Sæsonevaluering: Hvordan klarede Bahrain-Merida sig?
30. oktober 2017 12:00 af Emil AxelgaardFoto: LaPresse - Di Alberto / Ferrari

Med Tim Wellens’ flotte sejr i Tour of Guangxi blev en stor 2017-sæson, der indledtes med Richie Portes suveræne soloshow i Tour Down Under helt tilbage i januar, lagt i graven, og det er tid til at gøre status. Hvem levede op til forventningerne? Hvem overraskede positivt? Og hvem håber, at 2017 hurtigt muligt går i glemmebogen og ser allerede nu frem mod at tage revanche i 2018? I den kommende tid vil Feltet.dks cykelekspert Emil Axelgaard evaluere hvert af de 18 WorldTour-hold og give dem en karakter for deres præstationer på landevejene i den forgangne sæson.

I denne artikel kaster vi et blik på Bahrain-Meridas meritter i de seneste 10 måneder. Vær opmærksom på, at vi efter denne serie, hvor vi retter blikket bagud, vil følge op med en fremadrettet analyse af hvert af de 18 hold, hvor vi ser på udbyttet af deres transfersæson samt de forventninger, vi kan have til 2018-sæsonen.

 

Antal sejre: 11 (Vincenzo Nibali 4, Sonny Colbrelli 3, Giovanni Visconti 1, Tsgaby Grmay 1, Ramunas Navardauskas 1, Jon Ander Insausti 1,

 

Sejre på WorldTouren: 4 (Il Lombardia med Vincenzo Nibali, etapesejr i Giro d’Italia med Vincenzo Nibali, etapesejr i Vuelta a Espana med Vincenzo Nibali, etapesejr i Paris-Nice med Sonny Colbrelli)

 

Placering på WorldTour-ranglisten: Nr. 14 (eksisterede ikke i 2016)

 

Ryttere i top 100 på WorldTour-ranglisten: Vincenzo Nibali (nr. 5), Ion Izagirre (nr. 23), Sonny Colbrelli (nr. 40)

 

Ryttere i top 100 på verdensranglisten: Vincenzo Nibali (nr. 6), Sonny Colbrelli (nr. 29), Ion Izagirre (nr. 40), Giovanni Visconti (nr. 90)

 

Hvordan klarede holdet sig i forårsklassikerne?

Som et nyt hold måtte man forud for sæsonen foretage visse prioriteringer. Med Vincenzo Nibali som holdets kaptajn var det kun naturligt, at man fokuserede på at opbygge et stærkt etapeløbsmandskab til at støtte italieneren i Giroen og Vueltaen, og derfor var det på truppens sammensætning tydeligt, at klassikerne var lidt af en eftertanke, hvor ethvert resultat ville være en bonus. Størst forhåbninger havde man til Amstel Gold Race, hvor man stillede til start med to ryttere fra sidste års podium, Enrico Gasparotto og Sonny Colbrelli, og man håbede, at Gasparotto, Ion Izagirre og Giovanni Visconti kunne være med fremme i de øvrige løb i Ardennerne. Colbrelli havde også gjort Milano-Sanremo til et mål, og man håbede tillige, at italieneren kunne gøre det godt i de flamske klassikere trods hans begrænsede brostenserfaring. Holdets erklærede brostenskaptajn Heinrich Haussler blev nemlig fra start sat ud af spillet af en knæskade, der betød, at han i 2017 kun kørte ganske få løb.

 

Starten var desværre ikke lovende. Holdet kom tomhændede fra den belgiske åbningsweekend, hvor Colbrelli var ude af stand til at følge de bedste, og bedre gik det bestemt ikke på grusvejene i Strade Bianche, hvor man ellers havde haft visse forhåbninger til Visconti og kaptajn Nibali, der kørte sit eneste større endagsløb i foråret. Den første større skuffelse kom imidlertid i Sanremo, da Colbrelli i spurten om fjerdepladsen bag den undslupne trio kun kunne hjemkøre en 13. plads, men momentum ændredes, da man efterfølgende vendte tilbage til brostenene i Belgien. Efter en skidt start i Dwars door Vlaanderen, viste Colbrelli nemlig med en fornem 7. plads i det knaldhårde E3, at hans potentiale i de flamske klassikere er stort, og han fulgte siden de gode takter op med en 13. plads i Gent-Wevelgem og ikke mindst en yderst fornem 10. plads i sit første Flandern Rundt. Så gjorde det mindre, at man kom tomhændede fra Scheldeprijs og Paris-Roubaix, hvor man stillede til start med uerfarne trupper.

 

Det store mål var imidlertid som sagt Ardennerne, og man kunne ikke have ønsket sig en bedre start, da Colbrelli med en fornem præstation tog karrierens hidtil største endagssejr i Brabantse Pijl, hvor han var helt suveræn på løbets sidste stigning. Desværre gik det ikke som håbet i Amstel Gold Race, hvor den forsvarende vinder Gasparotto styrtede så slemt, at han reelt fik ødelagt resten af ardennersæsonen, og Colbrelli var ude af stand til at følge de bedste. I stedet overraskede Izagirre positivt ved en syvendeplads i et løb, der egentlig burde have været en anelse for nemt, og da Colbrelli vandt feltets spurt om 9. pladsen, fik man trods alt to mand i top 10. Mindre godt gik det i Fleche Wallonne, hvor Izagirre måtte tage til takke med 12. pladsen, men baskeren sluttede til gengæld klassikersæsonen fornemt af ved at levere holdets vel hidtil bedste præstation med en imponerende og temmelig uventet femteplads i Liege-Bastogne-Liege.

 

Hvordan klarede holdet sig i Giro d’Italia?

Hvis man på forhånd skulle pege på ét løb, der var holdets hovedprioritet i 2017, var det Giro d’Italia. Med Vincenzo Nibali i rollen som kaptajn havde man den forsvarende mester, og Italiens største stjerne havde på forhånd gjort det klart, at hans store sæsonmål i 2017 var titelforsvaret på hjemmebane. Derfor sammensatte man allerede i løbet af vinteren en kernegruppe på otte ryttere, der skulle følge Nibali i tykt og tyndt gennem foråret og levere den nødvendige støtte til kaptajnen i Italien i maj.

 

Løbet blev indledt med lidt frustration, da det var en af holdets løjtnanter, Kanstantsin Siutsou, og ikke Nibali selv, der kom med i første gruppe, da Quick-Step rev feltet til atomer i sidevinden på 3. etape. Kaptajnen selv missede også muligheden for at gøre en forskel på Etna på den sicilianske hjemmebane, hvor modvinden betød, at det ikke var muligt at gøre den store forskel. Nibali så imidlertid ud til at blive bedre og bedre, da han kørte sig til en 10. plads på 7. etape og ikke mindst viste god form med en 7. plads i den eksplosive finale på 8. etape, en afslutning, der ellers ikke passede ham. Den dag var holdet i øvrigt tæt på at få en uventet triumf, da man gav Giovanni Visconti frie tøjler til at jagte lidt succes, men han var på sidste stigning ude af stand til at følge Gorka Izagirre og måtte tage til takke med den utaknemmelige andenplads.

 

Nibali fik sig en alvorlig dukkert på årets første styrkeprøve på Blockhaus, hvor han eksploderede i forsøget på at følge Nairo Quintana og tabte et helt minut til den lille colombianer. Heldigvis kørte han sig på den efterfølgende enkeltstart tilbage i podiekampen med en sjetteplads, men nu var han hele 2.47 efter Tom Dumoulin, der havde lagt en jernnæve om løbet. Mens kaptajnen slikkede sårene fik Visconti igen lov at køre sin chance på 11. etape, men også denne gang var ham oppe mod stærkere ryttere, da han måtte tage til takke med femtepladsen i spurten vundet af Omar Fraile.

 

Nibali fik sig endnu en dukkert på den efterfølgende bjergafslutning på Oropa, hvor han nåede mål som en skuffende nr. 7 med en stadigt stærkere Franco Pellizotti ved sin side. Efter at have siddet med favoritterne hjem og spurtet sig til endnu en syvendeplads på den efterfølgende etape gik han ind til den sidste uge på den samlede fjerdeplads, hele 3.40 efter Dumoulin og 59 sekunder efter Quintana på andenpladsen.

 

Nibalis håb havde hele tiden været, at løbet kunne vendes i de høje bjerge i den tredje uge, og han kunne ikke have ønsket sig en bedre start på det, italienerne håbede ville været et comeback. På løbets store kongeetape, hvo Dumoulin som bekendt havde helbredsmæssige udfordringer, spurtede Nibali sig til sejr i Bormio ved at slå sin sidste følgesvend, Mikel Landa, i en duel. Resultatet gav forhåbninger om, at alt håb endnu ikke var ovre, men det skulle vise sig, at han trods en alliance med Quintana ikke for alvor kunne knække Dumoulin. Det lykkedes ham ikke at vinde tid på Ortisei-etapen, og på Piancavallo begænsede Dumoulin tabet til godt et minut. Sidste chance kom på næstsidste etape, men da Nibali spurtede sig til en tredjeplads i en lille gruppe af klassementsryttere, måtte han acceptere, at han forud for den sidste enkeltstart kun var nr. 2, 39 sekunder efter Quintana og med et forspring på bare 14 sekunder til Dumoulin. Selvom han kæmpede heroisk på den afsluttende tidskørsel i Milano og havde styrke til at holde Pinot, der var bare fire sekunder efter, bag sig, måtte han ved den afsluttende ceremoni tage til takke med podiets nederste trin.

 

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb forud for Touren?

Det var med stor fanfare og store forventninger, at holdet gjorde sin debut i Tour Down Under, og selvom man ikke var i stand til at spille en rolle i klassementet, fik Niccolo Bonifazio med både en 3. og en 5. plads vist den nye trøje frem. Det var imidlertid i Argentina ved Vuelta a San Juan, at holdet fik en uventet tidlig første sejr, da Ramunas Navardauskas - som ellers fik ødelagt næsten hele året af hjerteproblemer - vandt løbets enkeltstart, et resultat, der lagde grobunden til en overraskende samlet 7. plads. Litaueren spurtede sig endda også til yderligere fire top 10-placeringer, og kaptajn Vincenzo Nibali fik indledte sin sæson fint med en 10. plads på kongeetapen og en samlet 8. plads.

 

Desværre kneb det med at følge op på de flotte resultater for den anden af holdets tre kaptajner, Sonny Colbrelli, som i sin sæsondebut i Dubai måtte tage til takke med en 3. og en 9. plads efter et uheldspræget løb. Bedre gik det for holdets sidste leder, Ion Izagirre, der efter en overraskende 6. plads i endagsløbet Vuelta a Murcia, var på vej mod en samlet sejr i Ruta del Sol efter en femte- og en fjerdeplads på de to bjergetaper. Desværre styrtede han på enkeltstarten, hvor han skulle have gjort forskellen, og måtte efterfølgende udgå. Heldigvis viste hjælperytterne Javier Moreno og Ondrej Cink højt niveau ved begge at slutte i den samlede top 10. Samtidig havde Colbrelli fået i gang i benene, da han i Tour of Oman med en anden-, tredje- og syvendeplads var ganske tæt på årets første sejr, samtidig med at Giovanni Visconti greb en chance for at jagte et topresultat med en fjerdeplads på kongeetapen og en samlet niendeplads. Også Bonifazio fortsatte sin fine start, da han to gange kom i top 4 i det stærkt besatte sprinterfelt i Abu Dhabi Tour.

 

Holdets første store mål var Paris-Nice, og det blev her, man tog den første store sejr. Det skete, da Colbrelli efter på brutal sidevindsetape spurtede sig til sejr foran flere af verdens bedste sprintere og dermed tog karrierens første triumf på WorldTouren. Samtidig kørte Izagirre med om den samlede sejr, men en skuffende 9. plads på enkeltstarten og en 6. og en 5. plads på løbets to bjergafslutninger var ikke nok til mere end en samlet 7. plads. Mere frustrerende var det dog for holdet, at man ikke fik hentet en trio med Contador på den bjergrige sidste etape omkring Nice, idet en stærkt kørende Colbrelli overlevede stigningerne og spurtede sig til en fjerdeplads.

 

Desværre havde man slet ikke samme succes i de næste WorldTour-etapeløb. Nibali skuffede stort i Tirreno-Adriatico, hvor det blev klart, at der ventede meget arbejde forude, og i Volta a Catalunya var det bedste resultat to top 10-placeringer til Enrico Gasparotto i spurterne. Ambitionerne var langt større i Vuelta al Pais Vasco, der som bekendt er Izagirres hjemmebaneløb, og hvor han tidligere har været på podiet. Det kom han igen i år, hvor han sikrede sig den samlede tredjeplads efter at være blevet nr. 7 på kongeetapen og 3 på den afsluttende enkeltstart. Samtidig var Giovanni Visconti tæt på sin første sejr, da han spurtede sig til hhv. en 3. og en 5. plads, og holdet tog endda den samlede sejr i holdkonkurrencen.

 

Kaptajn Nibali leverede endelig sine første resultater, da han stillede til start i sit sidste forberedelsesløb til Giroen, Tour of Croatia, i slutningen af april. Ganske vist skuffede han en anelse i kampen mod de unge talenter Jan Hirt og Jaime Roson, og efter en tredjeplads på den første af de to bjergetaper så det ud til, at han havde tabt løbet, da Roson slog ham i spurten på løbets kongeetape. Med sit vanlige fighterinstinkt viste Nibali imidlertid klassen på sidste etape, hvor han først sikrede sig de nødvendige bonussekunder og siden med en fjerdeplads i den klassikeragtige finale sikrede sig den samlede sejr samt andenpladsen i både bjerg- og pointkonkurrencen. Også Kanstantsin Siutsou viste god form med sjettepladser på de to bjergetaper samt samme resultat i den samlede stilling.

 

Holdet mødte op med det tunge skyts til Tour de Romandie, hvor man gik efter den samlede sejr med Izagirre og en etapegevinst med Colbrelli. Det lykkedes ikke helt, da Izagirre kun kunne blive nr. 4 på løbets enkeltstart og derfor måtte tage til takke med en samlet 5. plads. Mere frustrerende var det, at man ikke fik hentet udbruddet på 2. etape, og derfor gav det kun en 3. plads, da Colbrelli var hurtigst i feltets spurt. Bedre blev det ikke på 3. etape, hvor Colbrelli måtte tage til takke med andenpladsen bag Elia Viviani. Kort efter viste holdets anden sprinter, Bonifazio, sig endelig frem igen, da han spurtede sig til en 2. og en 4. plads i 4 Dage ved Dunkerque.

 

Mens Nibali kæmpede for sejren i Giro d’Italia, sendte man holdets unge ryttere til Tour of Japan, hvor de havde pæn succes. Ivan Garcia blev nr. 3 på prologen og spurtede sig undervejs til to tredje- og tre sjettepladser, inden Domen Novak kom i top 10 på løbets to sværeste etaper, hvor man også én gang fik Chun Kai Feng ind som nr. 4. Det gav en samlet 7. plads og en ungdomstrøje til Novak, men den store forløsning kom på sidste etape, da Ion Ander Insausti sejrede fra et udbrud. Kort efter var flere af de samme ryttere i aktion i Hammer Series, hvor man blev nr. 8.

 

Colbrelli brugte Dauphiné til at finde Tour-benene, men det gik ikke helt som håbet, da han måtte tage til takke med en sjette- og en fjerdeplads på de to første etaper. Langt bedre gik det i Schweiz. Først kørte Bonifazio sig på podiet i GP Kanton Aargau, opvarmningsløbet til Tour de Suisse, hvor man havde store forventninger til Izagirre. Desværre havde den ellers så stabile basker helt usædvanligt en dårlig dag, og så var en tredje- og en andenplads på to af løbets bjergetaper samt en fjerdeplads på den afsluttende enkeltstart ikke nok til mere end en samlet sjetteplads. Også Bonifazio fortsatte den gode form, da han undervejs spurtede sig til tre top 7-placeringer.

 

Colbrelli jagtede revanche for det skuffende Dauphiné i Slovenien Rundt, hvor han imidlertid måtte tage til takke med to podiepladser og i alt tre top 10-placeringer på de tre sprinteretaper. Bedre gik det for Visconti, der kæmpede med Jack Haig og Rafal Majka om den samlede sejr på løbets kongeetape, men han måtte desværre se sig slået af polakken både på etapen og i kampen om den samlede sejr. Første del af sæsonen sluttede med en sidste sejr ved de nationale mesterskaber, hvor Tsgabu Grmay vandt enkeltstarten i Etiopien. Izagirre skuffede imidlertid med en 7. plads på enkeltstarten i Spanien, og i linjeløbet var han oppe mod et stærkt Movistar-hold og måtte tage til takke med tredjepladsen. Colbrelli viste til gengæld storform med en 8. plads på den bjergrige rute i Italien, og Grega Bole kan ærgre sig over, at Luka Mezgec akkurat snød ham for den slovenske titel.

 

Hvordan klarede holdet sig i Tour de France?

Da Vincenzo Nibali havde udset sig Giroen og Vueltaen som årets mål, var det fra årets start klart, at Tour de France ville blive den lavest prioriterede af de tre grand tours. Man stillede derfor til start med relativt beskedne ambitioner, der centrerede sig om at se, hvordan Ion Izagirre ville kunne klare sig i klassementet over tre uger, samtidig med at Sonny Colbrelli skulle jagte etapesejre.

 

Desværre fik holdet en katastrofal start, da Izagirre var en af de mange, der styrtede på de regnvåde veje i Düsseldorf under den indledende enkeltstart og pådrog sig så svære skader, at hans sæson allerede var ovre den 1. juli. Det efterlod holdet med et ungt, uerfarent hold, der reelt kun havde en chance med Colbrelli. Han fik imidlertid ikke meget ud af løbet, der ikke passede ham og bød på etaper, der enten var for nemme eller for svære. Undervejs spurtede han sig til to sjettepladser og en niendeplads, og da han også blandede sig i de indlagte spurter, endte han som nr. 5 i pointkonkurrencen. Det bedste resultat blev endda tangeret af hans lead-out man Borut Bozic, der blev nr. 6 i Paris, hvor Colbrelli endnu engang mislykkedes i positionskampen. Derfor endte Touren som en sort plet på Bahrain-Meridas ellers fine debutsæson.

 

Hvordan klarede holdet sig i Vuelta a Espana?

Efter den skuffende Tour var der lagt op til revanche i Vueltaen, hvor holdet stillede til start med Vincenzo Nibali, der gik efter den anden samlede sejr i det spanske etapeløb. Som i Giroen stillede man op med et hold, der var fuldstændig dedikeret til kaptajnen, og man havde kun ét mål: at slutte så højt så muligt i den samlede stilling med 2010-vinderen af løbet.

 

Holdet kunne ikke have fået en bedre start. Ganske vist tabte man helt som ventet masser af tid på det indledende holdløb, men allerede dagen efter vandt Nibali sekunder tilbage, da han som den eneste af klassementsrytterne sad med de bedste hjem, da Quick-Step splittede feltet i sidevinden. Endnu bedre blev det dagen efter på den første bjergetape i Andorra. Ganske vist kunne Nibali ikke følge Chris Froome og Esteban Chaves på den sidste stigning, men da en lille gruppe blev samlet på nedkørslen, viste han sit killerinstinkt med et smart angreb, der allerede på tredjedagen gav ham en etapesejr samt 10 værdifulde bonussekunder.

 

Den gode start gav plads til, at Giovanni Visconti kunne gå efter en etapesejr på 6. etape, men da udbruddet holdt hjem gav en andenplads i spurten kun en syvendeplads. Derefter handlede det igen om kaptajnen, men herfra gik det desværre galt. Nibali led nogle slemme nederlag på de tre korte, eksplosive stigninger i den første uge, hvor en skuffende 10. plads på 9. etape var hans bedste resultat på en målstigning, og han fik derfor ind til løbets første hviledag på en skuffende fjerdeplads, allerede 1.17 efetr Froome.

 

Helt som ventet viste Nibali sig langt stærkere på de længere stigninger i løbets anden uge. Han lagde ud med en tredjeplads på Calar Alto, hvor han fulgte Froome helt til dørs og efter at have vist årvågenhed med en sjetteplads i massespurten to dage senere blev han igen nr. 3 på La Pandera-etapen, hvor han endda slog Froome i spurten om de sidste bonussekunder. De gode præstationer gav ham så meget selvtillid, at han dummede sig på Sierra Nevada-etapen, hvor han angreb tidligt i den hårde modvind, og det kostede ham til sidst seks sekunder, da han måtte tage til takke med en syvendeplads. Alligevel kunne han gå ind til løbets sidste uge på en samlet andenplads, 1.01 efter Froome og med mere end et minut ned til tredjepladsen.

 

Nibalis gode momentum fortsatte med en fremragende enkeltstart, hvor han blev nr. 3, men dog reelt måtte indse, at suveræne Froome allerede havde vundet løbet. Han fik dog fornyet håb på den efterfølgende bjergetape, hvor briten havde en sjældent dårlig dag, og med en fjerdeplads på etapen lykkedes det italieneren at hente 42 sekunder på sin værste rival. På de følgende udbrudsetaper gav han plads til hjælperytterne, og den greb de til fulde. Visconti blev nr. 3 på 18. etape, og dagen efter var det formentlig kun manglen på rutine, der betød, at unge Ivan Garcia blev nr. 3 og ikke sejrede.

 

I mellemtiden havde Nibali gearet op til det helt store angreb på Froome på Angliru på næstsidste dag, men det gik ikke som håbet. Italieneren styrtede på løbets sidste nedkørsel og brækkede et ribben, der betød, at han i stedet måtte forsøge at begrænse skaden. Med hjælp fra en fabelagtig Franco Pelllizotti lykkedes det ganske pænt, idet den italienske duo rullede over stregen på 5. og 6. pladsen og dermed sikrede Nibali den samlede andenplads. På sidste etape i Madrid gav man chancen til formstærke Garcia, der spurtede sig til en femteplads og dermed satte et flot punktum for et godt løb.

 

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb efter Touren?

Efter nedturen i Touren og tabet af den skadede Izagirre var det med nogen lettelse, at man igen havde Nibali tilbage i aktion sidst i juli i Tour de Pologne. Helt som ventet var kaptajnen dog endnu ikke i storform, men med en sjetteplads på en af løbets to sværeste etaper sikrede han sig dog en samlet niendeplads. Også Niccolo Bonifazio fik med tre top 10-placeringer og en tredjeplads i pointkonkurrencen en lovende start på sidste del af sin sæson. Samtidig fik unge Ivan Garcia en chance for at være spansk kaptajn ved EM, hvor han spurtede sig til en 8. plads i Herning.

 

Efter den skuffende Tour havde Colbrelli udset sig efterårsklassikerne som revancheterræn, og efter en skuffende start i Hamburg viste han klassen, da han spurtede sig til en flot tredjeplads i den hårde Bretagne Classic, hvor han scorede værdifulde WorldTour-point. Til gengæld skuffede han i Canada, hvor en 10. plads i Quebec var resultatet i de to kuperede WorldTour-løb, der ellers burde havde passet ham.

 

Som altid havde Colbrelli imidlertid fundet storformen til de italienske klassikere, der gav Bahrain-Merida en fremragende afslutning på sæsonen. Først slog han selveste Elia Viviani i massespurten i Coppa Bernocchi og fik dermed brudt sin lange sejrstørke. Et pat dage senere var han igen hurtigere end sin landsmand i Memorial Marco Pantani, men her var fire mand stukket af, og derfor rakte det kun til en femteplads.

 

Nibali var efter Vueltaen tilbage i aktion i det to dage lange etapeløb Giro della Toscana, og her viste han storform ved på en ganske lille stigning at skabe en lille kvartet, der snød sprinterne på 1. etape. I spurten blev han kun nr. 4, og da Colbrelli efterfølgende vandt spurten om 5. pladsen, kan man diskutere klogskaben i den valgte strategi. Dagen efter gav han chancen til Giovanni Visconti, da han og Egan Bernal ikke kunne sætte hinanden på løbets kongeetape, men løjtnanten måtte se sig slået af Guillaume Martin og derfor tage til takke med en andenplads på både etapen og i den samlede stilling. Nibali var dog den bedste af forhåndsfavoritterne og sluttede etapen som nr. 7 og blev samlet nr. 4.

 

Colbrelli var rasende, da han efter eget udsagn blev fanget i en ureglementeret spurt af vinderen Andrea Pasqualon i Coppa Sabatini, hvor han derfor som forsvarende mester måtte tage til takke med andenpladsen. Holdet tog imidlertid revanche to dage senere i Giro dell’Emilia, hvor man leverede et mesterstykke. Nibali viste sig at være i særklasse, og han udnyttede sin overlegenhed til at lade Visconti køre hjem til en solosejr, inden han med tilsyneladende lethed satte konkurrenterne og gav Bahrain en dobbeltsejr. Dagen efter var der imidlertid igen frustration for Colbrelli, da holdet ikke fik hentet Luis Leon Sanchez i tide i GP Beghelli, og derfor gav hans hurtighed ham atter kun en andenplads.

 

Det var imidlertid formstærke Nibali, der stjal alle overskrifter. Med skræmmende styrke kørte han sig til en tredjeplads i Tre Valli Varesine, der ellers burde have været alt for nemt for ham, og det gjorde ham til den store favorit til årets Il Lombardia. Her levede han til fulde op til forventningerne, idet han for anden gang i karrieren kørte hjem til en solosejr, og dermed sikrede, at holdet allerede i sit første år vandt en af de største klassikere. Året sluttede til gengæld lidt skuffende for Colbrelli, der i Tour of Guangxi havde tabt sin gode form og måtte tage til takke med to syvendepladser, men Bonifazio var derimod klar til at tage over og spurtede sig til en fjerdeplads og ikke mindst en andenplads på sidste etape og dermed sikrede, at holdet sluttede året af med endnu et stort resultat på WorldTouren.

 

Den endelige dom

Det er ikke nemt at vurdere et hold som Bahrain-Meridas sæson. På de ene side var holdet alt for smalt og reelt kun bestående af tremandshæren Vincenzo Nibali, Sonny Colbrelli og Ion Izagirre med sporadiske bidrag for Giovanni Visconti. På den anden side var det klart allerede fra begyndelsen af sæsonen, at det helt nye hold i sit første år ville fokusere på enkelte udvalgte stjerner, og derfor ville det være urimeligt at forlange en større bredde. Da de tre kaptajner samtidig leverede store resultater på den allerstørste scene og dermed på smukkeste vis fik vist den nye trøje frem, er det vanskeligt ikke at betragte debutsæsonen som en succes.

 

Holdets altdominerende skikkelse er naturligvis Nibali, og det samlede regnskab afhænger derfor i høj grad af, hvordan kaptajnen præsterede. På forhånd havde han sat sig mål at køre med om sejren i Giroen og Vueltaen, og selvom det i sidste ende akkurat ikke lykkedes at tage en sejr, må det med en tredje- og en andenplads siges at være lykkedes. At han samtidig kunne sikre sig sejre på store bjergetaper i begge løb, gør kun det hele endnu mere vellykket, og den fantastiske afslutning på året betyder, at Bahrain-Merida er et af blot fem hold, der kan se tilbage på en monumentsejr. Det kan godt være, at man ikke vandt meget, men de sejre, man har, er hovedsageligt i de største løb.

 

Colbrelli tog sin første WorldTour-sejr i Paris-Nice samt sin første klassikersejr i Brabantse Pijl og fik vist et yderst lovende potentiale på brostenene i sin første hele sæson på de flamske veje, og at han som altid var en dominerende i de italienske løb, og derfor kan man bestemt heller ikke være utilfreds med holdets anden kaptajn. Izagirre var sit vanlige stabile selv med adskillige topplaceringer i ugelange etapeløb og overraskede positivt i Ardennerne. At hans sæson blev halveret af det grimme styrt i Touren, er holdet selvsagt uden skyld i.

 

Kaptajnernes succes kan imidlertid ikke slette indtrykket af, at truppen var for smal, at Touren endte som en regulær katastrofe, at man intet fik ud af en rytter som Enrico Gasparotto, og at Niccolo Bonifazio tog et skridt ned ad stigen efter den meget lovende sæson i 2016. I år levede Nibali op til forventningerne, og derfor ligger man relativt fint på diverse ranglister, men det er samtidig klart, at det kunne være endt i en katastrofe, hvis italieneren havde haft uheld undervejs. Der skal i den grad arbejdes på bredden i fremtiden - men med tanke på, at man kun har eksisteret i mindre end et år, er det trods alt ikke helt urimeligt.

 

Karakter:  7/10

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cannondale-Drapac Pro Cycling Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

ORICA-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Lotto NL - Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek - Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »