Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?
På forhånd tak!
Feltet.dk
For første gang i adskillige år kunne Giro d’Italia præsentere et startfelt, der i styrke kunne sammenlignes med det, der tager hul på Tour de France på lørdag, men alligevel er der ingen tvivl om, at det er de kommende tre uger på de franske landeveje, der vil krone verdens bedste grand tour-rytter, og det vil endda ske i det mest åbne løb, siden Chris Froome satte sig på Tour-tronen for fire år siden. Et skidt forår har afsløret markante huller i britens ellers så ubrydelige forsvare, og samtidig har Richie Porte med suveræne præstationer etableret sig som verdens i øjeblikket stærkeste cykelrytter. Lægger man dertil, at Alberto Contador har forberedt sig bedre end længe på et stort forsøg på at vinde en sidste Tour, at Nairo Quintana tror på, at hans modige Giro-Tour-projekt faktisk vil gøre ham stærkere i det franske løb end tidligere, og at folk som Alejandro Valverde, Fabio Aru, Dan Martin og Louis Meintjes stiller til start med fornyet selvtillid efter en lovende første del af sæsonen er scenen sat til det mest åbne løb længe. Feltet.dk giver i en serie på fem artikler en detaljeret analyse af de 15 største favoritter og udpeger ders største styrker og svagheder.
Annonce
Den 100. udgave af Giro d’Italia havde en fantastisk tiltrækningskraft på verdens bedste etapeløbsryttere. Et helt fantastisk felt udkæmpede et mindeværdigt slag på de italienske landeveje i maj, og efterhånden som tilmeldingerne indløb til arrangørerne, kunne det endda kortvarigt se ud til, at den første af årets grand tours måske endda ville ende som den store. Så galt gik det dog ikke for Touren, og i sidste ende kan franskmændene alligevel præsentere det stærkeste felt af cykelsportens to største løb.
Det skyldes ikke mindst, at verdens to bedste etapeløsryttere, der endda er tidligere holdkammerater og fortsat nære venner, står ansigt til ansigt i det, der har udsigt til at blive det mest åbne Tour de France siden 2012. For første gang siden sit indtog på Tour-scenen stiller Chris Froome til start uden at have erobret én eneste sejr hidtil i sæsonen, og han har i sine vanlige forberedelsesløb vist markante svaghedstegn. Samtidig har Richie Porte været i en klasse for sig og leveret så suveræne magtdemonstrationer, at også Froome selv må erkendt, at verdens bedste cykelrytter i øjeblikket kommer fra Australien. Det har skabt nogle helt enorme forventninger til et historisk spændende opgør mellem kaptajnen og hans tidligere løjtnant, og aldrig tidligere er Froome gået indtil Touren med en så stor trussel om reelt at blive slået.
Alt handler imidlertid ikke kun om Froome og Porte. Alberto Contador er gået all-in i et stort forsøg på endelig at tage den Tour-sejr, han så desperat har jagtet sin seneste officielle triumf i 2011, og han hævder, at alt er gået efter planen, og at forberedelserne har været perfekte. Nairo Quintana har ganske vist givet sig i kast med en ambitiøs og risikabel Giro-Tour-double, men hævder, at hans data indikerer, at han altid er stærkere i den anden af to grand tours. Dertil kommer, at Alejandro Valverde har haft et forår, de færreste troede var muligt, og samtidig kan glæde sig over en rute, der vil passer ham bedre end nogensinde tidligere, at Fabio Aru, Dan Martin, Jakob Fuglsang og Louis Meintjes alle kørte et yderst lovende Criterium du Dauphiné, og at Esteban Chaves trods en kompliceret første del af sæsonen endelig gør sin længe ventede Tour-debut. Med andre ord er feltet som altid enormt dybt, og der skal ikke gå meget galt for løbets to topfavoritter, før de for alvor bliver truet af en af de øvrige konkurrenter.
Med andre ord er det svært ikke at blive begejstret og have høje forventninger til det, der har udsigt til at blive endnu en fantastisk og spændingsmættet cykelsommer - også selvom man kan have sine betænkeligheder ved årets måske lidt for nemme rute. Et forrygende felt har i hvert fald sikret, at løbet er mere åbent end længe, og derfor er der al mulig grund til at glæde sig til det årlige højdepunkt på cykelsæsonen.
Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets fire tostjernede favoritter, der alle har en god mulighed for at køre på podiet, hvis tingene flasker sig.
SÆT DIT TOUR DE FRANCE MANAGERHOLD!
Esteban Chaves (**)
Lige siden han som helt ung etablerede sig som et verdens allerstørste etapeløbstalenter ved at vinde Tour de l’Avenir i 2011, har Esteban Chaves været meget direkte, når han er blevet bedt beskrive hovedmålet for sin cykelkarriere: at vinde Tour de France. Det colombianske supertalent har trods det smilende og imødekommende ydre aldrig lagt skjul på, at han er ekstremt ambitiøs og stræber direkte efter det største det mål af dem alle. Drømmen er at blive den første colombianer, der vinder verdens største cykelløb, og efter sine første år som grand tour-rytter har han bekræftet, at han har potentialet til at indfri den store målsætning.
Set i det lys virker det næsten absurd, at Chaves først i en alder af 27 år stifter bekendtskab med det løb, der egentlig er omdrejningspunktet for hele hans karriere. Hovedforklaringen er et dramatisk styrt, der nær havde bragt en ende på hans karriere, nærmest inden den var begyndt, og på den baggrund er det måske meget symbolsk, at hans længe ventede debut i verdens største cykelløb også har været ramt af så megen modgang, at forventningerne til Chaves er langt mindre, end de burde være, hvis man ser på hans historik i de få grand tours, han hidtil har kørt.
Det dramatiske lavpunkt i Chaves’ korte, men meget begivenhedsrige karriere indtraf i 2013, bare få måneder efter at han med sejre på kongeetapen i Vuelta a Burgos og i det italienske endagsløb GP Camaiore havde bekræftet, at sejren i Tour de l’Avenir var alt andet end et tilfælde. Et grimt styrt i Trofeo Laigueglia efterlod ham med så svære skader, at det er et mindre mirakel, at han bare et år efter var tilbage i sadlen. Længe så det ud til, at karrieren kunne være slut for det måske allerstørste colombianske talent, og da Orica-GreenEDGE tilbød ham en kontrakt for 2013-sæsonen var der tale om en gambling, der meget vel kunne være endt som et stort spild af penge.
Satsningen bar imidlertid frugt, og investeringen i Chaves’ udvikling hører til blandt de klogeste beslutninger, der er truffet af et mandskab, der ellers i deres talentudvikling ikke kan præstere den ene succeshistorie efter den anden. Allerede i sin første sæson på WorldTouren vandt han kongeetaperne i både Tour of California og Tour de Suisse, og han var endda på vej mod noget stort i sin grand tour-debut i Vueltaen, indtil han kollapsede i den tredje uge. Mod slutningen af året viste han imidlertid med et flot VM-løb og en samlet tredjeplads i WorldTour-løbet Tour of Beijing, at han som så mange andre unge talenter havde draget enorm fordel af for første gang at have gennemført et tre uger langt løb.
Siden da er det gået stærkt for Chaves. I 2015 skuffede han ganske vist i Giroen, men i Vueltaen viste han endelig, at hans potentiale som grand tour-rytter er kolossalt. Efter en fantastisk første uge, der gav to etapesejre, endte han som nummer 5 samlet, og sidste år fulgte han op på de lovende takter ved at slutte som nummer 2 i Giroen - måske kunne han endda have vundet, hvis ikke han var blevet syg i den tredje uge - og nummer 3 i Vueltaen, og undervejs vandt han endda kongeetapen i Italien. Begge år bekræftede han endda tendensen til altid at komme flyvende ud af et tre uger langt etapeløb, først ved i 2015 at vinde det nye Abu Dhabi Tour og sidste år ved at tage sit livs største endagssejr i Il Lombardia, hvor han blev den første colombianer til at vinde et af cykelsportens monumenter.
Allerede forud for 2016-sæsonen havde Chaves meldt ud, at han stilede efter en Tour-debut i 2017. Yates-brødrenes gennembrud betød imidlertid, at der kortvarigt blev stillet spørgsmålstegn ved, om han måske ville udsætte sit første møde med den franske grand tour endnu et år, idet Orica-Scott-ledelsen skulle tage hensyn til ambitionerne hos alle deres tre unge stjerner. I februar kom imidlertid bekræftelsen på, at Chaves som holdets mest etablerede etapeløbsrytter skulle stå i spidsen for det ambitiøse mandskab på den største scene af dem alle.
En rytter, der har været på podiet i sine to seneste grand tours og samtidig har vist sig at være et af sportens allerstørste talenter med et endnu uudnyttet potentiale, burde egentlig være meget mere end en tostjernet favorit. Når Chaves alligevel befinder sig relativt langt nede på de fleste favoritvurderinger, skyldes det den uheldige forberedelse, der har ødelagt hans sæson. Egentlig så alt ud til at være på skinner, da han i januar sluttede på podiet i Tour Down Under og således leverede et sjældent resultat tidligt på sæsonen. Hidtil har traditionen ellers været, at han har været helt usynlig i tiden op til sin første grand tour, og præstationen i Australien gav derfor løfter om noget stort.
Siden da gik det galt, da en knæskade tvang ham til at aflyse hele sit forårsprogram. Således var det første i Dauphiné, at Chaves efter den australske sommersæson, hvor han havde kørt alle tre store løb, var tilbage i sadlen. Forventningerne blev holdt på et minimum, men colombianeren gjorde det faktisk bedre end ventet. Ganske vist endte det med et middemødigt resultat, men Chaves var offensiv i bjergene og viste langt mere lovende takter, end man på forhånd kunne have frygtet.
Usikkerheden om hans form har fået Orica-Scott til at ændre planerne og have Simon Yates, der ellers skulle have delt kaptajnværdigheden med bror Adam i Giroen, med til Touren som en plan B, og det vil tage noget af presset af Chaves’ skuldre. Man skal imidlertid ikke tage fejl af Chaves’ ambitioner. Det kan godt være, at han selv nedspiller forventningerne, men lytter man på vandrørene i Orica-lejren, er det klart, at han stiler efter noget stort.
Og egentlig er der ingen grund til at være alt for bekymret for de dårlige resultater. Som sagt har Chaves aldrig kørt stærkt i tiden op til sine grand tours. Tværtimod er han som regel stillet til start helt uden forudgående løbsdeltagelse og er kommet direkte fra træningslejr i Colombia. Alligevel har han som regel været flyvende i den første uge, og selvom det næppe er tilfældet denne gang, er der grund til ikke at være alt for pessimistisk på Chaves’ vegne.
Måske kan det svære forår endda vise sig at ende som en fordel. Chaves’ svaghed har altid været, at han er gået en anelse ned i den tredje uge, og det var først i sidste års Vuelta, at det endelig lykkedes ham at finde en balance, hvor han var knap så stærk i starten, men til gengæld holdt hele vejen. Denne gang vil det være en overraskelse, hvis han flyver op ad Planche des Belles Filles på 5. etape, men det kan måske give ham den friskhed til at slå til i Alperne, hvor terrænet i virkeligheden giver ham langt bedre muligheder for at gøre en forskel.
Alligevel vil det være en overraskelse, hvis Chaves vinder. Dertil har forberedelsen trods alt været for kompliceret, og selvom hans potentiale for fremgang fortsat er stort - husk på, at hans slemme skade har sat hans udvikling betydeligt tilbage, og at han derfor er lidt efter sine jævnaldrende som Quintana og Aru - er det usandsynligt, at det er i år, at han lukker det sidste hul op til folk som Froome, Porte og Quintana, der hidtil har været et niveau over ham i bjergene. Dertil kommer, at han hører til blandt de svageste enkeltstartsryttere, og i et år, der primært har handlet om at komme sig over en skade, er det usandsynligt, at han har haft meget tid til at forbedre sig i den disciplin, der altid har været hans akilleshæl.
Omvendt er det altid de største talenter, der har potentialet for at overraske i en grand tour, og ingen kan betvivle, at Chaves har et af sportens allerstørste potentialer. Måske ville han allerede have vundet en grand tour, hvis det ikke var for det grimme styrt, der satte hans karriere så markant tilbage. Der er i hvert fald intet til hinder for, at Chaves om ganske kort tid vil køre med om sejren i verdens største cykelløb. Om det allerede bliver i år, er usikkert, men det vil være farligt at afskrive den på overfladen så smilende colombianer. Bag det venlige ydre gemmer sig et kolossalt ambitiøst supertalent, der før har gjort det umulige. Måske kan han gøre det igen denne sommer.
SÆT DIT TOUR DE FRANCE MANAGERHOLD!
Dan Martin (**)
Egentlig bryder han sig slet ikke om at køre etapeløb. Dan Martin har aldrig lagt skjul på, at det er endagsløbene, der for alvor kan få hans puls i vejret, og han bryder sig slet ikke om den konservative og ofte afventende kørsel, der er en naturlig konsekvens af behovet for at kunne præstere hver dag over tre uger. Derfor var det ikke mærkeligt, at han efter at være blevet udråbt til den næste store klatrer, hurtigt udviklede sig til at være en af verdens bedste ryttere i de kuperede klassikere og ikke gav grand tours al for meget opmærksomhed.
Man kan ikke fortænke Martin i den prioritering. Allerede som 28-årig havde han vundet cykelsportens to kuperede monumenter, Liege-Bastogne-Liege og Il Lombardia, og dermed præsteret noget, som end ikke Alejandro Valverde, tidens ellers suverænt bedste ardennerrytter har magtet. Med sit punch på korte, eksplosive stigninger, sin gode spurt og ikke mindst sin fantastiske evne til at peake på dagen har Martin lynhurtigt etableret sig som en af verdens førende specialister i de vanskelige endagsløb.
Samtidig gav hans første forsøg i de tre uger lange etapeløb slet ikke endt, som han kunne have ønsket sig. Først i 2011 lykkedes det ham i Vueltaen endelig at køre klassement, og der blev det til en ganske beskeden 13. plads. I 2013 var han på vej mod en top 10-placering i Touren, men blev syg i den tredje uge og kunne se måneder forberedelse ende i det rene ingenting - trods en flot etapesejr undervejs. Det blev starten på en hel serie af uheld, der red ham som en mare i de følgende år. Senere på året styrtede han ud af Vueltaen, og i 2015 blev han igen syg i Touren, inden endnu et styrt satte en alt for tidlig stopper for en Vuelta, der ellers var startet lovende. Kun i Vueltaen i 2014 lykkedes det ham at undgå tilbageslag, og med en 7. plads fik han vist, at potentialet er til mere, end de beskedne resultater indikerer.
I lyset af de mange uheld er det ikke mærkeligt, at Martin mest har koncentreret sig om endagsløb, men nu er noget ved at forandre sig. Forud for 2016-sæsonen forlod han de trygge rammer hos Cannondale for i stedet at løfte den utaknemlige opgave som manden, der skal udvide Quick-Step fra deres rolle som klassikernes superhold til et mandskab, der også kan gøre sig gældende i grand tours. Det fik ham til at forlade de vante rammer i Cannondale-hovedkvarteret Girona for i stedet at flytte til Andorra, hvor adgangen til lange stigninger er langt større.
Som en konsekvens har han i de forløbne år trænet langt mere i de høje bjerge, og det har haft en effekt. Han indrømmer selv, at han måske ikke har helt samme punch på de eksplosive stigninger som tidligere, men til gengæld er hans evner på de lange opkørslen forbedret helt kolossalt i de seneste to år. Det blev første gang tydeligt sidste år i Dauphiné, hvor han sluttede på podiet i meget skrapt selskab, og blev understreget en måned senere, da han endelig sluttede i top 10 i Touren, endda på en rute, hvor det store antal enkeltstartskilometer gav ham et betydeligt handicap.
I år er udviklingen fortsat. En tidlig sejr i Algarve blev fulgt op af en podieplads i Paris-Nice og en femteplads i Volta a Catalunya, hvor hans forventninger ellers var stærk begrænsede. Han frygtede dog, at hans nye fokus kunne koste i klassikerne, men med andenpladser bag den helt suveræne Valverde i både Fleche og Liege fik han vist, at han i år måske er bedre end nogensinde.
Hvad der for alvor må give anledning til optimisme, er imidlertid det nyligt overståede Dauphiné. Ikke blot sluttede han for andet år i træk på podiet, det skete på baggrund af en forberedelse, der havde været alt andet end tilrettelagt med henblik på at præstere i juni. I lyset af sidste års Tour, hvor han falmede lidt i den tredje uge, valgte han i år at undgå højintens træning inden det store forberedelsesløb, og derfor regnede han slet ikke med at være konkurrencedygtig. Alligevel udmærkede han sig med at være en af de allerbedste i bjergene, og specielt et storslået angreb på sidste etape lover godt for fortsættelsen for Martin.
Endnu mere grund til opmuntring gav præstationen på enkeltstarten. Martin har altid været den af klassementsrytterne, der kører den måske allerdårligste enkeltstart. I Dauphiné kørte han imidlertid mere end hæderligt, og selvom det naturligvis aldrig bliver en af hans forcer, synes han nu at være i stand til at begrænse tabet i et omfang, der gør ham langt mere konkurrencedygtig i klassementet. Med udsigt til, at han i juli vil være på et endnu højere niveau i både bjergene og på enkeltstarterne, tegner fremtiden lys for den irske klatrer.
Hvad der for alvor gør Martin interessant i årets Tour, er ruten. Quick-Step-kaptajnen kunne vel i virkeligheden ikke have designet den meget bedre. Antallet af enkeltstartskilometer er historisk lavt, og der er skruet ned på antallet af lange, udmarvende bjerge. I stedet er løbet kendetegnet ved flere korte, stejle stigninger som Mont du Chat, La Planche des Belles Filles og Mur de Peguere, og det er netop i den type terræn, at Martin hører til blandt de bedste i verden. Hvis man dertil lægger, at mange bjergetaper slutter fladt, og dermed giver Martin mulighed for med sin spurtstyrke at gå efter bonussekunder, bliver perspektiverne pludselig meget interessante.
Martins svaghed er til gengæld, at han fortsat mangler at bevise, at han kan holde sit høje niveau helt frem til slutningen uden undervejs at falme lidt eller at have mindst en dårlig dag. Dertil kommer, at Quick-Step ikke er et klassementshold og næppe nogensinde bliver det. Holdets første mål er at vinde etaper med Marcel Kittel, og også Philippe Gilbert vil have frihed til at søge samme mål. Martin har reelt kun Gianluca Brambilla som hjælperytter i bjergene, og det er naturligvis for lidt, hvis man vil vinde løbet.
Det er nu heller ikke Martins mål. I første omgang vil han blot forbedre sidste års niendeplads, men endnu mere er muligt. De sidste to år er Martin steget voldsomt i graderne i etapeløbshierarkiet, og efter et forrygende forår tyder alt på, at han i år vil tage endnu et skridt. Sidste år rakte det næsten til en top 5-placering på en rute, der ikke passede ham. I år har ASO nærmest skræddersyet det hele til en eksplosiv og aggressiv rytter som Martin. Måske bliver det denne sommer, at Martin for alvor indser, at han er meget mere end en af verdens bedste klassikerryttere…
SÆT DIT TOUR DE FRANCE MANAGERHOLD!
Romain Bardet (**)
Christophe Moreau, Pierre Rolland, Thibaut Pinot… Listen over lovende klassementsryttere, der siden Richard Virenques storhedstid i den tvivlsomme periode i 90erne har givet franskmændene hede drømme om igen at kunne køre med om sejren i deres hjemlands cykelstolthed, bliver år for år længere og længere, og med stor glæde kan de lokale fans konstatere, at der både bliver flere og langt stærkere kandidater til endelig at bryde den tørke, der har strakt sig tilbage til Bernard Hinaults femte og sidste sejr i 1985. I øjeblikket er det så Romain Bardet, der bærer det tunge ansvar som manden, der skal løfte det kolossale forventningspres, som kun 66 millioner stolte franskmænd kan lægge på dine skuldre.
Mange af de lovende franskmænd er knækket under det kolossale åg, det er at skulle bære hele landets stolthed hos sig, men Bardet synes at have en mental råstyrke, der gør ham bedre i stand til ikke at lade sig tynge af omgivelserne. Hvis man dertil lægger, at den aggressive Ag2r-kaptajn med et fornemt comeback i løbets anden uge sidste år kørte sig til en fornem andenplads - den tredje podieplads på tre år for den stadigt stærkere hjemmenation - er det klart, at det er med god grund, at franskmændene igen i år øjner en plads mellem de bedste tre i det løb, der både nationalt og globalt betyder allermest.
Bardet får også brug for hele sin evne til at håndtere pres. En af fordelene for den lovende unge generation af franskmænd, der også tæller endnu yngre klatrere som Pierre Latour, Lilian Calmejane, David Gaudu og Leo Vincent, er det store antal, der har betydet, at de har været flere om at løfte ansvaret. I jubelåret 2014 havde man sågar i Pinot, Bardet og veteranen Jean-Christophe Peraud hele tre mand, der kørte med om podiet helt frem til afslutningen, og dermed har det sjældent været op til én rytter at skulle levere for franskmændene.
I år er det imidlertid anderledes. Pinot stiller til start efter en hård Giro, og selvom han ikke helt har udelukket at køre efter klassementet, peger alt på, at hans fokus bliver etapesejre og måske en bjergtrøje. Det samme gør sig gældende for Pierre Rolland, der definitivt har droppet sin karriere som klassementsrytter, og Warren Barguil, der først er på vej tilbage efter en slem skade. Latour gør ganske vist en længe ventet Tour-debut efter sidste års store etapesejr i Vueltaen og en nylig choksejr ved de franske enkeltstartsmesterskaber, men planen er slet ikke, at det unge talent skal andet end at støtte Bardet i bjergene.
Desværre har Bardet ikke gjort meget for at lette presset i løbet af foråret - tværtimod. Hidtil har 2017 været lidt af en rædselsår for den perfektionistiske franskmand, der ellers sluttede 2016 så fornemt af med en fornem præstation i Il Lombardia, hvor han kun akkurat missede podiet. Debuten i Tour of Oman endte i en sjælden nedtur på kongeetapen for den ellers så stabile franskmand, men den værste nedtur oplevede han et par uger senere, da han efter et dumt styrt på en sidevindsetape i Paris-Nice led den ydmygende oplevelse at blive smidt ud af løbet for at have modtaget ureglementeret pace af sin sportsdirektørbil. En 10. plads i Catalonien viste, at han var tilbage på sporet, men da han senere med en katastrofal enkeltstart i Baskerlandet røg fra en plads på podiet helt ud af top 10, øgede han igen presset på sine skuldre. Han reddede ganske vist lidt af foråret med en fin 6. plads i Liege, men alligevel indrømmede han forud for Criterium du Dauphiné, at det reelt føltes som at skulle starte sæsonen helt forfra.
Det franske etapeløb gav heldigvis grund til optimisme for Bardet. Ganske vist endte han ikke som sidste år på løbets andenplads eller vandt en etape som i 2015, men med sin vanlige aggressive stil var han med til at animere løbet og udmærkede sig igen som en af løbets bedste klatrere. Efterfølgende var han frustreret over ikke at have været i stand til at udnytte anarkiet på sidste etape bedre - en etape, der ellers udviklede sig som en angrebsfest helt efter Bardets hoved - men alligevel fik han vist franskmændene, at de kan gå ind til årets Tour med en vis forventning om, at deres stjerne igen vil være med helt fremme i klassementet.
Alligevel er det svært for alvor at tro på, at Bardet kan gentage sidste års overraskende andenplads. Det er svært at påstå, at Ag2r-kaptajnen sidste år var løbets næstbedste rytter, og når han alligevel endte som nummer 2, skyldtes det i høj grad et sammenfald af omstændigheder, og det var svarere en velfortjent belønning for et modigt angreb på en regnvåd og kaotisk dag i Alperne, hvor han greb momentet, da rivalerne faldt som fluer omkring ham, end det var en reel afspejling af styrkeforholdet. Selvom Bardet er en fremragende klatrer, er han ikke på niveau med Froome, Porte og co., og intet tyder på, at han har lukket det sidste relativt store hul siden sidste år.
Langt værre er det dog, at Bardets akilleshæl, de begrænsede evner på enkeltstarter, synes at udvikle sig i den helt forkerte retning. Det er ikke svært at huske, hvordan han på tidskørslen i Romandiet i 2015 leverede en så fremragende indsats, at man et kort øjeblik troede, at han måske kunne forbedre sig så meget, at han reelt kunne køre med om sejren i grand tours. Siden er det dog gået ned ad bakke. Han kørte ganske vist en forrygende enkeltstart på 18. etape i 2016, men der var næsten tale om en bjergenkeltstart, der slet ikke er sammenlignelig med det, der venter i år. I 2017 har han derimod leverede rædselsfulde præstationer i både Baskerlandet og Dauphiné, hvor han begge gange har fremstået som den måske svageste af favoritterne i kampen mod uret.
Det er naturligvis et mindre problem i et løb, der byder på langt færre enkelstartskilometer end tidligere, men det er stadig et betydeligt handicap for en mand, der i et tæt felt drømmer om podiet. Tidstabet på 1. og 20. etape vil med al sandsynlighed være så stort, at det kræver et kup a la det, han gennemførte på Saint-Gervais Mont-Blanc sidste år, og det bliver ikke let at gentage den bedrift. Sidste år var Bardet en underdog, som ingen for alvor regnede som en reel podiekandidat, men i år nævnes han af stort set alle topkandidaterne som en af løbets favoritter. Bardet vil utvivlsomt ikke nyde samme frihedsgrader, og han får sværere med at gribe momentet, som han så ofte tidligere har gjort det.
På den anden side er ruten på mange måder ”Bardetsk”. De mange bjergetaper, der slutter med en nedkørsel og har store stigninger langt fra mål, ansporer til offensiv kørsel, nøjagtigt som Bardet kan lide det, og som han med succes har draget fordel af så mange gange. Dertil kommer, at Ag2rs ambition om at bygge et superhold op om deres kaptajn, har båret frugt, og han har i 2017 virkelig et mandskab, der kan give ham den støtte, der er nødvendig, for at angribe fra distancen. Latours sejr ved de franske mesterskaber vidner om storform, og Mathias Frank viste i Schweiz Rundt, at han stadig kan klatre med de allerbedste. Alexis Vuillermoz, Jan Bakelants, Cyril Gautier og Ben Gastauer er alle dygtige klatrere, og Oliver Naesen er et af sportens allerstørste talenter, der trods sin status som brostensspecialist i Dauphiné viste, at han såmænd også kan begå sig fint i bjergene. Med andre ord fremstår Ag2r som et af løbets bredeste mandskaber, og det vil være en markant fordel for Bardet, der skal køre offensivt og innovativt, hvis han vil gentage sidste års andenplads.
Alligevel er det uden megen risiko at påstå, at Bardet ikke ender øverst på podiet i Paris, og endnu en podieplads er også usandsynlig. Dertil er niveauet ganske enkelt for højt, Bardets handicap på enkelstarten for stort og hans evner i bjergene for begrænsede. Han har utallige gange vist, at man kan komme langt med offensiv kørsel, men efterhånden, som han stiger i graderne, kræver det mere styrke at overraske konkurrenterne. Dertil kommer, at der er en verden til forskel på at stjæle en podieplads med et smart angreb og at skulle overtage den gule trøje og vinde løbet ved en tilsvarende taktik. Selvom ruten åbner lovende muligheder for Bardet, skal der mere til, end han hidtil har vist, men heldigvis er franskmanden selv heller ikke nødvendigvis så fikseret på, at resultatet skal matche det, han leverede sidste år. Problemet er, at resten af franskmændene næppe er enige…
Louis Meintjes (**)
Afrika har altid været det dominerende kontinent i langdistanceløb. Heldigvis kræver det ikke meget udstyr at spæne til skole over ofte lange distancer, og det har gjort befolkningen i den fattige verdensdel i stand til at udnytte deres naturlige fysiske fortrin til tungt at sætte sig på tronen i de fleste af disciplinerne inden for dette felt. De samme egenskaber burde i teorien kunne føre dem langt i landevejscykling også, men kravene til udstyr har betydet, at sportens har været nærmest uopdyrket territorium syd for Middelhavet.
Det er heldigvis langsomt ved at ændre sig, og det synes nu alene blot at være et spørgsmål om tid, inden afrikanerne for alvor kan gøre sig gældende på den helt store scene. Med Dimension Data som det store flagskib har man langsomt fået opdyrket en cykelkultur i specielt Eritrea, Sydafrika og nogle nordafrikanske lande, og der er nu en direkte vej fra kontinentet til toppen af den europæiske elite. Specielt førstnævnte nation spytter nu talentfulde klatrere ud i et tempo, der gør det klart, at det ellers lille land sandsynligvis har potentialet til at blive blandt cykelsportens større kraftcentre.
Det var Robert Hunter, der med sin sejr endelig brød den afrikanske sejrstørke med sin spurtsejr i 2007, og i 2015 gjorde Dimension Data, der dengang var kendt som MTN-Qhubeka, så endelig debut i Tour de France som det første afrikanske hold (i hvert fald, hvis man betragter Barloworld, der officielt var registreret i først Italien og siden Storbritannien, som europæisk). Allerede samme år tog holdet en etapesejr med Stephen Cummings’ imponerende præstation i Mende, og sidste år forlod man endda Frankrig med hele fem gevinster fordelt på endnu en til Cummings og fire til Mark Cavendish.
Det var dog holdets mistede kronjuvel, der for alvor fik afrikanerne til at drømme stort sidste år i juli. Louis Meintjes, der efter sin fantastiske sølvmedalje ved det hårde U23-VM i Firenze i 2013, trådte sine første professionelle pedaltråd for det sydafrikanske mandskab og sikrede dem en historisk top 10-placering i Vueltaen i 2015, havde til holdets store fortrydelse forladt dem til fordel for en genforening med holdets tidligere chef, Brent Copeland, hos Lampre-Merida, og for det italienske mandskab viste han, at topresultatet fra Spanien knap 12 måneder tidligere ikke var noget tilfældet. Tværtimod kørte Meintjes en måske ganske vist lidt anonym, men samtidig enormt stabil Tour, der slutteligt mundede ud i en velfortjent 8. plads.
Meintjes’ præstation gled en anelse under radaren, idet Adam Yates i kraft af sin hvide trøje og konstante topplacering løbet igennem løb med den største opmærksomhed blandt de unge ryttere. Meintjes derimod kom bagfra og forbedrede sig løbede igennem det meste af løbet, men da han aldrig var i spil til en plads på podiet, var han ikke meget i rampelyset. Der er imidlertid al mulig grund til at sætte et fedt kryds ud for den talentfulde sydafrikaner som fremtidens mand. Meintjes har simpelthen de fleste af de egenskaber, der skaber en grand tour-stjerne.
Først og fremmest er han et af sportens allerstørste klatretalenter. Sølvmedaljen i Firenze gav den første indikation, men han forsvandt en smule fra rampelyset i en svær første tid som professionel. Den samlede sejr i Coppi e Bartali i 2015 gav det næste praj om, at noget stort kunne være i vente, men det var først, da han efter at have forladt sin første Tour pga. sygdom sikrede sig den flotte top 10-placering i Vueltaen, at man for alvor kunne se, at noget stort kan være i vente.
Resultatet i Spanien blev skabt på typisk Meintjes-maner. Den vigtigste forudsætning for at kunne udvikle sig til grand tour-stjerne er evnen til at restituere, og den har Meintjes måske mere end nogen anden ung rytter i moderne cykelsport. I benævnte Vueltae forbedrede han sig således gradvist gennem hele løbet og nærmede sig stille og roligt de bedste i bjergene i den tredje uge, hvor hans dieselmotor for alvor var blevet varm. Det mundede ud i den samlede 10. plads, og det var nøjagtigt samme opskrift, han benyttede, da han sidste år nåede den imponerende 8. plads i sin første fuldførte Tour.
Det er netop dieselmotoren, der for alvor gør Meintjes interessant i de tre uger lange etapeløb. Det er således ikke nogen tilfældighed, at hans CV er stort set blottet for resultater i de ugelange begivenheder, der er alt for eksplosive og korte til, at han overhovedet når at blive varm. Meintjes er derfor som regel temmelig usynlig i foråret, og det er først, når han stille til start i sommerens Dauphiné, hvor stigningerne bliver længere og løbet mere udmarvende, at han som regel begynder at vise tegn på liv.
Set i det lys er der grund til at have store forventninger til UAE-kaptajnen i årets Tour. I 2017 har Meintjes nemlig kørt et usædvanligt imponerende forår, hvor han bl.a. med et flot angreb var meget tæt på at vinde kongeetapen i Baskerlandet. Som altid blegner resultatlisten i forhold til sportens mere etablerede navne, men sammenlignet med vanlig Meintjes-standard er der tale om en voldsom forbedring.
Tendensen blev bekræftet i Dauphiné, hvor Meintjes efter en lidt sløv start langsomt fik varmet motoren op. På løbets sidste bjergetape satte han en imponerende offensiv ind i finalen, og han kørte faktisk stærkere end nogen anden på de sidste kilometer - også stærkere end både Richie Porte og Jakob Fuglsang, der kørte om den samlede sejr. Det skete endda på en kort, eksplosiv etape, der slet ikke passede til den sydafrikanske dieselmaskine, og det lover derfor godt forud for årets Tour.
Desværre er årets rute ikke skræddersyet til Meintjes. Det begrænsede antal enkeltstartskilometer er ganske vist en gave for en mand, der forsvarer sig fornuftigt, men altid vil tabe tid til specialisterne på tidskørslerne, men han kunne ønske sig flere bjergafslutninger og generelt flere bjerge og en mere opslidende tredje uge. Denne gang er udfordringerne ganske begrænsede for en mand, der kan slide de fleste ned på sin holdbarhed og i kraft af sin mangel på eksplosivitet er bedst på lange dage med mange stigninger i de høje bjerge. Dertil kommer, at udfordringerne er spredt relativt jævnt ud over løbet med svære bjergetaper i alle tre uger, og han havde foretrukket, at man som sidste år havde samlet de fleste af vanskelighederne mod løbets slutning, hvor han altid er blandt de bedste.
Alligevel er der grund til at holde øje med Meintjes, der ikke er bare er vores bud på en vinder af ungdomstrøjen, men også kan ende som løbets helt store åbenbaring. Gennem hele foråret har alt peget i retning af, at sydafrikaneren har taget det næste skridt i forhold til 2016, hvor hans tredje uge i Touren og et imponerende OL-løb allerede viste, at han ikke mangler meget for at kunne blande sig med de bedste i de høje bjerge. Forvent ikke at se Meintjes helt fremme på den korte, eksplosive stigning til La Planche des Belles Filles allerede på løbets femte etape, men efterhånden som løbet bliver langt og favoritterne falder fra, vil den sydafrikanske motor blive bedre og bedre. Og fortsætter tendensen fra de seneste sæsoner, kan 2017 blive året, hvor Afrika endelig kører med om podiet i verdens største cykelløb.
SÆT DIT TOUR DE FRANCE MANAGERHOLD!
Annonce
Annonce
Classic Brugge-De Panne(1.WWT) 21/03
Volta Ciclista a Catalunya(2.UWT) 18/03-24/03
Classic Brugge-De Panne(1.UWT) 20/03
Settimana Coppi e Bartali(2.1) 19/03-23/03
Classic Brugge-De Panne(1.UWT) 20/03
Classic Brugge-De Panne(1.WWT) 21/03
E3 Saxo Classic(1.UWT) 22/03
Gent-Wevelgem(1.WWT) 24/03
Gent-Wevelgem(1.UWT) 24/03
La Roue Tourangelle Centr...(1.1) 24/03
Dwars door Vlaanderen(1.UWT) 27/03
Paris - Camembert(1.1) 27/03
La Route Adélie de VItré(1.1) 29/03
Annonce
Annonce
Alpecin-Deceuninck |
Arkéa - B&B Hotels |
Astana Qazaqstan |
Bahrain Victorious |
Bora-Hansgrohe |
Cofidis |
Decathlon AG2R La Mondiale |
EF Education - EasyPost |
Groupama-FDJ |
INEOS Grenadiers |
Intermarché - Wanty |
Lidl - Trek |
Movistar Team |
Soudal - Quick Step |
Team DSM-Firmenich PostNL |
Team Jayco AlUla |
Team Visma | Lease a Bike |
UAE Team Emirates |
Annonce