Paris-Nice-analyse: Genfødslen af tre forsvundne talenter og to flyvende danskere

Kan I huske 10 år tilbage? Det var dengang talentet Luis Leon Sanchez år efter år startede sæsonen som lyn og torden og altid var med til at køre om sejren i sit favoritløb, Paris-Nice. Det blev til en 3. plads i 2007 og en 5. plads i 2008, inden han udnyttede, at Alberto Contador på spektakulær vis gik sukkerkold i 2009 til at tage karrierens eneste store etapeløbssejr i på højeste niveau. Året efter blev han nummer to, men derefter var det slut for Sanchez med at blande sig i Løbet mod Solen. En kombination af et generelt lavere niveau samt en dopingkontrovers, der ledte til et farvel til Rabobank/Belkin-mandskabet betød, at Sanchez i de senere år primært har ageret luksushjælper og etapejæger og slet ikke nydt den status, som to sejre i San Sebastian, fire Tour-etapesejre samt en sejr i Paris-Nice egentlig berettiger til.

I år er alt imidlertid som forvandlet. Måske skyldes det Fabio Arus farvel og det pres, der har været på et betydeligt svækket Astana-mandskab for at ”steppe up” i fraværet af holdets hidtidige kaptajn. I hvert fald har Sanchez - i øvrigt sammen med resten af det kasakhstanske hold - været fuldstændig som forvandlet siden sæsonstart. Det hele startede i Volta a la Comunitat Valenciana, hvor han chokerede en hel cykelverden ved at blive nummer tre på en kongeetape, der burde have været alt, alt for svær for den store spanier, og han fulgte det siden op med en fantastisk sejr foran en vis Alejandro Valverde i hjemmeløbet Vuelta a Murcia. Den endelige konfirmation af hans tilbagevenden til fordums styrke kom i Ruta del Sol, hvor han atter blandede sig med langt lettere ryttere på en kongeetape, der også burde have været for hård.

En lidt skuffende enkeltstart i det spanske løb betød, at Sanchez gled lidt under radaren forud for Paris-Nice, men det har hele tiden været klart, at spanieren skal regnes som en seriøs kandidat til at gentage sejren fra 2009. Ikke alene har han som sagt vist storform i den seneste måned, han kunne næppe heller have ønsket sig en bedre rute. Som tempospecialist slikker han sig om munden med udsigten til, at der er flere enkeltstartskilometer end tidligere, og han har mange gange vist, at han er skræddersyet til de relativt bløde stigninger og tekniske nedkørsler i terrænet omkring Nice. Da heller ikke kongeetapen i år er voldsomt svær, kunne Sanchez ikke have drømt om et bedre løb.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

At han ligefrem skulle nå frem til enkeltstarten med et forspring, var dog nok mere, end han havde turdet forestille sig. Ikke desto mindre blev det konsekvensen af en modig offensiv på dagens 3. etape, der udviklede sig mere begivenhedsrigt og selektivt, end mange havde ventet. I klassisk Sanchez-stil gentog han bedriften fra 2. etape i Valencia, hvor han også angreb på en nedkørsel og herved vandt afgørende tid på sine værste rivaler, og hans initiativ blev efter en fantastisk indsats belønnet. Uden smålig skelen til, at han havde den langt hurtigere Jonathan Hivert på hjul, holdt han næsten ene mand et lidt tøvende favoritfelt bag sig og står nu med fremragende kort på hånden forud for den etape, der måske passer ham allerbedst: den kuperede enkeltstart.

Naturligvis var Sanchez også hjulpet af omstændigheder. Havde Wout Poels ikke haft defekt, havde Sky formentlig siddet med fire mand i favoritgruppen, og så havde briterne sandsynligvis kunnet kontrollere etapen. Sanchez har imidlertid altid været en mester i at gribe momentet og få det maksimale ud af sine muligheder. Det gjorde han igen denne gang - nøjagtig som han gjorde det, da Contador helt uventet gik sukkerkold for ni år siden.

I det hele taget var det dagen for genfødslen af tabte talenter. Sanchez’ to følgesvende i udbruddet, Jonathan Hivert og Remy Di Gregorio, befinder sig nemlig i stort set samme situation som spanieren. Begge blev de udskreget til noget stort, men begge forsvandt de også ind i anonymitetens tåger. For Di Gregorio skyldtes det ustabil kørsel og en dopingsag, som han dog er blevet renset i, og for Hivert var det et resultat af et hav af helbredsproblemer, der har betydet, at flere opblomstringer - han vandt eksempelvis på overraskende vis det knaldhårde Vuelta a Castilla y Leon sidste år er blevet fulgt af lange perioder, hvor hna knap har kunnet gennemføre de løb, han deltog i.

HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL TIRRENO-ADRIATICO
 

Siden starten på sæsonen har de begge imidlertid været tilbage. Efter at have fortrudt sin oprindelige beslutning om et karrierestop tog Di Gregorio en meget emotionel sejr på hjemmebane på kongeetapen i Tour La Provence og viste dermed, at han endelig er tilbage på det niveau, der gav ham en etapesejr i netop Paris-Nice for efterhånden mange år siden. Hivert har været endnu mere suveræn med en knusende suveræn opvisning i Tour du Haut-Var, hvor han vandt begge de to ret svære etaper, selvom han var oppe mod langt, langt stærkere hold, der satte ham under konstante angreb. Derfor har det allerede forud for løbet været klart, at der var en genfødsel på vej, og i dag blev det på fornem vis åbenbaret for et brede publikum på den helt store scene.

Desværre er Di Gregorio og Hivert ikke i spil til klassementet - Di Gregorio, fordi hans enkelstart er for ringe, og Hivert, fordi et styrt på 1. etape kostede ham megen tid - men det er Sanchez. Man kan i den grad undre sig over, at hans rivaler alle tøvede så meget i at organisere en jagt, og det kan ende med at blive dyrt. Kun Esteban Chaves med Roman Kreuziger, Julian Alaphilippe med sig selv, Bora-duoen Patrick Konrad og Felix Grossschartner og til slut også Tim Wellens med Jelle Wallays og Jasper De Buyst udviste det rette initiativ. Som sagt havde meget formentlig været anderledes, hvis Sky havde været ved fuld styrke, men det kan meget vel ende med, at der bliver grund til frustration, når regnskabet på søndag skal gøres op i Nice.

Etapens uventet aggressive udvikling gav visse klare indikationer. Julian Alaphilippe virkede nærmest skræmmende stærk på den sidste stigning, der ganske vist passede ham godt, men det er alligevel tankevækkende, at formstærke Tim Wellens havde nok at gøre med bare at hænge på. Wellens bekræftede naturligvis også den fode form, han har haft siden sæsonstart., og også Sergio Henao, Esteban Chaves, Bauke Mollema, Ion Izagirre, Lilian Calmejane og Dan Martin efterlod et positivt indtryk. Og det gjorde i den grad også Jakob Fuglsang, der efter en fornem præstation i dag virkelig bekræfter, at han har nået et helt nyt niveau. Han kan blive helt afgørende i Sanchez’ bestræbelser på at vinde løbet.

Etapen bød til gengæld også på store skuffelser. Sam Oomen, Simon Yates og Ilnur Zakarin var alle påfaldende fraværende i den gruppe, der blev etableret efter stigningen. For Yates og Zakarin er det ildevarslende efter den mildt sagt ikke imponerende præstation i Abu Dhabi, og der er nu ikke meget, der tyder på, at vi skal have de store forventninger til dem i resten af løbet. Heldigvis kan Mitchelton-Scott så glæde sig over, at Chaves er præcis lige så skarp, som han så ud i Herald Sun Tour, og at han er støttet af Roman Kreuziger, der har været som genfødt siden sæsonstart.

Endelig fortjener Magnus Cort også at blive nævnt. Den sidste stigning blev for meget for Matteo Trentin, John Degenkolb, Elia Viviani og Arnaud Demare, men der var én sprinter, der sad foran navne som Yates og Zakarin: Cort. Det vidner om et klatreniveau, han ikke har været bare i nærheden af tidligere og bekræfter blot den lovende sæsonstart. Det var kun ærgerligt, at der med Sanchez var endnu større ting end en etapesejr på spil for Astana. Ellers kunne det være blevet rigtigt stort!