Sæsonevaluering: Hvordan klarede Orica-Scott sig?

I denne artikel kaster vi et blik på Orica-Scotts meritter i de seneste 10 måneder. Vær opmærksom på, at vi efter denne serie, hvor vi retter blikket bagud, vil følge op med en fremadrettet analyse af hvert af de 18 hold, hvor vi ser på udbyttet af deres transfersæson samt de forventninger, vi kan have til 2018-sæsonen.

Antal sejre: 29 (Caleb Ewan 10, Michael Albasini 3, Simon Yates 3, Luka Mezgec 3, Magnus Cort 2, Daryl Impey 2, Adam Yates 1, Jens Keukeleire 1, Luke Durbridge 1, Jack Haig 1, Roman Kreuziger 1, Svein Tuft 1)

Sejre på WorldTouren: 13 (1 etapesejr i Giro d’Italia med Caleb Ewan, 1 etapesejr i Paris-Nice med Simon Yates, 2 etapesejre i Tour de Romandie med hhv. Michael Albasini og Simon Yates, 1 etapesejr i Vuelta al Pais Vasco med Michael Albasini, 1 etapesejr i Volta a Catalunya med Daryl Impey, 2 etapesejre i Tour de Pologne med hhv. Caleb Ewan og Luka Mezgec, 4 etapesejre i Tour Down Under med Caleb Ewan, 1 etapesejr i Abu Dhabi Tour med Caleb Ewan)

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Placering på WorldTour-ranglisten: Nr. 7 (nr. 5 i 2016)

Ryttere i top 100 på WorldTour-ranglisten: Simon Yates (nr. 33), Michael Albasini (nr. 44), Adam Yates (nr. 49), Esteban Chaves (nr. 66), Caleb Ewan (nr. 67), Jens Keukeleire (nr. 69), Luke Durbridge (nr. 72), Magnus Cort (nr. 86)

Ryttere i top 100 på verdensranglisten: Michael Albasini (nr. 33), Simon Yates (nr. 48), Adam Yates (nr. 49), Jens Keukeleire (nr. 64), Caleb Ewan (nr. 81), Luke Durbridge (nr. 84), Esteban Chaves (nr. 100)

Hvordan klarede holdet sig i forårsklassikerne?

Hvis man skal pege på et område, hvor Orica-Scott har været mindst synlige, er det nærliggende at fremhæve brostensklassikerne, der ikke altid har haft den største prioritet. I mange år har Jens Keukeleire udgjort lidt af en enmandshær, men alligevel lykkedes det holdet i 2016 sensationelt at vinde Paris-Roubaix med Mathew Hayman. Selvom det hele tiden var klart, at Hayman næppe ville være i nærheden af at kunne gentage triumfen, var der derfor større forventninger i år, hvor det specielt var Keukeleire og Luke Durbridge, der i 2016 havde gjort store fremskridt, som man satsede på. Man håbede samtidig, at Magnus Cort kunne vise sig frem, specielt i nogle af de mere sprintervenlige klassikere, ligesom man håbede, at Caleb Ewan kunne overraske i Milano-Sanremo. Tabet af Michael Matthews og Simon Gerrans’ store niveaufald betød, at man i år var svækket i Ardennerklassikerne, der traditionelt har været meget succesrige for mandskabet, men i Michael Albasini havde man stadig en rytter med flere podieplaceringer, ligesom man håbede, at Adam og Simon Yates ville kunne vise sig frem i enten Fleche Wallonne eller Liege-Bastogne-Liege.

Brostenssatsningen kom imidlertid skidt fra start i åbningsweekenden, hvor man ikke havde én eneste rytter med blandt de forreste i Omloop Het Nieuwsblad, og så hjalp det mindre, at Cort var hurtigste man di den første større gruppe, som spurtede om en beskeden 16. plads. Det gik bedre dagen efter, hvor Durbridge sad med i den lille gruppe, der afgjorde løbet, men hans manglende spurtstyrke betød, at han endte som en yderst beskeden nr. 12. Australieren havde imidlertid vist sin gode form, som han tog med sig til Strade Bianche, hvor han kørte sig til en fornem 6. plads, bare én placering bedre end Christopher Juul, der kørte fremragende på de italienske grusveje Et par uger senere fik Ewan vist, at han måske kan vinde Milano-Sanremo i fremtiden, da han sad med feltet hjem og spurtede sig til en 10. plads, hvilket var én placering bedre end Cort.

Efter den gode start havde Durbridge sikret sig en kaptajnrolle på holdet i de vigtigste brostensløb, og han fortsatte med at imponere, da han sad med i den kvartet, der afgjorde Dwars door Vlaanderen. Desværre blev han udmanøvreret af Quick-Step og kørte over stregen som nummer 4, inden holdkammeraten Mitchell Docker spurtede sig til en 9. plads. Durbridge var imidlertid ikke færdig endnu, og også i E3 var man i den lille gruppe - denne gang en kvintet - der afgjorde løbet. Desværre måtte han for anden gang tage til takke med den utaknemmelige fjerdeplads i et løb, hvor Keukeleire med en 12. plads også opnåede sit første resultat. Det skulle vise sig at være et forvarsel, da belgieren to dage senere kørte et fremragende Gent-Wevelgem, hvor han endte med at spurte mod Greg Van Avermaet om sejren i den store klassiker. Desværre blev han slået af sin landsmand, men for første gang var han endt på podiet i et af de helt store brostensløb.

Med både Durbridge og Keukeleire i god form var forventningerne store til de to brostensmonumenter, men her kunne man ikke fortsætte det gode momentum. En 12. plads til Durbridge var bedste resultat i Flandern Rundt, og meget bedre gik det ikke i Paris-Roubaix, hvor den forsvarende vinder Hayman var bedste mand som nummer 11. Dermed slog man ikke til i de største løb, men i stort set alle de øvrige brostensløb på WorldTouren havde man en mand i top 5.

Albasini mødte op med en frisk etapesejr fra Baskerlandet, da han stillede til start i Ardennerklassikerne, og efter at Chrisopher Juul havde grebet en sjælden chance og kørt sig til en 6. plads i Brabantse Pijl, lagde schweizeren fremragende ud i Amstel Gold Race. Her var han hurtigste mand blandt de fem, der spurtede om den sidste plads på podiet og fuldendte dermed sin samling af top 3-placeringer i de tre kuperede klassikere. Han tog den gode form med sig til Fleche Wallonne, der traditionelt har været hans foretrukne klassiker, og her var han igen med fremme med en flot 5. plads. Den schweiziske veteran spillede herefter en hovedrolle i Liege-Bastogne-Liege, da han fik Adam Yates til at gøre hårdt på bakken op til målet i Ans, men desværre rakte benene ikke til mere end en 7. plads, én placering bedre end Yates. Med tre placeringer i top 7 gjorde Albasini dog årets ardennersæson til en af de hidtil bedste for Orica-Scott.

Hvordan klarede holdet sig i Giro d’Italia?

Oprindeligt havde det været planen, at man ville stille til start med begge Yates-brødrene som ligestillede kaptajner, men Esteban Chaves’ alvorlige knæproblemer betød, at man traf en sen beslutning om at gemme Simon til Touren og i stedet overlade det fulde ansvar til Adam, der for første gang stillede til start i den italienske grand tour. Da man samtidig stillede til start med Caleb Ewan som en af løbets tre førende sprintere, havde man store ambitioner forud for løbet.

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

Starten var imidlertid ekstremt frustrerende. Ewan var klart hurtigste mand i spurten på den flade 1. etape, hvor han havde sat næsen op efter at erobre den lyserøde trøje, men uheldigvis var Lukas Pöstlberger stukket af i finalen, og det blev derfor kun til en andenplads. Dagen efter havde han chance for revanche, men i spurten røg foden ud af pedalen, og han rullede over stregen som nummer 9. Den sidste chance for at erobre førertrøjen glippede også, da han ikke kom med i Quick-Steps sidevindsangreb på 3. etape, og så hjalp det ikke, at han var hurtigste mand i feltet og sikrede sig en 8. plads.

På 4. etape skulle Yates vise formen, og han sad fint med alle favoritterne på toppen af Etna, hvor han blev nummer 8. Dagen efter fortsatte Ewans frustrationer, da han blev lukket inde i spurten på 5. etape, inden Yates sikrede sig endnu en 8. plads i puncheurfinalen på 6. etape. 24 timer senere faldt det hele imidlertid endelig i hak for Ewan, da han sejrede i spurten på 7. etape og dermed opnåede karrierens anden grand tour-etapesejr. Desværre markerede det ikke enden på trængslerne. Efter at Yates havde sikret sig sin tredje 8. plads på 8. etape blev hans podiedrømme knust, da han var involveret i det store motorcykelstyrt på den første seriøse bjergetape til Blockhaus, og selvom han gjorde sit bedste for at begrænse skaderne, gik han ind til første hviledag på en beskedne 16. plads, hele 4.49 fra den lyserøde trøje.

Løbets anden uge var ikke meget bedre. Yates mistede masser af tid på enkeltstarten, og Ewans eneste udbytte af de to sprinteretaper var en skuffende 8. plads. Heldigvis viste Yates fremgang, da man igen ramte bjergene i den næstsidste weekend, hvor han først blev nummer 6 på Oropa-stigningen og siden spurtede sig til en 4. plads i en lille gruppe af favoritter på 15. etape. Det sendte ham op på en 11. plads med håb om, at han kunne forbedre sin placering i den bjergrige sidste uge.

Desværre lykkedes det aldrig Yates at finde de ben, han havde under sidste års Tour. En godkendt 9. plads på kongeetapen sendte ham tilbage i top 10, men på de følgende bjergetaper kunne han ikke helt matche de bedste. Hans bedste resultat var en 7. plads på den sidste bjergetape, hvilket sendte ham op som nummer 8. Desværre røg han en enkelt placering ned på den afsluttende enkeltstart, og efter Blockhaus-styrtet lykkedes det ham aldrig at indhente Bob Jungels i kampen om den hvide trøje, hvorfor han måtte nøjes med en lidt skuffende andenplads i ungdomskonkurrencen, hvor han ellers var startet som den store favorit. En placering i top 10 til Yates og en etapesejr til Ewan betød, at løbet var godkendt for australierne, men med tanke på de store ambitioner forud for løbet var det tydeligt, at man rullede ind i Milano med en følelse af skuffelse.

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb forud for Touren?

Som australsk hold har Orica-Scott traditionelt altid haft store ambitioner i årets første løb, og det var bestemt også tilfældet i år, hvor man til Tour Down Under kom med et veritabelt superhold ført an af klassementsrytterne Simon Gerrans og Esteban Chaves samt sprinteren Caleb Ewan. Som det var tilfældet i 2016, viste Ewan sig at være helt suveræn i løbets mange massespurter, og med fire sejre ud af fire mulige samt en sejr i pointkonkurrencen gjorde han rent bord. I klassementet kunne man imidlertid ikke matche suveræne Richie Porte, der vandt begge de kuperede etaper og tog en suveræn samlet sejr. Med to tredjepladser på samme etaper og en samlet andenplads fik Chaves imidlertid en glimrende start på sæsonen. Gerrans havde til gengæld et dybt skuffende løb, men han fik lidt oprejsning, da han et par dage senere blev nummer 2 i WorldTour-løbet Cadel Evans Great Ocean Road Race.

I det sidste af de tre store australske løb, Herald Sun Tour, havde Chaves set frem til et opgør med Chris Froome, men de to favoritter fik spoleret løbet for hinanden på kongeetapen, efter at Michael Hepburn havde kørt sig til en 4. plads på prologen. Det gjorde imidlertid ikke det store, da det i stedet gav løjtnanterne Damien Howson og Kenny Elissonde plads til at duellere, og her viste Howson til Orica-Scotts store glæde sig at være den stærkeste. Australieren sejrede suverænt og overtog førertrøjen, som han forsvarede helt til mål trods en kritisk punktering på en af de efterfølgende etaper. I den afsluttende fase var holdet tæt på endnu en etapesejr, da Mitchell Docker blev nr. 9 i spurten på 3. etape, men han endte løbet med etapesejr og samlet sejr til Howson samt en 9. plads til Chaves.

I Europa lagde man ud i Spanien ved etapeløbet Volta a la Comunitat Valenciana, hvor man primært havde ambitioner på de tre relativt flade etaper med Magnus Cort. Danskeren kom efter en lidt skuffende 11. plads på 2. etape, hvor et udbrud havde spoleret festen, fremragende fra start, da han sejrede i sin første store chance på 3. etape. På løbets sidste etape lykkedes det ham imidlertid ikke at gentage succesen, og han måtte tage til takke med en 7. plads. Et par dage senere fortsatte Cort imidlertid sin drømmestart, da han sejrede i endagsløbet Clasica de Almeria bare 24 timer efter, at landsmanden Christopher Juul havde vist uvante sprinterevner ved at sikre sig en fin 7. plads i Vuelta a Murcia.

Løbets næste mål var Abu Dhabi Tour, hvor Ewan efter sin gode start i Australien for første gang stod over for Kittel, Greipel og Cavendish, og den test bestod han med glans. Et styrt betød ganske vist, at Roger Kluge var bedste mand som nr. 6 på 1. etape, men allerede dagen efter viste Ewan og specielt hans fremragende tog sig konkurrencedygtigt, da han spurtede sig til en andenplads bag Kittel. Efter en skuffende præstation af Roman Kreuziger på kongeetapen kom den helt store forløsning på løbets sidste etape, hvor Ewan sejrede foran alle giganterne, mens Kluges fabelagtige lead-out betød, at han selv blev nr. 6.

Den første alvorlige test i Europa var Paris-Nice, hvor man stillede til start med store ambitioner med Simon Yates og med formstærke Cort på sprinteretaperne. Desværre havde danskeren det svært i sidevinden på de flade etaper, og udbyttet blev derfor lidt skuffende blot en 6. og en 10. plads. Til gengæld forsvarede Yates sig fint i de vanskelige vejrforhold og kørte en efter hans standard godkendt enkeltstart, som holdt ham inde i kampen om podiet, da man ramte bjergene. Her leverede han det helt store nummer, da han snød alle favoritterne med et tidligt angreb på den første af de tre svære etaper og tog sæsonens hidtil største sejr for australierne. Herefter blev han imidlertid syg, og selvom han kom sig lidt med en 15. plads på sidste etape, endte det med en lidt skuffende 9. plads i den samlede stilling.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

I Tirrreno-Adriatico var det op til bror Adam at føre holdet an, og han kunne ikke have fået en bedre opvarmning, da han få dagen forinden tog årets første sejr i endagsløbet GP Industria. I WorldTour-etapeløbet kom han også fint fra start med en 5. plads i holdløbet og en 7. plads på den kuperede 2. etape, men desværre var der også malurt i bægeret, da sygdom forhindrede holdet i at gå efter sejre med Ewan på de to flade etaper. Her greb Luka Mezgec i stedet chancen og sikrede sig en fin 5. plads på 3. etape. Det blev hurtigt glemt, da Yates efterfølgende kørte sig til en fremragende 3. plads på kongeetapen, men desværre var det herefter hans tur til at blive syg. Dagen efter forlod også han løbet, og selvom Michael Hepburn kørte sig til en fremragende 3. plads på den afsluttende enkeltstart kunne det ikke slette skuffelsen over ikke at have opnået det fortjente topresultat med Yates.

Adam Yates kom sig heldigvis i tide til at gå efter et topresultat i Volta a Catalunya, og det skulle hurtigt vise sig, at han var tilbage på toppen. Efter at Daryl Impey havde spurtet sig til en top 10-placering på 1. etape og en godkendt 5. plads på holdløbet viste han gode takter med en 3. plads på den eksplosive første bjergetape, og holdets humør blev ikke dårligere, da man dagen efter opnåede en 3. og en 4. plads med Impey og Alexander Edmondson i en massespurt. Dagen efter kørte Yates sig til en fornem 5. plads i det skrappe selskab på løbets kongeetape, og dagen efter kom den helt store triumf så, da Impey vandt spurten på den knaldhårde 6. etape. Det lykkedes ganske vist ikke at levere et resultat på sidste etape, men med

Yates på en samlet fjerdeplads, en samlet 8. plads til Carlos Verona samt hhv. en 2. og en 3. plads i ungdomskonkurrencen til de to talenter endte løbet som en stor succes.

Formstærke Luke Durbridge, der var i gang med sit livs klassikersæson, havde sat næsen op efter et topresultat i 3 Dage ved Panne. Han lagde fornemt ud på den indledende kongeetape, hvor han kørte sig til en 2. plads bag ustoppelige Philippe Gilbert og havde dermed kurs mod et absolut topresultat. Desværre sov han dagen efter i sidevinden og misede her alle muligheder for at slutte i den samlede top 10. Efter at Luka Mezgec havde spurtet sig til en 8. plads på morgenetapen, tog han ganske vist revanche ved at vinde den afsluttende enkeltstart - hvor Edmondson i øvrigt blev en flot nr. 6 - men desværre var drømmende om at udfordre Gilbert i kampen om den samlede sejr da allerede knust.

Efter Adams fine præstationer i Catalonien var det op til Simon at fortsætte de gode takter i Baskerlandet Rundt. Han kunne ikke have ønsket sig en bedre optakt, idet han sejrede i opvarmningsløbet GP Miguel Indurain, hvor han leverede en knusende solopræstation, og hvor man også havde Verona og Howson med fremme som hhv. nr. 4 og 9. Dagen efter var det Michael Albasini, der testede formen i et meget vindblæst Vuelta a al Rioja, hvor han imidlertid lidt overraskende måtte se sig henvist til 2. pladsen af Rory Sutherland. Det kunne dog ikke ændre på, at man kom til Baskerlandet med en bølge af selvtillid, som blev videreført fra start. Efter at Simon Gerrans var blevet nr. 3 i spurten på 1. etape, overtog Albasini ansvaret dagen efter, og her viste veteranen snarrådighed ved køligt at analysere den vanskelige finale og herved spurte sig til sæsonens første sejr. Herefter var det Yates, der tog over, og han bekræftede den gode form med en 5. plads på den kuperede 4. etape. Det fik ham og holdet til at påtage sig det store ansvar på kongeetapen, hvor han imidlertid skuffede stort og kun blev nr. 9. Da han også kørte en skidt enkeltstart, endte han på en ikke imponerende 22. plads.

Albasini tog den gode form med sig til Ardennerne, hvor han som omtalt ovenfor kom i top 7 i alle de tre klassikere. Herefter drog han videre til Tour de Romandie, hvor han i de seneste år har vundet et utal af etaper, og hvor han igen skulle jagte etapesejre, mens Simon Yates havde blikket rettet mod klassementet. Det endte som et af årets helt store højdepunkter. Efter at Edmondson havde kørt sig til en flot 3. plads på prologen fortsatte Albasini sin sejrsstime ved at vinde den hårde 1. etape i en spurt på en bakke op til mål. På de følgende to sprinteretaper viste Edmondson sit potentiale ved at opnå to 4. pladser, inden det helt store kup kom på kongeetapen. Her angreb Yates fra distancen, og det gjorde det muligt for briten at følge storfavoritten Richie Porte, da denne kom blæsende bagfra. I spurten var Yates hurtigst og tog dermed løbets førertrøje og en stor etapesejr. Helt som ventet kunne han ikke holde Porte bag sig på den afsluttende enkeltstarts, men den samlede andenplads var hans bedste i et etapeløb på WorldTouren. I samme periode finpudsede Ewan Giro-formen i Tour de Yorkshire, men det endte lidt skuffende med to andenpladser på de to sprinteretaper samt en sejr i pointkonkurrencen.

For Gerrans var det en sæson til glemmebogen, men han oplevede ét højdepunkt: Tour of Norway. Her var han med fremme på næsten alle etaper. Det blev til 3. pladser på 1. og 3. etape, en 4. plads på 4. etape samt en 2. plads på sidste etape, men hver gang var han oppe mod ustoppelige Edvald Boasson Hagen. Det var kun på den flade 2. etape, hvor Docker spurtede sig til en 10. plads, at Gerrans ikke blandede sig i kampen om etapesejren, og det gav en samlet 2. plads. Holdet kørte også flot i den nye Hammer Series, hvor man sikrede sig en 3. plads, ligesom Jens Keukeleire tog karrierens største sejr, da han vandt Belgium Tour samlet, dog i det belgiske landsholds farver.

Desværre gik de to store Tour-forberedelsesløb slet ikke, som man havde håbet. I Criterium du Dauphiné stillede man ellers til start med begge de to Tour-kaptajner Simon Yates og Chaves, men det franske løb endte som en stor nedtur, hvor man ikke fik én eneste top 10-placering undervejs, og i den samlede stilling måtte tage til takke med en 13. plads til Yates og en 26. plads til den tilbagevendte Chaves. Lidt bedre gik det i Tour de Suisse, hvor man havde altid stabile Albasini til start. Schweizeren havde varmet fint op med en 4. plads i GP Kanton Aargau, mens han i selve etapeløbet spurtede sig til både en 5. og en 2. plads. Også Cort, der var vendt tilbage efter et styrt i Yorkshire, fik lidt selvtillid med en 4. plads på næstsidste etape.

Størst succes i juni måned havde man i Tour de Slovenie, hvor unge Jack Haig skulle have lov at køre sin egen chance, og lead-out man Luka Mezgec skulle have lov at spurte på hjemmebanen. Det gik over al forventning for sloveneren, idet han efter en 3. plads på 1. etape tog årets første sejr på 2. etape. Ganske vist blev han kun nr. 7 i den sidste spurt på sidste etape, men det gjorde knap så meget, da Haig dagen forinden havde kørt lige op med Rafal Majka på kongeetapen og sikret sig en 3. plads på etapen og i den samlede stilling. Mezgec tog herefter den gode form med sig til de nationale mesterskaber, hvor han erobrede linjeløbstitlen. Det blev til yderligere et mesterskab, idet Svein Tuft atter sejrede i den canadiske enkeltstart, og også Jens Keukeleire med en 4. plads i det belgiske linjeløb, Roman Kreuziger med en 4. plads i det tjekkiske linjeløb, Christopher Juul med en 5. plads i det danske linjeløb og Roger Kluge med en 6. plads i det tyske linjeløb var tæt på deres hjemlige titler.

Hvordan klarede holdet sig i Tour de France?

Efter sidste sæsons store succes med Adam Yates var ambitionerne ikke mindre i 2017, hvor man mødte op med holdets klassementsstjerne Esteban Chaves samt Simon Yates. Desværre havde Chaves døjet med knæproblemer hele foråret og stillede til start med kun et skuffende Dauphiné i benene, og derfor var det usikkert, hvad man kunne forvente af colombianeren. Af samme grund var Yates blevet bedt om at droppe sin oprindelige plan om at satse på Giroen og i stedet gå efter at holde den hvide trøje inden for Yates-familiens rammer i verdens største cykelløb. Til gengæld stillede holdet til start uden sprinter, og alt var derfor fokuseret på de to kaptajner.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Allerede på løbets første bjergetape til La Planche des Belles Filles blev det imidlertid klart, at Chaves ikke var i nærheden af sit topniveau, og han endte med at gennemføre sin første Tour som en totalt anonym skikkelse. Til gengæld lagde Yates stærkt ud ved at sikre sig en 6. plads og allerede der erobre ungdomstrøjen. På næste bjergetape, der ikke var specielt hård, spurtede Roman Kreuziger sig til en flot 5. plads i Station Les Rousses, men dagen efter gik det desværre galt for australierne, da Yates tabte værdifuld tid på den svære og meget dramatisk Chambery-etape og derfor måtte gå til hviledag på en 7. plads - dog med en komfortabel føring i ungdomskonkurrencen.

Yates genfandt benene i Pyrenæerne, hvor han først blev nr. 9 på Peyragudes-etapes og dernæst nr. 5 på den korte, eksplosive etape til Foix. Derfor var han fortsat nr. 7, da man gik ind til den sidste svære uge i Alperne, men her kneb det lidt på den store Galibier-etape. Det var nu klart, at det var rivalen Louis Meintjes, der var løbets bedste unge rytter, men Yates forsvarede sig fremragende, og da han på kongeetapen til Izoard kom i mål som en hæderlig nr. 9 havde han reelt sikret sig den hvide trøje. Dagen efter blev der endelig givet lidt frihed til holdets hjælperyttere, og det lykkedes at få både Jens Keukeleire og Michael Albasini med i det rigtige udbrud. De kunne desværre ikke matche Edvald Boasson Hagen og måtte tage til takke med hhv. en 3. og en 9. plads. Dagen efter kørte Daryl Impey en overraskende god enkeltstart, hvor han blev nr. 5, inden man nåede til Paris med en hvid trøje og en samlet 7. plads til Yates samt en følelse af, at man havde kørt et relativt anonymt løb, hvor man aldrig for alvor havde været i rampelyset.

Hvordan klarede holdet sig i Vuelta a Espana?

Efter de lidt blandede resultater i de to første grand tour kom man med det helt tunge skyts til Vueltaen. For første gang nogensinde stillede man til start i en grand tour med alle tre kaptajner, Esteban Chaves og de to Yates-brødre, og der var almindelig enighed om, at Orica-Scott kom med et af de klart stærkeste mandskaber til det spanske løb. Ganske vist vidste man på forhånd, at en træt Simon Yates næppe ville kunne blande sig i toppen af klassementet, men forventningerne til Chaves og Adam var store, og man lagde ikke skjul på, at man gik efter en podieplads.

En fin 5. plads i holdløbet gav en god start, og det blev blot endnu bedre, da man allerede to dage senere ramte de første bjerge i Andorra. Her var Chaves den eneste, der kunne følge Chris Froome på den sidste stigning, og selvom duoen senere blev hentet, og det derfor kun blev til en 5. plads til colombianeren, havde Chaves udmærket sig som britens måske allerstørste rival. Så gjorde det mindre, at begge de to Yates-brødre tabte lidt tid. På de følgende mellemetaper koncentrerede man sig om at holde Chaves ude af problemer inden den næste store test på Xorret de Cati-etapen, hvor colombianeren imidlertid viste de første små svaghedstegn. Heldigvis kom han stærkt igen dagen efter, hvor han kun akkurat blev slået af Froome på den stejle mur Cumbre del Sol, og han gik derfor ind til første hviledag på den samlede andenplads.

Forventningen var, at Chaves ville blive bedre og bedre, men det skulle vise sig ikke at holde stik. Han tabte uventet tid på Calar Alto-etapen, den første i de høje bjerge, og bedre blev det ikke på La Pandera-etapen, hvor han blot blev nr. 4. En 4. plads i Sierra Nevada gav håb om fremgang, og han var fortsat nr. 5, da han gik ind til den sidste uge,

Her kollapsede Chaves imidlertid på spektakulær vis. En skidt enkeltstart sendte ham ned som nr. 9, og dagen efter kom sammenbruddet på den stejle Los Machucos, der sendte ham helt ud af top 10. Herefter kæmpede han for at begrænse skaden på de sidste etaper, men han var langt fra at kunne følge de bedste og måtte i sidste ende tage til takke med en dybt skuffende 11. plads. Yates-brødrene viste lidt fremgang med et par angreb mod slutningen af løbet, ligesom en stærkt kørende Jack Haig viste sig frem, men også for de to briter endte løbet som en mindre katastrofe. Til sidste håbede man, at Magnus Cort kunne give holdet lidt oprejsning i massespurten i Madrid, men her blev det kun til en 6. plads som afslutning på en dybt skuffende Vuelta for australierne.

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb efter Touren?

Hvor den første del af året generelt var positiv for Orica-Scott, vendte bøtten efter Giroen. I juni måned havde man ikke meget succes, og hverken Touren eller Vueltaen levede op til de store forventninger. Sidst på året gik det imidlertid nærmest helt galt, og man kunne slet ikke holde den ellers imponerende vinderrate oppe. Det startede ellers meget fint, da Adam Yates i Prueba Villafranca gjorde comeback efter Touren og kun få meter fra stregen blev hentet af en lille gruppe med holdkammeraten Robert Power, der sikrede holdet en 5. plads. Kort efter var Magnus Cort tæt på sin første store endagssejr på WorldTouren, da han blev nr. 2 bag Alexander Kristoff i RideLondon Classic.

Endnu bedre gik det i Tour de Pologne. Efter en lidt skuffende 2. plads på 1. etape og et helkiks i den efterfølgende massespurt til Caleb Ewan viste Jack Haig storform med et fornemt angreb på den første kuperede etape. Desværre holdt han ikke hjem, og kaptajn Yates kunne med en 8. plads ikke leve op til forventningerne. Dagen efter gik man imidlertid endelig den store sejr, da Ewan viste sin klasse på 4. etape, og selvom australieren blev sat på den kuperede 5. etape, var man stadig med fremme i spurten, hvor Luka Mezgec sikrede sig en andenplads. Dagen efter fik Haig sin revanche efter nedturen på 3. etape, da han med et lignende angreb sejrede på den anden af de tre svære etaper, mens Yates fulgte trop ved at køre sig til en 9. plads. Dagen efter var man endda tæt på en tredje sejr, da kun Wout Poels var stærkere end Yates på kongeetapen, hvor Haig tillige blev nr. 8, og man endte derfor med to mand i top 10 med Yates på en 5. og Haig på en 8. plads. Herefter drog Mezgec videre til Herning, hvor han spurtede sig til en fin 5. plads ved EM.

Goldet valgte ikke at stille til start med Ewan i BinckBank Tour, og det gav Magnus Cort en chance for at være førstesprinter. Desværre lykkedes det ham ikke at få den store WorldTour-sejr, da han måtte nøjes med en 3., 6. og 7. plads på de tre flade etaper. Da Jens Keukeleire samtidig skuffede på de svære etaper, forlod holdet løbet uden de store resultater. Det varede dog ikke længe, inden man var tilbage på podiet, da formstærke Mezgec sejrede i massespurten i Veenendal-Veenendal, og kort efter dominerede man totalt i det nye østrigske bjergløb Pro Ötztaler 5500, hvor en ellers generelt skuffende Roman Kreuziger kørte sig til en solosejr med holdkammeraterne Power og Damien Howson på hhv. en 4. og en 9. plads. Det var imidlertid kun i de små endagsløb, at holdet havde succes. Således lykkedes det ikke at få én eneste top 10-placering i WorldTour-løbene Clasica San Sebastian, EuroEyes Cyclassics, Bretagne Classic, GP de Quebec og GP de Montreal.

Læs også

Mandskaberne til den danske UCI-weekend: Nyt danskerhold med

Holdet kom heldigvis lidt tilbage på sporet i Tour of Britain, hvor Ewan lagde ud med at vinde 1. etape. Efter en 4. plads på anden etape, slog han igen til på 3. etape, inden Luke Durbridge, der netop var kommet tilbage efter en skadespause, overraskede positivt med en 10. plads på enkeltstarten. Dagen efter tog Ewan sin tredje etapesejr, og han var endda også tæt på at vinde kongeetapen, hvor han blev nr. 2 bag Dylan Groenewegen. På sidste etape blev han imidlertid sat af, og det åbnede i stedet en mulighed for Mezgec, der spurtede sig til en 4. plads som afrunding på en god uge for i Storbritannien.

VM blev ikke nogen stor succes for australierne, idet en femteplads i holdløbet var deres værste resultat i begivenhedens korte historie, og selvom Magnus Cort var tæt på en meget overraskende VM-titel i linjeløbet, forlod man Bergen uden de store resultater. Herefter rettede man blikket mod de italienske efterårsklassikere, hvor Esteban Chaves sidste år havde haft stor succes. Desværre styrtede colombianeren slemt i sit første løb, Giro dell’Emilia, og dermed endte hans sæson brat i et løb, hvor en ellers træt Jack Haig reddede æren med en 9. plads. En formstærk Michael Albasini, der også havde været med fremme ved VM og taget en sejr for det schweiziske landshold i Coppa Agostoni, blev derefter nr. 4 i GP Beghelli - hvor Cort blev nr. 10 - og nr. 10 i Tre Valli Varesine. Holdets højdepunkt kom dog på Colle de Superga-stigningen i Milano-Torino, hvor Adam Yates kørte sit bedste løb i et ellers skuffende efterår for briten og sluttede som nr. 2 bag Rigoberto Uran. Det gav visse forhåbninger til Il Lombardia, men her kunne briten slet ikke leve op til forventningerne, og man endte helt uden resultat i årets sidste monument.

Holdet sluttede sæsonen i Asien, hvor man først fik Mitchell Docker og Michael Hepburn ind som hhv. nr. 4 og 7 i det nye Hong Kong Challenge, inden man stillede til start i Tour fo Guangxi med store planer i spurterne med Ewan og i klassementet med Haig. Ewan viste sig imidlertid at være langt fra formen, og efter en fiasko på 1. etape overtog Cort sprinteransvaret. Det gav to tredjepladser, en femte- og en sjetteplads til danskeren i hans sidste løb for holdet samt to top 10-placeringer til hans lead-out man Roger Kluge, men da Haig skuffede på kongeetapen, endte også det kinesiske løb som en skuffende oplevelse for australierne, der ikke havde meget at glæde sig over i et generelt tamt efterår, hvor man kun sejrede 7 gange.

Den endelige dom

I 2016 var Orica-Scott på alles læber. Med podiepladser i både Giroen og Vueltaen, en femteplads samt en hvid trøje i Tour de France, etapesejre i alle tre grand tours og sejre i hele to af sportens fem monumenter måtte holdets ledelse knibe sig selv i armen for at fatte, hvor fantastisk en succesoplevelse året havde været. Den succes skabte naturligvis kolossale forventninger til 2017-sæsonen, og selvom det på forhånd var klart, at man næppe kunne opnå tilsvarende resultater, var det indlysende, at holdet i hvert fald skulle være konkurrencedygtigt i de fleste store løb. Med holdets stigende fokus på klassementer i etapeløb var det specielt i grand tours med de tre kaptajner Esteban Chaves og Adam og Simon Yates, at der skulle leveres.

Efter 10 måneders cykelløb kan det konstateres, at holdet ikke var i nærheden af at leve op til de flotte resultater fra 2016. Naturligvis kan man ikke bebrejde mandskabet, at Chaves fik ødelagt det meste af sæsonen af en grim knæskade, og at Adam Yates var ramt af uheld med det store motorcykelstyrt i Giroen, men det kan alligevel ikke slette indtrykket af, at holdets vigtigste ryttere generelt ikke slog til, da det gjaldt. Adam Yates nåede aldrig samme niveau i Giroen, som han sidste år gjorde i Touren, og selvom man vandt den hvide trøje i Touren med Simon, leverede briten generelt en skuffende præstation på de franske landeveje. Den helt store nedtur kom i Vueltaen, hvor man ellers var til start med alle tre kaptajner. Chaves lagde ellers ud som lyn og torden, men kollapsede totalt i den tredje uge, og de to Yates-brødre var begge en skygge af sig selv. Samlet set endte man med to perifere top 10-placeringer i de tre uger lange løb, og det er ikke i nærheden af at tilfredsstille ledelsen.

Bedre var det for Caleb Ewan, der i år for alvor fik etableret sig som et af de helt store sprinternavne, ikke mindst da han slog alle giganterne i Abu Dhabi Tour. I virkeligheden var han vel også hurtigste mand i Giroen, men her betød en serie uheld, at det kun blev til en enkelt etapesejr. Tilsvarende kan man glæde sig over, at Luka Mezgec trods sin status som lead-out man leverede flere flotte resultater. Til gengæld blev det en skuffende sæson for Magnus Cort, der efter en fremragende start med to tidlige sejre, ikke vandt ét eneste løb efter midten af februar, og det lykkedes aldrig for danskeren at leve op til de flotte resultater fra tidligere.

Klassikerne var en blandet landhandel. Michael Albasini leverede flotte og stabile resultater i Ardennerne, og Luke Durbridge fik et gennembrud på brostenene - men var desværre usynlig i de to brostensmonumenter. I efteråret lykkedes det imidlertid kun at få ét top 10-resultat i de mange endagsløb på WorldTouren, og det er naturligvis alt for lidt for et tophold som Orica-Scott. Også de ugelange etapeløb efterlader blandede fornemmelser. Man vandt temmelig mange etapesejre på WorldTouren med flere forskellige ryttere, og begge Yates-brødre kørte generelt stærkt fra marts til begyndelsen af maj. Sygdom og uheld betød dog, at resultaterne ikke helt afspejlede deres styrke.

Samlet set er man efterladt med en fornemmelse af, at Orica-Scott slet ikke levede op til det store potentiale. Måske er det samlede facit et, som mange med misundelse ville betragte, men for et af sportens store hold kan et sådant udkomme af 2017-sæsonen ikke betegnes som andet end en skuffelse.

Karakter: 4/10