Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere

Tour de France: Outsiderne
27. juni 2017 22:15 af Emil AxelgaardFoto: A.S.O

For første gang i adskillige år kunne Giro d’Italia præsentere et startfelt, der i styrke kunne sammenlignes med det, der tager hul på Tour de France på lørdag, men alligevel er der ingen tvivl om, at det er de kommende tre uger på de franske landeveje, der vil krone verdens bedste grand tour-rytter, og det vil endda ske i det mest åbne løb, siden Chris Froome satte sig på Tour-tronen for fire år siden. Et skidt forår har afsløret markante huller i britens ellers så ubrydelige forsvare, og samtidig har Richie Porte med suveræne præstationer etableret sig som verdens i øjeblikket stærkeste cykelrytter. Lægger man dertil, at Alberto Contador har forberedt sig bedre end længe på et stort forsøg på at vinde en sidste Tour, at Nairo Quintana tror på, at hans modige Giro-Tour-projekt faktisk vil gøre ham stærkere i det franske løb end tidligere, og at folk som Alejandro Valverde, Fabio Aru, Dan Martin og Louis Meintjes stiller til start med fornyet selvtillid efter en lovende første del af sæsonen er scenen sat til det mest åbne løb længe. Feltet.dk giver i en serie på fem artikler en detaljeret analyse af de 15 største favoritter og udpeger ders største styrker og svagheder.

Den 100. udgave af Giro d’Italia havde en fantastisk tiltrækningskraft på verdens bedste etapeløbsryttere. Et helt fantastisk felt udkæmpede et mindeværdigt slag på de italienske landeveje i maj, og efterhånden som tilmeldingerne indløb til arrangørerne, kunne det endda kortvarigt se ud til, at den første af årets grand tours måske endda ville ende som den store. Så galt gik det dog ikke for Touren, og i sidste ende kan franskmændene alligevel præsentere det stærkeste felt af cykelsportens to største løb.

 

Det skyldes ikke mindst, at verdens to bedste etapeløsryttere, der endda er tidligere holdkammerater og fortsat nære venner, står ansigt til ansigt i det, der har udsigt til at blive det mest åbne Tour de France siden 2012. For første gang siden sit indtog på Tour-scenen stiller Chris Froome til start uden at have erobret én eneste sejr hidtil i sæsonen, og han har i sine vanlige forberedelsesløb vist markante svaghedstegn. Samtidig har Richie Porte været i en klasse for sig og leveret så suveræne magtdemonstrationer, at også Froome selv må erkendt, at verdens bedste cykelrytter i øjeblikket kommer fra Australien. Det har skabt nogle helt enorme forventninger til et historisk spændende opgør mellem kaptajnen og hans tidligere løjtnant, og aldrig tidligere er Froome gået indtil Touren med en så stor trussel om reelt at blive slået.

 

Alt handler imidlertid ikke kun om Froome og Porte. Alberto Contador er gået all-in i et stort forsøg på endelig at tage den Tour-sejr, han så desperat har jagtet sin seneste officielle triumf i 2011, og han hævder, at alt er gået efter planen, og at forberedelserne har været perfekte. Nairo Quintana har ganske vist givet sig i kast med en ambitiøs og risikabel Giro-Tour-double, men hævder, at hans data indikerer, at han altid er stærkere i den anden af to grand tours. Dertil kommer, at Alejandro Valverde har haft et forår, de færreste troede var muligt, og samtidig kan glæde sig over en rute, der vil passer ham bedre end nogensinde tidligere, at Fabio Aru, Dan Martin, Jakob Fuglsang og Louis Meintjes alle kørte et yderst lovende Criterium du Dauphiné, og at Esteban Chaves trods en kompliceret første del af sæsonen endelig gør sin længe ventede Tour-debut. Med andre ord er feltet som altid enormt dybt, og der skal ikke gå meget galt for løbets to topfavoritter, før de for alvor bliver truet af en af de øvrige konkurrenter.

 

Med andre ord er det svært ikke at blive begejstret og have høje forventninger til det, der har udsigt til at blive endnu en fantastisk og spændingsmættet cykelsommer - også selvom man kan have sine betænkeligheder ved årets måske lidt for nemme rute. Et forrygende felt har i hvert fald sikret, at løbet er mere åbent end længe, og derfor er der al mulig grund til at glæde sig til det årlige højdepunkt på cykelsæsonen.

 

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets fem enstjernede favoritter, der kan betragtes som outsidere med en mulighed for en podieplads, hvis alt går deres vej.


SÆT DIT TOUR DE FRANCE MANAGERHOLD!
 

Geraint Thomas (*)

Egentlig skulle vi slet ikke have talt om Geraint Thomas som mulig klassementsrytter i 2017. Efter flere års stabil fremgang som i grand tours havde den ekstremt alsidige waliser endelig fået chancen for at stå i spidsen for verdens stærkeste etapløbshold i et tre uger langt etapeløb, da han sammen med Mikel Landa fik tildelt den ansvarstunge opgave at bryde Skys forbandelse i Giro d’Italia. Efter at have været tæt på podiet i 2015-udgaven af Tour de France, hvor han ellers havde arbejdet som loyal hjælperytter for Chris Froome, og et mindre heldigt forsøg på at gentage bedriften som plan B i 2016 var det planen, at han med et topresultat i Italien definitivt skulle fuldende transformationen fra brostensspecialist til grand tour-stjerne.



 

Alt tydede da også på, at noget rigtigt stort var i vente. I Tirreno-Adriatico kørte Thomas fra flere af verdens allerbedste klatrere på Monte Terminillo, og det var ikke meget, der forhindrede ham i at følge selveste Nairo Quintana. Havde det ikke været for ekstremt uheld på holdløbet, havde Thomas endda med stor sandsynlighed stået som vinder af det italienske etapeløb. Senere fik han sig en dukkert i Volta a Catalunya, men i Tour of the Alps, den normalt vigtigste formindikator forud for Giroen, nåede Thomas et helt nyt niveau. Med en suveræn magtdemonstration, hvor han på få sekunder lukkede et stort hul til Landa og Domenico Pozzovivo og vandt løbets kongeetape i forrygende stil, viste han, at indikationerne fra Tirreno ikke var noget tilfælde. Ingen kan benægte, at Thomas i dette forår ikke har været blandt de fem bedste på stigningerne.

 

Thomas kom også fint fra start i Giroen, hvor han var klar til at slå til på løbets første store udfordring, Blockhaus-stigningen, da Sky-forbandelsen også ramte waliseren. Wilco Kelderman ramt en uheldigt parkeret motorcykel, og få sekunder senere lå både Landa og Thomas samt adskillige øvrige Sky-ryttere spredt ud over den italienske asfalt, og alle det britiske mandskabs store ambitioner om den samlede sejr var med et blevet knust. Thomas forsøgte desperat at redde, hvad der reddes kunne, men da han nåede toppen af stigningen, havde han tabt så meget tid, at kun den mest ukuelige walisiske optimisme for alvor kunne tro på, at podiet stadig var muligt.

 

En fornem andenplads bag den ellers så suveræne Tom Dumoulin på den efterfølgende enkeltstart, vækkede kortvarigt liv i Skys klassementsdrømme, men da skaderne fra styrtet efterfølgende gjorde det umuligt for Thomas bare at følge feltet på en flad sprinteretape, blev det klar, at det ikke tjente noget formål at fortsætte. I stedet traf Sky-chef Dave Brailsford på Thomas’ vegne den beslutning, at waliseren skulle tage hjem, fokusere på sin restitution og forsøge at genopbygge formen frem mod Tour de France.

 

På den baggrund stiller Thomas til start i Frankrig med en helt anderledes forberedelse end tidligere, hvor det franske løb har været et af sæsonens helt store mål. Denne gang er der i højere grad tale om en nødplan, og Thomas har slet ikke på samme måde været en del af den sædvanlige Sky-maskine, der med veltilrettelagte træningslejre på Teide og deltagelse i Dauphiné og Schweiz Rundt har betydet, at holdet altid rammer rigtigt i Tour de France. Usikkerhed omkring waliseren er derfor kolossal, og end ikke Thomas selv ved, hvor han står.

 

Thomas har ikke lagt skjul på, at han i dagene efter Giro-exiten havde meget svært ved at finde motivationen til at genoptage træningen, men heldigvis lykkedes det ham med Touren som gulerod hurtigt at komme i gang igen. Han har trænet i højderne i Italien og været i konkurrence igen i Route du Sud, hvor det desværre ikke for alvor var muligt at vurdere hans form, da han af taktiske omstændigheder endte med at ofre sig for holdkammeraten Kenny Elissonde på løbets kongeetape. Han har dog selv gjort det klart, at han ikke har samme gode følelse som forud for Giroen, hvor han næsten kunne gå på vandet, men han er dog fortsat forsigtig optimist i forhold til at kunne nå et konkurrencedygtigt niveau.

 

Planen er, at Thomas igen skal agere plan B for Chris Froome, og hvis alt går efter briternes hoved, vil han derfor slet ikke skulle køre med om sejren. Belært af bitter erfaring har Brailsford dog indset, at det er bedst at have flere muligheder, hvis uheldet skulle være ude, og det kan åbne døren for Thomas, hvis Froome som i 2014 falder fra tidligt i løbet.

 

Samtidig betyder RIchie Portes forrygende forår og Froomes markante svaghedstegn, at Froome denne gang ikke stiller til start som løbets indlysende storfavorit. Samtidig er ruten langt mindre selektiv, og forventningen er, at det kan give anledning til et aggressivt cykelløb, hvor man kan angribe fra distancen. I Dauphiné have Sky netop held med tidligt at isolere Porte, og der er næppe tvivl om, at man vil forsøge at udnytte sit superhold på lignende vis i Touren. Det betyder, at man med stor sandsynlighed vil forsøge at holde så mange af klatrerne inde i klassementet så længe som muligt, og her kommer Thomas til at spille en nøglerolle. Thomas vil være manden, der kan gribe en uventet mulighed til at angribe i bjergene, og hvis alt går hans vej, kan han pludselig befinde sig i en meget gunstig position. Samtidig er Thomas som bekendt en fremragende enkeltstartsrytter, også i fladt terræn, og derfor kan han vinde megen tid på konkurrenterne i de to tidskørsler, der begge passer ham langt bedre, end de gør for de fleste af rivalerne.

 

Hvis det lykkes for Thomas at levere et topresultat, vil det være en bemærkelsesværdig transformation på niveau med den, landsmanden Bradley Wiggins gennemgik. Som det har været tilfældet for Wiggins, har det været en langsom, gradvis opstigning mod toppen af hierarkiet. Første indikation på potentialet kom i 2013, hvor han blev nummer 15 i Dauphiné trods sin status som hjælperytter, og året efter kunne han have vundet Paris-Nice, vis det ikke havde været for et dumt styrt. Det var imidlertid i 2015, at han for alvor indså, hvad der kunne lade sig gøre. Efter en samlet sejr i Volta ao Algarve blev han nummer 2 efter holdkammeraten Richie Porte på kongeetapen i Paris-Nice, og siden sikrede han sig en samlet andenplads i en usædvanligt hård udgave af Schweiz Rundt.

 

Det store gennembrud kom i Touren, hvor han var stillet til start helt uden personlige ambitioner. Med tre dage igen var han imidlertid stadig i spil til en plads på podiet, selvom han havde ageret hjælperytter for Froome. Desværre blev løbet tre dage for langt, men det overbeviste Thomas om, at han er klar til at forsøge at udvikle sig til grand tour-rytter.

 

Fra og med 2016 har prioriteten været klar. Det er slut med at satse på klassikerne for Thomas, der helt og holdet fokuserer på etapeløbene. I første omgang skulle han sidste år have været plan B for Froome i Touren, og efter samlede sejre i Algarve og Paris-Nice var han på sporet. Desværre måtte han betale nogle dyre lærepenge, da han i de sidste uger frem mod den franske grand tour havde spændt buen for hårdt. I et forsøg på at blive så let som muligt, pressede han kroppen alt for hårdt, og i Schweiz Rundt indså han, at han allerede var død, inden Touren overhovedet var startet. Derfor opgav han de personlige ambitioner, men kørte sig alligevel til en 15. plads, selvom han ofte sad op i finalerne.

 

I år har han nået et helt nyt niveau, men om han fortsat har det i Frankrig er et åbent spørgsmål. Endnu mere diskutabelt er det, om han kan holde det i samtlige tre uger efter et meget intensivt forår og en begrænset forberedelse. På den anden side vil det være dumt at afskrive en mand, der forud for årets Giro lignede den måske stærkeste rytter blandt dem, der stillede til start i Italien. Hvis han vitterligt kan genfinde de ben, og Froome samtidig rammes af uheld, er der intet til hinder for, at Thomas kan blande sig i kampen om sejren på en rute, hvis begrænsede sværhedsgrad og alsidighed ikke passer ham dårligt. Sker det, kan Thomas blive den anden brite, der med succes transformeres fra banerytter til grand tour-vinder - og så er styrtet i Italien heldigvis hurtigt glemt.

 

Jakob Fuglsang (*)

Egentlig så det ud til, at den store chance var blevet spildt på gulvet. Efter flere år som utrættelig hjælper for Vincenzo Nibali var Jakob Fuglsang endelig udset rollen som delt kaptajn i Tour de France, og da supertalentet Miguel Angel Lopez endda styrtede slemt i november og missede hele foråret, var der endda udsigt til, at han måske kunne få stillet hele Astana-mandskabet til sin rådighed på de franske landeveje. Det ændredes imidlertid med ét slag, da holdets store stjerne, Fabio Aru, styrtede på en træningslejr i april, hvorefter en slem knæskade satte en stopper for italienerens drøm om at vinde Giro d’Italia, og selvom holdet i første omgang meldte ud, at der ikke rokkedes ved Fuglsangs kaptajnrolle i Touren, blev det i løbet af maj mere og mere klart, at Astanas ambitioner i det franske løb i stigende grad samledes om holdets mest etablerede grand tour-rytter.

 

Fuglsangs eneste reelle chance for at fastholde sin status i toppen af det interne Astana-hierarki var at levere sit livs resultat i et Criterium du Dauphiné, der både var hårdere og stærkere besat, end det længe har været. Det stærke startfelt betød imidlertid, at forventningerne om et topresultat var begrænsede, og man kunne have tjent en pæn skilling, hvis man på forhånd havde smidt et par håndører på, at danskeren i sidste ende ville løbe med trofæet foran verdens i øjeblikket to bedste etapeløbsryttere, Chris Froome og Richie Porte.

 

Hvad der siden skete, er som bekendt historie, og der er vel næppe mange danskere, der i dag ikke er vidende om, at Fuglsang med en samlet sejr leverede det måske danske cykelresultat i dette årtusinde. Med stabil, klog og aggressiv kørsel, hvor han syntes at træffe alle de rette beslutninger og gribe samtlige de muligheder, der åbnede sig, lykkedes det danskeren at vinde et løb, som snart sagt alle op forhånd havde udråbt til en tvekamp mellem Froome og Porte.

 

Ingen kan benægte, at Porte var løbets i særklasse stærkeste rytter, og hans forgæves forsvar på den anarkistiske sidste etape, hvor hele feltet med Froome i spidsen rottede sig sammen mod den isolerede australier, var i virkeligheden hans største magtdemonstration - også selvom det i sidste ende ikke lykkedes at forsvare den gule trøje. Samtidig viste Froome på både 6. og specielt 8. etape, hvor det i høj grad var hans utrættelige angreb allerede fra første stigning og storslåede offensiv i finalen, der muliggjorde Fuglsangs sejr, at også han vel var et niveau over de øvrige rivaler. Det skal imidlertid ikke taget noget fra Fuglsang, der med klog kørsel udnyttede giganternes kamp til at stjæle en uventet sejr og med et løfte sin status på både favoritlisten og internt i Astana-hierarkiet til Tour de France betragteligt.

 

Sagen er nemlig, at Fuglsang ikke blot udnyttede omstændigheder - han kørte også forfærdeligt stærkt og langt, langt bedre end nogensinde tidligere. Havde de haft benene, havde Daniel Martin, Romain Bardet, Alejandro Valverde og den øvrige stjerneparade af klatrere naturligvis selv grebet muligheden for at slå Froome og Porte, men det kunne de ikke. I stedet var det Fuglsang, der efter et klogt angreb på Mont du Chat, kunne hænge på de to stjerner i finalen, inden han dagen efter som løbets eneste rytter kunne følge den ellers så suveræne Porte på vejen mod Alpe d’Huez. Slutteligt lancerede han sit store angreb på sidste etape, hvor han med tilsyneladende lethed kørte fra folk som Martin og Bardet, der ellers tidligere har været mindst ét niveau over danskeren i bjergene.

 

Præstationen vidner om, at Fuglsang er en helt anden rytter end tidligere, og det har naturligvis løftet forventningerne i Danmark til enorme højder - måske også mere, end de kan bære. Der snakkes nu om både samlet sejr og en plads på podiet, men trods den fornemme præstation i Alperne i sidste måned vil det være en overraskelse, hvis Danmark ender med at have en mand blandt de bedste tre, når feltet rammer de parisiske brosten den 23. juli.

 

Fuglsang har nemlig aldrig tidligere været bare tæt på at kunne matche Froome og Porte i bjergene, og derfor er der tale om en så markant forbedring af hans niveau, at det er meget svært ikke at tro, at han allerede i juni havde nået sin absolutte formtop. Hvor der ingen tvivl er, om at både Froome og Alberto Contador og med nogen sandsynlighed også Porte har lagt yderligere et par procent til deres form, når de ruller ned af rampen i Düsseldorf, kan man frygte, at det ikke er tilfældet for Fuglsang - måske snarere tværtimod. Hvis danskeren formår at forbedre sig yderligere i forhold til det allerede kolossale niveauspring, han har leveret hidtil, må betragtes som usandsynligt for en rytter, der trods alt ikke længer er nogen vårherre og derfor kan lukrere på de markante fremskridt, man ofte ser hos unge ryttere.

 

I forvejen kan man have en frygt for Fuglsangs evne til at holde niveauet over tre uger, og det bliver ikke lettere af, at han har været i storform så tidligt. Ganske vist har han ikke haft mange muligheder som grand tour-kaptajn, men som regel er han alligevel stillet til start i de store etapeløb med en intention om i hvert fald at holde sig til i klassementet. Meget ofte er det startet lovende - bare tænk på Touren i 2014 eller Giroen i 2016 - men som regel har danskeren ikke kunnet holdet niveauet hele vejen til mål.

 

Dertil kommer, at Fuglsangs rolle som underdog er væk. Alle rivaler er nu usikre på, om danskeren faktisk kan køre med om sejren, og der bliver derfor næppe delt gaver ud, før han har vist solide svaghedstegn. Også det ellers beskedne antal enkeltstartskilometer udgør et problem for Fuglsang, der ellers i den første del af sin karriere var specialist i kampen mod uret. I de seneste fem år er det kun gået ned ad bakke, og i dag er han meget langt nede i klassementsrytternes enkeltstartshierarki - faktisk så langt nede, at han sagtens kan ende med også at tabe tid til de rene klatrere på tidskørslerne.


SÆT DIT TOUR DE FRANCE MANAGERHOLD!
 

Endelig er der den komplicerede holdsituation. Aru er Astanas stjerne, og der er ingen tvivl om, at han er ledelsens nummer 1 - hvis han er i tvivl, kan Fuglsang jo altid spørge Mikel Landa om hans erfaringer fra Giroen i 2015. Det er naturligvis ikke uden grund - Aru er trods alt tidligere Vuelta-vinder, mens Fuglsang er relativt uprøvet som grand tour-kaptajn - og hvis italieneren viser sig at være lige så stærk, som hans solosejr ved de italienske mesterskaber indikerer, kan Fuglsang desværre igen ende som plan B, også selvom udgangspunktet er to ligestillede kaptajner.

 

Alt det kan lyde så negativt og få det til at fremstå, som om Fuglsang ingen chance har. Det er naturligvis ikke tilfældet. Tværtimod har danskeren netop leveret sit livs fornemste præstation, og hvis han vitterligt kan holde det niveau helt frem til den 23. juni, har han sit livs chance for at køre med, hvor det er rigtigt sjovt. Flere faktorer gør, at der måske er behov for at dæmpe de lidt for vidtløftige forventninger, men chancen for et danske topresultat er vitterligt til stede. Og så længe det er det, har man jo i hvert fald lov til at drømme…

 

Rafal Majka (*)

Endelig får han chancen! Den ekstremt ambitiøse Rafal Majka har siden indledningen på sin professionelle karriere hos Bjarne Riis ikke lagt skjul på, at han drømmer om at køre med om sejren i Tour de France. Det har imidlertid været en kompliceret opgave at få meget plads på et hold, der i hele Majkas karriere har været bygget op om Alberto Contador, og derfor har polakken været henvist til rollen som kaptajn i Giroen og Vueltaen samt jobbet som luksushjælper for spanieren i Touren. Contadors uheld i både 2014 og 2016 og manglende form i 2015 åbnede ganske vist uventede muligheder for polakken, der med to bjergtrøjer og tre etapesejr har formået at gribe dem til fulde, men aldrig har han haft chancen for at teste sig selv i kampen med Froome og co. i toppen af klassementet.



 

Muligheden opstod, da Tinkoff-mandskabet lukkede, og både Majka og Contador var henvist til at søge nye græsgange. Hvor Contador blev hentet ind som den nye stjerne på det ambitiøse Trek-mandskab, udnyttede Majka, at det hastigt voksende Bora-mandskab til manges undren valgte ikke at bygge holdet 100% op om holdets nye hovednavn, Peter Sagan. Tværtimod ville man kunne køre med på alle fronter, og ved at erhverve sig både Leopold König og Majka forud for deres første sæson på WorldTouren sikrede sig to kandidater til at indfri ambitionen om allerede i 2017 at være i top 5 i en grand tour.

 

Egentlig endte skiftet i første omgang som lidt af en skuffelse for Majka. Den oprindelig plan var nemlig, at polakken igen skulle være kaptajn i Giroen, mens det var op til König at levere topresultatet i Touren. Da ruterne blev fremlagt, blev det imidlertid klart, at det store antal enkeltstartskilometer i det italienske løb og den beskedne mængde tidskørsel i Frankrig gjorde det langt mere oplagt at bytte om på rollerne. Derfor traf man allerede i løbet af vinteren beslutningen om, at Majka endelig får chancen som holdkaptajn i verdens største cykelløb.

 

For König er tingene ikke gået efter planen, idet en slem knæskade kostede ham deltagelsen i Giroen, og han har endnu ikke nået et formniveau, der gør det muligt at stille til start i Touren. For Majka er intet imidlertid forandret, og foreløbig er alt på skinner frem mod den store chance for endelig at køre klassement på den største scene af dem alle. Efter en stille start på sæsonen indfandt formen sig til Ardennerklassikerne, hvor han sikrede sig sit hidtil bedste resultat med en 10. plads i Liege. Efterfølgende stillede han til start i Tour of California, hvor han udmærkede sig som løbets bedste bjergrytter. Det gav en etapesejr, men da han var ude af stand til at gøre den nødvendige forskel på kongeetapen på Mount Baldy - og endda måtte se sig slået af Andrew Talansky - tabte han det hele på enkeltstarten, hvor han kørte overraskende svagt.

 

Siden har Majka trænet i højderne, og han har ganske atypisk valgt ikke at stille til start i Dauphiné eller Schweiz Rundt. I stedet benyttede han det mindre Tour de Slovenie som opvarmning, hvor han med nogen møje og besvær fik hjemkørt den ventede pligtsejr i et ikke imponerende felt. Faktisk var det ventet, at han ville massakrere konkurrenterne på løbets kongeetape, men en relativt hård modvind betød, at han trods sine mange angreb ikke kunne sætte stortalentet Jack Haig. Et taktisk spil gav herefter Giovanni Visconti mulighed for at komme tilbage, men heldigvis havde Majka stadig kræfter til at slå sine rivaler i spurten og derved sikre sig den samlede triumf.

 

Præstationen i Slovenien var fin, men det er svært at blive helt klog på, hvor stærk Majka egentlig er. Modvinden på den afsluttende stigning gjorde det svært at gøre en reel forskel, og derfor fik vi aldrig et reelt billede på, om Majka var så meget stærkere end rivalerne, som han burde være. Den relativt beskedne vindermargin giver dog i hvert fald en vis grund til at stille visse spørgsmålstegn ved polakkens niveau.

 

Det skal ikke mindst ses i lyset af to forhold, der begge taler imod et stort Tour de France fra Majka. Først og fremmest synes hans ellers lovende udvikling at være gået i stå, siden han sikrede sig den fornemme tredjeplads i Vueltaen for to år siden. I hvert fald var præstationen i sidste års Giro en skuffelse, efter at han slet ikke var i stand til at matche en stribe ryttere, der normalt ikke burde være bedre end ham. Forårets beskedne resultater har - selvom de ikke i sig selv er alarmerende for en mand, der sjældent har kørt stærkt først på året - heller ikke bidraget til at fjerne den frygt.

 

Samtidig synes Majka at være en af de få ryttere, der faktisk er bedre i sin anden grand tour. Hans podieplads i Vueltaen kom efter et hårdt Tour de France, og hans flotte Tour-bjergtrøjer er begge vundet med Giroen i benene. Det er samtidig værd at huske, at hans fantastiske præstation ved sidste års OL, hvor han ikke var langt fra at ende med en guldmedalje, også kom efter, at han havde kørt hele to grand tours.

 

Meget tyder altså på, at Majka har brug for en del løb for at nå topformen, og set i det lys kan det synes at være en underlig beslutning, at det netop er ham, der som stort set den eneste af de favoritter, der ikke har kørt Giro, ikke stillede til start i enten Dauphiné eller Schweiz. Man kan have den frygt, at Majka måske først for alvor finder det niveau, han sidste år viste i Rio, alt for sent til, at han kan køre med om podiepladserne.

 

Når det er sagt, er Majka naturligvis en topkandidat. Det er ikke uden grund, at han har været blandt de bedste tre i Vueltaen, og at han med stor præcision er endt i top 10 i de grand tours, hvor han er gået efter klassementet. Man må heller ikke glemme, at han i 2014 på den eneste etape, hvor han tog kampen op med løbets favoritter i en direkte dyst, faktisk sluttede som nummer 2 bag Vincenzo Nibali, og sammen med præstationen i Rio vidner det om, at han på sine bedste dage er en af verdens allerbedste klatrere.

 

Majkas største problem er ruten. Det beskedne antal enkeltstartskilometer taler til hans fordel - Majka er således ekstremt ustabil i kampen mod uret, og selvom han af og til har kørt overraskende stærkt, vidner Tour of California om, at der ingen sikkerhedsgarantier er i det terræn, der venter på Tourens tidskørsler - men der mangler simpelthen svære bjergetaper og bjergafslutninger for en ren klatrer som ham. Derudover ville det have været en langt større fordel, hvis de som tidligere var koncentreret i den sidste del af løbet, hvor han typisk har en fordel i forhold til mange af konkurrenterne.

 

Dertil kommer, at Majkas klassementsambitioner altid vil være underordnet Peter Sagan. Bora-mandskabet er ikke uden grund først og fremmest bygget op om verdensmesteren, og selvom han har den stadigt bedre Emanuel Buchmann samt vennen Pawel Poljanski til rådighed i bjergene, kan han meget hurtigt føle sig lidt alene, når han i bjergene kigger på den falanks af Sky-trøjer, der sikkert er samlet forrest i feltet. Nu ventes det naturligvis ikke, at Bora kontrollerer løbet, men hvis man vil køre med om podiet, kan det ikke undgås at være en ulempe.

 

Heldigvis er den officielle ambition også kun en top 5, og det er bestemt inden for Majkas rækkevidde. Alt står og falder med om, at han for første gang nogensinde kan finde Rio-niveauet i sin første grand tour og køre de enkeltstarter, han tidligere har gjort i Giroen og Polen Rundt. Lykkes det er meget muligt for en mand, der stadig tilhører gruppens af sportens superklatrere. Ingen kan i hvert fald betvivle motivationen hos en mand, der i mange år har ventet på endelig at få den chance, han i år får i Touren.


SÆT DIT TOUR DE FRANCE MANAGERHOLD!
 

Simon Yates (*)

Sidste år stjal navnet Yates store overskrifter i Tour de France, da Adam Yates trods konstant dæmpning af forventninger fra Orica-ledelsens side endte på en overraskende samlet fjerde plads og i den hvide ungdomstrøje. I år var det imidlertid slet ikke planen, at vi skulle have talt om det talentfulde britiske brødrepar. Tværtimod var hensigten, at de begge skulle bruge juli måned på at komme sig efter en hård Giro og gøre sig klar til at gå efter et topresultat i Vueltaen.

 

Som bekendt er topsport imidlertid en uforudsigelig størrelse, og det er meget sjældent, at tingene går helt, som man havde tænkt sig. Det måtte Adams tvillingebror Simon sande, da han af holdets ledelse i april blev bedt om med kort varsel at ændre planenerne, glemme alt om Giroen og i stedet påtage sig rollen som delt kaptajn i Touren. Udgangspunktet var ganske vist, at løbet i Frankrig skulle være Esteban Chaves’ store første forsøg på at bestige det eneste grand tour-podium, han endnu ikke havde nået, men en grim knæskade gjorde det usikkert, i hvilken form han ville stille start. For Orica var det trods alt for stor en gambling at satse alt på den halvskadede colombianer i årets største begivenhed, og derfor var man nødt til at have en mere sikker plan B. Det blev Simon, der i al hast måtte ændre sine sæsonplaner og overlade det til bror Adam alene at forsvare holdets farver i Giroen og i stedet rette fokus mod en første chance for at køre som kaptajn i Tour de France.



 

Det er i virkeligheden meget sigende, at det var Simon og ikke Adam, der blev benyttet som kastebold i det stadigt mere komplicerede puslespil, hvor Orica-ledelsen forsøger at give tilstrækkelig plads til tre af sportens allerstørste etapeløbstalenter på samme hold. Siden de begge under et kolossalt forventningspres gjorde deres professionelle debut efter en meget lovende U23-karriere, er det nemlig Adam, der har opnået de bedste resultater og skubbet Simon en smule i baggrunden, og specielt efter sidste års fjerdeplads i Touren og den fornemme sejr i 2015-udgaven af Clasica San Sebastian er der ingen tvivl om, at det er førstnævnte, der står en smule foran i det interne Orica-hierarki.

 

Det var der ikke meget, der tydede på for få år siden. Adam blev faktisk vejet og fundet for let af det velstrukturerede britiske talentprogram, og mens Simon voksede op i de traditionelle rammer og blandt andet havde stor succes på banen, var Adam nødt til at finde sit fodfæste i cykelverdenen ved at køre for et mindre fransk hold. Det var faktisk først, da Adam i 2013 endte som nummer 2 i Tour de l’Avenir - i et løb, hvor Simon i øvrigt vandt to etaper - at det for alvor blev klart, at der var mere end bare én Yates-bror.

 

Efter den professionelle debut er rollerne blevet byttet om, men måske skyldes det snarere tilfældigheder end en reel styrkeforskel. Således styrtede Simon i debutåret i 2014 ud af Tyrkiet Rundt, og mens Adam opnåede stor succes med samlet sejr i samme løb, etapesejr i Tour of California og et gennembrud på WorldTour-niveau i Dauphiné, var Simon henvist til sygesengen. Det gav ganske vist Simon en uventet chance for at stille til start i Touren, men dengang kom løbet for tidligt, og efter en relativt anonym indsats trak holdet ham ud midtvejs.

 

Simons store gennembrud kom først i 2015. Top 6-placering i tre af de hårdeste ugelange etapeløb, Vuelta al Pais Vasco, Tour de Romandie og Criterium du Dauphiné, viste, at han var lige så stærk som broderen, og de var også på samme niveau, da de begge stillede til start i Touren med målet om at jagte etapesejre. Da Adam efterfølgende vandt i San Sebastian og blev nummer 2 i GP Montreal, gled Simon imidlertid igen lidt i baggrunden.

 

Bedre blev det ikke, da en administrativ fejl fra holdets side betød, at man glemte at ansøge om tilladelse til, at Simon i foråret 2016 kunne bruge sin astmamedicin. Resultatet blev en positiv dopingtest i Paris-Nice, og selvom han som uforskyldt i sagen fik en beskeden karantæne, betød det, at han måtte se til fra sidelinjen, mens Adam betagede cykelverdenen med sin fjerdeplads i Touren. Siden kom han fremragende tilbage med en første professionel sejr i GP Ordizia og en syvendeplads i San Sebastian efterfulgt af både etapesejr og en sjetteplads i Vueltaen - alt imens han i øvrigt arbejdede loyalt for Chaves - men desværre blegnede hans resultater lidt i sammenligning med brorens.

 

I år var det som sagt planen, at vi skulle have haft en direkte styrkeopmåling mellem de to i Giroen. Den er foreløbig udsat til Vueltaen, hvor Orica planlægger at komme med det fulde kavaleri bestående af begge brødrene samt Chaves, men først gælder det Simons første chance for at køre klassement i Touren. Desværre har han ikke fået den perfekte optakt, tværtimod. Normalt er begge Yates-brødrene utroligt stabile i de ugelange etapeløb, mens til holdets og sin egen overraskelse kørte han et chokerende svagt Dauphiné, hvor han endda blev overskygget af en formsvag Chaves og til dels de unge hjælperyttere Jack Haig og Damien Howson.

 

Desværre kommer det efter en sæson, hvor der har været flere mindre gode præstationer. Ganske vist vandt Yates etaper i både Paris-Nice og Romandiet, men det skete begge gange i kraft af den fantastiske næse, han har for at gribe momentet og lancere kløgtigt angreb - aldrig fordi han satte favoritterne til vægs på en stigning. Tværtimod skuffede han på kongeetapen i Baskerlandet, hvor hele holdet ellers havde gjort alt for at sikre ham sejren ved at føre hele dagen, og selvom det var uforskyldt, var det heller ikke heldigt, at sygdom ødelagde hans Paris-Nice kort efter etapetriumfen.

 

Det har således ikke været et prægtigt forår for Yates, selvom specielt andepladsen i Romandiet på papiret ser fin ud, hvis ikke man er bekendt med de lidt specielle omstændigheder. Heller ikke Adam har været flyvende og kørte en skuffende Giro, og det må vække nogen bekymring i Orica-ledelsen, at ingen af brødrene i år synes at have ramt sidste års niveau.

 

Alligevel vil det være dumt ikke at have forventninger til Simon. Sidste år viste hans bror, hvor stort et potentiale han har, og Simon understregede endnu en gang i Vueltaen, at han er stort set på samme niveau. Udviklingspotentialet for dem begge er stort, og i teorien burde Simon derfor i år være endnu bedre, end han var i Spanien.

 

Dertil kommer at ruten er perfekt for Yates. Antallet af enkeltstartskilometer er lavt, og meget tyder endda på, at han har gjort markante fremskridt i en disciplin, der ellers altid har været hans akilleshæl. Dertil kommer, at ruten er karakteriseret ved færre lange stigninger, og flere korte, men usædvanligt stejle bjerge. Det er fremragende for Yates, der er en eksplosiv type, som traditionelt har haft det sværere i de helt høje bjerge. De mange bjergetaper med nedkørsler og flade stykker i finalen er også gode for briten, der er spurtstærk, en god nedkører og har en usædvanligt god evne til at tage konkurrenterne på sengen med et snedigt angreb henover toppen på en stigning.


SÆT DIT TOUR DE FRANCE MANAGERHOLD!
 

Hvis Chaves er tilbage på sit topniveau, er der al mulig grund til at tro, at colombianeren vil være den stærkeste, og så kan Yates igen ende i en hjælperrolle. Sidste år forhindrede det ham imidlertid ikke i at blive nummer 6 i Vueltaen, og han har ambitioner om at levere en lignende præstation i denne Tour, hvor også den hvide trøje er et stort mål. De mange svaghedstegn i løbet af foråret giver grund til bekymring, men når det kommer til den lille gruppe af sportens allerstørste supertalenter, skal man passe på. De er altid i stand til at overraske, og der vil ikke være noget, Simon hellere vil, end at vise omverdenen, at han er mindst lige så god som den tvillingebror, der sidste år betog en hel cykelverden.

 

Rigoberto Uran (*)

Det er mærkeligt og egentlig lidt tragisk at tænke på, at Rigoberto Uran for blot tre år siden af mange blev betragtet som hovedudfordreren til Nairo Quintana forud for Giroen i 2014, hvor han for andet år i træk endte med at sikre sig en andenplads, og at han året efter igen var blandt de fem største favoritter. Så sent som sidste år blev han igen af mange betragtet som en af podiekandidaterne i Giroen, men i år, hvor han stiller til start som i Touren med et fokus på klassementet for første gang i karrieren, bliver han stort set ikke nævnt.

 

Hvad er det sket for den farverige colombianer, som Sky for år tilbage kun modvilligt gav slip på, og som man hos Quick-Step i en overgang byggede hele sin klassementsfremtid på? Det er svært at give et entydigt svar, men faktum er det, at Urans grand tour-stjerne er falmet væsentligt, og at han i år stiller til start som top 10-kandidat for mange og som podiekandidat for de færreste.



 

Egentlig er det urimeligt, at han nedskrive Urans chancer så voldsomt - og det skrives af en person, der ofte er blevet kritiseret for at undervurdere colombianeren i grand tour-sammenhæng. Faktum er nemlig, at Uran efter en svær periode i 2015 og halvdelen af 2016 er kommet tilbage på sporet. Det er ganske vist korrekt, at han efter sine to andenpladser i Giroen fejlede fuldstændig i sine to efterfølgende deltagelser i den italienske grand tour, men begge gange skyldtes det sygdom - og han endte trods alt stadig som nummer 7 i sidste års Giro. Det er også korrekt, at der da heller ikke har været meget at skrive hjem om i det meste af de foregående to sæsoner, selvom han trods alt tog en flot sejr i GP Quebec mod slutningen af 2015.

 

Siden september har der imidlertid været andre boller på suppen. Sidste efterår var Uran ganske enkelt flyvende og suverænt en af de dominerende skikkelser i de italienske klassikere. Hvis ikke Cannondale fejlagtigt havde satset alt på Michael Woods i den benhårde klassiker Milano-Torino, var han endt med sejren i verdens ældste endagsløb. Kun en uimodståelig Chaves var i stand til at besejre ham på San Luca i Giro dell’Emilia, og i det største løb af dem alle, Il Lombardia, spurtede om sejren med Chaves og Diego Rosa efter at have efterladt en stor del af verdens klatreelite på de sidste stigninger.

 

I år har Uran fortsat tendensen, og hans resultater afspejler slet ikke hans styrke. Han blev nummer 4 på kongeetapen i Tirreno og nummer 3 på kongeetapen i Baskerlandet, og begge steder var han i stand til at slå folk, der generelt anses som større kandidater til Tour-hæder. Når det i begge løb blev til beskedne samlede placeringer skyldes det udelukkende et af cykelsportens største mysterier: spørgsmålet om, hvad der er sket med Urans enkeltstart. Mange vil huske, hvordan han i 2014 kørte feltet sønder og sammen på den lange enkeltstart i Giroen, og hvordan han generelt var ustoppelig mod uret i den periode. Siden da er det faldet helt sammen for colombianeren, og hans resultater i de hidtidige enkeltstarter i år placerer ham solidt i den absolutte bund, når klassementsrytterne skal rangeres efter tempoegenskaber.

 

Når det handler om klatreegenskaberne, har Uran derimod måske været bedre end nogensinde, også bedre end da han blev nummer 2 i Giroen, hvilket i høj grad skyldtes enkeltstartsevnerne. Aldrig tidligere har han været så langt fremme på bjergetaperne i de ugelange etapeløb, og det positive indtryk kan ikke slettes af, at det totalt mislykkedes at finde formen til Ardennerklassikerne, som ellers var forårets største mål.

 

Nu stiller Uran så til start i Touren med et klart fokus på klassementet. Oprindelig var meldingen ellers, at han primært skulle jagte etapesejre, men nu har Cannondale valgt at stille med to klassementsryttere. Således skal han dele ansvaret med Andrew Talansky, der i det seneste års tid har genfundet tidligere tiders styrke og måske i virkeligheden er en mere sikker top 10-kandidat end Uran. Talansky er imidlertid stadig ikke den rytter, han var i 2014 - heller ikke selvom han blev nummer 5 i sidste års Vuelta - og det er derfor Uran, der med tanke på sit stærke efter- og forår må betragtes om holdets bedste bud på en mand, der kan køre med om de helt sjove placeringer - også selvom risikoen for fiasko nok også er større for colombianeren.

 

For at gøre sig gældende skal Uran finde det niveau, han har haft det sidste års tid. Om det er lykkedes, er lidt uklar, men han viste fornuftige takter i et relativt anonymt Route du Sud. Det er dog ikke nødvendigvis noget dårligt tegn for Uran, der før har vist, at han kan træne sig i form. Mere bekymrende er det naturligvis, at han har kørt så dårlige enkeltstarter, og det er hævet over enhver tvivl, at han vil tabe betydeligt med tid i både Düsselsdorf og Marseille.

 

Resten af ruten passer ham imidlertid glimrende. Uran er en eksplosiv type, der ikke er dårlig på meget stejle stigninger, og det er netop den type bjerge, der for alvor dominerer årets Tour. Derudover er han en god nedkører, der er hurtig på stregen, og netop de egenskaber er en stor fordel i et løb, hvor antallet af bjergfinaler er skåret ned, og hvor der er flere afslutninger med nedkørsler og flade stykker ind til mål.

 

Endelig har Uran den fordel, at han ikke blandt mange regnes som en reel podiekandidat. I et løb, hvor meget tyder på, at offensiv kørsel og aggression vil kunne betale sig, vil Uran måske få mere frihed end så mange andre - og det har gør båret ham langt. Husk bare på, hvordan det var et storslået angreb, der i 2013 bragte ham etapesejr og senere en samlet andenplads i Giroen på et tidspunkt, hvor alle kiggede på hans kaptajn, Bradley Wiggins. Ellers tænk på, hvordan han snød et felt af favoritter med sit smarte angreb i finalen af 2015-udgaven af GP Quebec.

 

Naturligvis vinder Uran ikke Touren - dertil er hans enkeltstart alt, alt for dårlig - og det er også usandsynligt, at han ender på podiet. Mindre kan imidlertid også gøre det for en mand, der ikke har kørt med om de helt sjove placeringer i en grand tour i tre år. Årets Tour handler først og fremmest om at genetablere sin status som en seriøs kandidat til topplaceringerne i de store etapeløb. Baseret på det forløbne års resultater kan løbet meget vel blive den scene, hvor Uran igen indskriver som en af verdens førende etapeløsryttere.

 

BEMÆRK: Det er en svær proces at skære et fremragende felt af kandidater ned til blot 15 navne, og der er flere, der kan køre med om top 10-placeringerne. Det gælder først og fremmest Andrew Talansky og Ion Izagirre, der som de to sidste blev sorteret fra i vores proces. Derudover er det værd at holde øje med følgende, der enten bevidst eller ved et tilfælde pludselig kan ende med klassemenstambitioner:

 

Emanuel Buchmann, Pierre Latour, Roman Kreuziger, Daniel Navarro, Thibaut Pinot, Eduardo Sepulveda, Gianluca Brambilla, Mikel Landa, Sergio Henao, Warren Barguil, Lilian Calmejane, Guillame Martin, Darwin Atapuma, Robert Kiserlovski, Robert Gesink, Primoz Roglic, Romain Sicard, Serge Pauwels, Mathias Frank, Damiano Caruso, Jarlinson Pantano, Diego Ulissi, Carlos Betancur, Maxime Bouet, Tony Gallopin og Thomas Degand.

SÆT DIT TOUR DE FRANCE MANAGERHOLD!

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cannondale-Drapac Pro Cycling Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

ORICA-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Lotto NL - Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek - Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »