Sæsonevaluering: Hvordan klarede UAE Team Emirates sig?
01. november 2017 12:00 af Emil AxelgaardFoto: LaPresse - Di Alberto / Ferrari

Med Tim Wellens’ flotte sejr i Tour of Guangxi blev en stor 2017-sæson, der indledtes med Richie Portes suveræne soloshow i Tour Down Under helt tilbage i januar, lagt i graven, og det er tid til at gøre status. Hvem levede op til forventningerne? Hvem overraskede positivt? Og hvem håber, at 2017 hurtigt muligt går i glemmebogen og ser allerede nu frem mod at tage revanche i 2018? I den kommende tid vil Feltet.dks cykelekspert Emil Axelgaard evaluere hvert af de 18 WorldTour-hold og give dem en karakter for deres præstationer på landevejene i den forgangne sæson.

I denne artikel kaster vi et blik på UAE Team Emirates meritter i de seneste 10 måneder. Vær opmærksom på, at vi efter denne serie, hvor vi retter blikket bagud, vil følge op med en fremadrettet analyse af hvert af de 18 hold, hvor vi ser på udbyttet af deres transfersæson samt de forventninger, vi kan have til 2018-sæsonen.

 

Antal sejre: 18 (Diego Ulissi 4, Sacha Modolo 4, Rui Costa 3, Jan Polanc 2, Matej Mohoric 2, Yousef Mohamed Mirza 2, Kristijan Durasek 1)

 

Sejre på WorldTouren: 8 (1 etapesejr i Giro d’Italia med Jan Polanc, 1 etapesejr i Vuelta a Espana med Matej Mohoric, sejr i GP Montreal med Diego Ulissi, 1 etapesejr i Tour de Pologne med Sacha Modolo, 1 etapesejr og samlet sejr i Abu Dhabi Tour med Rui Costa, 1 etapesejr og samlet sejr i Tour of Turkey med Diego Ulissi)

 

Placering på WorldTour-ranglisten: Nr. 12 (nr. 15 i 2016)

 

Ryttere i top 100 på WorldTour-ranglisten: Diego Ulissi (nr. 16), Rui Costa (nr. 38), Louis Meintjes (nr. 52), Sacha Modolo (nr. 99)

 

Ryttere i top 100 på verdensranglisten: Diego Ulissi (nr. 15), Rui Costa (nr. 47), Louis Meintjes (nr. 77), Sacha Modolo (nr. 83)

 

Hvordan klarede holdet sig i forårsklassikerne?

UAE Team Emirates var i Lampre-tiden kendt for at være totalt anonyme i brostenssæsonen, hvor man meget sjældent blandede sig i kampen om de bedste placeringer, mens man altid med navne som Damiano Cunego, Diego Ulissi og Rui Costa har været langt bedre med i Ardennerne. Så sent som i 2016 blev Costa således nr. 3 i Liege-Bastogne-Liege, og derfor var det også klart, at hovedprioriteten atter engang var de kuperede klassikere, hvor man igen satte sin lid til den tidligere verdensmester samt Ulissi, der fortsat jagtede sit gennembrud i WorldTour-endagsløbene. På brostenene var forventningerne igen mere beherskede, og i den første del af klassikersæsonen satte man primært sin lid til Sacha Modolo og Ben Swift i Milano-Sanremo.

 

Paradoksalt nok endte det lige omvendt. I et alt andet end prangende forår skuffede man i Ardennerne - først og fremmest fordi Costa denne gang skulle køre Giro og derfor ikke var i topform - mens Modolo overraskede positivt og fik et mindre gennembrud i de flamske klassikere. Den italienske sprinter fik ellers en katastrofal start på sæsonen, da han ikke kom med feltet hjem i Sanremo, hvor Swift efter to tidligere podiepladser også missede fuldstændigt ud i spurten og måtte nøjes med en 17. plads. Starten på brostenssæsonen var heller ikke lovende, da Marco Marcato med en 20. plads opnåede det bedste resultat i Dwars door Vlaanderen, men det skyldtes alene, at en stærkt kørende Modolo var sat ud af spillet af en punktering. De lovende takter fortsatte i E3, men her kom han akkurat ikke med de bedste og endte igen uden et resultat.

 

Modolo fik endelig scoret de første point, da han spurtede sig til en 10. plads i Gent-Wevelgem, men det var i den største af de flamske klassikere, at det hele endelig faldt i hak for den alsidige italiener. Med fantastisk fornem kørsel sad han med hjem i den lille gruppe, der spurtede om femtepladsen, og her var det kun Alexander Kristoff, han ikke kunne matche. Resultatet blev en dybt imponerende og højst overraskende sjetteplads, der gav store forhåbninger forud for Paris-Roubaix. Her kunne han dog ikke følge op på det fine resultat, og Marcato blev i stedet bedste mand som nr. 26.

 

De lovende brostensresultater gav visse forhåbninger til Ulissi og Costa i Ardennerne, men i år gik det slet ikke i de kuperede klassikere. Ulissi blev bedste mand som nr. 27 i Amstel Gold Race og leverede efterfølgende årets bedste resultat for mandskabet med en 10. plads i Fleche Wallonne, hvor Costa blev kørt helt agterud. Portugusieren var bedre i Liege, men dog ude af stand til at gentage sidste års podieplads og måtte tage til takke med en 14. plads, mens Ulissi atter engang skuffede i de længste klassikere. Resultatet blev en meget skuffende ardennersæson, der kun delvist kunne opvejes af Modolos overraskende sjetteplads i Flandern.

 

Hvordan klarede holdet sig i Giro d’Italia?

For første gang i mange år stillede man til start i Giroen uden Diego Ulissi, der ellers har sikret talrige etapesejre i årenes løb. I stedet gjorde Rui Costa debut, men portugiseren var forud for løbet usikker på, om han ville satse på klassementet eller etapesejre. Holdet havde derudover planer om at jagte etapesejre i bjergene med Jan Polanc, Simone Petilli, Edward Ravasi og Valerio Conti, mens Sacha Modolo skulle forsøge at gentage tidligere tiders succes i massespurterne.

 

Starten var ganske lovende, da Modolo spurtede sig til en 5. plads på 1. etape, og allerede dagen efter var man meget tæt på den første sejr, da Roberto Ferrari tabte Modolo i finalen og i stedet kørte sin egen spurt, der gav en overraskende 2. plads bag André Greipel. Dagen efter kunne Modolo til sin store frustration konstatere, at han akkurat ikke kom med, da feltet knækkede i sidevinden, og hans andenplads i feltets spurt rakte derfor kun til en 9. plads.

 

Al frustration blev imidlertid lynhurtigt glemt, da Polanc på 4. etape til toppen af Etna gentog sin bedrift fra 2014, hvor han vandt løbets første bjergetape. Som eneste mand fra det tidlige udbrud lykkedes det ham at holde favoritterne bag sig, og det gav ham sin anden etapesejr i løbet og sikrede, at UAEs Giro var reddet allerede efter fire dage. Dagen efter fik Ferrari igen chancen i en spurt, da Modolo var ramt af helbredsproblemer, og det gav en 8. plads. Herefter forsvandt det arabiske mandskab imidlertid lidt ud ad rampelyset, da man i stedet rettede fokus mod de pludselige klassementsmuligheder, Modolo havde fået.

 

Holdets måske mest frustrerende oplevelse kom på 11. etape, hvor man fik både Costa og Petilli med i det afgørende udbrud, og det så ud til, at Costa havde den perfekte chance for at sikre sig en sejr. Desværre blev han i spurten slået af Omar Fraile, og derfor endte det med endnu en andenplads samt en ottendeplads til den unge italiener. Derefter rettedes rampelyset igen mod Modolo og Ferrari, der på de følgende to sprinteretaper begge var i top 10 begge dage. Desværre var det bedste resultat dog Ferraris 4. plads på 13. etape.

 

Den utrættelige Costa fortsatte med at angribe og havde en ny stor chance, da han ramte udbruddet på 17. etape. Denne gang lykkedes det ham endda at vinde spurten (og dermed få revanche over Fraile), men uheldigvis var Pierre Rolland da stukket af, og det blev derfor bare til endnu en andenplads. Frustrationen blev fuldkommen på løbets 19. etape, da Costa igen var med i det rette udbrud på vejen mod toppen af Piancavallo-stigningen, men uheldigvis havde han denne gang selskab af Mikel Landa. Selvom han fik revanche ved at slå Rolland, kunne han ikke følge baskeren, og derfor endte det med en tredje andenplads til den uheldige portugiser. Samtidig havde Polanc det svært på de sidste bjergetaper, og han kunne derfor ikke holde fast i sin top 10-placering og måtte nøjes med den frustrerende placering som nummer 11. Med slovenerens etapesejr havde holdet dog nået deres mål.

 

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb forud for Touren?

UAE havde store ambitioner allerede fra starten af året, hvor man jagtede de første WorldTour-point med Diego Ulissi i Tour Down Under, hvor han tidligere har haft stor succes. Han kunne ikke helt leve op til tidligere tiders resultater, men en fjerde- og en sjetteplads på de to svære etaper gav dog en samlet femteplads. Da man også opnåede gode resultater i massespurterne med en tredje- og en fjerdeplads til Marko Kump og en fjerdeplads til Ben Swift, fik man en ganske god start i det australske etapeløb.

 

Allerede ugen efter blev det endnu bedre, da man fik årets første sejr i Vuelta a San Juan. Her lykkedes det nemlig Rui Costa at bryde en lang sejrstørke, da han sejrede på kongeetapen, hvilket var nok til at give en samlet femteplads. Også nyprofessionelle Oliveiro Troia var tæt på en drømmestart på karrieren, da han sikrede sig en andenplads på en udbrudsetape, mens Andrea Guardini med en fjerde-, femte- og sjetteplads til gengæld skuffede i massespurterne. Bedre gik det ikke for Sacha Modolo, der i sin sæsondebut i Dubai Tour måtte tage til takke med to femtepladser og en sjetteplads.

 

Til gengæld fik holdet en drømmestart i Europa, da Ulissi kørte alene hjem til en flot soolosejr i GP Costa degli Etruschi, mens Matej Mohoric viste solid fremgang i forhold til tidligere ved at sidde med i finalen og kære sig til en 8. plads i det hårde Trofeo Laigueglia. Samtidig håbede man, at Costa kunne fortsætte sit momentum i Tour of Oman, men her fandt han tilbage i sin gamle rolle som den evige toer. Først blev han slået af Ben Hermans på 2. etape, så af Søren Kragh på 3. etape, og efter en tredjeplads på kongeetapen blev det også til en samlet andenplads. Også Modolo var tæt på en sejr i Oman, da han blev nr. 3 på sidste etape, mens Marko Kump overraskede ved at sidde med hjem på den hårde 4. etape, hvor han spurtede sig til en femteplads. Samtidig jagtede Mohoric succes i Tour La Provence, hvor han blev nr. 4 på den hårde 2. etape, og også unge Troia fortsatte sin fine debut med to top 10-placeringer.

 

Den helt store forløsning kom i WorldTour-løbet Abu Dhabi Tour - holdets hjemmebaneløb - hvor Costa fik den fortjente belønning for sin stærke sæsonstart. Som eneste mand kunne han følge Ilnur Zakarin på løbets kongeetape, og da han uden problemer slog russeren i spurten, tog han ikke blot etapesejren, men også den samlede triumf. Til gengæld kunne man ikke helt blande sig i spurterne, hvor det blev til en fjerdeplads til Simone Consonni og en 8. plads til Guardini.

 

Efter den fremragende start endte marts måned som en store skuffelse. Holdet havde store forhåbninger til Diego Ulissi i Paris-Nice, men det franske køb endte som en mindre katastrofe for holdet, der led voldsomt i sidevinden på de første etaper. Da Ulissi heller ikke kunne matche de bedste på stigningerne, var Ulissis 7. plads på sidste etape eneste topresultat. Bedre gik det bestemt ikke i Tirreno-Adriatico, hvor man havde om muligt endnu større ambitioner med formstærke Costa. Han blev imidlertid syg og kunne slet ikke blande sig med de bedste, og man skal derfor glæde sig over, at Modolo med en fjerdeplads på 3. etape trods alt fik vist, at man var med i løbet. Man håbede på revanche med Louis Meintjes i Volta a Catalunya, men den sydafrikanske dieselmotor var endnu ikke blevet varm, og man forlod derfor det spanske løb helt uden resultater.

 

Den lidt triste periode sluttede, da Modolo som sagt begyndte at overraske på brostenene. Udover de fine klassikerresultater viste han sig frem i 3 Dage ved Panne, hvor han blev nr. 10 på 1. etape og nr. 3 i den sidste massespurt. Endnu bedre gik det for talentet Consonni, der blev nr. 3 på kongeetapen og endte som bedste unge rytter. Da også Guardini spurtede sig til en femteplads, viste man sig flot frem i det belgiske etapeløb. I samme periode gjorde Yousef Mirza rent bord ved mesterskaberne i De Forenede Arabiske Emirater, hvor han vandt både linjeløbet og enkeltstarten.

 

Holdets dårlige start på de europæiske WorldTour-etapeløb sluttede heldigvis i Vuelta al Pais Vasco, hvor Meintjes endelig havde fundet benene. Med et flot angreb på løbets kongeetape så det længe ud til, at han måske kunne tage etapesejren, men han måtte slutteligt tage til takke med femtepladsen. Desværre tabte han lidt tid på enkeltstarten, men den samlede sjetteplads var alligevel et godt resultat for en rytter, der sjældent viser sig frem i ugelange løb. I det hele taget gik løbet fint, da man havde en rytter i top 10 på samtlige etaper. Swift spurtede sig til en 9. plads på første etape, Mohoric spurtede sig til en 6. plads dagen efter, og Ulissi spurtede sig til en 8. og en 5. plads på de to efterfølgende, hårdere etaper, inden han sluttede løbet af med en 8. plads på enkeltstarten.

 

Modolo havde som sagte imponeret på brostenene, men han var stadig uden sejr, da han stillede til start i Tour of Croatia, hvor han skulle fintune formen inden Giroen. Endelig fik han udbytte af de gode ben, da han spurtede sig til sejr på 1. etape, og han gentog såmænd bedriften på den hårde sidste etape, der mindede om en brostensklassiker. Her blev Jan Polanc endda nr. 2 og sikrede dermed en dobbeltsejr til holdet. Det så endda også ud til, at man ville kunne tage den samlede sejr, da den lokale helt Kristijan Durasek sejrede på løbets første bjergetape - hvor man endda også havde Przemyslaw Niemiec og Polanc i top 10 - men desværre styrtede han efterfølgende ud af løbet. Derfor blev det på til Polanc at gå efter klassementet, og med en femteplads på kongeetape - hvor Edward Ravasi blev nr. 10 - sikrede han sig den samlede 5. plads i et løb, der var en stor succes for det arabiske mandskab.

 

Efter skuffelsen i Ardennerne håbede Ulissi på revanche i Tour de Romandie, og han var lige ved at opnå det helt store resultat allerede på 1. etape, hvor han dog akkurat blev slået af Michael Albasini i spurten på toppen af en ganske lang stigning. Også op kongeetapen var han med en sjetteplads med helt fremme - Meintjes fortsatte også de gode takter med en 8. plads - men en dårlig enkeltstart betød, at man ikke fik et samlet resultat. Series af frustrationer fortsatte også for Swift, der kun opnåede en 5. plads på af de to sprinteretaper, hvor Ulissi i øvrigt også fik endnu en 9. plads. Bedre blev det ikke for briten i Rund um den Finanzplatz, hvor hans spurt kun rakte til en 10. plads.

 

Efter en lidt sløv start fik Vegard Stake Laengen sine første muligheder i maj. Efter en fin 8. plads i GP Lugano blev han udpeget som holdets klassementsrytter i Tour of California. Det gjorde han uventet godt, da han udnyttede en flot 5. plads på enkeltstarten til at sikre sig en samlet 6. plads. Desværre lykkedes det til gengæld ikke for holdets sprintere at få en sejr, selvom Consonni imponerede med en tredjeplads på 3. etape, mens Kumps bedste resultat til gengæld var en 8. plads. Kumps landsmand Polanc udnyttede samtidig sin gode form fra Giroen til at sikre en sejr ved de slovenske mesterskaber i enkeltstart.

 

Efter en 7. plads i Hammer Series stillede man til start i Dauphiné med store planer med Meintjes, der tidligere har gjort det godt i det bjergrige løb. Starten var ganske lovende, da Ulissi med et sent angreb sikrede sig en 3. plads på 1. etape, og dagen efter spurtede Swift sig til en 7. plads. De øvrige sprinteretaper gik ikke helt som planlagt, og i stedet slog Swift til i bjergene, da han ganske overraskende var meget tæt på at sejre på Alpe d’Huez, hvor han dog desværre måtte slippe Peter Kennaugh til sidst og i stedet tage til takke med andenpladsen. Meintjes satte sit store angreb ind på den dramatiske sidste etape, hvor han med en fremragende slutspurt var ganske tæt på at fange Jakob Fuglsang, men han måtte dog tage til takke med tredjepladsen. Det gav en fin 8. plads i den samlede stilling samt en andenplads i ungdomskonkurrencen.

 

Ambitionerne var ikke mindre i Schweiz Rundt, hvor Costa med sin gode Giro-form jagtede endnu en samlet sejr i sit favoritløb. Holdet kunne ikke have fået en bedre opvarmning, da Modolo også udnyttede sin Giro-form til at sejre i opvarmningsløbet GP Kanton Aargau. Desværre lykkedes det ikke helt for Costa at leve op til tidligere præstationer, selvom han efter sin tre andenpladser i Giroen til sin store frustration igen blev nr. 2 - denne gang bag Domenico Pozzovivo - på den anden af de tre bjergetaper. På de øvrige blev han nr. 10 og 9  og det gav en samlet 5. plads. Modolo viste sig frem i spurterne, hvor han var tæt på på 8. etape, der gav en andenplads, og han blev tillige nr. 7 på 5. etape.

 

I Slovenien Rundt håbede man, at Polanc stadig var frisk, men det lykkedes ikke den lokale helt at leve op til de fine Giro-præstationer. I stedet fik unge Ravasi sin chance, som han greb med en 10. plads på kongeetapen og i den samlede stilling. Derudover greb Ferrari sin mulighed på sprinteretaperne, hvor han med en anden-, fjerde- og femteplads var ganske tæt på en sejr. Holdet sluttede første del af sæsonen med at være meget tæt på en stor sejr ved de italienske mesterskaber, hvor Ulissi dog desværre måtte se sig henvist til andenpladsen af Fabio Aru. Også Mohoric var med en tredjeplads i Slovenien tæt på en titel, og det samme var Swift i England, hvor han blev nr. 5.

 

Hvordan klarede holdet sig i Tour de France?

Forventningerne var store til årets Tour, hvor man mødte op med ambitioner om at vinde den hvide trøje med Louis Meintjes, der ligeledes havde ambitioner om at forbedre 8. pladsen fra 2016. Tillige ville man jagte etapesejre med specielt Diego Ulissi og Darwin Atapuma, ligesom Ben Swift skulle forsøge sig i spurterne på nogle af de mellemhårde etaper.

 

Holdet fik mildt sagt en skidt start. Swift styrtede tidligt i løbet, og derfor var en 7. plads på 2. etape hans eneste udbytte af den ellers relativt flade første uge. Derudover var Manuele Moris 8. plads i den styrtplagede massespurt på 4. etape det eneste væsentlige resultat u den første uge, og da Meintjes også skuffede på de første bjergetaper og kun lå nr. 11 på første hviledag, så det sort ud for araberne.

 

Man fik en anelse mere momentum i anden uge. Først spurtede Swift sig til en 9. plads op 11. etape, inden man ramte Pyrenæerne, hvor Meintjes kørte sin vel bedste etape på det lange bjergmaraton til Peyragudes. Her sikrede han sig en 5. plads, der samtidig løftede ham ind i top 10, og han kunne forlade Pyrenæerne på løbets niendeplads. Samtidig fandt Ulissi langsomt benene og kom tæt på den helt store sejr på den bjergrige 15. etape, hvor han viste sig som hurtigste mand i udbruddet. Desværre kunne han ikke følge Bauke Mollema, der var stukket af forinden, og derfor måtte han tage til takke med andenpladsen.

 

En af holdets frustrationer var, at Atapuma slet ikke havde fundet formen, men langsomt meldte de gode ben sig hos den lille colombianer. Hans store forsøg på at vinde kom på kongeetapen til Izoard, hvor det længe så ud til, at han måske ville løbe med det hele. Desværre kunne han ikke følge Warren Barguil, da franskmanden angreb og som den eneste af favoritterne hentede colombianeren, der derfor kunne føje en andenplads på en grand tour-etape til den efterhånden lange samling. I Alperne var Meintjes’ berømte dieselmotor også endelig kommet i gang, og han blev nr. 9 og 7 på de to store etaper i bjergkæden. Desværre var det ikke nok til at indhente Simon Yates i kampen om den hvide trøje, og han måtte derfor tage til takke med andenpladsen i ungdomskonkurrencen. Da han samtidig kun kunne gentage sidste års 8. plads, og man aldrig fik den ønskede etapesejr, kunne man ikke være tilfreds med deltagelsen i verdens største cykelløb.

 

Hvordan klarede holdet sig i Vuelta a Espana?

Louis Meintjes ville se, om benene stadig var friske nok til at sikre endnu en top 10-placering i en grand tour, men hovedmålet i årets Vuelta var at vinde en etape. Det skulle først og fremmest ske med Rui Costa, der som bekendt var blevet nr. 2 på hele tre etaper i Giroen, Jan Polanc, der havde sejret i det italienske løb, eller Darwin Atapuma, der håbede endelig at få en sejr efter den lange serie af andenpladser. Derudover havde man forhåbninger med en formstærk Sascha Modolo i løbets få massespurter.

 

Modolo skulle som de øvrige sprintere slå til tidligt i løbet, inden bjergene for alvor meldte sig, og han var allerede tæt på, da Quick-Step splittede feltet i sidevinden på 2. etape. Her var han en af de får sprintere, der holdt sig til, og det gav en 5. plads. To dage senere spurtede han sig til en sjetteplads, men derefter var der ikke flere reelle massespurter før Madrid, og derfor gled italieneren i baggrunden.

 

Desværre viste første bjergetape på tredjedagen, at Meintjes næppe var frisk nok til at begå sig i klassementet, men den skuffelse gled hurtigt i baggrunden, da først den slovenske duo Polanc og Matej Mohoric gik i aktion. På 5. etape ramte Mohoric første gang det rigtigt udbrud og kørte sig til en flot fjerdeplads på etapen vundet af Alexey Lutsenko. Dagen efter kørte Polanc væk med Luis Leon Sanchez i finalen, og det gav en femteplads, inden den helt store forløsning kom på 7. etape. Her var Mohoric igen med i de rigtige udbrud, og med en fabelagtig præstation på både stigning og nedkørsel i den tekniske finale i Cuenca lykkedes det det slovenske talent at tage karrierens første sejr i en grand tour og dermed tidligt redde løbet for UAE. Dagen efter var Polanc tæt på at lave the double for holdet, da han spurtede om sejren i en trio på den hårde etape til muren i Xorret de Cati, men her var Alaphilippe hurtigere, og han måtte tage til takke med andenpladsen.

 

I løbets anden uge fik Atapuma endelig vist sig frem, da man ramte de høje bjerge, som bekendt er hans terræn. Han blev nr. 9 på den store Calar Alto-etape, inde Polanc igen ramte det rigtige udbrud dagen efter. Sloveneren var dog tydeligvis træt efter en lang sæson og måtte tage til takke med en 8. plads. Samtidig var Meintjes som altid i fremgang mod slutningen af løbet, men selvom han blev nr. 9 på den store Sierra Nevada-etape var det for sent at levere noget i klassementet.

 

Selvom der var masser af plads til udbrydere i den tredje uge, havde holdet ikke megen succes. Tættest på kom man på 19. etape, da det ENDELIG lykkedes Costa at ramme et udbrud, der kørte om sejren. Det lykkedes ham at sidde med hjem i den lille gruppe, der spurtede om sejren, men her måtte han se Thomas De Gendt løbe med triumfen, mens han selv kun blev nr. 4. Da Modolo med en 8. plads også fejlede i spurten i Madrid, endte de to sidste uger som lidt af en skuffelse for holdet. Heldigvis havde Mohoric og Polanc allerede sikret succesen i den første uge.

 

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb efter Touren?

Efter sommerpausen stillede man til start med to af kaptajnerne, Rui Costa og Sacha Modolo, i Tour de Pologne, der var vigtig forberedelse til Vueltaen. Det gik over al forventning, da Modolo i meget skrapt sprinterselskab endelig tog årets første WorldTour-sejr. Efter en 7. plads til Roberto Ferrari på 1. etape tog kaptajnen selv over i den vanvittigt hurtige spurt i Katowice på 2. etape. Her viste han sig som hurtigste mand og tog årets største sejr. I de to efterfølgende spurter måtte han tage til takke med en femteplads på 4. etape, mens det var Ferrari, der var længst fremme på 5. etape, hvor han leverede en fin 5. plads. Costa havde desværre tabt terræn på Muren på 3. etape, men han var til gengæld bedre med på de to sidste hårde etaper. Først blev han nr. 4 på næstsidste etape og med en desværre lidt skuffende 10. plads på kongeetapen, endte han som nr. 10 i den samlede stilling.

 

Holdet havde ikke de store forventninger til BinckBank Tour, der aldrig har været holdets foretrukne løb, men faktisk var man tæt på en sejr, da Marko Kump spurtede sig til en andenplads i det ekstremt skrappe selskab. Også unge Consonni fik lov at forsøge sig på det høje niveau og sikrede sig en 10. plads. Samtidig kørte nogle af holdets unge ryttere med om sejren i det nye Colorado Classic, hvor Vegard Stake Lanegen med en 9. plads på kongeetapen også sikrede sig den samlede 9. plads. Valerio Conti tog også til en top 10-placering undervejs.

 

Kump og Consonni havde brugt BinckBank Tour til at lade op til efterårets sprinterklassikere, og her var man meget tæt på en stor sejr. Efter en fin 8. plads i WorldTour-løbet i Hamburg blev Kump nemlig kun akkurat slået af Arnaud Demare i Brussels Cycling Classic. Consonni fik sine chancer i Bretagne Classic, hvor han med en 9. plads hentede WorldTour-point, og i GP de Fourmies, hvor han spurtede sig til en 5. plads.

 

Efterårets højdepunkt for UAE kom i Canada, hvor man havde store forventninger til Diego Ulissi i WorldTour-løbene. Han levede i den grad op til tilliden, idet han sejrede i det sværeste af de to løb, GP Montreal, og dermed endelig tog den længe ventede endagssejr på WorldTouren. Han tog den gode form med sig til de italienske efterårsklassikere, hvor han spurtede sig til en 4. plads i Coppa Sabatini, klatrede med de bedste og sikrede sig en 7. plads i Giro dell’Emilia, inden han akkurat missede en plads på podiet med fjerdepladsen i det uventet hårde Tre Valli Varesine. Samtidig gik man efter succes med sprinterne i de fladere klassikere. Modolo fik endelig lidt momentum med en 3. plads i Coppa Bernocchi, hvor Consonni blev nr. 6, og Kump var med fremme i spurten om 5. pladsen på 1. etape af Giro della Toscana. Consonni blev også nr. 9 i GP Beghelli, og man var derfor med fremme i de fleste af de italienske løb.

 

Mohoric tog den gode form med mod øst, hvor han tog årets anden sejr i det nye 1.1-løb Sun Hung Kai Hong Kong Challenge. Det store mål i sidste del af sæsonen var dog at vinde Tour of Turkey med formstærke Ulissi. Det lykkedes til fulde, idet italieneren sejrede på kongeetapen og blev nr. 6 på sidste etape og dermed hjemførte sin første samlede sejr i et WorldTour-etapeløb - hvor Przemyslaw Niemiec i øvrig også blev nr. 8 samlet. Derudover viste man sig frem i spurterne med Consonni, der sikrede sig to tredjepladser, en femte-, en syvende- og en tiendeplads og dermed var en af de bedste sprintere i løbet. Også Federico Zurlo greb en uventet chance til at spurte sig til fjerdeplads.

 

Man sluttede året af med fin succes i Kina ved Tour of Guangxi. Her fuldendte Mohoric det fine efterår ved at tage en samlet sjetteplads efter at være blevet nr. 7 på kongeetapen. Derudover kørte Andrea Guardini sine bedste spurter i hele 2017 og sikrede sig placering som nr. 4, 7 og 8 i sit sidste løb for det arabiske hold, der også have Zurlo i top 10 på en sprinteretape.

 

Den endelige dom

2017 var lidt et mellemår for UAE Team Emirates, da de først i december, hvor transfersæsonen reelt var forbi, fik snablen ned i den arabiske pengekasse, og derfor er det først i 2018, at man for alvor kan forvente at se fremgang fra holdet. Derfor var forventningerne til sæsonen også relativt beskedne. Alligevel er det svær at være helt tilfredse med udkommet af et år, hvor flere af holdets kaptajner havde det svært i deres vigtigste løb.

 

Diego Ulissi vandt ganske vist to WorldTour-løb, men fejlede atter fuldstændig i Ardennerne og kørte trods en enkelt andenplads et alt for anonymt Tour de France. Rui Costa var flyvende i starten af året, men også han skuffede i de store løb, hvor han var langt fra sit bedste i klassikerne og ikke lykkedes med at vinde en etape i hverken Giroen eller Vueltaen - selvom de tre andenpladser i Italien naturligvis vidner om, at han var tæt på og meget synlig. Sacha Modolo fik et meget løfterigt gennembrud på brostenene, som vidner om, at han måske er ved at ændre ryttertype, men i spurterne var han alt for sjældent med fremme og vandt alt for lidt. Endelig gik Louis Meintjes lidt i stå trods sin ellers lovende udvikling, og det må betragtes som en skuffelse, at han ikke vandt den hvide trøje i Touren.

 

Naturligvis var der også lyspunkter. Holdet vandt etapesejre i to af tre grand tours, havde en mand i top 10 i Touren, imponerede i starten af året med Costa, oplevede stor fremgang for specielt Jan Polanc og Matej Mohoric og overraskede positivt med Modolo på brostenene. Alligevel kan det ikke slette indtrykket af, at man ikke helt fik det ud af ryttermaterialet, som man kunne, og derfor kan man ikke være helt tilfreds med udkommet.

 

Karakter: 4/10

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cannondale-Drapac Pro Cycling Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

ORICA-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Lotto NL - Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek - Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »