Tour de Pologne-analyse: Den forvandlede polske superstjerne

Kan I huske Michal Kwiatkowskis Tour-debut i 2013? Det var dengang den stærke polak lagde ud som lyn og torden og havde kurs mod et stort klassementsresultat, indtil han i den tredje lignede en mand, der var mere på til at blive opskrevet til en plejehjemsplads end at køre med om topplaceringerne i Touren? Det endte med en flot 11. plads, men da mønsteret gentog sig det følgende år, hvor han blot blev nr. 28, blev det klart for mange, at den ret muskuløse polak ikke besad den nødvendige holdbarhed til at køre klassement i en grand tour.

Det indså Quick-Step-manager Patrick Lefevere da også lynhurtigt, men da han bad sit polske vidunderbarn fokusere på klassikerne, der altid har været hjerteblod for Lefevere, førte det angiveligt til en intern konflikt. Kwiatkowski var nemlig endnu ikke klar til definitivt at afskrive sig sine klassementsambitioner, og det var ifølge rygterne en af årsagerne til det brud, der fulgte efter 2015-sæsonen.

Kwiatkowskis holdvalg indikerer, at der er noget om snakken. I stedet for at blive hos verdens bedste klassikerhold, hvor han havde den bedst mulige position til at jagte succes i endagsløbene, valgte han at søge til verdens bedste etapeløbsmandskab, Sky. Her kunne han fortsat jagt sejren i sit drømmeløb, Liege-Bastogne-Liege, samtidig med at han fra de allerbedste lærte, hvordan man griber grand tours og ugelange etapeløb an.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Efter en lidt bumlet start, hvor Kwiatkowski i sin første sæson led under svær overtræning, er han som en forvandlet rytter. Han er stadig i stand til at blande sig med de bedste i endagsløbene - faktisk oplevede han sidste år sin klart bedste klassikersæson med sejre i Milano-Sanremo og Clasica San Sebastian samt podieplaceringer i Amstel Gold Race og Liege-Bastogne-Liege - men samtidig er han som etapeløbsrytter blevet forvandlet.

I år tog han sin første store ugelange etapeløbsskalp i Tirreno-Adriatico, men det er i de tre uger lange etapeløb, han virkelig har imponeret. I både 2017 og senest i 2018 har hans klatring i Touren nået helt usete højder, og den alsidige polak har i flere tilfælde siddet, når kun cremen af cremen var tilbage.

Det i sig selv er måske ikke så bemærkelsesværdigt. Det er snarere hans holdbarhed, der har taget de fleste på sengen, for som sagt var det netop den, der i de unge år fremstod som akilleshæl nr. 1 for en rytter, der ellers mestrer stort set hele den enorme spændvidde af cykelsportens discipliner. I de to seneste Tour-udgaver har han været knivskarp også i den tredje uge, hvor han på næstsidste etape er blevet hhv. nr. 2 og 4 på den afsluttende enkeltstart, og i begge løb er han kommet hjem fra Frankrig i skræmmende god form.

Sidste år udnyttede han den forrygende form til at vinde i San Sebastian, og i år har han så rettet blikket mod sit hjemmebaneløb, Tour de Pologne, hvor han efter et knebent nederlag til Moreno Moser for seks år siden stadig har en sejr til gode. Problemet er bare, at der er himmelvid forskel på at skulle holde Tour-formen frem til et endagsløb en uge efter afslutningen og stadig være på toppen over adskillige dage næsten to uger efter, at Geraint Thomas lyttede til ”God Save the Queen” på Tour-podiet i Paris.

Det har skabt en del usikkerhed om, hvorvidt Kwiatkowski vitterligt kan holde det tårnhøje niveau til også at vinde foran sine mange polske fans. Rutens beskaffenhed kunne med sine mange puncheurstigninger ikke passe ham bedre, men kan han holde hele vejene? Det er ikke nogen let sag - spørg bare de mange, der har forsøgt sig med Tour de Suisse eller Dauphiné lige efter Giroen.

Foreløbig er der imidlertid ikke skyggen af træthed at spore, for Kwiatkowski tog i dag med vanlig klog og veltimet kørsel det første klassementsstik på Muren i Szczyrk. At han havde evnerne til at sætte alle til vægs, vidste alle - manden er trods alt blevet nr. 3 i Fleche Wallonne med en endnu stejlere afslutning - men havde han også friskheden?

Det første svar fik vi allerede tidligt på etapen. Quick-Step havde ingen intentioner om at forsvare Alvaro Hodegs trøje - en kamp, der jo på forhånd var tabt - og derfor påtog Sky sig med det samme det ansvar, der ellers naturligt følger førertrøjen. Hele dagen kontrollerede de den ellers ret svære etape stenhård, først med maskinerne Ian Stannard og Lukasz Wisniowski, så med Michal Golas og til slut med supertalentet Pavel Sivakov, der ene mand neutraliserede et stærkt fremstød med blandt andre Patrick Konrad og Georg Preidler, inden Salvatore Puccio sørgede for at holde Kwiatkowski og medkaptajn Sergio Henao helt fremme ved bunden af Muren.

Derfra var det op til Kwiatkowski selv, og han svigtede ikke. Med sin store erfaring fra Fleche Wallonne vidste han, at Richard Carapaz begik den klassiske ungdomsfejl, som har knust så mange stortalenters drømme på Mur de Huy, da den ecuadorianske mirakelmand lidt hovedløst angreb allerede fra bunden. Kwiatkowski ventede køligt og lod et andet urutineret talent, Laurens De Plus, stå for langsomt at hale Carapaz ind, da Movistar-talentet hurtigt måtte indse, at en spurt på en mur først og fremmest handler om tålmodighed og timing.

Begge dele havde Kwiatkowski til overflod. Han testede første gang benene, da De Plus begyndte at tabe fart og reagerede herefter prompte, da Enrico Gasparotto kom med den næste forcering, kort før Carapaz blev hentet. Overskuddet var stadig intakt, og det skulle bruges, da det ventede angreb kom fra sidste års vinder af samme etape, Dylan Teuns, forsøgte at gentage sidste års bedrift. Som en mis greb Kwiatkowski hans hjul, og derefter overspurtede han med vanlig sans for timing og præcision relativt let det belgiske talent og fuldendte dermed sin lektion i, hvordan stejle mure skal tackles. Kwiatkowskis mange sejre er nemlig aldrig kun kommet i kraft af gode ben, de er i lige så høj grad opnået med hovedet - bare spørg Peter Sagan, der trods sin langt højere topfart i to store klassikere har ladet sig snyde af sin polske ærkerival.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Med sejren har Kwiatkowski og det stærke Sky.mandskab nu lagt løbet i et jerngreb, ikke mindst fordi Kwiatkowski er bakket op af et fremragende hold. Ganske vist viste Sergio Henao med en for ham skuffende 9. plads i en finale, han burde mestre som ingen anden, at det stadig er et mysterium, hvad der er sket med ham siden sejren i Paris-Nice, men i eksplosivt terræn som dette er han stadig en luksusløjtnant, der sammen med fænomenet Sivakov kan yde Kwiatkowski den perfekte støtte.

Det er derfor snarere et spørgsmål om Kwiatkowskis holdbarhed end noget andet. Efter dagens præstation kan ingen være i tvivl om, at den lokale helt lige nu er løbets stærkeste rytter. Spørgsmålet er, om han stadig er det på torsdag og ikke mindst fredag, hvor de sværeste etaper venter. Her venter længere stigninger og hårdere terræn, der passer Kwiatkowski dårligere, og selvom det lige nu virker usandsynligt, eksisterer der fortsat en reel mulighed for, at kroppen efter en hård Tour pludselig siger stop. Sker det ikke, kan en polsk hjemmesejr næppe trues, men kommer det lille kollaps, kan løbet meget pludseligt åbnes på vid gab.

Der er nemlig ikke nogen helt oplagt direkte rival til Kwiatkowski. Løbets anden storfavorit, Simon Yates, måtte meget tidligt på stigningen indse, at Giro-benene endnu ikke er genfundet, og han har effektivt afskrevet sig selv som potentiel vinder. Det er imidlertid ikke nødvendigvis nogen katastrofe, for en af konklusionerne efter Giro-sammenbruddet var netop, at han måske ikke næste gang skal starte en grand tour i superform. Dagens præstation viser, at det næppe vil være tilfældet i Vueltaen. De kommende uger vil så vise, om den strategi gør det muligt at holde dampen oppe hele vejen.

På papiret er det derfor Dylan Teuns, der ligner førsteudfordrer til Kwiatkowski, men heller ikke for ham er det hele så enkelt. Ganske vist var det yderst opmuntrende at se, at han igen i år er kommet ud af sommerpausen i fremragende form, og at han ikke har ladet sig slå ud af en katastrofal klassikerkampagne og den manglende Tour-udtagelse. Problemet for Teuns er imidlertid, at de kommende etaper passer ham langt dårligere end dagens finale, der var som skræddersyet til en murspecialist som ham. Sidste år var det netop i Szczyrk, at han sikrede sig sejren, men havde det ikke været for Tejay van Garderen, havde han formentlig mistet det hele på de længere stigninger senere i løbet.

Så galt går det næppe denne gang, for Teuns viste især i Paris-Nice, at han har forbedret sig markant på lange stigninger, og han har derfor umiddelbart kurs mod endnu et topresultat. Spørgsmålet er så, om det kan blive til endnu en sejr, for det afhænger langt mere af Kwiatkowskis holdbarhed end af ham selv.

Det var imidlertid hverken Kwiatkowski eller Teuns, der var dagens store overraskelse. Det var derimod dieselmotoren George Bennett, hvis antieksplosive egenskaber betyder, at Tour de Pologne er alt andet end et løb for ham. Ganske vist viste han på sin antipodiske hjemmebane i januar, at han faktisk godt kan begå sig på korte stigninger, men at han ligefrem skulle blive nr. 3 trods en skidt placering i vunden af bakken, var det nok de færreste, der havde forestillet sig. Dermed fortsætter han de kolossale fremskridt, han har gjort siden den overraskende 10. plads i Vueltaen i 2016, og selvom hans manglende spurtevner nok forhindrer ham i at vinde dette løb, lover det godt forud for Vueltaen, hvor han sammen med Steven Kruijswijk vil udgøre en ganske interessant LottoNL-duo i samme stil, som vi så det med Kruijswijk og Roglic i Touren.

Skal man se på mulige udfordrere til Kwiatkowski, er det nærliggende at pege på de to øvrige ryttere i top 5, der begge var blandt dagens positive oplevelser. Evigt ustabile Sergei Chernetckii, der ikke har trådt mange buler i selv de blødeste hatte i denne sæson, rejste sig pludselig fra det russiske krematorium, netop som kisten stod foran at skulle i ovnen, og viste, at sidste års top 10 i Il Lombardia ikke var noget tilfælde. Mens kaptajn Alexey Lutsenko ikke har taget Østrig-benene med sig til Polen, leverede russeren et af sine bedste resultater hidtil, og da han samtidig er en ganske hurtig og eksplosiv herre, kan han faktisk drive det vidt i dette løb.

Det samme kan veteranen Daniel Moreno, der ellers er fløjet totalt under radaren forud for løbet. Det er ikke uden grund, for spanieren, der i 2013 i Fleche Wallonne og Vueltaen fik selv de største specialister til at ligne novicer på stejle mure som disse, har efter sit styrt i Tirreno intet leveret hele året. Det er imidlertid skaderne, der er hovedforklaringen, og sidste år i Vueltaen viste han faktisk frem til sit ret tidlige styrt, at der fortsat er liv i de gamle ben. Ganske vist er han ikke i nærheden af at være 2013-udgaven af Moreno, men mindre kan også gøre det. Med sin hurtighed og eksplosivitet er han i hvert fald som skabt til de sidste tre etaper, hvor der kan vente ganske mange bonussekunder og måske lidt oprejsning efter en svær tid.

Svært har det også været for Thibaut Pinot, men han kan i dag drage et lettelsens suk. Efter sin lungebetændelse var der store spørgsmål til, om han kunne finde formen i tide til Vueltaen. Efter i dag er svaret et klart ja. Trods en svag position i bunden af bakken fløj franskmanden mod toppen og sluttede med en flot spurt til sidst på en yderst godkendt 6. plads. Det havde han utvivlsomt solgt etapen for forinden, og faktisk lignede Pinot med sin dårlige udgangsposition en af de allerstærkeste i dag. Det kan blive ganske godt de kommende dage, hvor de længere stigninger passer bedre til franskmanden, der som bekendt også er hurtig nok til at jagte bonussekunder. Værd at bemærke er det også, at han i Preidler, der trods adskillige kilometer i udbrud blev nr. 15, har en tilsyneladende meget formstærk løjtnant.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Også Fabio Aru kan ånde lettet op efter en meget svær tid, for den tidligere Vuelta-vinder viste i en finale, der bestemt ikke passede ham, at han er tilbage på sporet. Ser man bort fra Yates, klarede de fleste Vuelta-kaptajner sig faktisk ganske godt, for også Davide Formolo og Emanuel Buchmann, hvoraf sidstnævnte normalt slet ikke bryder sig om disse finaler, gjorde det glimrende på en dag, hvor Bora spillede Konrad tidligt ud og brugte den ellers formstærke Peter Kennaugh til det slidsomme arbejde i positionskampen. Og Laurens De Plus, der sammen med Enric Mas vil udgøre en potent ungdomsduo i Spanien, kørte en imponerende etape, hvor han efter hårdt føringsarbejde på en alt for eksplosiv stigning blev en imponerende nr. 11.

Knap så godt gik det for andre. Rui Costa må indse, at der fortsat er meget arbejde at gøre efter den langvarige knæskade, hvis han skal gøre sig håb om at jagte etaper i Vueltaen. Enrico Battaglins opblomstring i Giroen var i første omgang kortvarig, for den italienske puncheur var ikke i nærheden af noget som helst i dag. Også stortalentet Bjorg Lambrecht, der ellers burde være god i denne finaletype, har det fortsat svært med at blande sig på WorldTour-niveau. Og endelig fik Carapaz sig en god lektion i, at tålmodighed på en stejl mur altid er den fineste dyd. Det betyder dog ikke, at hans form er dårlig, for i lyset af den eklatante mistiming var en 23. plads slet ikke dårligt.

Dermed har vi også fået den lange liste over foreløbige svar, som vi efterlyste i går, hvor vi reelt fortsat befandt os i total uvidenhed om formen for langt hovedparten af sejrskandidaterne. Nu er vi langt, langt klogere. Vigtigst af alt ved vi, at det nu er op til Kwiatkowskis egen holdbarhed, om han skal vinde løbet eller ej. Det er reelt kun et sammenbrud, der kan true ham, men det er også en reel option. De næste vigtige svar kommer på de sidste to etaper - og holder den alsidige polak hele vejen, har han for alvor fuldendt sin transformation fra udelukkende at være endagsrytter til superstjerne, der kan begå sig i snart sagt enhver type løb.