Overrasket verdensmester: Jeg skulle bare gøre det hårdt

Det er ikke uset, at en stærk hjælperytter kan lukrere på kaptajnernes styrke og herved sikre sig en overraskende sejr i et stort løb. Alessandro Ballans VM-sejr i 2008 og Stijn Devolders to triumfer i Flandern Rundt er blot to nylige eksempler på, at kollektiv styrke på uventet vis kan belønne en af holdets slidere.

I dag skete det så igen, da Chantal Blaak efter et tidligt angreb foregreb favoritterne i kvindernes VM-løb og pludselig befandt sig i en lille gruppe, der også talte de to hollandske kaptajner, Annemiek Van Vleuten og Anna van der Breggen. Mens alle havde øjnene rettet mod de to stjerner fra sportens suverænt stærkeste nation, udnyttede Blaak muligheder for at stikke af, og da landsmændene loyalt ødelagde forfølgelsen, sikrede hun sig herved et højst overraskende verdensmesterskab.

Sejren kom bag på mange, ikke mindst Blaak selv. Hun skulle nemlig blot skabe et svært løb, der kunne gøre det muligt for de to kaptajner at angribe i finalen.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

”Jeg var motiveret til at skabe et hårdt løb, men havde aldrig regnet med at vinde,” sagde hun efterfølgende på pressemødet i Bergen. ”Jeg sagde til de andre over radioen: ”Jeg er i udbrud. Jeg er god på stigningerne, men jeg er ikke sikker på, at jeg kan slå [Hannah] Barnes i en spurt. Tag jeres egne beslutninger.” Jeg var glad for at se Annemiek og Anna komme op til mig. Det gav flere muligheder.”

Hvor Blaaks sejr var uventet, var det helt forventet, at en hollænder ville vinde. Det lille land er nemlig den ubetinget stærkeste kvindenation, og de vidste derfor, at det ville være op til dem at skabe løbet.

”Vi forventer, at alle kigger på os,” forklarede hun. ”Vi var glade for at spare os i starten, men vidste, at det skulle gøres hårdt, fordi vi er stærkest. Det var det, vi gjorde.”

”Det var det perfekte løb. Det er altid svært på et stærkt hold, men jeg er så glad for at alle tog chancen. Alle var i udbrud på et tidspunkt. Alle havde chancen, og alle arbejdede sammen. Jeg er glad for, at jeg var i det rette udbrud. Alle kan vi være stolte af vores løb.”

”Vores plan var, at alle måtte angribe, og at vi skulle være aggressive. Jeg blev sat på næstsidste stigning, men kom tilbage. Jeg tog chancen. Man ved aldrig, om man holder hjem, og det gjorde vi. Alle havde frihed til at angribe.”

Det så ellers ud til at være ovre for Blaak midtvejs i løbet, da hun styrtede og måtte bruge mange kræfter på at komme tilbage til feltet. Selv havde hun da også afskrevet sine muligheder.

”Jeg ved ikke, hvad der skete,” forklarede hun uheldet. ”En eller anden så bagud og ramte et baghjul. Jeg kunne intet stille op. Jeg troede, at det var slut, da det tog alt for lang tid. Jeg kunne have ordnet cyklen selv, men jeg ventede på mekanikeren. Jeg sagde til mig self: ”Det er årets sidste løb. Du har trænet så hårdt, og holdet skal bruge dig.” Jeg gav alt for at komme tilbage. De andre vidste, at jeg var styrtet, for det sagde vi over radioen. Jeg sagde, at de skulle fortsætte planen, men at jeg ikke var der længere. Og så var jeg der pludselig alligevel.”
 

Normalt er Blaak en relativt anonym rytter, hvis største sejr hidtil kom i Gent-Wevelgem. Hun er imidlertid ikke frustreret over at stå i skyggen af sine mere berømte landsmænd.

”De andre er meget gode. I dag var det mig, der var i fokus, men de andre fortjener opmærksomheden. De har vist, at de er stærke. Alle otte her er stærke og har vundet mange løb,” forklarede hun om hendes position i hierarkier.

”Måske havde min karriere været anderledes, hvis jeg ikke var hollænder, men så var denne mulighed nok aldrig kommet. Til gengæld havde jeg nok været med til OL. Jeg er stolt af at være hollænder og vil ikke bytte.”

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

”Det er specielt, for når man har en stærk generation bliver alt svært. Først skal du udtages, så det er aldrig nemt. Men det giver også mange muligheder.”

”Det er min største sejr. Det har altid været en drøm. Man ved, at det er svært, men det er muligt. Når du kan vinde store løb, kan du også vinde her, hvis alt flasker sig. Og det gjorde det.”

Trods den nyerhvervede status regner Blaak dog ikke med, at hendes rolle på sportens stærkeste firmahold, Boels Dolmans, vil ændre sig mærkbart.

”Jeg vil fortsætte som altid,” svarede hun adspurgt om sin fremtidige position i hierarkier. ”Jeg har også muligheder, og de tror på mig. Vi er så mange stærke ryttere. Det ændrer kun noget for mig personligt, ikke på den måde, vi kører på.”

Og måske er det ikke helt skidt. I dag så vi, at også rollen som hjælperytter kan belønnes med en stor sejr.