Sæsonevaluering: Hvordan klarede AG2R-La Mondiale sig?
04. november 2017 12:00 af Emil AxelgaardFoto: Sirotti

Med Tim Wellens’ flotte sejr i Tour of Guangxi blev en stor 2017-sæson, der indledtes med Richie Portes suveræne soloshow i Tour Down Under helt tilbage i januar, lagt i graven, og det er tid til at gøre status. Hvem levede op til forventningerne? Hvem overraskede positivt? Og hvem håber, at 2017 hurtigt muligt går i glemmebogen og ser allerede nu frem mod at tage revanche i 2018? I den kommende tid vil Feltet.dks cykelekspert Emil Axelgaard evaluere hvert af de 18 WorldTour-hold og give dem en karakter for deres præstationer på landevejene i den forgangne sæson.

I denne artikel kaster vi et blik på Ag2r-La Mondiales meritter i de seneste 10 måneder. Vær opmærksom på, at vi efter denne serie, hvor vi retter blikket bagud, vil følge op med en fremadrettet analyse af hvert af de 18 hold, hvor vi ser på udbyttet af deres transfersæson samt de forventninger, vi kan have til 2018-sæsonen.

 

Antal sejre: 16 (Alexi Vuillermoz 3, Alexandre Geniez 3, Romain Bardet 1, Domenico Pozzovivo 1, Oliver Naesen 1, Rudy Barbier 1, Pierre Latour 1, Samuel Dumoulin 1, Cyril Gautier 1, Benoit Cosnefroy 1, Alexis Gougeard 1, Matteo Montaguti 1,

 

Sejre på WorldTouren: 2 (1 etapesejr i Tour de France med Romain Bardet, 1 etapesejr i Tour de Suisse med Domenico Pozzovivo)

 

Placering på WorldTour-ranglisten: Nr. 9 (nr. 13 i 2016)

 

Ryttere i top 100 på WorldTour-ranglisten: Romain Bardet (nr. 19), Domenico Pozzovivo (nr. 24), Oliver Naesen (nr. 40), Alexis Vuillermoz (nr. 42), Jan Bakelants (nr. 79)

 

Ryttere i top 100 på verdensranglisten: Romain Bardet (nr. 32), Domenico Pozzovivo (nr. 35), Oliver Naesen (nr. 37), Alexis Vuillermoz (nr. 46), Jan Bakelants (nr. 88), Rudy Barbier (nr. 99)

 

Hvordan klarede holdet sig i forårsklassikerne?

Ag2r har aldrig spillet nogen stor rolle i brostensklassikerne, men det skulle der laves om på i 2017. Derfor havde holdet på forhånd hentet stortalentet Oliver Naesen og veteranen Stijn Vandenbergh til holdet som led i en stor satsning på de nordlige klassikere. Dertil kom, at man igen i år havde forventninger om, at Romain Bardet kunne køre med om sejren i Liege-Bastogne-Liege, at Alexis Vuillermoz ville være fremme i Fleche Wallonne, at Jan Bakelants måske endelig ville få sit gennembrud i Ardennerne, og at Domenico Pozzovivo måske kunne genfinde sit niveau og dermed igen være med hos de allerbedste i Liege.

 

Selvom Vandenbergh blev syg og derfor aldrig nåede topformen, blev brostenssæsonen en fabelagtig succes. Det kan godt være, at uheld betød, at resultaterne slet ikke blev, hvad man havde håbet på, men Naesen fik i monumenterne vist, at han allerede nu er klar til at køre med om sejren i de allerstørste løb. Allerede fra start viste han med en syvendeplads i Omloop Het Nieuwsblad, at han skulle tages seriøst i årets klassikere, og da han også blev nr. 8 i Kuurne-Bruxelles-Kuurne, oplevede holdet allerede i åbningsweekenden, at man for første gang nogensinde for alvor kunne blande sig med de bedste på brostenene.

 

Helt som ventet kneb det i de italienske klassikere, hvor det kun blev til en 12. plads med Quentin Jauregui i Strade Bianche, mens man var helt resultatløse i Milano-Sanremo, men det betød mindre, da man først var tilbage på brostenene. Naesen var ganske vist lidt skuffet over sin 6. plads i Dwars door Vlaanderen, men i E3 vist han for alvor skrevet sig ind som en af de store favoritter til Flandern Rundt. Det skete, da han var den eneste, der kunne følge Greg Van Avermaet og Philippe Gilbert på brostenene, og selvom han i spurten måtte se sig henvist til tredjepladsen, markerede præstationen lidt af en gennembrud. Benene rakte ikke til en gentagelse i Gent-Wevelgem, men da det gjaldt i Flandern var han flyvende. Han sad med Van Avermaet og Peter Sagan, da de to store favoritter lavede deres ryk og havde kurs mod en podieplads, da han sammen med Sagan var involveret i det dramatiske styrt forårsaget af en tilskuers jakke. Derfor endte det med en skuffende 23. plads, men det siger intet om, hvor fremragende et løb han kørte.

 

Endnu stærkere var han måske endda i Paris-Roubaix, men her fortsatte uheldet med at regne ned over ham. Flere styrt og punkteringer betød, at han jagtede og jagtede i mere end 200 km, og alligevel befandt han sig pludselig med helt fremme i finalen. Her fortsatte uheldene og defekterne imidlertid med at hæmme ham, og derfor endte han endnu engang uden et resultat. I perioden mellem de to løb opnåede Rudy Barbier sit bedste klassikerresultat, da han spurtede sig til en 6. plads i Scheldeprijs.

 

Naesen håbede at udnytte den gode form en sidste gang i Amstel Gold Race, og også her var han med fremme. Han kunne dog ikke følge med, da de bedste angreb i finalen, og selvom han var med fremme i feltets spurt, måtte han nøjes med en 13. plads. Herefter overlod han scenen til holdets klatrere, der desværre var uden en skadet Vuillermoz, som skulle have været kaptajn i Fleche Wallonne. Derfor endte den belgiske midtugeklassiker lidt skuffende med en 13. plads til Bardet og en 14. plads til Pierre Latour. Det var imidlertid Liege-Bastogne-Liege, der var det helt store mål, og her gik det langt bedre. Med en 6. plads sikrede Bardet sig sin tredje top 10-placing i den ældste klassiker, og også Pozzovivo, der kom direkte fra Tour of the Alps var med sin 12. plads med helt fremme blandt de allerbedste. Selvom det helt store resultat udeblev, kunne man derfor se tilbage på sin bedste klassikersæson længe.

 

Hvordan klarede holdet sig i Giro d’Italia?

Efter det grimme styrt i Giroen i 2015 havde Domenico Pozzovivo befundet sig i et sort hul, men efter en lovende præstation i Tour of the Alps var der forhåbninger om, at den lille italiener var på vej tilbage til fordums styrke. Derfor byggede man hele Giro-truppen op om den italienske klatrer, der havde som mål at sig endnu en top 10-placering. Det skulle ske med støtte fra et hold af klatrere anført af Hubert Dupont og Alexandre Geniez, der sammen med kaptajnen måske endda kunne sikre en sejr i holdkonkurrencen og en etapesejr.

 

Desværre var Geniez i formmæssig krise og måtte tidligt forlade løbet, og det efterlod holdet svækket i bjergene og uden en chance i holdkonkurrencen. Det betød, at fokus i endnu højere grad blev rettet mod klassementet, og man fik derfor ikke megen succes på de enkelte etaper. Det gjorde imidlertid mindre, idet Pozzovivo bekræftede sin tilbagevenden til sit topniveau ved at køre et fremragende løb, hvor han specielt i den tredje uge var ganske imponerende.

 

Starten var relativt anonym for holdet, der var uden sprinter og dermed først og fremmest skulle overleve den første uge. Pozzovivo viste imidlertid med det samme, at han var klar, da han på løbets første svære stigning, Blockhaus, kørte sig til en fornem 6. plads. Desværre tabte han lidt for meget tid på den efterfølgende enkeltstart og havde en lille offday på Oropa, men efter at have spurtet sig til en femteplads på den kuperede 15. etape kunne han alligevel gå ind til den bjergrige tredje uge på den samlede 7. plads.

