Sæsonevaluering: Hvordan klarede Bora-hansgrohe sig?

I denne artikel kaster vi et blik på Bora-hansgrohes meritter i de seneste 10 måneder. Vær opmærksom på, at vi efter denne serie, hvor vi retter blikket bagud, vil følge op med en fremadrettet analyse af hvert af de 18 hold, hvor vi ser på udbyttet af deres transfersæson samt de forventninger, vi kan have til 2018-sæsonen.

Antal sejre: 34 (Peter Sagan 12, Sam Bennett 10, Rafal Majka 4, Gregor Mühlberger 2, Lukas Pöstlberger 1, Maciej Bodnar 1, Jan Barta 1, Marcus Burghardt 1, Juraj Sagan 1, Aleksejs Saramotins 1)

Sejre på WorldTouren: 19 (2 etapesejre i Tour de France med hhv. Peter Sagan og Maciej Bodnar, 1 etapesejr i Giro d’Italia med Lukas Pöstlberger, 1 etapesejr i Vuelta a Espana med Rafal Majka, 2 etapesejr i Tour de Suisse med Peter Sagan, 1 etapesejr i Paris-Nice med Sam Bennett, 2 etapesejre i Tirreno-Adriatico med Peter Sagan, sejr i GP de Quebec med Peter Sagan, 2 etapesejre i BinckBank Tour med Peter Sagan, 1 etapesejr i Tour de Pologne med Peter Sagan, 2 etapesejre i Tour of California med Peter Sagan, 4 etapesejre i Tour of Turkey med Sam Bennett)

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

Placering på WorldTour-ranglisten: Nr. 8 (var ikke WorldTour-hold i 2016)

Ryttere i top 100 på WorldTour-ranglisten: Peter Sagan (nr. 4), Rafal Majka (nr. 32), Sam Bennett (nr. 75), Jay McCarthy (nr. 80), Lukas Pöstlberger (nr. 90). Emanuel Buchmann (nr. 95)

Ryttere i top 100 på verdensranglisten: Peter Sagan (nr. 3), Rafal Majka (nr. 43), Sam Bennett (nr. 65)

Hvordan klarede holdet sig i forårsklassikerne?

Når man henter Peter Sagan til holdet som den store stjerne, skaber det naturligt et forventningspres forud for klassikersæsonen. Slovakken forventes ganske enkelt at køre med om sejren i samtlige store endagsløb fra Omloop Het Nieuwsblad i slutningen af februar frem til Paris-Roubaix først i april - med undtagelse af Dwars door Vlaanderen og Scheldeprijs, som han traditionelt har skippet. Slovakkens dominans betyder også, at der skal leveres store resultater, hvis omverdenen skal stilles tilfreds, og selvom det kan synes urimeligt, vil Sagans forår altid blive bedømt som en fiasko, hvis ikke det ender med minimum én monumentsejr. Med tanke på det relativt svage hold, han var omgivet af, var der imidlertid forud for sæsonen nogen skepsis om, hvorvidt han kunne levere samme resultater som tidligere. Til gengæld var forventningerne til holdet i Ardennerne begrænsede, og man håbede her primært på, at Jay McCarthy kunne være med fremme i Amstel Gold Race, at Patrick Konrad kunne fortsætte den gode udvikling og køre i top 10 i Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege, og at Rafal Majka kunne opnå succes i specielt sidstnævnte løb.

Sagan viste med det samme, at han var nærmest skræmmende stærk. Efter en højdetræningssejr startede han klassikersæsonen ved at føre nærmest fra start til slut i Omloop Het Nieuwsblad. Desværre lykkedes det ham ikke at komme af med Greg Van Avermaet og Sep Vanmarcke undervejs, og i spurten måtte han endnu engang se sig slået af ærkerivalen fra BMC. Dagen efter tog han imidlertid revanche, da han var med til at splitte feltet i Kuurne-Bruxelles-Kuurne, og denne gang var der ingen i den lille gruppe, der kunne matche ham i spurten.

Den kolossale styrke skabte store forventninger om, at han endelig kunne få den sejr i Strade Bianche, han flere gange har været tæt på, men desværre tvang sygdom ham til at udgå tidligt. Han fik imidlertid med to etapesejre i Tirreno-Adriatico vist, at han var helt klar til Milano-Sanremo, hvor han satte et forrygende angreb ind på Poggio-stigningen. Det lykkedes ham imidlertid ikke at komme af med Julian Alaphilippe og Michal Kwiatkowski, og til manges overraskelse lykkedes det polakken at spurtbesejre verdensmesteren, der dermed atter gik glip af sejren i den italienske klassiker.

Den store sejr skulle så i stedet komme på brostenene, hvor han lod Lukas Pöstlberger køre sig til en 15. plads i Dwars door Vlaanderen, inden han selv trådte ind på scenen i E3. Her blev han imidlertid ramt af uheld, der satte ham ud af spillet, og derfor blev det igen den østrigske hjælperytter, der fik ansvaret for at levere et resultat. Det gjorde han imidlertid over al forventning ved at sidde med i den absolutte finale, og med en femteplads fik han sit helt store gennembrud på den største scene. Sagan skulle selv jagte revanche to dage senere i Gent-Wevelgem, hvor han imidlertid leverede årets mest pinlige bommert. Efter at være kørt med i den rette gruppe i finalen kom han og Niki Terpstra op at skændes med Søren Kragh, og deres mundhuggeri kostede dem alle sejrsmuligheden, da de lod Van Avermaet og Jens Keukeleire køre væk. Det lykkedes dog akkurat Sagan at holde feltet bag sig og sikre sig en tredjeplads i løbet.

Efter to skuffelser var der lagt op til revanche i Flandern Rundt, men her indledtes en serie uheld, der skulle ødelægge resten af klassikersæsonen for verdensmesteren. En hollandsk tilskuers jakke endte som bekendt med at knuse hans drømme i Flandern Rundt, netop som han, Van Avermaet og Oliver Naesen var i færd med at jagte Philippe Gilbert, og i Paris-Roubaix fortsatte den dårlige stime. Derfor endte Marcus Burghardt med en 16. plads som første Bora-rytter på den berømte velodrom. Lidt oprejsning fik man i dagene imellem de to store løb, da talentet Pascal Ackermann spurtede sig til en femteplads i Scheldeprijs.

Skuffelsen på brostenene betød, at der skulle jagtes revanche i Ardennerne, hvor man som sagt imidlertid ikke hørte til blandt favoritterne. Det lykkedes ikke holdet at spille en rolle i Amstel Gold Race, hvor McCarthy måtte tage til takke med en 17. plads, og australieren kom som ventet også til kort i Fleche Wallonne, hvor det blev til en 19. plads på Mur de Hoy, tre placeringer bag Konrad. Heldigvis reddede man æren i den store finale i Liege, hvor Majka var kørte sig til en fin 10. plads. Det kan dog ikke ændre på, at man ikke fik de klassikerresultater, man havde håbet på.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Hvordan klarede holdet sig i Giro d’Italia?

En dum knæskade til Leopold König betød, at man ikke stillede til start med de podieambitioner, der havde været en vigtig del af den oprindelige sæsonplanlægning, og i stedet til man til start med et hold, der primært skulle jagte etapesejre med Sam Bennett i massespurterne. Derudover havde man i Patrick Konrad et ungt talent, der skulle se, hvor langt han kunne komme i klassementet.

Holdet fik imidlertid en drømmestart, der betød, at løbet reelt var reddet allerede efter én dag. På 1. etape skulle Lukas Pöstlberger køre lead-out for Bennett, men i den ekstremt hektiske finale fik han pludselig et uventet hul. De øvrige sprinterhold reagerede for sent, og pludselig stod man med en højst overraskende etapesejr og førertrøje til det østrigske talent.

Desværre markerede det også i første omgang enden på holdets held. Bennett blev nemlig syg og led sig igennem de kommende etaper, og samtidig fik Pöstlberger ikke uventet kun én dag i førertrøjen. Alligevel lykkedes det at få et uventet resultat allerede på den vindblæste tredje etape, da Bennetts lead-out man Rudiger Selig som en af de få kom med, da Quick-Step splittede feltet i sidevinden, og det lykkedes tyskeren at spurte sig til en andenplads bag Fernando Gaviria. Bennett udnyttede herefter den tidlige hviledag til at komme sig, og i den efterfølgende meget sprintervenlige fase dominerede det stærke Bora-tog med Pöstlberge og Selig totalt finalerne. Bennett havde imidlertid ikke marginalerne på sin side, og måtte efter en andenplads på 5. etape tage til takke med to tredjepladser på de efterfølgende etaper. I den anden uge var han om muligt endnu tættere på, men også her måtte han nøjes med en anden- og en tredjeplads på de to sprinteretaper.

De flade etaper sluttede tidligt, og derfor var det op til Konrad at løfte ansvaret i løbets sidste del. Han kom tæt på en etapesejr, da han spurtede sig til en sjetteplads efter et heroisk comeback på den kuperede 15. etape, men på i de høje bjerge kneb det med at følge de bedste. Derfor var holdet relativt anonyme i løbets sidste del, mens Konrad kæmpede sig til en samlet 16. plads, men man fik dog vist sig frem på sidste etapes enkeltstart, hvor Jan Barta kørte sig til en 6. plads.

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb forud for Touren?

Bora mødte op med det helt tunge skyts allerede til Tour Down Under, da Peter Sagan for første gang siden debutsæson stillede til start i det første WorldTour-løb. Verdensmesteren var imidlertid endnu ikke i form til at køre med om den samlede sejr, og mens han og Sam Bennett skulle tage sig af massespurterne, var det op til formstærke Jay McCarthy at gå efter et samlet topresultat. Det gik over al forventning. Bennett fik sig en tredjeplads på den indledende sprinteretape, mens Sagan i de tre efterfølgende massespurter alle gange blev nr. 2 efter suveræne Caleb Ewan. McCarthy klatrede sig til en femteplads på kongeetapen, og det lykkedes ham via bonussekunder på sidste etape akkurat at presse sig på podiet med en samlet tredjeplads. Et par dage senere satte han flere WorldTour-point ind på kontoen med en 9. plads i Cadel Evans Great Ocean Road Race.

Holdet fik sin europæiske debut i de fire endagsløb i Challenge Mallorca, og også her kom man fint fra start. Specielt Matteo Pelucchi imponerede i de to massespurter, hvor han blev først nummer 4 og siden nummer 2, mens Emanuel Buchmann og Rafal Majka kørte sig til hhv. en sjette- og en syvendeplads i de to hårde løb. Endnu bedre gik det et par dage senere i Vuelta a Murcia og Clasica de Almeria, hvor man begge gang kom på podiet, først med en 3. plads til Patrick Konrad og siden med en 2. plads til Rudiger Selig. Til gengæld havde man ikke den store succes i Volta ao Algarve, hvor det kun lykkedes at få en enkelt top 10 i en massespurt med Michael Schwarzmann.

Årets første store test for Majka kom i Abu Dhabi Tour, hvor han med en 7. plads på kongeetapen kørte sig til en godkendt 6. plads, fire placering bedre end holdkammeraten Konrad. Samtidig fortsatte Pelucchi den fine sæsonåbning med en 4., 5. og 6. plads i løbets tre massespurter, hvor han var oppe mod den absolutte sprinterelite.

Den første store etapeløbsopgave i Europa var Paris-Nice, og her oplevede man årets første store højdepunkt. Det skete, da Bennett tog karrierens første WorldTour-sejr ved på imponerende vis at sætte et stærkt felt til vægs på 3. etape. Derudover blev det imidlertid kun til yderligere én top 10 med Bennett, mens holdets klassementsryttere Buchmann og Konrad ikke var konkurrencedygtige. Forventningerne var selvsagt endnu større til Tirreno-Adriatico, hvor man havde både Sagan og Majka til start. Efter en lidt frustrerende tredjeplads på 2. etape, hvor det ikke var lykkedes holdet at kontrollere finalen, fik Sagan årets anden sejr efter triumfen i Kuurne, da han vandt massespurten på 3. etape. To dage senere leverede han vel årets bedste klatrepræstation, da han slog alle klassementsrytterne på den knaldhårde 5. etape, men til gengæld måtte han sig se besejret af Fernando Gaviria i den sidste massespurt. Majka skuffede til gengæld i klassementet, men Maciej Bodnar gav lidt polsk oprejsning ved at blive nr. 6 på den sidste enkeltstart. I samme periode fik Selig en sjælden chance som kaptajn i Nokere Koerse, hvor han blev nr. 7, mens det ikke lykkedes Erik Baska at forsvare titlen i Handzame Classic. Lidt bedre gik det i 3 Dage ved Panne, hvor Pascal Ackermann og Selig spurtede sig til to fjerdepladser.

Efter skuffelsen i Italien jagtede Majka revanche i Volta a Catalunya, men heller ikke her gik det som håbet. Selvom han fik en lidt overraskende fjerdeplads i spurten på sidste etape, blev det nemlig til skuffende præstationer på de tog bjergetaper og en samlet 11. plads. I stedet var det Konrad, der havde held til at sikre holdet den første top 10 i et europæisk WorldTour-etapeløb. Det skete i Baskerlandet Rundt, hvor man generelt fik vist sig fint frem. Jay McCarthy var allerede tæt på at vinde 1. etape, hvor han kun måtte se sig besejret af Michael Matthews i massespurten, og bare to dage senere var han tæt på igen, da han blev nr. 3 på 3. etape, fem placeringer bedre end Konrad. Østrigeren kørte selv spurten dagen efter, hvor han blev nr. 6 og Buchmann nr. 9, inden han blev nr. 11 på kongeetapen. En fin enkeltstart betød, at han endte på den samlede 7. plads, hans hidtil bedste resultat i et WorldTour-etapeløb.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Buchmann fik endelig lidt succes efter en svær sæsonstart i Tour of the Alps. Efter en sjetteplads på kongeetapen og en femteplads til Jose Mendes i spurten på 4. etape benyttede han en 10. plads på den bjergrige sidste etape til at sikre sig en samlet 7. plads. Det gav ham store forhåbninger forud for Tour de Romandie, hvor han kørte en imponerende kongeetape. Her foregreb han favoritterne ved at angribe tidligt, og selvom han ikke kunne følge Richie Porte og Simon Yates i finalen, gav det ham en fornem 3. plads. Selvom han mistede terræn på den afsluttende enkeltstart, gav det ham en samlet 10. plads. Derudover var holdet tæt på en sejr i spurten på 3. etape, hvor Schwarzmann blev nr. 3, og Christoph Pfingsten kørte sig endda til en overraskende 10. plads på prologen.

Majkas skuffende sæsonstart skulle glemmes med en god præstation i Tour of California, hvor man som altid også havde Sagan til start. Det blev ganske vist ikke til sejr i den indledende massespurt, hvor verdensmesteren blev nr. 2 bag Kittel, men allerede dagen efter oplevede man succes. På 2. etape udnyttede Majka sammen med tre andre favoritter nemlig en hård stigning til at angribe fra distancen, og ganske overraskende kunne de holde feltet bag sig. Majka viste sig som klart den stærkeste i spurten, og det gav derfor både etapesejr og førertrøje. Dagen efter sejrede Sagan suverænt i en stigende spurt, men til gengæld fejlede man på 4. etape, hvor man ikke fik hentet udbruddet, og hans spurtsejr rakte derfor kun til en 6. plads. Også dagen efter oplevede man skuffelse, da Majka ikke kunne leve op til favoritværdigheden på kongeetapen, hvor han måtte se sig henvist til andenpladsen af Andrew Talansky, og en skuffende enkeltstart betød, at han endte med den samlede andenplads. Til gengæld kørte Sagan en overraskende god enkeltstart, og hans sjetteplads var endda bedre end specialisten Bodnar skuffende 8. plads. Løbet sluttede atter i frustration, da man også på sidste etape lod fem mand køre hjem, og derfor blev det kun til en sjetteplads, selvom Sagan igen var hurtigst i spurten. Det blev dog til endnu en pointtrøje til det slovakiske fænomen, der altså fortsatte sin store succes i det amerikanske løb.

Tilbage i Europa gjaldt det Criterium du Dauphiné, hvor man håbede, at Buchmann kunne fortsætte de gode takter fra Romandiet. Det gjorde han i den grad, idet han endte med at køre karrierens hidtil bedste løb. Allerede på 1. etape viste han sig frem, da han angreb i finalen på en mindre stigning, og med en femteplads vandt overraskende sekunder. Herefter blev han nr. 10 på løbets første bjergetape, inden en fremragende fjerdeplads på den vanvittige sidste etape betød, at han endte løbet med en samlet 7. plads og en sejr i ungdomskonkurrence. Samtidig fik Ackermann lov at teste sprinterevnerne på WorldTour-niveau, og det gjorde han fint med en 7., 8. og 9. plads i det skrappe felt.

Sagan skulle til gengæld finpudse Tour-formen i Tour de Suisse, hvor han har rekorden for fleste etapesejre. Forventningen var, at han ville udbygge den, men løbet gik ikke helt som ventet. Efter at være blevet lukket inde i spurten blev han kun nr. 8 på 2. etape - holdkammeraten Marcus Burghardt var endda to pladser bedre - og dagen efter blev han overspurtet af Michael Matthews på en bakke i Bern. Derfor skulle vi frem til 5. etape, inden det endelig lykkedes Sagan at tage sin sejr, og han slog som forventet også til i løbets sidste spurt på næstsidste etape. Dermed hjemtog han også endnu en pointtrøje i løbet.

Holdets anden Tour-kaptajn, Majka, forberedte sig til gengæld i Tour de Slovenie, som blev totalt domineret af Bora. Holdet havde nemlig også Sam Bennett til start, og han udnyttede sin gode Giro-form til at vinde både 1. og 4. etape samt pointtrøjen. Majka slog til på kongeetapen, hvor han tog årets anden sejr, og det var nok til at vinde både løbet samlet samt bjergkonkurrencen. Succesen blev fuldendt af Gregor Mühlberger, der blev nr. 4 på både kongeetapen og samlet trods sit hårde arbejde for Majka.

Holdet sluttede første del af året af med at vinde adskillige nationale mesterskaber. Den største sejr fik man i Tyskland, hvor Burghardt tog en sjælden sejr i linjeløbet - endda foran holdkammeraten Buchmann - og man dominerede totalt i Slovakiet, hvor man ryddede podiet med sejr til Juraj Sagan foran bror Peter og Erik Baska. Holdets tredje dobbeltsejr kom i Østrig, hvor formstærke Mühlberger sejrede foran Lukas Pöstlberger, der også blev nr. 3 på enkeltstarten. Endelig fik man også to enkeltstartstitler med hhv. Aleksejs Saramotins i Letland og Jan Barta i Tjekkiet, mens Maciej Bodnar til gengæld skuffede med en bronzemedalje i Polen.

Hvordan klarede holdet sig i Tour de France?

Holdet mødte op med det helt tunge skyts til årets største løb, hvor det blandt de tre kaptajner kun var den skadede Leopold König, der var fraværende. Man gik mere eller mindre efter det hele, idet Rafal Majka jagtede en plads i top 5, mens Peter Sagan skulle vinde etaper og skrive historie ved at vinde sin sjette pointtrøje. Derudover håbede man, at Maciej Bodnar kunne køre et par gode enkeltstarter, og at unge Emanuel Buchmann kunne fortsætte den positive udvikling, samtidig med at han støttede Majka.

Det gik imidlertid helt anderledes end håbet. Allerede starten var skidt, da Bodnar skuffede på den indledende enkeltstart, og bedre blev det ikke dagen efter, hvor Sagan med en 10. plads opnåede sit dårligste resultat i en massespurt, han rent faktisk havde deltaget i siden sin Tour-debut i 2012. Det blev der dog rettet op på dagen efter, hvor slovakken med vanlig autoritet suverænt sejrede i den eksplosive finale på 3. etape, hvor Majka med en 10. plads også viste god form. Dermed var man tilbage på sporet og fortrøstningsfuld for den videre færd.

Katastrofen indtraf bare 24 timer senere. I det, der vel er årets allermest omtalte episode, kollidere Sagan og Mark Cavendish i spurten på 4. etape, og efter at slovakken oprindeligt havde krydset stregen blandt de første tre, brød Boras verden sammen. Juryen diskvalificerede verdensmesteren, der under stor dramatik blev sendt hjem fra løbet. For at gøre det hele endnu værre skuffede Majka efterfølgende på den første bjergetape, og med ét lå Boras løb nærmest i ruiner.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Holdet fik dog genskabt troen på, at det kunne blive til et godt resultat, og man fik genopbygget lidt selvtillid på de efterfølgende sprinteretaper, hvor Sagans lead-out man Rudiger Selig spurtede sig til hhv. en 9. og en 7. plads. Også Majka spurtede fint til en 8. plads på den bjergrige 8. etape. Netop som der igen var grund til optimisme slog lynet imidlertid ned igen. På den højdramatiske og ekstremt hårde 9. etape styrtede Majka nemlig på en glat nedkørsel, og selvom det lykkedes polakken at gennemføre valgte han dagen efter på hviledagen at kaste håndklædet i ringen og i stedet fokusere på Vueltaen.

Resultatet var, at man efter 9 etaper stod tilbage uden nogen af to kaptajner og med et ungt hold, der nu var fokuseret på etapesejre med specielt Selig og Jay McCarthy samt på klassementet med Buchmann. Selig fortsatte heldigvis sine lovende takter ved at spurte sig til en fjerdeplads dagen efter, men der var til gengæld frustration over, at Buchmann ikke kunne følge de bedste i Pyrenæerne. Heldigvis viste McCarthy sin bedste form siden januar, da han imponerende spurtede sig til en 5. plads i puncheurfinalen i Rodez på 14. etape, og to dage senere var det Bodnar, der viste styrke på den vindblæste sidevindsetape. Polakken sad med de bedste hjem og spurtede sig endda til en 9. plads. Det skulle vise sig at være et varsel om, hvad der ventede. Et par dage senere tog Bodnar nemlig ganske overraskende karrierens største sejr, da han med mindre end et sekund slog landsmanden Michal Kwiatkowski på løbets sidste enkeltstart og dermed sikrede Bora deres anden etapesejr i løbet. Dagen efter sluttede Selig løbet af med at spurte sig til en 9. plads i Paris, hvor Buchmann også kunne gøre status med en samlet 15. plads og en 3. plads i holdkonkurrencen. Med to etapesejre endte holdet således løbet som et af de mere succesrige mandskaber, men med tanke på det store ambitionsniveau ved starten i Düsseldorf var det ikke uden grund, at der var en lidt flad fornemmelse, da man begav sig hjem fra Paris.

Hvordan klarede holdet sig i Vuelta a Espana?

For Rafal Majka skulle Tour-nedturen vendes til optur i Vuelta a Espana, som han mødte op til i storform efter et fint Polen Rundt. Med klatretalenterne Patrick Konrad og Emanuel Buchmann ved sin side havde han fremragende større i bjergene, mens holdet mere sekundært satsede på spurtsucces med Michael Schwarzmann. En fint 6. plads i det indledende holdløb gav et godt udgangspunkt, og da Schwarzmann og Konrad spurtede sig til hhv. en 6. og en 9. plads på den vindblæste 2. etape var man kommet godt fra start.

Serien af uheld i de tre grand tours fortsatte imidlertid, da man allerede dagen efter ramte bjergene i Andorra. Majka blev syg med maveproblemer og tabte så megen tid, at han efter bare tre dage kunne skyde en hvid pind efter alle klassementsdrømme. Som en konsekvens måtte holdet skifte hest, lade Majka komme sig og i stedet jagte etapesejre.

Mens den polske kaptajn restituerede, tog hans polske holdkammerat og nære ven Pawel Poljanski over med to fremragende præstationer. På både 6. og 7. etape var han med i det rette udbrud, men ved begge lejligheder var han oppe mod én rytter, der var stærkere og måtte derfor nøjes med to frustrerende 2. pladser. Allerede dagen efter ramte man bjergene på den svære Xorret de Cati-etape, og nu var Majka allerede kommet sig nok til at køre med i udbrud. Med fremragende støtte fra Buchmann, der selv blev nr. 10 på etapen, lykkedes det polakken at holde feltet bag sig, men trods talrige angreb på den sidste stejle stigning lykkedes det ham aldrig at komme af med Julian Alaphilippe. Da også Jan Polanc fik kontakt til sidst, måtte han nøjes med en 3. plads.

I løbets anden uge var det igen Poljanski, der i første omgang stjal showet, da han på 12. etape med en fjerdeplads igen var tæt på sejr på en dag, hvor også Andreas Schillinger kørte i top 10. Dagen efter viste Schwarzmann storform ved at spurte sig til en fjerdeplads i den knaldhårde finale på 13. etape. Det var imidlertid 24 timer senere, at den store forløsning endelig kom på den store La Pandera-etape i de andalusiske bjerge. Efter at have ramt det rette udbrud satte polakken alle sine rivaler til vægs og kørte sig til en solosejr, der betød, at holdet var et af de få, der vandt etaper i alle tre grand tours. I det hele taget var Majkas form opadgående, og på Los Machucos-stigningen i den tredje uge lykkedes det ham endda at køre sig til en 6. plads i direkte kamp med favoritterne. Løbet sluttede med, at Schwarzmann spurtede sig til en 9. plads i Madrid, og dermed kunne man sætte et tilfredsstillende punktum for et løb, der efter bare tre dage truede med at blive en stor fiasko.

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb efter Touren?

Efter Touren var holdets første mål Polen Rundt, som den lokale helt Rafal Majka havde gjort til et væsentligt punkt på vejen mod Vueltaen efter den store nedture i Touren. Også Peter Sagan var med i det polske løb og gjorde dermed comeback efter sin diskvalifikation i Touren. I sin allerførste optræden efter løbet i Frankrig sejrede slovakken, idet han vandt massespurten på 1. etape. Dagen efter kunne han imidlertid kun blive nr. 8, men han da han og Majka kørte sig til fremragende 2. og 3. pladser på den stejle mur på 3. etape, og Sagan fortsat var iført førertrøjen, lignede det slovakiske fænomen pludselig en samlet vinder. Den position blev kun styrket, da han spurtede sig til tredjepladser og vigtige bonussekunder på de to efterfølgende etaper, men da man ramte de svære stigninger dagen efter, blev det alligevel for meget for Sagan. Heldigvis viste Majka med en 8. plads fin form, og dagen efter var der derfor lagt op til det helt store angreb på den førende Dylan Teuns på kongeetapen. En fremragende Sagan spillede en nøglerolle for Majka, der imidlertid ikke for alvor kunne ryste sin belgiske rival, og hans tredjeplads på etapen var desværre kun nok til en samlet andenplads. Holdet fik dog noget med hjem, da Sagan også vandt pointtrøjen. I samme periode skuffede holdets anden sprinter, Sam Bennett, imidlertid stort, da han trods et perfekt lead-out kun blev nr. 8 i RideLondon Classic.

Holdet viste sig fremragende frem ved EM i Herning, hvor Maciej Bodnar var sekunder fra at vinde enkeltstarten, der også havde Jan Barta med fremme på en 10. plads. I linjeløbet var Pascal Ackermann meget tæt på en medalje, da han som tysk kaptajn spurtede sig til en 4. plads, og også Michal Kolar fik vist sig frem med en 10. plads. Bodnar drog fra Danmark til Holland for at starte BinckBank Tour, hvor man fik efter den samlede sejr med formstærke Sagan. Slovakken viste igen sit høje niveau ved at sejre i spurten på 1. etape, men han mistede allerede dagen efter førertrøjen på enkeltstarten, hvor han blev ramt af dårligt vejr. Her var der også frustration for Bodnar, der akkurat blev henvist til andenpladsen af Stefan Küng. Sagan kom straks tilbage med endnu en etapesejr i den efterfølgende massespurt og spurtede sig også til en fjerdeplads på den sidste sprinteretape. På den svære Amstel-etape manglede han imidlertid den nødvendige støtte til at kontrollere finalen, og selvom han vandt spurten i den lille gruppe af favoritter, betød et sent angreb fra Lars Boom, at det kun blev til en andenplads. Desværre gik det dagen efter helt galt på kongeetapen, hvor en punktering ødelagde alle chancer for Sagan, der også blev udmanøvreret på den sidste etape på Muren i Geraardsbergen, hvor han kun blev nr. 4. Derfor måtte han tage til takke med en samlet 7. plads og den næsten obligatoriske sejr i pointkonkurrencen.

Holdet var det eneste WorldTour-hold til start i Czech Cycling Tour, som de ventedes at dominere. Desværre blev de overraskende henvist til 2. pladsen i det indledende holdløb, men allerede dagen efter fik de vendt bøtten, da Bennett sejrede i en massespurt, hvor Ackermann blev nr. 5 og holdkaptajn Jan Barta nr. 7. Til sin store frustration måtte Barta imidlertid nøjes med en andenplads på kongeetapen, hvor Silvio Herklotz blev nr. 5, og selvom man sluttede godt af med også at vinde sidste etape og dermed pointtrøjen med Bennett, var det med nogen ærgrelse, at Barta på hjemmebanen måtte tage til takke med den samlede andenplads og en sejr i holdkonkurrencen.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Holdet rettede herefter blikket mod efterårets mange endagsløb, hvor man opnåede en fin podieplads med Rudiger Selig, der blev nr. 3 i GP de Fourmies. Det næste store mål var imidlertid de canadiske WorldTour-løb, hvor man i Sagan havde den helt store favorit. Slovakken levede fuldt ud op til forventningerne ved at forsvare titlen i GP Quebec, men han manglede den nødvendige holdstøtte til at kontrollere det aggressivt kørte GP Montreal, som derfor kun gav en skuffende 9. plads. Endnu mere skuffende var præstationen i de italienske efterårsklassikere, hvor holdets klatrere Majka, Buchmann og Konrad alle skuffede og ikke var i nærheden af noget som helst. Lidt opmuntring var der dog til Shane Archbold, der gjorde comeback efter en pause på et år og allerede i sit andet løb spurtede sig til en 7. plads i Coppa Bernocchi.

Holdets måske allerstørste højdepunkt kom i Bergen ved VM. Man kom ellers skidt fra start med en 10. plads i holdløbet og med flere styrt til Bodnar på enkeltstarten, men det var alt sammen lige meget, da Sagan indfriede det helt store mål og skrev historie ved som den første nogensinde at sikre sig regnbuetrøjen tre år i træk.

Derefter var det Bennett, der dominerede i sidste del af sæsonen. Ireren, der havde haft en svær tid, tog en ganske overraskende sejr foran næsten hele sprintereliten i Münsterland Giro, hvor Matteo Pelucchi efter en hel serie af helbredsproblemer også blev nr. 6. Duoen rejste herfra til WorldTour-løbet Tyrkiet Rundt, hvor de fuldstændigt dominerede. Bennett vandt således de fire sprinteretaper, og det kunne være blevet til en femte sejr, hvis ikke han var styrtet i den brostensbeslagte finale på sidste etape. Her tog Pelucchi imidlertid over og leverede en flot andenplads efter også at være blevet nr. 5 på 1. etape. Til gengæld kunne kaptajnen Gregor Mühlberger ikke levere mere end en 8. plads på kongeetapen og måtte endda efterfølgende udgå. Pelucchi drog derfra videre til Kina, hvor han sluttede året godt af ved at spurte sig til hhv. en 4. og to 7. pladser i Tour of Guangxi, hvor også Ackermann greb en uventet chance til at sikre sig en opmuntrende 3. plads i spurten på 1. etape.

Den endelige dom

De fleste hold vil med stor tilfredshed have skrevet under på en sæsonstatus, der bød på hele 34 sejre, herunder hele 19 på WorldTouren, et verdensmesterskab samt etapesejre i samtlige grand tours - ikke mindst når det var i første sæson på højeste niveau. Alligevel må det undre, hvis den ambitiøse manager Ralph Denk sidder tilbage med en specielt positiv fornemmelse efter det første år i WorldTouren. Holdet havde nemlig sat sig et meget ambitiøst mål om at vinde mindst ét af de fem monumenter, at køre i top 5 i to grand tours, at vinde den grønne trøje i Tour de France og at ende i top 6 på WorldTour-ranglisten.

Efter 12 måneder kan der gøres status, og det kan konkluderes, at ikke ét eneste af målene blev nået. Det er dog ikke kun holdets egen skyld. Leopold Königs grimme knæskade betød, at man reelt kun havde en grand tour-kaptajn i Rafal Majka, og da han styrtede i Touren og blev syg i Vueltaen, blev man frarøvet muligheden for at køre om topplaceringerne i de tre uger lange etapeløb. Sagan var ramt af - delvist selvforskyldt - uheld i Flandern Rundt og Paris-Roubaix, som betød, at det kun var i Milano-Sanremo, at han reelt havde en mulighed for at tage den forløsende monumentsejr, og her kunne han trods alt ikke have været tættere på. Hvorvidt Sagans diskvalifikation fra Tour de France var berettiget, har været et heftigt diskussionsemne, men faktum er det, at man trods to etapesejre slet ikke fik det udbytte i verdens største cykelløb, som man havde forventet.

Alligevel kan man ikke været voldsomt kritisk over for holdet. Sagan skrev historie ved at vinde et tredje verdensmesterskab og sikrede sig gennem hele året et hav af sejre på WorldTouren. Det lykkedes som sagt at vinde etaper i alle grand tours, Emanuel Buchmann fik et stort gennembrud med sin fremragende klatring i Dauphiné, man var tæt på at vinde et europamesterskab med Maciej Bodnar, Lukas Pöstlberger fik vist sig som en kommende klassikerstjerne, Sam Bennett fik endelig taget springet op i den absolutte sprinterelite og begyndte at vinde mere stabilt, og Rudiger Selig udviklede sig til verdens måske bedste lead-out man. I virkeligheden kan man vel argumentere for, at sæsonen havde været en stor succes, hvis ikke man havde Sagan på holdet.

Holdet satte imidlertid selv barren meget hold, og Sagan er simpelthen bare en stjerne, der skal levere ufatteligt meget for at leve op til forventningerne. Selv et verdensmesterskab kan ikke gøre det ud for nedturene i monumenterne og specielt i Touren, og da man samtidig skuffede i klassementssammenhæng ikke blot i grand tours, men i de fleste WorldTour-etapeløb, ender det overordnede regnskab i et lille minus.

Karakter: 5/10