Sæsonevaluering: Hvordan klarede LottoNL-Jumbo sig?
28. oktober 2017 12:00 af Emil AxelgaardFoto: Sirotti

Med Tim Wellens’ flotte sejr i Tour of Guangxi blev en stor 2017-sæson, der indledtes med Richie Portes suveræne soloshow i Tour Down Under helt tilbage i januar, lagt i graven, og det er tid til at gøre status. Hvem levede op til forventningerne? Hvem overraskede positivt? Og hvem håber, at 2017 hurtigt muligt går i glemmebogen og ser allerede nu frem mod at tage revanche i 2018? I den kommende tid vil Feltet.dks cykelekspert Emil Axelgaard evaluere hvert af de 18 WorldTour-hold og give dem en karakter for deres præstationer på landevejene i den forgangne sæson.

I denne artikel kaster vi et blik på LottoNL-Jumbos meritter i de seneste 10 måneder. Vær opmærksom på, at vi efter denne serie, hvor vi retter blikket bagud, vil følge op med en fremadrettet analyse af hvert af de 18 hold, hvor vi ser på udbyttet af deres transfersæson samt de forventninger, vi kan have til 2018-sæsonen.

 

Antal sejre: 26 (Dylan Groenewegen 8, Primoz Roglic 6, Lars Boom 3, Jos van Emden 2, Victor Campenaerts 2, Timo Roosen 2, George Bennett 1, Juan Jose Lobato 1, Koen Bouwman 1)

 

Sejre på WorldTouren: 10 (2 etapesejre i Tour de France med hhv. Primoz Roglic og Dylan Groenewegen, 1 etapesejr i Giro d’Italia med Jos van Emden, 1 etapesejr i Criterium du Dauphiné med Koen Bouwman, 2 etapesejre i Vuelta al Pais Vasco med Primoz Roglic, 1 etapesejr i Tour de Romandie med Primoz Roglic, 1 etapesejr i BinckBank Tour med Lars Boom, samlet sejr i Tour of California med George Bennett og 1 etapesejr i Tour of Guangxi med Dylan Groenewegen)

 

Placering på WorldTour-ranglisten: Nr. 16 (nr. 12 i 2016)

 

Ryttere i top 100 på WorldTour-ranglisten: Primoz Roglic (nr. 28), Dylan Groenewegen (nr. 60), Steven Kruijswijk (nr. 64), George Bennett (nr. 73), Robert Gesink (nr. 100)

 

Ryttere i top 100 på verdensranglisten: Primoz Roglic (nr. 21), Dylan Groenewegen (nr. 44), Steven Kruijswijk (nr. 77)

 

Hvordan klarede holdet sig i forårsklassikerne?

LottoNL-Jumbo var efterladt med et gabende hul efter tabet af Sep Vanmarcke, der i flere år havde været en garanti for, at man havde kørt med om sejrene i de største brostensløb. Ganske vist havde man hentet den fortabte søn Lars Boom hjem i håb om, at han endelig kunne indfri de store forventninger, men på forhånd var det tvivlsomt, om man kunne gentage fordums bedrifter. Da holdet samtidig havde mistet Wilco Kelderman til Ardennerklassikerne, der længe har været en svaghed for det hollandske mandskab, var det klart allerede på forhånd klart, at foråret kunne blive en svær tid, og at det primært var op til Boom i de største brostensklassikere og Dylan Groenewegen i sprinterløbene at levere resultater.

 

Desværre gik det endnu værre, end man på forhånd havde frygtet. Allerede da Groenewegen trods sin status som en af de store favoritter i Kuurne-Bruxelles-Kuurne måtte nøjes med en skuffende 18. plads, fik man et varsel om, at det ville blive mere end vanskeligt. Juan Jose Lobato fandt slet ikke formen til Milano-Sanremo, der skulle være hans store chance i foråret, og hvor han tidligere havde været tæt på podiet, og i de store brostensløb gik det ikke meget bedre. Boom betalte ifølge eget udsagn prisen for en fejlslagen forberedelse på crosscyklen, der betød, at han aldrig var i nærheden af noget af som helst, og det blev derfor Groenewegen, der blev efterladt med hovedansvaret. Han gjorde det egentlig bedre end forventet med specielt en 5. plads i Dwars door Vlaanderen, hvor han vandt spurten i det meget lille felt bag de forreste fire, men han kom til kort i Gent-Wevelgem, der ellers var forårets store mål. I Flandern og Roubaix var man ikke i nærheden af noget som helst, og da Groenewegen fuldstændig missede ud i Scheldeprijs, hvor han blev fanget bag et sent styrt, endte man brostenssæsonen med kun femtepladsen i Dwars door Vlaanderen som et brugbart resultat.

 

Håbet var, at man kunne tage revanche i Ardennerne, men på forhånd vidste man, at det ville blive svært. Egentlig kom man overraskende godt fra start, da Bert-Jan Lindeman, Victor Campenaerts og Paul Martens alle kom i top 12 i opvarmningssemiklassikeren Brabantse Pijl, men det blev også højdepunktet. Lobato gjorde det ellers overraskende godt i Amstel Gold Race, hvor han blev nr. 3 i feltets spurt om 9. pladsen og derfor kun akkurat missede en plads blandt de bedste 10, men i de to belgiske klassikere var der til gengæld ikke meget at råbe hurra for. Robert Gesink brugte primært Fleche Wallonne som opvarmning til Tour de Romandie og Tour of California og kunne ikke gøre det bedre end en 15. plads på Mur de Huy, og i Liege-Bastogne-Liege stillede man med et hold af outsidere, der aldrig havde en reel chance. Derfor endte man årets klassikersæson helt uden store resultater og så frem mod de tre grand tours som en chance for at tage revanche.

 

Hvordan klarede holdet sig i Giro d’Italia?

Forud for sæsonen havde LottoNL-Jumbo udpeget Giro d’Italia som årets vel allerstørste mål. Det var ikke uden grund. Sidste år var Steven Kruijswijk nemlig ufatteligt tæt på den helt store triumf, og det var derfor helt velbegrundet, at man havde lagt en stor del af foråret til rette efter, at den hollandske kaptajn denne gang skulle gå efter den helt store triumf i Italien, og at han skulle have otte formstærke holdkammerater ved sin side, herunder ikke mindst nyerhvervelserne Stef Clement og Jurgen Van Den Broeck, der var hentet til holdet stort set alene med dette formål.

 

Desværre gik det galt, inden det overhovedet var startet. I sit sidste opvarmningsløb, Tour de Yorkshire, styrtede Kruihswijk nemlig slemt, og det blev senere afsløret, at han stillede til start i Italien med et par brækkede ribben. Det vidste man ganske vist stadig ikke, da en overforsigtig Kruijswijk mistedet tid bag et hul i den allerførste massespurt, men det var et varsel om, hvad der skulle følge i resten af løbet. Allerede på løbets første alvorlige styrkeprøve, Blockhaus, viste Kruijswijk nemlig alvorlige svaghedstegn, og allerede der blev det klart, at han ikke var en reel podiekandidat. Derefter fortsatte han med kontinuerligt at tabe tid selv på flere af de mindre svære stigninger, og det blev derfor hurtigt klart, at han skulle være glad, hvis blot han kunne ende i top 10.

 

Det så heldigvis ud til at lykkes, da den hollandske dieselmotor, der netop er kendt for sin evne til at toppe i den tredje uge, langsomt blev bedre og bedre. Netop som han var nået helt op som nr. 8 med bare to bjergetaper og en enkeltstart tilbage gik det imidlertid galt. Kruijswijk blev så syg, at han ikke kunne stille til start på næstsidste etape, og dermed mistede man alt bare 24 timer inden den store finale i Milano. Da hele holdet havde været fokuseret på kaptajnen stod man derfor på det tidspunkt med bare fire top 10-placeringer, som Enrico Battaglin havde sikret sig på flade og småkuperede etaper, med tre top 10-placeringer, som Kruijswijk havde taget i bjergene, og en beskeden ottendeplads til Jos van Emden på løbets lange enkeltstart.

 

Heldigvis fik man reddet æren i sidste øjeblik. Van Emden kørte nemlig sit livs enkeltstart på sidste etape til Milano, hvor han slog landsmanden Tom Dumoulin med 15 sekunder, og dermed i allersidste øjeblik betød, at holdet ikke måtte rejse tomhændede hjem til Holland. Ganske vist var udbyttet milevidt fra de oprindelige ambitioner, men loyale van Emden sikrede dog, at holdet i det mindste kunne ende sæsonens højdepunkt med skindet på næsen.

 

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb forud for Touren?

Efter en god sæsonafslutning i 2016 var Robert Gesink motiveret til at starte året godt i Tour Down Under, hvor han før har været i top 10. Den bedrift gentog han med en ganske vist lidt skuffende 9. plads, inden Paul Martens sikrede holdet sin anden top 10-placering i et WorldTour-løb med en 10. plads i spurten i et hårdt Cadel Evans Great Ocean Road Race. Det var dog i Dubai Tour, at man første gang kom tæt på en sejr, da Dylan Groenewegen indledte året stærkt med to andenpladser bag suveræne Marcel Kittel, og selvom han på de følgende sprinteretaper kun blev nr. 8 og 10, var det nok til også at sikre sig en samlet andenplads i årets første løb for den hollandske sprinter.

 

Primoz Roglic sendte den første advarsel om, hvor stort et år han havde i vente, da han blev nr. 3 i sit første linjeløb på 2. etape af Volta a la Comunitat Valenciana - en præstation, han fulgte op med en femteplads på kongeetapen. Desværre havde han haft en dårlig dag i holdløbet, hvor han havde tabt tid, men heldigvis havde man Steven Kruijswijk, der med en femteplads på holdløbet og en 8. plads på kongeetapen, startede sæsonen fint med en samlet 8. plads. Roglic havde dog her vist, at formen var i top, og han slog for alvor til et par uger senere i Algarve. Her blev han hhv. nr. 2 og 5 på de to bjergetaper og nr. 3 på enkeltstarten, og det var nok til at sikre sig sin første samlede etapeløbssejr for det hollandske hold. Da Groenewegen samtidig kørte i top 4 i de to massespurter, endte løbet som en stor succes. Det blev dog ikke Roglic, der tog årets første sejr. Samtidig med det portugisiske løb sejrede Victor Campenaerts nemlig på enkeltstarten i Ruta del Sol, hvor han endda med en tredjeplads fra et udbrud på løbets sidste etape ikke var langt fra at lave the double.

 

Forårets måske største overraskelse leverede George Bennett i Abu Dhabi Tour, som han egentlig bare skulle bruge til at finde benene efter en slem gang kyssesyge i løbet af vinteren. En 8. plads på kongeetapen gav imidlertid en fornem 7. plads i det voldsomt stærkt besatte løb, og det gav en klar indikation om, hvad der i vente senere, ikke mindst i Tour of California og Tour de France. Også Jos van Emden viste god form med en 8. plads i Le Samyn, hvor han en sjælden gang fik lov at køre for sig selv, inden han tog en sjælden linjeløbssejr ved at spurtbesejre Silvan Dillier i en episk udgave af Dwars door West-Vlaanderen, hvor også Twan Castelijns kørte i top 10. Samme Castelijns må stadig ærgre sig over, at han i Ronde van Drenthe tabte tomandsspurten til Jan Willem van Schip og således akkurat gik glip af den første professionelle sejr. Martens var også tæt på igen i Volta a Limburg, hvor han blev nr. 5.

 

Årets første store løb i Europa gik desværre ikke helt som håbet, selvom Groenewegen med en 3. og en 4. plads fortsatte sin fine sæsonstart. Langt bedre gik det på den anden side af grænsen til Italien i Tirreno-Adriatico. Her var Roglic nemlig fortsat flyvende, og med en sjetteplads i holdløbet, en 10. plads på kongeetapen, en tredjeplads på den knaldhårde 5. etape og slutteligt en 5. plads på enkeltstarten sikrede han sig sit livs bedste resultat i et WorldTour-etapeløb, da han som nummer 4 kun akkurat missede podiet. Det fulgte Bennett og Kruijswijk fint op på i et marts måneds sidste stor etapeløb, Volta a Catalunya, hvor de blev hhv. nr. 9 og 7 efter begge at have været i top 10 på sidste etape i Barcelona og Kruijswijk i top 10 på kongeetapen.

 

Det var dog Roglic, der var forårets mand, og hans store højdepunkt i kom i Baskerlandet Rundt i begyndelsen af april. Her vandt han med et snedigt soloangreb 4. etape, og selvom han efterfølgende skuffede på kongeetapen, var en sejr på den afsluttende enkeltstart nok til alligevel at slutte som nr. 5 samlet i et løb, hvor Martens undervejs også spurtede sig til en 5. plads. Faktisk overgik han det samlede resultat i forårets sidste ugelange etapeløb, da han i Tour de Romandie endte som nr. 3 samlet efter også der at have sejret på enkeltstarten og være blevet nummer 6 på prologen - en placering bag holdkammeraten Campenaerts. I samme periode fik Groenewegen endelig sin første sejr, da han krydsede stregen først på 1. etape af Tour de Yorkshire, og han blev tillige nr. 4 på 2. etape. Også Juan Jose Lobato begyndte endelig at vise sig frem med en 10. plads på en etape i Romandiet og en 6. plads i WorldTour-løbet Rund um den Finanzplatz.

 

Et af årets højdepunkter kom i Tour of California, hvor man egentlig var stillet til start med Robert Gesink som kaptajn, men i stedet var det George Bennett, der stjal showet. Newzealænderen blev allerede nummer 2 på den hårde 2. etape efter fremragende forarbejde af sit hold - Gesink spurtede sig også til en 5. plads - og siden blev han nr. 3 på kongeetapen, seks placeringer bedre end Gesink. Med en nærmest chokerende fjerdeplads på den helt flade enkeltstart var det nok til, at Bennett kunne sikre sig holdets eneste samlede sejr i et etapeløb på WorldTouren.

 

Samtidig var Groenewegen for alvor kommet i gang og sejrede op to etaper i Tour of Norway, inden Timo Rooson stjal showet for holdet i det efterfølgende Tour des Fjords. Her vandt han nemlig med et flot soloangreb 2. etape, og ved efterfølgende at blive nr. 9, 4 og 2 på de sidste etaper - sikrede han sig den samlede tredjeplads. I samme løb tog Lars Boom sit hidtil bedste resultat for holdet, da han spurtede sig til en andenplads på 3. etape. Kort efter var man til start på hjemmebanen i den første afdeling af Hammer Series, hvor man sikrede sig en lidt skuffende sjetteplads, of Castelijns og Campenaerts kørte med om sejren i Rund um Köln.

 

I Dauphiné mødte man op med et ungt hold uden de store ambitioner, men her havde man uventet succes med unge Koen Bouwman. Efter et udbrud vandt den unge hollænder højst overraskende den flade 3. etape efter flot forarbejde af Alexey Vermeulen, der selv blev nr. 5. Det lagde grunden til en sejr i bjergkonkurrencen i det store løb, hvor også Stef Clement kørte sin bedste enkeltstart længe og blev nr. 4, og Enrico Battaglin kom i top 10 i en massespurt.

 

Endnu bedre gik det i Tour de Suisse, hvor Steven Kruijswijk jagtede revanche efter en skuffende Giro. Efter at både Boom og Steven Lammertink havde været i top 1 på prologen kørte kaptajnen i top 6 på de tre bjergetaper, og med en sjetteplads på den afsluttende enkeltstart reddede han med en samlet tredjeplads den første del af en svær sæson. Samtidig forberedte Groenewegen og Roglic sig til Touren i Ster ZLM Toer, hvor Roglic vandt prologen - med Roosen på femtepladsen - og Groenewegen fik to sejre og en andenplads på de to sprinteretaper samt en sejr i pointkonkurrencen. Desværre gik Roglic akkurat glip af den samlede sejr, da man lod et udbrud køre hjem på kongeetapen, og derfor måtte han trods en tredjeplads på den etape tage til takke med den samlede andenplads. Holdet sluttede første del af sæsonen med en nedtur ved de nationale mesterskaber, hvor Groenewegen kun blev nr. 3 i det hollandske linjeløb, mens man trods seks man i top 10 med Clement som nr. 2 og Gesink som nr. 3 måtte se sig slået af Dumoulin på enkeltstarten. Campenaerts måtte også tage til takke med en andenplads på enkeltstarten i Belgien, Roglic blev kun nr. 5 i linjeløbet i Slovenien, og Vermeulen måtte se sig henvist til tredjepladsen i det amerikanske linjeløb.

 

Hvordan klarede holdet sig i Tour de France?

Med Steven Kruijswijk, Robert Gesink, Wilco Kelderman, Bauke Mollema og Laurens Ten Dam har LottoNL-Jumbo i de senere år haft et væld af forskellige klassementsryttere i verdens største cykelløb. De har imidlertid alle haft varierende succes, og i hovedparten af tilfældene er årets højdepunkt endt i skuffelse. Det var en af grundene til, at man i år ændrede strategi og lod klassementsdrømmene orientere sig mod Giroen og Vueltaen, hvor Kruijswijk havde store ambitioner, mens man i sommerens store løb i Frankrig for første gang stillede til start uden mål i den samlede stilling. I stedet fokuserede man det meste af det meste af holdet på Dylan Groenewegen og de flade etaper, mens man samtidig håbede, at George Bennett, Robert Gesink og Primoz Roglic kunne slå til på en eller flere bjergetaper, og at Roglic kunne sejre på en af enkeltstarterne, helst på den første, hvor den gule trøje var på spil.

 

Desværre kom man skævt fra start, da Roglic styrtede på de regnvåde veje i Düsseldorf og derfor kunne skyde en hvid pind efter den første førertrøje. Jos Van Emden reddede dog holdet ære med en syvendeplads, og efterfølgende kom også Groenewegen fint fra start. Den tidligere hollandske mester var med fremme i stort set alle massespurter i de første 11 dage, og flere gange fik han endda registreret den højeste tophastighed - også højere end ellers suveræne Marcel Kittels. Desværre kunne holdets ellers forstærkede tog ikke føre deres kaptajn tilstrækkeligt langt frem, og selvom han gradvis kom tættere og tættere på og endte den sprintervenlige første halvdel af løbet med en anden- og en tredjeplads i tillæg til de tre øvrige top 6-placeringer, han allerede var noteret for, lykkedes det ham ikke at få den forløsende sejr.

 

Derfor blev fokus langsomt flyttet til holdets bjergryttere, og de var tæt på at levere straks fra start. Allerede på løbets anden hårde etape var Robert Gesink meget tæt på sejren, da kun Lilian Calmejane var stærkere end hollænderen på 8. etape. Mindre end 24 timer lå Gesinks sæson imidlertid i ruiner, da han brækkede ryggen i et styrt tidligt på 9. etape - et uheld, der betød, at han først for nylig er vendt tilbage til træning på landevejen.

 

Heldigvis kørte Bennett uventet godt, og efter en syvendeplads på den hårde 9. etape indså man, at man pludselig havde en potentiel top 10-kandidat. Derfor blev strategien hurtigt ændret, og efter en 8. plads på den hårde Peyragudes-etape så alt ud til at være på sporet for Bennett, der allerede sidste år var kommet i top 10 i Vueltaen. Desværre fortsatte uheldene med at regne ned over holdet, da Bennett efterfølgende blev syg, og på 16. etape måtte han smide håndklædet i ringen og forlade løbet.

 

Med bare en uge igen så det derfor svært ud for LottoNL-Jumbo, men heldigvis havde man stadig Roglic. Sloveneren ramte sit livs form i den tredje uge, hvor han efter en flot fjerdeplads på 15. etape, kronede sit helt store gennembrudsår med at tage en forrygende flot solosejr med et imponerende soloridt på 17. etape i Alpernes høje luftlag, hvor han kørte fra blandt andre en vis Alberto Contador. Det sikrede ham også en samlet andenplads i bjergetapen, men desværre endte løbet med en træls bismag for det slovenske talent, da han på løbets sidste enkeltstart, hvor han var blandt de helt store favoritter, fik ødelagt sit løb af mekaniske problemer, der betød, at han var ude af stand til at skifte gear i den første halvdel af løbet.

 

Det betød dog ikke, at løbet var slut - tværtimod. Den etape, der passede allerbedst til Groenewegen ventede nemlig til allersidst, og her slog det hollandske sprintertalent endelig til. Med en forrygende flot og meget lang spurt i modvinden på sportens mest berømte boulevard afviste han André Greipel og vandt den massespurt, som enhver sprinter allerhelst vil vinde. Dermed forlod holdet Frankrig med to etapegevinster, og hvis man tænker på, hvor meget uheld man var ramt af undervejs, og at holdets mål netop var etapesejre, kan løbet kun betegnes som en stor succes for det hollandske mandskab.

 

Hvordan klarede holdet sig i Vuelta a Espana?

Der var i den grad lagt op til revanche. Efter den store skuffelse i Giroen, hvor brækkede ribben og sygdom havde ødelagt det hele, havde Steven Kruijswijk udset sig den spanske grand tour som stedet, hvor han skulle bekræfte sit podiepotentiale i grand tours. Atter fik han stillet et helt hold til sin rådighed, og igen var ambitionerne store: der skulle køres med i kampen om podiet.

 

Igen gik det imidlertid galt for Kruijswijk, om end det ikke endte i samme fuldendte fiasko som i Italien. Forud for løbet blev Kruijswijk nemlig ramt af sygdom, der ikke blot kostede ham den sidste værdifulde træning, men også satte ham tilbage i løbets indledning. Det betød, at han igen tabte tid, da de første prøvelser meldte sig, og allerede efter den første bjergetape i Andorra kunne han reel skyde en hvid pind efter podiet. Længe lå han uden for top 20 og lignede ikke for alvor en top 10-kandidat, men modsat i Giroen, hvor hans fremgang blev ødelagt af sygdom, kunne han denne gang udnytte, at han som altid er bedst i den tredje. På de sidste bjergetaper - specielt i den store bjergfinale på Angliru - lignede han igen den rytter, der sidste år var så tæt på at vinde Giroen, og med en 7. plads på det frygtede bjerg lykkedes det ham at sikre en samlet 9. plads, der trods alt reddede hans ære en anelse.

 

Da det hurtigt stod klart, at Kruijswijk ikke kunne leve op til forventninger, fik hans hjæpperyttere mre frihed til at jagte personlige resultater. Det udnyttede specielt Juan Jose Lobato, der på 4. etape kunne måtte se sig slået af ustoppelige Matteo Trentin, og derudover var det holdets mange unge kaltretalenter, der viste sig frem i bjergene. Således lykkedes det for såvel Floris De Tier (der hele to gange blev nr. 5), Antwan Tolhoek og Koen Bouwman at komme i top 10 på udbrudsetaper, og også veteranen Stef Clement ramte et udbrud på 12. etape, hvor han tog sit bedste resultat i år med en femteplads. De lovende takter fra holdets mange unge ryttere kunne dog ikke slette indtrykket af, at holdets kaptajn atter engang havde fejlet.

 

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb efter Touren?

Efter en yderst diskret første halvdel af sæsonen havde Juan Jose Lobato nået at bevise for sit nye hold, hvor han havde som mål at sikre sig udtagelse til Vueltaen. Han viste, at han var klar til udfordringen, da han i slutningen af juli i Tour de Wallonie endelig viste tegn på god form med hele tre top 6-placeringer i det fem etaper lange løb. Det momentum tog han med videre til det bjergrige Tour de l’Ain, hvir han efter en 5. plads på prologen endelig fik den forløsende sejr ved at besejre selveste Bouhanni på den første sprinteretape, inden han spurtede sig til endnu en femteplads på den sidste flade etape. Derefter var det op til Steven Kruijswijk og Stef Clement at vise, at de var klar til Vueltaen, og det gjorde de fint med en 5. plads på den første bjergetape til kaptajn Kruijswijk, der også sluttede som nr. 5 samlet, tre pladser bedre end Clement. I samme periode viste Enrico Battaglin sig frem med to top 10-placeringer i spurter i Polen Rundt, hvor en meget aggressiv Antwan Tolhoek viste sit klatrepotentiale ved kun akkurat at misse bjergtrøjen.

 

Holdets måske største succes i sæsonens anden halvdel kom i Herning i samme periode, da Victor Campenaerts ved i en knivskarp dyst at vinde sit første mesterskab ved EM i enkeltstart i et løb, hvor holdkammeraten Jos van Emden blev nr. 5. Det gode momentum tog man med sig til BinckBank Tour, hvor Lars Boom endelig havde fundet formen efter sit miserable forår. Den hollandske klassikerspecialist tog endelig året første sejr ved med et smart angreb i finalen at køre væk fra løbets øvrige favoritter på etapen, der var døbt som et mini Amstel Gold Race. Da han også var blevet nr. 5 på enkeltstarten, så det lovende ud i den samledes stilling, men kongeetapen i Ardennerne blev for hård, og han måtte tage til takke med en 8. plads. Mere skuffende var det, at van Emden havde misset et sving på enkeltstarten, og var det ikke sket, var der gode muligheder for, at han havde taget sejren og ikke en skuffende 10. plads. Samtidig kom Dylan Groenewegen i gang igen efter Touren, og det gjorde han fint ved at køre i top 5 på de tre sprinteretaper tidligt i løbet. Boom og Groenewegen tog den gode form med videre til de kommende løb, hvor førstnævnte kørte sig til en fjerdeplads i en massespurt i Veendendal Veendendal, mens sidstnævnte tog karrierens bedste resultat i et endagsløb på WorldTouren med en tredjeplads i EuroEyes Cyclassics.

 

Mens kaptajnerne var aktive i de store løb, lod man nogle af holdets hjælpere vise sig frem i de mange lidt mindre belgiske endagsløb, der fylder en del i august, september og oktober. Den mulighed greb de ganske flot. Efter en 7. plads til Timo Roosen i GP Stad Zottegem var unge Amund Grøndahl Jansen fantastisk tæt på son første professionelle sejr, da han blev nr. 2i i Druivenkoers Overijse og kort efter nr. 4 i Schaal Sels, der er kendt for sine mange grusveje. Også altid loyale Maartens Wynants fik sin chance i Omloop Mandel, hvor han kørte på podiet med en tredjeplads, fire placeringer bedre end holdkammeraten Twan Castelijns. Groenewegen gjorde dem selskab til Kampioenschap van Vlaanderen, hvor kun Gaviria viste sig hurtigere, og da han blev syg til det efterfølgende Primus Classic, var Jansen igen klar med en 8. plads. Den belgiske kampagne sluttede med en frustrerende andenplads til Wynants i Omloop van het Houtland, en 8. plads til Castelijns i Omloop Eurometropool samt en 10. plads i Tour de l’Eurometropole og en 5. plads i det hårde Binche-Chimay-Binche til Jansen, der virkelig forstod at udnytte sine muligheder i sidste del af sæsonen.

 

En af de helt store succeser i anden halvdel af sæsonen kom i Tour of Britain. Efter en tidlige anden- og fjerdeplads til Groenewegen i løbets første halvdel dominerede man totalt løbets enkeltstart, som Boom vandt foran holdkammeraten Campenaerts, og da også van Emden kom i top 5, endte man med en sikker sejr i løbets holdkonkurrence. Løbet blev kun endnu bedre to dage senere, hvor Groenewegen vandt kongeetapen efter at have været på podiet også på 6. etape. Boom forsvarede sin føring hele vejen frem til målet og tog en overbevisende samlet sejr foran blandt andre holdkammeraterne Campenaerts og van Emden, der blev hhv. nr. 4 og 6. Roglic skuffede til gengæld i det løb, men han rettede i den grad op på nedturen med en fabelagtig sølvmedalje ved VM i enkeltstart.

 

Udover at Campenaerts kørte sig til en skuffende 5. plads i Chrono des Nations, og Tolhoek og Battaglin begge kørte i top 10 j Japan Cup, var det Groenewegen, der skulle vise flaget i oktober. Efter en femteplads bag flere af sine værste sprinterrivaler i Münsterland Giro udnyttede holdet snedigt, at de havde løbets storfavorit til at vinde den hjemlige Tacx Pro Classic med Timo Roosen, inden Groenewegen med en sejr i feltets spurt om tredjepladsen sikrede, at man havde to mand på podiet. Året sluttede med et godt Tour of Guangxi, hvor Groenewegen tog årets sidste sejr på sæsonens næstsidste dag, og med yderligere en anden- og en tredjeplads endte han året med fart i benene og god selvtillid frem mod 2018-sæsonen.

 

Den endelige dom

Hvordan vurderer man et hold, hvis resultater er så blandede? LottoNL-Jumbo har om nogen haft en sæson præget af et mix positive overraskelser og store nedture. Desværre kom de største skuffelser i årets vigtigste løb, og derfor ender det samlede regnskab i et lille minus, også selvom man vandt etaper i to af de tre grand tours og hører til blandt de mere vindende mandskaber på WorldTouren.

 

Det største problem var, at man ikke slog til i de to løb, man på forhånd havde største forventninger til. Efter gennembruddet i 2016 var drømmene om succes med Kruijswijk i Giroen og Vueltaen store, men det endte som en kolossal fuser. Ganske vist var det et par brækkede ribben og sygdom, der ødelagde den italienske grand tour, og mere sygdom, der lagde Vueltaen i ruiner, men det kan ikke slette et indtryk af, at holdets kaptajn aldrig var i nærheden af sidste års niveau - heller ikke selvom han viste sin klasse med den samlede tredjeplads i Tour de Suisse. Da holdet og Lars Boom samtidig fejlede eklatant i klassikerne - og det kunne Booms flotte efterår ikke rette op på - var man desværre alt for anonyme i de løb, der betød allermest.

 

Holdets anden store kaptajn, Dylan Groenewegen, levede imidlertid fint op til forventningerne og fik med mange sejre i det fineste selskab understreget, at han nu er at regne som en af verdens førende sprintere. Ikke mindst sejren i Paris vægtes naturligvis meget højt hos hollænderne, men derudover vandt han desværre for lidt på WorldTouren, først og fremmest pga. et for svagt tog.

 

Årets helt store oplevelse var til gengæld Primoz Roglic, der langt overgik forventningerne. Tre etapesejre i ugelange etapeløb på WorldTouren, herunder to på enkeltstarter, en fantastisk etapesejr i Touren, tre top 5-placeringer i ugelange WorldTour-løb, samlet sejr i Volta ao Algarve, sølvmedalje ved VM i enkeltstart… Listen over store resultater er alenlang, og hvis der er noget, der for alvor er grund til at glæde sig over, er det udsigterne til flere store resultater i fremtiden fra den slovenske supermand. Også George Bennetts sejr i Tour of California var en stor succes, der endda kunne være blevet til endnu mere, hvis ikke han var blevet syg under Touren. Det giver håb om mere i 2018, men er ikke nok til at undgå et temmelig blandet indtryk af en ikke helt vellykket sæson.

 

Karakter: 5/10

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cannondale-Drapac Pro Cycling Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

ORICA-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Lotto NL - Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek - Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »