Tour de France: Pointtrøjen

Pointkonkurrencens rolle og analyse af reglerne

Mens den gule trøje er det ultimative symbol for enhver etapeløbsrytter, er den grønne trøje i Tour de France den mest prestigiøse trøje for en sprinter. Pointtrøjerne i Giro d’Italia og Vuelta a Espana har tidligere ofte været vundet af klassementsryttere, og først for nylig er pointsystemerne blevet ændret for at gøre det lettere for de hurtige folk. I Touren har det imidlertid været sådan i årevis. Et pointsystem, der klart favoriserer sprinterne og det generelt fladere franske terræn har sammen bidraget til, at pointkonkurrencen i Touren alene er en kamp mellem de allerhurtigste. Samtidig betyder det forhold, ay verdens bedste sprintere næsten alle er samlet i Frankrig, at den grønne trøje naturligt bliver det ultimate symbol på sprinterstyrke.

Den grønne trøje bliver dog ikke altid vundet af feltets hurtigste mand. Hvad der betyder noget i denne meget specielle konkurrence er ikke bare sublime sprinterevner - restitution, stabilitet, held og endda klatreegenskaber spiller også ind. Først og fremmest skal man være i stand til at overleve tre ugers hårdt cykelløb og stadig bevare topfarten i den sidste del af løbet. For det andet er der ikke plads til mange fejltagelser, og man skal være med fremme i stort hver eneste spurt, hvilket kræver fantastiske positioneringsevner. Endelig kan man ikke undervurdere betydningen af held, da en enkelt kikset spurt på grund af et styrt eller en punktering kan koste en rytter alle chancer.

Modsat Giroen og Vueltaen, der ofte har mange mellemetaper byder Touren grundet den franske geografi ofte på færre moderat kuperede etaper i de mellemhøje bjerge. I den franske grand tour er etaperne ofte enten flade, finder sted i de høje bjerge eller afvikles som tidskørsler, mens der i de mindre grand tour ofte er mange etaper, der kan vindes af ryttere, der egentlig ikke er specialist i nogen discipliner. Kombineret med et pointsystem, der tilbyder flere point på de flade etaper, betyder det, at den grønne trøje ofte er blevet vundet af en ren sprinter.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Med Peter Sagans opstigen mod stjernerne er den trend ændret. Selvom slovakken bestemt er en hurtig herre, er han meget mere end en sprinter. Han har ikke topfarten til at dyste med folk som Marcel Kittel, André Greipel og Mark Cavendish, men hans gode positioneringsevne betyder, at han som regel slutter i top 5 i hver eneste massespurt. Derudover betyder hans alsidighed og gode klatreevner, at han kan score point på etaper, hvor hans rivaler er helt uden chance.

Disse egenskaber har givet ham fem grønne trøjer i træk, og hver eneste gang har han lukket konkurrencen meget tidligt i løbet. I de senere år har kampen praktisk talt været ovre allerede inden afslutningen på den første uge, og den meget ensidige affære har bestemt ikke været til glæde hos arrangørerne hos ASO. Derudover har man ikke været begejstret for det forhold, at Sagan i hverken 2014 eller 2015 vandt en etape, men alligevel var helt suveræn i pointkonkurrencen - også selvom hhv. Kittel og Greipel vandt imponerende fire etaper.

Det har ansporet til en regelændring, der trådte i kraft forud for 2015-udgaven - en ændring, der skulle give de hurtigste en mulighed for at udfordre Sagan. Hovedforandringen er lavet på de helt flade etaper, hvor en massespurt er næsten uundgåelig. Tidligere var der bare 45 point for en etapesejr, men det er nu øget til 50. Den største ændring er dog den større afstand mellem topplaceringerne. Mens top 3 tidligere fik hhv. 45, 35 og 30 point, får de nu hhv. 50, 30 og 20. Det betyder, at etapevinderen kan gøre en stor forskel, og det gør det sværere at holde sig fremme ved stabilt at placere sig i top 3 uden at vinde. Pointsystemerne for de kuperede og bjergrige etaper er næsten uforandrede, men der er flere af dem. Nu om dage skal der ikke være mange bakker på programmet, inden en etape mister sin status som flad.

Helt præcist scores der point efter følgende system:

• På de helt flade etaper (2., 4., 6., 7., 10., 11., 19. og 21. etape) gives hhv. 50, 30, 20, 18, 16, 14, 12, 10, 8, 7, 6, 5, 4, 3 og 2 point til de første 15 ryttere.
• På de kuperede etaper (3., 5., 8., 14., 15., og 16. etape) gives hhv. 30, 25, 22, 19, 17, 15, 13 11, 9, 7, 6, 5, 4, 3 og 2 point til de første 15 ryttere.
• På de store bjergetaper og enkeltstarterne (1., 9., 12., 13., 17., 18. og 20. etape) gives hhv. 20, 17, 15, 13, 11, 10, 9, 8, 7, 6, 5, 4, 3, 2 og 1 point til de første 15 ryttere.

I 2011 ændrede man systemet for indlagte spurter. Tidligere var der altid to eller tre indlagte pointmuligheder, hvor de første tre fik hhv. 6, 4 og 2 point. De blev ofte taget af udbrydere, og konkurrencen blev stort set afgjort af etapefinalerne. Siden 2011 har hver etape kun haft én indlagte spurt, men til gengæld har der været mange flere point på spil. Nu får de første 15 ryttere hhv. 20, 17, 15, 13, 11, 10, 9, 8, 7, 6, 5, 4, 3, 2 og 1 point.

Tidligere kom den indlagte spurt ofte sent på etaperne, hvor man allerede havde været ovre en del stigninger. Det har siden ændret sig, og nu om dage kommer de ofte en del tidligere, hvilket giver en klatrestærk rytter som Sagan en mindre fordel, end han ellers ville have haft. Til gengæld er ganske mange af disse spurter lagt ind på små stigninger, hvilket netop tilgodeser Sagan.

I de første år syntes det nye system for de indlagte spurter at have en større indvirkning på udfaldet, da sprinterne gik 100% efter pointene hver dag. Nu spiller de en mindre rolle. Med mindre spurten kommer meget tidligt eller sent på etapen, er de store point typisk blevet taget af udbrydere, og forskellen mellem de sekundære placeringers pointhøst er begrænset. Hvis et femmandsudbrud allerede har krydset stregen, får den hurtigste sprinter i feltet 10 point, mens nummer 3 får 8. Derfor er der ingen grund til at bruge alt for mange kræfter her, og i stedet er det klogere at spare kræfter til finalen. Hvad der er vigtigt er dog at køre sikre sig lidt point hver dag, da ryttere som helt dropper de indlagte spurter er helt uden chance for at blande sig.

SÆT DIT TOUR DE FRANCE MANAGERHOLD!
 

Favoritterne

Uden at have noget imod verdensmesteren er har ASO ikke lagt skjul på, at det har været smertefuldt for dem at se, hvordan Sagan fuldstændig har kvalt al interesse i pointkonkurrencen. Som sagt har slovakken i de senere år reelt allerede vundet konkurrencen efter bare nogle få etaper, og det har betydet, at mange af topsprinterne tidligt har opgivet overhovedet at blande sig i de indlagte spurter. Derfor har man taget flere initiativer for at forsøge at genskabe lidt spænding i konkurrencen. Første skridt var indførelsen af det nye pointsystem i 2015 samt en ændret placering af de indlagte spurter, og i år er det ruten, der helt klart er designet med det formål at give de rene sprintere en bedre chance for at tage kampen op med Sagan.

Sidste år var konkurrencen reelt afgjort på forhånd. 2016-udgaven bød på usædvanligt få rene sprinteretaper, og faktisk var der kun én decideret massespurt mellem 6. etape og afslutningen i Paris. Det efterlod de hurtige folk dybt frustrerede, men i år kunne de knap få armene ned, da ASO havde præsenteret ruten. Denne gang kommer de bestemt ikke til at mangle muligheder, tværtimod. Således er der hele ni etaper, der under normale omstændigheder burde ende som en sag for de hurtigste, og det er suverænt det største antal i mange, mange år.

Nøjagtigt som det begrænsede antal enkeltstartskilometer og bjergafslutninger er et forsøg på at reducere Chris Froomes dominans, er der ingen tvivl om, at det ændrede rutedesign er et forsøg på at stække Sagan. I de helt flade finaler er slovakken ganske enkelt ikke lige så hurtig som de rene sprinter Marcel Kittel, Mark Cavendish og André Greipel, og hvis en af disse viser sig at være lige så dominerende, som Kittel var det i 2013 og 2014, Greipel i 2015 og Cavendish i 2016 er der reelt en chance for, at deres pointhøst vil være så overvældende, at Sagan kan komme i vanskeligheder. Samtidig er der ikke mange oplagte Sagan-etaper, idet de fleste af de resterende etaper ofte er for svære for verdensmesteren.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Trods ASOs anstrengelser tror vi, at Peter Sagan skriver historie ved at tangere Erik Zabel imponerende rekord med seks grønne trøjer vundet i træk. Ganske vist er årets rute alt andet end skræddersyet til verdensmesteren, men alligevel må han være manden, der skal slås. Nok er det usandsynligt, at han vinder en af de rigtige massespurter - det er faktisk kun lykkedes ham helt tilbage i 2012 - men Sagan har en stabilitet, der gør ham nærmest umulig at besejre i det lange løb.

Det skyldes hans helt eminente placeringsevne. Det er ikke uden grund, at Sagan er kendt for sine mange andenpladser i Touren. Måske vinder han ikke så ofte, men det er sjældent, at han ikke ender i top 3 i en massespurt. Det er i sig selv en ganske imponerende bedrift. Sidste års Tour var et strålende eksempel på, hvordan nutidens massespurter er et stort kaos, hvor det er meget vanskeligt at organisere et lead-out. Det var hovedårsagen til, at Kittel og Greipel havde det svært, idet begge er dybt afhængige af et stærkt hold til at føre dem frem. Sagan kan derimod manøvrere på egen hånd og på imponerende vis stort set altid finde det rigtige hjul i afslutningerne. Det betød, at han var med fremme hver gang - og da det ikke var tilfældet for mange af hans rivaler, gav det ham et kolossalt forspring.

Blandt topsprinterne er det kun Cavendish, der har en lignende næse for at læse spurterne, og briten er som bekendt langt fra sit topniveau. Kittel og Greipel derimod har det svært i positionskampen, og det synes usandsynligt, at de ikke begge vil have mindst én dag, hvor de helt falder ud. Med mindre han rammes af uheld, sker det næppe for Sagan, og den stabilitet er ubetinget hans største fordel.

Samtidig er det værd at huske, at Sagan i 2016 og 2017 synes at have spurtet bedre end tidligere. Hvor han i sine første år end ikke var tæt på topsprinterne, er det nu ikke længere utænkeligt, at han faktisk kan slå dem. Han var således ganske konkurrencedygtig i Touren sidste år, og i årets Tirreno var han ikke langt fra at matche Fernando Gaviria, der har en topfart som kan sammenlignes med den, man finder hos de tunge drenge. Senest spurtede han fremragende i Schweiz Rundt, og med tanke på, at der undervejs venter nogle relativt tekniske finaler, der er gode for Sagan kan man ikke udelukke, at han faktisk undervejs kan tage en sejr på en flad etape også.

Dertil skal lægges, at Sagan er den store favorit til at vinde 3. og 14. etape, der har finaler, som er skræddersyet til ham. Her er det blandt sprinterne kun Michael Matthews, der har en chance for at true ham, men australieren er alt for langsom i de flade spurter til at blande sig i kampen om den grønne trøje på en rute med så mange klassiske sprinteretaper.

Endelig har Sagan det våben, at han kan angribe på bjergetaperne. I år har verdensmesteren kørt som en motorcykel hele året - han var eksempelvis skræmmende i Milano-Sanremo, og det var i høj grad uheld, der ødelagde det for ham i de øvrige monumenter - og der er ingen grund til, at han ikke kan køre lige så offensivt som i de foregående år. Det kan give ham point i indlagte spurter, hvor det blandt rivalerne kun er Matthews, der har en chance.  Samtidig har Sagan vist, at han restituerer bedre end de fleste og er nærmest ustoppelig i den tredje uge, og dermed har han så mange fortrin, at han må betragtes som den store favorit.

Hans værste rival må være Marcel Kittel. Tyskeren har ganske vist aldrig tidligere været tæt på den grønne trøje, heller ikke i de to sæsoner, hvor han vandt fire etaper. Den nye rute betyder imidlertid, at han har sit livs chance for denne gang at true Sagan, og han synes samtidig at være bedre forberedt end tidligere.

Kittel har i virkeligheden siden 2011 været verdens hurtigste sprinter, også selvom det første var i 2013, han får alvor fik gjort sig berettiget til prædikatet ved at vinde fire etaper i Touren. I 2015 blev der stillet spørgsmålstegn ved hans evner efter en rædselssæson, hvor sygdom betød, at han stort set ikke kørte løb, men siden skiftet til Quick-Step har han tydeligt vist, at ingen kan matche hans topfart. Ganske vist vinder han langt fra hver eneste gang, men når tyskeren har et problemfrit indløb, og det alene bliver et spørgsmål om ren topfart i en flad finale efter en ikke alt for vanskelig dag, har han været i en klasse for sig. Det har han i år dokumenteret i de arabiske løb, der netop er kendetegnet ved et utal af meget nemme sprinteretaper, og her gav han Greipel og Cavendish solide sprinterlektioner. Senest satte han rivalerne suverænt til vægs på sidste etape i Ster ZLM Toer, den eneste spurt i det hollandske løb, hvor det lykkedes ham for alvor at gøre brug af sin topfart.

Problemet for Kittel er, at han er temmelig dårlig i positionskampen. Derfor sker det alt for ofte, at han aldrig kommer til at spurte. I Tour de France er det et særligt stort handicap, fordi finalerne er langt mere hektiske end i andre løb. Det blev meget tydeligt sidste år, hvor det kun ganske få gange lykkedes Kittel reelt at køre en spurt, og det lykkedes ham aldrig at starte fra en god position.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da cross leverede endnu et vidunderbarn i schweizisk modvindsfuser

I år kan han glæde sig over, at Cavendish er svækket, og at Greipels tog er svagere end vanligt. Det betyder, at han med solide folk som Jack Bauer, Matteo Trentin og Fabio Sabatini har et mere konkurrencedygtigt tog. Samtidig har han selv vist bedre form end længe. Han har således været mere holdbar end tidligere og kørte senest en fremragende prolog i Ster ZLM Toer. Alt tyder på, at Kittel er bedre forberedt, end han har været siden 2014, og det er derfor usandsynligt, at han ikke er løbets klart hurtigste mand.

Det store antal sprinteretaper giver ham en reel mulighed for at true Sagan, men det kræver stabilitet. Det er den store udfordring for tyskeren, der til gengæld kan glæde sig over, at hans dårligere holdbarhed vil spille en mindre rolle. Der er således ikke mange etaper, hvor han vil blive sat af tidligere, og hvor der er udsigt til en reduceret massespurt. Denne gang er det enten et fuldt felt eller ingen spurt overhovedet, og det taler klart til Kittels fordel. Det er stadig tvivlsomt, om han kan være med fremme hver eneste gang, men kan han dominere spurterne som i 2013 og 2014, har han denne gang en mulighed for at vinde.

André Greipel vandt for to år siden fire etaper. Det håber han at gentage, men det bliver ikke nemt. Egentlig har tyskeren spurtet fint i 2017, hvor han specielt i starten af året kørte nogle meget lovende spurter. På det seneste har det imidlertid været tydeligt, at han ikke er den samme suveræne sprinter, som han var for to år siden. Hans begrænsede resultater i Giroen skyldes hovedsageligt, at han var til start uden et decideret tog, og derfor reelt ikke havde en chance i de meget tekniske finaler, men hans topfart var heller ikke god nok til at redde ham ud af den kattepine.

Bedre er det ikke blevet af, at Lotto Soudal traf den yderst mærkværdige beslutning ikke at forlænge kontrakten med hans tro lead-out man Greg Henderson. Da man samtidig har ladet Jens Debusschere blive hjemme, består Lotto Soudal-toget, der tidligere var verdens klart bedste, nu kun af Adam Hansen, Marcel Sieberg og Jurgen Roelandts - måske med lidt hjælp fra Tony Gallopin og Tiesj Benoot. Det er stadig en fremragende opstilling, men slet ikke, hvad det tidligere var. Nøjagtigt som Kittel er Greipel samtidig dybt afhængig af et godt lead-out, da han har det svært i positionskampen, og det er et massivt handicap. Bedre er det ikke blevet af, at han har været småsyg i juni.

Alligevel er Greipel en af favoritterne. Tyskeren viste i eksempelvis Paris-Nice, at han stadig er en af verdens absolut hurtigste, og hans tog er samtidig fortsat et af de bedste. Det store antal helt flade etaper giver ham reelt en chance for at udfordre Sagan, hvis han kan dominere, som han gjorde det for to år siden. Svækkelsen af Cavendish taler også til hans fordel, og derfor kan Greipel drømme om grønt.

Sidste år var Mark Cavendish den dominerende sprinter, og havde det ikke været for hans sygdom, havde han nok været Sagans største rival. Ganske vist er han ikke så hurtig som Kittel, men hans evner til at manøvrere i de kaotiske Tour-finaler er sublim. Det viste han sidste år, og det var i høj grad det, der gav ham de mange sejre.

Denne gang stiller han til start i en form, der er alt andet end ideel. Kyssesyge er en alvorlig sag, og han har kun kørt fem løbsdage siden marts. Slovenien Rundt dokumenterede, at han fortsat har et stykke vej til sit bedste niveau, men løbet afslørede også, at han slet ikke er så dårlig endda. Det bekræftede han også i de usædvanligt hårde britiske mesterskaber, og meget tyder på, at han er bedre, end man officielt melder ud fra Dimension Data-lejren.

Samtidig har et tog, der helt klart hører til blandt de allerbedste i løbet. Edvald Boasson Hagen, Bernhard Eisel, Scott Thwaites, Reinardt van Rensburg og Mark Renshaw betyder, at Dimension Data har en muskelkraft, som kun de færreste kan matche. Dertil kommer, at de fleste sprinteretaper er så lette, at Cavendishs begrænsede form måske slet ikke kommer til at spille så stor en rolle. Den største udfordring bliver måske snarere overhovedet af gennemføre løbet. Lykkes det, er det ikke utænkeligt, at Cavendish kan udnytte de kaotiske finaler til at igen at vinde så mange etaper, at han denne gang kan køre med om den grønne trøje.

Sprinterkometen Dylan Groenewegen er fremtidens topsprinter, og han stiller til start i årets Tour med et mandskab, der er næsten helt dedikeret til ham. Han har flere gange vist, at han kan vinde også mod de allerbedste, og senest kørte han fremragende i Ster ZLM Toer, hvor han trods tilstedeværelsen af både Kittel og Greipel vandt to af de tre spurter. LottoNL har arbejdet målrettet på at opbygge et tog omkring deres kaptajn, og den indsats har i den grad båret frugt. Således var de i Ster ZLM Toer klart det stærkeste sprintermandskab, og det var i høj grad det, der sikrede Groenewegen to sejre.

Læs også

Se Tobias Lunds anden store sejr

I et felt, hvor de fleste øvrige tog er svækkede, har LottoNL-Jumbo derfor en reel mulighed for at levere deres unge stjerne til en eller flere etapesejre, og Groenewegen er hurtig nok til at gøre arbejdet færdigt. Han viste sidste år, at han er i stand til at gennemføre en grand tour, og i år viste han i klassikerne, at han er blevet endnu mere holdbar. Desværre tabte han også betydelig topfart mod slutningen af løbet i 2016, og det er fortsat tvivlsomt, om han restituerer godt nok til også at være med fremme mod de allerhurtigste i den tredje uge. Derudover er han ikke helt så hurtig som eksempelvis Kittel, og derfor kræver det en kolossal stabilitet for ham at vinde. Det bliver nok trods alt svært at levere den, også for et af sportens allerstørste sprintertalenter.

Endelig vil vi pege på Arnaud Demare. Franskmanden var tidligere en mand helt uden chancer i kampen om den grønne trøje, fordi hans elendige positioneringsevne betød, at han alt for ofte slet ikke var fremme i spurterne. Det er der imidlertid ændret markant på i 2016, hvor FDJ har opbygget et veritabelt supertog til at støtte deres sprinter. Ind er hentet Jacopo Guarnieri, der er en af verdens allerbedste lead-out men, samt Davide Cimolai, og det har haft en kolossal effekt. Siden starten på året har FDJ været det stærkeste tog i et utal af løb, og det har gjort Demare til en af årets mest succesrige ryttere. Farten har han altid haft, men i år har han endelig haft et hold, der har kunnet løse hans problemer med positioneringen.

Demare har med sejre i Dauphiné, Halle-Ingooigem og de franske mesterskab vist topform forud for løbet, og han har aldrig haft en bedre chance for at vinde en etape. Om det også rækker til en reel chance for at vinde den grønne trøje, er nok mere tvivlsomt. Han er ganske vist mere holdbar end de rene sprintere, men det spiller en mindre rolle på en rute, hvor de fleste sprinteretaper er meget nemme. Samtidig er han fortsat ikke helt så hurtig som de allerbedste, og det kræver et perfekt lead-out, hvis han skal slå dem. Det har han holdet til at levere, men spørgsmålet er, om de kan gøre det med en stabilitet, der betyder, at Demare trods sine svage evner i positionskampen kan være med fremme hver eneste gang. Det bliver en udfordring, der ikke er nem at løse, men for et FDJ-mandskab, der har klaret det meste, er det ikke umuligt.

Også Alexander Kristoff, Nacer Bouhanni, Sonny Colbrelli, Michael Matthews og John Degenkolb vil kunne køre med om den grønne trøje, men de vinder næppe. Kristoff har i år spurtet for skidt, Bouhanni har haft en alt andet en ideel forberedelse efter sin hjernerystelse i Yorkshire, Colbrelli og Matthews er ikke hurtige nok i de flade spurter, og Degenkolb kommer til at køre

*** Peter Sagan

** Marcel Kittel, André Greipel

* Mark Cavendish, Dylan Groenewegen, Arnaud Demare

SÆT DIT TOUR DE FRANCE MANAGERHOLD!