Sæsonens 10 bedste transfers - del 3

De 10 holdskifter er valgt ud fra en række kriterier, der ikke nødvendigvis handler om sejre eller personlige resultater. Tværtimod er der tale om en udpegning af de transfers, der enten udgør en særlig god beslutning for holdet eller rytteren. Der kan være tale om en rytter, der kommer ind i nye rammer, som passer ham langt bedre og giver ham flere muligheder end de foregående, og som derfor kan vente bedre resultater end hidtil, eller der kan være tale om et hold, der har fundet den perfekte rytter til at udfylde et oplagt hul i enten en kaptajn- eller hjælperytterrolle eller en rytter, der på anden vis udgør det perfekte match.

Eksempelvis er der ingen Marcel Kittel på listen, selvom tyskerens skifte til Katusha utvivlsomt er et af de allermest interessante holdskifter. Tyskeren er nemlig kendt for sin dårlige positioneringsevne, og derfor er det tvivlsomt, hvordan han vil præstere på et hold, der slet ikke har et af sportens bedste tog. Af den grund kan det frygtes, at han vil underpræstere i sine nye rammer, og derfor er hans skifte ikke kommet gennem nåleøjet - også selvom der utvivlsomt er tale om et af de holdskifter, der vil give det nye hold fleste sejre i den kommende sæson.

Listen rummer syv relativt etablerede navne, en hjælperytter, en rytter, der for første gang påtager sig en kaptajnrolle, samt en talentgruppe. I denne sidste artiklel finder du de tre sidstnævnte.

Daniel Oss til Bora-hansgrohe

Forud for sidste sæson fik det relativt beskedne Bora-mandskab en voldsom overhaling. En heftig kapitalindsprøjtning betød, at man kunne hente Peter Sagan, og samtidig med at man rykkede op på WorldTouren, blev holdet reelt bygget op om den slovakiske verdensmester, der blev selve symbolet på holdet. Med ét ændrede holdets identitet sig, og fra at have været et lilleputhold, der skulle udfordre de store, blev man et af de mandskaber, der ventedes at dominere de største løb.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Fra mange sider var der imidlertid også en del kritik af holdets transferstrategi. I stedet for at investere den resterende kapital i at bygge et stærkt hold op om Sagan valgte man i stedet at skyde med spredehagl og gå efter topresultater over hele WorldTour-kalenderen. Derfor hentede man også Leopold König og Rafal Majka til holdet i håb om, at man dermed ville have en topkandidat til hovedparten af klassikerne samt en podiekandidat i hver af de tre grand tours. Resultatet blev imidlertid, at Sagan, hvis hold altid forventes at tage et stort ansvar, var efterladt med meget svag støtte i klassikerne, og man kan med nogen ret hævde, at slovakkens svage klassikersæson skyldtes ikke blot uheld, men også en mangel på opbakning fra holdet. At styrt og skader samtidig betød, at holdets grand tour-ambitioner faldt sammen med et brag betød, at holdet aldrig fik de resultater, de havde forventet,

Derfor har det været klart, at der var brug for at hente ryttere, der kunne sidde med helt fremme i de store brostensløb og samtidig have en så betingelsesløs loyalitet, at de uden tøven ofrer alt for kaptajnen, selvom de måske selv kunne have opnået topresultater. Den slags ryttere hænger bestemt ikke på træerne, men det er lykkedes Bora at hente den måske bedste af dem alle, og man kunne næppe have fundet en bedre rytter til at udfylde det gabende hul ved siden af Sagan på de toppede brosten.

Daniel Oss har i mange år været en stærkt undervurderet rytter, der har spillet en fremtrædende rolle i de største brostensløb og været helt afgørende for mange af Greg Van Avermaets succeser. Hans 2017-sæson nåede ganske vist ikke flyvende højder, men specielt i 2016 viste han, at han er at regne som en af verdens førende specialister i de nordlige klassikere. Og selvom han aldrig fandt sin bedste form i år, viste han alligevel sin klasse i Paris-Roubaix, hvor han var nøglerytteren, der sikrede Van Avermaet sejren. Samtidig var det franske løb beviset på hans betingelsesløse loyalitet, da han uden tøven ventede på sin belgiske kaptajn i en situation, hvor han lå alene i front i verdens største klassiker, og hvor man ikke kunne udelukke, at det faktisk kunne være endt med sejr til italieneren selv. Ikke mange havde uden brok gjort det samme, og det gør Oss til den helt perfekte hjælperytter.

Sammen med Lukas Pöstlberger, der står foran sit helt store gennembrud, og altid solide Marcus Burghardt udgør Oss nu en trio, der vil få til hovedopgave at støtte Sagan i de største løb. Lægger man dertil, at Sagan og Oss er gode venner og har et stærkt bånd, der stammer fra den fælles fortid på Liquigas, og at den store italiener samtidig kan spille en nøglerolle i Sagans lead-out, er der tale om et helt perfekt match. Det kan godt være, at Oss ikke selv kommer til at bidrage med de store resultater, men hvis Sagan ender med at have sin hidtil bedste klassikersæson, er der gode chancer for, at italieneren er den måske væsentligste forklaring.

Sky rydder U23-bordet ved at hente Egan Bernal, Pavel Sivakov og Kristoffer Halvorsen

Team Sky har med årene opbygget et ry som et hold, der med en kolossal pengepung henter etablerede verdensstjerner, der herefter placeres i en hjælperytterrolle for Chris Froome. Mikel Landa og Michal Kwiatkowski er blot to af de seneste eksempler på ryttere, der ville have været kaptajner på snart sagt ethvert andet hold, men som på det britiske mandskab har accepteret en rolle som støtter for kaptajnen. Den strategi har vakt en del kritik, men samtidig været en af de væsentligste årsager til holdets suveræne dominans i de seneste sæsoner.

I de seneste to år har man imidlertid bevæget sig væk fra den strategi. Tværtimod har en stadig større del været udgjort af unge talenter, der trods holdets lidt blakkede ry som talentudviklere har ladet sig lokke af muligheden for at komme ind på sportens største hold. Sidste år var det således tre af de mest lovende unge briter, der udgjorde en stor del af nyerhvervelserne, og i år har man taget et endnu mere markant skridt i samme retning.

Af de otte nye ryttere er hele fem således U23-ryttere, der gør sig klar til deres første sæson på WorldTouren, og de er endda faktisk langt mere end det. Faktisk har holdet nærmest gjort rent bord i kampen om de mest lovende talenter. Således vil mange formentlig pege på Egan Bernal, Pavel Sivakov og Kristoffer Halvorsen som de fem mest lovende ryttere i U23-klassen, og de vil alle være at finde i Sky-trøjen i den kommende sæson. Det er nærmest uhørt at se et enkelt hold på den måde sikre sig hele toppen af ungdommen, og det bliver ikke mindre bemærkelsesværdigt, at mange unge på Sky tidligere er endt som slagtekvæg og hjælperyttere for holdets mange stjerner.

Gianni Moscon har imidlertid bevist, at det er muligt at slå igennem på Sky, hvis bare talentet er stort nok, og det er faktisk nu også en formuleret strategi, at man vil give de unge flere ryttere for selv at jagte sejre i mindre løb. Det har været tydeligt i år, hvor især Tao Geoghegan Hart i sin første sæson på holdet har fået chance for at køre klassement i hele to WorldTour-løb og i mindst ét mindre løb. Det er formentlig den nye tilgang, der har bidraget til, at de tre stortalenter samt Chris Lawless, den i øjeblikket mest lovende brite, alle har skrevet kontrakt med Sky.

Mindst overraskende er det, at Bernal og Sivakov har ladet sig lokke af Sky. Der er nemlig tale om de to i særklasse mest lovende etapeløbsryttere på U23-niveau, og det kan ikke undre, at de har ladet sig overtale af muligheden for at komme ind på verdens klart bedste etapeløbshold for at lære af de allerbedste. I U23-klassen er der fire store etapeløb, der med deres bjergrige ruter giver et godt billede af, hvem der kan blive de næste store grand tour-ryttere. Det drejer sig om Tour de l’Avenir, Babygiroen, Giro Valle d’Aosta og Ronde de l’Isard, og netop de fire løb er i år blevet fordel mellem netop Bernal og Sivakov. Colombianeren sejrede i det største af de fire, Tour de l’Avenir, efter en sand magtdemonstration i bjergene, mens Sivakov gjorde rent bord i de øvrige tre, inden han i l’Avenir efter en offday viste klasse vend at sejre på løbets sidste bjergetape.

Der er ingen tvivl om, at både Bernal og Sivakov er uhørt lovende, men de er også forskellige og har en forskellig baggrund. Bernal har således som del af Androni-holdet allerede kørt utallige professionelle løb kulminerende med i en alder af bare 20 år at blive nr. 13 i cykelsportens hårdeste monument, Il Lombardia. Sivakov har derimod alene trådt sine barnesko i U23-klassen og mangler derfor endnu at teste sig selv i kamp med de allerbedste. Til gengæld er Sivakov en langt mere komplet rytter, der både kan klatre og køre enkeltstart, mens Bernal er en typisk, spinkel colombiansk klatrer, der ikke kan meget andet end at køre voldsomt stærkt på stigningerne.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Ved at hente de to har Sky imidlertid taget et meget stort skridt i retning af at sikre sig positionen som verdens førende etapeløbshold, der også om 10 år kan dominere grand tours. Specielt Bernal har endda også vist, at vi allerede næste år kan forvente os at se ham fremme i flere løb, men også Sivakov burde kunne lukrere på holdets nye plan om at give unge ryttere flere muligheder.

Det er mere overraskende, at Halvorsen og Lawless har ladet sig overtale til at komme til holdet. De er nemlig begge sprintere, og det er ikke just på det område, at Sky har været mest dominerende. De kunne derfor formentlig begge have lært mere om den helt særlige disciplin at kæmpe i de hektiske massespurter andetsteds, men alligevel har de valgt at skifte til Sky.

Det hænger imidlertid fint sammen med Skys store ambition om at være verdens bedste hold med muligheder for at vinde i alle typer løb, og det kræver en særlig oprustning på sprintersiden. Da holdet frem mod den kommende sæson siger farvel til de to etablerede sprintere i truppen, Elia Viviani og Danny Van Poppel, synes man at have truffet beslutning om at vinde terræn i massespurterne ved brug af hjemmeavlet talent. Derfor har man skrevet kontrakt med Halvorsen og Lawless, der begge har vist, at de allerede nu kan blande sig med de bedste, og førstnævnte, der er tidligere U23-verdensmester, har sågar allerede vundet løb med WorldTour-deltagelse.

Sjovt nok betyder netop Vivianis og Van Poppels afgang faktisk, at de på Sky formentlig vil få endnu flere muligheder end på de fleste andre hold, da de i 2018 faktisk er de eneste rene sprintere på holdet. De kan måske ikke regne med at blive støttet af sportens bedste tog, men til gengæld burde der være basis for, at de kan udvikle sig en del ved at slås med de bedste allerede i deres første sæson på højeste niveau. Den slags erfaringer i uvurderlige for unge sprintere og kan betyde, at Sky i det kommende år lægger grunden til, at de i fremtiden også kan gøre sig gældende i massespurterne. Måske er det ikke Skys fire nyerhvervelser, der vil være de meste opsigtsvækkende transfers i 2018, men det kan meget vel være dem, der gør, at Sky også om fem og ti år stadig er verdens førende mandskab - og denne gang ikke kun fordi man har kunnet tiltrække etablerede stjerner ved brug af en næsten utømmelig tegnedreng.

Ben Hermans til Israel Cycling Academy

Lad os bare være ærlige. I sit første år på professionelt kontinentalniveau fik Israel Cycling Academy mere opmærksomhed for sin specielle historie end for sine sportslige resultater. Faktisk var der i 2017 temmelig langt mellem snapsene, og det var kun Mihkel Raims flotte spurtsejr på sidste etape af Colorado Classic, der gav holdet overskrifter af sportslige årsager. Målet er imidlertid, at det skal ændre sig i 2018, og derfor har holdet foretaget en voldsom oprustning forud for den kommende den sæson. Fire etablerede WorldTour-ryttere samt en lovende nordmand er hentet til holdet, og det burde være en garanti for, at vi kommer til at se langt mere til Israel Cycling Academy i de kommende 12 måneder - og at de faktisk kan vise sig værdige til den Giro-invitation, der med starten i Jerusalem blot synes at være en formalitet.

Blandt de nye navne er Ruben Plaza primært hentet til holdet grundet den enorme erfaring, mens Kristian Sbaragli skal være holdets sprinter - en rolle, han desværre næppe kan omsætte til voldsomt mange sejre. Mere interessant er det, om holdet kan få stortalentet Sondre Holst Enger tilbage på sporet efter dennes fejlslagne ophold hos Ag2r. Lykkes det, er fremtiden meget lovende, men det er fortsat alt for tidligt at have alt for store forventninger til den tilsyneladende temmelig ustabile og skrøbelige Enger. Større stabilitet synes stortalentet August Jensen, der i år sluttede i top 11 i alle på nær én etape i de tre store norske etapeløb samt i top 5 i den samlede stilling i dem alle tre, men det vil trods alt være for meget at forlange at sætte ham en lederrolle i udsigt allerede i hans første år som professionel.

En sådan rolle kan Ben Hermans imidlertid påtage sig, og beslutningen om at hente belgieren til holdet kan meget vel vise sig at være noget af det mest interessante, der er sket i den netop overståede transfersæson. Hermans viste i sine unge år aldeles lovende takter blandt andet med en sejr på kongeetapen i Belgium Tour i sin første WorldTour-sæson, men herefter blev han meget hurtigt låst fast i en hjælperrolle på først Radioshack og siden BMC. Helbredet har heller ikke hjulpet ham, og han er flere gange blevet sat tilbage af sygdom og styrt.

Nu synes der imidlertid at ske noget. Sejren i Brabantse Pijl i 2015 var tilsyneladende, hvad der skulle til for at tage det næste skridt. Kort efter vandt han en etape i Tour de Yorkshire, blev nr. 2 i Østrig Rundt og var blot 3 sølle sekunder fra at vinde WorldTour-løbet Polen Rundt. Han sejrede suverænt på kongeetapen i Arctic Tour of Norway, og kun en punktering på sidste etape forhindrede ham i at vinde samlet.

Indtil da havde Hermans primært været at betragte som ardennerspecialist, men i 2016 viste han, at han også kan køre i bjerge. Det skete på kongeetapen i Vuelta a Burgos, hvor han kunne følge en vis Alberto Contador til dørs på den navnkundige Lagunas de Neila-stigning - et resultat, der betød, at han blot manglede ét sekund for at slå den spanske stjerne i kampen om den samlede sejr. Kort efter kørte han som hjælperytter for Samuel Sanchez i Vueltaen, og selvom han intet blik havde for den samlede stilling, endte han alligevel som nr. 14 samlet efter flere imponerende præstationer i bjergene.

I år nåede han så helt nye højder i årets første måneder. Fabio Aru, Romain Bardet, Jakob Fuglsang og en meget formstærk Rui Costa var blot nogle af de ryttere, der fik sig en regulær klatrelektion af Hermans i Tour of Oman, hvor han vandt to etaper og tog en overlegen samlet sejr. Mest imponerende var det, at den relativt store belgier satte de lette folk til vægs på den meget stejle Green Mountain-stigning - en præstation, der i den grad understreger potentialet. Desværre blev en stor del af sæsonen herefter ødelagt af helbredsproblemer, først i Ardennerne og siden i Giroen, hvor han måtte udgå pga. sygdom. Hans sæson syntes at være ovre, da han styrtede slemt i Tour de Pologne, men på imponerende vis lykkedes det ham at nå tilbage i så god form, at han kunne blive nr. 10 i Giro dell’Emilia, nr 14 i Il Lombardia samt nr. 5 i Tour of Guangxi.

Hermans har bestemt ikke været forfulgt at held hidtil i sin professionelle karriere, men når han endelig har været skades- og sygdomsfri, har han leveret resultater, der overgår hans status i det professionelle felt. Det har han naturligvis også selv bemærket, og derfor er det kun logisk, at han har sagt farvel til de trygge omgivelser og den formentlig solide løncheck hos BMC for at finde ud af, hvad potentialet rækker til i en kaptajnrolle på Israel Cycling Academy. Her skal han være holdets ubestridte leder i etapeløb og kuperede klassikere. Kan han lægge bare ét lag på i forhold til det, han hidtil har vist, kan det kun blive rigtig godt.
 

Læs også: 
- Sæsonens 10 bedste transfers - del 2
- Sæsonens 10 bedste transfers - del 1

- Den store optaktsguide til 2018