Paris-Nice-analyse: Den kloge narrer den mindre kloge

Under forskellige navne har Direct Energie været et fast element i alle de store franske løb i mere end et årti. Efter den gyldne epoke med Thomas Voecklers store bedrifter i Touren har der imidlertid i de senere år været langt mellem snapsene på den store scene. Faktisk er det først med Lilian Calmejanes gennembrud, at holdet igen har været i stand til at gøre sig gældende på WorldTouren, hvor det unge talent med sejre i Vueltaen i 2016 og Touren i 2017 har brudt en WorldTour-sejrstørke, der strakte sig helt tilbage til Thomas Voecklers udbrudssejr i Dauphiné i 2013.

Forventningerne var da heller ikke voldsomt store forud for årets Paris-Nice, der atter er et sæsonhøjdepunkt for det franske mandskab. Selvfølgelig havde man en formstærk Jonathan Hivert, der netop havde knust alle rivaler i Tour du Haut Var, ligesom Thomas Boudat havde taget en gennembrudssejr i Ruta del Sol, men den almindelige antagelse var alligevel, at det nok måtte være op til Calmejane at levere den helt store succes i Løbet mod Solen. Da kaptajnen imidlertid for første gang kører klassementet i et stort etapeløb, var hans sejrschancer dog mere beskedne end vanligt, og mulighederne for en etapesejr var derfor ikke store.

På den baggrund var der næppe nogen, der havde forventet, at man efter fem dage i forårets første store løb ville kunne notere to sejre til et af løbets allermindste hold. Som sagt kom det ikke helt ud af den blå luft, at formstærke Hivert kunne komme hjem med en gevinst, men hvis nogen havde spillet penge på sejr til Jerome Cousin, ville de formentlig prompte være blevet henvist til psykiatrisk indlæggelse. Den altid loyale franskmænd har nemlig igennem en lang karriere været en af feltets helt anonyme hjælpere, der ud over en udbrudssejr i Etoile de Besseges helt tilbage i 2013 aldrig har været i nærheden af noget som helst.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Allerede i går blev vi imidlertid klar over, at Cousin var kommet til løbet i god form. Her kørte han nemlig en chokerende god enkeltstart, hvor han længe havde bedste tid på toppen af den 8 km lange stigning, der indledte etapen. Med tanke på, at han havde kørt stærkere end motorer som Thomas De Gendt og Dylan Van Baarle, der begge havde givet den alt, var det således klart, at Cousin måske aldrig havde været stærkere. Alligevel skulle meget falde i hak, hvis han skulle vinde en etape, da han hverken er kendt for spurt- eller klatreevner og derfor er alt andet end en klassisk vindertype.

Af og til vinder man imidlertid cykelløb med hovedet og ikke med benene og ved at spille poker og gamle. Det var præcis, hvad Cousin gjorde i dag, da han sad i finalen med Nils Politt og havde mulighed for at sikre sig karrierens største sejr. Om han har et dybt kendskab til sine rivaler, skal jeg lade være usagt, men kender man lidt til Politt, ved man, at den tyske motor af og til kører lidt med hovedet under armen. I sin korte karriere har han gang på gang vist enorm styrke i fladt terræn, men han har også ofte vist, at han ikke er bange for at ødsle med kræfterne.

Derfor var det ikke en dum gambling, da Cousin valgte at stole på, at Politt ville påtage sig det meste ansvar i finalen. Samtidig udnyttede han klogelig, at tyskeren aldrig tidligere har været i nærheden af sejren i så stort et løb, og at hans nerver derfor med stor sandsynlighed ville spille ham et puds. Den kombination samt det forhold, at få har en motor som Politt, gjorde ham til den perfekte makker for Cousin, hvis pokerspil gav en helt uventet belønning. Nogen vil måske hævde, at taktikken var usympatisk, men af og til narrer den kloge som bekendt den mindre kloge. Og tænker man på, hvor ofte Cousin helt uden for rampelyset har slidt for sine kaptajner, er det svært at være dybt fortørnet over, at han sikrede sig en triumf, som han aldrig i sin vildeste fantasi havde drømt om.

For Politt var der naturligvis tale om en nedtur, men han kan stadig være stolt af sin præstation. Vigtigst er det, at han fik vist over for Katusha, at det ikke er uden grund, at han i år er blevet tildelt en kaptajnrolle i brostensklassikerne. Efter tabet af Alexander Kristoff har Katusha nemlig ikke meget at komme med på det ru underlag, og derfor er Politt blevet givet chancen sammen med Tony Martin. Han er stadig for tung til de flamske klassikere, men med hans store motor bliver han meget interessant at følge i Roubaix i de kommende år.

Mens Cousin jubler, og Politt vel sidder med lidt blandede følelser, kan der ikke være tvivl om stemningen hos sprinterholdene. Kun Quick-Step og Lotto tog reelt et ansvar for at skabe samling, mens Mitchelton-Scott og Astana begge forsøgte sig med samme pokerspil som Cousin. De ventede og ventede, selvom de begge sad med utallige ryttere i finalen, med modsat Cousin havde de bestemt ikke en heldig hånd med deres bluff. Quick-Step og Lotto viste sig nemlig ikke villige til at bruge deres klassementsryttere Alaphilippe og Wellens dagen inden løbets første vigtige etape, og derfor var det alt for sent, da Mitchelton først til allersidste sendte Mathew Hayman og Astana Omar Fraile til fronten. Resultatet blev en lang næse til dem alle - og specielt til Greipel, der efter sit holds store arbejde blev en lidt ufortjent taber i kampen om etapesejren, som han med sin spurtsejr formentlig kunne have sikret sig, hvis andre hold havde reageret anderledes.

Etapen bekræftede også en lidt kedelig tendens hos Arnaud Demare: at franskmanden simpelthen restituerer dårligt. Vi har gang på gang set, hvordan han i etapeløb falmer efter en stærk start, og det har specielt været åbenlyst, hvordan han har haft det svært efter den første uge i grand tours. Efter fremragende klatrepræstationer på 1. og 3. etape var han i dag pludselig en af de tungeste sprintere, og dermed blev der endnu en gang sat en streg under, at Demare ikke er en mand til lange etapeløb. Hvis han nogensinde havde drømt om den grønne trøje i Touren, kan han formentlig godt skyde en hvid pind efter alle sådanne tanker.

Etapen blev også en nedtur for John Degenkolb og Nacer Bouhanni. Jeg har hele tiden bevaret troen på, at formen nok skulle komme, og at deres manglende resultater i høj grad skyldtes uheld. Efter dagens meget skuffende præstation fra dem begge, må alarmklokkerne imidlertid nu bimle overalt. Der er ikke i skrivende stund noget, der tyder på, at Bouhanni vil være i stand til at vinde sit drømmeløb i Sanremo, eller at Degenkolb bliver den vanlige afgørende faktor i perioden mellem Sanremo og Roubaix.

Endelig fortjener Esteban Chaves at blive nævnt. Colombianeren har været flyvende siden Herald Sun Tour og har efterladt et ekstremt positivt indtryk siden starten på dette løb. Han lignede en oplagt vinderkandidat på lørdagens kongeetape, men uheldet synes ingen ende at tage for den smilende colombianer. I dag røg han i asfalten i finalen, og længe var der usikkerhed om hans skæbne. Heldigvis gennemførte han etapen og tabte pga. 3 km-reglen ikke tid. Han skulle ikke have slået sig væsentligt, men man kan frygte, at han vil være sat tilbage, netop hans terræn melder sin ankomst. Om 24 timer er vi meget klogere, når rytterne har været igennem den første af de tre afgørende etaper.

BEMÆRK: Det er siden kommet frem, at John Degenkolb lider af bronchitis.