muligvis være nok til at løbe med den samlede sejr.

 

På papiret er Jarlinson Pantano en af løbets helt store favoritter, da han som colombiansk enkeltstartsmester er en af de klatrere, der også kan begå sig på 3. etape. Han er imidlertid netop kommet tilbage efter en operation i december og melder selv, at formen fortsat mangler en del. Han kører som regel stærkt på denne tid af året og drager også fordel af sin gode spurt på en let stigning som Alto Colorado, og derfor kan en overraskelse ikke helt udelukkes. Det er dog formentlig Peter Stetina, der udgør Treks bedste kort. Han har nemlig før gjort det godt i Tour de San Luis, og derfor er det ikke uvant for ham at være i form på denne tid af året. Det har dog ikke altid været tilfældet, og han er derfor et af løbets større spørgsmålstegn. Hans enkeltstart har samtidig altid været en stor svaghed, men i dette felt burde han faktisk kunne klare sig bedre end mange rivaler i kampen mod uret. Selvom karrieren er gået lidt i stå, er han så god en klatrer - det har han flere gange vist i specielt Tour of California - at han med fin form burde være en af de bedste på kongeetapen.

 

En spændende kandidat er Quick-Steps nyprofessionelle ecuadorianer Jhonatan Narvaez. Han er mere en ardennertype end en klassisk klatrer, men på en relativt let stigning som Alto Colorado burde han kunne gøre sig gældende og måske endda gøre brug af sin spurtstyrke. Samtidig er det nærliggende at tro, at han forud for sin professionelle debut er topmotiveret, og at han ikke har slækket på træningen i Ecuadors bjerge. Varme og højderne passer ham, og formen er formentlig bedre end for de fleste. Enkeltstarten er en udfordring, men han er ikke blandt de dårligste i kampen mod uret. Med godt materiel og god form kan han klare sig bedre end de fleste på 4. etape og dermed måske blande sig helt fremme i den samlede stilling.

 

Den lokale helt Daniel Diaz har flere gang slået alle WorldTour-stjernerne i Tour de San Luis, og det gav ham forud for 2016-sæsonen endelig chancen i Europa. De to år hos Delko-mandskabet endte imidlertid som en total fiasko, hvor han slet ikke var i stand til at spille en rolle overhovedet. Der er derfor ikke én eneste indikation på, at han kan vende tilbage til fordums styrke, men nu er han altså efter de to rædselsår tilbage i hjemlandet. Her har han altid været i sit es, og der er ingen tvivl om, at dette løb er et stort mål for ham. Vi tvivler på, at han atter kan finde sine bedste ben, men vi tør ikke helt afskrive ham, specielt fordi han tidligere har forsvaret sig ganske fint på enkeltstarterne.

 

Androni satser primært på Torres, men de har også den unge talentfulde Fausto Masnada. Efter en solid start viste han sig virkelig frem sidst på sæsonen, hvor han var med i podiekampen i WorldTour-løbet Tour of Turkey. I 2018 er han klar til at tage næste skridt, men det er meget usikkert, om han allerede nu er i form. Samtidig er hans tempoevner ikke prangende, og han kan derfor ende som hjælper for Torres. Han er dog en rytter med potentiale til at overraske.

 

Skal man pege på en kontinentalrytter med muligheder for at overraske, er det også naturligt at nævne Romain Villalobos. Costaricaneren har netop kørt med om sejren i sit hjemlands etapeløb, hvor han var en af de bedste klatrere. Om han fortsat har bevaret formen efter sit sæsonhøjdepunkt, er ikke helt klart, men det er trods alt mindre end en måned siden, at han klatrede fremragende. Han vil dog formentlig miste for meget tid på enkeltstarten til at kunne blande sig helt fremme.

 

Sammen med Nibali er Rafal Majka feltets bedste klassementsrytter, men man skal næppe have store forventninger til polakken. Han har aldrig været god i januar måned og har aldrig kunnet blande sig med de bedste i Argentina. Også denne gang har han nedspillet forventningerne, og man skal derfor næppe forvente det helt store, også fordi han ikke har samme tempoevner som Nibali. Han er dog blandt klassementsrytterne en af de bedre på enkeltstarten i dette felt, og er han bedre end ventet, kan man ikke helt udelukke et topresultat.

 

Der er også grund til at fremhæve den colombianske trio Alex Cano, Miguel Angel Rubiano og Luis Felipe Laverde. Alle tre er de glimrende klatrere, og de har endda erfaring fra europæiske løb. De kørte alle med om sejren i Vuelta a Colombia, der som bekendt er et meget bjergrigt løb, og de må samtidig formodes at være i ganske god form til et løb, der er vigtigt for dem. De vil formentlig alle være med langt fremme på kongeetapen, men tidstabet for enkeltstarten vil nok være for stor til, at de kan vinde samlet.

 

Endelig vil vi pege på Tiesj Benoot. Den belgiske klassikerspecialist bliver bedre og bedre på stigningerne og nærmest chokerede ved næsten at køre i top 10 i Dauphiné. Den ikke specielt stejle Alto Colorado burde passe ham fint, men spørgsmålet er, hvor han står formmæssigt. Han plejer at lægge ud som lyn og torden, men satser denne gang på en mere stille start. Samtidig er han ret svag på enkeltstarten og vil formentlig tabe tid til de bedre klatrere. Skal han vinde, skal han være i samme god form som tidligere på denne tid af året.

 

OPDATERING: Der har været adskillige ændringer på startlisten, siden denne optakt blev skrevet. Det er specielt værd at bemærke, at talentet Mattia Cattaneo samt sidste års nr. 3, Ricardo Escuela, er blevet tilføjet, og de må begge tilskrives gode chancer. Også de sydamerikanske ryttere Efren Santos og Enzo Moyano er værd at fremhæve.

 

OPDATERING 2: Sygdom har tvunget Vincenzo Nibali til i sidste øjeblik at opgive at stille til start.

 

***** Eduardo Sepulveda

**** Oscar Sevilla, Richard Carapaz

*** Rodolfo Torres, Victor De La Parte, Peter Stetina, Mattia Cattaneo, Ricardo Escuela

** Jhonatan Narvaez, Daniel Diaz, Fausto Masnada, Romain Villalobos, Rafal Majka, Tiesj Benoot, Alex Cano, Miguel Angel Rubiano, Luis Felipe Laverde

* Darwin Atapuma, Antonio Pedrero, Jarlinson Pantano, Efren Santos, Enzo Moyano, Kanstantsin Siutsou, Mark Padun, Remi Cavagna, Dayer Quintana, Julen Amezqueta, Joaquim Silva

 

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Søg på tværs af +50 webshops og få det største udvalg. 500.000 cykelprodukter samlet ét sted.

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First-Drapac

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team LottoNL-Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »