Tour de France-analyse: Tak for sidst!

Endelig! Jeg har næsten ikke tal på hvor mange af disse analyser, der er blevet brugt på at beklage sig på Dan Martins vegne. En rytters generalieblad bestemmes ikke kun af en rytters egen styrke, men i lige så høj grad af modstanden. Bare tænk på de mange ryttere, der var så uheldige at være på toppen i samme periode som Eddy Merckx, hvor Kannibalen kun efterlod krummer til resten at køre om. Eller på ryttere, der måtte slås mod Bernard Hinault i den tid, hvor Grævlingen var næsen altædende. Eller på Jan Ullrich, der kunne have haft et hav af Tour de France-sejre, hvis ikke han uheldigvis havde været i samme generation som Lance Armstrong.

På samme måde må Martin forbande sin fødselsdato langt væk. Med sit fabelagtige punch kunne den lille irer have vundet et hav af klassikere, hvis ikke han havde været så forbandet uheldig gang på gang at løbe ind i en ustoppelig Alejandro Valverde, der i ardennerklassikerne kun er overgået af Merckx. Efter sine mange nederlag til den uovervindelige spanier er Martin gang på gang blevet bedt forholde sig til, hvad der skal til for at slå El Imbatido, og hidtil har han ikke kunnet komme med andet svar, end at han vel må vente til den uopslidelige spanier engang går på pension - hvis dette da nogensinde sker.

Nu viser Valverdes dåbsattest efterhånden, at alderen nærmer sig de 40, og derfor har der endelig været lys for enden af tunnelen for Martin. Og netop som han i det fjerne kunne ane en vej ud af mørket, ser det nu ud til, at der blot tårner sig endnu en udfordring op, som atter vil afholde Martin fra at udbygge den sejrsliste, der kunne være så meget længere, hvis det ikke havde været for Valverde.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Den nye udfordring er fransk og er måske i virkeligheden endnu mere skræmmende end Valverde, hvis det overhovedet lader sig gøre. I årets klassikere viste Julian Alaphilippe nemlig endnu engang, at han er mere end klar til at tage over efter den spanske ardennerkonge, og dermed har Martin udsigt til at skulle henslæbe en tilværelse som puncheur nr. 2, også når Valverde engang stiller cyklen i garagen.

Det var derfor også svært at se, hvordan Martin skulle bryde forbandelsen på dagens etape til Mur-de-Bretagne, hvor han i en finale, der ganske vist passede ham godt, ikke bare var op mod én af sine nemesisser. Denne gang var de begge på startstregen, og det kunne derfor ligne endnu en sekundær placering, som da han i 2015 på samme stigning var blevet snydt af en snu Alexis Vuillermoz.

Men ikke denne gang! Med sin vanlige sans for timing gjorde Martin, som da han i 2013 blæste forbi alle til sin store sejr i Liege, eller som da han snød alt og alle med et smart angreb og tog sin store triumf i Il Lombardia i 2014. Netop som brølstærke Richie Porte havde bragt alle i rødt felt med en monsterføring, kom Martins berømte slangehug, og denne gang var der ingen, der havde noget svar.

Alaphilippe synes ikke at have benene og bekræftede det lidt kedelige indtryk, han allerede efterlod i går, og Valverde blev atter engang snydt af den lidt for passive kørsel, der altid har præget ham i Tour-sammenhæng (men ikke i mange andre løb). Dermed var der ingen, der havde noget modsvar, og da løbets fjerde og sidste superpuncheur på stejle procenter, Adam Yates, reagerede, var det for sent. Da var den irske fugl allerede fløjet, og end ikke en hård modvind og en relativt flad finale, kunne forhindre Martin i endelig at slå sine to ærkerivaler i en af den type finaler, han allerhelst vil vinde i.

Sejren er en forløsning, men også en bekræftelse for Martin efter et forår, der har været lige til skraldespanden. Sygdom i Paris-Nice, styrt i Catalonien, styrt i Fleche Wallonne og en punktering i Liege… Listen over tilbageslag har været alenlang for ireren, der derfor tidligt måtte indse, at hele hans første sæson på UAE vil stå og falde med Touren. Derfor kom det også som en kærkommen overraskelse for ham selv og holdet, da han på baggrund af en minimal træningsmængde tog en stor etapesejr i Dauphiné, hvor det kun var Geraint Thomas, der i bjergene var bedre end den lille irer med de karakteristiske tænder. Den præstation viste, at han var på sporet mod en stor Tour, og i dag bekræftede han blot, hvad vi egentlig allerede vidste efter sidste års dybt imponerende præstation, hvor han trods en brækket ryg endte som nr. 6: Martin skal tages dybt seriøst i kampen om podiet.

Det skal han ikke mindst, fordi han er kommet ganske fint fra de første seks dage. Positionskamp rimer nemlig ikke på Martin, der ovenikøbet er bakket op af et af løbets allersvageste hold i al slags terræner, og derfor lignede han et let bytte i den første uge. Nu er vi imidlertid næsten en uge inde i løbet, og bortset fra den forventede omgang prygl i holdløbet er Martin sluppet nådigt. Kan han også klare brostenene - der ligner en monumental udfordring for UAE-holdet - har han klaret sin sværeste udfordring, og så er der i den grad grund til at sætte et fedt kryds ud for det arabiske mandskabs kaptajn.

Martins sejr kan imidlertid hurtigt blive overskygget af Chris Froomes uventede problemer. I det lange løb betyder fem sekunder intet, men det er ildevarslende, at briten ikke kunne sidde med i en finale som denne. Normalt passer korte, eksplosive stigninger ham fint, og denne gang var der ikke tekniske udfordringer, der kunne bruges som undskyldning. Froome manglede ganske enkelt benene på en stigning, hvor modvind gjorde det muligt for tunge folk som Peter Sagan og Greg Van Avermaet - men altså ikke den firefoldige Tour-vinder!

Dagens resultat spreder naturligvis en dunst af blod ud over hele Nordfrankrig, for Froome ligner nu et meget sårbart bytte på den usædvanligt hårde alpemenu, der tages hul på om bare fem dage. Det er dog alt for tidligt at afskrive manden, der igennem to uger af Giroen tabte tid dag efter dag og først med et stormende soloridt i løbets tredje uge vendte op og ned på det hele. Man skal nemlig huske, at løbets anatomi og Froomes sæsonplan betyder, at han meget vel igen kan have kurs mod en formtop i sidste uge, og ser man på klassementet er der ingen grund til panik. En yderligere tidsgevinst på brostenene og et fornuftigt forsvar i Alperne kan sagtens sætte Froome op til endnu et veltimet comeback til slut, hvor han også har enkeltstarten i sin baghånd.

Den interne dynamik på Sky kan imidlertid blive et problem. Igen i dag viste Geraint Thomas med autoritativ kørsel nemlig atter, at han er klar til at jagte et topresultat, og den flotte kørsel på Muren har næppe stillet den enorme sult efter at teste sig som grand tour-rytter. For Thomas gælder imidlertid stadig det spørgsmål, om manden, der var i bragende god form for en måned siden, virkelig kan holde dampen oppe hele vejen til Paris. Risikoen for et Thomas-kollaps er fortsat så stor, at der skal en meget modig Dave Brailsford til, før han giver sin walisiske løjtnant carte blanche. Det gør han derfor næppe, bare fordi Froome i dag smed fem sekunder, men havde der været hår at klø i, havde den britiske holdchef formentlig gjort det.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Det gør de imidlertid næppe hos BMC. I dag viste RIchie Porte det, der har været klart for alle, der har fulgt de ugelange etapeløb tæt i de seneste år: Porte er sammen med Froome verdens bedste klatrer! Den lilla australier, der har været fuldstændig ustoppelig i de ugelange etapeløb, når han ikke har været ramt af sygdom eller uheld, viste sig i dag som feltets stærkeste mand og tårner sig nu i endnu højere grad op som hovedudfordrer til Tour-kongen Froome. Trods modvind førte australieren stort set hele vejen op ad den sidste stigning, og selvom han slet ikke har samme punch som Martin, holdt han stort set ene mand ireren i snor. For den mentalt lidt skrøbelige Porte er det et massivt selvtillidsboost, som kun kan bekomme ham vel, og nu skal han blot overleve søndagens brosten, der fortsat er en stor trussel, før vi får ham at se udfolde sig i hans virkelig terræn. Nedkørsler og et svagt hold er stadig oplagte svagheder, men handler det alene om individuel styrke ser Porte skræmmende ud.

Det gør også Alejandro Valverde, der til fulde bekræftede det positive indtryk, han efterlod i går. Hvis nogen troede, at Alaphilippe havde sat sig på ardennertronen, svarede den spanske veteran igen med eftertryk, da han med sin spurt om tredjepladsen lignede en rytter, der kom fra en anden planet. Hans svage ardennerkampagne var alene udtryk for træthed efter et meget langt forår, og Valverde ligner en livsfarlig dark horse på et Movistar-hold, der kun kan ærgre sig over, at Valverde passivitet kostede ham en stensikker etapesejr. Til gengæld sad begge de to øvrige kaptajner, Quintana og Landa, fint med i en finale, der ikke passede dem. Og det samme gjorde Vincenzo Nibali, Bauke Mollema og Rafal Majka, der alle kom fint igennem en dag, hvor der ikke var meget at vinde.

Alle sammen kan de dog ende som tabere. Da Quick-Step splittede feltet I sidevinden, havde de deres livs chance for én gang for alle at eliminere løbets helt store ubekendte. Primoz Roglic viste sjældne svaghedstegn og mangel på erfaring, da han som den eneste lod sig fange i tredje gruppe. Hvis man betænker, hvor stor frygt særligt Movistar forud for løbet har givet udtryk for, kan man undre sig over, at ingen udnyttede chancen for at gøre det af med den mand, der om nogen har potentiale til at chokere eb hel cykelverden. Den blev imidlertid ikke udnyttet, og da de senere ramte Muren, var den fænomenale slovener blandt de allerstærkeste og lignede en af de absolut stærkeste - det endda til trods for et styrt tidligere på etapen. Lad os håbe, at der ikke senere bliver grund til at fortryde, at man ikke slog til torsdag d. 12. juli…

I samme ombæring så det også kritisk ud for Jakob Fuglsang, der var en af flere favoritter, som kortvarigt blev fanget i sidevinden. Et senere styrt var endda endnu mere farlig for danskeren, men han bekræftede med stærk kørsel i finalen det positive indtryk, han har efterladt hidtil. Dagens finale var en, der blot skulle håndteres uden tidstab, og det blev den trods den megen modgang. Der er stadig store spørgsmål angående den langsigtede holdbarhed for Fuglsang, men foreløbig ligner danskeren en af feltets stærkeste.

Etapen gav mindre tidstab til llnur Zakarin, Steven Kruijswijk og Rigoberto Uran, men de skal tolkes vidt forskelligt. For de to førstnævnte er det ingenlunde alarmerende, for de to slidstærke, anti-eksplosive dieselmotorer, der altid topper i den tredje uge, var allerede på forhånd oplagte ofre i en afslutning som denne. Langt værre er det for Uran, der ellers hidtil har bestået samtlige etaper til UG med kryds og slange, helt overraskende blev en taber i en afslutning, der passer ham fint. Det er den første sprække i det ellers hidtil så stærke Uran-panser og kan være en indikation på, at colombianeren denne gang ikke er helt, hvor han skal være.

Langt sværere er det at sige, hvor Romain Bardet står. Den franske darling var uheldig at blive ramt af defekt i finalen, og selvom han lykkedes med at genvinde kontakten, var et tidstab uundgåeligt. Hvor ildevarslende det er, er umuligt at vurdere under de givne omstændigheder, men tidstabet kan blive alvorligt. I forvejen er det nemlig næsten umuligt at se, hvordan Bardet, der ikke er den bedste nogetsteds og har alvorlige problemer på enkeltstarten, nogensinde skal vinde Touren, og dagens resultat har ingenlunde gjort det lettere.

Dagens helt store taber var imidlertid Tom Dumoulin. Læsere af mine analyser og optakter vil vide, at jeg i forvejen har betegnet Dumoulins Giro-Tour-projekt som det rene kamikazeprojekt, der næsten ikke kan undgå at fejle. Skal det nogensinde lykkes på en rute med så mange bjerge og så få enkeltstartskilometer, er det i hvert fald et krav, at den første uge bliver en succes. Med dagens tidstab ser det nu - brosten eller ej - ud til, at Dumoulin ikke kommer til Alperne med den buffer, han behøvede, og ”mission impossible” synes nu endnu mere umulig. Heldigvis tyder meget på, at Sunweb allerede vidste det på forhånd, og da Dumoulin primært er i Frankrig for at samle erfaring, handler det på en kedelig aften for hollænderen om at fastholde det langsigtede blik på det store Tour-attentat, der formentlig venter i 2019.

En grand tour handler nemlig om at tage nederlagene i stiv arm og hurtigt fokusere på næste udfordring. Med to lette dage i vente vil der være god tid til at lade resultatet af dagens etape rumle i hovedet, inden det næste store slag venter om tre dage på de frygtede nordfranske pavéer. For én rytter bliver de næste to dage i hvert fald en sand fornøjelse. Mon ikke Martin hvisker et stille ”Tak for sidst”, når han i morgen glider forbi Alaphilippe og Valverde i feltet?