Tour de France-analyse: En ny Cavendish?

2008 markerede et sceneskifte i Tour-sammenhæng. Efter en periode, hvor Tourens havde manglet en klar sprinterkonge, bragede en ung Mark Cavendish ind på scenen ved at vinde hele fire etapesejre i blot sin anden optræden i verdens største cykelløb, og det skulle indlede en tid, hvor massespurterne i Touren blev en sand ørkenvandring. I de følgende år vandt den ustoppelige brite hhv. 6, 5, 5 og 3 etapesejre, og i en periode på fem år blev de store sprinteropgør nærmest en trivialitet, der ingenlunde bidrog til spændingen i sommerens store sportsbegivenhed.

I 2013 blev Cavendish med fynd og klem stødt fra tronen af Marcel Kittel, der i tre af de seneste fem udgaver har været feltets klare sprinterkonge, men selvom tyskeren i dag står noteret for ikke færre end 14 etapesejre i verdens største cykelløb, har det hele tiden stået klart, at han aldrig ville nå samme sejrsrekord som sin britiske rival. Modsat Cavendish, der altid har været kendt for snilde og positioneringsevne, har Kittel nemlig altid været en klovn til at manøvrere i de hektiske finaler, og derfor vil han altid være alt for afhængigt af et hold til at opnå den stabilitet, der er påkrævet for at true Cavendish.

Men nu er der måske grund til for Cavendish at frygte, at hans imponerende rekordliste på 30 sejre, der ikke er overgået i nyere tid (men som næppe heller kan udbygges til at nå Eddy Merckx’ serie på hele 34 triumfer). Allerede i går påpegede vi, at Dylan Groenewegen i de seneste år har vist så stor topfart og så god næse for positionskampen, at han har potentialet til at bliver en vindermaskine af Cavendishske dimensioner. Gennem en sæson, hvor han forud for Touren kun én gang var blevet besejret i en uforstyrret massespurt, havde han i hvert fald dokumenteret, at hans topfart i dag kun matches af Kittel selv, men at han i modsætningen til tyskeren også besidder den uhyre vigtige evne til at kæmpe for sin position.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Efter at hans hold på de første etaper fik sig lidt af et wake-up call, der fik dem til at indse, at der er forskel på at dominere spurterne i Tour of Norway og matche Quick-Step i Tour de France, fandt Groenewegen i går endelig sine gode ben, da han med næsten overmenneskelig suverænitet knuste Fernando Gaviria, der ellers af mange har været betragtet som den kommende topsprinter.

Hvis nogen stadig var i tvivl, om Groenewegens enorme potentiale, må alle kritiske røster i dag være forstummet. Men endnu en knusende magtdemonstration viste han atter, at der i årets Tour ikke er nogen chance for at slå hollænderen, hvis han blot har en rimelig position og en åben motorvej på de sidste par hundrede meter. Selvom han var den dårligst placerede ved indgangen til spurten af alle de fire bedst placerede, var der heller ikke i dag nogen over eller ved siden af Groenewegen, der i år kun er blevet besejret på dårlig position og aldrig på regulær topfart.

Hvor gårsdagens sejr var en bekræftelse på den høje topfart, var dagens præstation en afspejling af de evner, som adskiller ham fra Kittel og bringer ham i liga med Cavendish. I forvejen har han været hæmmet af et hold, der ingenlunde er i stand til at konkurrere med særligt Quick-Step og FDJ, og det kostede ham chancen på de første par etaper, hvor han stadig havde halvdårlige ben. I dag mistede han endda i finalen sin vigtigste mand, Timo Roosen, der var blevet revet ned i det store styrt, og selvom Amund Grøndahl Jansen leverede et fremragende arbejde for sin kaptajn, måtte Groenewegen i finalen manøvrere ganske alene.

Det var bestemt ikke let i den måske mest teknisk komplicerede afslutning på årets sprinteretaper, men det forhindrede ikke Groenewegen i at holde sig til. Ligesom Kittel sidste år, behøver han ikke sidde helt i front, og derfor var det rigeligt, at han med sin gode næse havde fundet Gavirias hjul i finalen, hvor colombianeren for første gang i år var placeret langt tilbage. Selvom han til slut skulle gå forbi hele tre af verdens hurtigste, efterlod han ingen tvivl om sin klasse og tog endnu en klar sejr.

Med triumfen kan han nu skrive tre Tour-gevinster på det allerede lange cv, og derfor er det jo reelt for tidligt at spekulere i, om han vitterligt kan tidoble sin sejrsliste og true Cavendish. Det kræver formentlig, at han slår næven i bordet hos LottoNL og kræver et mere dedikeretog stærkere tog, for trods sin gode næse er der for mange tilfældigheder involveret, hvis man er så isoleret som ham. Som fremhævet i går må det give hovedbrud hos holdets ledelse, der i Primoz Roglic har en anden guldfugl, hvis ambitioner er svære at forene med Groenewegens. Det bliver svært at finde den rette balance næsten år, hvis begge de to kometer fortsætter deres march mod stjernerne. I første omgang udskydes de hovedbrud dog til senere, mens man håber, at Groenewegen også kan slå til på de tre sidste sprinteretaper og dermed blive den sprinterkonge, som Gaviria lignede for blot et par dage siden.

Netop Gaviria oplevede en sjælden fiasko. Det har hele tiden været klart, at han ikke har Groenewegens topfart, men med Maximilano Richeze som den vigtigste nøgle har han alligevel sikret sig to sejre tidligt i løbet. Gang på gang har argentineren afleveret den colombianske stjerne perfekt, men i dag gik det for første gang galt for Gaviria. I den hårde positionskamp, der blandt betød en regulær infight med André Greipel, lykkedes det ham ikke at blive hos sin lead-out man, der ellers igen viste sin klasse ved at lancere spurten med den rette timing. Han indså imidlertid hurtigt, at han var ved i stedet at forære Sagan den perfekte position, og derfor stoppede han hurtigt. Gaviria viste ellers med en god spurt, at han er feæltets næsthurtigste, men ligesom alle andre slår han kun Groenewegen, hvis han og hans hold gør alt rigtigt.

Gavirias fejl gav også anledning til en sjælden fejl for Sagan, der - selvfølgelig - havde luret, at Gaviria var i problemer. Derfor forlod han sin faste plads på colombianerens baghjul og var i stedet at finde bag Richeze, der jo som bekendt er en garanti for at bringe folk i en god position. Desværre for Sagan opdagede argentineren fraværet af sin sprinter, og da han stoppede sit lead-out, havde Sagan ikke andet valg end at åbne en alt for lang spurt. Oppe mod tre på papiret hurtigere ryttere var der ingen chance for, at verdensmesteren kunne vinde fra den position, og derfor endte han faktisk helt atypisk med at være for godt placeret til at sikre sig den vanlige podieplads.

Grund til mest frustration har André Greipel. Løbet her har ellers været lidt af en genfødsel af den tyske veteran, der med to fantastisk flotte spurter har vist, at han stadig har topfarten til at blande sig på allerhøjeste niveau. Hans halvsløje positionering gør ham stadig alt for ustabil, men får han frit løb, er hans fortsat en af verdens allerhurtigste. Det viste han atter i dag, og havde han ikke været oppe imod et hollandsk fartfænomen, havde han i dag fået den store Tour-etapesejr, som de fleste cykelfans vel under ham.

En stor taber i dag var Arnaud Demare. Quick-Steps fejl betød nemlig, at FDJ havde deres livs chance for at aflevere deres kaptajn helt perfekt. Efter sidste sving var Ramon Sinkeldam og Jacopo Guarnieri da også i den ideelle position og klar til at træde an, men netop som hollænderen lancerede toget, gik det op for dem, at kaptajnen var tabt i den hektiske finale. Dermed blev man kortvarigt hensat til fortiden, hvor Demare gang på gang missede en spurt i kraft af sin håbløse positionering. Det problem fik han løst, da FDJ forud for sidste sæson byggede et eminent tog op om deres stjerne, og i dag leverede samme tog endelig det, de skulle. Desværre fejlede Demare selve og dermed missede han en kolossal chancen for at tage en fransk sejr på Bastilledagen.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Spurten blev også endnu et søm til Cavendishs og Kittels ligkister. Mønsteret har været det samme i de seneste dage og gentog sig. Cavendishs hold bragte ham atter ganske langt frem, men det verdensberømte kick ligger nu på historiens losseplads, og igen var briten ikke i nærheden af at blande sig med de bedste. Endnu værre gik for det for Kittel, der for anden dag i træk slet ikke kom til at spurte, fordi han atter var helt ude af position i finalen. Tabet af Rick Zabel i styrtet gjorde det ikke spor nemmere, men desværre har løbet her vist, at Kittel kun igen bliver topsprinter, hvis holdets lead-out oprustes kraftigt.

Endnu værre gik det for Dan Martin, der blev næste offer i det udskilningsløb, vi indledte på 1. etape. Som skrevet flere gange har den første uge karakter af en serie af udfordringer, hvor det hver dag handler om at komme igennem uden tidstab. De fleset dage har haft sine ofre, og i dag gik det ud over Martin. Som fremhævet allerede i går, hvor han - som sædvanligt - blev fanget i sidevinden, har ireren hele tiden været en af de mest sårbare i den første uge, hvor hverken han selv eller holdet havde meget at komme med. Han kom ellers fremragende igennem de første seks dage, hvor han endda viste storform ved at vinde på Mur-de-Bretagne, men træerne vokser ikke ind i himlen. De seneste to dage har stillet hans svaghed til fuld skue, og i dag led han som den eneste klassementsrytter et kostbart tab. Med ét er det gode udgangspunkt derfor forvandlet til en mere forventelig position - og vi har endda endnu ikke ramt de brosten, der er hans største udfordring.

Man kan imidlertid undre sig over UAE-mandskabets disposition. Naturligvis bad man alle mand vente på kaptajnen, som i torsdags viste, at han er i form til køre med om podiet - med én undtagelse. Alexander Kristoff fik lov at køre sin egen spurt, der meget forventeligt endte med en solid, men på ingen måde spektakulær sjetteplads. Med tanke på at Kristoffs chance for at vinde en klassisk massespurt som denne var stort set lig 0, havde de fleste nok ladet ham vente på en meget formstærk Martin, der nok havde kunne brugt en føring eller to fra holdets største motor.

For alle andre var der ikke den store dramatik. Jakob Fuglsang fik sig desværre endnu et bevis på, at hans hold nok snarere gør ham til et offer end en vinder på morgendagens brosten, da han atter blev fanget bag et styrt, men ligesom Bauke Mollema fik han afværget katastrofen. Alle de øvrige favoritter nød en relativt stille dag på kontoret, og i det hele taget har vi oplevet to dage, der næppe fås lettere i Tour-sammenhæng.

Men bare rolig! Den kedsommelige kørsel er slut nu, for i morgen er der ikke længere noget sted at gemme sig. En historisk hård brostensetape burde være garanti for, at vi ikke bliver vidner til en gentagelse af den fuser, der efterlod cykelverdenen i skuffelse, da man sidst ramte pavéerne for tre år siden. Søndag burde der være garanti for drama, og om 24 timer er der formentlig mindst et par klassementsryttere, der kan skyde en hvid pind efter enhver podie- eller sejrsdrøm. I det, der mest af alt kan karakteriseres som et lotteri, kan ingen vide sig sikre, og lynet kan ramme selv den bedst forberedte. Først når støvet har lagt sig over de nordfranske brosten, er det tid til at slikke sårene, gøre boet efter de første ni dage op og lægge planer for bjergene

Let the show begin!

BEMÆRK: Efter udarbejdelsen af denne analyse er både Greipel og Gaviria begge blevet deklasseret for det ovenfor nævnte sammenstød mellem de to sprintere.