Sæsonevaluering: Hvordan klarede Lotto Soudal sig?
31. oktober 2017 16:45 af Emil AxelgaardFoto: LaPresse - Di Alberto / Ferrari

Med Tim Wellens’ flotte sejr i Tour of Guangxi blev en stor 2017-sæson, der indledtes med Richie Portes suveræne soloshow i Tour Down Under helt tilbage i januar, lagt i graven, og det er tid til at gøre status. Hvem levede op til forventningerne? Hvem overraskede positivt? Og hvem håber, at 2017 hurtigt muligt går i glemmebogen og ser allerede nu frem mod at tage revanche i 2018? I den kommende tid vil Feltet.dks cykelekspert Emil Axelgaard evaluere hvert af de 18 WorldTour-hold og give dem en karakter for deres præstationer på landevejene i den forgangne sæson.

I denne artikel kaster vi et blik på Lotto Soudals meritter i de seneste 10 måneder. Vær opmærksom på, at vi efter denne serie, hvor vi retter blikket bagud, vil følge op med en fremadrettet analyse af hvert af de 18 hold, hvor vi ser på udbyttet af deres transfersæson samt de forventninger, vi kan have til 2018-sæsonen.

 

Antal sejre: 25 (Tim Wellens 7, André Greipel 5, Jasper De Buyst 4, Jens Debusschere 2, Tomasz Marczynski 2, Thomas De Gendt 2, Tony Gallopin 1, Sander Armee 1, Moreno Hofland 1)

 

Sejre på WorldTouren: 10 (1 etapesejr i Giro d’Italia med André Greipel, 4 etapesejre i Vuelta a Espana med Tomasz Marczynski (2), Sander Armee og Thomas De Gendt, 1 etapesejr i Criterium du Dauphiné med Thomas De Gendt, 1 etapesejr i Paris-Nice med André Greipel, 1 etapesejr i BinckBank Tour med Tim Wellens, samlet sejr og en etapesejr med Tim Wellens i Tour of Guangxi)

 

Placering på WorldTour-ranglisten: Nr. 13 (nr. 14 i 2016)

 

Ryttere i top 100 på WorldTour-ranglisten: Tim Wellens (nr. 21), Tony Gallopin (nr. 43), André Greipel (nr. 47), Tiesj Benoot (nr. 76)

 

Ryttere i top 100 på verdensranglisten: Tim Wellens (nr. 20), André Greipel (nr. 25), Tony Gallopin (nr. 42), Tiesj Benoot (nr. 52), Jasper De Buyst (nr. 59)

 

Hvordan klarede holdet sig i forårsklassikerne?

Lotto Soudal havde på mange måder en ganske pæn sæson, men på især ét område fejlede de. Som et belgisk hold har man altid store ambitioner i klassikerne, ikke mindst på brostenene i de flamske løb, men i år endte klassikersæsonen i en mindre katastrofe. Med Jurgen Roelandts, Tiesj Benoot, Tony Gallopin, Jens Debusschere og André Greipel havde man ellers fem kaptajner til brostensløbene, og med Tim Wellens og Jelle Vanendert var ambitionerne i Ardennerne heller ikke små. Alligevel endte man uden de store resultater.

 

Da Jasper De Buysts 29. plads var bedste resultat i Omloop Het Nieuwsblad, fik man et tidligt varsel om, at alt ikke var, som det skulle være, men man fik dog lidt oprejsning dagen efter, hvor Benoot tog sit bedste klassikerresultat i år med en fjerdeplads i Kuurne-Bruxelles-Kuurne. Wellens, der havde haft en stærk februar måned, tog den gode form med sig til Italien, hvor han blev nummer 3 i sin debut i Strade Bianche, og derfor kunne man med nogen fortrøstning se frem til de første virkeligt store løb. At man ikke kunne gentage Roelandts’ tredjeplads fra 2016 i Milano-Sanremo og havde Wellens som bedste mand som nr. 18, var ikke nogen stor katastrofe, hvis bare man slog til på de belgiske brosten.

 

Det gjorde man imidlertid ikke. Man blev udmanøvreret af Quick-Step i Dwars door Valaanderen, hvor man måtte tage til takke med en 7. og en 11. plads til hhv. Benoot og Gallopin, og det fik endnu værre, da man heller ikke kunne følge de bedste i E3, der gav en skuffende 14. plads til Benoot. En lille oprejsning fik man i Gent-Wevelgem, hvor Jens Debusschere var med fremme i spurten og fik en syvendeplads, men også her havde man været uden repræsentation, da de bedste kørte væk i finalen. Den helt store katastrofe kom imidlertid i et af årets højdepunkter, Flandern Rundt, hvor Gallopin og Greipel kun blev hhv. nr. 17 og 20 på en yderst skuffende dag for belgierne. Greipel valgte at spare sig til Roubaix, og det gav Roelandts en chance for at spurte i Scheldeprijs, hvor han med en fjerdeplads var meget tæt på at sikre den eneste podieplads på den flamske hjemmebane, og den gambling gav brostenssæsonens mest positive udbytte. Greipel kørte nemlig sin hidtil bedste udgave af Helvedet i Nord, og selvom han ikke kørte med om sejren, kan han med tilfredshed se tilbage på en 7. plads, der viser, at han efterhånden kan blande sig med de bedste på de franske brosten.

 

Efter nedturen på brostenene kunne Wellens føle presset i de kuperede klassikere, hvor man også havde Benoot til start frem til og med Amstel Gold Race. Starten var lovende, da Benoot blev nr. 3 og Wellens nr. 4 i opvarmningsløbet Brabantse Pijl, men da det for alvor gjaldt, manglede benene og heldet igen. Benoot var som nr. 15 bedste mand i den hollandske klassiker, og bedre blev det ikke i Fleche Wallonne, hvor Vanendert og Wellens nåede toppen af Mur de Huy som hhv. nr. 17 og 18. Håbet om, at man kunne redde æren i Liege-Bastogne-Liege brast hurtigt, og med Vanendert på en 19. plads blev det endnu engang ikke til mere end en ydmygende plads i udkanten af top 20 som kulmination på en klassikersæson, der næppe kan glemmes hurtigt nok.

 

Hvordan klarede holdet sig i Giro d’Italia?

Efter den store skuffelse i klassikerne var der lagt op til stor revanche i Giro d’Italia, hvor man igen mødte op med en af feltets topsprintere i André Greipel, der bare 12 måneder forinden havde været dominerende i massespurterne. Derudover udgjordes holdet primært af etapejægere, selvom man også havde jagtede endnu en top 15-placering i klassementet med Maxime Monfort.

 

Starten kunne ikke have været meget bedre. Ganske vist gik man glip af den første førertrøje, da Greipel måtte nøjes med tredjepladsen på den kaotiske åbningsetape, hvor Lukas Pöstlberger undslap i finalen, men allerede dagen efter blev skaden gjort god igen, da Greipel spurtede sig til sejr og kunne iføre sig karrierens første lyserøde trøje. Forårsforbandelsen fortsatte imidlertid på den vindblæste tredje etape. Her havde Greipel klaret udskilningen, da Quick-Step splittede feltet i sidevinden, men en punktering kostede deltagelsen i frontgruppen samt førstepladsen i den samlede stilling efter en yderst skuffende 10. plads.

 

I den første del af løbet fokuserede holdet hovedsageligt på Greipel, men den tyske veteran kunne ikke gentage succesen fra 2016. Hans tog kom klart til kort over for Sam Bennetts Bora-hold, Caleb Ewans tropper fra Orica-Scott og Fernando Gavirias Quick-Step-mandskab, og derfor blev det efter sejren kun til to fjerdepladser samt en ottende- og en niendeplads, inden Greipel helt efter planen forlod løbet inden de høje bjerge. I den øvrige del af løbet var man temmelig usynlige, og det var kun Monfort, der med en flot syvendeplads på den lange enkeltstart og en niendeplads efter deltagelse i det rette udbrud på 11. etape, kunne vise sig fremme. Samlet blev målet om en top 15 ganske vist indfriet med en 13. plads, men trods etapesejren til Greipel kan det ikke slette indtrykket af, at Lotto Soudal aldrig rigtigt var til stede i Giroen.

 

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb forud for Touren?

Det kan godt være, at det meste af foråret ikke gav den store succes til Lotto Soudal, men man lagde fremragende ud i vintermånederne. Allerede i sæsondebuten i Tour Down Under var man med fremme, da en ellers meget uheldig Rafael Valls scorede de første WorldTour-point med en syvendeplads både på kongeetapen og i den samlede stilling, samtidig med at Sean De Bie spurtede sig til tre top 10-placeringer. Det var imidlertid i de første europæiske løb, at man for alvor fik vist sig frem, da André Greipel sejrede i det allerførste løb på kontinentet i en massespurt i første afdeling af Challenge Mallorca. Dagen efter ryddede man bordet i det første kuperede løb på den spanske ø, da Tim Wellens og Louis Vervaeke sikrede en dobbeltsejr, mens en brølstærk Tiesj Benoot mandsopdækkede storfavoritten Valverde og blev nr. 8, og gudhjælpemig om man ikke gjorde det endnu bedre dagen efter, da Wellens vandt igen, denne gang med Benoot på tredje- og Vervaeke på fjerdepladsen. Kun i det sidste af de fire løb kunne man ikke sejre, da Greipel måtte se sig henvist til fjerdepladsen i spurten i Palma. Samme dag var Tony Gallopin endda tæt på at vinde sit første løb, da han blev nr. 5 i GP la Marseillaise.

 

Selvom kalenderen skiftede til februar fortsatte succesen. I Etoile de Besseges sejrede Gallopin på den afsluttende enkeltstart og kan kun ærgre sig over, at han et par dage forinden havde ladet Lilian Calmejane stikke af og derfor måtte tage til takke med den samlede andenplads. Samtidig fortsatte de gode præstationer i Spanien, hvor Jürgen Roelandts kun akkurat missede podiet i Vuelta a Murcia, og Jens Debusschere spurtede sig til en tredjeplads i sprinterløbet Clasica de Almeria, inden Wellens efter en skuffende indledning på løbet tog sin tredje sæsonsejr fra et udbrud på sidste etape af Ruta del Sol, hvor han også blev nr. 7 på enkeltstarten, og Moreno Hofland spurtede sig til en fjerdeplads. Også på den anden side af grænsen til Portugal gik det godt, da Gallopin tog den samlede tredjeplads i Volta ao Algarve efter at være blevet nr. 8 og 9 på løbets to bjergetaper og nr. 10 på enkeltstarten. Også Benoot var tæt på en sejr med en tredjeplads på kongeetapen, og Greipel fortsatte sin fremragende sæsonstart ved at vinde den ene og blive nr. 2 på den anden af løbets to sprinteretaper. Herfra tog han videre til Abu Dhabi Tour, hvor han for første gang var oppe mod både Kittel og Cavendish, men her måtte han tage til takke med en 2., 3. og 9. plads i de tre spurter.

 

Holdet gav nogle af de mindre erfarne ryttere chancen for at jagte succes i nogle af de mindre løb i marts. Det gav en 7. plads til Frederik Frison i Le Samyn, en 4. plads til Jasper De Buyst i Dwars door West-Vlaanderen og en 3. plads til De Buyst i Ronde van Drenthe. I samme periode tog Greipel sæsonens første WorldTour-sejr, da han efter skuffende 7. og 8. pladser i de to første spurter, vandt den sidste flade etape i Paris-Nice. Også Gallopin var godt kørende i det franske løb, hvor han med en 7. plads på den vindblæste 1. etape og en 3. plads på enkeltstarten fik bragt sig i spil til podiet. Desværre kunne han ikke leve op til den gode start på stigningerne og måtte nøjes med en samlet 10. plads. Det kunne ellers formstærke Wellens heller ikke i Tirreno-Adriatico, hvor Roelandts og Debusschere dog fik vist holdet frem med top 5-placeringer i de to massespurter. Samme pauvre resultat havde man i Volta a Catalunya, hvor kun Greipels 5. plads på 1. etape var værd at skrive hjem om. Samtidig fortsatte holdets problemer på hjemmebanen i Belgien, hvor De Buyst kun blev nr. 10 i 3 Dage ved Panne trods en fjerdeplads på løbets kongeetape, og hvor man kun sikrede sig en 7. plads med Debusschere på en af løbets sprinteretaper.

 

Efter den gode sæsonstart betød de svage klassikerresultater, at holdet nu befandt sig i en mindre krise, og det var formentlig kun en sølle opmuntring, at Sean De Bie spurtede sig til to top 5- og Tosh van der Sande til en top 10-placering i et skuffende Baskerlandet Rundt. Heller ikke i Romandiet var der megen trøst at hente, idet bedste resultater her var et par top 10-placeringer til van der Sande og Hofland.

 

Endelig fik man lidt oprejsning, da Debusschere tre dage efter Greipels etapesejr i Giroen tog årets første sejr på 1. etape af 4 Dage ved Dunkerque, hvor han også blev nr. 2 i spirten på anden etape. Herefter tog Sander Armee over i en generelt god periode for den belgiske hjælperytter. Med en sjetteplads på 4. etape og en andenplads på kongeetapen sikrede han sig en samlet andenplads, og han tog den gode form med sig til Norge, hvor han atter blev nr. 2 på løbets kongeetape og derefter nummer 4 i den samlede stilling. Idet hele taget gjorde man det godt i Norge, hvor Gallopin også sikrede sig en 9. og en 7. plads på etaper og en samlet 10. plads, mens van der Sande med en 2., 3. og en 5. plads kørte sine bedste spurter i år, og holdet vandt holdkonkurrencen.

 

Som et belgisk hold lægger man stor vægt på Belgium Tour, og heldigvis kom man fra landets nationale rundtur med succes. Debusschere tog sin anden sejr på mindre end en måned på løbets sidste etape og en sejr i pointkonkurrencen efter at være blevet nr. 2 bag Coquard på 1. etape. I klassementet kæmpede Benoot heroisk med en 7. og en 8. plads på de to hårdeste etaper, men en dårlig enkeltstart betød, at han måtte tage til takke med en samlet 7. plads. Kort efter fik De Buyst endelig karrierens første sejr i Heistse Pijl, og man kørte en flot fjerdeplads hjem i den første Hammer Series-afdeling nogensinde.

 

Sæsonens tredje WorldTour-sejr kom i begyndelsen af juni, da Thomas De Gendt tog en af sine klassiske udbrudssejre og snød sprinterne på 1. etape af Criterium du Dauphiné - en præstation, der gav ham flere dage i førertrøjen, da han også blev nr. 9 på løbets enkeltstart. I bjergene imponerede Benoot og Rafael Valls, der endelig var kommet sig over sine mange skader, og spanieren sluttede derfor som en fin nr. 10 efter at være blevet nr. 9 på sidste etape. Holdet blev tillige nr. 2 i holdkonkurrencen og var tæt på en etapesejr, da Jelle Vanendert blev nr. 4 på Alpe d’Huez-etapen. Mindre godt gik det i Schweiz Rundt, hvor Wellens desværre fik vist, at han ikke var i form til Touren og måtte nøjes med en fjerdeplads i spurten på 3. etape.

 

De Buyst fortsatte sin gode sæson med at blive nummer 4 i et usædvanligt hårdt Rund um Köln, inden han sikrede sig en fin 7. plads i Ster ZLM Toer, hvor Greipel skulle finpudse formen inden Touren. Det gik dog ikke helt som håbet, selvom han blev en fin nr. 9 på prologen, en placering bag holdkammeraten Hofland, der selv fik to chancer for at spurte, hvilket gav to tredjepladser. Greipel måtte nemlig nøjes med en anden- og en tredjeplads, og dermed fik han ikke den ønskede sejr. Det gjorde man heller ikke i belgiske endagsløb, Ride Bruges og Halle Ingooigem, hvor man måtte nøjes med top 10-placering til hhv. van der Sande og Debusschere, og også i de nationale mesterskaber endte i skuffelse, da en fjerdeplads til De Gendt på den belgiske enkeltstart, en niendeplads til Wellens i det belgiske linjeløb og en sjetteplads til Hofland i det hollandske linjeløb blev det pauvre udkomme.

 

Hvordan klarede holdet sig i Tour de France?

Efter den skuffende klassikersæson og en Giro, man kun slap igennem med skindet på næsen, var der lagt op til den store revanche i Touren, hvor man kom med et hold på jagt efter etapesejr. André Greipel skulle fortsætte sin lange stime af etapesejre i grand tours på de mange sprinteretaper, og Tim Wellens, Tiesj Benoot, Thomas De Gendt og Tony Gallopin skulle jagte succes på de kuperede etaper.

 

Desværre fik Greipel brudt sin imponerende serie på 12 grand tours, der alle havde budt på etapesejr til tyskeren. Moderens alvorlige sygdom havde tæret hårdt på holdets kaptajn, der efter den sprintervenlige første uge stod med tre tredjepladser og en niendeplads som udbytte. På de to sprinteretaper i anden uge blev det kun til en enkelt syvendeplads, og da han ikke sad med hjem i sidevinden på den ene af de to flade etaper i løbets sidste uge, havde han som sidste år til sidst kun Paris som en mulighed for at tage den forløsende etapesejr. Det lykkedes imidlertid ikke denne gang for tyskeren, der akkurat ikke fik presset snuden forbi Dylan Groenewegen og derfor måtte nøjes med en andenplads både på sidste etape og i pointkonkurrencen.

 

Greipels manglende succes betød, at man kom tomhændet hjem. Gallopin var længe mærket af et styrt på 1. etape, men fik dog en tredjeplads på 15. og en syvendeplads på 16. etape. Benoot imponerede stort i bjergene, men hans udbrudsforsøg gav kun en ottendeplads på 16. og en 10. plads på 14. etape. Holdets kart mest synlige ryttere var dog De Gendt, der tilbragte utallige kilometer i udbrud, og til manges forbløffelse ikke blev kåret som løbets mest angrebsivrige ryttere. Det skyldtes dog formentlig, at han aldrig var tæt på en etapesejr, og kun havde en 5. plads på 19. etape som top 10-resultat. Også i bjergkonkurrencen, hvor han blev nr. 3, måtte han se sig slået, og hans løb afspejledes meget fint Lotto Soudals Tour: masser af forsøg, men meget få resultater.

 

Hvordan klarede holdet sig i Vuelta a Espana?

Holdet lagde ikke skjul på, at hverken Giroen eller Touren helt havde levet op til forventningerne, og da man i Vueltaen stillede med den svageste af sine tre grand tour-trupper, var optimismen begrænset. Man håbede han Jens Debusschere kunne begå sig i en massespurt, og derudover var havde resten af holdet frie tøjler til at angribe i et løb, hvor man absolut ikke havde nogen klassementsambitioner.

 

Ofte kommer succesen når man mindst venter det, og det var i sandhed tilfældet for Lotto Soudal i Vueltaen. Hvis nogen på forhånd havde gættet på, at et hold, der var helt uden store stjerner, skulle forlade løbet med fire og dermed næstflest etapesejre, ville de fleste have rystet på hovedet. Ikke desto mindre var det, hvad der skete, da Lotto Soudal viste sig som Vueltaens udbryderkonger og udnyttede det kuperede terræn til at sejre fire gange med tre forskellige ryttere.

 

Starten var ellers ikke lovende, da Debusschere efter en femteplads i spurten på 4. etape tidligt måtte forlade løbet. Heldigvis fik man hurtigt den sejr, der gav den nødvendige ro, da en formstærk Tomasz Marczynski sejrede på den knaldhårde sjette etape ved at spurtbesejre Pawel Poljanski og Enric Mas. Det satte tonen for de følgende etaper, hvor De Gendt allerede dagen efter blev nr. 4, inden Maxime Monfort og Bart De Clercq begge kom i top 10 via et udbrud på løbets første svære bjergafslutning i Xorret de Cati.

 

Efter første hviledag kom den anden store forløsning, da Marczynski gentog bedriften, denne gang ved at ankomme solo til mål på 12. etape. Herefter var der lidt mere stille om holdet, der ikke havd e den store succes i de høje bjerge i den anden uge, men man var slet ikke færdige. Bare 72 timer før afslutningen i Madrid tog Sander Armee karrierens første sejr, da han var den stærkeste i udbruddet på 18. etape, og bare 24 timer skrev De Gendt sig ind på listen over ryttere med etapesejre i alle tre grand tours, da han var hurtigste man i udbruddet på 19. etape. Dermed kunne Lotto Soudal rulle ind til Madrid med fire udbrudssejre i bagagen efter en af de mest overraskende præstationer i en grand tour i nyere tid.

 

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb efter Touren?

Efter en svær tid fra klassikerne og frem til slutningen på Touren fik Lotto Soudal et momentum i anden halvdel af sæsonen, og det var ikke bare begrænset til de fire etapesejre i Vueltaen. Tværtimod oplevede man succes over nærmest hele linjen, først og fremmest med Tim Wellens, der var flyvende i sensommeren og efteråret efter en yderst skuffende Tour, og Jasper De Buyst.

 

Det var De Buyst, der med en sejr på en massespurt i Tour de Wallonie åbnede feste, og i det hele taget endte det lille belgiske løb som en stor succes for hjemmebaneholdet, der også havde Tosh van der Sande og Jelle Vanendert i top 7 på løbets kongeetape, De Buyst i top 5 i løbets anden massespurt og van der Sande på podiet på den svære sidste etape. Det gav en andenplads til van der Sande og en fjerdeplads til Vanendert i den samlede stilling, og dermed var tonen sat for den kommende tid.

 

Som altid kom Tony Gallopin flyvende ud af Touren og kørte med om sejren i favoritløbet Clasica San Sebastian, hvor han var en af de få, der kunne følge Mikel Landa på sidste stigning og til slut kun måtte se sig slået af Michal Kwiatkowski i firemandsspurten. Også Benoot viste med en niendeplads god form. Det kneb mere for holdet i Toure de Pologne, hvor man dog vandt holdkonkurrencen, selvom man ikke opnåede mere end to top 10-placeringer med hhv. Tomasz Marczynski og Kens Debusschere undervejs. I samme periode spurtede Moreno Hofland sig til bronze ved EM, hvor han kørte som kaptajn for det hollandske landshold, og han gentog tredjepladsen kort efter på sin egen hjemmebane i Veenendal Veendandal.

 

BinckBank Tour, der to ganger blevet vundet af Wellens, var som altid et stort mål for Lotto Soudal, og igen i år var belgieren. Man lagde ellers skidt ud, da Greipels bedste resultat på de tre sprinteretaper var en 9. plads, men derefter tog Wellens over. Med en 9. plads begrænsede han fint tidstabet på enkeltstarten, og efter en 8. plads på den kuperede Amstel-etape i Limburg slog han til på kongeetapen i Ardennerne. Her måtte den senere vinder Tom Dumoulin mobilisere alle sine kræfter for at følge den helt suveræne Wellens, der let slog hollænderen i den afsluttende spurt og dermed for tredje gang i karrierens sejrede oå løbets sværeste etape, der i øvrigt havde Benoot på femtepladsen. Wellens kunne imidlertid ikke komme af med Dumoulin, og efter at Benoot havde taget endnu en femteplads på Muur van Geraardsbergen på sidste etape, måtte Wellens tage til takke med podiets næstøverste trin. Kort efter tog han den gode form med sig til GO Jef Scherens, hvor han blev nr. 9.

 

Greipel havde håbet på for anden gang at vinde sit hjemlands største løb, men måtte i år tage til takke med en femteplads i Cyclassics Hamburg. Han kunne heller ikke gentage sin tidligere sejr i Brussels Cycling Classic, hvor han i år måtte nøjes med en tredjeplads. De Buyst rullede over stregen som nummer 6 efter at have kørt lead-out og bekræftede dermed den fabelagtige form, han havde vist et par dage tidligere, da han i GP Stad Zottegem havde taget sæsonens tredje sejr. I samme periode vat holdet til start med et B-hold i Tour of Britain, hvor det blev til en række top 10-placering til Nikolas Maes, Marcel Sieberg og Enzo Wouters, der alle for en gangs skyld fik lov til at køre sin egen chance.

 

Wellens tog sin superform med sig til Canada, hvor han spurtede sig til en femteplads i GP de Quebec, hvor Gallopin blev nr. 9, men han blev desværre fanget i et taktisk spil i GP de Montreal, hvor han ikke kom med, da toget kørte. Heldigvis havde man Gallopin, der satsede alt i et forsøg på at vinde, men måtte nøjes med en sjetteplads. Tilbage i Europa var Wellens dog fuldstændig ustyrlig, da han knuste al modstand i GP de Wallonie, hvor Lotto Soudal fuldstændig dominerede, da man også havde Gallopin på 2., Benoot på 4. og Vanendert på 7. pladsen.

 

Greipel havde store ambitioner om at slutte året godt af, og han stillede derfor op i en serie endagsløb. I Kampioenschap van Vlaanderen blev han dog lukket inde, men heldigvis havde man den ustoppelige De Buyst, der spurtede sig til en tredjeplads. Dagen efter vandt Greipel feltets spurt i Primus Classic, men her var to mand kørt væk i finalen, og det rakte derfor kun til en tredjeplads. Scenariet gentog sig i Omloop van het Houtland, hvor han igen var feltets hurtigste mand, men hvor man ikke havde fået hentet tre ryttere, hvorfor udbyttet blot var en fjerdeplads. Den 30. september kom den første sejr siden Giroen dog endelig for Greipel, der sejrede i Omloop Eurometropool, inden han dagen efter gav chancen til De Buyst, der spurtede sig til en fjerdeplads i et hårdt Tour de l’Eurometropole. Serien af frustrationer for Greipel fortsatte dog helt frem til sæsonafslutningen, da han efter målfoto måtte nøjes med en tredjeplads i Sparkassen Münsterland Giro, inden han endte sit år med at vinde spurten om fjerdepladsen i Paris-Tours, hvor tre ryttere igen var kørt væk i finalen. Til gengæld sluttede De Buyst sin sæson fremragende, da han i Binche-Chimay-Binche fik ram på den ellers ustoppelige Matteo Trentin og her tog sin fjerde sejr efter et knaldhårdt og meget hurtigt løb.

 

Hofland havde ikke haft det bedste år, men sluttede stærkt af, da han endelig fik en sejr i det nye Famenne Ardenne Classic. Han spurtede sig også til en fjerdeplads på sin hjemmebane i Tacx Pro Classic, inden han tog til Kina for at slutte året af i Tour of Guangxi. Her blev det dog kun til to top 10-placeriner på to af de første tre sprinteretaper, inden Wellens igen stjal showet. Belgieren vandt nemlig løbets kongeetape, og derefter handlede det om at forsvare førertrøjen, hvilket holdet gjorde til UG, og dermed sluttede Wellens året, som han startede det: øverst på podiet.

 

Den endelige dom

Kun få hold oplever enten succes eller fiasko hele vejen igennem en lang sæson, men det er sjældent, at et hold har en så blandet sæson, som Lotto Soudal havde i år. På den ene side havde man en næsten ustoppelig Tim Wellens, der med syv sejre - herunder tre på WorldTouren - vel havde sin hidtil bedste sæson og i efteråret var en af feltets allerstærkeste ryttere. Heller ikke alt var dog fryd og gammen for Wellens, der fejlede i sine store sæsonmål i Touren og Ardennerne, og da man på den anden side også oplevede den ene skuffelse efter den anden med holdets store stjerne, André Greipel, der i år kun vandt fem løb - hvoraf flere dog var på WorldTouren og et af dem endda en Giro-etape - er det klart, at man er efterladt med lidt blandede følelser.

 

Problemet var, at holdet ikke slog til der, hvor det betød mest. Klassikersæsonen var en regulær katastrofe, og Touren endte også som en stor skuffelse. Greipels sejr i Giroen betød, at man kunne være en ellers lidt anonym indsats i Italien bekendt. Over for det står Wellens’ fantastiske efterår, de imponerende og meget overraskende fire etapesejre Vueltaen, den fantastiske sæsonstart i januar og februar, hvor man vandt det ene løb efter det andet, og det store gennembrud til Jasper De Buyst, der meget overraskende sejrede hele fire gange.

 

Det kan dog ikke slette indtrykket af, at de fleste af kaptajnerne ikke slog til. Greipel havde som bekendt ikke megen succes, Gallopin var bedst i årets første måneder og nåede siden kun sit højeste niveau i Clasica San Sebastian, Benoot var ramt af en serie uheld, der betød, at han for andet år i træk slet ikke kunne vise sit store talent i klassikerne og fortsat jagter sin første sejr, og Jens Debusschere tog et stort skridt ned ad sprinterstigen. Trods de flotte højdepunkter undervejs må Lotto Soudal-ledelsen derfor samlet set være efterladt med en ikke helt tilfredsstillende vurdering af 2017-sæsonen.

 

Karakter: 4/10

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cannondale-Drapac Pro Cycling Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

ORICA-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Lotto NL - Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek - Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »