Sæsonevaluering: Hvordan klarede FDJ sig?

I denne artikel kaster vi et blik på FDJs meritter i de seneste 10 måneder. Vær opmærksom på, at vi efter denne serie, hvor vi retter blikket bagud, vil følge op med en fremadrettet analyse af hvert af de 18 hold, hvor vi ser på udbyttet af deres transfersæson samt de forventninger, vi kan have til 2018-sæsonen.

Antal sejre: 27 (Arnaud Demare 10, Thibaut Pinot 4, Johan Le Bon 3, Ignatas Konovalovas 3, Arthur Vichot 2, David Gaudu 1, Marc Sarreau 1, Odd Christian Eiking 1, Davide Cimolai 1, Tobias Ludvigsson 1)

Sejre på WorldTouren: 5 (etapesejr til Arnaud Demare i Tour de France, etapesejr til Thibaut Pinot i Giro d’Italia, etapesejr til Arnaud Demare i Criterium du Duaphiné, etapesejr til Arnaud Demare i Paris-Nice, etapesejr til Davide Cimolai i Volta a Catalunya)

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Placering på WorldTour-ranglisten: Nr. 17 (nr. 11 i 2016)

Ryttere i top 100 på WorldTour-ranglisten: Thibaut Pinot (nr. 22), Arnaud Demare (nr. 29)

Ryttere i top 100 på verdensranglisten: Thibaut Pinot (nr. 14), Arnaud Demare (nr. 18), Arthur Vichot (nr. 91)

Hvordan klarede holdet sig i forårsklassikerne?

I år skulle det være. 2017 var udset som året, hvor Arnaud Demare efter en fremragende sæsonstart endelig skulle etablere sig som en reel kandidat til sejren i de store brostensløb. Den franske sprinter kom fornuftigt fra start, da han vandt feltets spurt i Kuurne-Bruxelles-Kuurne i et år, hvor det uheldigvis for franskmanden for en sjælden gangs skyld lykkedes at undgå en massespurt i den belgiske semiklassiker. Siden mislykkedes titelforsvaret i Milano-Sanremo, hvor en trio som bekendt forhindrede en spurtafgørelse, men igen kørte Demare en flot finale, der gav en godkendt sjetteplads.

Det store slag skulle imidlertid slås på brostenene, og her kom man dårligt fra start. De flamske klassikere endte som en mindre katastrofe for Demare, der ikke var i nærheden af noget som helst i hverken Dwars door Vlaanderen, E3, Gent-Wevelgem eller Flandern Rundt. I stedet var det Ignatas Konovalovas, der med en 18. plads i E3 hjemførte holdets bedste resultat i de svære WorldTour-løb, og havde det ikke været for Marc Sarreaus fine femteplads i massespurten i Scheldeprijs, havde man forladt Flandern helt uden et top 10-resultat.

Heldigvis fik Demare rettet op på det hele i det løb, der betyder mest for ham. I Paris-Roubaix sad han nemlig med blandt de allerbedste, inden han sluttede forårssæsonen af med at vinder forfølgergruppens spurt om sjettepladsen og dermed få et vigtigt selvtillidsboost forud for næste sæsons brostensklassikere.

I Ardennerne var holdets ambitioner mere beskedne, selvom man havde et håb om, at Arthur Vichot endelig kunne slå til i de løb, der på papiret passer ham så godt. Det lykkedes dog aldrig for den fransk mester, hvis bedste resultat blev en 14. plads i Amstel Gold Race, men det betød ikke, at man måtte tage tomhændet hjem. Tværtimod fik man håb om en stor fremtid, da unge David Gaudu kørte sig til en fremragende 9. plads i sit første Fleche Wallonne - og det endda efter at have angrebet på Mur de Huy. Da Rudy Molard samtidig tog sit livs bedste resultat med en 8. plads, endte man ganske overraskende som et af de bedste hold i midtugeklassikeren. Efterfølgende fulgte Molard resultatet op med en fin 17. plads i Liege-Bastogne-Liege, og derfor endte ardennersæsonen som den bedste i adskillige år for det franske mandskab, der sjældent har været langt fremme i de kuperede klassikere.

Hvordan klarede holdet sig i Giro d’Italia?

Normalt er Tour de France det helt store mål for FDJ, men i år kan man med nogen ret argumentere for, at det var Giroen, der var den vigtigste grand tour for det franske hold. Man havde nemlig udset sig det italienske løb som stedet, hvor Thibaut Pinot skulle genetablere troen på sig selv som grand tour-rytter, og man stillede derfor til start med et ambitiøst mål om en samlet podieplacering og med et hold fuldstændig dedikeret til kaptajnen, først og fremmest med de stærke bjerghjælpere Sebastien Reichenbach, Rudy Molard og Steve Morabito.

I sidste ende nåede Pinot akkurat ikke målet, da han måtte se sig henvist til den utaknemlige fjerdeplads efter en lidt skuffende afsluttende enkeltstart i Milano. Alligevel er det svært ikke at betegne løbet som en stor succes for holdet. Forskellen på en tredje- og en fjerdeplads er måske stor, når man om mange år ser tilbage på løbet, men for Pinot var det vigtigste, at han igen fik vist, at han er en mulig grand tour-rytter i fremtiden. Bare 37 sekunder adskilte ham fra en plads blandt de bedste 3, og da han endda blot var 1.17 fra førstepladsen, kunne Pinot rejse tilbage til Frankrig med fornyet tro på sig selv.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Når løbet var så stor en succes skyldes det også, at Pinot på løbets sidste bjergetape sikrede sig sit livs første etapesejr i den italienske grand tour. Det skete, da han viste sig som den hurtigste i en lille gruppe på fem ryttere, der havde bragt den senere vinder Tom Dumoulin i vanskeligheder i finalen. Også tidligere var Pinot flere gange tæt på, da han derudover sikrede sig en andenplads bag Quintana på Blockhaus-stigningen, to tredjepladser på bjergetaper og yderligere tre placeringer i top 6. Eneste malurt i bægeret var de skuffende præstationer på løbets to enkeltstarter, hvor Pinot ikke levede op til sin tidligere standard. Da hele holdet var dedikeret til Pinot, så man ikke meget til holdkammeraterne, men Reichenbach fik dog bekræftet sit store potentiale med en 8. plads på sidste bjergetape samt en samlet 15. plads, selvom han aldrig kørte sin egen chance.

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb forud for Touren?

Det kan godt være, at FDJ var relativt anonyme i sæsondebuten i Tour Down Under, men mandskabet kunne alligevel næppe have ønsket sig en bedre start. Sjældent har franskmændene lagt så stærkt ud, som de gjorde i 2017, hvor det allerede fra start blev klart, at de to kaptajner, Arnaud Demare og Thibaut Pinot, var på vej mod en stor sæson.

Det hele startede på magisk vis, da man vandt holdets allerførste europæiske løb. Arthur Vichot spurtede sig til sejr i en lille gruppe i den franske sæsonåbner, GP Marseillaise, og bare få dage senere havde man allerede tre sejre på listen, da Demare og hans nye, forstærkede tog fik en perfekt åbning med to spurtsejre i Etoile de Besseges. Mindre end 14 dage senere var det så Pinots tur til at vise sig fremme. Efter at Sebastien Reichenbach havde taget en overraskende tredjeplads på 1. etape af Ruta del Sol, satte kaptajn Pinot selveste Alberto Contador og Alejandro Valverde på plads på løbets kongeetape, hvor han sikrede sig årets første sejr. Desværre kunne han ikke fuldende arbejdet på enkeltstarten, hvor en fjerdeplads betød, at han faldt ned på tredjepladsen, men da Daniel Hoelgaard dagen efter spurtede sig til en andenplads, endte det spanske etapeløb alligevel som en stor succes. Samtidig fortsatte Vichot den store succes på hjemmebanen i Frankrig, da han med anden- og tredjepladser på de to etaper tog den samlede sejr i det korte etapeløb Tour du Haut-Var, mens Demare samtidig var tæt på årets tredje sejr på en sprinteretape i Algarve. Også Lorrenzo Manzin var tæt på en spurtsejr i Tour La Provence, hvor han sikrede sig en tredjeplads på 1. etape, inden Vichot afsluttede fantastiske februar med hhv. en 6. og en 2. plads i Classic Sud Ardeche og Drome Classic.

Den første alvorlige test kom imidlertid i Paris-Nice, der var det første store sæsonmål for franskmændene. Man stillede til start med et mål om etapesejre, og det blev nået allerede på første dag, hvor en ekstremt formstærk Demare efter en hård dag i sidevinden var eneste mand, der kunne følge Julian Alaphilippe på en lille bakke i finalen, og efterfølgende spurtbesejrede sin landsmand. Også på de to følgende etaper var franskmanden tæt på og fik dermed vist, at han var klar til klassikerne. Samtidig fortsatte Pinot den gode start i Italien, hvor han efter en dag i udbrud blev nummer 9 i sin debut i Strade Bianche, og siden fortsatte til Tirreno-Adriatico, hvor han sikrede sig årets anden podieplads i et stort etapeløb med en samlet tredjeplads, der var blevet grundlagt med en tredjeplads på det indledende holdløb og en andenplads bag en imponerende Peter Sagan på den knaldhårde 5. etape.

At holdet havde momentum blev til fulde bekræftet i Volta a Catalunya, hvor man stillede til start uden de store ambitioner. Allerede på 1. etape overraskede man ved at tage en spurtsejr med Davide Cimolai foran storfavoritten Nacer Bouhanni, og siden var Cimolai i løbets anden massespurt også tæt på, da han på 4. etape kun blev slået af Cofidis-stjernen. Det var imidlertid stortalentet David Gaudu, der for alvor trak overskrifter, da han imponerede stort på løbets kongeetape, hvor han var sidste mand, der måtte slippe Valverde, Contador, Froome og Marc Soler på den sidste stigning. Så gjorde det mindre, at han gik lidt død til sidst og endte på syvendepladsen. Holdet var endda tæt på at krone værket med endnu en etapesejr, da Vichot på de to hårde sidste etaper sikrede sig to tredjepladser. Efterfølgende tog Gaudu og Cimolai den gode form med hjem til Frankrig, hvor de blev nr. 4 og 5 i hhv. Route Adelie de Vitre og La Roue Tourangelle.

Molard varslede den senere flotte præstation i Fleche Wallonne ved at hente tre top 10-placinger i Baskerlandet, samtidig med at Vichot fortsatte med at imponere i Circuit de la Sarthe, hvor han blev nr. 2 på 1. etape, 3 på enkeltstarten, 6 på kongeetapen og 7 på sidste etape, hvilket var nok til en samlet andenplads. Man fortsatte de gode takter på hjemmebanen med en tredjeplads til en tilbagevendt Kevin Reza i Paris-Camembert, endnu en spurtsejr til Demare i GP de Denain og top 10-placeringer til Gaudu og Demare i hhv. Tour du Finistere og Tro-Bro Leon.

Samtidig tog Pinot hul på de sidste forberedelser til Giroen ved at imponere stort i Tour of the Alps, hvor det kun var en ustoppelig Geraint Thomas, der var stærkere end franskmanden. Pinot endte på podiet på fire af de fem etaper og i top 5 samtlige dage, og han kronede det hele med at vinde sidste etape i en spurt i en mindre gruppe - en konsistens, der blev belønnet med den samlede andenplads bag Thomas. Samtidig fortsatte unge Gaudu med at imponere på den anden side af grænsen i Schweiz, hvor han blev nr. 10 på kongeetapen i WorldTour-løbet Tour de Romandie.

Efter en lille pause startede Demare opbygningen frem mod Touren i 4 Dage ved Dunkerque, hvor han tog endnu en spurtsejr samt yderligere en podieplads, samtidig med at unge Marc Sarreau tog sin chance med en andenplads på 1. etape, hvor Demare var styrtet. Det var dog den loyale hjælper Ignatas Konovalovas, der for alvor stjal rampelyset med en overraskende sejr på løbets kongeetape, hvilket i sidste ende også gav en samlet fjerdeplads. Kort efter spurtede Lorrenzo Manzin sig til en podieplads i GP de la Somme, Vichot var tæt på en podieplads i GP Plumelec, inden de to talenter Odd Christian Eiking og Gaudu rundede en succesrig maj af med en imponerende dobbeltsejr i Boucles de l’Aulne.

Juni kunne ikke være startede bedre, da Johan Le Bon først vandt prologen og siden overraskende tog en solosejr på 1. etape af det lille Boucles de la Mayenne, hvor han også sluttede på en samlet andenplads bag fænomenet Mathieu van der Poel, og hvor Sarreau med en andenplads også var tæt på en spurtsejr. Det var dog Dauphiné, der var sommerens første store mål, og selvom Gaudu desværre blev syg og derfor fik ødelagt sit løb, endte det alligevel som en stor succes, da Demare sikrede sig årets anden WorldTour-sejr i en massespurt og med yderligere en anden- og en syvendeplads også vandt pointkonkurrencen. Også i Tour de Suisse var man tæt på en sejr, da Anthony Roux spurtede sig til en tredjeplads på 2. etape - et resultat, der svarer til det, Manzin opnåede i en spurt i det bjergrige Route du Sud. Første del af sæsonen sluttede fremragende, da Demare spurtsejrede i Halle-Ingooigem som opvarmning til sin anden sejr ved de franske mesterskaber, og også Konovalovas på enkeltstarten og i linjeløbet i Litauen og Tobias Ludvigsson på den svenske enkeltstart sikrede nationale mesterskabstrikoter til det franske hold, der således kunne se tilbage på hele 21 sejre, da man rettede blikket mod Tour de France.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour of the Alps

Hvordan klarede holdet sig i Tour de France?

For første gang siden 2011 stillede FDJ til start i årets største løb helt uden klassementsambitioner. Ganske vist havde man begge kaptajner, Thibaut Pinot og Arnaud Demare, til start, men efter en hård Giro havde Pinot helt andre mål. Håbet var, at han efter en stille start kunne finde formen undervejs og i de to sidste uger gå efter en etapesejr og en bjergtrøje. Pinot var med andre ord holdets wildcard, mens det øvrige hold var bygget op om en meget formstærk Demare, der kom med hele sit tog og et frisk fransk mesterskab i bagagen.

Den strategi gav med det samme resultat. Efter en andenplads i den første massespurt og en nærmest chokerende sjetteplads på den knaldhårde tredje etape havde Demare allerede vist, at han var i storform, og den bar ham på den kontroversielle fjerde etape, hvor Sagan som bekendt blev diskvalificeret, til karrierens første etapesejr. Dermed fuldendte han sit hattrick og sikrede sig etapesejre i alle de tre store franske etapeløb, fik lynhurtigt reddet FDJs Tour og samtidig skrevet sig ind som en af de store favoritter til at vinde den grønne trøje i Sagans fravær. Den position blev kun styrket, da han to dage senere spurtede sig til en andenplads, og det så ud til, at FDJ var på vej mod en mindeværdig Tour.

Derefter gik alt imidlertid galt. Demare blev syg, og efter akkurat at have reddet sig igennem 8. etape faldt han for tidsgrænsen dagen efter på den brutale etape til Chambery. Hvad værre var, at FDJ havde gamblet stort ved at lade Jacopo Guarnieri, Ignatas Konovalovas og Mickael Delage blive ved kaptajnen, og derfor var med ét reduceret til bare fem mand. Bedre blev det bestemt ikke af, at det allerede på det tidspunkt var klart, at Pinot slet ikke var i form, og selvom han viste sin høje klasse ved at sikre sig en 9. plads på den hårde 15. etape, var det et løb til glemmebogen for holdets stjerne, der bare to dage efter forlod løbet og efterlod holdet med bare tre mand, efter at en skade også havde tvunget Vichot ud af løbet. Derfor endte den anden halvdel som lidt af en katastrofe for det franske mandskab, der kun viste sig frem med to top 10-placeringer i massespurter ved Davide Cimolai, der havde overtaget rolle som sprinter efter Demare. Derfor endte det som et løb i to vidt forskellige halvdele: en meget succesrig åbning, der gav holdet en stor etapesejr, og en nærmest katastrofal afslutning, hvor man alene agerede statister.

Hvordan klarede holdet sig i Vuelta a Espana?

Efter to grand tours var Thibaut Pinot naturligvis ikke klar på endnu et tre uger langt etapeløb, og da også Arnaud Demare var træt efter en meget krævende forårssæson, havde holdet allerede forud for sæsonen besluttet, at Vueltaen skulle være Sebastien Reichenbachs chance for at vise sit værd som klassementsrytter. Desværre blev den schweiziske klatrer syg i perioden op til løbet, og derfor kom han aldrig til start. Resultatet blev, at man stillede til start med et B-hold hovedsageligt bestående af unge ryttere uden en klar kaptajn. Håbet var, at Daniel Hoelgaard og Lorrenzo Manzin kunne vise sig frem i spurterne, at Odd Christian Eiking eller Anthony Roux kunne vise sig frem i det mellemhårde terræn, og at Tobias Ludvigsson kunne køre en god enkeltstart.

Resultatet blev også derefter. FDJ kørte en meget anonym Vuelta, hvor det vel var de færreste, der bemærkede, at de overhovedet var til start. Løbet var præget af sin mangel på massespurter, og derfor var det absolut godkendt, at Manzin i de to eneste rene spurter først blev nr. 7 og siden nr. 2 i den store finale i Madrid - hvor man med Hoelgaard i øvrigt fik to mand i top 10. Resten af løbet var præget af offensiv kørsel, og det lykkedes Jeremy Maison, Arnaud Courteille (to gange) og Roux alle at komme i top 10 på udbrudsetaper. Derudover leverede Ludvigsson en fin enkeltstart, der gav en sjetteplads, men årets Vueltae blev hovedsageligt én til glemmebogen for FDJ, hvis primære udbytte var, at de unge ryttere fik høstet værdifuld erfaring.

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb efter Touren?

Efter en fantastisk første del af sæsonen, der frem til afslutningen på Touren havde budt på hele 22 sejre, herunder to i grand tours, samt stor succes for begge kaptajner, Thibaut Pinot og Arnaud Demare, var der allerede fra start lagt op til et betydeligt mere stille efterår. Pinot var voldsomt træt efter to grand tours og overvejede længe at ende sin sæson efter Tour de l’Ain i første halvdel af august, og Demare gjorde det med det samme klart, at han planlagde at starte sin ferie tidligt, og at han under ingen omstændigheder kunne mobilisere kræfter til at satse på et VM, der ellers burde passe ham. Da holdets tredje kaptajn, Vichot, samtidig døjede med en skade efter Touren, var det klart, at det hovedsageligt var op til holdets unge ryttere at gribe chancen i anden halvdel af sæsonen.

Det var der straks én af dem, der gjorde, da Odd Christian Eiking med en tredjeplads på kongeetapen i Tour de Wallonie var meget tæt på karrierens anden sejr, og da Anthony Roux viste god efterårsform med en syvendeplads i det knaldhårde Clasica San Sebastian, og Johan Le Bon også var tæt på endnu en sejr med en andenplads i La Poly Normande, startede man egentlig fint ud. Efter at Eiking havde videreført det gode momentum med en lovende start i Polen Rundt, hvor han dog tabte pusten på de afgørende etaper, og Lorrenzo Manzin havde spurtet sig til en sjetteplads i samme løb, fortsatte opturen med det, der skulle vise sig at være et af højdepunkterne efter Touren. Det kom i det bjergrige Tour de l’Ain, hvor Pinot skulle teste benene og finde ud af, om der var mere tilbage i ham inden ferien. Det var der i den grad, idet han og stortalentet David Gaudu kørte feltet agterud på løbets kongeetape, hvor Gaudu tog sin første professionelle sejr og Pinot overtog førertrøjen. Dagen efter blev Pinot kun akkurat slået i spurten i en lille gruppe efter et stort soloridt, og han og Gaudu gav derfor også en dobbeltsejr i det overordnede regnskab - en præstation, der fik Pinot til at gøre de italienske efterårsklassikere til et stort mål.

Mens Pinot forberedte sig på de sidste løb i sæsonen, prøvede Demare at presse det sidste ud af de trætte ben. Efter en skuffende præstation i BinckBank Tour lykkedes det ham på mirakuløs vis at blive nummer 2 bag Elia Viviani i WorldTour-løbet i Hamburg, selvom han indrømmede, at han var langt fra sin bedste form. Bare et par uger senere tog han holdets sidste sejr i 2017, da han sejrede i Brussels Cycling Classic, inden han kørte cyklen i garagen efter de canadiske klassikere.

Demares begrænsede løbsprogram gav muligheder for talentet Marc Sarreay, der var hurtig til at slå til. Efter en fjerdeplads på første etape tog han sæsonens første sejr foran en ekstremt formstærk Viviani på sidste etape i Tour du Poitou-Charentes - et løb, hvor den unge stagiaire Bruno Armirail imponerede med en samlet top 10-placering - og få uger efter var han tæt på et endnu større resultat, da kun Nacer Bouhanni var hurtigere i GP de Fourmies. Han fortsatte de gode takter helt frem til årets slutning, hvor han spurtede sig til en 9. plads i GP d’Isbergues og kun måtte se sig slået af Rudy Barbier i Paris-Bourges. I samme periode sikrede Hoelgaard sig en sjælden top 10-placering i Tour de Vendee.

Læs også

Blev toer i løbsdebut: Fransk stortalent løfter sløret for taktikken

Efter en stille periode i det meste af september var det op til Pinot og Gaudu og vise farverne frem i de italienske klassikere. Starten var ikke lovende, da han kun blev nr. 8 i Giro dell’Emilia, men bare få dage senere skrev han sig ind som én af favoritterne til Il Lombardia, da han blev nr. 2 bag Alexandre Geniez i Tre Valli Varesine, hvor han trods den ellers alt for lette finale sammen med Nibali var løbets stærkeste rytter. I Milano-Torino lod han Gaudu køre sin chance, og det lugtede længe af en podieplads til det unge talent, der dog til sidst måtte tage til takke med en femteplads, mens Pinot rullede over stregen som nr. 8. Det helt store mål var dog Il Lombardia, hvor Pinot var meget tæt på karrierens største endagsresultat som sidste mand måtte slippe den uimodståelige Nibali. Til sidst blev han hentet af en gruppe, og det betød, at han måtte tage til takke med en femteplads efter en præstation, der dog fik understreget hans potentiale i de sværeste klassikere.

Den endelige dom

En 17. plads på WorldTouren er ikke imponerende, men det er vanskeligt alligevel ikke at beskrive FDJs sæson som en dundrende succes. Man skal tage i betragtning, at holdet er et af WorldTourens mindste og er dybt afhængige af Arnaud Demare og Thibaut Pinot, holdets to eneste reelle stjerner. Begge havde en af karrierens hidtil bedste sæsoner, holdet sikrede sig 27 sejre, man nåede stort set alle de mål, man havde sat sig fra sæsonstart, og man endte med to grand tour-etapesejre. Det kunne med andre ord ikke være endt meget bedre.

Mest overraskende var Demares succes. Franskmanden lignede lidt et spildt talent efter et par mindre gode år, men det fik han for alvor ændret med en yderst succesfuld sæson. Med klinisk præcision indså manager Marc Madiot, at Demares manglende resultater skyldtes en elendig positioneringsevne, og med en målrettet transferstrategi fik han opbygget et af WorldTourens bedste tog, der leverede kaptajnen til hele 10 sejre, herunder sejre i alle de tre store etapeløb, hvoraf Touren naturligvis står som et højdepunkt. Dertil kommer, at han med sjettepladsen i Paris-Roubaix fik vist sit store potentiale på brostenene og fik tanket den selvtillid, der gør det realistisk at håbe på endnu mere i 2018.

Pinot nåede måske ikke sit mål om en podieplads i Giroen, men med en fjerdeplads var det kun marginaler, der skilte ham fra den erklærede ambition. At han tillige vandt en etape og kørte på podiet i alle sine forberedelsesløb, hvor han undervejs endda vandt to bjergetaper i skrapt selskab, og sluttede sæsonen med stor succes i de italienske klassikere og en samlet sejr i Tour de l’Ain betyder, at 2017 var hans bedste år siden succesen i 2014. Det var i den grad i år, at de to kaptajner kom tilbage på sporet. Da Arthur Vichot samtidig undervejs fik vist, at han er næsten en garanti for sejre i svære løb, når hans skrøbelige helbred endelig tillader det, David Gaudu fik åbenbaret, at han er et talent nærmest uden begrænsninger på de sværeste stigninger, og Marc Sarreau fik tanket selvtillid, der gør ham til en endnu mere lovende sprinter i fremtiden, kan Madiot næppe være andet end stort tilfreds med en af FDJs bedste sæsoner i mange år.

Karakter: 8/10