Sæsonens 10 bedste transfers - del 2

De 10 holdskifter er valgt ud fra en række kriterier, der ikke nødvendigvis handler om sejre eller personlige resultater. Tværtimod er der tale om en udpegning af de transfers, der enten udgør en særlig god beslutning for holdet eller rytteren. Der kan være tale om en rytter, der kommer ind i nye rammer, som passer ham langt bedre og giver ham flere muligheder end de foregående, og som derfor kan vente bedre resultater end hidtil, eller der kan være tale om et hold, der har fundet den perfekte rytter til at udfylde et oplagt hul i enten en kaptajn- eller hjælperytterrolle eller en rytter, der på anden vis udgør det perfekte match.

Eksempelvis er der ingen Marcel Kittel på listen, selvom tyskerens skifte til Katusha utvivlsomt er et af de allermest interessante holdskifter. Tyskeren er nemlig kendt for sin dårlige positioneringsevne, og derfor er det tvivlsomt, hvordan han vil præstere på et hold, der slet ikke har et af sportens bedste tog. Af den grund kan det frygtes, at han vil underpræstere i sine nye rammer, og derfor er hans skifte ikke kommet gennem nåleøjet - også selvom der utvivlsomt er tale om et af de holdskifter, der vil give det nye hold fleste sejre i den kommende sæson.

Listen rummer syv relativt etablerede navne, en hjælperytter, en rytter, der for første gang påtager sig en kaptajnrolle, samt en talentgruppe. I denne første artikel finder du de sidste tre fra førstnævnte kategori.

Warren Barguil til Fortuneo-Oscaro

Det blev en sommer, franskmændene sent vil glemme. For andet år i træk lykkedes det Romain Bardet at køre sig på podiet i sit hjemlands og verdens største cykelløb, og igen skete det endda med en etapesejr undervejs. Denne gang var Ag2r-kaptajnen imidlertid ikke alene om at betage hjemmepublikummets hjerter. Selvom et hoftebrud fra forårets Tour de Romandie havde truet med at ødelægge løbet for den franske klatrer og fik ham til på forhånd at droppe alle klassementsambitioner, endte Warren Barguil med at køre sit livs cykelløb, vinde to etaper samt bjergtrøjen og endda slutte i den samlede top 10, selvom han altså helt havde afskrevet den mulighed inden løbet.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Når en 25-årig rytter leverer sådanne resultater - især sejren på kongeetapen til Izoard vidner om stort potentiale - er det klart, at det vækker opmærksomhed hos samtlige af sportens tophold. Da det samtidig stod klart efter Tom Dumoulins Giro-sejr, at Barguil ikke havde i sinde at blive hos Sunweb, hvor ledelsen gjorde det klart, at hans interesser ville blive underlagt hollænderens, er det nærliggende at tænke sig, at snart sagt enhver holdmanager havde snøren ude efter Barguil i de hektiske sommermåneder. Den franske klatrer kunne formentlig vælge og vrage mellem en hel serie af lukrative tilbud, og det logiske havde været, at han var fortsat på et af sportens absolutte tophold, hvor han mange steder ville kunne opnå en relativt fri rolle.

Derfor var der næppe heller mange, der for alvor troede på det, da medierne begyndte at flyde over med rygter om, at Barguil havde skrevet kontrakt med det relativt beskedne Fortuneo-mandskab. Ikke desto mindre skulle vi ikke vente længe efter transfersæsonens officielle start den 1. august, inden manager Emanuel Hubert kunne annoncere sin kontrakt med en af sportens mest lovende ryttere. Kontraktunderskrivelsen var det væsentligste skridt i en proces, der skulle løfte det lille franske mandskab til et helt nyt niveau og konsolidere det som et af sportens bedste professionelle kontinentalhold med klare fremtidige WorldTour-ambitioner. I centrum for det hele står Barguil, der får et helt hold bygget op omkring sig og ændrer Fortuneo til at være et bredt hold uden en klar kaptajn til at have ét klart fokus: at gøre sig gældende i sportens største løb med deres nye stjerne.

For Hubert er der tale et decideret kup. Fortuneo-holdet har sine rødder i Bretagne - mange vil formentlig huske, at de i mange år faktisk netop gik under navnet på den vestfranske region - og derfor må han knibe sig selv i armen over, at det er lykkedes at skrive kontrakt med den bedste bretonske rytter. Det er imidlertid netop Barguils kærlighed til sin hjemegn, der har været hovedårsagen til skiftet, og det siger en del om hans karakter, at han har sagt nej til en stribe lukrative lønchecks for i stedet at prioritere de sportslige muligheder samt et miljø, hvor han føler sig hjemme.

Endnu vigtigere for Hubert er det, at Barguil har potentiale til noget rigtig stort. Ikke blot er han tidligere vinder af Tour de l’Avenir, U23-rytternes største etapeløb, han har også givet prøver på sit store talent lige siden den allertidligste del af sin professionelle karriere. Det er ikke mange grand tour-debutanter, der vinder to etaper i deres første tre uger lange etapeløb, men det var præcis, hvad Barguil gjorde i Vueltaen i en alder af blot 21 år. Året efter endte han som nr. 8 i det spanske etapeløb - et resultat, der kunne være blevet langt bedre, var det ikke for hans mildt sagt uheldige enkeltstartsevner - og han imponerede specielt ved at være flyvende i løbets sidste uge.

Desværre var 2015- og 2016-sæsonerne knap så gode for Barguil, der kun i Tour de Suisse sidste år gav prøver på, at talentet fortsat er der. Alligevel viste han sig flot frem i ardennerklassikerne og viste en alsidighed, der betyder, at han kan opnå store resultater både i de høje bjerge og i kuperede endagsløb. Denne sommer tog han så det store skridt, som mange så længe har ventet på, og med præstationen på Izoard viste, at han kan slå verdens allerbedste bjergryttere i en direkte dyst - endda i den tredje uge af en grand tour.

Barguils enkeltstart er fortsat en svaghed, der truer alle fremtidige klassementsambitioner, og derfor vinder han næppe nogensinde Tour de France. Til gengæld er hans potentiale i bjergene enormt, og han har en offensiv tilgang, der gør ham og Fortuneo til det helt perfekte match. For Hubert betyder attraktiv kørsel og sejre på store bjergetaper formentlig mere end top 5-placeringer i etapeløb, og det lægger grunden til et lykkeligt ægteskab, der med et vil kunne løfte Fortuneo fra at være et inferiørt mandskab til at være et hold, der skal tages seriøst i cykelsportens største løb.

Louis Meintjes til Dimension Data

Det gjorde så ufatteligt ondt på holdejer Doug Ryder. Manden, der skabte Dimension Data med det formål at udnytte det indlysende potentiale i afrikansk cykelsport og bringe afrikanske talenter frem på den helt store scene, havde efter bare få års søgen i kontinentet fundet en usleben diamant, der havde potentialet til at blive den første afrikanske rytter, der kunne køre med om podiet i grand tours. I sit første forsøg som klassementsrytter i et tre uger langt etapeløb var Louis Meintjes sluttet som nr. 10 i Vueltaen, og det var dermed klart, at Ryder måske slet ikke behøvede at vente så længe, inden han kunne indfri den afrikanske drøm på den helt store scene. Meintjes blev lynhurtigt symbolet på holdets mission. Derfor kom det som et lyn fra en klar himmel og som et ufatteligt tilbageslag, da Meintjes til Ryders store overraskelse pludselig skrev kontrakt med Lampre-Merida og forlod det hold, der ellers så ud til at skulle være hans formentlig igennem hele karrieren.

Bruddet forløb ikke helt uden knubbede ord, men Ryder holdt sig i skindet og undlod offentligt at svine Meintjes til, selvom han med en mundtlig aftale om en kontraktforlængelse førte sig bag lyset. Herved undgik han at brænde alle broer og forhindre en lykkelig genforening på et senere tidspunkt. Det skulle vise sig at være en klog disposition, for efter bare to år i de nye omgivelser er Meintjes i 2018 tilbage hos Ryder og klar til igen at gå forrest i det afrikanske holds mission om at løfte afrikansk cykelsport til helt nye højder.

Skiftet er imidlertid ikke blot interessant, fordi det for Dimension Data må have været den allervigtigste opgave hurtigst muligt at få den bedste afrikanske rytter tilbage på holdet. Det er også interessant, fordi Meintjes’ potentiale er langt større, end hans hidtidige resultater afspejler, og fordi han udfylder et kolossalt tomrum på et hold, hvis fremtid på WorldTouren meget vel kan være truet.

Efter 10. pladsen i Giroen har Meintjes i to omgange fokuseret på Touren, og begge gange er det blevet til en 8. plads. Det er på papiret ikke det mest imponerende resultat, og der er utvivlsomt andre unge ryttere, der har bedre grand tour-resultater. Hvad der gør Meintjes spændende, er hans store stabilitet og evne til at forbedre sig over tre uger. Modsat mange andre talenter, der ofte har store problemer i den tredje uge, bliver Meintjes bedre og bedre, og han viste specielt i 2016, at han mod slutningen af en grand tour kan udfordre de bedste i bjergene. Det er netop den restitutionsevne, der skaber en rigtig grand tour-rytter og gør Meintjes til en yderst lovende rytter.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Samtidig skal man huske på, at Meintjes stadig blot er 25 år og har opnået sine resultater på hold, hvor han ikke har haft megen støtte i bjergene. Han skuffede en anelse i årets Tour, men det ændrer ikke på, at udviklingspotentialet fortsat er kolossalt. En 7. plads ved historiens hårdeste OL i Rio er blot endnu et vidnesbyrd om talentet og evnen til at præstere over lange distancer, og selvom hans dieselegenskaber betyder, at han aldrig nogensinde bliver en rytter til hverken endagsløb eller ugelange etapeløb, er hans muligheder i grand tours så store, at han har været en ganske eftertragtet mand på transfermarkedet.

Derudover udfylder han som sagt et tomrum på Dimension Data. Det sydafrikanske mandskab er endt allersidst på WorldTour-ranglisten i sine to første år i det øverste selskab, og det er yderst farligt i en situation, hvor det er lykkedes ASO at gennemtrumfe, at antallet af WorldTour-hold om få år skal reduceres fra 18 til 16. Holdets manglende resultater skyldes, at man hidtil har fokuseret på massespurter og etapesejre, der slet ikke belønnes tilstrækkeligt med det nuværende pointsystem. For at stige i hierarkiet har man brug for ryttere, der kan køre klassement, og dem har holdet været stort set blottet for. Derfor kommer Meintjes’ ankomst som kaldet fra himlen, og at han samtidig er den mest lovende afrikanske rytter, betyder, at der er tale om det måske allermest perfekt match i den netop overståede transfersæson.

Domenico Pozzovivo til Bahrain-Merida

Nej, Domenico Pozzovivos skifte til Bahrain-Merida betyder næppe, at det arabiske mandskab med ét vil skyde op på sejrslisten. Tværtimod er det stærkt usandsynligt, at den lille italiener overhovedet vil bidrage med én eneste sejr til de ambitiøse arabere i den kommende sæson. Således er det siden debuten i 2005 kun blevet til 13 professionelle sejr, og det siger alt om, at Pozzovivo ikke er nogen vindermaskine.

En vellykket transfer handler imidlertid ikke kun om sejre. Det handler meget mere om, hvorvidt den pågældende rytter kan udfylde et tomrum på holdet, og hvorvidt der er tale om et naturligt match, og ud fra de kriterier kan beslutningen om at hente Pozzovivo til holdet vise sig at være en af de bedste, manager Brent Copeland har taget hidtil. Copelands største problem i den forgangne sæson var nemlig, at holdet var alt for afhængigt af de tre kaptajner Vincenzo Nibali, Sonny Colbrelli og Ion Izagirre, og i alt for mange løb, hvor man var til start uden en af stjernerne, var holdet unødvendigt fyld, hvis eksistens knap blev bemærket. Det er naturligvis uholdbart for en ambitiøs ledelse, der på sigt har planer om at etablere holdet som et af sportens absolutte tophold, og derfor var det bydende nødvendigt, at man forud for den kommende sæson kunne tilføre holdet ryttere, der kunne sikre synlighed i langt flere løb og samtidig tilføre holdet så mange point, at holdets position på WorldTouren ikke kan komme i fare, når den øverste division om få år reduceres fra 18 til 16 hold.

Det gør Pozzovivo til et helt oplagt valg. Der findes nemlig ikke mange ryttere på højeste niveau, der kommer blot i nærheden af at matche den lille italieners nærmest uhørte stabilitet. Efter en langsom og jævn udvikling nåede han i årene 2014 og 2015 sportens absolutte top og opnåede en nærmest ufattelig serie af uafbrudte toppræstationer. I 2014 sluttede han således i top 10 i samtlige løb, han gennemførte - kun sygdom tvang ham ud af Tour de Suisse - indtil et træningsstyrt i august efterlod ham med et grimt benbrud, der ødelagde resten af sæsonen. Det bliver kun mere imponerende af, at serien omfatter både etape- og endagsløb, og at kalenderen stort set kun bød på nogle af sportens sværeste WorldTour-løb. Listen inkluderer således blandt andet 5. pladser i både Liege-Bastogne-Liege og Giro d’Italia, top 10-placeringer i Tirreno-Adriatico og Volta a Catalunya, top 10-placeringer ved både de italienske mesterskaber og det relativt flade endagsløb Roma Maxima samt en 2. plads i Giro del Trentino.

Trods den grimme skade fortsatte Pozzovivo ufortrødent i 2015, hvor han blev nr. 6 i Tour Down Under, nr. 8 i Tirreno-Adriatico, nr. 3 i Volta a Catalunya, nr. 7 i Giro del Trentino og nr. 8 i Liege-Bastogne-Liege i løbet af foråret og således igen kunne stille til start i Giroen med en ubrudt række af top 10-placeringer. Desværre betød det voldsomme og vidt berygtede styrt i den italienske grand tour, at Pozzovivos karriere derefter så ud til at være gået i stå. Gennem hele 2016 var han således en skygge af sit gamle jeg, og det så ud til, at uheldet desværre endegyldigt havde endt Pozzovivos tid som toprytter.

Den antagelse blev imidlertid gjort til skamme i 2017, hvor Pozzovivo genfandt fordums styrke. Efter en skuffende start i Australien genoptog han således sin imponerende stime af top 10-resultater i Abu Dhabi Tour, Tirreno-Adriatico og Tour of the Alps, og det var kun en 12. plads i Liege, der brød serien inden Giroen. Her imponerede han stort i løbets tredje uge, hvor han sammen med Ilnur Zakarin formentlig var den stærkeste på de allersidste bjergetaper, og havde det ikke været for en knap så god start samt de mange enkeltstartskilometer, var det blevet til mere end en 6. plads. Kort efter vandt han en etape i Tour de Suisse, hvor kun en sjældent dårlig dag på kongeetapen betød, at det ikke blev til mere end en samlet 4. plads, og selvom et styrt ødelagde hans Vuelta, viste hans 6. pladser i Tour de Pologne og ikke mindst i Il Lombardia, at Pozzovivo også i årets sidste måneder var en af sportens allerbedste klatrere.

Dermed er Pozzovivo præcis, hvad Bahrain-Merida mangler. Nibali vil i det kommende år fokusere meget på klassikerne og Tour de France, og derfor skal vi næppe forvente meget af holdets stjerne i sæsonens øvrige løb. Der findes imidlertid ikke mange ryttere, der har et generalieblad i ugelange etapeløb som Izagirre og Pozzovivo, og da det i høj grad er her, man kan hente mange WorldTour-point, vil de udgøre en fremragende duo for araberne, der stort set vil være garanteret en top 10-placering i samtlige etapeløb på den fineste kalender. Pozzovivo kan samtidig løfte ansvaret i Giroen, hvor han altid ender i top 10 og efter sin fornemme præstation i 2017 måske har udsigt til endnu mere. Det vil give Nibali frihed til at koncentrere sig om sine helt store mål, herunder Touren. Her er Pozzovivo er udset til en nøglerolle i bjergene, hvor Bahrain-Merida ofte var temmelig svagt besat i den første sæson i feltet, og med hans stabilitet er han en rytter, kaptajnen med sikkerhed kan regne med. Med andre ord løser en af sportens mest stabile ryttere alle de opgaver, Copeland har brug for at få klaret, og det gør Pozzovivo til det helt perfekte valg for et af sportens nyeste mandskaber i deres opbygningsfase.

Læs også: 
- Sæsonens 10 bedste transfers - del 1

- Den store optaktsguide til 2018