Tour-intermezzo: Hvad har vi lært?

Englænderne elsker Tour de France - måske endda for meget

Englænderne ignorerede længe Tour de France. Det var ’kontinentalt’, tænkte de. Men Tour de France-arrangørerne gjorde, hvad man nu gør, når man gerne vil ind på et nyt marked: Man tilnærmede sig det engelske marked stille og roligt. Det var lidt som Morrisey sangen ’The More You Ignore Me, The Closer I Get’. Først tog man til Irland og Dublin i 1998. Så blev det London i 2007. Så kom Team Sky. Nu kom Touren allerede tilbage til England. Små skridt, store resultater.  

Med starten i Nordengland så vi, i hvor høj grad det engelske folk har taget Tour de France til sig. Det var flot med så mange entusiastiske folk langs ruten. Målt på begejstring og publikum elsker englænderne Touren langt mere end deres kontinentale naboer - måske fordi det stadig er lidt nyt, og fordi de har nydt så meget succes de seneste år. Men som tonsvis af popsange har beskrevet, så kan man også elske nogen så meget, at man gør sin udkårne ondt.

Med de engelske tilskuere var det lidt omvendt Morrisey: Jo mere de elsker Touren, jo tættere på kommer de. Tilskuere bliver mere og mere dristige (og dumme) overalt, men det virkede altså særligt farligt i England. At posere og lave ’selfies’ inde på selve ruten med ryggen til et fremstormende Tour-felt er ikke blot fjollet, men farligt. Kan vi ikke blot blive enige om, at #TDFselfie allerede er passé? Skal vi rigtige europæere og erfarne cykelsportsfans - det er det samme - ikke blive enige om, at vi er for seje til den slags fjolleri på kontinentet, ikke sandt?

Læs også

Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

Muskelbundterne har sat sig på massespurterne

I en årrække har Mark Cavendish domineret GT-massespurterne med sin særegne, overbøjede stil. Cavendish opfandt noget helt nyt og unikt, og det har været en fryd at se ham gentænke, hvordan en massespurt skal køres. Det er sjældent, man sådan genopfinder tallerkenen, når det ikke handler om teknik, kost eller træningsmetoder, men noget helt basalt, som hvordan man fysisk fordeler sin vægt på cyklen. Og bryder vinden.

Allerede sidste år så vi dog, hvordan Cavendish så småt var begyndt at tabe terræn til ryttere med en helt anderledes stil og kropsbygning. Der er både noget nyt og noget gammelt i det, som Marcel Kittel har gang i. Nostalgisk, fordi det stilistisk leder tankerne henad store, kraftfulde mænd som Mario Cippolini. Men italieneren havde en helt anden aura og udsendte nogle andre signaler; med Super Mario fornemmede man altid en lethed. Det er ikke indtrykket med de teutonske titaner Marcel Kittel og Andre Greipel. Særligt Marcel Kittel har mere tilfælles med en bodybuilder, som nøje har designet sin krop til et specifikt formål.

Mindre sprintere som Mark Renshaw, Peter Sagan, Arnaud Démare og Bryan Coquard har bare slet ikke kunne matche disse muskeløse sprintere. I hvert fald ikke her i starten på løbet, hvor benene er friske og etaperne lette. Men det at bære rundt på så mange muskler, har naturligvis en pris. Det var vi fx var vidne til på syvende etapes småkuperede afslutning, hvor de tunge ryttere simpelthen ikke kan komme med hjem. Men det har været skønt at beskue muskelbundterne brillere indtil nu.  

Vicenzo Nibali havde alligevel en plan med det hele

Inden løbet var vi her på siden lidt påpasselige med at hype Vicenzo Nibali for meget. Det var vi, fordi italienerens sæson havde været uvant stille. Men sejren til de italienske mesterskaber indikerede, at der måske havde været en plan med det hele, nemlig at spare lidt på kræfterne til sæsonens hovedmål: Tour de France.

Det lader til, at have været en god idé. Nibali har på to uger vist næsten hele det brede spektre af hans mange kvaliteter: en fantastisk timing og snuhed til at gribe sin chance samt en fortrinlig teknik og styrke. Samtidig ved vi fra hans præstationer i fx Giro d’Italia, at Nibali elsker koldt, vådt vejr. Nibali er og bliver en alsidig og fabelagtig begavet cykelrytter, og det er simpelthen bare skide dejligt at se ham folde sig rigtigt ud igen. Det har vi savnet.

Samtidig, på brostensetapen til Arenberg, var vi vidne til en helt særlig dansk cykelpræstation. Det, som Jakob Fuglsang præsterede for et par dage siden, var ikke bare lidt flot. Det var langt mere end det. Vi så nye sider af talentet.

Fuglsang slutter langt fra podiet

Det må bare heller ikke tage overhånd. På Sporten.dk var der for et par dage siden en interessant artikel, hvor der blev spekuleret i, om Jakob Fuglsang måske ville begå ’kongemord’ på kaptajnen Nibali. I artiklen er der et længere citat af Lars Bak, som det er værd at dvæle ved: 

”Jeg er imponeret af Fuglsang og af hans kørsel. Det er altså flot. Nu har han jo en helt realistisk mulighed for at komme på podiet. Om han så vinder Touren, det bliver nok langt sværere. Han har haft sin bedste sæson i forhold til etapeløb i år, og han har fået selvtillid i forhold til de andre. Nu får vi se hvor han står, når vi kommer op i bjergene. Som udgangspunkt ser han skarp ud.”

Der er to teser her, som det er værd at dvæle ved: (1) Jakob Fuglsang har haft sin bedste etapeløbssæson, og (2) Fuglsang har nu en mulighed for at komme på podiet. De to ting hænger naturligvis sammen, men ingen af teserne tåler nærmere analyse.

Resultatmæssigt har Jabob Fuglsang ikke haft sin bedste etapeløbssæson. Der er i hvert fald ikke tale om nogen mærkbar forbedring - snarere tvært om. Bare kig. Da Fuglsang sikrede årets bedste resultat, en femteplads i Paris-Nice, sluttede han immervæk efter Arthur Vichot (who?) og sprinteren José Joaquín Rojas. Ingen af disse resultater tyder på, at Fuglsang har forbedret sig specielt som etapeløbsrytter, og han har kun præsteret i løb, der har været relativt bjergløse. Paris-Nice er altså ikke nogen god indikator på Tour de France.  

Læs også

Bora-profil fratages sejr efter italiensk protest

Den tese holder altså ikke, men det er i virkeligheden heller ikke det vigtigste. Det er simpelthen bare svært at forestille sig, at Fuglsang skulle kunne ende på podiet, hvis han ellers bare kører nogenlunde, som han plejer. Det er, fordi han er og bliver en for beskeden bjergrytter. I fjor sluttede Fuglsang mere end syv minutter fra Tour-podiet. 2.30 på en brostensetape er simpelthen ikke nok forspring til at gøre Jakob Fuglsang til nogen reel udfordrer til podiet - særligt da alle melding fra Astana går på, at man kører for Nibali.  

Fuglsang gjorde noget fabelagtigt på femte etape, men ro på. Allerede på første dag i Vogeserne blev det tydeligt, hvem af de to ryttere på Astana, man kan regne med i kampen om podiet og den samlede sejr, og det bliver altså næppe Jakob Fuglsang. Desværre.

Vi driller Jesper Worre ret meget, men helt dum udi cykelsport er han ikke

I disse dage har Feltet.dk gang i en lille venlig og produktiv dialog med DCU og Jesper Worre om kriterierne for udtagelse til Post Danmark Rundt. Men det skal altså ikke lyde sig, at Feltet.dk ikke anerkender, når Jesper Worre siger noget kløgtigt. Worre er faktisk helt god til at læse cykelløb når han gerne vil, og han har ramt det, der skete med Chris Froome på brostensetapen bedre end nogen anden. I et interview med Politiken sagde han således:

”Team Sky har i et par år været så stærke, at de bare har sat sig forrest med hele holdet og kaptajnen fuldstændig beskyttet som ottende eller niende mand. De har kørt lidt sterilt og wattmåler-agtigt. Men de bliver skrøbelige så snart den taktik ikke kan lade sig gøre, og de er nødt til at køre væddeløb og slås om placeringerne.”

Det er korrekt spottet - og noget af det mest interessante ved den etape. Når cykelløb handler om andet end watt, så har Team Sky typisk lidt problemer; mange af deres ryttere kommer fra banen eller cykelsportsligt små nationer, så de har fået en anden cykelopdragelse. På visse punkter kan det være en fordel - enkeltstarter eller monoton bjergkørsel - men det kan også have en slagside. Det er en hård generalisering om Team Sky, men der er noget om det.

Trods de hyppige styrt i denne sæson, så er der dog ikke nok data til at bakke op, at Chris Froome nødvendigvis skulle være cykelteknisk dårlig, selvom han næppe bryder sig særligt om regnvejr og positionskamp, men det er der virkelig få etapeløbsryttere, der gør. Men der er en anden tendens, nemlig at Froome ikke er særlig god i modgang.

Når først det går dårligt for Froome - vejret er skidt, han vælter et par gange, benene vil ikke som han vil - så giver han op. Det så vi fx til Critérium du Dauphiné. Og da Chris Froome styrtede anden og, viste det sig, sidste gang på etapen til Arenberg, der så vi noget interessant. Styrtet havde tydeligvis gjort alvorlig skade. Det var helt åbenbart. Men Froome forsøgte aldrig at tilnærme sig sin cykel. Froome vidste formentligt allerede, hvor skidt det stod til, men en ordentligt 'skolet' cykelrytter havde måske nok forsøgt sig på cyklen en smule, eller i det mindste tilnærmet sig den - det er nu engang, hvad man gør (for publikum, for sine holdkammerater, sin sportsdirektør). Det er forventet, men det gjorde Froome ikke. Han gav bare op, og spørgsmålet er, om Froome har det med at give op for let?    

Chris Froome er ude, og det er sgu en skam - også for Alberto Contador

Den anden dag skrev Lasse Wedege Penning en kommentar her på siden, hvor han kritiserede, hvordan CykelDanmark reagerede på Chris Froomes uheld. De ting, som blev ytret, var så modbydelige, at et modsvar var nødvendigt. Det har Lasse gjort så præcist, at vi her blot vil fremhæve endnu en dimension, som er mindre etisk og mere sportslig.

Ja, det er træls at se Chris Froome og Team Sky vinde hele tiden, i hvert fald hvis man holder med nogle andre. Men det er altså også ærgerligt, når favoritter må udgå, og udfordrerne ikke får lov til at slå Froome direkte af pinden. Selvom jeg i denne artikel har brugt en del spalteplads på at besynge, hvordan teknisk kunnen, feltfornemmelse og evner til at modstå regn og kulde også er sportslige kvaliteter, som bør hyldes i Fuglsang og Nibali, så er det altid trist, når en forsvarende vinder må udgå af et løb på grund af et styrt. Det ville have langt bedre for løbet - og udfordrerne - om Froome bare havde sat lidt ekstra tid til. Så ville sejren have smagt bedre og løbet havde været langt mere interessant for os seere. Når mesteren må udgå, så efterlader det en urimelig og irriterende tvivl. Og en skygge at kæmpe med.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Man fornemmede, at når nogle frydede sig over englændernes uheld, så var det lidt forbundet med en forkærlighed andre ryttere, og helt specifikt Alberto Contador. En lille overvejelse til dem: Nu, hvor Vicenzo Nibali har et så stort forspring, så kunne Alberto Contador godt have brugt en bjergstærk samarbejdspartner som Chris Froome, som velsagtens er den i verden, der er bedst rustet til at hjælpe Contador i spanierens nuværende foretagende. Nu må Tinkoff-Saxo formenligt forsøge at knække Nibali og Astana helt af sig selv. Lige pludselig savner det russiske hold måske Chris Froome lidt.

Første dag i Vogeserne røbede en masse: Det bliver en fed Tour

Den første etape i Vogeserne syntes at give nogle store indikationer på, hvordan resten af Tour de France kommer til at forløbe, men først nogle anker. For det første var det slet ikke en rigtig bjergetape, men blot kategoriseret som en ’mellemkuperet’ etape. Derudover havde den nogle unikke træk, der gør det svært at tolke for meget i det. Dels var der det kolde, våde vejr, som ofte har det med at slå nogle ryttere ud. Samtidig var der de meget stejle stigningsprocenter, som bare ikke passer alle på samme måde.  

Alligevel røbede etapen så meget, særligt at Astana-kaptajnen Vicenzo Nibali er klar til kamp - også i bjergene - og at Alberto Contador er ivrig efter at rive trøjen af ham. Generelt har Nibali og Astana gjort et fantastisk flot indryk hidtil i løbet, og der er flere ting, der taler for en Nibali-sejr. Astana har dels vist, at de har et slagkraftigt hold, som vil være i stand til at hjælpe italieneren hele vejen til Paris. Samtidig har Nibali opbygget et så anseeligt forspring, at han ikke behøver presse sig for meget for at holde sig til i hvert moment - risikoen for at knække er derfor så meget mindre.

Den store trussel bliver - naturligvis - Alberto Contador, som nu virkelig skal angribe. Nibali har et stort, flot forspring. Hele 2.34 til Alberto Contador. Det er meget. Er det nok? Måske, men næppe. Det er Tinkoff-Saxo, der skal forsøge at knække Nibali, og de har allerede nu virkelig taget den opgave på sig. Derfor vil vi formentligt se det samme scenarie, som udspillede sig på ottende etape, mange gange i resten af løbet - nemlig hver gang Contador føler, han kan gøre lidt skade. Nibali forsøgte her blot at sidde på hjul, hvilket han som den eneste var i stand til, og lod sig så slå lidt ud, da han følte, det blev for meget hen mod toppen, selvom Astana-lejren forklarer det med gearproblemer. Hvorom alting er, så der den slags luksus, Nibali nu besidder, og det taler varmt for italienerens muligheder for at beholde trøjen rigtig, rigtig længe.

Contador gør det færdigt

Alligevel hælder vi stadigvæk til, at Alberto Contador gør arbejdet færdigt. Tinkoff-Saxo-rytteren så akkurat lige så stærk ud, som han har gjort hele sæsonen. Derfor forekommer det ikke som nogen umulig opgave at hakke i Nibalis forspring bjergetape her og der, for så fx at tage trøjen i Pyrenæerne engang. Samtidig er der enkeltstarten, hvor Contador nok skal kunne tage et stort læs tid, hvis ellers alt går som normalt. Contador ser farlig ud, og jeg tvivler på, at Nibali kan modstå presset hele vejen til Paris.

Men efter etapen til Arenberg er det meget, meget tæt mellem de to, og det er jo herligt for spændingen i cykelløbet, særligt nu, hvor Chris Froome desværre er udgået. Til gengæld har Richie Porte vist, at han har lagt sine problemer bag sig, og at han måske er en værdig arvetager efter Chris Froome for Team Sky. Efter et uheldigt forår var det overraskende at se australieren lige efter de to storfavoritter, men der var han altså; lurende i bagrunden. Porte har aldrig kørt i top-5 i en GrandTour, så der er svært at se ham gå hele vejen, men det var en positiv overraskelse, og hvis han fortsætter de gode takter, er han måske den bedste, naturlige enkeltstartsrytter blandt klassementsrytterne. Han kan blive farlig.

Samtidig fik vi bekræftet, at Alejandro Valverde er skarp, men måske stadig mangler nogle etaper i benene. Valverde bragte ikke nogen skam over sin familie, men det så ikke alt for godt ud, på en etape der ellers var ham skræddersyet. Ellers bør franskmændene også glæde sig, for Thibaut Pinot ligner faktisk et rigtigt godt bud på en podieplacering, og franskmændene råder generelt bare over nogle spændende etapeløbshåb, for Romain Bardet fortsætter med at imponere og er nu rigtig tæt på ungdomstrøjen.

Her før bjergene rigtig tager fat, så er der altså kridtet op til, at det blive et endog rigtig spændende Tour de France i 2014. Vi glæder os.