Tour de France: Hovedudfordrerne
27. juni 2017 08:00 af Emil AxelgaardFoto: Sirotti

For første gang i adskillige år kunne Giro d’Italia præsentere et startfelt, der i styrke kunne sammenlignes med det, der tager hul på Tour de France på lørdag, men alligevel er der ingen tvivl om, at det er de kommende tre uger på de franske landeveje, der vil krone verdens bedste grand tour-rytter, og det vil endda ske i det mest åbne løb, siden Chris Froome satte sig på Tour-tronen for fire år siden. Et skidt forår har afsløret markante huller i britens ellers så ubrydelige forsvare, og samtidig har Richie Porte med suveræne præstationer etableret sig som verdens i øjeblikket stærkeste cykelrytter. Lægger man dertil, at Alberto Contador har forberedt sig bedre end længe på et stort forsøg på at vinde en sidste Tour, at Nairo Quintana tror på, at hans modige Giro-Tour-projekt faktisk vil gøre ham stærkere i det franske løb end tidligere, og at folk som Alejandro Valverde, Fabio Aru, Dan Martin og Louis Meintjes stiller til start med fornyet selvtillid efter en lovende første del af sæsonen er scenen sat til det mest åbne løb længe. Feltet.dk giver i en serie på fem artikler en detaljeret analyse af de 15 største favoritter og udpeger ders største styrker og svagheder.

Den 100. udgave af Giro d’Italia havde en fantastisk tiltrækningskraft på verdens bedste etapeløbsryttere. Et helt fantastisk felt udkæmpede et mindeværdigt slag på de italienske landeveje i maj, og efterhånden som tilmeldingerne indløb til arrangørerne, kunne det endda kortvarigt se ud til, at den første af årets grand tours måske endda ville ende som den store. Så galt gik det dog ikke for Touren, og i sidste ende kan franskmændene alligevel præsentere det stærkeste felt af cykelsportens to største løb.

 

Det skyldes ikke mindst, at verdens to bedste etapeløsryttere, der endda er tidligere holdkammerater og fortsat nære venner, står ansigt til ansigt i det, der har udsigt til at blive det mest åbne Tour de France siden 2012. For første gang siden sit indtog på Tour-scenen stiller Chris Froome til start uden at have erobret én eneste sejr hidtil i sæsonen, og han har i sine vanlige forberedelsesløb vist markante svaghedstegn. Samtidig har Richie Porte været i en klasse for sig og leveret så suveræne magtdemonstrationer, at også Froome selv må erkendt, at verdens bedste cykelrytter i øjeblikket kommer fra Australien. Det har skabt nogle helt enorme forventninger til et historisk spændende opgør mellem kaptajnen og hans tidligere løjtnant, og aldrig tidligere er Froome gået indtil Touren med en så stor trussel om reelt at blive slået.

 

Alt handler imidlertid ikke kun om Froome og Porte. Alberto Contador er gået all-in i et stort forsøg på endelig at tage den Tour-sejr, han så desperat har jagtet sin seneste officielle triumf i 2011, og han hævder, at alt er gået efter planen, og at forberedelserne har været perfekte. Nairo Quintana har ganske vist givet sig i kast med en ambitiøs og risikabel Giro-Tour-double, men hævder, at hans data indikerer, at han altid er stærkere i den anden af to grand tours. Dertil kommer, at Alejandro Valverde har haft et forår, de færreste troede var muligt, og samtidig kan glæde sig over en rute, der vil passer ham bedre end nogensinde tidligere, at Fabio Aru, Dan Martin, Jakob Fuglsang og Louis Meintjes alle kørte et yderst lovende Criterium du Dauphiné, og at Esteban Chaves trods en kompliceret første del af sæsonen endelig gør sin længe ventede Tour-debut. Med andre ord er feltet som altid enormt dybt, og der skal ikke gå meget galt for løbets to topfavoritter, før de for alvor bliver truet af en af de øvrige konkurrenter.

 

Med andre ord er det svært ikke at blive begejstret og have høje forventninger til det, der har udsigt til at blive endnu en fantastisk og spændingsmættet cykelsommer - også selvom man kan have sine betænkeligheder ved årets måske lidt for nemme rute. Et forrygende felt har i hvert fald sikret, at løbet er mere åbent end længe, og derfor er der al mulig grund til at glæde sig til det årlige højdepunkt på cykelsæsonen.

 

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af de to firestjernede favoritter, der kan betragtes som de største udfordrere til løbets storfavorit.


SÆT DIT TOUR DE FRANCE MANAGERHOLD!
 

Richie Porte (****)

For mange har det længe været klart, at Richie Porte var gjort af noget helt specielt. Egentlig var det ikke hans tidlige præstationer i Tour Down Under eller Giro d’Italia, der for alvor viste potentialet, selvom det var her for første gang slog sit navn fast i en større offentlighed. I stedet var det i 2013, hvor han med en magtdemonstration i Paris-Nice viste, at han var mere end blot en solid hjælperytter, inden han på den første bjergetape i Tour de France leverede en suveræn opvisning. Med et fantastisk ryk satte han samtlige Chris Froomes rivaler af, inden han lod sin kaptajn køre væk i det, der endte som en mindeværdig dobbeltsejr for Sky.



Den dag i Pyrenæerne fremstod som det første store bevis på, at Porte fra det øjeblik tilhørte den absolutte klatreelite, og siden da har det vel kun været Froome og måske Nairo Quintana, der har været stærkere i bjergene. Når Porte alligevel længe er fløjet under radaren, skyldes det først og fremmest hans rolle som hjælperytter for Froome samt en sammenfald af omstændigheder, der har gjort hans første forsøg som grand tour-rytter til fiaskoer. Det har fået mange til at tvivle på hans evner over tre uger, men med en femteplads i sidste års Tour de France dokumenterede han, at han uden problemer er i stand til at konkurrere med de bedste i en grand tour - og få vil vel betvivle, at han var blevet nummer 2, hvis ikke han igen havde været ramt af en hel byge af uheld.

 

Den præstation er vigtig som bevis på, at Porte har den nødvendige holdbarhed til at tage kampen op med Froome i årets Tour, men det, der for alvor har hævet australieren fra rollen som outsider til løbets hovedudfordrer, er et fuldstændigt suverænt forår, der har positioneret ham som verdens i øjeblikket i særklasse stærkeste etapeløbsrytter. Allerede i de senere år har han været verdens måske bedste i ugelange etapeløb, men i år har han taget et skridt op, der har gjort ham nærmest umulig at besejre. Allerede i 2015 ryddede han nærmest bordet i løbet af foråret, hvor han vandt Paris-Nice, Volta a Catalunya og Giro del Trentino, og efter et år, hvor han helt bevidst holdt igen i foråret, har han i år tilføjet Tour Down Under og Tour de Romandie til sit GV. Havde det ikke været for uopmærksomhed i sidevinden, havde han også vundet Paris-Nice, og alle, der så Criterium du Dauphiné, vil kunne skrive under på, at det kun var et kollektivt sammenbrud hos hans BMC-holdkammerater, der forhindrede en ellers helt suveræn Porte i også at vinde det traditionelle Tour-opvarmningsløb.



 

Sejrene i de ugelange etapeløb skriver sig altså ind i en lang tradition, og det er derfor ikke dem i sig selv, der i år har løftet Porte fra outsider til topfavorit i Touren. I stedet er det den overlegenhed, han har udvist. I Tour Down Under var ingen bare i nærheden af australieren, men sejre i det australske løb kan altid affejes med det meget forskellige formniveau i januar. På samme måder vil kritikere hævde, at triumfen på kongeetapen i Paris-Nice hovedsageligt skyldtes den frihed, som Porte nød, fordi sidevinden havde kostet ham chancerne i klassementet.

 

I stedet er det sejren i Romandiet, der for alvor må få rivalerne til at ryst i bukserne. Årets udgave af det schweiziske etapeløb var nærmest uhørt nem, og det hele skulle afgøres på en meget nem stigning, der kun var ca. 5 km lang. Selvom han på forhånd havde tvivlet på, at der overhovedet kunne skabes forskelle, knuste Porte imidlertid rivalerne i en magtdemonstration, hvis lige man skal mange år tilbage for at finde kopieret. Uden at se sig tilbage angreb Porte fra bunden, og på ufattelig vis lykkedes det ham på den meget korte, nemme stigning at distancere et felt af verdens bedste klatrere med næsten et minut. Så gjorde det mindre, at han undervejs samlede Simon Yates op, netop som stigningen fladede ud og derfor ikke vandt etapen. Med præstationen havde Porte rystet konkurrenterne - og dagen efter understregede han sin status ved at køre en fremragende enkeltstart, hvor kun tidens måske største specialist i kuperede tidskørslen, Primoz Roglic, kunne slå ham.



 

I Dauphiné, hvor niveauet som regel er endnu højere, var Porte igen den stærkeste. En forrygende enkeltstart bragte ham i pole position, og på de to første bjergetaper var han klart stærkeste mand. På Mont du Chat kunne Froome kun akkurat hænge på, da han åbnede for gassen, og på den relativt lette opkørsel til Alpe d’Huez dagen efter, var det Fuglsang, der netop kunne hænge på. Det var dog på sidste etape, at han for alvor spillede med musklerne. På en dag, hvor han var isoleret nærmest fra start og var under angreb fra alle sine rivaler, først og fremmest Froome, fra start til slut, befandt han sig i en helt håbløs position. Selvom han kørte de to sidste stigninger samt det mellemliggende dalstykke uden at modtage nogen hjælp, lykkedes det ham alligevel med en imponerende opkørsel næsten at tage den samlede sejr, kun slået med 10 sekunder af Fuglsang. Den præstation var så fremragende, at selv danskere, der naturligvis glæder sig over Fuglsangs triumf, kun kan anerkende, at Porte suverænt var stærkeste mand i Dauphiné.

 

Baseret på de præstationer burde Porte med lethed vinde årets Tour, specielt fordi Froome helt tydeligt ikke har været ved fordums styrke. Når han alligevel fremstår som udfordrer og ikke favorit, skyldes det hans lidt komplicerede grand tour-historie. Således er det ikke uden grund, at mange har tvivlet på, om Porte nogensinde ville kunne slå igennem på den helt store stigning og vise sig stabil over tre uger.

 

Efter sit gennembrud i 2010 gled Porte ind i en hjælperrolle, der betød, at han skulle helt frem til 2014, inden han igen fik chancen for at være kaptajn i en grand tour. Det skete, da han blev lovet ansvaret for at sikre Sky deres første sejr i Giroen, men desværre gik det galt, inden det overhovedet var kommet i gang. Efter at have fået chancen for at erstatte en syg Froome i Tirreno-Adriatico blev Porte selv ramt af en sygdom, der skulle vise sig at ruinere hans forår i et omfang, så han allerede i april måtte opgive at stille til start i Giroen. Helt uventet fik han senere på sommeren en mulighed i Touren, da Froome tidligt styrtede ud af løbet, og han var på vej mod en temmelig sikker podieplacering, indtil sygdom igen fik skovlen under ham. I stedet han måtte krybe sig igennem den sidste uge frem til stregen i Paris.



 

I 2015 var han igen udset til at være kaptajn i Giroen, og denne gang så alt ud til at gå efter planen. Efter et helt suverænt forår var mange af den opfattelse, at han ville være i stand til at slå forhåndsfavoritten Alberto Contador, og efter en første uge, hvor han havde været helt i kontrol og aldrig i rød zone, var han klar til at slå til på løbets lange enkeltstart. Derfra gik alt imidlertid igen galt. Først fik han en tidsstraf for efter en punktering at have fået ureglementeret hjælp af en konkurrent, Simon Clarke, og da han senere styrtede, endte han med at udgå af løbet. I stedet endte han igen som luksushjælper for Froome i Touren, hvor parret gentog deres berømte dobbeltsejr fra 2013 på første bjergetape.

 

I 2016 tog Porte endelig springet væk fra Sky for at få chancen som kaptajn i Tour de France. Belært af erfaringerne om, at han ofte har haft svært ved at holde det høje niveau gennem hele Touren, gik han bevidst efter et stille forår - hvor han dog alligevel hjemførte etapeløbsresultater, der vil gøre de fleste grønne af misundelse - og i Touren lykkedes det ham endelig at gennemføre en grand tour uden at løbe ind i løbsødelæggende helbredsproblemer. Det betød dog ikke, at han var forskånet for uheld, tværtimod. Først tabte han dyrebar tid på grund af en punktering på 2. etape, så blev han involveret i det berømte styrt på Mont Ventoux, og til sidst endte han igen i asfalten, da regn gjorde 19. etape til en skøjtebane, hvor et stort antal af løbets favoritter skred ud på de regnvåde veje. Resultatet blev, at den podieplads, som styrken egentlig rakte til, endte som en knap så prangende 5. plads.

 

Det er dog netop præstationen i sidste års Tour, der definitivt har udryddet den skepsis, mange har haft i forhold til hans evner til at holde i tre uger. Tidligere har han haft et ry for altid at have en dårlig dag, og det er da også sandt, at han i rollen som Froomes hjælper har haft nogle ret spektakulære kollaps. I kaptajnrollen er rygtet om de såkaldte dårlige dage dog stærkt overdrevet. Hans fiaskoer i Giroen har hver gang været forårsaget af uheld eller helbredsproblemer - ikke uforudsete kollaps og dårlige ben.



 

Faktisk er det netop helbredet, der fremstår som Portes største svaghed. Få ryttere har været så massivt ramt af sygdom som australieren, og sidste års Tour var den første grand tour længe, hvor han ikke undervejs beklagede sig over helbredsproblemer. Alligevel var 2016 bestemt ikke uden problemer, idet han var syg flere gange i løbet af foråret, både efter Tour Down Under, inden Volta a Catalunya og under Tour de Romandie.

 

Porte kan imidlertid gøre sig forhåbninger om, at de problemer nu hører fortiden til. I et forsøg på at udrydde dem undergik han i efteråret en operation for at få fjernet sine mandler, og det har tilsyneladende haft en effekt. I hvert fald har han i løbet af foråret ikke haft ét eneste sygdomstilfælde, og for første gang nogensinde stiller han til start i Touren efter en forberedelse, som han selv betegner som helt perfekt.

 

Porte har i år været så stærk, at der ingen grund er til at forvente, at han ikke vil være den stærkeste i første del af løbet. I skrivende stund må man formode, at han sætter rivalerne til vægs på første bjergetape på La Planche des Belles Filles. Udfordringen for Porte er ikke topniveauet. Det er at holde det hele vejen frem til slutningen i Paris og at undgå, at hans hold koster ham sejren, som det var tilfældet i Dauphiné.



 

Lige så sandt det er, at Porte ikke har de dårlige dage, som hans ry ellers tilsiger, lige så sandt er det også, at han aldrig har holdt sit topniveau over tre uger. Sidste år var han tydeligvis ikke så stærke i den tredje uge, som han var i starten af løbet, og en gentagelse af det scenarium kan være problematisk i et løb, hvor der ikke er mange muligheder for at gøre en forskel, og hvor de bedste af disse kommer relativt sent. Ekstra næring til den frygt gives af det forhold, at Porte modsat Froome, der bevidst har haft en langsom formopbygning, har været flyvende lige siden januar. Ganske vist har han ikke kørt mange løb, men til gengæld har han været stærkeste mand, hver gang han er stillet til start. I lyset af hans historie er der desværre en grund til at frygte, at det kan knibe at holde det niveau helt frem til den 23. juli, og det er i virkeligheden den bekymring, der er hovedårsagen til, at vi betragter Froome som løbets favorit.

 

Endelig er der holdet. Hele feltet har fået motivation og inspiration af, at Porte relativt let blev isoleret på sidste etape i Dauphiné, og det er helt klart, at han slet ikke er så veludrustet som Froome. Ganske vist bliver han i forhold til opvarmningsløbet styrket af Damiano Caruso, der i Schweiz Rundt var stærkere end nogensinde, men italieneren er hverken Geraint Thomas, Mikel Landa eller Sergio Henao. Froome har et mandskab, der er adskillige klasser over det, BMC kan præstere, og hvis det igen ender som ”alle mod Porte” kan det blive meget svært for selv en suveræn australier at forsvare sig på en rute, hvor der flere gange er terræn til at angribe langt udefra.



 

Endelig er der enkeltstarten. Porte er ganske vist en sublim enkelstartsrytter, der kan vinde tid på næsten alle sine konkurrenter i kampen mod uret, men der er én, der traditionelt har været bedre på relativt flade tidskørsler: Froome. Porte har sin styrke på kuperede ruter - måske er han endda verdens bedste til at køre opad stigninger på enkeltstarter - men i fladt terræn er han som regel blevet slået af sin gamle holdkaptajn, specielt hvis det har været blæsende, hvor han altid har haft det svært. Årets to enkeltstarter er ganske vist ikke særligt langt, men terrænet favoriserer Froome. Hvis briten kan genfinde tidligere tiders styrke i kampen mod uret og ikke har tabt sit topniveau - noget, man dog kan frygte på baggrund af de hidtidige enkeltstarter i år - skal Froome i princippet bare følge Porte i bjergene for at vinde løbet, og det viste han i på Mont du Chat i Dauphiné, at han som udgangspunkt er i stand til.

 

Alligevel får Porte måske aldrig en bedre chance for at vinde Touren. Nairo Quintana ventes at være træt efter Giroen, Froome synes ikke at være så stærk som tidligere, og i år kan ingen benægte, at Porte er verdens bedste etapeløbsrytter. På papiret giver det ham de helt ideelle forudsætninger for at tage den sejr, han har drømt om, siden han i 2013 første gang indså, at det var muligt at blande sig med de bedste i bjergene. Nu handler det bare om at holde niveauet i alle tre uger, at undgå, at holdet brænder helt sammen på en bjergetape, og at undgå uheld og helbredsproblemer, der ellers altid har forfulgt ham. Lykkes det, er det meget svært at se, at Porte kan slås i den 104. udgave af Tour de France.

 

BMC har før satset på en australier, som kritikere mente ikke besad den nødvendige mentale råstyrke til at vinde Tour de France. Og manager Jim Ochowicz og resten af ledelsen har ikke glemt, hvordan det gik…


SÆT DIT TOUR DE FRANCE MANAGERHOLD!
 

Nairo Quintana (****)

En andenplads i sin debut, podieplaceringer i sine første deltagelser og et stort kupforsøg, der næsten gav den samlede sejr i 2015… Nairo Quintana har i en alder af bare 27 år en fabelagtig historie i Tour de France, og det vil vel komme som en overraskelse for de fleste, hvis det ikke mindst én gang i løbet af de kommende 10 år udmønter sig i en historisk colombiansk sejr i verden største cykelløb.



 

Derfor var mange fans af Quintana også optimistiske, da årets rute blev præsenteret i oktober. Ganske vist udmærker den sig ved at være usædvanligt lidt bjergrig og uden mange muligheder for klatrerne til at gøre en forskel. Det er dog ikke i sig selv et problem, hvis blot man udnytter de chancer, der er. Langt vigtigere for den colombianske bjergged er det derfor, at der er skruet voldsomt ned for antallet af enkeltstartskilometer, og selvom begge de to tidskørsler er relativt flade, er der i hvert et berettiget håb hos Movistar om, at tidstabet i kampen mod uret i 2017 vil være betydeligt mindre, end det var i 2016. Dertil kommer, at den tidligere første bjergafslutning betyder, at stressniveauet vil falde hurtigere end vanligt, og det er en fordel for Quintana, der har vist sig at være sårbar i den hårde positionskamp i fladt terræn.

 

Bedst som de colombianske fans havde fået håb om, at deres helt nu ville være klar for alvor at bryde Froome trods i kampen om den gule trøje, fik de sig imidlertid en spand kold vand i hovedet - og det endda fra Quintana selv. Trods vedholdende rygter var mange af den overbevisning, at den eneste årsag til, at colombianeren ikke prompte afviste alle ambitioner om at stille til start i Giro d’Italia, alene var den vanlige respekt, som sportens stjerner altid viser de mindre grand tours. Når alt kommer til alt, har Quintana således aldrig lagt skjul på, at hans altoverskyggende mål er at vinde Touren, og alt andet må underordnes den overordnede plan. Dertil kommer, at Movistars interesser i Giroen er begrænsede, og ingen kunne vel forestille sig, at det spanske mobilselskab Telefonica ville acceptere, at holdets stjerne kompromitterede sin egen chance i Touren ved forinden at have gået efter sejren i Italien. De fleste har trods alt i relativt frisk erindring, hvordan Alberto Contador, der ellers er kendt for sin eminente restitutionsevne, lignede en hængt kat i den tredje uge af Touren i 2015, hvor han som den seneste begav sig ud i det ambitiøse projekt om at blive den første siden Marco Pantani i 1998 til at vinde de to første grand tours i samme sæson.



 

Derfor kom det også som et større chok, da Movistar i februar bekræftede, at Quintana havde gjort sin stilling op til fordel for det italienske etapeløb, og at han ville forsøge at gøre det, Contador ikke magtede for to år siden. Det blev hurtigt klart, at det havde krævet nogen overtalelse af hovedsponsoren Telefonica, men det var til sidst lykkedes at overbevise både holdets ledelse og pengemændene bag mandskabet, at forudgående deltagelse i Giroen ikke kompromitterer chancerne i Touren - tværtimod.

 

Der er næppe tvivl om, at det oprindelige ønske om at deltage i Giroen kommer fra Quintana selv. Colombianeren er en mand med respekt for historien og traditionerne, og han har aldrig lagt skjul på, at han ønskede at gøre Giroen ære ved at forsøge at vinde den historiske 100. udgave. Følelser vinder dog sjældent i moderne topsport, der i høj grad handler om business og resultater, og når det lykkedes Quintana at få ledelsen over på sin side, skyldes det, at holdet angiveligt er i besiddelse af datamateriale, der indikerer, at kaptajnen er stærkere i sin anden grand tour, end han er i sin første. Dertil kommer, at Alejandro Valverde i 2016 vel var stærkere i Touren, end han var i Giroen, og det har kun øget holdets tro på, at man kan køre efter sejren i begge løb uden, at det reelt koster chancen for at vinde Touren.



 

Trods Movistar-mandskabets egen optimisme er der imidlertid nogen grund til at se med skepsis på forsøget. Quintanas har aldrig tidligere kastet sig ud netop denne double. Tværtimod har hans hidtidige forsøg med to grand tours i samme sæson bestået af Giro-Vuelta-kombinationen i 2014 og Tour-Vuelta-doublen i 2015 og 2016, og de er ingenlunde sammenlignelige med det, han forsøger sig med i år. At køre efter sejren i Giroen og Vueltaen i samme sæson kan sagtens lade sig gøre, hvilket der er talrige eksempler på. Og selvom afstanden mellem Touren og Vueltaen egentlig er mindre, end den er mellem Giroen og Touren, viser historien med al tydelighed, at det generelle træthedsniveau i den spanske grand tour, betyder, at det er langt lettere at køre med om sejren i Spanien end i Touren, hvor de fleste er friske og forberedt optimalt. En lang Giro - ikke mindst en, der var så hård som i år - sætter sig uundgåeligt i benene, og det er altså ikke uden grund, at vi skal 20 år tilbage for at finde det seneste succesrige forsøge på at vinde begge løb i samme sæson.

 

Når man alligevel må tilskrive Quintana en reel chance for faktisk at vinde Touren, skyldes det primært to tre forhold. For det første er det uomtvisteligt, at han sidste år faktisk var bedre i Vueltaen end i Touren. Det skyldes til dels, at han var ramt af allergiproblemer i juli, men sandt er det, at hans topniveau i Spanien var højere. Problemet er bare, at det generelle niveau i Touren altid er bedre end i Vueltaen, og man kan på ingen måde sammenligne den Froome, der pressede det sidste ud af kroppen i Spanien i september, med den velforberedte brite, der suverænt sejrede i Frankrig sidste sommer. Selv hvis Quintana vitterligt er i stand til at nå sit topniveau i Touren, er der desværre meget, der tyder på, at det ikke er nok til at besejre Froome.



 

Det andet, der kan tale til Quintanas fordel, er det forhold, at han helt tydeligt aldrig nåede sit højeste niveau i Italien. Selvom han sluttede som nummer 2 og førte løbet frem til sidste etape, kan ingen benægte, at der var meget langt fra den Quintana, der vandt bjergetaper i Vueltaen sidste efterår, og den colombianer, der slet ikke kunne gøre megen forskel på stigningerne i maj. Det kan imidlertid komme ham til gode nu. Planen var netop langsomt at opbygge formen i løbet af Giroen og gradvist nå toppen i den tredje uge. Det lykkedes aldrig - delvist på grund af sygdom - men det kan betyde, at der stadig er rum til forbedring forud for Touren.

 

For det tredje er der udsigten til, at Froome i år ikke er ved tidligere tiders styrke. Alle britens rivaler krydser fingre for, at indikationerne i foråret manifesterer sig i en reel svækkelse af den forsvarende mester i årets Tour, og det giver selvsagt Quintana, der ellers altid har været et niveau under briten, en reel forhåbning om, at han denne gang kan vinde. Hvis den ellers så suveræne Porte heller ikke kan holde sit niveau gennem alle tre uger, kan Quintana - hvis han ellers kan finde sine bedste bjergben efter en hård Giro - måske endelig vise sig som den stærkeste klatrer i den franske grand tour.



 

Ruten har som sagt sine fordele for Quintana, selvom der både er plusser og minusser. Selvom han har forbedret sig kraftigt på enkeltstarten, har han i sine seneste tre grand tours fået så markante klø i kampen mod uret, at den første forudsætning for, at han har en reel chance, er, at antallet af tidskørselskilometer er lavt. Det har han til fulde fået opfyldt, og den mindre stressende første uge taler som sagt ligeledes til hans fordel. Mere problematisk er det, at der er ganske gå svære bjergetaper, og dem, der er, passer ikke nødvendigvis godt til Quintana. Traditionelt har han ikke været så stærk som Porte og Froome på korte stigninger, og derfor er afslutningerne på La Planche des Belles Filles og Peyragudes ikke ideelle. På den anden side er de høje bjerge i Alperne og ikke mindst afslutningen i højderne på Izoard det perfekte terræn for Quintana, der i høj grad som altid skal satse på at slå til i den tredje uge, hvor han som regel er på sit højeste niveau.

 

Hans største styrke er måske dog tilstedeværelsen af Alejandro Valverde. Den spanske veteran har i år været bedre end nogensinde, og på en rute som denne kan man faktisk ikke udelukke, at spanieren reelt kan køre med om sejren. Det betyder, at Movistar reelt har to potentielle vinderkandidater, og hvis Geraint Thomas ikke er på sit Giro-niveau, er de det eneste mandskab med den fordel. Valverde viste sidste år, at hans loyalitet over for holdet er ubetinget - og det vil den specielt være i år, hvor Vueltaen er hans hovedmål - og derfor kan Quintana næsten kun drage taktisk fordel af at have en så stærk løjtnant. Den øvrige del af holdet er ganske vist ikke på Skys niveau, men hvis en genfødt Carlos Betancur vitterligt kan nå tidligere tiders styrke, har Quintana for første gang i Touren nogle taktiske muligheder, der gør det muligt for alvor at sætte Sky under pres.



 

Alt dette kræver dog, at Quintana kan overvinde sin måske største svaghed: helbreddet. Giroen 2014, Vultaen 2015, Touren 2016 og Giroen 2017 er eksempler på grand tours, hvor Quintana undervejs har brokket sig over sygdom. Som det er tilfældet for Porte, synes colombianeren at være let modtagelig over for infektioner, specielt når kroppen er presset. Det vil den i år være i hidtil uset omgang, når han giver sig i kast med den sværeste grand tour-double i cykelsporten, og man kan frygte, at sygdom undervejs igen sætter ham ud af spillet. Det er der ikke råd til for en mand, der i forvejen balancerer på en knivsæg i sit forsøg på at bevare den friskhed og nå det topniveau, der er en forudsætning for, at han kan vinde så meget tid på Porte og Froome i bjergene, at han kan tage blive den første colombianske vinder af verdens største cykelløb.

 

Drømmen var at skrive historie ved at vinde den svære double. Den brast, da Tom Dumoulin viste sig at være en umulig nød at knække på de italienske landeveje. Derfor risikerer Quintana nu, at hans sæson ender som en fiasko - nøjagtigt som det var tilfældet sidste år efter en yderst skuffende Tour. Dengang fik han vendt det hele på hovedet med en fornem sejr i Vueltaen, og det var netop det, der i første omgang fik Quintana til overhovedet at gøre forsøget på at vinde den svære Giro-Tour-double. En hel cykelverden er skeptisk, men Quintana og Movistar håber, at vi i Paris vil se den colombianske stjerne vende en halvskidt sæson på hovedet - nøjagtigt som han gjorde det i Madrid for mindre end 12 måneder siden.

SÆT DIT TOUR DE FRANCE MANAGERHOLD!

 

VM(CM) 17/09-24/09

Tour of China II(2.1) 19/09-24/09

Duo Normand(1.1) 24/09-24/09

Giro della Toscana - Memo...(2.1) 26/09-27/09

Coppa Sabatini - Gran Pre...(1.1) 28/09-28/09

Giro dell'Emilia(1.HC ) 30/09-30/09

Giro dell'Emilia Internaz...(1.1) 30/09-30/09

Omloop Eurometropool(1.1) 30/09-30/09

Gran Premio Bruno Beghelli(1.HC ) 01/10-01/10

Tour de l'Eurométropole(1.HC ) 01/10-01/10

Gran Premio Beghelli Inte...(1.1) 01/10-01/10

Tour de Vendée(1.1) 01/10-01/10

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cannondale-Drapac Pro Cycling Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

ORICA-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Lotto NL - Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek - Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »