Sæsonevaluering: Hvordan klarede Quick-Step sig?

I denne artikel kaster vi et blik på Quick-Steps meritter i de seneste 10 måneder. Vær opmærksom på, at vi efter denne serie, hvor vi retter blikket bagud, vil følge op med en fremadrettet analyse af hvert af de 18 hold, hvor vi ser på udbyttet af deres transfersæson samt de forventninger, vi kan have til 2018-sæsonen.

Antal sejre: 56 (Fernando Gaviria 14, Marcel Kittel 14, Matteo Trentin 7, Philippe Gilbert 5, Yves Lampaert 3, Julian Alaphilippe 2, Bob Jungels 2, David De La Cruz 2, Maximilano Richeze 2, Daniel Martin 1, Zdenek Stybar 1, Iljo Keisse 1, Tom Boonen 1, Jack Bauer 1)

Sejre på WorldTouren: 30 (Flandern Rundt med Philippe Gilbert, Amstel Gold Race med Philippe Gilbert, 5 etapesejre i Tour de France med Marcel Kittel, 5 etapesejre i Giro d’Italia med hhv. 4 til Fernando Gaviria og 1 til Bob Jungels, 6 etapesejre i Vuelta a Espana med hhv. 4 til Matteo Trentin, 1 til Yves Lampaert og 1 til Julian Alaphilippe, sejr i Dwars door Vlaanderen med Yves Lampaert, 1 etapesejr i Tour de Suisse med Philippe Gilbert, 2 etapesejre i Paris-Nice med hhv. Julian Alaphilippe og David De La Cruz, 1 etapesejr i Tirreno-Adriatico med Fernando Gaviria, 1 etapesejr til Vuelta al Pais Vasco med David De La Cruz, 1 etapesejr i Tour of California med Marcel Kittel, 1 etapesejr i Abu Dhabi Tour med Marcel Kittel, 4 etapesejre i Tour of Guangxi med Fernando Gaviria)

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

Placering på WorldTour-ranglisten: Nr. 2 (nr. 7 i 2016)

Ryttere i top 100 på WorldTour-ranglisten: Daniel Martin (nr. 8), Philippe Gilbert (nr. 11), Julian Alaphilippe (nr. 18), Fernando Gaviria (nr. 29), Bob Jungels (nr. 57), Marcel Kittel (nr. 59), Matteo Trentin (nr. 61), Zdenek Stybar (nr. 63), Niki Terpstra (nr. 65), Yves Lampaert (nr. 83), David De La Cruz (nr. 85), Petr Vakoc (nr. 88)

Ryttere i top 100 på verdensranglisten: Philippe Gilbert (nr. 10), Daniel Martin (nr. 11), Matteo Trentin (nr. 23), Fernando Gaviria (nr. 27), Julian Alaphilippe (nr. 29), Marcel Kittel (nr. 41), Bob Jungels (nr. 70), Zdenek Stybar (nr. 71), Niki Terpstra (nr. 72), Petr Vakoc (nr. 95), David De La Cruz (nr. 98)

Hvordan klarede holdet sig i forårsklassikerne?

Verdens førende klassikerhold var på forhånd under pres for at hjemføre den store sejr, man havde misset i 2016. Problemet var, at man trods et stærkt kollektiv med navne som Zdenek Stybar, Niki Terpstra, Matteo Trentin og Yves Lampert havde et bredt kollektiv, men manglede den entydige kaptajn til at udkæmpe kampen med giganterne Peter Sagan og Greg Van Avermaet på brostenene. Og i Ardennerne havde man en fabelagtig duo i Julian Alaphilippe og Dan Martin, der havde den store udfordring at knække ustoppelige og evigt unge Alejandro Valverde. Dertil kom det ekstra aspekt, at Tom Boonen stoppede efter Paris-Roubaix og en stor del af forårssæsonen handlede derfor om, hvorvidt den belgiske legende kunne slutte med den helt store sejr. Der var samtidig Philippe Gilbert, der var kommet til holdet for at få lov til at køre de flamske klassikere og derfor havde ambitioner i alle de belgiske løb frem til Flandern Rundt, hvorefter han ville slå følge med Martin og Alaphilippe i Ardennerne. Og endelig var der Fernando Gaviria, der havde sat næsen op efter at vinde Milano-Sanremo samt at indhøste flere erfaringer på brostenene.

Starten var desværre katastrofal. I Omloop Het Nieuwsblad blev holdet ganske enkelt kørt over af Sagan, Van Avermaet og Sep Vanmarcke, og så hjalp det ikke meget, at man havde Trentin på en 9. plads, Gilbert på en 13. plads og Stybar på en 14. plads i den efterfølgende gruppe. Bedre gik det heldigvis i Kuurne-Bruxelles-Kuurne, hvor både Stybar og Trentin var med i den gruppe, de undslap i finalen. Trentin kom med i den kvintet, der skulle afgøre løbet, men italieneren havde overraskende nok ikke tiltro til sin spurt. Derfor iværksatte han et fejlslagent angreb i finalen, som betød, at han endte sidst i gruppen på en 5. plads, mens Stybar rullede over stregen som nr. 9.

Netop Stybar var manden, der skulle vinde Strade Bianche, som han tidligere har vundet, og som altid er et af tjekkens vigtigste mål. Igen i år kørte han med om sejren, da han var med i den kvartet, der undslap efter et episk udskilningsløb. Han kunne imidlertid ikke svare, da Michal Kwiatkowski iværksatte det afgørende angreb, og til slut løb han tør for energi med en 4. plads som resultat. Heldigvis var der håb om revanche i Milano-Sanremo, hvor Gaviria var ude efter den helt store triumf efter den kolossale skuffelse i 2016. Bedste mand blev imidlertid formstærke Alaphilippe, der netop havde præsteret fremragende i Paris-Nice. Sammen med Kwiatkowski var han eneste mand, der kunne følge Sagan på Poggio, men i spurten blev franskmanden desværre henvist til 3. pladsen i sin La Primavera-debut. Gaviria viste efterfølgende sin spurtstyrke, da kun Alexander Kristoff var hurtigere i feltets spurt, og det blev derfor til en fin 5. plads til det colombianske fænomen.

Tilbage på de belgiske brosten var der lagt op til revanche for åbningsweekenden i Dwars door Vlaanderen, og den gik man i den grad. Gilbert og Lampaert angreb tidligt og fik til slut skabt sig en kvartet med Alexey Lutsenko og Luke Durbridge. Her udnyttede man overtallet helt perfekt til at sende Lampaert i offensiven, og mens alle kiggede på Gilbert, sikrede den unge belgier sig en store klassikersejr, inden Gilbert i spurten gjorde det til en 1-2 til det belgiske hold. Det varslede starten på en gylden periode for Gilbert, der allerede var på den igen to dage senere i E3. Igen angreb han, før man kunne forvente det, og endte til slut i en trio med Van Avermaet og Oliver Naesen. Desværre blev han i spurten henvist til 2. pladsen af sin tidligere holdkammerat fra BMC, mens resten af holdet viste deres kollektive styrke i den efterfølgende gruppe af favoritter, hvor Boonen på 8. pladsen, Terpstra og Trentin også sad.

Gilbert tog sig en pause i Gent-Wevelgem, hvor Gaviria til gengæld var hentet ind i tilfælde af, at løbet som så ofte før skulle ende i en massespurt. Det skete dog ikke denne gang, da en gruppe kom fri mod slutningen. Her repræsenterede Terpstra Quick-Step, men i et bizart show, hvor han og Sagan lod sig provokere af Søren Kragh, kom Van Avermaet og Jens Keukeleire fri. Det betød, at Terpstra endte med at køre om 3. pladsen, og selvom de blev hentet på stregen, lykkedes det ham akkurat at blive nr. 4 bag Sagan. Boonen kørte samtidig sit livs sidste massespurt, hvilket gav en 6. plads, mens Gaviria lidt skuffende blot blev nr. 9.

Det helt store hjemmebaneløb var naturligvis Flandern Rundt, hvor man stillede til start med flere vinderkandidater, herunder ikke mindst Gilbert, der netop havde sejret suverænt i 3 Dage ved Panne. Samme Gilbert benyttede samme strategi som i Dwars door Vlaanderen og E3, da han allerede gik i offensiven på Muren med 80 km igen - efter fornemt holdarbejde fra blandt andre Boonen - og kort efter kørte solo. I en af de flotteste præstationer i det flamske monument i mange år holdt han de jagtende favoritter bag sig og sejrede dermed i det første af de tre monumenter, som han endnu mangler, og som skiftet til Quick-Step skulle gøre det muligt at vinde. Terpstra kørte en flot finale, hvor han endte i den trio, der spurtede om 2. pladsen, og hans 3. plads betød, at det blev til to Quick-Step-ryttere på podiet. I den efterfølgende gruppe havde man også Trentin, der havde kørt et offensivt løb på en 13. plads, mens Boonen til gengæld fik sit sidste Flandern Rundt ødelagt af uheld.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Inden Boonen skulle jagte den smukkest tænkelige afsked i Paris-Roubaix, skulle han bidrage til at skrive historie i Scheldeprijs, hans sidste løb på belgisk grund, hvor holdet jagtede en femte sejr med Marcel Kittel, som her kørte sin eneste klassiker. Det tyske muskelbundt skuffede ikke og sejrede atter suverænt i spurten i Schoten, hvormed han nu er alene øverst i Scheldeprijs-hierarkiet med sine fem sejre. For Boonen var det god opvarmning til den store finale i Roubaix, men desværre blev det ikke til det eventyr, han havde drømt om. Selvom holdet ikke havde lagt skjul på, at det var alle mand for kaptajnen, manglede den belgiske veteran det sidste i finalen og gav derfor Stybar løbepas til at køre sin egen chance. For anden gang i karrieren blev tjekken imidlertid besejret i spurten på velodromen og endte atter som nr. 2 i det belgiske monument. Boonen måtte derimod tage til takke med en lidt skuffende 13. plads i midten af den gruppe, der spurtede om 6. pladsen.

Efter brostenene gjaldt det de kuperede klassikere, hvor man lagde ud i opvarmningsløbet, Brabantse Pijl. Her var man til start med to kaptajner i form af de tidligere vindere Gilbert og den forsvarende mester Petr Vakoc. Det blev Vakoc, der greb sin chance og med en flot finale havnede i den lille gruppe, der spurtede om sejren. Her var imidlertid oppe mod en suveræn Colbrelli, der henviste ham til 2. pladsen. Også Dries Devenyns på 7. pladsen og Laurens De Plus på 10. pladsen var med i det rette fremstød, mens Gilbert rullede over stregen som en af de bedste i feltet på en 15. plads.

Han nøjedes imidlertid ikke med en sekundær placering i Amstel Gold Race, tværtimod. Trods en ny og lettere rute, der på papiret favoriserede en reduceret massespurt endte løbet som en af de meste selektive udgaver i mange år. Det skyldtes ikke mindst, at netop Gilbert tog tyren ved hornene og angreb fra distancen. Han havnede herved i en meget stærk gruppe, hvorfra han sammen med Kwiatkowski undslap i finalen. Modsat Alaphilippe i Sanremo viste den belgiske veteran herefter stor styrke ved at besejre polakken i spurten og dermed blive den første rytter i mange år til at vinde både en brostens- og en ardennerklassiker. Desværre skulle det også markere enden på hans klassikersæson, idet et styrt tidligere i løbet havde efterladt ham med en nyreskade, der tvang ham til en pause.

Desværre var også Alaphilippe sat ud af spillet efter et styrt i Baskerlandet, og det betød, at det var op til Martin at få ram på Valverde i de to sidste ardennerklassikere. Første forsøg kom i Fleche Wallonne, hvor holdet forsøgte at sætte favoritten under pres ved at angribe med Bob Jungels i finalen. Planen lykkedes imidlertid ikke, og da der skulle spurtes på Mur de Huy, var Valverde helt suveræn. Martin gjorde dog, hvad man kunne forvente, og blev atter nr. 2 i midtugeklassikeren. Endnu tættere på var han i Liege-Bastogne-Liege. Her angreb han nemlig tidligt på målstigningen i Ans, og det så kortvarigt ud til, at han måske kunne holde hjem. Valverde havde imidlertid alt under kontrol og timede sin acceleration så fremragende, at Martin kun kunne se til, da spanieren kom blæsende forbi og henviste ham til endnu en andenplads. Det afsluttede dog en fabelagtig klassikersæson for Quick-Step, der kun i Omloop Het Nieuwsblad ikke havde en rytter i top 5, og fra og med Milano-Sanremo var holdet endda på podiet i samtlige store klassikere.

Hvordan klarede holdet sig i Giro d’Italia?

Efter sidste års gennembrud fik Bob Jungels igen chancen for at køre klassement i Giroen, hvor han jagtede både endnu en hvid trøje samt ikke mindst en samlet top 10-placering. Holdets primære fokus var dog etapesejre, hvor der specielt var store forhåbninger til Fernando Gaviria i dennes grand tour-debut. Specielt havde colombianeren blik på 1. etape, der ville indbringe ham mindst én dag i den lyserøde førertrøje.

Det mål blev imidlertid ikke indfriet, og efter de første to etaper var der bestemt intet, der tydede på, at Gaviria var på vej mod et succesfuldt løb. Tværtimod virkede han mildt sagt temmelig langt fra topformen, da han trods godt holdarbejde kun blev hhv. nr. 12 og 4 på de første to etaper. Netop som det så sortest ud, drog Gaviria imidlertid maksimal fordel af holdets kollektive. På den vindblæste 3. etape gjorde holdet, hvad de gør bedst: angriber i sidevinden. Gaviria var efter fremragende forarbejde af specielt Jungels, en af de få sprintere, der overlevede, og han havde ingen problemer med at færdiggøre arbejdet og ikke blot tage sig første etapesejr, men også med to dages forsinkelse iføre sig den lyserøde trøje. Lead-out man Maximilano Richeze blev endda nr. 5 på etapen, hvor Jungels med en 7. plads også vandt værdifuld tid på rivalerne.

Som forudset blev det bare til en enkelt dag i lyserødt for Gaviria, men det betød ikke, at trøjen forlod Quick-Step-lejren. På den første bjergetape til toppen af Etna spurtede Jungels sig nemlig til en 7. plads i den store gruppe af favoritter, og det var nok til for andet år i træk at erobre løbets mest prestigiøse trikot. Samtidig havde Gaviria for alvor fundet benene, og allerede dagen efter sejrede han for anden gang. På 6. etape var det så igen Jungels’ tur til at forsvare farverne, da han spurtede sig til en fin 8. plads på den stejle mur i finalen, inden han på den følgende sprinteretape igen overlod ansvaret til Gaviria. Denne gang måtte colombianeren imidlertid se sig henvist til andenpladsen af sin ærkerival Caleb Ewan.

Jungels forsvarede trøjen endnu en dag med en 10. plads på den lille stigning i finalen af 8. etape, men han var helt ærlig i sin vurdering af chancerne for at holde på trøjen også på den meget svære Blockhaus-stigning, der på niendedagen udgjorde den første seriøse udfordring. Helt som ventet blev bjerget alt for stejlt for store Jungels, der på en 15. plads tabte hele 3.30 til vinderen Nairo Quintana, men han kunne dog trøste sig med, at han kunne gå ind til hviledagen med den hvide trøje - også selvom den samlede 12. plads helt sikkert var under det forventede.

Heldigvis havde Jungels udsigt til revanche på sin yndlingsetape, den lange enkeltstart, hvor han kørte sig til en flot 3. plads, der sendte ham op på 6. pladsen i den samlede stilling. Herefter lod han unge Laurens De Plus forsøge sig i et udbrud på 11. etape, hvor han imponerede stort på stigningerne, men desværre manglede spurtegenskaberne til at opnå mere end en 10. plads. Bedre blev det på den følgende etape, da Gaviria udnyttede den første af de to tilbageværende sprinteretaper til at sikre sig sin tredje sejr på en dag, hvor Richeze med et godt lead-out opnåede endnu en 5. plads. Det blev til den helt store fest for det belgiske mandskab, da Gaviria også dagen efter sejrede på løbets sidste flade etape og således efter 13 dage allerede havde fire gevinster at sole sig i, inden han gik i overlevelsesmode i den resterende del af løbet.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Jungels næste test kom på Oropa-etapen i den næstsidste weekend, men også her havde han det meget svært på den sidste stigning. Faktisk måtte De Plus, der fortsatte med at imponere, eskortere ham til toppen på hhv. en 18. og 19. plads, og det sendte ham ned på en 9. plads i den samlede stilling. Han svarede dog igen på fabelagtig vis 24 timer senere, hvor en lille gruppe af klassementsryttere endte med at spurte om sejren. Her viste Jungels sin hurtighed og erobrede en fornem sejr - holdets femte - og et vigtigt selvtillidsboost inden den bjergrige tredje uge, som han startede på en 8. plads.

Det er velkendt, at Jungels altid er bedst i den sidste uge og på de lange, seje bjergetaper, og derfor var det ikke uventet, at han var markant bedre i Dolomitterne end tidligere i løbet. På løbets kongeetape blev han en stærk nr. 8 og forsvarede samme placering i den samlede stilling. Herefter var der plads til hjælperne på den følgende udbrudsetape, hvor både Dries Devenyns og De Plus var med i den rette gruppe, desværre kun med hhv. en 6. og en 14. plads som resultat. Næste opgave for Jungels var den følgende bjergetape, hvor han desværre fik sig en ordentlig dukkert. Med en 19. plads tabte han mere end to minutter til Adam Yates og Davide Formolo, de direkte rivaler i kampen om den hvide trøje, og han måtte afgive den eftertragtede trikot til Yates, samtidig med at han gled ned på 10. pladsen.

Heldigvis var han atter i stand til at rejse sig. På den følgende bjergetape blev han nr. 14 i samme tid som Yates, og han sluttede bjergetaperne ved at vinde spurten om 6. pladsen i Dumoulin-gruppen på 20. etape, hvor han igen sluttede i samme tid som Yates. Dermed gik han ind til den sidste enkeltstart på en 9. plads, bare 28 sekunder efter sin britiske rival, og med al mulig grund til at tro på endnu en hvid trøje. Han færdiggjorde arbejdet med en 8. plads på tidskørslen, og holdet endte derfor et meget succesrigt løb med en samlet 8. plads og endnu en hvid trøje til Jungels, en pointtrøje til Gaviria og ikke færre end fem etapesejre.

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb forud for Touren?

Paradoksalt nok har sportens mest vindende hold tradition for at være totalt usynlige i Tour Down Under, hvor de altid får en skidt sæsonstart, og det forholdt sig bestemt ikke anderledes i 2017. Petr Vakoc skuffede i klassementet, og selvom unge Enric Mas kortvarigt så ud til, at han kunne tage over, endte man løbet helt uden resultater og med en 26. plads til spanieren. Lidt bedre gik det i det efterfølgende Cadel Evans Great Ocean Road Race, hvor Gianluca Brambilla scorede lidt WorldTour-point med en 8. plads, men det australske eventyr var alt andet end en succes.

Det kan man til gengæld bestemt ikke sig om holdets tur til Argentina. Her mødte man op med suverænt sprintertog med Fernando Gaviria, Maximilano Richeze og Tom Boonen til Vuelta a San Juan, og holdets største udfordring var egentlig at finde ud af, hvem der skulle satses på. Naturligt nok fik Gaviria chancen på 1. etape, og han slog til med det samme ved at levere årets første sejr, mens Boonen rullede over stregen som nr. 6. Dagen efter var der byttet rundt på rollerne, og det udnyttede den belgiske veteran til at tage det, der skulle vise sig at blive karrierens sidste sejr. Forventningerne var mere beskedne til den efterfølgende enkeltstart, men her overraskede nyprofessionelle Remi Cavagna ved at tage en ganske imponerende 4. plads, inden Gaviria leverede sin anden etapesejr i løbet. Efter en anonym præstation på kongeetapen overraskede holdet herefter ved at sende Richeze i udbrud, og det udnyttede den lokale helt til at tage en sjælden sejr. Løbet endte i den helt store jubeloplevelse, da samme Richeze på sidste etape angreb på den sidste kilometer og herved sikrede sin anden etapesejr i træk, og da Boonen endda vandt feltets spurt, blev det til en forrygende dobbeltsejr. Man forlod således Argentina med hele fem etapesejre ud af syv mulige og en samlet 10. plads til Pieter Serry.

Holdets anden supersprinter, Marcel Kittel, gjorde som altid sin debut i Dubai Tour, hvis mange sprinteretaper tidligere har været en sand fest for tyskeren, der også havde blik på endnu en samlet sejr i det arabiske etapeløb. Nøjagtigt som sidste år kom han flyvende fra start, idet han sejrede suverænt på de to første etaper. Benene manglede til at blande sg helt fremme på den vindblæste 3. etape, men det gjorde mindre. Dagen efter blev kongeetapen nemlig aflyst, og dermed havde Kittel kurs mod endnu en samlet sejr, som han på overlegen vis sikrede sig ved også at vinde sidste etape. Dermed stod han den 4. februar allerede med fire triumfer.

Den europæiske sæsondebut i Volta a la Comunitat Valenciana var betydeligt mere afdæmpet. En 3. plads i det indledende holdløb blev fulgt op af en 4. plads til David De La Cruz, der angreb på den kuperede 2. etape, hvor Philippe Gilbert i sin debut for holdet også spurtede sig til en 9. plads. Den følgende dag var Yves Lampaert med en 4. plads med fremme i massespurten, inden Dan Martin tog over på kongeetapen. Her kørte han sig til en fin 6. plads, og efter at Lampaert og Iljo Keisse havde spurtet sig til hhv. en 4. og en 5. plads på sidste etape, sluttede ireren på en samlet 5. plads, to placeringer bedre end holdkammeraten De La Cruz.

Martin fortsatte herfra videre til Volta ao Algarve, hvor Gaviria også gjorde sin europæiske debut. Med vanlig træfsikkerhed slog colombianeren til allerede i spurten på 1. etape, hvor holdet dominerede i en sådan grad, at Matteo Trentin blev nr. 7. Endnu bedre blev det dagen efter, da Martin tog sin eneste sejr i år ved at spurtbesejre Primoz Roglic på den første bjergetape, men helt som ventet blev det blot til en enkelt dag i gult, da han tabte masser af tid på den efterfølgende enkeltstart. Løbet sluttede desværre lidt skuffende, da Gaviria kun blev nr. 7 i den sidste massespurt, og Martin havde en skidt dag på kongeetapen, hvor det kun blev til en 11. plads og dermed en samlet placering som nr. 6.

De La Cruz var til gengæld draget videre til Oman, hvor han stod i spidsen for holdet. Det så ganske lovende ud, da han blev nr. 6 på den første af de svære etaper, og også på den følgende var han med fremme med endnu en 6. plads, to placeringer bag Laurens De Plus, der også øjnede klassementet. En 9. plads til Lampaert på den følgende etape blev imidlertid fulgt op af en skuffende 12. plads til De La Cruz på kongeetapen, og det endte derfor med en samlet 11. plads til spanieren.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Ambitionerne var større i det nærliggende Abu Dhabi Tour, hvor man mødte op med både Kittel og den debuterende Julian Alaphilippe. Kittel havde imidlertid ikke sit bedste tog til sin rådighed, og derfor kneb det med positioneringen. Det lykkedes alligevel at hente årets første WorldTour-sejr på 2. etape, men på de øvrige sprinteretaper var han end ikke at finde i top 10. Alaphilippe viste sig til gengæld at være stærk fra sæsonstart, da han med en 5. plads på kongeetapen og en 7. plads i den sidste massespurt sikrede sig en samlet 5. plads. I marts deltog man som altid i en række mindre endagsløb på hjemlig grund, hvor et par af hjælperytterne kunne vise sig frem. Det blev til en flot 3. plads til Iljo Keisse og en 10. plads til Maximilan Schachmann i det hårde Le Samyn, en 10. plads til Keisse i Driedaags van West-Vlaanderen samt en 10. plads til Davide Martinelli i Handzame Classic.

Det første store etapeløbsmål på europæisk grund var Paris-Nice, hvor man stillede til start med Kittel til spurterne samt Martin og Alaphilippe til klassementet. Starten var ganske lovende, da alle tre kaptajner sad med i front på den vindblæste 1. etape, men Kittel løb i finalen tør for kræfter. Det udnyttede Alaphilippe til at angribe på en bakke inden mål, men desværre kom Demare op og henviste ham til andenpladsen. Længere bagude spurtede Gilbert sig til en 4. og Martin til en 6. plads i en yderst lovende start. Desværre fortsatte Kittels trængsler på de følgende sprinteretaper, hvor blot blev nr. 20 og 4, men det gjorde mindre, da man havde afviklet enkeltstarten. Her knuste Alaphilippe nemlig konkurrenterne og kørte sig med sit livs første enkeltstartssejr i førertrøjen, mens De La Cruz efter ens vær start fik selvtillid med en 6. plads. Dagen efter sluttede Kittel sin indsats i løbet med en 7. plads, inden det gjaldt den første bjergetape. Her måtte Alaphilippe trods stor hjælp fra Martin imidlertid notere et tidstab til Sergio Henao til trods for, at han og ireren blev hhv. nr. 4 og 5. Det skulle imidlertid vise sig at være lige meget, da Alaphilippe eksploderede på kongeetapen, hvor Martin dog i stedet tog over og kørte sig til en 3. plads. På sidstedagen var det så De La Cruz, der greb chancen for at gå i udbrud og ved til slut at besejre Contador i spurten, tog han karrierens anden WorldTour-sejr. Længere tilbage spurtede Alaphilippe sig til en 5. plads, og dermed endte man løbet med en 3. plads til Martin, en 5. plads, en point- og en ungdomstrøje til Alaphilippe, en sejr i holdkonkurrencen samt to etapesejre.

Helt så stærkt stod man ikke i Tirreno-Adriatico, hvor det var op til Bob Jungels, der havde haft en skidt sæsonstart, at køre klassement, mens Gaviria jagtede mere succes i spurterne. En andenplads i holdløbet var en ganske god start, men uheld forhindrede Gaviria i at blande sig i den første massespurt. De dårlige tendenser fortsatte på kongeetapen, hvor Jungels blot blev nr. 25, men heldigvis redde man løbet på næstsidste etape, hvor Gaviria spurtbesejrede Peter Sagan, og Trentin blev nr. 4. Efter en dårlig enkeltstart måtte Jungels imidlertid tage til takke med en beskeden 14. plads.

Efter sin forrygende start rettede Martin blikket mod Volta a Catalunya, som han tidligere har vundet. Efter en 8. plads til Petr Vakoc i den indledende spurt havde man imidlertid en skidt dag på holdløbet, hvor det blev til en sjældent set skidt 10. plads. Martin selv var dog godt kørende, da han på den første bjergetape var den eneste, der var i nærheden af suveræne Alejandro Valverde, men efter en 6. plads til Pieter Serry og en 8. plads til Vakoc i den næste spurt, havde ireren det svært på kongeetapen, hvor han måtte se sig henvist til 6. pladsen. Vakoc var herefter med en 4. plads på 6. etape, hvor Martin blev nr. 10, tæt på en sejr, inden Martin selv spurtede sig til en 5. plads på sidste etape. Slutresultatet blev en godkendt 6. plads til ireren.

Midt i klassikersæsonen stillede man som altid til start i 3 Dage ved Panne, hvor man havde store planer med formstærke Gilbert samt med Kittel i spurterne. Gilbert tøvede ikke med at bekræfte sin superform, da han suverænt sejrede på den indledende kongeetape og dermed erobrede førertrøjen. På den følgende etape holdt både han og Kittel sig til i sidevinden, men tyskeren havde brugt så mange kræfter, at det kun blev til en 3. plads i spurten. Dagen efter tog han dog sin revanche, idet han sejrede på morgenetapen, inden han om eftermiddagen kørte sig til en flot 4. plads på enkeltstarten. Gilbert tabte med en 6. plads lidt tid til et par konkurrenter, men det var alt rigeligt til at sikre sig den samlede sejr.

Alaphilippe skulle bruge Vuelta al Pais Vasco til at fintune formen inden klassikerne, men det løb endte som en katastrofe. På 1. etape var han på vej til at snyde sprinterne, da en dum punktering ikke blot kostede ham sejrschancen, men også tid i den samlede stilling, og så var det en ringe trøst, at Richeze blev nr. 6 i spurten. Dagen efter var Richeze tættere på, da han blev henvist til 2. pladsen af Michael Albasini, men det var på tredjedagen, at alt gik galt for Alaphilippe. Et tilsyneladende harmløst styrt endte nemlig med at koste ham en knæskade, som senere skulle holde ham ude af konkurrence helt frem til juli. Alligevel endte dagen som en succes for holdet, idet De La Cruz med en sent angreb kopierede bedriften fra Paris-Nice og kørte sig til en flot WorldTour-sejr. Det gav selvtillid inden kongeetapen, hvor han desværre blot blev nr. 10. Da han sluttede løbet med at køre sit livs enkeltstart med en 5. plads til følge, endte han dog løbet på en imponerende 4. plads, hans hidtil bedste resultat i et WorldTour-etapeløb.

Næste opgave for De La Cruz var Tour de Romandie, hvor han delte kaptajnansvaret med Jungels, der skulle finpudse Giro-formen. Det var imidlertid unge Schachmann, der trak de første overskrifter, idet han blev en dybt imponerende nr. 4 på prologen, inden De La Cruz spurtede sig til en 8. plads på den kuperede 2. etape. Richeze skulle herefter vise sig frem på de to sprinteretaper, hvor det ikke blev til mere end en 10. og en 7. plads, inden det gjaldt kongeetapen. Her lykkedes det både Jungels og De La Cruz at slutte i den store gruppe af favoritter, og de var derfor i en god præstation inden enkeltstarten. Her skuffede de imidlertid begge, og det blev derfor blot til en samlet 8. plads til luxembourgeren, en 16. plads til spanieren og en overraskende flot 19. plads til Schachmann. Samtidig finpudsede Gaviria Giro-formen i Rund um den Finanzplatz, hvor han imidlertid havde en offday, og derfor var det op til Richeze med en 8. plads at maksimere høsten af WorldTour-point.

De La Cruz havde gjort Tour of California til et stort mål, men sygdom tvang ham ud af løbet inden starten. Derfor fik unge Mas og Schachmann chancen for at køre klassement, mens Kittel havde blik på spurterne i det amerikanske løb. Han lagde ud med at leve op til sin status som storfavorit på den helt flade 1. etape, som han suverænt vandt, inden Mas og Schachmann kom lovende fra start ved at blive hhv. nr. 9 og 11 på den første kuperede etape. Desværre havde Kittel det svært på de følgende to sprinteretaper, hvor han blot blev hhv. nr. 12 og 8, og det kneb også for de unge kaptajner på kongeetapen, hvor Mas med en 14. plads var bedste mand. Schachmann kørte sig til gengæld lidt frem med en 6. plads på enkeltstarten, inden Trentin med en 7. plads greb sin chance på sidste etape, der blev for hård for Kittel. Slutresultat belv en godkendt 14. plads til Mas og en 15. plads til Schachmann.

Som et belgisk mandskab havde man store ambitioner i Belgium Tour, hvor Gilbert var tilbage efter den skade, der tvang ham ud af de sidste klassikere. Belgieren var allerede tæt på at vinde straks fra start, da han på brostensetapen på andendagen kun akkurat måtte se sig henvist til 2. pladsen af Mathieu van der Poel efter flot forarbejde af Julien Vermote, der blev nr. 9. På enkeltstarten tabte han imidlertid værdifuld tid med sin 11. plads, mens unge Cavagna til gengæld imponerede med en 4. plads, hvilket endda var tre pladser bedre end holdets specialist Lampaert. På kongeetapen i Ardennerne gamblede man ved at sende Cavagna i udbrud, og da han pludselig kunne lugte den samlede sejr, fik han lov at køre sin chance. Med en 4. plads lykkedes det at erobre førertrøjen, mens Vermote og Gilbert rullede ind med de øvrige favoritter som hhv. nr. 6 og 10. Desværre kunne den unge franskmand på sidste etape ikke forhindre Jens Keukeleire i at erobre så mange bonussekunder, at han gled ned på den samlede 2. plads. Med Gilbert på en 4. og Vermote på en 5. plads dominerede man toppen af den samlede stilling.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Med navne som Gilbert, Brambilla, Lampaert og Gaviria kom man med ret tungt skyts til Hammer Series, men her skuffede man stort. En 7. plads på 1. etape blev fulgt på af en 9. plads på 2. etape, og selvom det blev til en 3. plads på holdløbet, betød de specielle regler, at det blev til en skuffende 9. plads. Langt bedre gik det i Dauphiné, hvor man stillede til start med ambitioner om for andet år i træk at opnå en podieplads med Martin. Efter en anonym indledning på løbet, hvor Richeze skuffede stort på de flade etaper, og Martin som ventet tabte megen tid på enkeltstarten, slog ireren til i bjergene. Først blev det til en godkendt 6. plads på Mont du Chat-etapen, hvor han akkurat var ude af stand til at følge de fire bedste, og dernæst blev det til en skuffende 11. plads på Alpe d’Huez. Martin havde imidlertid gemt det bedste til sidst, hvor han med et stort angreb mod slutningen af den dramatisk sidste etape sikrede sig en andenplads, der samtidig katapulterede ham ind på den samlede 3. plads for andet år i træk.

I Tour de Suisse var holdet til gengæld til start uden klassementsrytter, da De La Cruz endnu ikke havde fundet formen efter sin sygdom, og derfor jagtede man etapesejr med Gilbert og Trentin. Det skulle vise sig at lykkes langt tidligere end ventet, da Gilbert udnyttede en meget kaotisk finale på 2. etape, hvor han egentlig skulle køre for Trentin, til at sikre sig sin første sejr i det schweiziske løb, mens Trentin spurtede sig ind på en 5. plads. På de følgende tre sprinteretaper blev det til hhv. en 8. og to 3. pladser til italieneren, mens holdet til gengæld var usynligt både på tidskørslerne og i bjergene.

I samme periode finpudsede Kittel Tour-form i Ster ZLM Toer, hvor han lagde ud som lyn og torden ved på prologen at blive nr. 2, en enkelt placering foran holdkammeraten Schachmann. De følgende to massespurter gik - bl.a. som følge af mekaniske problemer imidlertid i vasken - men lidt succes kom i stedet på kongeetapen, hvor Laurens De Plus efter sin flotte Giro angreb fra distancen, inden han i spurten blev henvist til andenpladsen. På sidste etape faldt det hele så i hak for Kittel, der sejrede i sin sidste spurt inden Touren, mens De Plus og Schachmann med en samlet 3. og 4. plads bidrog kraftigt til, at holdet vandt holdkonkurrencen. I samme periode var holdet også til start på hjemmebanen i Belgien, hvor Pieter Serry først blev nr. 9 i det nye Ride Bruges, inden Iljo Keisse fortsatte de gode takter i de mindre belgiske løb med en 3. plads i massespurten i Halle-Ingooigem.

Første del af sæsonen sluttede herefter med god succes ved de nationale mesterskaber. Efter en skuffende andenplads på enkeltstarten forsvarede Jungels sin luxembourgske linjeløbstitel, ligesom man også dominerede i Tjekkiet, hvor Stybar efter en 2. plads til Vakoc på enkeltstarten sejrede i linjeløbet med Vakoc på 3. pladsen. I Tyskland blev Schachmann nr. 4 på enkeltstarten og nr. 5 i linjeløbet, mens Trentin viste storform ved at blive en imponerende nr. 9 på bjergruten i Italien. På den belgiske hjemmebane sejrede Lampaert på enkeltstarten, men det lykkedes til gengæld ikke at leve op til forventningerne i linjeløbet, hvor det blev til en meget skuffende 8. plads til samme Lampaert som bedste resultat.

Hvordan klarede holdet sig i Tour de France?

Efter den overvældende succes i Giroen kunne man næsten kun gøre det dårligere i Touren. Det var dog ikke muskelkraft, der manglede på holdet. Ikke blot fik man efter maksimalt udbytte med Marcel Kittel i den meget sprintervenlige første uge, man jagtede også endnu en top 10-placering i klassementet med Daniel Maetin. Derudover havde man i Philippe Gilbert og Zdenek Stybar et par fremragende etapejægere, ligesom man havde et svagt håb om, at en sygdomsramt Gianluca Brambilla endelig kunne finde formen.

Holdet lagde fremragende ud på enkeltstarten i Düsseldorf, hvor Trentin chokerede alle, inklusive sig selv, ved at blive nr. 5, mens holdets på forhånd bedste kort, Kittel, blev nr. 9. Allerede dagen efter sikrede den tyske stjerne sig, at løbet blev en succes, da han sejrede på den første sprinteretape, og det skulle vise sig at blive indledningen på hans hidtil mest suveræne dominans i det franske etapeløb. Han gled dog i baggrunden på den følgende etape, hvor man gik efter etapesejren med Gilbert, men i stedet var det Martin, der med en 3. plads bag de langt tungere Peter Sagan og Michael Matthews viste storform. På den følgende etape blev Kittel fanget bag et styrt i spurten, og man måtte derfor nøjes med en 10. plads til Stybar, men det skulle vise sig at blive det eneste nederlag på en sprinteretape til den tyske stjerne.

Martin fortsatte de fremragende takter på den første bjergetape til La Planche des Belles Filles, da han i finalen satte alle favoritterne til vægs og blev nr. 2 bag Fabio Aru, der var undsluppet forinden. Dagen efter fortsatte Kittel, hvor han slap tidligere i løbet, da han sejrede i spurten på 6. etape, og bare 24 timer senere fuldendte han sit hattrick ved at slå Edvald Boasson Hagen med mm i en historisk tæt spurt. Herefter var det igen op til Martin at levere på etaperne i Jura-bjergene, men desværre slog lynet ned for belgierne. Det skete, da ireren blev revet i asfalten af Richie Porte på nedkørslen fra den svære Mont du Chat, og selvom han på imponerende vis krydsede stregen som nr. 9, kostede det ham ikke blot værdifuld tid, det skulle også vise sig at koste ham en brækket ryg, der skulle hæmme ham voldsomt i resten af løbet. Ikke desto mindre var han stadig optimist, da han gik ind til hviledagen på en samlet 6. plads.

Optimismen blev hurtigt genetableret, da Kittel fortsatte sit soloshow ved at vinde de to følgende sprinteretaper, og dermed stod han med fem sejre efter bare 11 dage i sadlen. Derefter skulle Martin se, hvordan han var kommet sig på de to pyrenæeretaper, der gik over al forventning. Først blev han nr. 6 på den lange Peyragudes-etape, og siden kørte han med stor kløgt på den eksplosive etape til Foix. I et forsøg på at undgå de accelerationer, hans ryg ikke kunne klare, tog han ansvar og satte selv tempo i favoritgruppen. Til slut angreb han endda i den flade finale og vandt et par sekunder på sine værste rivaler, hvorved han forlod bjergene på den samlede 6. plads. Dagen efter var han endda med fremme i spurten på muren i Rodez, hvor han Gilbert blev nr. 4 og han nr. 8. Da han med endnu en smart angreb på den kuperede 15. etape vandt yderligere et par sekunder, kunne han endda gå ind til den sidste uge på en samlet 5. plads.

Inden de afgørende etaper gjaldt det imidlertid den vindblæste 16. etape, der skulle vise sig at blive en sort en af slagsen for belgierne. Først blev Kittel nemlig sat på en tidlig stigning, og da flere ryttere blev hos tyskeren, var der ikke megen støtte til Martin, da feltet knækkede i sidevinden. Det endte med at koste ham megen af den tid, han havde vundet tidligere i løbet, og han gled derfor ned på den samlede 7. plads. Endnu værre blev det dagen efter på den første alpeetape. Kittel, der var næsten sikker på at vinde den grønne trøje, styrtede tidligt på etapen og slog sig så voldsomt, at han trods hård kamp måtte opgive at fuldføre, og således vinkede han farvel til drømmen om at hjemføre en trøje, han faktisk havde opgivet nogensinde at vinde.

Læs også

UCI annoncerer store ændringer i cyklecross-kalenderen

Martin fortsatte imidlertid med at kæmpe. En dum fejl på nedkørslen fra Galibier kostede ham tid på samme etape, hvor han blev nr. 7. Dagen efter blev det til en godkendt 8. plads på kongeetapen til Izoard, og dermed var han reelt sikker på 6. pladsen inden enkeltstarten. Han forsvarede positionen med en ganske fin præstation i sin hadedisciplin, og for andet år i træk sluttede han således i den samlede top 10. Selvom holdet gik glip af den grønne trøje og uden Kittel og Trentin, der også havde forladt løbet efter et styrt, var uden nogen rolle i spurten i Paris, kunne ledelsen med hele fem etapesejre dog kun se tilbage på løbet med stor tilfredshed.

Hvordan klarede holdet sig i Vuelta a Espana?

Fem etapesejre og en samlet op 10-placering var det blevet til i både Giroen og Touren. Det syntes næsten umuligt at matche de resultater i Vueltaen, hvor man endda stillede til start uden stjerner i topform. Det skulle imidlertid give Matteo Trentin chancen for for første gang at være førstesprinter i en grand tour og David De La Cruz muligheden for at gentage det foregående års top 10-placering. Derudover håbede man, at Julian Alaphilippe langsomt kunne finde formen efter sin lange skadespause, at Yves Lampaert kunen vise sig frem på enkeltstarten, at Bob Jungels kunne finde benene i den tredje uge, og at supertalentet Enric Mas måske kunne imponere undervejs.

Starten var ganske fin, idet holdet efter en tæt kamp måtte se sig henvist til 2. pladsen af ærkerivalerne BMC i holdløbet. Allerede dagen efter fik man imidlertid brudt isen, da holdet udnyttede sin specialitet: sidevinden. På den franske kyst splittede de feltet til atomer, og slutteligt lod Trentin Lampaert køre. Det udnyttede belgieren til at tage karrierens største sejr, inden Trentin i spurten endda gjorde det til en dobbeltsejr. Lampaert erobrede samtidig førertrøjen, men han var naturligvis klar over, at han ville miste den på den efterfølgende bjergetape. Håbet var, at De La Cruz kunne overtage den, og han viste storform. Desværre lancerede Vincenzo Nibali et smart angreb, og derfor måtte De La Cruz med sin spurtsejr i den lille favoritgruppe se sig henvist til 2. pladsen. Da han ikke havde siddet med fremme i sidevinden på 2. etape, gik han derfor akkurat glip af førertrøjen, som Chris Froome erobrede med et forspring på 2 sekunder ned til spanieren.

Den skuffelse blev dog hurtigt glemt på den efterfølgende sprinteretaper, hvor Trentin viste sig at være den i særklasse hurtigste mand i løbet og med en sejr blev den 100. rytter i historien til at opnå triumfer i alle tre grand tours. Dagen efter viste Alaphilippe sig frem for første gang, da han ramte det rette udbrud, men det blev hurtigt klart, at formen endnu ikke var i top, og han løb tør for kræfter, inden han rullede over stregen som nr. 7. Desværre tabte De La Cruz værdifuld tid på den sidste stigning og gled ned på en 5. plads. Tættere på var Mas på den følgende etape, hvor han efter imponerende kørsel nåede mål sammen med Tomasz Marczynski og Pawel Poljanski, men i spurten måtte se sig henvist til 3. pladsen. Lige så ærgerligt var det, at De La Cruz blev sat på en nedkørsel og tabte tid for anden dag i træk.

Alaphilippe havde nu fundet benene, og dem viste han frem på den stejle Xorret de Cati-stigning på 8. etape. Her kom han med i det rette udbrud, og selvom Rafal Majka med talrige angreb forsøgte at sætte franskmanden, holdt det unge talent stand. I spurten var der ingen tvivl om udfaldet, og Alaphilippe sikrede sig med karrierens første triumf i en grand tour holdet deres tredje sejr på bare otte dage. De La Cruz rejste sig samtidig med en bedre præstation, som han fulgte op på med en flot 7. plads på den følgende etape til toppen af den stejle Cumbre del Sol-stigning, og han gik derfor til hviledag på en fin 6. plads.

Trentin var egentlig taget med til løbet som holdet sprinter, men han skulle vise sig at være i sit livs form og slet ikke begrænset til spurterne. På 10. etape kom han således med i det rette udbrud sammen med mange klatrere, men ingen kunne matche italieneren på stigningerne. Til slut nåede han mål med Jose Joaquin Rojas, som han let besejrede i spurten, og dermed stod der allerede efter 10 dage hele fire sejre på kontoen. Dagen efter fortsatte De La Cruz de lovende takter, da han på den første etape i de høje bjerge blev en solid nr. 10 og avancerede til den samlede 4. plads.

Holdets næste mål var den relativt flade 13. etape, hvor der dog ventede en svær bakke op til mål. Den viste sig at være alt for hård for mange af de hurtige folk, men ikke for Trentin, der med en flot spurt erobrede sin tredje etapesejr. Desværre markerede det en foreløbig ende på holdets succes. De følgende to bjergetaper blev nemlig en lidelseshistorie for De La Cruz, der måtte kæmpe hårdt for at begrænse sine tidstab, og efter de to svære dage var han faldet helt ned på en 11. plads forud for den sidste hviledag.

Bedre blev det ikke på den lange enkeltstart, som Jungels og Lampaert brugte til at teste VM-form, men skuffede med hhv. en 9. og en 13. plads. De La Cruz tabte yderligere en plads i den samlede stilling og var nu pludselig langt fra top 10-målet. Heldigvis rejste han sig 24 timer på den stejle Los Machucos, hvor han med en 10. plads fik kæmpet sig op på den vigtige 10. plads, som han dog mistede 24 timer på den stejle mur på 18. etape. På samme etape var Alaphilippe og Trentin atter i udbrud, men denne gang måtte de nøjes med en 7. plads til italieneren, der havde ofret sig for sin holdkammerat. Dagen efter var Trentin atter med i den rette gruppe, denne gang sammen med Jungels, der med en 6. plads opnåede sit bedste resultat i løbet. Det var nu op til De La Cruz at sætte et sidste angreb ind på top 10 på den store Angliru-etape, og det så faktisk ganske lovende ud, da han angreb på næstsidste stigning. Desværre styrtede han på den efterfølgende nedkørsel og måtte herefter forlade løbet bare 24 timere inden finalen i Madrid. Det forstyrrede dog ikke holdet, der levede op til deres status som favoritter på den afsluttende etape, hvor Trentin suverænt tog sin fjerde og holdets sjette (!!!) etapesejr i løbet og 16. grand tour-etapesejr i 2017. Desværre måtte Trentin indse, at Froome gik efter det hele og blandede sig i massespurten til slut, hvorved italieneren akkurat gik glip af pointtrøjen med den mindst mulige margin.

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb efter Touren?

Allerede mens Touren endnu var i gang var holdet til start i GP Cerami, hvor Julian Alaphilippe gjorde sit længe ventede comeback efter styrtet i april. Det var dog Dries Devenyns, der var bedst kørende og kom med i den gruppe, der snød sprinterne, men desværre måtte han se sig henvist til tredjepladsen. Derefter drog holdet videre til Polen Rundt, hvor man håbede, at Bob Jungels eller Laurens De Plus kunne vise sig frem i den samlede stilling. I fraværet af en sprinter i det relativt flade løb var man dog temmelig usynlige, og kaptajnerne havde det også svært på den første kuperede etape, hvor det blev til hhv. en 17. og en 19. Jungels fik dog fornyet håb, da han spurtede sig til en 3. plads på den næste af de tre svære etaper, men det hele endte i skuffelse på kongeetapen, hvor han som nr. 25 tabte masser af tid og dermed sluttede på en lidt ligegyldig 12. plads. Bedre gik det ikke i Clasica San Sebastian, som var et af de få endagsløb på WorldTouren, hvor holdet ikke var med fremme og kun havde Zdenek Stybar på en 26. plads som bedste mand. Dagen efter fik Matteo Trentin imidlertid givet en prøve på den form, der skulle gøre ham til forårets mand, idet hans fremragende angreb i RideLondon Classic først blev neutraliseret til allersidst. Desværre havde man nu brugt sin sprinter, og derfor blev det kun til en skuffende 12. plads til Jack Bauer.

Læs også

Mandskaberne til den danske UCI-weekend: Nyt danskerhold med

Efter den lidt skuffende indledning på anden del af sæsonen kom holdet tilbage på sporet i Vuelta a Burgos, hvor Trentin, Alaphilippe, Enric Mas og Alaphilippe skulle finpudse Vuelta-formen. Allerede på sin anden løbsdag efter debuten i Cerami var Alaphilippe meget tæt på en sejr, da han i puncheurfinalen på 1. etape vandt feltets spurt foran Mas. Desværre var to mand, herunder Mikel Landa, kørt væk i finalen, og det blev derfor kun til hhv. en 3. og en 4. plads. Holdet fik imidlertid med det samme taget revanche, da Trentin sejrede i den efterfølgende massespurt, og på den næste bjergetape imponerede kaptajnerne stort, da De La Cruz og Mas blev hhv. nr. 2 og 3 bag formstærke Landa. 24 timer senere skulle der så igen spurtes i en puncheurafslutning, hvor Alaphilippe igen var tæt på med endnu en 3. plads, mens Trentin blev nr. 6. Herefter sluttede Mas fremragende af med at slå Landa på løbets kongeetape, men desværre blev det kun til en 2. plads bag Miguel Angel Lopez med De La Cruz på 4. pladsen. Løbet endte dog fantastisk med to mand på podiet i form af Mas på 2. og De La Cruz på 3. pladsen. Mas vandt tillige ungdomskonkurrence og blev nr. 2 i både bjerg- og pointkonkurrencen.

En vigtig opgave på hjemmebane var BinckBank Tour, hvor holdet mødte op med Marcel Kittel til spurterne og klassementsambitioner med Philippe Gilbert. Desværre var Kittel slet ikke i form efter sin nedtur i Touren, og holdet kom ikke i top 10 i en eneste massespurt. Desværre mistede Gilbert også en del tid på enkeltstarten, hvor Yves Lampaert ellers blev en godkendt nr. 6, og han virkede heller ikke på toppen, da han blev nr. 6 på Amstel Gold Race-etape. Den store skuffelse kom imidlertid på løbets kongeetape i Ardennerne, hvor han slet ikke kunne følge de bedste. Derfor kom det også som en overraskelse, at han pludselig fandt benene til den afsluttende etape på Muren i Geraardsbergen, hvor han vandt spurten blandt favoritterne og kun blev henvist til 2. pladsen af Jasper Stuyvens angreb i finalen. I det samlede resultat blev det dog til en skuffende 9. plads, én placering foran holdkammeraten Petr Vakoc.

I de følgende uger deltog holdet ofte i mindre belgiske endagsløb, hvor hjælperytterne havde deres chance for at jagte et resultat. Efter en 10. plads til Davide Martinelli i GP Jef Scherens slog Iljo Keisse til med en sjælden sejr i Omloop Mandel. Kittel havde til gengæld sat næsen op efter succes på hjemmebanen i WorldTour-løbet EuroEyes Cyclassics, men han havde slet ikke formen, og det blev i stedet Maximilano Richeze, der med en 6. plads sikrede vigtige point. Til gengæld fejlede holdet helt i Bretagne Classic, hvor de ikke kom i top 10. Kittel var dernæst tilbage i aktion i Brussels Cycling Classic og GP de Fourmies, men hans form var fortsat så dårlig, at han udgik begge dage, og det bedste resultat blev derfor en tam 10. plads til Martinelli i det belgiske løb. Større ambitioner havde man i de canadiske WorldTour-løb, hvor holdet mødte op med en ambitiøs Vakoc. Han blev en flot nr. 7 i Quebec, men i Montreal fortsatte serien af skuffelser i efterårets mange endagsløb.

I Tour of Britain havde man Fernando Gaviria tilbage i sadlen i dennes forsøg på at finde formen inden VM efter en lang skadespause. På de indledende sprinteretaper, hvor han blot blev nr. 5 og 3, blev det imidlertid klart, at han havde lang vej igen, og faktisk var det i højere grad Zdenek Stybar, der med en 9. og en 6. plads virkede overbevisende. I den stigende spurt på 3. etape havde Gaviria slet ikke benene, og Gilbert kunne ikke levere mere end en 8. plads. Heldigvis havde Gaviria i Richeze en fremragende lead-out man, og i den tekniske finale kunne han gøre forskellen for sin kaptajn, der trods den manglende form derfor kunne tage en meget vigtig sejr. På den efterfølgende enkeltstart mistede både Gilbert og Stybar så meget tid, at de røg ud af klassementet, og derfor handlede det kun om Gaviria på de følgende etaper. Han kom tæt på endnu en sejr med en 2. plads på 6. etape, men på de hårdere etaper til sidst manglede han benene og blev kun nr. 7 og 8. I stedet viste Richeze god form ved at køre så stærkt i sit lead-out på sidste etape, at han vandt feltets spurt bag ensomme Edvald Boasson Hagen.

Tilbage i Belgien gjaldt det flere endagsløb. Gianluca Brambilla havde fortsat ikke fundet benene efter sine helbredsproblemer og blev blot nr. 8 i GP de Wallonie. Heldigvis fik man herefter selskab af Gaviria og Trentin. Førstnævnte viste markant formfremgang ved at spurtbesejre Dylan Groenewegen i Kapioenschap van Vlaanderen, og dagen efter kom Trentin flyvende ud af Vueltaen, da han kørte feltet sønder og sammen og suverænt tog en solosejr i GP Impanis, hvor Gaviria i spurten om 3. pladsen kun blev slået af André Greipel. Så gjorde det mindre, at man efterfølgende forlod både Omloop Eurometropool og Tour de l’Eurometropole tomhændede.

VM blev en blandet fornøjelse for belgierne. Allerede på forhånd var det klart, at den kuperede holdløbsrute ikke passede holdet, og for første gang i historien fik man da heller ikke medalje, da det blot blev til en 4. plads. Bedre blev det ikke på enkeltstarten, hvor en skuffet Jungels blot blev nr. 11, men til gengæld opnåede man succes i linjeløbet. Her var Alaphilippe løbets stærkeste rytter og kun knap en kilometer fra at blive verdensmester. Formstærke Trentin overtog kaptajnansvaret på det italienske storhold og var med en 4. plads tæt på en medalje. Den store skuffelse var, at Gaviria ikke havde holdt hovedet koldt i finalen og derfor iværksat et nyttesløst angreb, som betød, at han blot blev nr. 8 i spurten, to placering bedre end Alaphilippe, der blev tredje Quick-Step-rytter i top 10.

Kittel havde haft et svært efterår, men det lykkedes ham at slutte pænt af på holdet inden skiftet til Katusha, da han spurtede sig til en 4. plads i det meget stærkt besatte sprinterfelt i Münsterland Giro. Det var dog Trentin, der fortsatte med at stjæle overskrifterne. Det skete første i Binche-Chimay-Binche, hvor han sammen med holdkammeraterne Remi Cavagna og Vakoc splittede feltet i sidevinden, og efter fornemt forarbejde fra holdkammeraterne, der blev hhv. nr. 6 og 8, var alt lagt til rette for italieneren. Denne gang spillede han dog lidt for meget med musklerne og blev ganske overraskende henvist til 2. pladsen af Jasper De Buyst. Han fik dog sin revanche på en endnu større scene i Paris-Tours. Efter at den forsvarende vinder Gaviria var sat ud af spillet af defekt, angreb han nemlig på de sidste stigninger og fik til slut kun selskab af holdkammeraten Niki Terpstra samt Søren Kragh. Terpstra ofrede sig for holdkammeraten, der let sikrede sig sin anden sejr i løbet, mens Terpstra på 3. pladsen sikrede to mand på podiet. Med en 5. plads til Richeze og en 7. plads til Lampaert endte løbet i den helt store fest for Quick-Step.

Alaphilippe skulle til gengæld gøre brug af sin gode VM-form i de italienske klassikere, hvor han delte ansvaret med Dan Martin, som var kommet sig igen efter den brækkede ryg, han pådrog sig under Touren. Den unge franskmand kunne imidlertid ikke holde hovedet koldt i Milano-Torino, hvor han angreb alt for tidligt, og da Martin blot blev nr. 11, forlod man løbet tomhændede. Heldigvis havde Alaphilippe stadig skud i stængerne, og det viste han i den helt store finale, Il Lombardia. Her var det således kun Vincenzo Nibali, der var stærkere end den unge franskmand, som med en stærk finale sikrede sig en andenplads og dermed en podieplads i begge de to monumenter, han kørte i 2017.

Alaphilippe og Gaviria slog pjalterne i sammen sidst på sæsonen, hvor de rejste til Kina for at deltage i det nye Tour of Guangxi. Det blev en overvældende succes for holdet, der vandt fire ud af fem sprinteretaper med den colombianske stjerne, som kun på 5. etape måtte se sig henvist til 2. pladsen af Dylan Groenewegen. På kongeetapen skuffede storfavoritten Alaphilippe imidlertid med en 4. plads, mens Remi Cavagna til gengæld overraskede med en 10. plads. Alaphilippe endte derfor også lige uden for podiet i den samlede stilling, men da man forlod løbet også med ungdomstrøjen til franskmanden og pointtrøjen til Gaviria var det svært at være utilfreds med årets sidste optræden.

Den endelige dom

Det er dybt imponerende! År efter år tænker man, at den kommende sæson må være året, hvor det ikke lykkes Quick-Step totalt at dominere alle sejrslisten. Uanset hvor mange stjerner holdet har mistet, er der imidlertid altid en substitut parat, og hver eneste gang lykkes det derfor holdet ikke blot at tage fleste sejre, men at toppe alle vinderlister helt suverænt. Det er således også tilfældet i år, hvor belgierne atter er det i særklasse mest vindende mandskab. Det er naturligvis ikke mærkeligt, når man i Marcel Kittel og Fernando Gaviria har begge de to ryttere med flest sejre, men det er bemærkelsesværdigt, at holdet også år efter år er i stand til at sprede sejrene ud på mange forskellige ryttere, og at udprægede hjælperyttere som regel altid får chancen for at vise sig frem undervejs.

Det handler dog ikke kun om kvantitet på Quick-Step. Også kvaliteten er i top i det, der må betegnes som en af holdets allerbedste sæsoner. Efter en lidt skuffende periode i klassikerne lykkedes det nemlig i år holdet at levere en helt imponerende serie af resultater i endagsløbene. I løbet af foråret var Omloop Het Niewsblad således det eneste større endagsløb, hvor man ikke havde en mand i top 5, og i stort set alle løb - både på brosten og i Ardennerne - var holdet på podet. Eksempelvis blev det med én sejr, tre andenpladser og to tredjepladser til hele seks top 3-placeringer i de fem monumenter, og derudover blev det til sejr i Amstel Gold Race, Scheldeprijs og Dwars door Vlaanderen. Holdets bredde blev understreget af, at de mange topplaceringer blev opnået af et hav af forskellige ryttere, og selv da man mistede to af de tre kaptajner, Gilbert og Alaphilippe, til to af ardennerklassikerne, lykkedes det alligevel for den sidste, Martin, at blive nummer to i begge løb.

Samtidig havde holdet måske sin bedste grand tour-sæson nogensinde. At vinde 16 (!!!) ud af 63 etaper i de tre store etapeløb er intet mindre end verdensklasse og overgår næsten enhver fatteevne. Dertil skal lægges, at man havde en rytter i top 10 i to af de tre løb, og hvis ikke David De La Cruz var styrtet 24 timer inden Vueltaen-finalen i Madrid, er det sandsynligt, at man havde lavet hattrick. Det blev endda til en point- og en ungdomstrøje i Giroen, og var det ikke for Kittels sorte uheld, var det formentlig også blevet til en grøn trøje i Touren. For et hold uden en reel vinderkandidat i grand tour-sammenhæng er det ganske enkelt umuligt at overgå Quick-Steps præstationer i de store etapeløb. Dertil kommer succes i de ugelange etapeløb, hvor man kørte med om sejren i langt de fleste. Podiepladser til Martin i Paris-Nice og Dauphiné, top 10-placeringer i Romandiet, Baskerlandet, BinckBank Tour, Catalonien, Abu Dhabi og Guangxi bidrog alt sammen med masser af WorldTour-point, og holdet havde også stor succes i en stribe mindre løb uden for den fineste række.

Når vi alligevel ikke når skalaens topkarakter, skyldes det, at sæsonen ideelt skulle være sluttet efter Touren for belgierne. De sidste måneder blev nemlig lidt at en skuffelse, hvor det lykkedes at sætte en temmelig komfortabel føring i WorldTouren over styr. Naturligvis var Vueltaen en stor succes, og det lykkedes også Alaphilippe og Gaviria at finde formen fra VM og frem, men generelt var Matteo Trentin lidt af en enmandshær i store dele af efteråret. Store navne som Gilbert, Stybar og Kittel fandt aldrig formen, og det hjalp ikke, at Martin var sat tilbage af en brækket ryg. Med tanke på den store succes i endagsløbene i foråret, er det påfaldende, at holdet skuffede fælt i de fleste WorldTour-endagsløb i anden halvdel af sæsonen, og at man slet ikke var at finde i top 10 i vigtige begivenheder som Clasica San Sebastian, Bretagne Classic, RideLondon Classic og GP Montreal. For klassikerkongerne er det naturligvis ikke godt nok, og det endte med at koste en ellers sikker WorldTour-sejr. Det er imidlertid også den eneste plet, der kan sætte på en ellers helt fabelagtig sæson for sportens suverænt største vindermaskine.

Karakter: 9/10