 

Og det var i de høje bjerge, at Pozzovivo for alvor fandt benene. Sammen med Ilnur Zakarin var han måske den bedste på de sidste bjergetaper. En fjerdeplads på kongeetapen sendte ham op på sjettepladsen, og efterfølgende var han på den næste bjergetape, hvor han også blev nr. 4, bedste klassementsrytter sammen med Pinot. Det samme var tilfældet dagen efter på Piancavallo, inden han på løbets sidste bjergetape sad med i den eksklusive gruppe, der spurtede om sejren og for tredje gang på få dage blev nr. 4. At han efterfølgende mistede meget tid på den afsluttende enkeltstart, betød mindre, og han kunne med stor tilfredshed se tilbage på et løb, der havde budt på en genrejsning og en samlet sjetteplads.

 

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb forud for Touren?

Ag2r havde allerede fra start store forventningen til, at man kunne score de første WorldTour-point ved Tour Down Under i Australien, men sådan skulle der ikke være. De første måneder gav nemlig ikke mange hints om, at 2017 skulle blive året, hvor Domenico Pozzovivo genfandt fordums styrke, og italieneren kom skidt fra start med en skuffende 17. plads i det australske løb, hvor man var temmelig anonyme. Bedre blev det ikke i Cadel Evans Great Ocean Road Race, og det var faktisk først, da Mikael Cherel, Hubert Dupont og Samuel Dumoulin blev hhv. nr. 6, 8 og 10 i den franske sæsonåbner, GP Marseillaise, at man for første gang fik en top 10-placering.

 

Bedre blev det i Etoile de Besseges, hvor holdets nye sprinter Rudy Barbier spurtede sig til en anden- og en femteplads, ligesom Dumoulin igen var tæt på en sejr med en fjerdeplads på kongeetapen. Håbet var, at man kunne vinde samlet med Pierre Latour, men hans tredjeplads på enkeltstarten rakte ikke til mere end en samlet fjerdeplads. Samtidig viste Oliver Naesen de første tegn på klassikerform med årets første top 10-placering i en massespurt i Volta a la Comunitat Valenciana, ligesom Cyril Gautier med en femteplads i det hårde Trofeo Laigueglia viste god vinterform.

 

Holdets kaptajn havde sin første store test i Tour of Oman, og det så lovende ud, da han blev nr. 10 og 7 på de første mellemhårde etaper. Desværre skuffede han på kongeetapen, hvor han kun blev nr. 10, to placering bag den nye holdkammerat Mathias Frank, og det blev derfor kun til en samlet 6. plads til Bardet og en 7. plads til Frank. Målet var at gøre det bedre i Abu Dhabi Tour, hvor han havde fået selskab af Domenico Pozzovivo, men det lykkedes ikke. Pozzovivo var eneste mand i top 10, da han både på kongeetapen og i den samlede stilling tog en 9. plads.

 

Den store forløsning kom endelig i Tour du Haut Var, da Dumoulin tog årets første sejr på 1. etape. Desværre var han og holdet ude af stand til at sidde med, da klatrerne angreb på løbets anden og sidste etape, og man endte derfor uden en rutter i top 10. Momentum var imidlertid skabt, og det blev videreført bare få dage efter i Tour La Provence. Efter at Barbier havde spurtet sig til en 6. plads fik Alexandre Geniez nemlig vendt en skidt sæsonstart på hovedet ved at spurtbesejre Rohan Dennis, Nicolas Edet og Matej Mohoric på den overraskende hårde 2. etape. En fjerdeplads på løbets kongeetape betød, at han samlet endte som nr. 3. Endelig sluttede man en god periode i Frankrig af med en 5. plads til Latour i Classic Sud-Ardeche og en fornem tredjeplads til Jan Bakelants i Drome Classic, hvor Dumoulin også blev nr. 4.

 

Holdets første store mål var at vinde Paris-Nice med Romain Bardet, men løbet endte som en regulær katatstrofe. Efter at være styrtet på den dramatiske 1. etape, der var præget af kraftig sidevind, blev han nemlig diskvalificeret for at have modtaget for megen hjælp fra sin servicevogn, og det efterlod holdet uden kaptajn. En 7. plads til Naesen i en massespurt, en 7. plads til Latour på løbets kongeetaoe samt en andenplads i bjergkonkurrencen til en aggressiv Axel Domont blev derfor det skuffende udkomme. Bedre gik det i Tirreno-Adriatico, hvor Pozzovivo gav de første tegn på, at han var på vej tilbage. Trods store tidstab på de to tidskørsler betød en 7. plads på kongeetapen nemlig, at den lille italiener scorede vigtige WorldTour-point med en samlet 10. plads. Få dage efter fik Dumoulin taget et vigtigt skridt mod en gentagelse af sidste års sejr i Coupe de France ved at spurte sig til en femteplads i Classic Loire Atlantique.

 

Efter nedturen i Paris-Nice ændrede Bardet sit program og besluttede sig for at stille til start i Volta a Catalunya, hvor han jagtede revanche. Det så lovende ud, da franskmanden kørte sig til en fjerdeplads på løbets første bjergetape, men desværre kunne han ikke følge det op på løbets kongeetape. Selvom han blev nr. 7 på sidste etape rakte det derfor ikke til mere end en samlet 10. plads. Derudover fik man en top 10 i en spurt med Cyril Gautier. Herfra fortsatte han videre til Vuelta al Pais Vasco, som fra starten af året havde været udpeget som et af forårets store mål. Her kørte han en fremragende kongeetape, der gav en andenplads, men en katastrofal enkeltstart betød desværre, at han end ikke kom i top 10 samlet, og derfor endte forårets etapeløbssatsning skuffende for den franske stjerne.

 

På hjemmebanen i Frankrig jagtede Dumoulin vigtige Coupe de France-point i de mange løb i april. Desværre lykkedes det ham kun at være med fremme i Paris-Camembert, hvor han dog blev henvist til andenpladsen af Nacer Bouhanni. Tilsvarende tæt på var Gautier i Route Adelie de Vitre, hvor det blev til en andenplads bag formstærke Laurent Pichon, ligesom man havde Latour på podiet med en tredjeplads i Paris-Camembert. Mindre succes havde man i etapeløbet Circuit Cycliste Sarthe, hvor man trods status som et af Frankrigs storhold var totalt usynlige.

 

Holdets Giro-forberedelse tog for alvor fart i Tour of the Alps, hvor Pozzovivo endegyldigt fik vist, at han var tilbage. Han lagde ud med at blive nr. 5 i punchurfinalen på 1. etape og kørte sig dernæst til en tredjeplads bag Geraint Thomas og Thibaut Pinot på kongeetapen. Dagen efter leverede Matteo Montaguti den helt store succes, da han spurtede sig til sejr i en lille gruppe på 4. etape, inden Pozzovivo med en fjerdeplads på sidste etape sikrede sig en samlet tredjeplads og et vigtigt moralboost forud for Giroen. Ugen efter var det Latour, der skulle føre an i Tour de Romandie, og han lagde godt ud med en 10. plads på 1. etape og blev senere nr. 7 på kongeetapen. En skuffende enkeltstart betød, at han måtte tage til takke med en samlet 14. plads, men han vandt for andet år i træk ungdomskonkurrencen. I samme løb var Dumoulin med en 5. plads tæt på en sejr i en massespurt.

 

Efter en lille pause var Naesen tilbage som kaptajn i 4 Dage ved Dunkerque, og han viste sig med det samme at have genfundet formen. Det var dog Rudy Barbier, der med placeringer som nr. 10, 3 og 6 først viste sig frem på de tre første flade etaper - også Dumoulin og Naesen var i top 8 på 2. etape, hvor man spillede med musklerne - inden klassementskampen intensiveredes på 4. etape. Her blev man efterladt med en følelse af skuffelse, da Dumoulin vandt feltets spurt om andenpladsen bag den sejrende Thomas. Der var også tale om ærgrelse dagen efter på kongeetapen, hvor Naesen måtte tage til takke med en tredjeplads, fem placeringer foran holdkammerat Christophe Riblon. Efter at Julien Duval på sidste etape havde opnået en tredjeplads fra et udbrud, endte det derfor med en samlet 3. plads til den belgiske kaptajn og en sejr i holdkonkurrencen.

 

Holdet fortsatte med at jagte succes på hjemmebanen i Frankrig og fortsatte med at have succes. Efter at Barbier akkurat var blevet overspurtet af Adrien Petit i massespurten i GP de la Somme, fortsatte med den vanlige dominans i GP de Plumelec, hvor en tilbagevendt Alexis Vuillermoz tog årets første sejr med holdkammeraten Dumoulin på tredjepladsen. Dagen efter havde man igen store planer med Dumoulin i Boucles de l’Aulne, men her var det i stedet Mathias Frank, der kørte sig til en uventet 7. plads fra et udbrud. Derfra drog man videre til det lille etapeløb Boucles de la Mayenne, hvor Hugo Houle fik en sjælden chance for at køre klassement. Efter en 6. plads på prologen og en 9. plads på 2. etape lykkedes det canadieren at tage en samlet femteplads. Derudover fik Sondre Holst Enger, der havde været syg hele foråret lidt oprejsning ved at spurte sig til en femteplads.

 

Hvert år er Criterium du Dauphiné, der finder sted i holdets hjemregion, et stort mål, og igen i år var det op til Bardet at jagte et topresultat. Det var imidlertid en af holdets hjælperyttere, der først kom i rampelyset, idet Axel Domont på 1. etape desværre måtte slippe Thomas De Gendt til allersidst og derfor måtte nøjes med andenpladsen på en dag, hvor sprinterne blev snydt. Med et sent angreb lykkedes det tillige Pierre Latour at sikre sig 4. pladsen. Desværre kørte Bardet herefter en skidt enkeltstart, mens Naesens 10. plads i en spurt på 5. etape var eneste resultat i en lidt svær periode for holdet. Stemning blev bestemt ikke bedre efter løbets bjergetape, hvor Naesen viste sig som stærkeste mand i et udbrud, som holdet valgte at køre ind for at sætte Bardet op til sejr. Franskmanden blev imidlertid kun nr. 7, én placering bedre end Naesen, der ikke uden grund var temmelig utilfreds med beslutningen. Heldigvis rejste Bardet sig med en femte- og en sjetteplads på de to sidste bjergetaper, og han endte derfor med en godkendt sjetteplads.

 

Endnu bedre gik det for holdet i Tour de Suisse, hvor Domenico Pozzovivo skulle forsøge at presse det sidste ud af den gode Giro-form. Efter at Jan Bakelants havde spurtet sig til en 9. plads viste kaptajnen god form på den første bjergetape, hvor han blev nr. 5 og Mathias Frank nr. 6, men det var på den efterfølgende bjergetape, at alt faldt i hak. Her tog den lille italiener nemlig en fornem solosejr og erobrede samtidig løbets førertrøje, mens Frank med en fjerdeplads gav holdet to kort at spille forud for kongeetapen. Her oplevede Pozzovivo imidlertid en sjælden offday, og selvom han kom stærkt igen med en flot 8. plads på den sidste enkeltstart, endte han akkurat uden for podiet på en fjerdeplads med Frank tre placeringer yderligere tilbage. Holdet tog dog en sikker sejr i holdkonkurrencen. Det var kun i Route du Sud, hvor Clement Chevrier fik en 6. plads på sidste etape og Hubert Dupont samme placering på kongeetapen og en 10. plads i den samlede stilling, at holdet i juni måned ikke havde den store succes. Til gengæld sluttede man første halvdel af året godt af ved de nationale mesterskaber, hvor Naesen tog en af de helt store titler i det belgiske landevejsløb, og Latour tog en højst overraskende sejr på den franske enkeltstart. Derudover fik Gediminas Bagdonas sig to sølvmedaljer i Litauen, og Ben Gastauer kom på podiet ved linjeløbet i Luxembourg.

 

Hvordan klarede holdet sig i Tour de France?

En overraskende andenplads i 2016 betød, at Romain Bardet var under et kolossalt forventningspres, som det ville blive meget svært at leve op til. Holdet havde imidlertid fuld tillid til kaptajnen, og derfor fik han stillet et helt hold til sin rådighed. Selvom der i den indledende del var flere etaper, der var gode for Oliver Naesen, og man i Jan Bakelants, Pierre Latour og Alexis Vuillermoz havde gode etapevinderbud i bjergene, var missionen klar: alle mand skulle hjælpe kaptajnen, og mulighederne for at jagte personlig succes var begrænset.

 

Det betød også, at man havde en meget anonym første uge, hvor sprinterholdene stjal rampelyset, men holdet fik hurtigt bevis for, at det hele var anstrengelserne værd, da Bardet kørte sig til en flot femteplads på første bjergetape. Han bekræftede den gode form, da han på den brutale Champery-etape inden første hviledag var med i den eksklusive gruppe, der spurtede om sejren, og selvom det kun blev til en fjerdeplads kunne han med stor tilfredshed gå ind til fridagen med en samlet tredjeplads.

 

Det blev endnu bedre, da feltet ramte Pyrenæerne i den anden uge. Her kom sæsonens højdepunkt for franskmændene, da Bardet for tredje år i træk sikrede sig en etapesejr ved at spurte fra alle favoritterne på den sidste stejle stigning op til Peyragudes på 12. etapes bjergmaraton. Da Froome samtidig viste svaghedstegn, kunne Bardet kortvarigt drømme om den samlede sejr, og den generelt positive stemning på holdet gav lidt muligheder for, at holdets hjælperyttere kunne angribe på mellemetaperne. Det gav en 8. plads til Bakelants på 15. etape, inden Bardet igen kunne holde hviledag på en samlet tredjeplads.

 

Det endelige slag skulle slås i Alperne, hvor Bardet desværre akkurat missede bonussekunder ved at spurte sig til en fjerdeplads på den store Galibier-etape. Dagen efter udnyttede han imidlertid Fabio Arus sygdom ved med en tredjeplads på kongeetapen til Izoard at rykke op som nr. 2, hvorefter Bakelants på 19. etape fik sig endnu en 8. plads via et udbrud. Desværre var det nu Bardet, der var ramt af sygdom, og det betød, at han kørte en katastrofal sidste enkeltstart, der betød, at han gled ned på den samlede tredjeplads. Det gav lidt malurt i bægeret, men kan ikke slette indtrykket af, at Ag2r med endnu en podieplads og endnu en etapesejr havde en yderst succesfuld Tour.

 

Hvordan klarede holdet sig i Vuelta a Espana?

Efter de gode præstationer af Romain Bardet i Tour de France og af Domenico Pozzovivo i Giro d’Italia, slog de to kaptajner pjalterne sammen til årets sidste grand tour. For Bardets vedkommende var det lidt af et eksperiment at skulle køre to grand tours, og han havde derfor ikke de store forventninger, men ambitionen var, at Pozzovivo skulle køre med om de bedste placeringer. Derudover stillede man til start med angrebslystne og formstærke Alexandre Geniez og Alexis Gougeard, der skulle jagte etapesejre.

 

Starten var aldeles lovende, da både Bardet og Pozzovivo var blandt de stærkeste på første bjergetape allerede på tredjedagen, hvor de sad med i den bedste gruppe og blev hhv. nr. 4 og 9. Desværre gik det herefter galt. Pozzovivo styrtede på en ellers tilforladelig flad etape, og det lykkedes ham aldrig at komme sig over skaderne, hvorfor han senere forlod løbet. Det efterlod Bardet med hele ansvaret, men det blev allerede på de følgende etaper klart, at formen ikke rakte til at køre klassement. Derfor blev strategien hurtigt ændret, så man i stedet jagtede etapesejre.

 

Gougeard var den første, der greb chancen med en femteplads på den kuperede femte etape, inden Geniez opnåede en tilsvarende placering på 10. etape. Bardet havde dagen efter sin bedste oplevelse i løbet, da han på Calar Alto kæmpede med de bedste klassementsryttere og blev en flot nr. 5. Herefter oplevede holdet en svær periode, inden Gougeard igen ramte det rette udbrud på 18. etape, hvor han dog måtte nøjes med en fjerdeplads. Dagen efter var det Bardet, der var med i den rigtige gruppe, men desværre var finalen for nem for franskmanden, der kun blev nr. 7. Han sluttede både løbet og sin sæson flot af med en 9. plads på Angliru, men det kunne ikke slette indtrykket af, at man havde håbet på et bedre resultat i årets sidste grand tour.

 

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb efter Touren?

Allerede mens Romain Bardet udkæmpede de sidste slag i Touren, var holdet tilbage i aktion i Tour de Wallonie, hvor man ganske vist kun opnåede en 8. plads i en spurt med Julien Duval, men samtidig fik et langt vigtige udbytte. Alexis Gougeard fik nemlig med vanlig offensiv kørsel og en sejr i bjergkonkurrencen vist, at han efter et svært forår var tilbage. Det gav straks resultat, da han få dage senere kørte sig til en imponerende solosejr i det hårde franske endagsløb La Polynormande. Samme dag opnåede Oliver Naesen og Rudy Barbier vigtige WorldTour-point ved at spurte sig til top 10-placeringer i RideLondon Classic.

 

Efter den flotte præstation i Tour de Suisse skulle Domenico Pozzovivo bruge Tour de Pologne til at finpudse Vuelta-formen, og han fik i det polske etapeløb vist, at han allerede var klar igen. Først blev han nr. 7 på den stejle mur på 3. etape, og med en 6. plads på kongeetapen sikrede han sig også en placering som nr. 6 i den samlede stilling. Kort efter viste Alexandre Geniez, at han efter en meget svær tid også var klar til Vueltaen. Det skete i det bjergrige Tour de l’Ain, hvor han efter en andenplads på prologen og en tredjeplads bag den suveræne FDJ-duo Thibaut Pinot og David Gaudu på den første bjergetape spurtbesejrede netop Pinot på den sidste af de to bjergetaper og dermed tog årets anden sejr. Det gav samtidig en samlet tredjeplads og en sejr i pointkonkurrencen, og holdet opnåede også gode resultater på de to sprinteretaper, hvor Samuel Dumoulin blev nr. 2 og den unge stagiaire Clement Russo nr. 5.

 

Et af efterårets store mål var BinckBank Tour, hvor man havde store ambitioner med Oliver Naesen. Først var det dog Rudy Barbier, der kørte sin vel bedste spurt i hele sæsonen, da han blev nr. 3 i meget skrapt sprinterselskab på 3. etape. Derefter tog Naesen selv over på de hårdere etaper, hvor han først blev nr. 4 på Amstel Gold Race-etapen. Desværre kunne han ikke følge de allerbedste på kongeetape i Ardennerne, hvor han kun blev nr. 7, og en lidt skuffende 7. plads på Flandern Rundt-etapen til sidst betød, at han måtte nøjes med en samlet femteplads. Kort efter bekræftede Barbier sin fine form ved at spurte sig til en 10. plads ved WorldTour-løbet i Hamburg, inden han opnåede en 6. og en 4. plads i massespurter i Tour du Poitou-Charentes, hvor man også fik Gediminas Bagdonas ind på en samlet 8. plads.

 

Endnu bedre gik det i Tour du Limousin, hvor Vuillermoz skulle bekræfte de lovende takter, han havde vist i Touren. Efter en sjetteplads på 1. etape skete det til fulde på kongeetapen, hvor han sejrede suverænt, mens Hubert Dupont blev nr. 9. Succesen fortsatte dagen efter, hvor Cyril Gautier sejrede efter et udbrud, mens Vuillermoz blev nr. 9, og den helt store forløsning kom på sidste etape, hvor Vuillermoz fik samlet tilstrækkeligt med bonussekunder til at tage den samlede sejr efter en 7. plads på etapen. Derudover vandt Ag2r også holdkonkurrencen. Det gav ham store forhåbninger forud for de canadiske WorldTour-løb, og her bekræftede han den gode form med en fjerdeplads i GP de Quebec. I GP de Montreal var det imidlertid Jan Bakelants, der viste taktisk snilde ved at køre med i det rette fremstød og med endnu en fjerdeplads sikrede, at turen til Nordamerika endte som en succes.

 

Sæsonen sluttede med en stribe endagsløb i Belgien og Frankrig, og her fik man gode resultater. Quentin Jauregui kørte sig til en tredjeplads i det bjergrige Tour du Doubs, inden holdets nytilkomne Benoit Cosnefroy nærmest sensationelt snød sprinterne og tog sejren i GP d’Isbergues bare få dage inden den store sejr ved U23 VM. Også Barbier fortsatte sit gode efterår ved at vinde feltet spurt og blive nr. 5. Senere spurtede han sig til en fjerdeplads i Omloop Eurometropool, mens Naesen sluttede sin sæson af med en 6. plads i Tour de l’Eurometrople, en lidt skuffende 10. plads i det hårde Binche-Chimay-Binche og en 6. plads i Paris-Tours, hvor trætheden dog betød, at han ikke kunne matche Matteo Trentin og Søren Kragh i finalen. Oktobers højdepunkt kom dog i opvarmningsløbet Paris-Bourges, hvor Barbier endelig blev belønnet for sin store stabilitet ved at tage en fornem spurtsejr. Den hjemlige sæson sluttede med en sjetteplads til Pierre Latour i Chrono des Nations.

 

Holdets sidste store mål var de italienske efterårsklassikere, hvor man havde store ambitioner med formstærke Vuillermoz. Han bekræftede de gode takter med en 6. plads i Giro dell’Emilia, men den helt stre forløsning kom et par dage senere i Tre Valli Varesine, hvor Alexandre Geniez i finalen fik hentet Nibali og Pinot, som han i en spurt besejrede og tog årets tredje triumf. Et par dage efter fik Latour, der netop var kommet tilbage efter en skade, en opmuntrende 9. plads i det hårde Milano-Torino, inden man sluttede af med en fremragende præstation i Il Lombardia, hvor både Vuillermoz med en fjerdeplads og sin hidtil bedste præstation i et stort endagsløb og Pozzovivo med en sjetteplads kørte med om den helt store sejr.

 

Den endelige dom

Man må være temmelig splittet i Ag2r-ledelsen, når man skal gøre status over 2017-sæsonen. Året bød på mange fabelagtige præstationer og ikke mindst et stort Tour de France, men samtidig var der også et hav af skuffelser, alt for få sejre og en fornemmelse af, at det kunne være blevet rigtigt stort, hvis blot marginalerne havde været på holdets sidste. Touren er dog det altoverskyggende mål for det franske hold, og når man for andet år i træk får sin kaptajn på podiet og for tredje år i træk vinder en stor bjergetape med ham er det i sig selv nok til at sikre, at det overordnede udkomme af 2017 har været positivt. Når samtidig Domenico Pozzovivo vendte tilbage til fordums styrke, kørte en flot sjetteplads hjem efter en imponerende tredje uge i Giro d’Italia og sejrede på en stor bjergetape i Tour de Suisse, hvor kun en enkelt offday måske kostede ham karrierens største etapeløbstriumf, var der masser af højdepunkter af se tilbage på. Så gjorde det mindre, at uheld desværre betød, at den lille italiener ikke kunne få mulighed for at bekræfte sit comeback med en stor Vuelta.

 

Brostenssatsningen med Oliver Naesen gik over al forventning. Det var på forhånd klart, at belgieren er et af tidens allerstørste klassikertalenter, men alligevel må det være kommet som en positiv overraskelse, at han allerede i år kunne imponere så meget. I Flandern Rundt var han i stand til at følge Sagan og Van Avermaet, og hans præstation i Roubaix, hvor uheldene regnede ned over ham, var intet mindre end fabelagtig. Netop i kraft af den store styrke endte foråret imidlertid i skuffelse, da mangel på held betød, at han endte helt uden resultater i de to brostensmonumenter. En tredjeplads i E3 fortæller slet ikke, hvor stærk det belgiske talent var. Tilsvarende kan man glæde sig over, at Alexis Vuillermoz med en imponerende Tour og et fremragende efterår, der kulminerede med fjerdepladsen i Il Lombardia, fik taget et kolossalt skridt op ad rangstigen.

 

Det kan dog ikke slette indtrykket af et skuffende forår, hvor Bardet fejlede i etapeløbssammenhæng, ikke mindst med den ydmygende diskvalifikation i Paris-Nice, og af en sejrskonto, der er alt for spinkel. Selvfølgelig vil man aldrig vinde mange løb, når man ingen topsprinter har, men efter den store oprustning forud for sæsonen havde man helt sikkert forventet mere. Dertil kommer, at Pierre Latours lovende karriere nærmest gik i stå, at talentet Sondre Holst Engers karriere efter et år på Ag2r nærmest er i frit fald, og at man ikke opnåede den vanlige succes i mindre franske løb, hvor man tidligere har været dominerende med Samuel Dumoulin. Det trækker ned og efter lader et mere blandet helhedsindtryk, der dog ikke kan ødelægge de jubelscener, man oplevede, da det gjaldt allermest på de franske landeveje i juli.

 

Karakter:  7/10

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cannondale-Drapac Pro Cycling Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

ORICA-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Lotto NL - Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek - Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »