Sæsonevaluering: Hvordan klarede BMC sig?
12. november 2017 00:16 af Emil AxelgaardFoto: Sirotti

Med Tim Wellens’ flotte sejr i Tour of Guangxi blev en stor 2017-sæson, der indledtes med Richie Portes suveræne soloshow i Tour Down Under helt tilbage i januar, lagt i graven, og det er tid til at gøre status. Hvem levede op til forventningerne? Hvem overraskede positivt? Og hvem håber, at 2017 hurtigt muligt går i glemmebogen og ser allerede nu frem mod at tage revanche i 2018? I den kommende tid vil Feltet.dks cykelekspert Emil Axelgaard evaluere hvert af de 18 WorldTour-hold og give dem en karakter for deres præstationer på landevejene i den forgangne sæson.

I denne artikel kaster vi et blik på BMCs meritter i de seneste 10 måneder. Vær opmærksom på, at vi efter denne serie, hvor vi retter blikket bagud, vil følge op med en fremadrettet analyse af hvert af de 18 hold, hvor vi ser på udbyttet af deres transfersæson samt de forventninger, vi kan have til 2018-sæsonen.

 

Antal sejre: 48 (Dylan Teuns 8, Greg Van Avermaet 7, Richie Porte 6, Rohan Dennis 6, Jempy Drucker 3, Stefan Küng 3, Silvan Dillier 3, Ben Hermans 3, Tejay van Garderen 1, Brent Bookwalter 1, Manuel Senni 1, Joey Rosskopf 1, Miles Scotson 1, holdtidskørsler i Volta a la Comunitat Valenciana, Tirreno-Adriatico, Volta a Catalunya og Vuelta a Espana)

 

Sejre på WorldTouren: 22 (sejr i Paris-Roubaix med Greg Van Avermaet, sejr i Gent-Wevelgem med Greg Van Avermaet, samlet sejr i Tour de Romandie med Richie Porte, sejr i E3 med Greg Van Avermaet, sejr i Omloop Het Nieuwsblad med Greg Van Avermaet, sejr i Tour de Pologne med Dylan Teuns, sejr i Tour Down Under med Richie Porte, 2 etapesejre i Giro d’Italia med hhv. Silvan Dillier og Tejay van Garderen, holdløbssejr i Vuelta a Espana, 1 etapesejr i Criterium du Dauphiné med Richie Porte, 2 etapesejre i Tour de Suisse med Rohan Dennis, 1 etapesejr i Paris-Nice med Richie Porte, 2 etapesejre i Tirreno-Adriatico hhv. i holdløbet og med Rohan Dennis, 1 etapesejr i Tour de Romandie med Stefan Küng, holdløbssejr i Volta a Catalunya, 1 etapesejr i BinckBank Tour med Stefan Küng, 1 etapesejr i Tour de Pologne med Dylan Teuns, 2 etapesejre i Tour Down Under med Richie Porte)

 

Placering på WorldTour-ranglisten: Nr. 3 (nr. 4 i 2016)

 

Ryttere i top 100 på WorldTour-ranglisten: Greg Van Avermaet (nr. 1), Richie Porte (nr. 12), Rohan Dennis (nr. 45), Dylan Teuns (nr. 51), Damiano Caruso (nr. 55), Tejay van Garderen (nr. 56), Nicolas Roche (nr. 77), Jempy Drucker (nr. 97)

 

Ryttere i top 100 på verdensranglisten: Greg Van Avermaet (nr. 1), Richie Porte (nr. 19), Dylan Teuns (nr. 39), Rohan Dennis (nr. 51), Jempy Drucker (nr. 57), Damiano Caruso (nr. 68), Tejay van Garderen (nr. 79), Nicolas Roche (nr. 80)

 

Hvordan klarede holdet sig i forårsklassikerne?

Med Philippe Gilberts afgang var der én og kun én kaptajn til årets klassikere. Greg Van Avermaet var manden, der skulle satses på, og den alsidige belgier lagde en ekstremt ambitiøs plan, der betød, at han gik efter stort set samtlige klassikere i perioden fra Omloop Het Nieuwsblad sidst i februar til Liege-Bastogne-Liege sidst i april. Faktisk var det kun Dwars door Vlaanderen, Scheldeprijs og Fleche Wallonne, hvis finale trods alt er for hård for den belgiske stjerne, som han ikke gik efter at vinde, og han blev bakket op af et fremragende hold ført an af specielt Daniel Oss. Ambitionen var at vinde mindst et monument - helst Flandern Rundt, der altid har været Van Avermaets drømmeløb - samt at være med fremme i hver eneste klassiker. Kun i Ardennerne var Van Avermaets kaptajnrolle knap så udtalt, og her ventedes han at dele ansvaret med Samuel Sanchez og Dylan Teuns.

 

Starten blev akkurat så god, som man kunne have håbet på. Trods en forberedelse, der var blevet sat tilbage i et træningsstyrt i løbet af vinterpausen, slog Van Avermaet til allerede ved første lejlighed, da han for anden gang i træk sejrede i Omloop Het Nieuwsblad efter atter at have spurtbesejret ærkerivalen Peter Sagan samt Sep Vanmarcke. Også dagen efter var han igen med fremme i Kuurne-Bruxelles-Kuurne, hvor han atter kom med i det rette fremstød i finalen, men her missede han chancen, da gruppen knækkede, og det blev derfor kun til en 7. plads. Få dage senere var jagtede han sin første sejr på de italienske grusveje i Strade Bianche, hvor han imidlertid måtte se sig henvist til andenpladsen af en stærk Michal Kwiatkowski, der udnyttede favoritternes indbyrdes kamp til at snige sig væk mod slutningen.

 

Blandt de tre flade monumenter er der ingen tvivl om, at Milano-Sanremo er det sværeste løb for Van Avermaet, og den italienske klassiker endte også som hans dårligste løb igennem hele foråret. Holdet svigtede kaptajnen, der var alt for alene i positionskampen frem mod Poggio, og derfor var han for langt tilbage, da Sagan satte det afgørende angreb ind. Helt galt gik det i spurten om fjerdepladsen, hvor han endte langt tilbage, og det blev derfor kun til en 21. plads.

 

Heldigvis var det brostensløbene, der var hans helt store mål, men inden han selv tog over, lod han de unge ryttere få deres chance i Dwars door Vlaabderen. Det endte imidlertid som en skuffelse med Jempy Drucker på en 14. og Stefan Küng på en 17. plads. Derfor var det velkomment, at Van Avermaet var tilbage i sadlen til E3, hvor han indledte det, der skulle være en helt formidabel serie. Sammen med Philippe Gilbert og Oliver Naesen satte han alle rivalerne til vægs, og i spurten begik han ingen fejltagelser og sikrede sig dermed årets anden brostenssejr. Endnu bedre blev det to dage senere i Gent-Wevelgem, der ellers normalt er for let for Van Avermaet. Igen var han med, da en stærk gruppe kørte i finalen, og han sad også på den rigtige side, da den blev splittet. Modsat Sagan og Terpstra lod han sig ikke genere af, at Søren Kragh sad på hjul, og derfor endte det med, at han og Jens Keukeleire kom fri og kunne spurte om sejren. Her viste han sin imponerende spurtstyrke efter lange løb ved at besejre den normalt hurtigere belgier og dermed lave et hattrick på brostenene.

 

Det helt store mål var imidlertid drømmeløbet Flandern Rundt, hvor han sammen med Sagan stillede op som den store favorit. Sammen med Oliver Naesen satte de to stjerner efter Philippe Gilbert, der var angrebet tidligt og havde taget dem begge på sengen, og det så ud til, at de havde en god chance for at hente belgieren, da det hele gik galt. En hollandsk tilskuers jakke sendte som bekendt både Sagan og Naesen i brostenene på Oude Kwaremont, og det ødelagde Van Avermaets chance for at sejre. Han nåede mål sammen med Terpstra og Dylan Van Baarle, og til stor frustration spurtede han til en andenplads. Der skulle dog blot vise sig at være tale om en udsættelse af den første monumentsejr. En uge senere i Paris-Roubaix gik det hele nemlig op i en højere enhed. Hans løb så ellers ud til at være blevet ødelagt af en tidlig defekt, men efter en hård jagt lykkes det ham alligevel at køre med om sejren. I finalen traf han alle de rette beslutninger efter en fabelagtig hjælperpræstation af Oss, der ofrede sin egen chance for kaptajnen, og til slutte havde han ingen problemer med at slå Zdenek Stybar, Sebastian Langeveld, Jasper Stuyven og Gianni Moscon i spurten på velodromen i Roubaix og dermed sikre sig den fjerde sejr i de fem største brostensløb.

 

Derefter rettede man blikket mod de kuperede klassikere, hvor de unge ryttere først fik chancen i Brabantse Pijl. Her slog de imidlertid slet ikke til, og det endte med en lidt skuffende 8. plads til Silvan Dillier. I Gilberts fravær fik Van Avermaet endelig chancen for at være kaptajn i Amstel Gold Race, men her blev det tydeligt, at han manglede et gear i forhold til de friskere rivaler. Han kunne således ikke følge Michal Kwiatkowski, da denne kørte op til en stærk gruppe i finalen, og sammen med Alejandro Valverde blev han hentet af feltet, inden han spurtede sig til en 12. plads.

 

Van Avermaet sprang Fleche Wallonne, hvis finale er for stejl for ham, over, og da Samuel Sanchez’ form var usikker efter et grimt styrt i Baskerlandet, blev det derfor op til unge Dylan Teuns at være kaptajn i midtugeklassikeren. Den mulighed greb han til fulde og opnåede sit helt store gennembrud ved at sikre sig en fabelagtig og meget overraskende 3. plads bag Valverde og Dan Martin. Den præstation betød, at han var delt kaptajn med Van Avermaet i Liege-Bastogne-Liege, som holdets kaptajn for første gang i mange år besluttede sig for at køre. Desværre blev han her en lidt skuffende nr. 24, og det blev samtidig klart, at Van Avermaet trængte til pause. Ikke desto mindre lykkedes det den belgiske fighter at sikre sig en fin 11. plads som afslutning på en fabelagtig klassikersæson, der må karakteriseres som den bedste siden Tom Boonens jubelsæson i 2012.

 

Hvordan klarede holdet sig i Giro d’Italia?

Efter et par svære sæsoner havde Tejay var Garderen udset sig Giroen som det løb, der skulle genrejse hans karriere, og han stillede til start med stor selvtillid efter en lovende præstation i Tour de Romandie. Amerikaneren var den klare kaptajn, men Rohan Dennis var blevet lovet en fri rolle, hvor han kunne få chancen for at teste potentialet som grand tour-rytter som led i sit projekt om inden for tre år at blive en mand til de store etapeløb. Derudover havde man et håb om måske at kunne jagte etapesejr med folk som Silvan Dillier, Dylan Teuns og Ben Hermans.

 

Da man var til start uden en sprinter, var det helt efter bogen, at indledningen på løbet var helt anonym, og man ventede på Etna-etapen som første chance for at teste benene. Desværre gik det ikke som håbet, idet Dennis styrtede inden da, og australieren var tvunget til at forlade sit store sæsonmål, nærmest inden løbet var startet. Van Garderen klarede imidlertid første test på den sicilianske vulkan, hvor han nåede mål sammen med favoritterne som nr. 15.

 

Den første chance for udbrydere kom på 6. etape, og her slog BMC straks til. Dillier ramte det rette udbrud, og i finalen var det kun Jasper Stuyven, der kunne følge ham. Duoen endte med at spurte om sejren på bakken op til mål, og her viste Dillier storform ved at besejre den belgiske stjerne og dermed sikre, at løbet allerede så tidligt var en delvis succes for holdet. Derefter handlede det igen om at holde van Garderen ude af problemer inden den første alvorlige styrkeprøve på den stejle Blockhaus-stigning. Her ramlede det hele imidlertid sammen for holdet. Van Garderen kunne slet ikke følge de bedste og måtte hjælpes til mål af Hermans, der krydsede stregen som bedste mand på en 16. plads. Den amerikanske kaptajn gik derfor ind til første hviledag på en yderst skuffende 13. plads.

 

Van Garderen havde udset sig den lange enkeltstart som en chance for at vinde tid på rivalerne, men heller ikke her formåede han at slå til. Det blev ikke til mere end en 43. plads, og han gled endda hele fire pladser ned i klassementet efter tidskørslen. Det betød, at der skulle køres mere aggressivt i jagten på endnu en etapesejr, og dagen efter var det Hermans, der var tæt på. Selvom han var med i det rette udbrud på den kuperede 11. etape, måtte han dog nøjes med en 6. plads. Desværre var det samme etape, der definitivt knuste van Garderens klassementsdrømme, idet amerikaneren tabte hele 21 minutter og lignede en mand, der var på vej ud af løbet. Desværre lykkedes det ikke holdet at vise sig frem på de efterfølgende etaper, og selvom Hermans viste solid form, manglede belgieren det sidste for at følge de bedste.

 

Desværre mistede holdet sin mest formstærke rytter, da Hermans måtte udgå dagen efter sidste hviledag, men til gengæld var van Garderen i fremgang. På 17. etape var han med i det udbrud, der kørte om sejren, men den flade finale betød, at det kun blev til en 13. plads. Det var imidlertid et varsel om, hvad der skulle følge. Dagen efter var amerikaneren igen i angreb, denne gang på en stor bjergetape, men uheldigvis var han oppe imod en meget formstærk Mikel Landa. På imponerende vis lykkedes det imidlertid kaptajnen at rejse sig ovenpå skuffelsen, følge baskeren helt til mål og til slut tage karrierens største sejr ved at spurtbesejre Sky-rytteren. Dermed reddede han et ellers skuffende løb og sikrede, at holdet forlod Italien med to etapesejre. Man sluttede endda også meget stærkt af, idet Manuel Quinziato i sit sidste løb på italiensk grund og Joey Rosskopf var blandt de allerstærkeste på den afsluttende enkeltstart i Milano, hvor de blev hhv. nr. 3 og 5.

 

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb forud for Touren?

Modsat mange andre hold havde BMC kolossale ambitioner allerede i januar, da man stillede til start i Tour Down Under med det mål endelig at vinde løbet med Richie Porte, der så mange gange havde været tæt på. Forud for det fik man imidlertid en flyvende start ved de australske mesterskaber, hvor Rohan Dennis som ventet vandt enkeltstarten, og Miles Scotson i sit allerførste professionelle linjeløb ganske overraskende tog titlen. Derefter tog Porte over i WorldTour-løbet, hvor han leverede en sand magtdemonstration. Efter en sejr på den første af de to kuperede etape - hvor Dennis i øvrigt blev nr. 4 - vandt han for fjerde år i træk kongeetapen, og denne gang var det nok til at tage en knusende overlegen samlet sejr med holdkammeraten Dennis på en flot 6. plads. Derudover fik Scotson vist sig frem med en top 10 i en af massespurterne. Til gengæld lykkedes det ikke ellers formstærke Porte at undgå en spurt i Cadel Evans Great Ocean Road Race, hvor man intet resultat fik.

 

Som holdets eneste sprinter var Jempy Drucker kaptajn i Dubai Tour, hvor en sjette- og to syvendepladser i massespurter samt jagt på bonussekunder i de indlagte spurter var nok til at tage en samlet fjerdeplads. Samtidig var man til start i Europa i Volta a la Comunitat Valenciana, hvor man med det samme lagde ud med at tage en knusende sejr i holdløbet og putte Manuel Senni i førertrøjen. Dagen efter overtog Greg Van Avermaet føringen efter en 8. plads på den kuperede 2. etape, og han forsvarede med en 9. plads i den efterfølgende massespurt. På kongeetapen kunne man ganske vist intet stille noget op mod suveræne Nairo Quintana, men en 7. plads til Hermans og en 11. plads til Senni var nok til, at de sluttede som hhv. nr. 2 og 3 i den samlede stilling.

 

Hermans havde dermed vist fin form, og den tog han i den grad med sig videre til Mellemøsten, hvor han kørte sit livs løb i Tour of Oman. Allerede på den hårde 2. etape viste han de gode ben, da han tog en lidt overraskende sejr på en dag, hvor Van Avermaet, som blot blev nr. 9, ellers var kaptajnen. Dagen efter var han atter stærk, da han med en 3. plads i en puncheurfinale forsvarede førertrøjen, inden Van Avermaet dagen efter var tæt på sin første sejr, da han spurtede sig til en 3. plads. Den flotteste præstation kom dog på kongeetapen, hvor Hermans overraskende satte adskillige topklatrere til vægs på stejle Green Mountain, og den præstation sikrede ham karrierens første store etapeløbstriumf.

 

En anden del af holdet var til start i Frankrig, hvor Damiano Caruso og Brent Bookwalter var kaptajner i Tour du Haut Var. Caruso lagde ud med en 7. plads på en puncheuretape, men det var kun Bookwalter, der kunne følge de bedste på kongeetapen. Her spurtede han sig til en 7. plads, hvilket gav ham samme resultat i den samlede stilling. Rohan Dennis blev hentet ind til det efterfølgende Tour La Provence, og han viste sig at have taget en fremragende form med sig fra Australien. Efter at Danilo Wyss havde grebet en sjælden chance til at spurte sig til en 4. plads på 1. etape, slog australieren til på 2. etape, hvor han var én af fire, der skilte sig ud i finalen, og han overtog herefter med en andenplads førertrøjen. Den forsvarede han akkurat med endnu en 2. plads på kongeetapen, hvor Caruso med en 6. plads samtidig sikrede sig en samlet 9. plads.

 

Tejay van Garderen, Samuel Sanchez og Nicolas Roche var kaptajner i det næste WorldTour-løb, Abu Dhabi Tour, men det skulle ende i fiasko. Uden en sprinter var holdet ikke i nærheden af et resultat undervejs, og Roche endte som bedste mand helt nede som nr. 31 i den samlede stilling. Langt større ambitioner havde man i Paris-Nice, hvor Porte stillede op som den store forhåndsfavorit. Allerede på den meget vindblæste 2. etape gik det imidlertid galt for den australske stjerne, der ikke kom med, da feltet knækkede, og slutteligt tabte mere end 14 minutter. Derfor blev blikket i stedet rettet mod etapesejre, i første omgang på enkeltstarten, hvor Porte imidlertid tog det alt for forsigtigt på de regnvåde veje og derfor endte helt nede som nr. 10. På den første bjergetape viste han imidlertid form med en 3. plads i en eksplosiv finale, der ikke passede ham, og dagen efter viste han, at han vitterligt var feltets stærkeste, da han suverænt vandt kongeetapen. I sidste ende lykkedes det ham faktisk trods det store tidstab at ende som nr. 11.

 

I Tirreno-Adriatico stillede man til start med klassementsambitioner med van Garderen og formstærke Dennis samt med håb om en etapesejr til Van Avermaet. Man lagde ud som lyn og torden ved helt som ventet at vinde holdløbet og bringe Caruso i førertrøjen. Den overtog Van Avermaet dagen efter, hvor han spurtede sig til en 4. plads på den hårde 2. etape, hvor Dennis med en 8. plads også var med fremme. Australieren led imidlertid på kongeetapen, hvor han kun blev nr. 15, hvilket dog var noget bedre end van Garderen, der fortsatte sin katastrofale sæsonstart med en skidt præstation. Dagen efter gravede Dennis dybt og havde styrke til med en 9. plads at holde sig til sine værste rivaler, inden han på den sidste enkeltstart levede op til status som storfavorit og tog den ventede sejr, der samtidig sikrede ham en samlet 2. plads. I samme periode var man til start i et par mindre belgiske og hollandske endagsløb, hvor Dillier lagde ud med en flot andenplads i et meget vindblæst 3 Dage ved Vestflandern, hvor han dog tabte den afsluttende duel til Jos Van Emden. Til gengæld fik man intet resultat i Nokere Koerse, mens Loic Vliegen blev nr. 9 Volta a Limburg, hvor holdets kaptajn, Hermans, efter en sygdomsperiode skuffede.

 

Som noget nyt var der et holdløb i Volta a Catalunya, og det betød, at man mødte op for at vinde med van Garderen eller Dennis. I første omgang blev man imidlertid slået af Movistar, men da det spanske hold efterfølgende blev tildelt en tidsstraf, endte man alligevel med etapesejren. Dagen efter havde van Garderen årets første succesoplevelse, da han md en 8. plads på den første bjergetape sikrede sig førertrøjen, og han gik ind til kongeetapen med et komfortabelt forspring - desværre uden støtte fra Dennis, der havde forladt løbet som følge af helbredsproblemer. Desværre fortsatte amerikanerens trængsler, da det kun blev til en 22. plads og et stort tidstab, der dog stadig rakte til en samlet 5. plads. Alligevel var løbet tæt på at ende i en stor triumf, da Alessandro De Marchi på 6. etape blev hentet af feltet så tæt på mål, at han endte som nr. 4 på etapen.

 

For Samuel Sanchez var det første store mål hjemmebaneløbet Vuelta al Pais Vasco, hvor holdet i fraværet af en sprinter var temmelig anonyme, indtil man på næstsidste dag kom til den kongeetape, som Sanchez har vundet et utal af gange. Det så ud til, at han måske kunne gentage succesen, da det lykkedes ham at komme tilbage til favoritterne mod toppen af stigningen og herefter angribe på nedkørslen. Desværre styrtede han voldsomt i et sving, og selvom han krydsede stregen som nr. 13, bare 34 sekunder efter vinderen Valverde, var han ude af stand til at fortsætte. Da man ikke kunne blande sig på den sidste enkeltstart, endte løbet som en fiasko med Roche som bedste mand på en 35. plads.

 

For Dennis var den næste store test det bjergrige Tour of the Alps, der skulle bruges til at fintune Vuelta-formen. Han kom fint fra start, da han og Caruso blev hhv. nr. 9 og 10 på den eksplosive 1. etape, og dagen efter blev det til den helt store triumf, da Dennis med en meget kraftfuld spurtsejr tog en sjælden linjeløbstriumf og viste, at han faktisk er ganske hurtig på stregen. På kongeetapen kunne han imidlertid ikke følge med, og da man havde Brent Bookwalter som bedste mand på en 16. plads, var man reelt ude af klassementet. Dennis svarede dog flot igen ved at spurte sig til en 3. plads på den bjergrige 4. etape, hvor Caruso også blev nr. 6, inden han på sidste etape ofrede sig for Bookwalter. Desværre blev amerikaneren i spurten akkurat slået af Thibaut Pinot, og det blev derfor kun til en 2. plads samt en samlet 11. plads. Han tog dog den gode form med sig til Tour de Yorkshire, hvor han var en af de store favoritter. Desværre manglede han det sidste på den afsluttende kongeetape, hvor det blev til en 4. plads og dermed også en 4. plads i den samlede stilling, mens Joey Rosskopf også vise gode ben med en 10. plads både på etapen og samlet.

 

Et af forårets største mål var hjemmebaneløbet Tour de Romandie, hvor man mødte op med Porte, der var klar igen efter en længere pause. Holdet fik en finstart med en 8. plads til lokale Tom Bohli på prologen, inden man fik en ganske uventet sejr på den ekstremt kolde 2. etape. Her udnyttede Stefan Küng nemlig de voldsomme betingelser til at holde sprinterne bag sig og til slut spurtbesejre Andriy Grivko og dermed sikre sig sin anden etapesejr i sit hjemmebaneløb. Herefter slog Porte afgørende til på kongeetapen, hvor han var i særklasse og med en fantastisk forcering satte alle rivalerne til vægs. Desværre havde Simon Yates angrebet tidligere og havde held til at hægte sig på australieren, som derefter blev henvist til 2. pladsen i spurten, to placeringer bedre end van Garderen, der med en 4. plads endelig fandt sine bedste bjergben. For Porte blev det også til en 2. plads på den afsluttende enkeltstart, men det var nok til at tage en komfortabel samlet sejr. Også van Garderen fortsatte med at imponere, da han sluttede som nr. 3 i tidskørslen og slutteligt sikrede sig en samlet 6. plads.

 

Bohli og Francisco Ventoso samlede lidt WorldTour-point op ved at spurte sig til hhv. en 11. og en 13. plads i Rund um den Finanzplatz, inden man drog til Californien for at gå efter sejren i Tour of California med formstærke Bookwalter, der havde løbet som sit store sæsonmål. Som så mange andre sov han imidlertid i timen, da et par af rivalerne overraskende angreb på 2. etape, og selvom han blev nr. 6 på etapen, tabte han værdifuld tid. Derefter koncentrerede man sig om Drucker, der spurtede sig til to 5. pladser tidligt i løbet, inden Bookwalter igen skulle testes på kongeetapen, hvor han med en 5. plads var med i kampen om etapesejren. Dagen efter var han endnu tættere på, da han med sin 2. plads blot var 7 sekunder fra at vinde enkeltstarten, som også havde Martin Elmiger på 9. pladsen. Desværre betød tidstabet på 2. etape imidlertid, at det kun blev til en samlet 4. plads.

 

Efter den fantastiske klassikersæson var Van Avermaet tilbage i sadlen i Tour de Luxembourg, hvor han var den store favorit på en rute, der passede ham perfekt. På prologen blev han dog henvist til 2. pladsen bag Damien Gaudin, mens den lokale helt, Drucker, med en 3. plads også var med fremme. Dagen efter spurtede Drucker sig til årets første sejr med Van Avermaet på en 5. plads, inden Van Avermaet selv slog til på den efterfølgende etape, hvor han sejrede foran holdkammeraten Drucker, som han egentlig kørte lead-out for. På kongeetapen blev han ganske overraskende slået i puncheurfinalen af Anthony Perez, men det var nok til at overtage førertrøjen, og da han efterfølgende fik sin revanche ved at sejre på sidste etape, endte løbet i den helt store triumf for BMC med samlet sejr til Van Avermaet og hele tre etapesejre og ryttere i top 2 på samtlige etaper. Det gav et selvtillidsboost inden Hammer Series, hvor man med et ungt hold imidlertid skuffede. Det blev til en 5. plads på den kuperede etape og en sjetteplads på holdløbet og dermed kun en 11. plads i den samlede stilling.

 

Porte var efter endnu en pause tilbage i sadlen i Criterium du Dauphiné, hvor han stod over for Chris Froome i den sidste store test inden Touren. Her viste han storform ved at sejre suverænt på enkeltstarten og dermed køre sig i førertrøjen, som han med stor autoritet forsvarede på de første to bjergetaper. Først blev han på målfoto slået af Jakob Fuglsang, da fire mand spurtede om sejren på 6. etape, og dernæst var han som nr. 6 atter den stærkeste af klassementsrytterne på Alpe d’Huez-etapen. Det hele gik imidlertid galt på sidste etape, hvor alle rottede sig sammen mod Porte, der hurtigt blev isoleret. Selvom han kæmpede heroisk og fra et håbløst udgangspunkt kørte sig til en 7. plads på etapen, var det ikke nok til at vinde samlet, og han måtte nøjes med en yderst skuffende andenplads.

 

Efter en anonym præstation i GP Kanton Aargau var næste mål Tour de Suisse, hvor man stillede til start med klassementsambitioner med Damiano Caruso samt enkeltstartsforhåbninger til Stefan Küng og Rohan Dennis efter sidstnævntes tidlige exit fra Giroen. Starten kunne ikke have været bedre, da det blev til dobbeltsejr på prologen med Dennis foran Küng og Martin Elmiger på 10. pladsen. Desværre skuffede Van Avermaet efterfølgende på ”sin” etape til Bern, hvor han kun blev nr. 15, men med en 10. plads fik Caruso vist sin gode form. Den blev bekræftet, da han med en 2. plads på den første bjergetape kørte sig i førertrøjen, som han forsvarede en enkelt dag, inden han mistede den til Domenico Pozzovivo på den efterfølgende bjergetape, hvor han kun blev nr. 7. På kongeetapen blev det til en flot 4. plads, som betød, at han var i spil til en samlet podieplads inden den sidste enkeltstart, der endte som en total BMC-opvisning. Således ryddede man podiet med sejr til Dennis foran Küng og Caruso, og man havde endda også van Garderen på 9. pladsen. Det gav en samlet andenplads til Caruso, der således greb sin eneste store chance for at køre for sig selv til fulde.

 

Holdet var også til start med et ungt hold i Route du Sud, hvor Silvan Dillier imponerede i terræn, der burde være alt for svært. Med offensiv kørsel blev han nr. 2 på 1. etape, inden Jempy Drucker spurtede sig til en 4. plads på 2. etape. Herefter gjaldt det kongeetapen med selveste Tourmalet, hvor Dillier greb sin mulighed ved at angribe langt fra mål. Med en gudsbenådet fighterindsats lykkedes det ham ikke blot at blive nr. 5 på etapen, men også at erobre førertrøjen med et forspring på bare 1 sekund til Richard Carapaz. Den forsvarede ham på den sidste flade etape og endte dermed som en overraskende samlet vinder, der ovenikøbet også kunne iføre sig både point- og bjergtrøjen.

 

Holdet sluttede første del af året af med fantastisk succes ved de nationale mesterskaber. I USA blev det til en dobbeltsejr på enkeltstarten til Rosskopf og Bookwalter, der også begge var i top 10 i linjeløbet og i Schweiz dominerede man totalt, da det blev til en 1-2-4 med Küng, Dillier og Bohli på enkeltstarten, inden Dillier, Küng og Kilian Frankiny ryddede podiet i linjeløbet. Roche blev nr. 2 på den irske enkeltstart og nr. 4 i linjeløbet, Drucker erobrede den luxembourgske enkeltstartstitel, Hermans blev nr. 3 på enkeltstarten i Belgien, hvor unge Nathan van Hooydonck overraskede med en 5. plads i linjeløbet, og endelig blev formstærke Caruso nr. 4 i det italienske linjeløb, hvor Quinziato med en 3. plads også var tæt på at forsvare sin enkeltstartstitel.

 

Hvordan klarede holdet sig i Tour de France?

Forud for årets Tour de France var forventningerne kolossale. Et formidabelt forår betød, at Richie Porte af mange betragtedes som den allerstørste favorit til at vinde verdens største cykelløb, og derfor stillede BMC til start med ét klart mål: at opnå så god en klassementsplacering som muligt med australieren. Derudover havde man Greg Van Avermaet til start, og belgieren krævede naturligvis lidt plads til også at jagte en etapesejr.

 

Holdet kom fremragende fra start og var ganske tæt på at erobre den første førertrøje, da Stefan Küng blev nr. 2 på den indledende enkeltstart i Düsseldorf. Alt var dog ikke rosenrødt, idet Porte havde en dårlig dag på de regnvåde veje og derfor tabte overraskende meget tid. Næste mål for holdet var klassikeretapen på tredjedagen, hvor Porte testede benene med et stærkt angreb, der skulle sætte Van Avermaet op til sejr. Desværre manglede belgieren benene til at opnå mere end en 4. plads. Den største skuffelse kom imidlertid på løbets første bjergetape til La Planche Des Belles Filles, hvor Porte var den store forhåndsfavorit. Han måtte imidlertid nøjes med en 4. plads, der betød, at han efter fem dage var nr. 5 i den samlede stilling. Herefter holdt han sig ude af problemer på de følgende tre etaper, mens han gav Nicolas Roche løbepas til at jagte en etapesejr i Jura-bjergene på 8. etape, hvor det blev til holdets tredje 4. plads.

 

Løbet gik fra at være halvskuffende til at være en regulær katastrofe 24 timer senere. Efter at have vist stor styrke på Mont du Chat styrtede Porte nemlig voldsomt på den svære nedkørsel, og det blev med det samme klart, at han var ude af løbet. Derfor stod man på den første hviledag uden sin kaptajn og med en ny strategi, der bød på mere offensiv kørsel og en mulig samlet top 10-placering med Damiano Caruso.

 

Danilo Wyss var den første til at gribe de nye muligheder, da han blev nr. 10 i en massespurt på 11. etape, men holdet var gledet totalt i baggrunden og var helt usynlige i Pyrenæerne. Heldigvis havde man store mål på Rodez-etapen, som Van Avermaet vandt for to år siden. Desværre blev det ikke til en gentagelse, idet belgieren denne gang måtte se sig henvist til 2. pladsen af Michael Matthews. Dagen efter var Roche igen med i det rette udbrud, men også denne gang blev det til en sekundær placering i form af en 6. plads.

 

Den anonyme præstation fortsatte i den tredje uge. Van Avermaet fandt aldrig de gode ben, men opnåede dog en 4. plads på den vindblæste 16. etape. I Alperne var man igen temmelig usandsynlige, og det var derfor op til Küng at redde holdet på den sidste enkeltstart. Den var dog en anelse for kuperet for den store schweizer, der måtte nøjes med en 9. plads. I den samlede stilling lykkedes det at få Caruso op på en 11. plads, men det skete efter en totalt anonym præstation af den ellers så stærke italiener, der pludselig var blevet kastet ind i en kaptajnrolle. Derfor endte løbet som en af årets største skuffelser for BMC.

 

Hvordan klarede holdet sig i Vuelta a Espana?

Efter den moderate succes i de to første grand tours skulle der tages revanche i Vueltaen, hvor man stillede til start med hele tre klassementskaptajner i form af Nicolas Roche, Tejay van Garderen og Samuel Sanchez samt med Rohan Dennis, der havde håb om at slå til på enkeltstarten samt at teste sig selv af på en bjergetape eller to. Optakten kunne imidlertid ikke have været værre for amerikanerne, idet Sanchez blev sendt hjem få dage inden starten som følge af en positiv dopingtest, og Loic Vliegen blev i al hast hentet til Nimes som substitut.

 

Heldigvis var man i stand til at lægge nedturen bag sig, og på 1. etape levede holdet op til sin status som favorit på holdløbet, hvor Rohan Dennis erobrede førertrøjen. Desværre var man ude af stand til at forsvare den dagen efter, hvor Quick-Step splittede feltet i sidevinden, og selvom Daniel Oss kørte sig til en heroisk 8. plads, blev det kun til en enkelt dag i førertrøjen. Til gengæld fik man hurtigt opmuntring, da Roche og van Garderen 24 timer senere viste god form på den første bjergetape, hvor de blev hhv. nr. 7 og 8 og kun akkurat gik glip af en generobring af den eftertragtede trikot.

 

Van Garderen så ud til at være på vej mod noget stort, da han sammen med Carlos Betancur var eneste mand, der kunne følge Alberto Contador og Chris Froome, da de angreb på den kuperede 6. etape, men kort efter gik det galt for amerikaneren, der styrtede. Ikke blot mistede han værdifuld tid, han slog sig også så meget, at han aldrig for alvor kom sig igen. Derfor var Roche den stærkeste af de to på de følgende etaper, hvor han trivedes på de korte, stejle stigninger og bl.a. blev nr. 9 på den stejle Cumbre del Sol på 9. etape. Også Alessandro De Marchi markerede sig med offensiv kørsel, der gav en 5. plads på 7. etape. Status på første hviledag var stadig lovende, da Roche lå nr. 3 og van Garderen nr. 5 i den samlede stilling.

 

Mens kaptajnerne i den anden uge ventede på de høje bjerge, angreb De Marchi konstant og opnåede en fin 8. plads på 10. etape. Desværre gik det galt for holdet 24 timer senere, da begge kaptajner faldt meget tilbage på den første store bjergetape til Calar Alto. Selvom Roche svarede fint igen ved at spurte sig til en 19. plads på 13. etape, kunne det ikke skjule, at hverken han eller van Garderen kunne matche de bedste på de lange stigninger. Da man havde klatret til både La Pandera og Sierra Nevada og nåede til anden hviledag, var van Garderen nede som nr. 13 og Roche som nr. 17 i den samlede stilling.

 

Holdet havde set frem til enkeltstarten, hvor Rohan Dennis var den store favorit, men desværre måtte australieren tage hjem dagen inden som følge af sygdom. Daniel Oss overraskede dog positivt med en 10. plads på tidskørslem, hvor også van Garderen med en 12. plads genvandt lidt terræn. Desværre mistede han yderligere tid på den efterfølgende bjergetape, inden man igen koncentrerede sig om offensiv kørsel. Det gav en 6. plads til utrættelige De Marchi på 18. etape og en 8. plads til Roche på 19. etape, men der var ingen sejr. Til gengæld kunne man glæde sig over, at van Garderen drog fordel af andres uheld og kollaps til på Angliru-etapen at avancere hele 3 pladser og akkurat slutte på den vigtige 10. plads, der betød, at man indfriede målsætningen om en placering i top 10. Det kan dog ikke skjule, at Vueltaen overordnet set ikke levede op til de store forventninger, man havde inden starten.

 

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb efter Touren?

Allerede inden Touren var ovre, var holdet tæt i aktion i Belgien i GP Cerami, hvor Jempy Drucker viste god form ved at køre med i den lille gruppe, der holdt feltet bag sig. I spurten blev han dog henvist til andenpladsen af Wout Van Aert, inden Dylan Teuns og Loic Vliegen spurtede sig til hhv. en 8. og en 10. plads. Det indikerede, at Teuns var i god form, og det skulle vise sig at være en voldsom underdrivelse. I de følgende uger var den unge belgier nemlig flyvende og ganske ustoppelig og vandt på mindre end en måned hele tre etapeløb.

 

Det første af disse var Tour de Wallonie, der startede få dage efter GP Cerami. Teuns var allerede med fremme i den stigende spurt på 1. etape, hvor det blev til en 3. plads, inden Drucker var tæt på sejr med en 4. plads i den efterfølgende massespurt. Dagen efter lagde Teuns med en knusende solosejr på den stejle mur i Houffalize løbet i et jerngreb på kongeetapen, og dagen efter fortsatte Drucker succesen, da han vandt løbets sidste massespurt. Slutteligt sikrede Teuns hattricket, da han i overlegen stil også vandt sidste etape på Mur de Thuin og dermed fuldt fortjent sikrede sig den samlede samt pointtrøjen. Også Vliegen bekræftede sin form med en 8. plads på sidst etape, hvilket sendt ham op på den samlede 9. plads.

 

Efter Touren havde Greg Van Avermaet som mål at score så mange WorldTour-point som muligt, og derfor koncentrerede han sig i de følgende uger om de mange endagsløb samt BinckBank Tour. Først gjaldt det Clasica San Sebastian, hvor han desværre ikke helt kunne matche klatrerne på den sidste stigning, men dog spurtede sig til en 8. plads i den første store gruppe, to pladser bedre end Nicolas Roche, der som altid var stærk i den spanske klassiker. Dagen efter blev det til flere WorldTour-point, da formstærke Drucker blev nr. 6 i RideLondon Classic.

 

Sejren i Tour de Wallonie betød, at Teuns havde sikret sig en delt kaptajnrolle med Ben Hermans i WorldTour-løbet Tour de Pologne, og da Hermans tidligt styrtede ud, stod den unge belgier pludselig med hele ansvaret. Det knækkede ham imidlertid ikke, idet han på den første svære etape, der sluttede på en stejl mur lige efter Teuns’ smag i suveræn stil tog karrierens første WorldTour-sejr. Efter at Daniel Oss havde spurtet sig til en 7. plads på 5. etape erobrede Teuns herefter førertrøjen, da Peter Sagan knækkede på den kuperede 6. etape. Han kom under stort pres på den afsluttende kongeetape, hvor han endda undervejs var sat, men fabelagtigt hjælpearbejde af Rohan Dennis og specielt Tejay van Garderen betød, at han fik kæmpet sig tilbage og sluttede etapen som nr. 7 - et resultat, der var nok til at sikre den samlede sejr. Van Garderen fik med en 9. plads efter sin jætteindsats samtidig vist fod form inden Vueltaen.

 

På den anden side af Atlanten var man til start i Tour of Utah, hvor man gik efter den samlede sejr med Brent Bookwalter. Martin Elmiger tog først en sjælden chance til at spurte sig til en 5. plads på 1. etape, inden Bookwalter bekræftede, at han var klar til opgaven ved efter fornemt holdarbejde at vinde løbets første, relativt lette bjergetape med en kraftig forcering på den sidste kilometer. Desværre skuffede han efterfølgende stort med bare en 8. plads på enkeltstarten, hvor holdkammeraten Joey Rosskopf i den amerikanske mesterskabstrøje kørte sig til en 4. plads. To dage senere blev det hhv. en 5. og en 8. plads til Bookwalter og Rosskopf i en reduceret massespurt, inden Bookwalter jagtede revanche på kongeetapen. Her blev det imidlertid ikke til mere end en 10. plads, tre placeringer bag holdkammeraten Manuel Senni, og selvom han sluttede flot af med en 2. plads i den stigende spurt på sidste etape, hvor den unge stagiare Patrick Müller blev nr. 4 og Elmiger nr. 8, var det samlede udkomme en lidt skuffende 5. plads samt en sejr i holdkonkurrencen.

 

Bookwalter fik heldigvis hurtigt chancen igen i Colorado Classic, hvor han lagde ud med en 10 plads på den indledende sprinteretape. Det var imidlertid Senni, der skulle vise sig at være stærkest, da han først kørte sig til en 4. plads på kongeetapen, hvor Bookwalter blot blev nr. 6. Dagen efter greb han chancen, da han ganske uventet holdt hjem i et udbrud på 3. etape, og selvom han i spurten blev henvist til 2. pladsen - Bookwalter endte etapen som nr. 6 - var det nok til at overtage førertrøjen. Med en 10. plads i den afsluttende massespurt sikrede han sig herefter den samlede sejr, mens kaptajn Bookwalter måtte nøjes med en 7. plads.

 

Van Avermaet har aldrig lagt skjul på, at det etapeløb, der passer ham bedst, er BinckBank Tour. Derfor stillede han til start i det belgisk-hollandske løb med ambitioner om at vinde, mens man i Stefan Küng også havde et andet kort at spille. Ikke uventet var det Küng, der først kom i rampelyset, da han satte det meste af verdenseliten til vægs med en sejr på enkeltstarten, hvor også unge Miles Scotson imponerede med en 8. plads. Derefter holdt man sig ude af problemer på de to følgende sprinteretaper, hvor det endda blev til en 5. plads til Vliegen, inden det gjaldt på de kuperede etaper. En punktering på 5. etape kostede desværre Küng førertrøjen, men Van Avermaet bekræftede sin gode form ved at spurte sig til en 3. plads bag solovinderen Lars Boom. Desværre var han ude af stand til at følge Tim Wellens og Tom Dumoulin på kongeetapen i Ardennerne, hvor det blev til en 4. plads, og da han lidt skuffende måtte nøjes med en 7. plads på Muur van Geraardsbergen på sidste etape blev det ”kun” til en samlet 4. plads til den belgiske stjerne.

 

I samme periode jagtede Teuns sin tredje etapeløbssejr i Arctic Race of Norway, og der var intet, der tydede på, at hans form var i tilbagegang. Tværtimod lagde han ud med at tage en solosejr på 1. etape, og selvom han på kongeetapen blev henvist til 2. pladsen af August Jensen, var hans greb om førertrøjen usvækket. Han bekræftede sin status som feltets stærkeste rytter ved også at køre alene hjem på sidste etape og dermed cementere sin sejr i den samlede stilling, point- og ungdomskonkurrencen.

 

Efter den store aktivitet i de amerikanske løb jagtede Bookwalter og Scotson et topresultat i Tour du Poitou-Charentes, men de mistede hurtigt tid som følge af et styrt. Efter at den unge lærling Bram Welten først havde taget en 9. plads i spurten på 1. etape, overtog Drucker med en 4. plads i spurten på 2. etape herefter kaptajnrollen. På den følgende morgenetape fik han med en 3. plads vigtige bonussekunder, og herefter kørte han en imponerende enkeltstart, hvor han blev nr. 4. I det hele taget dominerede BMC tidskørslen, da Elmiger blev nr. 3, Scotson nr. 6, Rosskopf nr. 7 og Bookwalter nr. 8. Selvom det ikke blev til et resultat i spurten på sidste etape, sikrede Drucker sig herved en samlet 3. plads.

 

Van Avermaet fortsatte i mellemtiden sin jagt på WorldTour-point. Han kom slet ikke frem i spurten i Hamburg, hvor han kun blev nr. 32, og en 10. plads i Bretagne Classic var heller ikke tilfredsstillende. Det største mål var dog de canadiske klassikere, der passer ham som fod i hose. I Quebec blev han desværre for andet år i træk henvist til 2. pladsen af Peter Sagan, men måske var frustrationen endnu større i Montreal. Her slog han nemlig Sagan og Michael Matthews i spurten i favoritgruppen, men da seks mand var kørt væk, blev det kun til en 7. plads.

 

Da enkeltstarten lignede den helt afgørende etape, fik Stefan Küng efter sejren i Tour of Britain. Han kom fint igennem de mange glade etaper i indledningen, hvor Floris Gerts to gange spurtede sig til en top 10-placering. I tidskørslen blev han imidlertid en lidt skuffende nr. 4, men det lykkedes ham via bonussekunder på de tre sidste etaper at avancere til den samlede 3. plads. Samtidig blev det til yderligere to top 10-placeringer til Gerts.

 

Efter den store succes tidligere blev det i GP de Wallonie tydeligt, at Teuns ikke længere havde samme form. Her blev han nemlig sat klart til vægs af Tim Wellens og måtte nøjes med en 6. plads, fire placeringer foran Vliegen, der var blevet ramt af defekt i finalen. Man fortsatte dog serien af endagsløb i jagten på en sejr, og efter en skuffende indsats i Kampioenschap van Vlaanderen kom man tæt på i Primus Classic, hvor Drucker i finalen befandt sig alene med formstærke Matteo Trentin. Desværre satte den ustoppelige italiener ham på en jernbanebro, og det blev derfor blot til en 2. plads.

 

Et af årets helt store mål var at vinde VM i holdløb, men det lykkedes ikke at generobre titlen. Denne gang slog man ganske vist rivalerne fra Quick-Step, men i sidste blev man i stedet slået af et imponerende Sunweb-mandskab og måtte igen tage til takke med sølv. Uheldet ramte derefter på enkeltstarten, hvor et styrt formentlig kostede Rohan Dennis en medalje, mens Greg Van Avermaet i linjeløbet simpelthen manglede sine bedste ben og derfor måtte tage til takke med en 6. plads som afslutning på en ellers fabelagtig sæson. Herefter sluttede man den nordeuropæiske sæson med Drucker som omdrejningspunkt i Tour de l’Eurometropole og Paris-Tours. I førstnævnte løb åbnede han spurten for tidligt og blev lidt skuffende blot nr. 5, og i Paris-Tours blev han kun nr. 10, da Trentin, Søren Kragh og Niki Terpstra spolerede drømmen om en massespurt. Slutteligt jagtede Gerts en ny kontrakt i Tacx Pro Classic, hvor han spurtede sig til en 19. plads.

 

Nicolas Roche har tradition for at køre stærkt i årets sidste løb, og også i år kom han flyvende ud af Vueltaen. Allerede i Giro dell’Emilia var han en af de stærkeste på San Luca-stigningen, hvor det blev til en 4. plads, bare seks pladser bedre end Ben Hermans, der efter styrtet i Polen havde fundet formen overraskende hurtigt. Desværre manglede de dog det sidste i Il Lombardia, hvor det blot blev til en 12. og en 14. plads. De bragte dog den gode form med sig til Kina, hvor de sluttede sæsonen i Tour of Guangxi. Her blev Roche nr. 3 og Hermans nr. 5 på kongeetapen, og det var nok til at sikre de samme placeringer i den samlede stilling, hvor Silvan Dillier også i kraft af mange bonussekunder fik sig en 8. plads. Det blev tillige til sejr i holdkonkurrencen og en bjergtrøje til en offensiv Oss, der tillige spurtede sig til en 9. plads i en massespurt. Samme placering blev det til for Danilo Wyss i årets sidste endagsløb, Japan Cup, hvor Richie Porte i øvrigt gjorde comeback efter sit Tour-styrt, desværre uden at gennemføre.

 

Den endelige dom

Det er sjældent, at man har en så blandet sæson som den, BMC gennemlevede i 2017. På den ene side var der en klassikersæson, der overgik selv de vildeste forventninger. Greg Van Avermaet nærmest ryddede bordet på brostenene, og når han endelig blev besejret, blev han alligevel nr. 2 i både Strade Bianche og Flandern Rundt. Man var knap så prominente i Ardennerne, men med en 3. plads til fænomenet Dylan Teuns i Fleche Wallonne overgik man således også forventningerne her. Hvis man samtidig husker på, at Richie Porte var ganske suveræn i de etapeløb, han kørte i første del af sæsonen, og specielt i Tour Down Under og Tour de Romandie knuste rivalerne, og at man havde flere positive overraskelser undervejs i form af specielt Damiano Carusos 2. plads i Tour de Suisse, Rohan Dennis 2. plads i Tirreno-Adriatico og samlede sejr i Tour La Provence samt Ben Hermans’ dominans i Tour of Oman i tillæg til flere etapesejre i utallige etapeløb i foråret må man beskrive den første del af sæsonen som en fuldtonet succes.

 

Desværre bliver det overordnede billede mudret til af en særdeles skuffende grand tour-sæson. Ja, man vandt to etaper i Giroen, herunder en flot bjergetape med Tejay van Garderen, og en etape i Vueltaen, og ja, Damiano Caruso blev nr. 11 i Touren og van Garderen nr. 10 i Vueltaen, men for et storhold som BMC, der gik efter podiet med van Garderen i Giroen og sejren i Touren med Porte, er det alt, alt for lidt. Selvfølgelig kan man argumentere for, at Portes styrt i Touren var sort uheld, men måske er det ikke helt urimeligt at lægge noget af ansvaret på australieren selv. Det er nemlig ikke ukendt, at Porte er en elendig nedkører, og hans styrt var i høj grad hans egen skyld. På samme måde var det holdets fejl, at man ikke vandt Dauphiné, hvor en ekstremt stærk Porte ganske enkelt blev svigtet af et alt for svagt mandskab, ligesom var Garderens styrt, der kostede ham et bedre resultat i Vueltaen, ifølge Carlos Betancur, der kørte ind i amerikaneren, også var BMC-stjernens egen fejl. Dertil kommer, at man kunne have forventet en bedre evne til at omstille sig, da først uheldet var ude, og BMC var generelt alt for anonyme i de store etapeløb. I den forstand skyldes den manglende grand tour-succes i høj grad holdet selv.

 

Det kan dog ikke slette indtrykket af en overordnet set positiv sæson, hvor Van Avermaets succes og WorldTour-sejr står som den helt store oplevelse. I anden halvdel af sæsonen står også Teuns’ store gennembrud som en fantastisk præstation, og i det hele taget vidner den lange sejrsliste og store antal ryttere i top 100 på diverse ranglister om et godt år. Det kan bare ikke fjerne den sidste malurt i bægeret, som skyldes den manglende succes i grand tours, og derfor ender vi et stykke fra de bedste karakterer.

 

Karakter:  7/10

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cannondale-Drapac Pro Cycling Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

ORICA-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Lotto NL - Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek - Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »