Paris-Nice-analyse: Arvtageren viser Contador vejen

I 2016 angreb Alberto Contador på Cote de Peille på sidste etape af Paris-Nice i et forsøg på at fravriste Geraint Thomas sejren, men efter en vanvittig jagt manglede han bare fire sekunder i at hjemføre den store triumf. Sidste år oplevede cykelfans det totale deja-vu, da samme Contador med et tilsvarende angreb på Cote de Peille forsøgte at snyde Sky for den samlede sejr, men atter blev han slået med den mindst mulige margin, da blot to sekunder manglede i at detronisere Sergio Henao.

Derfor var det ikke mærkeligt, at mange havde en lidt trist følelse inden årets udgave af den klassiske afslutningsetape i bakkerne omkring Nice. Hvordan skulle det gå, når vi manglede Contador til at skabe ravage? I det hele taget har de seneste måneder været en lang sørgeperiode for spanske cykelfans, der har brugt snart sagt enhver lejlighed til at beklage sig over manglen på en indlysende arvtager til en af sin generations største grand tour-ryttere.

De fleste har peget på Marc Soler og Enric Mas som de mest oplagte bud på en tronfølger i generationen efter Mikel Landa, der fremstår som den umiddelbare spanske etapeløbskonge i de kommende år. Derfor var det nærmest symbolsk, at netop Soler i dag forsøgte sig at gøre præcis, hvad Contador ikke har magtet i de to seneste år: at erobre førertrøjen ved at angribe på Cote de Peille. Om det var inspirationen fra Contador, der gjorde udslaget, skal vi lade være usagt, men Soler imiterede sin store landsmand ved at kaste al forsigtighed over bord og forsøge at detronisere Simon Yates med en storstilet offensiv, nøjagtigt hvor grand tour-stjernen har gjort det i de seneste to år.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Den eneste forskel var, at Soler havde held og styrke til at færdiggøre arbejdet og tage en højst uventet sejr i et ugelangt etapeløb, der i hierarkiet vel hører til blandt de fire største. Selvom spanieren sidste år allerede var blevet nr. 3 i Volta a Catalunya, hvor han trods en hjælperytterstatus for Alejandro Valverde chokerede alle ved at sidde med som sidste mand hos Contador, Froome og Valverde på kongeetape, og for et par uger siden imponerede stort med en 3. plads i Ruta del Sol, var der næppe nogen, der havde ventet at se spanieren øverst på podiet i Nice. Faktisk har Movistar endda været udsat for en del kritik for ikke at møde op med en formstærk Alejandro Valverde, og mange har været forundrede over nedprioritering af et så stort etapeløb. Den kritik er med dagens triumf effektfuldt gjort til skamme.

Arven fra Contador er iøjnefaldende på flere måder. Contador var nemlig kendt for sin risikovillighed og for aldrig at jagte sekundære placeringer. Det samme var tilfældet for Soler, der ellers som ung rytter havde al mulig grund til at køre defensivt og forsvare den 6. plads og den ungdomstrøje, der i sig selv havde været nok til at gøre løbet til en stor succes. Hvor man måske havde kunnet vente en tidlig offensiv fra nogle af sportens mere etablerede navne, var der næppe mange, der havde troet, at Soler var villig til at risikere alt og potentielt betale samme pris som Julian Alaphilippe, der med en lignende stor offensiv mistede alt på løbets sidste dag. Modet blev imidlertid belønnet og gav endnu en bekræftelse på, at man kan opnå meget ved aggressiv og impulsiv kørsel.

Med sejren har Soler udmærket sig som et endnu mere oplagt bud på en kommende spansk etapeløbsstjerne. Han er ikke mindst interessant i lyset af de kolossale forbedringer på enkeltstarten, som han har gjort henover vinteren. Første tegn kom med den højst uventede 4. plads i Andalusien, og senest bekræftede han potentialet med andenpladsen i dette løb. Da han samtidig har sin force på de lange stigninger, der dominerer de tre uger lange etapeløb, fremstår han som den perfekte grand tour-rytter - i hvert fald hvis han kan finde den stabilitet, det hidtil har knebet med.

Den store taber var naturligvis Simon Yates. Briten stod på tærsklen til det helt store etapeløbsgennembrud, men modsat Thomas og Henao, der i de senere år er blevet reddet af deres holdkammerater, befandt briten sig noget uventet helt alene til allersidst. De store folk Christopher Juul og ikke mindst en brølstærk Matteo Trentin - der i parentes bemærket sammen med Yves Lampaert, Michael Valgren og Oliver Naesen i dag viste storform frem mod brostensklassikerne - leverede ellers over forventning på en meget svær rute, men resten af det ellers så imponerende Mitchelton-mandskab svigtede. En sygdomsramt Esteban Chaves forsvandt stort set med det samme, og den ellers hidtil så pålidelige og stærke Roman Kreuziger havde en sjælden offday. Resultatet blev, at Yates var isoleret til slut, og er man først alene, er en førertrøje en forbandelse - bare spørg Richie Porte, der på lignende vis tabte trøjen sidste år i Dauphiné, hvor det ligeledes var alle mand mod manden i gult.

Lige så stor grund til at ærgre sig har Izagirre-brødrene. Vi får naturligvis aldrig svaret på, hvad det kunne være blevet til, hvis ikke de var kollideret, men de havde i hvert fald haft en reel chance for at bringe Gorka øverst på podiet med lillebror Ion på tredjepladsen. Det havde været en næsten ubegribelig triumf ikke mindst for førstnævnte, der i mange år har stået i skyggen, mens lillebroren har etableret sig som en af verdens bedste etapeløbsryttere. I løbet af det sidste års tid - det hele startede vel med den fremragende præstation på 2. etape af Tour Down Under sidste år - har storebror imidlertid gjort store fremskridt. Løbet her har til fulde bekræftet, at det fortsat er Ion, der er den stærkeste - han var klart sin bror overlegen på stigningerne og var vel hovedansvarlig for med to angreb at knække Yates - men Gorka nærmer sig. Med tanke på, at de begge er fremragende temporyttere, har Bahrain-Merida pludselig to potentielle podiekandidater i de ugelange etapeløb, og det er vigtigt på et mandskab, hvor kaptajn Nibali i højere grad vil fokusere på de tre store mål, han har for sæsonen: Ardennerne, Touren og VM.

Også Tim Wellens må se tilbage med løbet med nogen ærgrelse. En tredjeplads i et historisk løb som Paris-Nice er naturligvis i sig selv et fantastisk resultat, som han sikkert havde solgt den for forud for løbet. Ugen har nemlig bevist, at han i fremtiden kan gøre sig forhåbninger i ugelange etapeløb, hvor der er lange stigninger på programmet, og dermed har han lagt et nyt lag til sit allerede ganske alsidige repertoire. Denne gang var sejren imidlertid inden for rækkevidde, og det havde måske bare krævet, at Thomas De Gendt ikke havde været optaget af sin bjergtrøje og derfor kunne have siddet med i finalen. Var hullet blevet lukket til sidst og Izagirre-brødrene ikke styrtet og Yates dermed ikke kommet tilbage, ville en god spurt og bonussekunder nemlig med stor sandsynlighed havde givet Wellens sejren. Det må nødvendigvis gøre lidt ondt, men han kan dog trøste sig med, at han med fire WorldTour-etapeløb på cv’et næppe har vundet sit sidste af denne type løb.

For Sky endte årets Paris-Nice i skuffelse. Briterne har med fem sejre på seks år været totalt dominerende i de senere år, og der er vel ikke nogen, der vil benægte, at Wout Poels formentlig havde taget en temmelig sikker sejr, hvis ikke en dum kørefejl havde sat ham ud af spillet. I et felt uden mange rene klatrere ville han have været svær at bide skeer med på kongeetapen, og Sky ville i endnu højere grad end Mitchelton-Scott kunnet have kontrolleret sidste etape. Bedre blev det ikke af, at løbet blev endnu en søm til Sergio Henaos ligkiste, efter at den ellers så ekstremt talentfulde og engang så undervurderede colombianer i det seneste års tid har været en skygge af sig selv.

Heldigvis gav David De La Cruz holdet lidt oprejsning med en gentagelse af sidste års sejr i dag, men for Sky kan en etapesejr og en samlet 9. plads aldrig være godt nok i et ugelangt etapeløb. For De La Cruz var det imidlertid vigtigt at løfte ansvaret og vise, at han fortjener holdets tillid ved visse lejligheder. Det bliver ikke let for den talentfulde spanier, der specielt i Burgos og første uge af Vueltaen sidste år lagde nye alen til sine klatreevner, at få mange chancer i de kommende år, men han har et vinderinstinkt, der bør give ham en vis opbakning. Det er ganske imponerende, at en rytter, der hverken er kendt for spurtstyrke eller punch inden for halvandet år at have vundet to etaper i Paris-Nice, en i Baskerlandet og en i Vueltaen. Det er ganske enkelt høj klasse - også selvom De La Cruz’ alsidighed betyder, at han primært vil satse på etapeløb.

I fraværet af de store stjerner har det i det hele taget været et løb, der har givet talenterne mulighed for at boltre sig. Felix Grossschartner har bekræftet de meget lovende tendenser, han har vist siden sæsonstarten, Patrick Konrad har fortsat sin stille fremgang som en god rytter i puncheurterræn, Dylan Teuns overraskede stort ved pludselig at kunne klatre i høje bjerge og har dermed udvidet sin alsidighed betragteligt, og i de seneste to dage har unge Richard Carapaz vist, at Ecuador har en regulær superstjerne på vej. Sam Oomen har ikke haft sin bedste form, men har udvist en stabilitet og fighterevne, der bekræfter hans lovende fremtid som etapeløbsrytter, og i dag viste Omar Fraile, der ganske vist ikke er helt ung længere, at hans evner som etapejæger er ud over det sædvanlige.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Måske var der forud for løbet en lidt flad fornemmelse over den lidt svage startliste, men det har blot givet muligheder for at se fremtidens superstjerner folde sig ud. Og blandt dem var det Soler, der mest af alle greb den store chance - og ved samme lejlighed viste sin læremester Contador, at fremtiden for spansk cykelsport ikke er helt så trist, som mange har frygtet.