Tour de Pologne-analyse: Bliver den mand aldrig træt?

For 24 timer siden skrev jeg, at der reelt kun er én ting, der kan forhindre Michal Kwiatkowski i at tage den store hjemmebanesejr i Tour de Pologne, som Moreno Moser snød ham for i 2012. Efter magtdemonstrationen på Muren i Szczyrk tirsdag eftermiddag var det nemlig helt klart, at den lokale helt pt. er den i særklasse stærkeste i løbet. Usikkerheden om, hvorvidt formen rækker hele vejen til afslutningen på fredagens kongeetape, har imidlertid hele tiden været den største trussel på Kwiatkowski på en rute, der på papiret er skræddersyet til ham, og det har derfor været klart, at det eneste, der kan koste ham triumfen, er trætheden efter en knaldhård tur rundt i Frankrig i juli.

I dag fik vi imidlertid et soleklart bevis på, at der endnu ikke er skyggen af træthed at spore i de polske ben, der ellers havde nok at lave på de stejle franske skråninger for et par uger siden. Hvor gårsdagens sejr på Muren i høj grad var et resultat af køligt overblik, eminent timing og den perfekt taktiske fornemmelse, der altid har været en af hans spidskompetencer, var det simpelthen udtryk for rå power, at Kwiatkowski i dag doblede op på antallet af sejre i hjemlandets cykelstolthed, da han tog sin anden sejr bare 24 timer efter den første.

Som beskrevet i gårsdagens analyse var det et studium i, hvordan stejle mure skal håndteres, at se, hvordan Kwiatkowski ventede og ventede, mens Richard Carapaz, Laurens De Plus og Dylan Teuns fadede, indtil han med klinisk præcision accelererede fri, netop som målstregen kom til syne. Den slags tålmodighed var der ingenlunde tale om i dag, for her var det simpelthen på ren råstyrke, at det polske fænomen igen satte alle rivalerne til vægs.

Læs også

Dansk sprintertalent tager stor sejr

Det så ellers ud til at være alt, alt for tidligt, da Kwiatkowski åbnede en næsten uhørt lang spurt, netop som Alexey Lutsenko havde brændt sine tændstikker ved at lukke hullet til den angribende og meget formstærke Georg Preidler. Ganske vist var der ikke tale om procenter, der blot var i nærheden af, hvad han overvandt i går, men enhver ved, at man i en stigende spurt altid skal være meget forsigtig med ikke at åbne for tidligt.

Det gælder imidlertid naturligvis kun, hvis man ikke er i en klasse for sig. Det er Kwiatkowski tilsyneladende, og derfor behøver han slet ikke at gøre sig den slags smålige overvejelser. Det så ellers kortvarigt ud til, at Pascal Ackermann var på vej forbi den stærke polak, men netop som det lignede en tredje sejr til Bora-kometen, sagde de tyske ben stop. Det gjorde Kwiatkowskis ditto imidlertid ikke, og han holdt på ekstremt imponerende vis farten hele vejen til den streg, der for alle andre syntes aldrig at komme.

Med en sådan overlegenhed synes Kwiatkowski at være umulig at besejre, og da han samtidig er bakket op af et superhold, som end ikke havde behov for at bringe løjtnanten Sergio Henao i aktion, men kunne klare sig med Michal Golas, Salvatore Puccio og det stadig mere imponerende supertalent Pavel Sivakov i finalen, må det være nærliggende allerede nu at kaste håndklædet i ringen. Der er imidlertid stadig det store spørgsmål ved Kwiatkowskis langsigtede holdbarhed, og hvor han hidtil har skullet koncentrere sig om korte, eksplosive kraftpræstationer, kan rivalerne stadig håbe, at de længere stigninger på de to sværeste etaper, der i mindre grad er Kwiatkowskis naturlige terræn, måske kan knække ham. Det er i hvert fald det håb, der skal holde spænding i løbet, for i skrivende stund er Kwiatkowski en 7-8 niveauer over alle andre.

Og det er synd for Dylan Teuns. Efter den katastrofale klassikerkampagne og den store skuffelse over den manglende Tour-udtagelse har belgieren i den grad rejst sig, og han synes at være mindst lige så skarp som sidste år, hvor han med tre etapeløbssejre i træk kom flyvende ud fra sommerpausen. Havde han ikke været oppe mod ustoppelige Kwiatkowski, havde han gentaget sidste års sejr i Szczyrk, og måske havde han endda vundet dagens etape.

Specielt det sidstnævnte er imponerende, for den ret lette finale er normalt ikke noget for Teuns, der kun for alvor trives, når det bliver meget stejlt. Sandheden er da også, at han i dag aldrig var i nærheden af at true Kwiatkowski og havde rigeligt at gøre med at holde rivalens hjul, men mens andre normalt hurtigere folk gled tilbage, sad Teuns med hele vejen. Det vidner om en superform, der gør ham til den mest oplagte vinder, hvis den polske konge alligevel skulle opleve, at man faktisk godt kan blive træt af at køre på cykel.

For Teuns gælder imidlertid også usikkerheden om, hvordan han klarer sig på de lange stigninger. Havde det ikke været for Tejay van Garderen, havde han ikke vundet sidste år, og selvom han har vist klar fremgang i Paris-Nice, skal vi stadig se, om han også kan matche de mere rene klatretyper, når bakkerne bliver længere til sidst. Derfor er det fortsat meget åbent - hvis altså Kwiatkowski mod forventning skulle falde lidt sammen.

Dagens største taber var derfor ikke Teuns, der kun kan være glad for den overraskende gode præstation. Det er i stedet Enrico Battaglin, der har grund til at ærgre sig. Det var nemlig svært ikke at lade tankerne falde tilbage til 4. etape af årets Giro, da man så, hvordan den italienske puncheur kom flyvende med dobbelt fart på de sidste meter. Havde den genfødte italiener da bare været ordentligt placeret, var det måske blevet til sejr, for selv Kwiatkowski tabte trods alt lidt fart mod slutningen af sin vanvidsspurt.

Da først Battaglin åbnede op, viste han nemlig igen, at han er en af verdens absolut bedste i finaler som disse, nøjagtigt som han gjorde det hin majdag i Italien. Dengang var det nemlig også en dårlig position, der kostede ham sejren, for med en monsterføring på det meste af bakken op mod mål, var han klart stærkere end både Tim Wellens og Michael Woods, der begge slog ham. Heldigvis kan han så glæde sig over, at dagens resultat bekræfter, at den kortvarige opblomstring i Giroen ikke var en tilfældighed. Tværtimod ser det ud til, at det italienske talent efter flere års stilstand endelig er ved at indfri det potentiale, han som helt ung viste ved at vinde Coppa Sabatini foran flere etablerede stjerner.

Det var imidlertid hverken Battaglin, Teuns eller Kwiatkowski, der var dagens overraskelse. Det var derimod Pascal Ackermann. Selvom han var næsten dobbelt størrelse af alle de ryttere, der omgav ham, blev den tyske komet bare ved med at hænge på. Mens veletablerede puncheurs som Enrico Gasparotto, Edvald Boasson Hagen og Alexey Lutsenko, til hvem denne afslutning passede perfekt, slet ikke havde poweren til at matche Kwiatkowski, var Ackermann der hele vejen. Faktisk forsøgte han endda at gå forbi polakken, men netop som det så ud til, at han ville skabe sensationen, indhentede tyngdekraften ham alligevel. Til allersidst sagde de muskuløse sprinterben alligevel stop, men han faldt aldrig mere sammen, end han alligevel endte på en 4. plads. Klasse!

Læs også

Tobias Lund reagerer på første professionelle sejr

Det lignede ellers lidt utopi, da Bora i finalen tydeligt viste, at de havde intentioner om at se, hvad den tyske mester kunne præstere i den ret hårde finale. Ganske vist havde han i Dauphiné overrasket alt og alle med sin flotte klatring, men at han ligefrem kan spurte op med puncheurs i en finale som denne og vise sig som den klart bedste af sprinterne, kommer alligevel som en overraskelse. Med den form for alsidighed tør man næsten ikke tænke på, hvad det kan blive til for den 24-årige tysker. Foreløbig er det i hvert fald svært at få øje på grænserne.

Helt anderledes er det for Edvald Boasson Hagen. Nordmanden havde måske sin tvivl om, hvorvidt etapen samlet set ville være for hård, men da den indledende del kun i begrænset omfang skabte udskilning, lå finalen til nordmandens højreben. Som det har været et gennemgående tema gennem hele sæsonen, blev det imidlertid til endnu et skuffende resultat for den norske stjerne, der synes at veksle gode sæsoner med dårlige. 2018 er i hvert fald lige til skraldespanden, men man kan håbe, at Boasson Hagen kan rejse sig, som han efterhånden har gjort det mange gange tidligere. Den flotte 2017-sæson er trods alt fortsat i relativt frisk erindring.

På samme måde var det et skuffende resultat for Alexey Lutsenko, der af Davide Villella ellers blev afleveret helt fremme, men igen måtte tage til takke med et sekundært resultat. Det er påfaldende, hvordan det kasakiske talent gang på gang viser sig frem i mindre løb, men på den store scene fungerer han kun i rollen som etapejæger. Igen i dag måtte han endda se sig overgået af Sergei Chernetskii, der til gengæld fortsætter med at imponere og ligner en stadig mere spændende mand at følge i fortsættelsen, på samme måde som Gasparotto, der synes at være kommet til Polen i god form. Og så bør man notere sig, at antieksplosive George Bennett spurtede sig til en 13. plads dagen efter den sensationelle 3. plads på Muren. Den mand synes at have kongeben!!!

Ackermann var ikke den eneste sprinter, der overgik forventningerne. Havde dette været 2016, havde de fleste nævnt Giacomo Nizzolo som kandidat i en finale som denne, men efter det lange skadesmareridt tvivlede de fleste nok på, om han kunne være med på den lange bakke. Det kunne han imidlertid, og selvom han ikke var i nærheden af at køre med om sejren, er det særdeles lovende, at han så kort tid efter comeback nr. 34 - de fleste er vel holdt op med at tælle - igen kan begå sig på bakker som disse.

Lovende var det også, at Simone Consonni, der efter en lidt pauver start som professionel, virkelig har fundet benene i de seneste måneder, sad med i en afslutning, som burde have været for svær. Dermed begynder han langsomt at vise, hvorfor han på U23-scenen var en af de mest spændende ryttere, og at han med sin holdbarhed og hurtighed har en ret stor spændvidde, der gør ham interessant i flere forskellige terræner.

Spor af Matteo Trentin var der til gengæld ikke. Mitchelton-Scott tog det helt store ansvar, men da det gjaldt, havde italieneren ikke benene. Dermed er det klart, at han fortsat ikke har de diamantben, der bar ham fra sejr til sejr sidste efterår, og at han af uransagelige årsager aldrig har kunnet slå til i puncheurafslutninger som disse. Til gengæld kan australierne så glæde sig over, at kaptajn Simon Yates rejste sig med en fin 6. plads, og da han formentlig vil blive bedre, som løbet skrider frem, kan vi måske alligevel få en pæn præstation af en af løbets forhåndsfavoritter.

Spurten gav som omtalt ovenfor en yderligere indikation på, hvem der er i form, men i klassementssammenhæng gjorde den ikke den store forskel. Kwiatkowski og Teuns fik begge bonussekunder - og det kan være af helt afgørende betydning i et løb, der altid afgøres på marginaler - men ellers var det tegn mere end reelle tidsforskelle, der var udbyttet af dagen.

Det ændrer sig imidlertid i morgen. Efter tre flade etaper og to dage med eksplosive afslutninger er det nu tid til de lidt længere stigninger, og selvom bakkerne aldrig bliver voldsomt lange, er terrænet et andet end det, vi har set hidtil. Det måtte Peter Sagan indse, da han efter en overraskende god indsats på Muren knækkede i Polens sydlige bjerge, og det er mindet om det sammenbrud, rivalerne skal klynge deres håb til.

Kan Kwiatkowski virkelig blive træt? De har da lov at håbe.