Sæsonevaluering: Hvordan klarede Sunweb sig?
10. november 2017 17:01 af Emil AxelgaardFoto: LaPresse - Di Alberto / Ferrari / Paolone / Spada

Med Tim Wellens’ flotte sejr i Tour of Guangxi blev en stor 2017-sæson, der indledtes med Richie Portes suveræne soloshow i Tour Down Under helt tilbage i januar, lagt i graven, og det er tid til at gøre status. Hvem levede op til forventningerne? Hvem overraskede positivt? Og hvem håber, at 2017 hurtigt muligt går i glemmebogen og ser allerede nu frem mod at tage revanche i 2018? I den kommende tid vil Feltet.dks cykelekspert Emil Axelgaard evaluere hvert af de 18 WorldTour-hold og give dem en karakter for deres præstationer på landevejene i den forgangne sæson.

I denne artikel kaster vi et blik på Sunwebs meritter i de seneste 10 måneder. Vær opmærksom på, at vi efter denne serie, hvor vi retter blikket bagud, vil følge op med en fremadrettet analyse af hvert af de 18 hold, hvor vi ser på udbyttet af deres transfersæson samt de forventninger, vi kan have til 2018-sæsonen.

 

Antal sejre: 20 (Tom Dumoulin 6, Michael Matthews 4, Warren Barguil 2, Søren Kragh Andersen 1, Nikias Arndt 1, Phil Bauhaus 1, Max Walscheid 1, Ramon Sinkeldam 1, Georg Preidler 1, holdløbssejr ved VM, holdløbssejr ved Hammer Series)

 

Sejre på WorldTouren: 12 (sejr i Giro d’Italia med Tom Dumoulin, 4 etapesejre i Tour de France med 2 til Warren Barguil og 2 til Michael Matthews, 2 etapesejre i Giro d’Italia med Tom Dumoulin, sejr i BinckBank Tour med Tom Dumoulin, etapesejr i Criterium du Dauphiné med Phil Bauhaus, etapesejr i Tour de Suisse med Michael Matthews, etapesejr i Vuelta al Pais Vasco med Michael Matthews, sejr i Cadel Evans Great Ocean Road Race med Nikias Arndt)

 

Placering på WorldTour-ranglisten: Nr. 4 (nr. 16 i 2016)

 

Ryttere i top 100 på WorldTour-ranglisten: Tom Dumoulin (nr. 3), Michael Matthews (nr. 9), Wilco Kelderman (nr. 34), Warren Barguil (nr. 37), Nikias Arndt (nr. 96), Sam Oomen (nr. 98)

 

Ryttere i top 100 på verdensranglisten: Tom Dumoulin (nr. 5), Michael Matthews (nr. 9), Wilco Kelderman (nr. 50), Warren Barguil (nr. 56)

 

Hvordan klarede holdet sig i forårsklassikerne?

Med John Degenkolbs afgang stod Sunweb med et ungt brostenshold uden en klar kaptajn, og man havde derfor ikke de store forventninger til de nordlige klassikere. Her handlede det først og fremmest om, at unge ryttere som Søren Kragh, Mike Teunissen og Zico Waeytens skulle samle erfaring, men man havde dog Michael Matthews med i enkelte løb som led i en fremtidig satsning på brostensløbene for australieren. Hans hovedmål var dog Milano-Sanremo og Amstel Gold Race, hvor man begge steder gik efter sejren, mens det var forventningen, at Warren Barguil og Sam Oomen kunne levere resultater i de to sværeste ardennerklassikere. Endelig havde man visse ambitioner med Roubaix-specialisterne Ramon Sinkeldam og Bert De Backer i Helvedet i Nord.

 

Holdet kom ganske fint fra start, da Teunissen sad med favoritterne i Omloop Het Nieuwsblad, hvor han blev en flot nr. 12, inden man kortvarigt bød Tom Dumoulin velkommen i klassikertruppen. Holdets største stjerne havde nemlig udset sig Strade Bianche som sin eneste klassiker i dette forår, og han viste med det samme sin høje klasse i grusvejsløbet, da han kørte sig til en flot 5. plads. Dernæst gjaldt det i Sanremo et af forårets helt store mål, men løbet endte i stor frustration for Matthews, der slet ikke var med fremme i feltets spurt og måtte nøjes med en skuffende 12. plads.

 

Bedre gik det ikke, da australieren herefter indledte sin korte brostenssæson i Dwars door Vlaanderen. Efter at Phil Bauhaus ellers havde skudt sæsonen godt i gang med en 4. plads i Nokere Koerse, lykkedes detham nemlig ikke at sidde med i den første store gruppe, hvor holdet kun havde Teunissen, der som nr. 16 igen blev bedste mand. Endnu værre gik det for holdet i det hårdere E3, hvor man var ude af stand til at blande sig med de bedste og skuffende måtte nøjes med en 28. plads til Ramon Sinkeldam. Matthews’ største brostensmål i år var imidlertid Gent-Wevelgem, og her lykkedes det ham at få nogen opmuntring. Det var dog specielt Søren Kragh Andersen, der ellers havde haft en skuffende start på klassikersæsonen, som for alvor stjal rampelyset. Efter Kemmelberg sad både Matthews og Kragh nemlig med de bedste, og da gruppe knækkede, var danskeren fortsat med. Af taktiske årsager fik danskeren imidlertid besked på ikke at føre, og det endte i et mindre skænderi, der kostede Kragh, Peter Sagan og Niki Terpstra. Desværre blev Kragh hentet bare få meter fra stregen og måtte derfor nøjes med en 16. plads, mens udbyttet af det taktiske spil blev en lidt skuffende 8. plads til Matthews.

 

Man havde håbet, at Kraghs gode form kunne give resultat i Flandern Rundt, men her fik det unge Sunweb-mandskab sig en lektion, idet kun Nikias Arndt på 28. pladsen var i nærheden af de bedste. Dernæst spurtede Sinkeldam sig til en 9. plads i Scheldeprijs som opvarmning til Paris-Roubaix, der som sagt var et stort mål for hollænderen. Årets sidste brostensæøb endte dog i en nedtur for kaptajnerne Sinkeldam og De Backer, der mååte nøjes med placeringer som hhv. nr. 25 og 32.

 

Brabantse Pijl og Amstel Gold Race var måske de to klassikere, holdet havde bedst chance for at vinde, idet man i Michael Matthews i begge tilfælde havde bookmakernes favorit. Desværre blev det ikke nogen stor præstation af australieren, der blev isoleret i førstnævnte løb, og derfor kunne han ikke hente udbruddet i finalen. Hans ventede spurtsejr rakte således kun til en 11. plads. Frustrationen var måske knap så stor i Amstel Gold Race, hvor han simpelthen manglede benene til at køre med de bedste, og da han samtidig i spurten for andet år i træk blev slået af Sonny Colbrelli, blev det kun til en 10. plads. Bedre gik det i Fleche Wallonne, hvor Barguil med en 6. plads atter bekræftede sit store potentiale i de kuperede endagsløb, og det gjorde ham til en outsider forud for Liege-Bastogne-Liege. Her var det imidlertid Matthews, der overgik alle forventninger og kørte sit livs løb på den hårde rute, hvor han i spurten om tredjepladsen bag Valverde og Martin kun akkurat blev slået af Michal Kwiatkowski og således rundede klassikersæsonen af med en dybt imponerende 4. plads.

 

Hvordan klarede holdet sig i Giro d’Italia?

Allerede sidste år havde Tom Dumoulin meldt ud, at han havde udset sig 2017 som året, hvor han for første gang skulle køre klassement i en grand tour. Da ruterne blev præsenteret, var han ikke sen til at udpege Giro d’Italia som sit store mål, men han var også pinligt bevidst om, at han ikke kunne have for store forventninger. Efter en forårssæson med megen højdetræning ankom han til Italien med målet med målet om en top 10-placering og maksimalt en podieplads, hvis bølgerne gik rigtig højt. Han havde støtte fra et ungt hold med en genfødt Wilco Kelderman som løjtnant, mens unge Phil Bauhaus undervejs på egen hånd kunne få lov at teste sig selv i spurterne.

 

Bauhaus kom ikke alt for lovende fra start, da det kun blev til en 10. plads som bedste resultat på de tre flade etaper på Sardinien, men hovedmålet om at holde Dumoulin ude af problemer lykkedes. Kaptajnen bekræftede herefter formen ved at spurte sig til en 6. plads på den ikke særligt selektive Etna-etape, hvor Kelderman også viste gode ben ved at sidde med favoritterne hjem. Dagen efter kørte Bauhaus en fremragende spurt, der gav i en 5. plads, inden Kelderman igen viste, at han ville blive værdifuld for Dumoulin ved at spurte sig til en 7. plads bag udbruddet på den lille mur op til mål på 6. etape.

 

Den første store test for Dumoulin kom på Blockhaus-etapen, hvor man på forhånd havde en forventning om, at målstigningen nok ville være for stejl for den store hollænder. Det skulle imidlertid vise sig ikke at være tilfældet. 14. maj blev dagen, hvor det for alvor gik op for Dumoulin, at han kunne køre med om den samlede sejr, da han trodsede tyngdekraften og kørte sig til en tredjeplads bare 24 sekunder efter Nairo Quintana. Desværre var der også malurt i bægeret, da Kelderman var involveret i det herostratisk berømte motorcykelstyrt og med en brækket finger desværre måtte forlade løbet.

 

Den gode præstation havde gjort det til en næsten given ting, at Dumoulin ville køre sig i lyserødt på den lange enkeltstart efter første hviledag, og med en knusende sejr med hele 49 sekunder ned til Geraint Thomas på andenpladsen kørte han sig helt til tops med et forspring på 2.23 ned til Quintana. Dernæst holdt han sig til i feltet, mens Bauhaus fortsatte med at imponere i spurterne, denne gang med en 4. plads på 12. etape.

 

Dumoulins næste store test kom på Oropa-etapen bare otte dage inden afslutningen i Milano, og her var det indlysende, at han ville komme under angreb af Quintana. Som ventet angreb colombianeren også fra bunden af stigningen op til mål, men Dumoulin gik ikke i panik. Tværtimod holdt han sit eget tempo, og med en imponerende enkeltstartspræstation lykkedes det ham ikke blot at køre colombianeren ind igen, men også at sætte ham i finalen og endda spurte sig til en stor sejr foran Ilnur Zakarin. Dagen efter spurtede han sig til en 8. plads på den kuperede 15. etape, og han gik dermed ind til sidste hviledag med et forspring på hele 2.41 ned til Quintana.

 

Dumoulin var dog bevidst om, at han endnu ikke havde været igennem en stor bjergetape med mange stigninger. De etaper kom først i den sidste uge, og den mest alvorlige test var kongeetapen dagen efter hviledagen. Det skulle dog vise sig, at det var maven og ikke bjergene, der blev den største udfordring. Dumoulin viste ingen svaghedstegn, før han pludselig blev tvunget til at træde af på naturens vegne, netop som det blev alvor på de sidste stigninger. Sammen med Simon Geschke måtte han grave dybt for at begrænse skaden, men da regnskabet blev gjort op var hans forspring til Quintana blevet reduceret til bare 31 sekunder.

 

Dumoulin insisterede imidlertid på, at han havde haft benene til at følge de bedste, og det bekræftede han på den efterfølgende bjergetape, hvor han blev nr. 9 i samme tid som sine værste rivaler, Quintana og Vincenzo Nibali. Dagen efter indtraf imidlertid en stor krise. Dumoulin havde en offday på Piancavallo-stigningen, og bare 48 timer inden afslutningen i Milano tabte han 1.09 til Quintana og dermed førertrøjen. Dagen efter kom han igen under pres på den sidste bjergetape, men med god hjælp fra landsmanden Mollema lykkedes det ham at begrænse skaden til bare 15 sekunder efter at være rullet over stregen som nr. 10. Dermed gik han ind til den flade enkeltstart i Milano på en samlet 4. plads med 53 sekunder op til Quintana, men konventionel logik tilsagde, at det burde være overkommeligt at indhente det. Dumoulin knækkede da heller ikke under presset, og selvom det kun blev til en andenplads på etapen bag Jos Van Emden, endte det i den helt store forløsning, da Dumoulin kunne bestige podiet som samlet vinder af Giroen med et komfortabelt forspring på 31 sekunder ned til Quintana.

 

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb forud for Touren?

Sunweb havde store ambitioner, da man rejste til Australien for at starte sæsonen i Tour Down Under, hvor man håbede, at nytilkomne Wilco Kelderman kunne køre med om sejren. Han lagde også fremragende ud, da han var en af de sidste til at slippe suveræne Richie Porte på den første af de to svære etaper, men han blev til sidst hentet af de øvrige favoritter og måtte nøjes med en 18. plads. På kongeetapen skuffede han lidt med en 11. plads, og det endte derfor kun med en 9. plads i den samlede stilling. Man havde heller ikke den store succes i spurterne, hvor Nikias Arndt blot fik to sjettepladser, men løbet skulle vise sig at have været den perfekte opvarmning for den tyske sprinter. En uge senere tog han nemlig sin første store endagssejr på WorldTouren, da han som eneste sprinter overlevede stigningerne i Cadel Evans Great Ocean Road Race og herefter med en fremragende spurt brød isen for Sunweb allerede i januar.

 

Sunweb havde et ret let program i februar, hvor man blot kørte tre etapeløb samt Omloop Het Nieuwsblad. Det første af disse, Tour of Oman, gik imidlertid over al forventning. Efter en anonym start på løbet lykkedes det nemlig Søren Kragh Andersen nærmest sensationelt at besejre alle favoritterne i puncheurfinalen på 3. etape og dermed fortsætte holdets gode momentum. I resten af løbet var man imidlertid temmelig anonyme, og det var kun på sidste etape, at man med en sjetteplads til Ramon Sinkeldam i massespurten igen fik vist sig frem.

 

Warren Barguil startede sin sæson i Ruta del Sol, men han havde endnu ikke benene til at slå de bedste. En 10. plads på den kuperede 1. etape blev fulgt op ad en 15. plads på kongeetapen, og efter et tidstab på enkeltstarten gav det en samlet 12. plads til franskmanden i et løb, hvor man var temmelig anonyme. Langt bedre gik det for Tom Dumoulin i hans sæsondebut i Abu Dhabi Tour. Her fik han nemlig det første vidnesbyrd om sin store fremgang i bjergene, da han blev en flot nr. 3 på kongeetapen, og dermed scorede han med en samlet 3. plads sine første WorldTour-point. Phil Bauhaus fik også testet sig selv på højeste niveau i det stærke sprinterfelt, men det blev desværre kun til en 5. plads på 2. etape.

 

Holdets første store etapeløbsopgave i Europa var Paris-Nice, hvor man håbede, at Warren Barguil og Sam Oomen ville kunne blande sig med de bedste, ligesom man gik efter etapesejre med Michael Matthews. De to kaptajner holdt sig fint til i sidevinden på de svære første etaper, men Matthews fik til gengæld ikke meget ud af spurterne, hvor hans bedste resultater var hhv. en 4. og en 5. plads. Han viste imidlertid fremragende form på enkeltstarten til toppen af Mont Brouilly, hvor han blev nr. 7 til trods for et gearproblem, der betød, at han måtte forcere den stejle stigning i et alt, alt for stort gear. I bjergene kunne Barguil og Oomen desværre ikke følge de bedste, og det blev derfor blot til en samlet 8. og 14. plads. Til gengæld kom man tæt på en etapesejr på den sidste kuperede omkring Nice, hvor Matthews sad med favoritterne hjem. Desværre holdt tre mand hjem, og da han kun blev nr. 3 i spurten, blev det ikke til mere end sjetteplads.

 

Endnu større ambitioner havde man i Tirreno-Adriatico, hvor Dumoulin skulle fortsætte sin gode start. En skuffende 11. plads i holdløbet kostede dog en del tid, men dagen efter fik Dumoulin allerede bekræftet sin gode form. Det skete, da han med et sent angreb sikrede sig en andenplads på den kuperede 2. etape, bare 9 sekunder efter solovinderen Geraint Thomas. Efter at Georg Preidler og Ramon Sinkeldam begge havde spurtet sig til en top 10 på 3. etape blev han herefter nr. 6 på kongeetapen, men det var nogen frustration, da han følte sig i stand til mere, hvis han ikke havde tabt besindelsen og havde angrebet for tidligt. Efter en 7. plads på den sidste kuperede etape var han dog stadig i spil til podiet, men en dybt skuffende 13. plads på den sidste enkeltstart betød, at det blot blev til en 6. plads.

 

Holdet stillede til start med et meget ungt mandskab i Volta a Catalunya, hvor man primært håbede, at Phil Bauhaus ville kunne køre en god spurt eller to. Det blev imidlertid blot til en 9. plads på 1. etape, og derudover var en 7. plads til Lennard Kämna på næstsidste etape det eneste mærkbare resultat. Større ambitioner havde man i Vuelta al Pais Vasco, hvor man ville vinde etaper med Matthews og køre klassement med Barguil og Oomen. Det blev til en drømmestart, da Matthews tog sæsonens første sejr allerede på 1. etape, og med en 4. plads på den efterfølgende sprinteretape forsvarede han førertrøjen. Den mistede han, da han overraskende ikke kunne sidde med på 3. etape, hvor Barguil spurtede sig til en 10. plads, og dagen efter var der igen grund til frustration, da han vandt feltets spurt bare 3 sekunder efter solovinder Primoz Roglic. Han sluttede fornemt af med en 6. plads på den sidste enkeltstart, men på kongeetapen skuffede de to kaptajner imidlertid, og bedste resultat samlet blev derfor en 16. plads til Barguil.

 

Barguils sæson blev desværre lagt i ruiner, da han efter en god klassikersæson stillede til start i Tour de Romandie. Her brækkede han nemlig hoften og fik dermed ødelagt hele sin optakt til Tour de France. Heldigvis var Kelderman tilbage efter at have brækket fingeren i Strade Bianche, og han viste overraskende god form i det schweiziske løb. Efter en 7. plads på den kuperede 1. etape holdt han sig til på kongeetapen, og selvom han ikke kørte sit livs enkeltstart på sidste etape, var det nok til en samlet 7. plads. Unge Kämna fik samtidig vist sit potentiale med en 8. plads i kampen mod uret. I samme periode håbede man, at Søren Kragh kunne køre med om sejren i Tour de Yorkshire, og det så også fornuftigt ud, da han spurtede sig til en 7. plads på 2. etape. Desværre kunne han ikke følge de bedste på kongeetapen, hvor Lennard Hofstede i stedet blev bedste mand med en 9. plads både på etapen og i den samlede stilling.

 

Efter en lovende sæsonstart fik Oomen en stor chance som kaptajn i Tour of California, og han viste med det samme gode ben med en 8. plads på den svære 2. etape. På kongeetapen blandede han sig også med de allerbedste med en 6. plads, men desværre betød en skuffende enkeltstart, at det kun blev til en samlet 9. plads. Til gengæld var man meget tæt på en etapesejr på 4. etape, hvor Hofstede var med i det rette udbrud, men desværre blev det kun til en 3. plads i spurten. Derudover havde man Sinkeldam og Mike Teunissen i top 10 i spurten på 3. etape. Dernæst var det et andet ungt talent, der fik sin chance. I Tour des Fjords viste Kämna sig frem på de korte stigning, og efter en 9. plads på 2. etape, en 10. plads på 4. etape og en 8. plads på sidste etape sikrede han sig en flot samlet 5. plads.

 

Efter Giroen var Dumoulin allerede tilbage i sadlen en uge senere i Hammer Series, hvor han var helt afgørende for, at holdet blev nr. 2 på 1. etape. Selvom Dumoulin efterfølgende rejse hjem for at hvile, vandt man det afsluttende holdløb, men i efter en dramatisk spurt mod Sky endte det kun med en samlet 2. plads i den nye begivenhed.

 

Efter sin brækkede hofte stillede Barguil igen til start i Dauphiné, men han var slet ikke i form til at køre klassement. Oomen måtte tage til takke med en samlet 14. plads efter en relativt anonym indsats, men alligevel opnåede holdet succes. Efter en 5. og en 10. plads på de to første sprinteretaper viste Bauhaus nemlig, hvor meget stærkere han er blevet efter Giroen, da han satte sprintereliten til vægs og sejrede på 5. etape. Chad Haga kørte også sit livs enkeltstart, hvor han i skrapt selskab blev nr. 5.

 

Ambitionerne var større i Tour de Suisse, hvor man havde både Matthews og Dumoulin til start. Efter at de var blevet henholdsvis nr. 4 og 5 på prologen, og Matthews havde taget en lidt skuffende 10. plads på første sprinteretape, viste australieren Tour-form, da han slog selveste Peter Sagan i puncheurfinalen på 3. etape. Det blev til yderligere en 6. og en 5. plads på de flade etaper, men holdet kom ikke til at spille en rolle i klassementet, da en træt Dumoulin hurtigt blev sat på første bjergetape og derefter forlod løbet.

 

Kragh og Kämna fik en chance for at køre klassement i Ster ZLM Toer, hvor de begge lagde godt ud med hhv. en 4. og en 6. plads på prologen. På kongeetapen blev det imidlertid ku til en 5. plads til Kragh, der derfor måtte tage til takke med samme placering i den samlede stilling. I samme løb var sprintertalentet Max Walscheid endelig tilbage i form efter en skadesramt sæsonstart, og han imponerede mod verdenseliten ved at blive hhv. nr. 2, 10 og 5 på de tre sprinteretaper. Holdet havde også pæn succes ved de nationale mesterskaber, hvor man ryddede bordet i Holland med sejr til Dumoulin på enkeltstart og til Sinkeldam i linjeløbet. Derudover vandt Georg Preidler også den østrigske enkeltstart, mens Kragh akkurat missede podiet i den danske tidskørsel.

 

Hvordan klarede holdet sig i Tour de France?

Efter sit hoftebrud i Tour de Romandie havde Warren Barguil skrinlagt alle klassementsambitioner, og modsat i Giroen stillede man derfor til start i Touren helt uden ambitioner i den samlede stilling. Håbet var i stedet, at man kunne vinde etaper med Michael Matthews, der også havde blik på den grønne trøje, og at Barguil langsomt ville finde formen, så han kunne gå efter en sejr i bjergene i den sidste uge. Dermed stillede man til start men relativt beskedne målsætninger, men det skulle vise sig at gå over al forventning.

 

Efter at have skuffet lidt på prologen og være blevet nr. 9 på første sprinteretape havde Matthews udset sig puncheuretapen på tredjedagen som dit første store mål. Her måtte han imidlertid se sig henvist til andenpladsen af Peter Sagan. Hovedmålet i resten af den flade første uge var at score så mange point som muligt i de flade massespurter, hvor en etapesejr ikke var realistisk. Holdets tog kom imidlertid skidt fra start, og Matthews var efter 7. plads på 4. og 6. etape dybt frustreret. Holdet fik det imidlertid endelig timet på 7. etape, hvor australieren spurtede sig til en 3. plads og fortsat holdt sig til i kampen om den grønne trøje.

 

Den store overraskelse kom i Jura-bjergene på den yderst dramatiske 9. etape. Ingen havde regnet med, at Barguil allerede her ville være konkurrencedygtig, men den unge franskmand viste sig at være i sit livs form. Efter at have været i udbrud blev han til slut hentet af favoritterne og endte med at spurte om sejren. Etapen endte imidlertid som et mareridt for Barguil, der krydsede stregen med armene i vejret, men til sin store skuffelse efterfølgende modtog den triste meddelelse om, at han på målfoto var blevet slået af Rigoberto Uran. En trøst var det dog, at han undervejs havde taget en stor føring i bjergkonkurrencen.

 

Matthews oplevede endnu en stor skuffelse på 10. etape, hvor han end ikke kom i top 10 og derfor tabte et stort skridt i kampen om den grønne trøje. Dagen efter fik han lidt oprejsning med en fjerdeplads, inden man ramte Pyrenæerne. Her kom den helt store forløsning for Barguil, der kørte fabelagtigt på den korte, eksplosive etape til Foix. Han endte med at spurte om sejren mod Alberto Contador, Mikel Landa og Nairo Quintana, og her fik han sin store revanche for nederlaget i Champery, da han suverænt tog karrierens første Tour-etapesejr og samtidig styrkede sin position i bjergkonkurrencen.

 

Holdet red på en bølge efter Barguils sejr, og allerede dagen efter havde man et stort mål på puncheuretapen til Rodez, der var Matthews’ måske største mål i hele løbet. Med en fuldstændig suveræn spurt levede han op til sin status som favorit ved nærmest med lethed at besejre Greg Van Avermaet og dermed sikre Sunweb to etapesejr i træk. Dagen efter var man endda tæt på et hattrick, da Barguil atter var med i det rette udbrud, men her måtte han nøjes med en 5. plads.

 

Efter sidste hviledag fik man en drømmestart på den tredje uge, da Matthews sikrede holdet den tredje sejr på fire etaper. Det skete på den vindblæste 16. etape, hvor han først overlevede en stigning og dernæst sad med i sidevinden, inden han sejrede i spurten. Det sendte ham samtidig tættere på den Marcel Kittels grønne trøje, som nu pludselig var et realistisk mål. Dagen efter på den første alpeetape stod han pludselig på podiet med den eftertragtede trikot, da den tyske sprintere var styrtet ud af løbet, og med et forspring på 160 point til André Greipel skulle han reelt blot gennemføre for at sikre sig sejren. Samme dag imponerede Barguil igen, da han blev nr. 5 efter at have nået mål med klassementets top 4 og vist, at han var i stand til at udfordre de allerbedste i bjergene.

 

Det bekræftede han dagen efter på løbets kongeetape til Izoard. Han var nu røget op på en 10. plads i klassementet og havde derfor ikke mulighed for at angribe fra distancen. I stedet udnyttede han favoritternes kamp til at køre væk på sidste stigning, og som eneste mand lykkedes det ham at indhente alle fra det tidlige udbrud og dermed tage en fantastisk solosejr, den fjerde etapetriumf for holdet i løbet, og samtidig sikre sig bjergtrøjen. Gudhjælpemig om holdet ikke var tæt på at sejre igen dagen efter, da Nikias Arndt kom med i det rette udbrud, og det lykkedes ham endda at undslippe med Edvald Boasson Hagen i finalen. Nordmanden viste sig dog for stærk, og det blev derfor blot til en andenplads. Den gode form gav ham imidlertid også en fornem 7. plads på den sidste enkeltstart. Spurten i Paris gik galt for Matthews, men det gjorde mindre for et hold, der med fire etapesejre, en 10. plads til Barguil og sejr i både point- og bjergkonkurrencen havde et fuldstændig fabelagtigt Tour de France.

 

Hvordan klarede holdet sig i Vuelta a Espana?

Efter den store succes i de to første grand tours var der intet pres på holdet forud for Vuelta a Espana, hvor man stillede med en meget ung trup med adskillige debutanter. Holdets målsætning var at køre klassement med Wilco Kelderman og jagte etapesejre med Warren Barguil, mens det for de mange unge ryttere primært handlede om at samle erfaring.

 

Holdet fik en fabelagtig start, da man kørte sig til en overraskende flot 3. plads på det indledende holdløb. Desværre blev Kelderman ramt af krampe på den først bjergetape og tabte derfor terræn i forhold til sine værste rivaler. Dagen efter fik Søren Kragh lov at teste sig selv i den første regulære massespurt i løbet, men det blev til en beskeden placering som nr. 8. På de følgende kuperede handlede det primært om at holde Kelderman og til dels også Sam Oomen, der klatrede ganske godt, ude af problemer, men det lykkedes alligevel Barguil at spurte sig til en 6. plads bag udbruddet på den hårde 6. etape.

 

Det skulle imidlertid blive det sidste, vi så til Barguil. Dagen efter punkterede Kelderman i finalen, og mens hele holdet ventede på kaptajnen, nægtede franskmanden at adlyde ordre og kørte i stedet sin egen chance. Det fik holdet til at træffe den kontroversielle beslutning at sende deres største stjerne hjem fra løbet. Det skabte en temmelig dårlig stemning forud for den efterfølgende bjergetape, hvor Kelderman desværre tabte yderligere terræn til sine værste rivaler, men dagen efter tog han sin revanche, da han kørte sig til en fremragende 4. plads på den stejle Cumbre del Sol. Dermed gik man ind til første hviledag med Kelderman på 11. og Oomen på 12. pladsen.

 

Kelderman fandt for alvor benene på de lange stigninger i den anden uge. På Calar Alto-stigningen blev han en fantastisk nr. 4 i samme tid som Chris Froome og Vincenzo Nibali, og det sendte ham op på den samlede 5. plads. To dage senere var det så Kragh, der greb en chance i den knaldhårde spurt på 13. etape, hvor danskeren først angreb og siden spurtede sig til en flot 3. plads, fem placeringer bedre end kaptajn Kelderman. På de følgende to bjergetaper konsoliderede Kelderman for alvor sin status som podiekandidat. På La Pandera nåede han mål sammen med Froome, Nibali og Ilnur Zakarin på en 3. plads, og på Sierra Nevada lykkedes det ham endda at vinde tid på de helt store navne, da han krydsede stregen som nr. 3 bag Miguel Angel Lopez og Zakarin. Dermed gik han ind til anden hviledag på den samlede 4. plads, men han var nu uden Oomen, der desværre havde forladt løbet med sygdom.

 

Keldermans store chance for at vinde tid på rivalerne kom på enkeltstarten, hvor han kørte sig til en fremragende andenplads bag Froome efter endda at have sat bedst mellemtid undervejs. Unge Lennard Kämna imponerede også med en 8. plads. Det sendte Kelderman op på den samlede 3. plads, en placering, han forsvarede på Los Machucos-stigningen, hvor han dog med en 9. plads tabte til rivalen Zakarin. Det hele skulle derefter afgøres på Angliru på næstsidste etape, hvor han fik hjælp af en fremragende Kragh. Han måtte imidlertid nøjes med en 8. plads på etapen, og da han tabte tid til både Zakarin og Alberto Contador, gled han ned på den samlede 5. plads. Helt uventet blev Contador imidlertid fanget bag et hul på sidste etape i Madrid, og derfor lykkedes det Kelderman i sidste øjeblik at rykke op på en fjerdeplads, der langt overgik hans oprindelige forventninger. Man var endda tæt på at krone det hele med en etapesejr, da formstærke Kragh blev nr. 3 i den sidste massespurt, men selvom det aldrig blev til en etapegevinst, betød Keldermans flotte kørsel, at også Vueltaen blev en stor succes for Sunweb.

 

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb efter Touren?

Efter den succesrige Giro var Tom Dumoulin tilbage i sadlen i Clasica San Sebastian, hvor planen egentlig var at køre for Warren Barguil. Den store hollænder overgik imidlertid egne forventninger, da han allerede selv viste sig i storform. Sammen med Michal Kwiatkowski lykkedes det ham på den sidste nedkørsel at lukke hullet til Tony Gallopin, Mikel Landa og Bauke Mollema, og selvom det kun blev til en 4. plads i spurten, sikrede han holdet en god portion WorldTour-point. Det samme gjorde Michael Matthews 24 timer senere, da han spurtede sig til en 3. plads i RideLondon Classic, hvor han ellers klagede over tunge ben.

 

Holdets Vuelta-kaptajn, Wilco Kelderman, skulle som så mange grand tour-rivaler teste benene i Tour de Pologne, og det gik godt for den unge hollænder. Allerede på den første af de tre svære etaper blev han nr. 4 med løjtnanten Sam Oomen på 10. pladsen, og han fortsatte de gode takter på de to svære sidste etaper. Først blev det til hhv. en 5. og 10. plads til ham og Oomen, inden de fuldendte arbejdet ved at blive hhv. nr. 4 og 7 på kongeetapen. Det gav præcis de samme placering til de to hollændere i den samlede stilling. Samtidig scorede unge Max Walscheid karrierens bedste resultat på WorldTour-niveau, da han spurtede sig til en 3. plads på 2. etape.

 

Efterårets første store mål for holdet var BinckBank Tour, hvor man gik efter den samlede sejr med Dumoulin. Først var det imidlertid Phil Bauhaus, der skulle bekræfte de gode takter fra sommeren, og det gjorde han i den grad. I det stærke sprinterfelt spurtede han sig nemlig til en 2. plads på 1. etape, og så gjorde det knap så meget, at det senere kun blev til hhv. en 9. og en 10. plads. Dumoulin kom fint fra start med en 3. plads på enkeltstarten - hvor Søren Kragh imponerede stort med en 4. plads - inden han køre sig i førertrøjen på kongeetapen, hvor han var eneste mand, der kunne følge suveræne Tim Wellens, der tog etapesejren foran Sunweb-stjernen. Med en tredjeplads på sidste etape sikrede han sig endelig den samlede sejr i sit hjemmebaneløb, som han flere gange havde været tæt på. I samme periode var et ungt hold til start i Arctic Race of Norway, men det løb gik helt galt for det tyske hold, der kom hjem helt uden resultat.

 

Efter at uheld havde sat Nikias Arndt ud af spillet i EuroEyes Cyclassics, jagtede Michael Matthews WorldTour-point i Bretagne Classic og de canadiske WorldTour-løb. Han lagde godt ud med at spurte sig til en 5. plads i det franske løb, inden han krydsede Atlanten for at stille til start i de to hårdere løb, der passede ham bedre. Her blev det først til en 3. plads bag ærkerivalerne Sagan og Van Avermaet i Quebec, mens han desværre ikke kom med i det rette fremstød i Montreal og derfor kun kunne spurte sig til en 8. plads. De mange top 10-placeringer i klassikerne viste dog, at han var klar til VM.

 

Et ungt hold stillede til start i Danmark Rundt, hvor det var planen at køre klassement for Lennard Hofsted og spurter for Max Walscheid. Tyskeren var dog uheldig med en punktering på 1. etape, hvor det i stede var Phil Bauhaus, der spurtede sig til en 3. plads. Walscheid viste dog sin fine form med en 7. plads på enkeltstarten, og på sidste etape kom den store forløsning, da den unge tysker endelig tog sæsonens første sejr. Hofstede viste også storform med en 3. plads på kongeetapen i Vejle, men en svag enkeltstart betød, at han måtte tage til takke med en samlet 5. plads. Herefter drog Walscheid videre til Belgien, hvor han fortsatte de gode takter med en 5. plads i Omloop van het Houtland, hvor kun André Greipel var hurtigere i feltets spurt.

 

Efter det gode holdløs i Vueltaen stillede holdet til start med gode medaljechancer ved VM i Bergen, men det skulle vise sig at gå bedre, end man have turdet drømme om. En fremragende præstation af Dumoulin, Matthews, Kragh, Lennard Kämna, Wilco Kelderman og Sam Oomen gav dem ikke blot deres første medalje, men en yderst imponerende VM-titel på de norske landeveje. Det gode momentum blev videreført til enkeltstarten, hvor Dumoulin levede op til sin status som storfavorit og sejrede i suveræn stil på en dag, hvor også Kelderman kom i top 10. Medaljehøsten blev fuldendt i linjeløbet, hvor Matthews spurtede sig til bronze.

 

Som tysk hold lagde man stor vægt på Münsterland Giro, hvor Bauhaus skulle fortsætte de gode takter i et ekstremt stærkt sprinterfelt. Han bekræftede igen sin store fremgang ved at besejre folk som Kittel, Greipel og Groenewegen og spurte sig til en 2. plads. Herefter fortsatte han videre til Paris-Tours, hvor det dog var formstærke Kragh, der tog over. Den unge dansker angreb sammen med Matteo Trentin i finalen, men måtte til sidst se sig fanget i en Quick-Step-sandwich med italieneren og Niki Terpstra, og det blev derfor ”kun” til en yderst imponerende andenplads på en dag, hvor også Mike Teunissen med en 9. plads sluttede i top 10. Til gengæld gik det skidt i de italienske klassikere, hvor Matthews, Barguil og Dumoulin skuffede. Kun Sam Oomen levede op til forventningerne med en 6. plads i Tre Valli Varesine, men han manglede det sidste for at køre med de bedste i Il Lombardia, som Dumoulin i øvrigt måtte droppe pga. sygdom. Herefter sluttede man sæsonen i Tour of Guangxi, hvor man desværre mistede alle muligheder i klassementet, da Kelderman styrtede på kongeetapen. Heldigvis havde man Walscheid, der imponerede stort i det skrappe selskab og spurtede sig til to andenpladser bag Fernando Gaviria samt en fjerde- og en sjetteplads. Også Teunissen var med fremme i en spurt på en af de hårde etaper, hvor han blev nr. 4.

 

Den endelige dom

Sunweb startede året efter en meget trist 2016-sæson, hvor det alvorlige træningsstyrt reelt havde ødelagt det meste. Det blev der i den grad rettet op på i 2017, der overgik selv de vildeste forventninger, man havde ved holdpræsentationen i januar. Her fremlagde man en plan, der primært fokuserede på grand tours, hvor man håbede på top 10-placeringer til Tom Dumoulin i Giroen, Warren Barguil i Touren og Wilco Kelderman i Vueltaen, ligesom man håbede undervejs at vinde et par etaper, først og fremmest med Michael Matthews i Touren. Australieren havde ganske vist blik på den grønne trøje, men indrømmede også, at det næsten var umuligt at besejre Peter Sagan.

 

De målsætninger blev ikke blot indfriet, men langt overgået. Dumoulin havde ikke i sin vildeste fantasi drømt om, at han i sit første seriøse forsøg som klassementsrytter kunne vinde Giroen og da slet ikke, at han undervejs tillige i tillæg til den ventede enkeltstartssejr kunne vinde en bjergetape. Keldermans fjerdeplads i Vueltaen var også langt over forventningerne, mens Touren blev en jubeloplevelse, som kun sjældent er set for et hold af Sunwebs størrelse. Selvom Barguil stillede til start efter et grimt hoftebrud og uden de store forventninger, endte den unge franskmand ikke blot i top 10, han vandt også to etaper og bjergtrøjen. Dertil kommer Matthews’ to etapesejre og triumf i pointkonkurrencen, der gjorde Sunweb til den helt store overraskelse i verdens største cykelløb.

 

Og det stoppede ikke med de tre uger lange etapeløb. Dumoulin var med fremme i stort set alle sine løb. Det blev til sejr i BinckBank Tour og ved VM i enkeltstart, podieplads i Abu Dhabi Tour samt top 10 i Tirreno-Adriatico, Clasica San Sebastian og Strade Bianche. Mattews fik måske ikke det ventede udbytte at specielt Milano-Sanremo, Amstel Gold Race, Brabantse Pijl og sine første spæde skridt i brostensløbene, men han var til gengæld med fremme i stort set alle de store efterårsklassikere samt vandt medalje ved VM. Her kronede man endda sæsonen ved at sejre ved VM i holdløb, og det blev til en meget overraskende 4. plads på WorldTouren, hvor også Dumoulin og Matthews var med helt fremme.

 

Dertil kommer, at holdet fortsatte sin imponerende talentudvikling. Max Walscheid og Phil Bauhaus tog begge et kolossalt skridt op og viste sig i stand til at konkurrere med verdens bedste sprintere, Sam Oomen viste i starten af Vueltaen, at han nu er klar til at køre efter top 10-placeringer i WorldTour-etapeløb, og Søren Kraghs sæsonafslutning, der kulminerede med andenpladsen i Paris-Tours, er ekstremt løfterig for fremtiden. Hvis endelig man skal finde lidt malurt i bægeret, må det være de begrænsede resultater i forårsklassikerne, specielt på brostenene. Med tabet af Degenkolb og sammensætningen af en meget ung trup var det imidlertid forventeligt, og det kan slet ikke slette indtrykket af en sæson, der på alle måder overgik de vildeste forventninger.

 

Karakter: 10/10

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cannondale-Drapac Pro Cycling Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

ORICA-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Lotto NL - Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek - Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »