Sæsonevaluering: Hvordan klarede Katusha-Alpecin sig?
02. november 2017 12:00 af Emil AxelgaardFoto: Roth Foto

Med Tim Wellens’ flotte sejr i Tour of Guangxi blev en stor 2017-sæson, der indledtes med Richie Portes suveræne soloshow i Tour Down Under helt tilbage i januar, lagt i graven, og det er tid til at gøre status. Hvem levede op til forventningerne? Hvem overraskede positivt? Og hvem håber, at 2017 hurtigt muligt går i glemmebogen og ser allerede nu frem mod at tage revanche i 2018? I den kommende tid vil Feltet.dks cykelekspert Emil Axelgaard evaluere hvert af de 18 WorldTour-hold og give dem en karakter for deres præstationer på landevejene i den forgangne sæson.

I denne artikel kaster vi et blik på Katusha-Alpecins meritter i de seneste 10 måneder. Vær opmærksom på, at vi efter denne serie, hvor vi retter blikket bagud, vil følge op med en fremadrettet analyse af hvert af de 18 hold, hvor vi ser på udbyttet af deres transfersæson samt de forventninger, vi kan have til 2018-sæsonen.

 

Antal sejre: 17 (Alexander Kristoff 9, Simon Spilak 2, Tony Martin 2, Jose Goncalves 2, Ilnur Zakarin 1, Maurits Lammertink 1)

 

Sejre på WorldTouren: 4 (samlet sejr og en etapesejr i Tour de Suisse med Simon Spilak, sejr i Rund um den Finanzplatz med Alexander Kristoff, sejr i Prudential RideLondon Classic med Alexander Kristoff)

 

Placering på WorldTour-ranglisten: Nr. 11 (nr. 6 i 2016)

 

Ryttere i top 100 på WorldTour-ranglisten: Alexander Kristoff (nr. 14), Ilnur Zakarin (nr. 15), Simon Spilak (nr. 54)

 

Ryttere i top 100 på verdensranglisten: Alexander Kristoff (nr. 4), Ilnur Zakarin (nr. 22), Simon Spilak (nr. 68)

 

Hvordan klarede holdet sig i forårsklassikerne?

Efter en skuffende 2016-sæson havde man store planer om, at Alexander Kristoff skulle genfinde sit 2015-niveau og igen køre med om sejrene i Milano-Sanremo og de fleste af brostensklassikerne, og denne gang havde han man endda styrket truppen ved at given ham en medkaptajn i Tony Martin, der for anden gang i karrieren havde gjort brostensløbene til et stort mål. Til gengæld havde holdet efter Joaquim Rodriguez’ karrierestop slet ikke samme forventninger til de kuperede klassikere som tidligere, og her håbede man primært, at Maurits Lammerink kunne fortsætte de fine takter i Amstel Gold Race, mens man havde skruet kraftigt ned for ambitionerne i de hårdere løb i Ardennerne.

 

Kristoff valgte i år at skippe åbningsweekenden, og derfor var det godkendt, at man med en relativt beskeden trup kom fra de første klassikerslag med en 10. plads til Baptiste Planckaert i Kuurne-Bruxelles-Kuurne. Det første alvorlige slag kom i Sanremo, hvor det endte i stor frustration. Kristoff viste sig nemlig for anden gang i karrieren at være feltets hurtigste sprinter, da han sejrede i spurten på Via Roma, men desværre var tre mand kørt væk i finalen, og det blev derfor kun til en fjerdeplads.

 

Nordmanden havde imidlertid vist god form, som han tog med sig til Belgien. Han lod Planckaert føre holdet an med en 18. plads i Dwars door Vlaanderen, men fik desværre en katastrofestart, da han selv gjorde debut på brostenene. I E3 lykkedes det ikke Kristoff at sidde med de bedste, og han endte som en skuffende nr. 27. Han sad end ikke med i den første større gruppe, der spurtede om 5. pladsen, hvor kun Martin repræsenterede holdet. Bedre blev det ikke i Gent-Wevelgem, hvor Martin styrtede og Kristoff havde defekt, og derfor stod man helt uden resultater på brostenene, da man kom til de to vigtigste løb, Flandern Rundt og Paris-Roubaix.

 

Heldigvis havde Kristoff fundet benene i tide. Han kunne ganske vist ikke køre med de bedste, som da han vandt for to år siden, men han sad med de fleste favoritter i den gruppe, der spurtede om femtepladsen. Her var som i Sanremo igen hurtigste mand, og derfor var der trods den fine femteplads nogen ærgrelse at spore i Katausha-lejren. Han skippede efterfølgende Scheldeprijs, hvor holdet ikke fik et resultat, og desværre blev han atter ramt af uheld i Paris-Roubaix, hvor Nils Politt som nr. 27 blev holdets bedste mand. Første del af sæsonen endte derfor med to top 5-placeringer i to af monumenterne, men alt for få resultater i det, der var den vigtigste del af klassikerperioden.

 

Som sagt havde man ikke de store forventninger til Ardennerne, og det kan i den grad aflæses af resultaterne. Lammertink var slet ikke så stærk som tidligere i Amstel Gold Race, hvor han kun blev nr. 26, og helt som ventet var Mur de Huy for stejl for hollænderen, der måtte nøjes med en placering som nr. 25 i Fleche Wallonne. Fiaskoen fuldendtes med Lammerinks 44. plads i Liege, og derfor endte man de kuperede klassikere helt uden skyggen af et resultat.

 

Hvordan klarede holdet sig i Giro d’Italia?

Efter en temmelig skidt start på året håbede holdet på revanche i Giro d’Italia, hvor holdet var bygget fuldstændig op om Ilnur Zakarin, der var på jagt efter revanche efter sit grimme styrt i 2016 og havde sat næsen op efter en podieplads. Hele holdet var dedikeret til kaptajnen, og man stillede til start uden sprinter og med en stribe klatrere, der alene havde til opgave af assistere Zakarin så langt som muligt på bjergetaperne.

 

Starten var ikke lovende, da en punktering i finalen på en af de første sprinteretaper betød, at Zakarin mistede et par sekunder, men han vandt allerede flere af dem tilbage på løbets første bjergetape til toppen af Etna. Her var han nemlig den eneste af forhåndsfavoritterne, der kunne gøre en forskel i modvinden, og med et smart angreb kørte han sig til en andenplads bag etapevinderen Jan Polanc, der var eneste overlevende fra det tidlige udbrud. Herefter krøb han i skjul og ventede frem til løbets anden bjergetape til Blockhaus på niendedagen, men her gik det ikke som håbet. En skuffende ottendeplads betød, at han gik ind til første hviledag som nr. 7, hele 1.58 fra den ønskede podieplads.

 

I den anden uge gav man Viacheslav Kuznetsov lov til at spurte lidt, og han sikrede sig en 10. plads på 13. etape, inden Zakarin igen skulle i aktion på Oropa-stigningen på 14. etape. Her viste han, at hans form var opadgående, da han kun måtte se sig slået af Tom Dumoulin og sikrede sig sin anden andenplads i løbet. Dagen efter spurtede han sig til en 9. plads på en mellemetape, og han nåede derfor frem til anden hviledag som nr. 5 samlet, nu 1.03 fra en podieplads.

 

Zakarin fandt for alvor formen i den tredje uge, hvor han måske var løbets bedste klatrer. Desværre havde han som altid problemer på en nedkørsel på løbets kongeetape, hvor han derfor kun blev nr. 5, men to dage senere lykkedes det ham at udnytte det taktiske spil til at stikke af på løbets tredjesidste bjergetape, tage en sjetteplads og nærme sig podiet. Dagen efter gentog han strategien og vandt yderligere tid på folk som Nibali, Dumoulin og Quintana, inden han på løbets sidste bjergetape tog sin tredje andenplads i løbet, denne gang efter at være blevet slået af Pinot, da fem mand spurtede om sejren. Han gik derfor ind til den sidste enkeltstart med podiet inden for rækkevidde, men han var ikke i stand til at vinde den nødvendige tid og måtte tage til takke med den samlede femteplads. Zakarin fik dog bekræftet, at han er at regne som en stor kandidat til sejren i fremtidige grand tours.

 

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb forud for Touren?

Det, der skulle vise sig at blive en svær første del af sæsonen, kom egentlig godt fra start for Katusha, idet unge Jhonatan Restrepo overraskede ved at score WorldTour-point med en samlet 10. plads i Tour Down Under, hvor nyindkøbet Baptiste Planckaert også fik vist sig frem med sine første tre top 10-placeringer i massespurter. Restrepo var i det hele taget flyvende i sæsonindledningen, idet han scorede endnu flere WorldTour-point med en 4. plads i Cadel Evans Great Ocean Road Race, inden han kørte på podiet med en andenplads i Vuelta a Murcia, hvor Planckaert også blev nummer 5 - en plads bedre, end han opnåede dagen efter i Clasica de Almeria. Det var imidlertid Tony Martin, der sikrede sig holdets første sejr, da han vandt sit allerførste linjeløb for holdet med et overraskelsesangreb på 2. etape af Volta a la Comunitat Valenciana. Også Viacheslav Kuznetsov viste sig med to top 10-placeringer i massespurterne frem i løbet.

 

Holdets største stjerne, Alexander Kristoff, indledte sin sæson i Etoile de Besseges, hvor han på løbets tre sprinteretaper to gange fik slået af Arnaud Demare, men også fik sin første sejr. Mere overraskende var det, at Mads Würtz Schmidt fik en regulær drømmedebut, da han efter en andenplads på kongeetapen og en fjerdeplads på enkeltstarten, tog en samlet tredjeplads. Holdet havde i det hele taget stor succes, da Nil Politt også var i top 10 på begge de to nøgleetaper og sluttede som nr. 3, tre pladser bedre end holdkammeraten Reto Hollenstein.

 

Fra Frankrig fortsatte Kristoff til Tour of Oman, hvor han for alvor fik gang i sin sæson. Nordmanden vandt begge løbets sprinteretaper og tog endda en tredje sejr på den svære 4. etape, der i tidligere år har været for hård for den store nordmand. I samme periode gik Martin efter sin første sejr i sin paradedisciplin, men i Algarve blev han på enkeltstarten slået med fire sekunder af Jonathan Castroviejo i et løb, hvor Planckaert fortsatte sin stabile sæsonstart med en sjetteplads i en spurt.

 

Holdets klassementsrytter, Ilnur Zakarin, havde udpeget Abu Dhabi Tour som sit første mål, og det gik over al forventning. Russeren var vel løbets stærkeste på kongeetapen, men da han ikke kunne komme af med Rui Costa, måtte han tage til takke med en andenplads på både etapen og i den samlede stilling. I samme løb fik Rick Zabel sin første chance for at spurte for holdet, men det gav kun en enkelt placering i top 10.

 

Med både Zakarin og Kristoff havde holdet samlet det helt tunge skyts til Paris-Nice, der desværre endte som en lidt frustrerende oplevelse, specielt for Kristoff. På den vindblæste 1. etape vandt han feltets spurt, men da Demare og Alaphilippe var stukket af på den sidste bakke, blev det kun til en tredjeplads, fem pladser bedre end holdkammeraten Marco Haller. I de følgende spurter blev det til en 9. og en 2. plads og dermed ikke en sejr til nordmanden. Bedre gik det for Zakarin, der blev nr. 5 på enkeltstarten og hhv. nr. 9 og 8 på løbets to sværeste etaper, og det rakte til en 6. plads og dermed flere WorldTour-point. Mindre succes havde man i det sideløbende Tirreno-Adriatico, hvor Simon Spilak ellers kørte godt. Sloveneren blev nr. 5 på kongeetapen og nr. 10 på løbets næstsværeste etape, men et dårligt holdløb kostede hans chancer i klassementet. Samtidig viste Zabel sig frem med en sjetteplads på en af løbets sprinteretaper.

 

Holdet satte kursen mod de belgiske brostensklassikere, hvor Planckaert med en fjerdeplads i Handzame Classic udnyttede en sjælden chance midt i de største løb. Senere oplevede Kristoff den vanlige succes i et af sine favoritløb, 3 Dage ved Panne. Efter en 7. plads på den indledende kongeetape sejrede han på 2. etape, inden han på sidstedagen med en andenplads på morgenens sprinteretape og en 8. plads på enkeltstarten sikrede sig en samlet tredjeplads og endnu en pointtrøje i det belgiske løb.

 

Zakarin fortsatte fra Paris-Nice til Volta a Catalunya, hvor han lagde stærkt ud med en femteplads på den første bjergetape, inden et styrt tvang ham til at udgå to dage senere. Lidt bedre gik det for Spilak i det andet store spanske etapeløb, Vuelta al Pais Vasco. Sloveneren kørte ganske vist et anonymt løb, men en tiendeplads var alligevel et brugbart udkomme af en begivenhed, hvor også Restrepo spurtede sig til en fjerdeplads. Senere tog Zakarin igen over i Tour de Romandie, der var sidste forberedelse til Giroen, men her var en 10. plads på enkeltstarten ikke nok til at sikre sig en samlet top 10-placering, da kongeetapen var for nem til at gøre en forskel for den ellers stærke russer. Kuznetsov spurtede sig også til en top 10-placering.

 

Kristoff var tilbage i aktion efter klassikerne i Rund um den Finanzplatz, hvor han endelig fik sin første WorldTour-sejr efter et fabelagtigt lead-out fra Zabel, der gav en 1-2 til det schweiziske mandskab. Også Lammertink var på jagt efter revanche efter skuffelsen i klassikerne, og den fik han med en sjetteplads både på kongeetapen og i den samlede stilling i Tour de Yorkshire, hvor Planckaert også spurtede sig til en 9. plads.

 

Kristoff fortsatte sin opbygning til Touren i Californien, hvor han efter en skidt start oplevede en ydmygelse i den hårde spurt på 3. etape, hvor han var ude af stand til at passere sin lead-out man Zabel, der blev nr. 2, to pladser foran nordmanden, for hvem en niendeplads var det eneste andet brugbare resultat. Politt kørte derudover i top 10 på enkeltstarten, og Restrepo var i top 10 på den sidste svære etape, men det amerikanske løb var en skuffelse for holdet.

 

Meget bedre gik det i Belgium Tour, hvor Martin gik målrettet efter sejren. Efter en ottendeplads på 2. etape og andenplads på enkeltstarten så det lovende ud for tyskeren, men man gamblede på løbets kongeetape ved at lade et udbrud med Lammertink køre hjem. Det var en klog beslutning i den forstand, at hollænderen tog sin første sejr for mandskabet, mens Martin blev nr. 9, men det kostede til gengæld Martin den samlede sejr, idet han måtte nøjes med en samlet tredjeplads, tre pladser bedre end Lammertink. Også Planckaert spurtede sig til en top 10 på første etape.

 

Kristoff jagtede oprejsning i Criterium du Dauphiné, men det endte som en nedtur for nordmanden, der kun kunne spurte sig til en anden- og en sjetteplads på løbets sprinteretaper, hvor han ellers var en af de store favoritter. Også Martin fortsat serien af andenpladser på løbets enkeltstart. Endnu en andenplads fik man i Rund um Köln, hvor Mads Würtz greb en personlig chance og var meget tæt på sin første sejr for holdet. Samtidig spurtede Planckaert sig til ENDNU en top 10 i GP Kanton Aargau.

 

Hvis man ser bort fra Zakarins fine præstationer i Giroen, var det vel Tour de Suisse, der var højdepunktet i første del af sæsonen. Det skyldtes en fabelagtig Spilak, der endelig havde fundet formen. Efter en 4. og en 5. plads på de to første bjergetaper, knuste han og holdkammeraten Rein Taaramae, der ellers havde haft en katastrofesæson, rivalerne på løbets kongeetape, hvor Spilak kørte sig til en suveræn solosejr efter flot forarbejde fra esteren, der blev nr. 7. Med en 5. plads på den afsluttende enkeltstart hav det den anden samlede sejr i løbet til Spilak.

 

I det hele taget var det en fantastisk tid for holdet, idet Jose Goncalves, der ellers var kommet skidt fra start for holdet, vandt kongeetapen i Ster Zlm Toer, hvilket var nok til den samlede sejr. I samme løb viste Würtz med to top 19-placeringer sprinterbenene frem. Holdet sluttede herefter første del af sæsonen af ved de nationale mesterskaber, hvor Martin som forventet vandt den tyske enkeltstart, hvor man også havde Politt på podiet, mens Zakarin og Maxim Belkov sikrede en dobbeltsejr i tidskørslen i Rusland. I landevejsløbene blev Sven Erik Bystrøm nr 2 i Norge, Taaramae nr. 3 i Estland, Politt nr. 4 i Tyskland, Goncalves nr. 4 i Portugal og Belkov nr. 6 i Rusland, men den store sejr udelbelv.

 

Hvordan klarede holdet sig i Tour de France?

Da Ilnur Zakarin satsede på Giroen og Vueltaen, handlede det om etapesejre med Alexander Kristoff i Tour de France, hvor hovedparten af holdet var bygget op om nordmanden. Derudover håbede man på succes med Tony Martin på de to enkeltstarter, og at man kunne køre offensivt i bjergene med Robert Kiserlovski, Maurits Lammertink og Tiago Machado.

 

Intet fungerede imidlertid for holdet igennem en Tour, der mest af alt hører til i glemmebogen. Martin havde gjort den indledende enkeltstart i Düsseldorf til sæsonens helt store mål, men måtte nøjes med en yderst skuffende fjerdeplads. Kristoff kom egentlig fint fra start med en andenplads på 4. etape, men derudover måtte han nøjes med to fjerdepladser i den første uge. I den anden uge fik han en femteplads, inden han missede en stor chance, da han missede ud i sidevinden, da feltet splittedes i den tredje uge. Bedre blev det ikke af, at han styrtede slemt mod slutningen af løbet, og derfor må man tage hatten af for nordmanden over, at han trods alt spurtede sig til en femteplads i Paris. Derudover kørte Martin sig til endnu en fjerdeplads på den sidste enkeltstart, mens holdet til gengæld aldrig var i nærheden af noget som helst på de hårde etaper. Derfor endte løbet som en skuffelse.

 

Hvordan klarede holdet sig i Vuelta a Espana?

Efter nedturen i Touren var der lagt op til revanche i Vueltaen, hvor man igen kom med et hold, der var bygget fuldstændig op om Ilnur Zakarin, som havde store ambitioner om endelig at ende på podiet i en grand tour. Han kom imidlertid skidt fra start med en 10. plads på det indledende holdløb og et overraskende tidstab på bjergetapen til Andorra. Derfor var det en kærkommen oprejsning, at Marco Haller viste overraskende god form i uvant terræn med en sjetteplads fra et udbrud på den hårde 5. etape, hbor man også havde unge Matvey Mamykin i top 10. Alberto Losada var næste mand til at forsøge sig i et udbrud, og det gav en 9. plads på 8. etape.

 

Som i Giroen fandt Zakarin langsomt benene, og allerede på Cumbre del Sol-stigningen på 9. etape viste han fremgang med en femteplads, der sendte ham op på en 10. plads på første hviledag. Dernæst fortsatte han opturen, da man ramte de høje bjerge i den anden uge. Først blev han nr. 7 på den vindblæste Calar Alto-stigning. Dernæst var han sammen med Kelderman den eneste, der kunne følge Froome og Nibali på La Pandera, inden han sluttede ugen af med en andenplads på Sierra Nevada-etapen, hvor kun Miguel Angel Lopez var stærkere. Dermed lå han pludselig på den eftertragtede tredjeplads på anden hviledag.

 

Zakarin startede den tredje uge med at køre sin bedste enkeltstart i flere år, da han blev nr. 4 på den flade rute i Logrono, inden han kørte sig til en flot femteplads på den brutale Los Machucos-stigning. På den store Angliru-etape skulle han så sætte sit angreb på podiet ind, da han skulle vinde den nødvendige tid på Kelderman. Det lykkedes med en flot fjerdeplads, og dermed kunne han med en tredjeplads bestige podiet i Madrid og dermed fuldende en meget succesfuld Vuelta for Katusha.

 

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb efter Touren?

Efter skuffelsen i Touren forsøgte man at komme i gang igen i Tour de Wallonie, hvor Michael Mørkøv ved en andenplads på 2. etape var meget tæt på en sejr. Også Viacheslav Kuznetsov var med en syvendeplads på 1. etape som altid med fremme i det belgiske løb. Det var imidlertid Kristoff, der fik genskabt momentum for det schweiziske hold, da han ramte en gylden form i august. Først tog han årets anden WorldTour-sejr med en fornem spurt i RideLondon Classic, og dernæst blev han europamester i Herning efter en knivskarp duel med Elia Viviani. Desværre fik Viviani siden sin revanche i de næste WorldTour-klassikere, da Kristoff måtte tage til takke med en fjerdeplads i italienerens sejr i EuroEyes Cyclassics, inden han blev nr. 2 bag Sky-sprinteren i Bretagne Classic. Midt i det hele var han til start på hjemmebanen i Arctic Race of Norway, hvor han efter en 7. plads på 1. etape vandt løbets eneste massespurt dagen efter. Desværre kunne den tidligere vinder Rein Taaramae ikke helt leve op til forhåbningerne på kongeetapen, hvor han blev nr. 7, inden Kristoff med en 7. plads på sidste etape sikrede sig en samlet fjerdeplads. Sven Erik Bystrøm fik i øvrigt sin egen chance på sidstedagen, hvor han blev nr. 3.

 

Zakarin, der siden skulle køre så flot en Vuelta viste nogenlunde form i Tour de Pologne, hvor han blev nr. 6 på 6. etape, men ellers skuffede holdet stort i det polske løb. Bedre var det bestemt ikke i BinckBank Tour, hvor en sjetteplads i Rick Zabel i en spurt og en overraskende 8. plads til Nils Politt på kongeetapen var de eneste brugbare resultater. Kort efter tog Simon Spilak en flot andenplads i bjergløbet Pro Ötztaler 5500, men ellers var det i denne periode kun, når Kristoff var til start, at man var i stand til at køre med om sejren.

 

Derfor var det også velkomment, at Kristoff var tilbage i aktion i Tour of Britain, hvor han viste en nærmest uhørt stabilitet. Kun på løbets enkeltstart var han ikke i top 10, og det blev i alt til tre tredjepladser, tre fjerdepladser og en femteplads samt en sejr i pointkonkurrencen. Også Mads Würtz kørte en overraskende femteplads hjem i en spurt, mens Tony Martin var manden til klassementet. Desværre betød en skuffende sjetteplads på enkeltstarten, at det ikke blev til mere end en 8. plads.

 

Den gode form, han havde vist i England, gjorde Kristoff til en af favoritterne til VM, hvor han var millimeter fra at vinde guldet på hjemmebanen i Bergen. Desværre måtte han akkurat se sig slået af Peter Sagan, mens Tony Martin ikke var i stand til at forsvare sin titel på den kuperede enkeltstart. Siden endte Kristoff sin tid hos Katusha med at spurte sig en 7. plads i Sparkassen Münsterland Giro, efter at Baptiste Planckaert efter en svær tid sluttede året godt af med en 6. og en 9. plads i de to løb i Eurometropole-serien i Belgien. Dernæst greb Rick Zabel sin mulighed sidst på året med en 9. plads i Paris-Bourges og to top 10-placeringer i årets sidste løb, Tour of Guangxi, hvor Taaramae med en 8. plads på kongeetapen og en samlet 9. plads endelig fik vist sig lidt frem i en ellers dybt skuffende sæson for esteren.

 

Den endelige dom

Allerede fra starten af året var det klart, at det ville blive en svær sæson for det tidligere storhold, der ikke havde fundet en passende erstatning for Joaquim Rodriguez og så ud til at være skræmmende afhængige af Alexander Kristoff og Ilnur Zakarin. Det viste sig imidlertid at blive tilfældet i et omfang, der må have været dybt bekymrende for holdledelsen, idet det stort set kun var de to kaptajner, der kunne vise holdet frem i de største løb.

 

Heldigvis havde de to kaptajner hhv. en fornuftig og en god sæson. Kristoff havde ganske vist ikke den bedste tid under klassikerne og løb ind i en krise fra maj og frem til slutningen af Touren, men hans efterår reddede i høj grad året. Han endte trods alt med to sejre i endagsløb på WorldTouren, to top 5-placeringer i monumenter, et europamesterskab og en sølvmedalje ved VM. I alt blev det til 9 sejre, og hans fjerdeplads på verdensranglisten viser, at han var med fremme hver eneste gang, han var til start i år. Barren er sat så højt, at mange anser det som en skuffelse, men Kristoffs sæson var altså temmelig flot.

 

Bedre var det for Zakarin, der med to top 5-placeringer, herunder endelig en podieplads, for alvor fik bekræftet, at han er en af verdens bedste grand tour-ryttere. Der er i den grad noget at bygge videre på, og dermed var sæsonen meget løfterig også i et fremtidsperspektiv. Hans fokus på grand tours betød, at han ikke i samme grad fik resultater i andre løb, og kun fik en enkelt sejr, men det betyder mindre, når resultaterne i de store løb - hvor han i øvrigt fik et hav af andenpladser på bjergetaper - var så gode.

 

Holdets problem var, at de ikke var meget uden deres kaptajner. Simon Spilak er stadig ikke sit gamle jeg, men han viste dog klassen med den knusende sejr i Tour de Suisse. Resten af holdet var som regel statister, og specielt i hårde løb var man helt usynlige, når Zakarin eller Spilak ikke var til start. For et tidligere storhold som Katusha kan det ikke være tilfredsstillende, heller ikke selvom de to kaptajner gjorde det godt.

 

Karakter:  4/10

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cannondale-Drapac Pro Cycling Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

ORICA-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Lotto NL - Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek - Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »