Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optaktsjulekalender: Hvad kan vi forvente af Bahrain-Merida i 2018?

Optaktsjulekalender: Hvad kan vi forvente af Bahrain-Merida i 2018?

05. december 2017 14:00Foto: Unipublic

Ferien er ovre, og det er tid for de professionelle ryttere at starte den seriøse træning frem mod 2018-sæsonen. Efter de indledende teambuilding-øvelser ved de første holdsamlinger i november, er det som regel i december, at de første træningslejre organiseres, og den indledende sæsonplanlægning finder sted, og bare få uger senere er WorldTouren allerede i gang, når der igen bydes op til dans i Tour Down Under. I løbet af de kommende uger vil Feltet.dks cykelekspert Emil Axelgaard klæde dig på til den kommende sæson i en serie af analyser, hvor vi kaster et detaljeret blik på hvert af de 18 WorldTour-hold, og hvad vi kan forvente os af mandskabet i løbet af de kommende 12 måneder.

Artiklen fortsætter efter videoen.

Nedenfor giver vi en analyse af Bahrain-Merida.

 

Ryttere, der bliver på holdet

Valerio Agnoli, Yukiya Arashiro, Manuele Boaro, Grega Bole, Niccolo Bonifazio, Borut Bozic, Sonny Colbrelli, Chun Kai Feng, Ivan Garcia Cortina, Enrico Gasparotto, Heinrich Haussler, Ion Izagirre, Ramunas Navardauskas, Antonio Nibali, Vincenzo Nibali, Domen Novak, Franco Pellizotti, David Per, Luka Pibernik, Kanstantsin Siutsou, Giovanni Visconti, Meiyin Wang

 

Nye ryttere

Domenico Pozzovivo (Ag2r), Gorka Izagirre (Movistar), Matej Mohoric (UAE Team Emirates), Kristijan Koren (Cannondale), Mark Padun (nyprofessionel), Hermann Pernsteiner (Amplatz-BMC)

 

Læs også
Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

 

Ryttere, der forlader holdet

Janez Brajkovic (?), Javier Moreno (Delko Marseille), Tsgaby Grmay (Trek-Segafredo), Jon Ander Insausti (Fundacion Euskadi), Ondrej Cink (vender tilbage til mountainbikesporten)



Domenico Pozzovivo kommer til holdet i 2018
 

Hvordan gik transfersæsonen?

Mange var skuffede, da Bahrain-Merida afslørede truppen til deres første sæson i det professionelle felt. Det var en udbredt opfattelse, at holdet med en arabisk prins og hans oliemilliarder i ryggen samt en stjerne som Vincenzo Nibali på holdet ville kunne tiltrække en meget stærk trup til at støtte kaptajnen. Det blev imidlertid ingenlunde tilfældet, og allerede forud for sæsonen var det klar, at Nibalis største svaghed var holdet. Ledelsen var imidlertid fortrøstningsfuld og henviste til de mange allerede indgåede kontrakter som forklaring på, at man ikke i første omgang havde haft held til at tiltrække flere store navne.

 

På den baggrund havde mange ventet, at holdet forud for 2018 for alvor ville gå på rov på transfermarkedet og mærkbart styrke specielt grand tour-truppen. Det er imidlertid ingenlunde sket. Tværtimod har holdet blot hentet seks nye ryttere, og af disse er det kun de to, der med deres bjergstyrke for alvor vil være et mærkbart bidrag i de lange etapeløb.

 

Ét kup har holdet dog gjort. Det er lykkedes at hente Domenico Pozzovivo til holdet, og det kan vise sig at være guld værd. Havde dette været efteråret 2016, ville der stadig have hænge store skygger over den lille klatrer, der på det tidspunkt endnu ikke havde genfundet sit niveau efter sit store styrt i 2015. Det gjorde han imidlertid i 2017, hvor han i den tredje uge af Giroen sammen med Ilnur Zakarin måske var løbets stærkeste bjergrytter, og selvom han pga. et styrt fik ødelagt sin Vuelta, bekræftede han med et meget stærkt Il Lombardia til slut, at der er al mulig grund til at have store forventninger i 2018. Derfor er der ingen tvivl om, at Pozzovivos ankomst er en mærkbar styrkelse af Bahrain-Merida.

 

Spørgsmålet er blot, hvordan han skal bruges. Skal han være den afgørende sidste mand for Nibali i bjergene i den grand tour, kaptajnen satser på? Eller skal han som på Ag2r selv være grand tour-kaptajn og fortsætte med at høste et hav af point på egen hånd i ugelange etapeløb? I skrivende stund er det fortsat uklart. Med tanke på, at Bahrain-Merida i 2017 primært var en tremandshær bestående af Nibali, Ion Izagirre og Sonny Colbrelli, er en fjerde kaptajn meget velkommen. På den anden side er der også et akut behov for at forbedre Nibalis støtte, og derfor bliver det ikke let at beslutte, hvordan Pozzovivo skal benyttes.



Gorka Izagirre kommer også til holdet fra Movistar
 

Helt naturligt har holdet også hentet Ion Izagirres bror Gorka, der endelig kom fri af kontrakten med Movistar. Hans rolle bør være helt klar. Efter en fornem sæson, hvor han kørte i top 5 i Paris-Nice og vandt en etape i Giroen, vil han kunne yde et fremragende bidrag for Nibali i bjergene, og man må formode, at det bliver hans primære opgave. Det er klart, at han aldrig bliver en rytter, der sidder med til allersidst, men hans tilstedeværelse øger utvivlsomt Bahrain-Meridas taktiske muligheder.

 

Holdets DNA synes at være etapeløbene, og derfor er det også nærliggende, at holdet har hentet to meget lovende klatrere. På kort sigt er det mest interessant, at man giver chancen til den 27-årige mountainbikerytter Hermann Pernesteiner. Østrigere er allerede blevet nr. 6 i både Østrig og Slovenien Rundt og har vundet Tour d’Azerbaidjan, og hans præstationer i bjergene har været ganske lovende. Overgangen fra mountainbike til landevej har ofte været succesfuld, og Pernsteiner kunne meget vel fortsætte den succesrække. Samtidig har man skrevet kontrakt med nyprofessionelle Mark Padun, der i år blev nr. 5 i Babygiroen, men som formentlig skal bruge et par år, inden han kan levere resultater på højeste niveau.

 

Matej Mohoric kommer også til holdet og fortsætter dermed sin nomadetilværelse. Sloveneren havde det mildt sagt svært i sine første år på WorldTouren, men synes langsomt at indfri sit potentiale. Han er som ryttertype stadig lidt svær at kategorisere, men burde kunne styrke holdet i Ardennerne samt være en fornuftig støtte i mange terræner i grand tours, samtidig med at han fortsætter sin udvikling. Endelig genforenes Nibali med altid loyale Kristijan Koren, der har én mission: at støtte sin kaptajn på de flade etaper i etapeløbene.

 

Desværre mister holdet også flere klatrere, og derfor er styrkelsen af truppen ikke så markant, som den kunne være. Værst er det formentlig, at Ondrej Cink, der faktisk viste ganske lovende takter i sin overgang fra mountainbike til landevej og sågar allerede kørte Touren i 2017, har besluttet sig for at vende tilbage til sin oprindelige sport. Det lykkedes heller ikke at holde på Tsgabu Grmay, der ganske vist ikke havde sin bedste sæson i 2017, men som utvivlsomt var en af de bedre bjergryttere på holdet. Det samme var uheldige Javier Moreno, der blev smidt ud af Giroen og styrtede ud af Vueltaen og derfor havde et skidt 2017. Sammen udgør de en trio af mellemgode klatrere, som på andre hold måske kunne undværes, men som på Bahrain-Merida bliver svære at erstatte. Knap så ondt gør det at sige farvel til Janez Brajkovic, hvis deroute blot fortsatte i 2017, og Ion Ander Insausti, der vist mere var på holdet som følge af sin familiære forbindelse til Ion Izagirre.

 

Pozzovivos ankomst betyder, at holdet i 2018 har flere kaptajner, og dermed er der tale om en markant styrkelse af truppen, også fordi man med Pernsteiner, Padun og Mohoric har foretaget fornuftige langsigtede investeringer. Desværre betyder farvellet til Moreno, Grmay og Cink paradoksalt nok, at Nibalis støtte i grand tours kan være svækket, hvis Pozzovivo primært skal jagte personlige resultater, og derfor er det et lidt mudret billede, der tegner sig efter en transfersæson, der var betydeligt mindre markant, end man kunne have ventet sig.

 

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Forud for holdets første sæson lagde ledelsen ikke skjul på, at det i første omgang primært handlede om succes i etapeløbene. Klassikerne blev i første omgang nedprioriteret, men alligevel kom man faktisk ganske pænt igennem den første sæson. Således viste Sonny Colbrelli særdeles lovende takter på brostenene, og Ion Izagirre viste helt nye evner i Ardennerne, hvor han overraskede positivt med flere topplaceringer.

 

Læs også
Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

 

Som omtalt ovenfor har holdet i transferperioden ikke haft meget fokus på endagsløbene, og det er derfor en stort set uforandret trup, der skal jagte succes i Belgien, Holland, Italien og Frankrig i løbet af foråret. Størst forhåbninger må der være til Colbrelli, der fortsat bliver bedre og bedre. Allerede i Milano-Sanremo har han sin første chance, og selvom han får svært ved at vinde mod de hurtigere ryttere, har han før overrasket i en spurt efter et hårdt løb. I Niccolo Bonifazio har man endnu en rytter, der tidligere er kørt i top 5 i den italienske klassiker, og det giver holdet flere gode kort på hånden.



Colbrelli vinder 2. etape i Paris-Nice
 

Endnu mere interessant bliver det at følge Colbrelli på brostenene. Det siger sig selv, at han vil være konkurrencedygtig i de lettere løb som Dwars door Vlaanderen, Gent-Wevelgem og Kuurne-Bruxelles-Kuurne, men meget tyder på, at han også kan køre med, hvor det er sjovt i de hårde løb som Flandern Rundt, Omloop Het Nieuwsblad og E3. I sit første forsøg blev han således nr. 7 i E3 og nr. 10 i Flandern Rundt. Det er ekstremt lovende resultater, og forbedringspotentialet i løb, hvor erfaring betyder kolossalt meget, er stort. Samtidig kan man glæde sig over, at Heinrich Haussler er på vej tilbage, og dermed er der forhåbentlig basis for lidt mere opbakning til den italienske kaptajn, selvom man ikke skal vente sig resultater fra den fallerede australske stjerne. Han får formentlig chancen som kaptajn i Paris-Roubaix, hvor holdet næppe har de store muligheder.

 

I Ardennerne bliver det bestemt ikke mindre interessant. Sidste år vandt Colbrelli Brabantse Pijl, og han vil igen være en af de store favoritter til det kuperede opvarmningsløb. Dernæst kommer Amstel Gold Race, der formentlig er den klassiker, han har de allerstørste chancer for at vinde. Han har allerede tidligere været på podiet og i de seneste to år vundet feltets spurt. I år har han støtte fra Ion og Gorka Izagirre, Vincenzo Nibali, Enrico Gasparotto og Giovanni Visconti. Kan de holde det samlet på den nye rute, er Colbrelli en meget stor vinderkandidat i Valkenburg.

 

Nibali har i år ikke lagt skjul på, at ardennerklassikerne i 2018 bliver et stort mål. Den italienske stjerne elsker endagsløbene og har en sejr i Liege som et af karrierens allerstørste mål. Derfor vil holdet satse massivt på den belgiske klassiker, hvor Izagirre i år også var med fremme, og hvor Gasparotto tidligere har gjort det godt. Med tanke på Viscontis gode efterår og at Pozzovivo i de senere år har været i top 10 flere gange, har holdet et slagkraftigt mandskab, der kan støtte kaptajnen. Nibali er ikke en oplagt vindertype til et løb som Liege, men Bahrain vil gøre alt for at gøre en sejr mulig ved at udnytte det stærke hold. I Fleche Wallonne får man det gengæld sværere, da ingen af holdets ryttere er skabt til den eksplosive finale, og her er en top 10 i Izagirre eller Nibali formentlig det maksimalt opnåelige.



Nibali skal forsøge at hente resultater i Ardennerne
 

I efterårets endagsløb er Colbrelli igen manden. Niccolo Bonifazio er formentlig et lidt bedre kort i EuroEyes Cyclassics, men Bretagne Classic og specielt de canadiske klassikere er løb, som Colbrelli har alle muligheder for at vinde. Derudover må man som altid forvente, at italieneren skyder på alt, hvad der rører sig i de italienske efterårsløb, hvor holdet formentlig vil være en dominerende kraft. I de fladere løb kan Colbrelli vinde, og i de kuperede løb kan vi vente os en fremragende Nibali med støtte fra folk som Pozzovivo, Visconti og Gasparotto. Nibali satser nemlig knaldhårdt på det bjergrige VM og må forventes at udnytte den gode form i løb som Giro dell’Emilia - hvor han i 2017 ”forærede” sejren til Visconti - og ikke mindst Il Lombardia, hvor han som forsvarende vinder har en fabelagtig chance for at indskrive sig yderligere i historien med en tredje sejr, i hvert fald hvis ruten er så bjergrig som i tidligere sæsoner.

 

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Som sagt er det grand tours, der har været holdets DNA siden begyndelsen, og selvom Vincenzo Nibali i 2018 vil have et større fokus på endagsløb, ikke mindst VM, er det klart, at de tre uger lange etapeløb igen er nøglebegivenheder for det arabiske mandskab. I skrivende stund er Giro-ruten imidlertid endnu ikke offentliggjort, og Nibali har gjort det klart, at hans endelige beslutning om grand tour-mål først tages, når han kender ruten til det italienske etapeløb. Én ting er dog sikkert: Nibali vil være til start i Vueltaen, men denne gang ikke med fokus på klassementet. I stedet vil han bruge det spanske løb til at forberede sig til VM.

 

Dermed satser Nibali kun stort på én grand tour i 2018, og det er som sagt uklart, om det bliver Touren eller Giroen. Det gør det ganske åbent, hvordan holdet prioriterer de tre uger lange etapeløb. Specielt er det helt åbent, hvordan Domenico Pozzovivo skal bruges. Som nævnt ovenfor er det uklart, om italieneren selv skal jagte et topresultat i en grand tour, eller om han primært er kommet til holdet som støtte til Nibali. Derudover fik Ion Izagirre som bekendt ødelagt sit første forsøg på at agere klassementsrytter i en grand tour, og man må forvente, at han har ambitioner om at prøve igen.

 

Nibali har ikke kunnet skjule, at han føler sig meget motiveret af at vende tilbage til Touren, ikke mindst i lyset af rutens beskaffenhed, og havde det ikke været for udsigten til, at Giroen igen i år skal tilbringe flere dage på hjemøen Sicilien, havde beslutningen formentlig ikke været svær. I lyset af den markante satsning på ardennerklassikerne bliver det imidlertid meget svært for Nibali at satse benhårdt på sit hjemlands løb, og da holdet samtidig har en markant interesse i at få Nibali til start i Touren, hvor man leverede en katastrofeindsats i 2017, peger alt i retning af, at holdets stjerne i 2018 satser på verdens største cykelløb.



Touren eller Giroen for Nibali?
 

Det efterlader stadig spørgsmålet om, hvordan Domenico Pozzovivo og Ion Izagirre vil tilrettelægge deres sæsoner. Et forsigtigt gæt er, at Pozzovivo får lov at køre sin egen chance i Giroen, hvor målet i lyset af den fremragende præstation i år må være en top 5-placering. Herefter er det nærliggende at sende ham videre til Touren, hvor han kan agere hjælper for Nibali, der naturligvis vil gå efter sejren. Det bliver svært i det skrappe selskab, men endnu en podieplads efter de to, han opnåede i år, vil absolut være godkendt. Også Izagirre er en oplagt støtte for Nibali, ikke mindst i lyset af holdløbet, og han vil formentlig satse 100% på sin specialitet, ugelange etapeløb, i foråret, inden han drager til Frankrig. Om han så senere vil forsøge sig som klassementsrytter i Vueltaen, er uvist, men han må have lyst til at se, hvad det kan række til over tre uger. En top 10-placeirng vil være det naturlige mål. Nibali vil også være til start i Spanien, men det vil være uden klassementsambitioner. Han vil dog formentlig jagte en etapesejr eller to som led i sin VM.forberedelse.

 

Sonny Colbrelli har ikke lagt skjul på, at han satser benhårdt på at få revanche efter sin lidt skuffende Tour-debut, og han vil jagte etapesejre i en første uge, der passer ham fremragende. Holdets anden sprinter, Niccolo Bonifazio, må også være yderst ivrig efter endelig at stille til start i en grand tour igen. Konkurrencen i Giroen er formentlig for hård til, at han kan vinde en etape, men det er absolut muligt i Vueltaen. I princippet er der intet til hinder for, at han kan stille til start begge steder.

 

Udover Colbrelli vil hele Tour-holdet blive bygget op om Nibali, og det betyder, at hans kernegruppe af klatrere med folk som Giovanni Visconti, Kanstantsin Siutsou, Gorka Izagirre og ikke mindst Franco Pellizotti vil udgøre hovedparten af holdet. Man kunne imidlertid sagtens forestille sig, at flere af dem også vil køre Vuelta, hvor holdet formentlig med et meget stærkt mandskab vil kunne få flere etapesejre. Ikke mindst Visconti og Izagirre har før vist, at de kan gøre det færdigt. Det samme har Matej Mohoric, der er en oplagt kandidat i at køre både Gioro og Vuelta.

 

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Vincenzo Nibali har en meget ambitiøs kalender med to grand tours, VM og klassikere, og derfor skal vi næppe forvente meget af ham i sæsonens øvrige løb. I de senere år har han haft en tendens til at køre temmelig elendigt i løbet af foråret, og det vil være overraskende, hvis han er i specielt god form tidligt på året. Måske vil han køre efter klassementet i Paris-Nice, Tirreno-Adriatico eller Vuelta al Pais Vasco, men det er formentlig kun i sidstnævnte, der ligger tæt på klassikerne, at han for alvor vil kunne levere resultater.

 

Læs også
Optakt: 4. etape af Tour of the Alps

 

Heldigvis har holdet Ion Izagirre, der i de senere år har været en af verdens absolut bedste i ugelange etapeløb. Hans stabilitet er imponerende, og det er meget sjældent, at han slutter uden for top 5. Han vil formentlig følge et klassisk program med vægt på etapeløb, hvor enkeltstarten spiller en nøglerolle, og vi kan derfor forvente at se ham helt fremme i Ruta del Sol, Paris-Nice, Vuelta al Pais Vasco, Tour de Romandie og Tour de Suisse. I år må målet være endelig at vinde et af de store forårsløb. Også bror Gorka må efter sin top 5 i Paris-Nice have større ambitioner på egne vegne, og han vil formentlig kunne få lidt frihed undervejs, ikke mindst i Tour Down Under, hvor han i år var flyvende, indtil et styrt satte ham ud af spillet. Nogen podiekandidat vil han dog sjældent være. Endelig har Domenico Pozzovivo, når han har været på toppen, en helt ufattelig stabilitet, der betyder, at han altid ender i top 10. Det vil han formentlig være i stand til igen i løb som Abu Dhabi Tour, Tour of Oman, Tirreno-Adriatico og Vuelta a Catalunya, inden han som så ofte før må formodes at køre med om sejren i favoritløbet, Tour of the Alps.



 

Colbrelli vandt i 2017 lidt for lidt, men det var forventeligt efter overgangen til WorldTouren. Det er lidt en skam, at han er så god i klassikerne, for det forhindrer ham i at stille til start i Volta a Catalunya og Vuelta al Pais Vasco, hvor han ville kunne tage et hav af sejre. Nu skal han i stedet forsøge at tage endnu en WorldTour-sejr i skrappere i selskab i Paris-Nice og Criterium du Dauphiné, men det er dog formentlig i Tour de Romandie, at han har sin bedste chance. Også Niccolo Bonifazio har vist, at han kan vinde spurter på WorldTour-niveau, og efter en skidt sæson må det være målet igen at begynde at vinde i større omfang, også i de store løb.

 

Desværre er holdet så afhængigt af de få kaptajner, at det er svært at jagte store resultater med andre ryttere. Mest interessant vil det være at se Hermann Pernsteiner i mindre etapeløb som Tour of Croatia, Tour de Slovenie, Tour of the Alps og måske også på en lidt større i Tour de Pologne, hvis man igen dropper enkeltstarten. Matej Mohoric kan måske også køre med om sejren i et par kuperede endagsløb eller måske i et mindre etapeløb a la 4 Dage ved Dunkerque, hvor terrænet er småkuperet, og der ingen enkeltstart er.

 

Hvem kan overraske?

Som sagt er der ikke mange hold, der er så afhængige af relativt få kaptajner som det arabiske mandskab, og der er ikke mange ryttere, der står på tærsklen til en store gennembrud. Som omtalt ovenfor er der dog visse grunde til at have forventninger til Hermann Pernsteiner, der i hvert fald har vist, at han klatrer godt nok til at blande sig med de bedste i bjergene. Et år i et mere struktureret miljø med fuldt fokus på landevejen burde kunne hjælpe ham med at tage det sidste skridt for at køre med om podiet i mindre etapeløb med høje bjerge og uden enkeltstarter.

 

Det står efterhånden helt tydeligt, at Matej Mohoric blev professionel i en alt for ung alder, og han havde det virkelig svært i de første år på højeste niveau. Hans flotte efterår med etapesejren i Vueltaen og top 10-placeringen i Guangxi viste imidlertid, at han efterhånden har nået en modenhed, der gør det muligt for ham at indfri forventningerne. Han er stadig en lidt diffus ryttertype, der ikke helt har lang sig fast på, hvad han skal satse på, men 2018 burde bringe mere afklaring. Vi ser frem til at se ham jagte etapesejre i Giroen og Vueltaen og køre med om de sjove placeringer i kuperede endagsløb uden for WorldTouren, specielt i Italien.



Matej Mohoric vinder 7. etape af Vueltaen
 

Endelig er det værd at fremhæve nyprofessionelle Mark Padun. Hans top 5 i Babygiroen vidner om potentiale, og han fangede også vores interesse med nogle fine præstationer som stagiaire sidst på året. Det er næppe i 2018, at vi skal forvente topresultater, men året vil bringe flere svar på, om han vitterligt er the real deal.

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Bahrain Victorious
Nyheder Profil Ryttere Resultater
KOMMENTARER

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

EPZ Omloop van Borsele(2.NCUPJW) 19/04-21/04

EPZ Omloop van Borsele(2.NCUPJW) 19/04-21/04

Liège-Bastogne-Liège Fe...(1.WWT) 21/04

Liège-Bastogne-Liège(1.UWT) 21/04

Giro della Romagna(1.1) 21/04

Tour de Romandie(2.UWT) 23/04-28/04

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?