Tirreno-Adriatico-analyse: Et (ski)hop mod stjernerne

Nogle gange er livet så vidunderligt tilfældigt. Havde det ikke været for en dum skade for efterhånden mange år siden, havde Primoz Roglic formentlig levet en - sandsynligvis relativt anonym - tilværelse som en af Sloveniens bedste skihoppere. Et tilfældigt møde med cyklen betød imidlertid, at han opdagede et helt uventet talent, og et pludseligt karriereskifte har ført ham direkte mod stjernerne i en langt større og sikkert også mere indbringende sportsgren.

Personligt kan jeg huske, hvordan man måtte spærre øjnene op en ekstra gang, da den dengang helt ukendte slovener pludselig satte verdenseliten på plads i Tour de Slovenie, som han ganske overraskende vandt. Dengang var han kendt som ren klatrer uden de mindste evner på tempocyklen, og hans evne til at manøvrere i feltet og de tekniske egenskaber lod mildt sagt meget tilbage at ønske. Alligevel kan det undre, at det chokerende resultat ikke tiltrak større interesse fra sportens superhold. Når en rytter med så begrænset en baggrund kan vinde et stort etapeløb, skriger det til himlen, at der er tale om et talent ud over det sædvanlige.

Faktisk var det da også som hjælperytter, at han fik chancen på højeste niveau. LottoNL-Jumbo var nemlig på jagt efter ryttere, der kunne støtte kaptajnerne i bjergene i grand tours og havde fået øje på den talentfulde slovener. De havde dog næppe dengang forventet, at de med kontraktunderskrivelsen havde sikret sig en sand guldklump, der nu bare to år senere har kurs mod at blive en af verdens bedste i hvert fald i ugelange etapeløb.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Sjovt nok var det med den chokerende 2. plads på første enkeltstart i Giroen for to år siden, at han slog igennem på højeste niveau, og i sin første tid var det primært på enkeltstartscyklen, at han gjorde stormskridt. Sidste år etablerede han sig med en sølvmedalje ved VM og sejre i Romandiet og Baskerlandet sig som en af verdens allerbedste i disciplinen, men det haltede stadig lidt i bjergene. Ganske vist vandt han en flot etapesejr på en af de helt store etaper i Touren, men i de ugelange etapeløb kom han til kort på stigningerne.

Nu kunne noget tyde på, at han er på vej til at blive den komplette rytter. I hvert fald er der indikationer på, at han har forbedret sig kraftigt i det terræn, der oprindeligt var hans force. Han klatrede solidt ved sæsondebuten i Valencia, og i dag kom så hans første store sejr på en svær linjeløbsetape i direkte kamp med løbets favoritter.

Løbet var ellers kommet skidt i gang for Roglic, hvis hold kørte et rædselsfuldt holdløb, og som i går røg ud af klassementet, da han blev fanget bag det store styrt. Det tidstab betød imidlertid, at han intet havde at miste ved at angribe fra distancen på dagens etape, og det mod blev belønnet, som det var tilfældet, da han sidste år tog en sejr med et stærkt angreb i Baskerlandet Rundt. At holde en ekstremt formstærk Adam Yates bag sig, vidner om klasse og indikerer, at Roglic nærmer sig den komplette ryttertype, der kan blive næsten umulig at slå i ugelange etapeløb med en vigtig enkeltstart.

Naturligvis var dagens afslutning meget eksplosiv, og der er stor forskel på dagens finale og det, der venter på morgendagens kongeetape. Derfor har vi stadig til gode at se, hvor langt han er kommet i de høje bjerge, men dagens præstation giver i hvert fald løfterige perspektiver. Kan han tage det sidste skridt uden at slække på tempoevnerne, kan han blive næsten umulig at slå i løb som Baskerlandet Rundt og Tour de Romandie, der er er forårets store mål inden hans ventede Tour-debut til sommer.

Dagens anden store vinder var Geraint Thomas, der til fulde levede op til de høje forventninger og cementerede sin position som løbets klare favorit. Lidt gearproblemer betød, at han ikke umiddelbart fik svaret på Adam Yates’ forcering, men derefter kørte waliseren fremragende i en finale, der ikke umiddelbart passede ham. Morgendagens knap så stejle og eksplove afslutning passer ham langt bedre, og med tanke på, at han er støttet af løbets i særklasse stærkeste hold - Sky havde syv mand endnu i bunden af sidste stigning - tyder meget på, at Thomas kan hjemføre briternes første sejr i det italienske løb, som gled Chris Froome af hænde på en regnfuld dag for fem år siden.

Netop Froome viste et ganske fint niveau og solid fremgang i forhold til den lidt sløje præstation i Ruta del Sol. Nuvel, der er fortsat meget lang vej til topformen, og han ligner ikke umiddelbart en vinder af dette løb. Modsat Vincenzo Nibali, der ligeledes har meldt ud, at hans form fortsat er et stykke fra toppen, kunne han imidlertid sidde med de bedste i dag. Den nuværende form rækker formentlig ikke til mere, end at vi i morgen vil se ham køre på klassisk ”Froome-ude-af-form-maner”, dvs. køre den sidste stigning som en enkeltstart i sit eget tempo, men han synes helt klart at være på sporet frem mod de store og ambitiøse mål, som han måske får lov at jagt senere på sæsonen.

En anden stor vinder var Adam Yates, der nøjagtig som Roglic faldt ud af klassementet som følge af styrtet i går. Som vi i de tidligere optakter har fremhævet, er briten imidlertid i år bedre end tidligere, hvilket specielt den stærke præstation på kongeetapen i Valencia vidner om. I dag viste han det fremragende punch, der også tidligere har givet ham en stor sejr i Clasica San Sebastian, og som gør, at Mitchelton-Scot må tage ham med til ardennerklassikerne i en kaptajnrolle i år. Under alle omstændigheder er det løfterigt efter en 2017-sæson, hvor han ikke blot gik i stå¨, men faktisk var betydeligt svagere end i den store 2016-sæson.

Yates er imidlertid ikke den eneste, der har imponeret i første del af sæsonen. Tiesj Benoot kunne i perioder ligne et tabt talent, der aldrig rigtig ville indfri sit store potentiale. Man har imidlertid let kunnet glemme, hvor ung han er i virkeligheden er, og han har derfor hele tiden haft tiden foran sig. Nu synes han endelig at være klar til at træde ind på den helt store scene, efter at han fulgte sin suveræne præstation i Strade Bianche op med en 3. plads i en finale, der egentlig burde have været for stejl for en relativt stor fyr som ham. Hvis han kan undgå sit vanlige uheld, bliver han flyvende i alle klassikere - både på brosten og i Ardennerne - og den store udfordring bliver at prioritere sine mål for en mand, der kan alt andet end at køre enkeltstart. Allerede i morgen kan vi måske være vidne til endnu en overraskelse, hvis han formår at hænge med de bedste i de høje bjerge.

Mange af forhåndsfavoritterne levede op til forventningerne og sad fint med hjem. Rigoberto Uran, Romain Bardet og Wilco Kelderman var præcis lige så stærke som ventet, og da en sygdomsramt Tom Dumoulin helt klart endnu ikke er på toppen, er sidstnævnte nu ubetinget Sunwebs kaptajn. Måske kunne man have forventet sig mere af Landa, men man skal bestemt ikke afskrive baskeren, der traditionelt bliver bedre, som etapeløbene skrider frem. I lyset af Nibalis erklærede dårlige form gjorde også han det udmærket, ligesom der er grund til at være imponeret over at store Bob Jungels kunne sidde med på en stigning som denne, de bestemt ikke passede ham. Og endelig fortsætter Jaime Roson med at vise, at Spanien har en ny stjerneklatrer på vej.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Mest skræmmende var dog Skys styrke. Michal Kwiatkowski førte stort set uafbrudt i finalen og endte alligevel blandt de allerbedste. Gianni Moscon svarede igen efter den skuffende præstation i Strade Bianche ved at blive nr. 7 foran en af sine kaptajner, Froome. Selvom Greg Van Avermaet og Peter Sagan gjorde det fint i en finale, der som ventet var for svær for dem begge, er det ildevarslende, at duoen af hjælperyttere er så stærke forud for klassikerne.

Etapen bød også på store tabere. Mest markant var det naturligvis, at evigt uheldige Rafal Majka, der styrtede i Touren sidste år og blev syg under Vueltaen, atter kan se sin gode form gå til spilde, efter at et styrt har sat ham ud af klassementet. Det er en skam for løbet, da polakken har kørt fremragende hidtil i år. Heldigvis tyder meget på, at Davide Formolo vitterligt er på vej tilbage efter et par skuffende sæsoner, da han sad med langt fremme i en finale, der ikke passede ham.

Mest overraskende var det, at Miguel Angel Lopez faldt fra. Med tanke på, at colombianeren har været helt suveræn på stigningerne hidtil i år, kom det som et lyn fra en klar himmel, at han ikke kunne følge de bedste i dag. Desværre er det en lidt kedelig tendens for Lopez, at hans niveau er temmelig svingende. Alle ved, hvor flyvende han kan være, men hans bundniveau er desværre også temmelig lavt. Det blev desværre bekræftet igen i dag.

Endelig må også Fabio Aru være frustreret. Den italienske mester har trænet hårdt frem mod dette løb, som han havde store forventninger til. Dette var ganske vist ikke ”hans” finale, men han havde helt sikkert håbet på mere. Heldigvis ved vi, at Arus form kan komme ud af det blå, og der er endnu lang tid til Giroen, men der er ingen tvivl om, at han er skuffet, når han lægger sig i sin seng i aften. Heldigvis har han en chance for at få revanche lørdag, hvor terrænet passer ham langt bedre.