Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere

Tour de France: Bjergtrøjen
29. juni 2017 18:46 af Emil AxelgaardFoto: Tinkoff / BettiniPhoto

Ingen Tour de France-konkurrence er så svær at forudsige som kampen om den prikkede bjergtrøje. Hvor den tidligere er oftest blevet vundet af en aggressiv angrebstype, betyder en nylig regelændring, at den nu også reelt kan vindes af de bedste klassementsryttere. Mange ryttere starter løbet med et halvt øje på den prestigiøse trøje, men kampen kompliceres yderligere af, at held spiller en betydelig rolle i, og at mange ofte ender med at være med i kampen nærmest ved et tilfælde.

Bjergkonkurrencens rolle og analyse af reglerne

Listen over vinder af bjergetrøjen er prestigiøs og rummer mange af de bedste klatrere, sporten har set. Derfor var det smertefuldt for Tour-arrangørerne, da den mindre kendte Anthony Charteau i 2010 kørte til Paris med den fine trøje på sine skuldre.

 

For at undgå et lignende scenarium introducerede man det, der af mange blev kaldt ”Lex Charteau”: en regelændring, der betød færre point på de små stigninger, point til færre ryttere på den enkelte stigninger og lagde større vægt på de høje bjerge. Formålet var klart: ASO ville have en ”stor” rytter og en rigtig klatrer til at vinde den prikkede trøje.

 

Resultatet kom straks. I 2011 lykkedes det klassementsrytteren Samuel Sanchez at tage sejren, og selvom det året efter igen var en opportunist, der løb med hæderen, var man hos ASO ikke kede af, at det var den lokale helt Thomas Voeckler. Bare 12 måneder tidligere var franskmanden trods alt endt som nummer 4 samlet og kunne derfor også af arrangørerne anses som et ”stort” navn. I 2013 kunne man næppe have ønsket sig et bedre scenarium, da en ren klatrer, som endda blev nummer 2 samlet, Nairo Quintana, tog sejren. I 2014 og 2016 var det Rafal Majka, der med en offensiv tilgang og fremragende klatrepræstationer viste, at man stadig kan vinde trøjen uden at køre klassement, mens det i 2015 såmænd var løbets samlede vinder, Chris Froome, der løb med den eftertragtede trøje. Med andre ord er det tydeligt, at regelændringen har haft den ønskede effekt.

 

Pointsystemet er flere gange blevet justeret en anelse, og i år gives der point efter følgende model:

 

  • På stigninger uden for kategori får de første 8 ryttere hhv. 20, 15, 12, 10, 8, 6, 4 og 2 point
  • På stigninger af 1. kategori får de første 6 ryttere hhv. 10, 8, 6, 4, 2 og 1 point
  • På stigninger af 2. kategori får de første 4 ryttere hhv. 5, 3, 2 og 1 point
  • På stigninger af 3. kategori får de første 2 ryttere hhv. 2 og 1 point
  • På stigninger af 4. kategori får den første rytter 1 point

 

Derudover vil der dobbelt pointantal - dvs. 40 til vinderen - på den store bjergafslutning på Col d’Izoard.




SÆT DIT TOUR DE FRANCE MANAGERHOLD!

 

Favoritterne

Som sagt er kampen om bjergtrøjen altid en dyst mellem de offensive klatrere, der kan tilbringe det meste af tiden på de store bjergetaper i udbrud og herved score mange point, samt klassementsrytterne. Regelændringerne betyder, at sidstnævnte nu har en langt bedre chance end tidligere, hvilket Quintanas og Froomes sejre vidner om. Samtidig er det tydeligt, at man nu skal være en virkelig god klatrer for at score point nok til at slå de ryttere, der også kører med om den samlede sejr.

 

Årets rute betyder dog, at det denne gang vil være en overraskelse, hvis det ender med en sejr til en klassementsrytter. Det skyldes det begrænsede antal bjergafslutninger, hvor topnavnene typisk scorer hovedparten af deres point. Dertil kommer, at der endda kun én gang er mål på et HC-bjerg, og hverken afslutningerne i La Planche des Belles Filles eller Peyragudes giver derfor mange point. Mange af årets bjergpoint ligger fordel tidligt på etaperne, og det favoriserer i høj grad udbryderne.

 

Nogle få ryttere stiller altid til start med bjergtrøjen som et decideret mål, men for mange gælder, at det er noget, der kommer undervejs. Pludselig har man scoret mange point på en stor bjergetape, og derefter begynder man at spurte om pointene. Samtidig er der altid nogle få nøgleetaper, hvor man nødvendigvis skal være i udbrud for at have en chance. Da det altid kræver lidt held at ramme den rigtige gruppe, betyder det, at tilfældigheder også spiller en rolle. Endelig sker det ofte, at en klassementsrytter, der er røget ud af kampen om toppladserne, pludselig kører med om bjergtrøjen. Hvis ikke han var styrtet, havde Mikel Landa eksempelvis aldrig vundet bjergtrøjen i Giroen, og hvis ikke deres kaptajner havde haft uheld i løbet, havde Mikel Nieve i sidste års Giro eller Rafal Majka i Touren 2014 og 2016 aldrig løbet med deres sejre. I 2015 så man tilsvarende Thibaut Pinot og Romain Bardet køre efter prikkerne, efter at de havde tabt tid i den samlede stilling. Alt det betyder, at der er megen tilfældighed involveret, og meget bestemmes ofte af, om klassementsrytterne har uheld.

 

For bjergkonkurrencen er løbets to nøgleetaper 9. og 17. etape, der begge giver udbrydere mange point. Derfor er det næsten utænkeligt, at man kan vinde den prikkede trøje, hvis ikke man er i angreb disse dage. Det betyder også, at det bliver sværere for klassementsfolk, der er røget ud af kampen om topplaceringerne. Det sker som regel senere i løbet, og det er tvivlsomt, om man allerede på 9. etape vil have tabt så meget tid, at man kan få frihed til at gå i udbrud. Det peger på, at favoritterne til årets bjergtrøje skal findes blandt klatrere, der allerede fra start har opgivet klassementet.

 

Det får os til at pege på Thibaut Pinot som vores favorit. Efter en hård Giro har det længe været åbent, om franskmanden vil gå efter klassementet eller etapesejre, og han har i skrivende stund endnu ikke givet en officiel udmelding. Meget tyder imidlertid på, at det bliver sidstnævnte, der bliver målsætningen. Dels gav præstationen ved de franske mesterskaber i enkeltstart ikke meget håb om, at formen rækker til et topresultat, dels indikerer FDJs holdudtagelse tydeligt, at der er fuld fokus på Arnaud Demare, og uden et hold til at bakke sig op vil Pinot næppe kunne opnå meget mere end en placering i udkanten af top 10. For en mand, der har været på podiet, vil det sandsynligvis være mere attraktivt at gå efter etapesejre og bjergtrøje.

 

Pinot har samtidig allerede nævnt, at den prikke trøje kunne blive et mål, og hvis han skipper klassementet, vil han derfor gå efter point straks fra start. Selvfølgelig er hans form efter Giroen næppe optimal, men denne tilgang kræver ikke, at han skal være skarp hver dag. Tværtimod skal han bare være klar på bestemt nøgledage, og han har før vist, at han er god til at genfinde formen efter en grand tour.

 

Blandt de ”frie elektroner” er Pinot klart den bedste klatrer, og samtidig har han flere gange i år vist, hvordan han har udviklet sin spurt kolossalt. Det gør ham til en ideel kandidat til denne trøje. Derfor peger vi Pinot som vores favorit.

 

Pierre Rolland har flere gange haft bjergtrøjen som et stort mål, men det er endnu ikke lykkedes ham at vinde den. For første gang stiller han imidlertid til start helt uden klassementsambitioner, og det giver ham i sagens natur en langt bedre mulighed for at gå efter sejren i denne konkurrence. Denne gang vil han have samme tilgang, som havde i Giroen, hvor han med succes udså sig sine dage. Det gav en etapesejr, og i det nylige Route du Sud gentog han bedriften ved med en tilsvarende offensiv tilgang at vinde en etape.

 

Rolland synes med andre ord fortsat at være i form, og han har vist, at han fortsat er en sublim klatrer. Desværre er der også meget, der tyder på, at han ikke er helt så skarp som i 2014, hvor han var tæt på at køre på podiet i Giroen, og han leverede faktisk flere skuffende præstationer i Italien. Samtidig er han alt andet end eksplosiv, og skal han score mange point, skal han simpelthen køre fra konkurrenter. Han vinder helt sikkert ikke mange point på sin spurtstyrke.

 

Alligevel er der grund til at have store forventninger til Rolland. Vi ved, at han har bjergtrøjen som mål, og  han er helt entydigt en af de bedste klatrere. De meget hårde 9. og 16. etaper passer ham ganske fint, og hvis han rammer dagen på de to nøgleetaper, vil han bestemt endelig kunne indfri det mål, han hidtil ikke har kunnet opnå.

 

Darwin Atapuma har ikke haft en ideel optakt til dette løb. Et slemt styrt tidligt på sæsonen betød, at han stort set ikke har kørt løb i år, og i Dauphiné var det tydeligt, at han manglede det sidste for at være konkurrencedygtig. Han var dog bedre, end mange havde ventet, og dermed er der udsigt til, at han måske kan nå i form i tide til løbets nøgleetaper.

 

Atapuma har til opgave at støtte Louis Meintjes i bjergene, men det vil ligne UAE dårligt, hvis han ikke får næsten fuld frihed til at gå i angreb. Det gjorde han med stor succes i både Giroen og Vueltaen sidste år, og begge gange var han hjerteskærende tæt på at vinde en etape. Det lykkedes akkurat ikke, men det er tydeligt, at han har udviklet sig til en af feltets topklatrere. Samtidig er han ganske hurtig på stregen, og det hele afhænger derfor af, om han vitterligt når at finde formen til allerede at score point på den vigtige 9. etape.

 

I mange år har Robert Gesink leget med tanken om at stille til start i Tour de France med et fokus på etapesejre. Efter at han med succes havde den tilgang i sidste års Vuelta, hvor han vandt løbets kongeetape, forsøger han sig nu som etapejæger i Touren. Der er ingen tvivl om, at hovedmålet er en sejr, men det betyder ikke, at bjergtrøjen er udelukket. Tværtimod kan den sagtens komme i spil, hvis Gesink vitterligt viser sig at være på samme niveau som i sidste års Vuelta.

 

Det kan man desværre tvivle lidt på. Således har han haft et relativt skidt forår, hvor han slet ikke har indfriet sine mål i de ugelange etapeløb. De hollandske mesterskaber gav dog grund til optimisme, og det kan indikere, at vi skal have store forventninger. Sammen med Pinot er han blandt etapejægerne den bedste klatrer, og han er heller ikke langsom i en spurt. Spørgsmålet er, om han giver trøjen nok fokus. En alternativ mulighed for LottoNL er George Bennett, der siden sidste års top 10 i Vueltaen i år har fået et decideret gennembrud med samlet sejr i Tour of California. Han fokuserer også på etaper og klatrer måske endda endnu bedre end Gesink. Til gengæld kan han slet ikke spurte, og derfor er trøjen næppe et stort mål.

 

Det burde den til gengæld være for Warren Barguil, men det er højst usikkert, om den talentfulde franskmand når i form i tide. Således fik han sig et grimt brud i Romandiet Rundt, og da han gjorde comeback i Dauphiné, var han meget langt fra topformen. Der er ikke mange dage til den vigtige 9. etape, hvor han skal være med fremme, hvis han vil gøre sig reelle forhåbninger, og det bliver en benhård kamp med tiden. Lykkes det, er han dog en god kandidat. Dels er han en fremragende klatrer, der sidste år eksempelvis var meget tæt på at vinde Schweiz Rundt og imponerede stort i klassikerne, dels er han slet ikke langsom i en spurt op ad bakke.

 

Gianluca Brambilla gør Tour-debut i rollen som nøglehjælper for Dan Martin. På Quick-Step er der dog altid plads til at jagte etapesejre, og de muligheder vil italieneren også få. Sidste år viste han klassen ved med angreb at vinde etaper i både Giroen og Vueltaen, og nu satser han på at fuldende serien i Frankrig. Ganske vist er han ikke ren klatrer, og derfor kan man frygte, at nogle af bjergetaperne bliver en anelse for hårde. Det bliver ikke bedre af, at han i år ikke har ramt topformen. Brambilla hat til gengæld den fordel, at han kan slå de fleste i en spurt, og det gør ham til en oplagt kandidat til denne konkurrence. Om han reelt går efter den er usikkert, men han har i hvert fald egenskaberne. På mange måder er Diego Ulissi en rytter af samme støbning. Heller ikke han er ren klatrer, men i kraft af sin spurtstyrke og sin angrebsiver er han alligevel en oplagt kandidat.

 

Derudover vil de være en god ide at holde øje med Daniel Navarro, Thomas De Gendt, Tim Wellens, Tiesj Benoot, Tony Gallopin, Serge Pauwels og Pierre Latour, der alle kunne tænkes at gå efter trøjen undervejs. Derudover vil døren kunne åbne sig for hjælperyttere som Jarlinson Pantano, Damiano Caruso og Bauke Mollema, hvos deres kaptajner har uheld undervejs, og endelig er det som sagt muligt for en klassementsrytter at gå efter trøjen, hvis han tidligt i løbet mister for meget tid. Ender en klassementsrytter mod forventning med prikkerne er topkandidaterne naturligvis Richie Porte og Chris Froome, der ventes at være de stærkeste på stigningerne.

 

*** Thibaut Pinot

** Pierre Rolland, Darwin Atapuma

* Robert Gesink, Warren Barguil, Gianluca Brambilla, Diego Ulissi

SÆT DIT TOUR DE FRANCE MANAGERHOLD!

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cannondale-Drapac Pro Cycling Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

ORICA-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Lotto NL - Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek - Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »