"Hold nu op, de er stejle de hellinger" - Livet som cykelturist del 1

For os cykelentusiaster, som ser cyklingens monumenter i TV og ønsker at prøve strabadserne på egen krop, så findes muligheden i Skoda Challenge. For det første er det ret let at komme ned og køre forårsklassikerne. Alle starter fra byer, der enten har fin togforbindelse fra Bruxelles, eller er i en afstand fra Danmark der gør, at man sagtens kan køre derned på en dag.

Da løbene tilmed ligger dagen før pro-løbene, er det en klar mulighed for at opleve cykelløb og navnlig stemningen i byerne, hvor der er tale om rene festivaler. Belgierne elsker cykelsport og fejrer løbene på en måde der kan får en engelsk fodboldfest til at ligne Ølstykke i november.

Racebeskrivelse fra Flandern Rundt

Klokken er 6:30 og jeg er, efter 1½ times kørsel, ankommet til Oudenaarde. Min adrenalin pumper allerede på højtryk og jeg sidder ikke engang på cyklen endnu. Det er stadig mørkt og på slaget 7:00 triller vi ca. 200 mennesker over startlinjen imens solen står op, et fantastisk syn.

De første mange kilometer er stille og rolige og morgensolen er så småt begyndt at skinne. Jeg nyder de flotte omgivelser, holder min puls så lav som muligt og føler jeg er kommet er fint i gang med dagens strabadser. Efter noget tid er det tid til dagens første store udfordring: Koppenberg. Som en brostensbesat majestætisk kæmpe står dette monument i monumentet lige op i luften foran mig, og truer med stigningsprocenter på den anden side af de 20 %.

Jeg ligger i en mindre gruppe og halvvejs oppe af bakken sker det, som jeg har ladet mig fortælle altid sker; procenterne bliver for meget for flere af de forankørende og pludselig er vejen spærret foran mig. Jeg klikker ud af pedalerne og løber forbi et par ryttere som ser helt væk ud i ansigterne. Heldigvis finder jeg et hul og ved hjælp af et hegn kommer jeg op på cyklen igen og får kæmpet mig op til toppen. Der er 16.000 tilmeldte deltagere, så navnligt de stejleste bakker kan være ret fyldte.

Jeg når toppen, stopper for at få pusten og vender mig om og kigger ned af bakken. Et fantastisk syn af kaos møder mig. Gående mennesker, folk som zig-zagger mellem dem for at komme frem, smerte skrevet hen over alles ansigt. Brosten og stigningsprocenter på dette niveau, får selv den bedste rytters lår til at brænde.

På et tidspunkt efter Koppenberg skal man krydse en hovedvej og rammer lige efter et af rutens mest ramponerede brostensstykker i høj fart. Jeg rammer brostenene med et stykker over 50km/t, det giver et kæmpe KLONK i cyklen og mine dunke overvejer et kort øjeblik at forlade skuden, men bliver heldigvis siddende. Cyklen danser som jeg aldrig har oplevet noget danse før og min puls banker mod himlen.

Teknikken til at komme godt igennem brostensstykker er, at undgå, at holde for fast på styret og cykle i et forholdsvis højt tempo. Jeg tænker, at det med at undgå at holde fast på styret er lettere sagt end gjort, når man fiser ned af en bakke med +50km/t, og har en følelse af, at man bliver tævet rundt i et centrifugeringsprogram på en vaskemaskine. Heldigvis ender nedkørslen i en lille modbakke, og for første gang i mit liv er jeg lykkelig for, at det går opad.

Stejle korte stigninger

Generelt kan man sige at bakkerne i Flandern Rundt er i god stand og forholdsvis overkommelige (hvis man er i god form), da de, selvom de er stejle, ikke er ret lange. Der er dog enkelte som er noget for sig selv og næste stop på denne liste er Taaienberg, også kendt som Boonenberg, fordi det er her Tom Boonen altid sætter sit første angreb ind.

Bakken er 800 meter lang, rammer 16% når det er stejlest, og underlaget er ikke blandt de pæneste. Til manges glæde er der dog et cementdræn ude i højre side, som man kan køre på og spare sig for brostenene.

Jeg når endelig til foden af Bonenberg og finder mig et fikspunkt lidt længere oppe af stigningen. En række middelaldrende mænd i lidt for stramt lycra (ligesom vi kan lide dem) kæmper sig op af stigningen, så min jagt på dem begynder. Jeg har en ”Boonen følelse” i kroppen da jeg når gruppen, og hopper forbi dem på vej mod toppen og sportsfotografernes kameraer.

Et par stejle og korte stigninger senere er det tid for mig til at komme i pit. Min krop er ved at være rigtig træt nu, og med både Oude Kwaremont og Paterberg tilbage på menukortet beslutter jeg mig for, at et par vafler og en kop mokka nok ikke er den dummeste idé. Jeg triller ind i pit-zonen får snuppet mig en vaffel og begynder at nyde, hvad jeg tror, skal være 5 minutters ro.

Nyt udstyr skaber glæde

Imens jeg står og er ved at sluge min vaffel, kommer der fire mekanikere hen til mig (der er mekanikerservice i alle pit-stoppene). De er meget interesseret i den cykel jeg kører på - Danske Principias topmodel Revolution. Cyklen er udstyret med det nyeste af det nyeste, og ingen af mekanikerne har endnu set Shimanos elektroniske Di2-skifte parret med hydrauliske skivebremser.

Der bliver rusket, prøvet og nørdet til den helt store guldmedalje, og flere kommer til. Selvom der er tale om en udlånt test-cykel, så føler jeg mig lidt som om manden der kommer med en iPhone 7 til en teknologikonference (i skrivende stund er vi på 5S). Der er nogle sultne øjne i det pit, og jeg beslutter mig for at flygte videre, inden jeg bliver røvet af den belgiske mekaniker-mafia.

Jeg tænker, at jeg må huske at sende Principia en hilsen, når jeg kommer tilbage til Bruxelles, da de har lykkes i skabe en cykel som ihvertfald tiltrækker opmærksomheden hos kendere.

Efter pitten hedder næste stop på menuen Oude Kwaremont (en stigning som pro-feltet besøger hele tre gange i årets Flandern Rundt). Den er kendt og frygtet, ikke så meget for sine procenter, men for standen af brostenene og længden af stigningen, som er dagens længste brostensstigning.

Det første lille stykke af stigningen er ikke på brosten, men efter en 3-400 meter er jeg ikke i tvivl om at jeg rammer stenene. Af alle stigningerne i Flandern Rundt ligger stenene absolut dårligst på denne. Der er mange huller og den højderyg som normalt ligger på midten af vejen, er her afbrudt af parallelt løbende huller.

Jeg kæmper mig fint op af stigningen, men på dette tidspunkt mærker jeg virkelig de mange km brosten i hænderne, jeg er træt og flere ryttere overhaler mig. I venstre side lige omkring toppen er jeg lige ved at ryge på snotten, da jeg kører over et par løse sten, hvilket får min cykel til at skride. Heldigvis når jeg lige præcis at rette cyklen op, jeg ved ikke om det er mine skills, den responsive cykel eller begge, men heldigvis bliver jeg siddende i sadlen.

Paterberg og målstregen i Oudenaarde

Efter toppen af Oude Kwaremont går det nedad, til jeg lige pludselig skal tage et meget skarpt højresving, og bum så er jeg inde på dagens sidste stigning, det mytiske Paterberg. Med sine 360 meter og procenter som kommer godt op over 20% ligner det at der står en mur foran mig  (heldigvis kan jeg ikke se toppen pga. et sving), når jeg uden fart rammer stigningen.

Læs også

Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner

Allerede efter små 100 meter må jeg op at stå for at holde momentum i trådet - jeg er presset helt i bund, men heldigvis kan jeg se en rytter foran mig, som lider så meget, at det næsten ligner, at personen kører baglæns. Jeg tænker, at Paterberg på papiret ikke er ret lang for at holde modet oppe, og efter et sving ca. midtvejs kan man se toppen.

Det sidste stykke ser godt nok stejlt ud, jeg lyner vindvesten op, rejser mig og flyver forbi den forankørende rytter - det er her mine sidste 2% skal bruges. Jeg kæmper og er nede i 28 på kassetten for at holde noget der minder om kadence, men jeg kommer op.

Med ca. 600 meter tilbage af løbet når jeg opløbet. Jeg skal være den første til at indrømme, at der er en stor del konkurrencemenneske i mig, og da jeg når frem til to belgier i svinget inden opløbet, får vi nikket til hinanden, klokken har slået spurt.

Fedt tænker jeg, så kan jeg også få testet cyklens spurtkvaliteter. Jeg skynder mig ind på hjul og den forreste belgier hæver farten betydeligt. Med ca. 250 meter slår jeg ud til siden og giver den fuld gas - jeg laver hurtigt et lille hul til belgierne, der resignerende rejser sig op. Dejlig afslutning på et super løb.

Teknik og udstyr til brostenene i Flandern Rundt

Når man skal op af hellingerne (brostensstigningerne) i Flandern Rundt, får man hurtigt lyst til at stå op i pedalerne. Man skal dog være opmærksom på, at brosten kan være ret glatte og man kan miste kontrollen over cyklen - arrangøren anbefaler faktisk at man ikke rejser sig op, hvis det bare minder om at være fugtigt.

Hvis man på et tidspunkt bliver nødt til at klikke ud af pedalerne, pga. f.eks. kø eller stejlheden, skal man være opmærksom på, at det er ret svært at klikke ind igen på brosten og at man risikere at måtte trække resten af vejen op.

Flandern Rundt kan gennemføres uden ekstra udstyr, det er ikke livsnødvendigt at køre på bredere dæk end normalt om end det dog vil give ekstra komfort at have 25mm på. Og man kører på brosten, om end de ligger pænt, så de sarteste bjerghjul er ikke at anbefale.

Der er en del stigninger som kommer over 16% i stigningsprocent, nogle er oppe over 20% og på brosten som en ekstra udfordring, så en let kompakt gearing som f.eks. 50/34 og en standard kassette på 11-28 er anbefalelsesværdig, og bør være rigeligt til, at selv vi lidt tungere ryttere kan komme op over bakkerne.

Senere i dag kan du læse Joakim Laus beretning fra Paris-Roubaix.

Artiklen har været bragt her på siden tidligere på året.