Tour de Romandie-analyse: Er der da ingen grænser for Astanas succes?

Det er næsten svært at forstå, at det bare er et 4 måneder siden. Gennem hele vinteren var diverse cykelmedier fyldt med det ene interview efter det andet, hvor Astana-ryttere skulle redegøre for, hvordan de ville klare sig efter tabet af Fabio Aru. Fraværet af topsprintere og holdets store grand tour-stjerne efter en sæson, hvor man skulle helt frem til midten af april, inden man fik sin første sejr, vakte nogen bekymring for, om de lyseblå, der efter en tid som et af verdens førende mandskaber, ville nå et nyt lavpunkt.

Sådan er det ingenlunde gået. Tilsyneladende befriet for det pres, der følger af at have en klar kaptajn, har holdet, der ellers på papiret er uden den type af vindermaskiner, som man finder på de mest succesrige hold, har geleddet bag Aru grebet mulighederne og med aggressiv kørsel givet holdet en drømmestart, der må få Alexandre Vinokourov til at knibe sig i armen. Da Omar Fraile hævede armene i triumf i eftermiddags, var det 13 gang, at en Astana-rytter krydsede stregen først, og sejrene er bestemt ikke kommet i små løb. Michael Valgren har vundet to WorldTour-klassikere, Fraile har nu taget etapesejre i to af de hårdeste etapeløb på WorldTouren, og i sidste uge vandt man hele tre af fem etaper i et af de mest prestigefulde løb uden for WorldTouren, Tour of the Alps. Faktisk har man i april vundet hele seks løb, herunder tre på allerhøjeste niveau.

Dagens sejr er et meget godt eksempel på, hvordan succes avler succes - et forhold, Quick-Step er sportens måske bedste eksempel på. Et hurtigt blik på Astanas hold, der ikke tæller en klassisk sprinter- eller puncheurtype ville hurtigt lede til den konklusion, at holdet ville få meget svært ved at vinde en etape, og at den bedste chance for succes var et samlet topresultat til Jakob Fuglsang. Alligevel endte holdet i dag med at hæve armene i triumf på en etape, der ikke umiddelbart matchede deres kvaliteter perfekt.

Læs også

Lidl-Trek-udbryder trodser favoritterne på målbjerg

Det har længe været kendt, at Fraile er en hurtig fyr - bare se på, hvordan han har vundet spurter i helt små grupper i Giroen sidste år og Baskerlandet i år - men han har aldrig turdet binde an med at kaste sig ud i en større spurt. Om det er Astanas momentum, der fik ham til at gøre forsøget i dag, skal vi lade være usagt, men det er i hvert fald bemærkelsesværdigt, at baskeren i sit allerførste forsøg i en massespurt kunne krydse stregen som første mand.

Mens der i Astana-lejren utvivlsomt er fest, må der være gravstemning i Bahrain-bussen. Efter et forår, der delvist blev ødelagt af sygdom - men som dog alligevel gav en andenplads i Brabantse Pijl - overraskede Sonny Colbrelli, der ellers har haft en lille løbspause og har Touren som sit næste mål, nemlig særdeles positivt ved at overleve en ganske svær stigning. Alt lå derfor serveret på et sølvfad for italieneren, der endda var kommet af med sin på papiret værste rival, Michael Matthews, og sejren syntes med 2 km igen næsten at være givet.

Det blev imidlertid ødelagt fra helt uventet kant. Af alle ryttere var det den klejne klatrer David Gaudu, der med et overraskelsesangreb pludselig var ved at rende med det hele, og med en kilometer igen så det ud til, at den lille franskmand, der ellers har haft en rædselsfuld sæsonstart og en skuffende ardennerkampagne, måske kunne ende som den mest usandsynlige vinder af en etape med en flad finale. Det tvang Colbrelli til at åbne en alt for lang spurt, og det udnyttede Fraile, der ellers tidligere har været kendt for alt andet end kølighed og overblik, helt perfekt til at sikre sig i anden sejr for de lyseblå kasakker.

Hvordan Bahrain kunne køre finalen så håbløst, er imidlertid en gåde. Ganske vist var det uventet, at man måtte sige farvel til meget formstærke Enrico Gasparotto allerede tidligt, men med begge Izagirre-brødre samt talentfulde Hermann Pernsteiner ved sin side burde Colbrelli have rigeligt med ressourcer til at kontrollere finalen. Ikke desto mindre var han helt isoleret til slut og måtte derfor åbne alt for tidligt. Med tanke på, at Gorka Izagirre blev nr. 5 i spurten, er det ikke helt urimeligt, hvis Colbrelli er rødglødende af raseri i disse timer. I det hele taget har han formentlig lyst til aldrig at vende tilbage til Romandiet, hvor han sidste år ligeledes blev svigtet af sit hold, der var alt for længe om at jagte et udbrud på 2. etape, hvorfor Colbrellis gode spurt kun rakte til en 2. plads.

Lidt overraskende blev stigningen, der ellers var præget af ret hård modvind og derfor ikke blev kørt aggressivt, for hård for Michael Matthews, der har sendt ganske blandede signaler på det seneste. I Fleche Wallonne og på gårsdagens prolog var han flyvende, men i dag og i Liege skuffede han. Det er tydeligt, at australieren fortsat kæmper med at finde den vanlige stabilitet efter et forår, hvor sygdom og et skulderbrud har kompliceret tingene betydeligt.

Etapen gav ikke de store svar i klassementet, da den hårde modvind betød, at ingen turde teste benene. Al angrebslyst blev også dæmpet af en brølstærk Steven Kruijswijk, der egentlig var kommet til løbet for at køre klassement sammen med Primoz Roglic, men som i dag var klar hjælperytter for sin holdkammerat. Det vidner om stor tro på sig selv, at sloveneren kommanderede sin mere berømte holdkammerat frem på en etape, hvor man kørte med livrem og seler. Der var absolut ingen grund til at jagte et udbrud, der på sigt ikke ville være farligt, men alligevel valgte Roglic at fjerne enhver risiko for en overraskelse ved at skabe samling.

En anden interessant detalje var Dan Martins angrebslyst. Irerens rædselsforår er blevet ødelagt af en endeløs serie af uheld, men i dag svarede han igen med store aggression. Et stærk angreb efter sidste stigning viste, at Martin er her for at redde den første del af sin sæson. Han kørte en ganske fin prolog efter vanlig standard og har med en bjergenkelstart på menuen samt en flad finale på løbets kongeetape næppe kunnet finde en meget bedre rute til et ugelangt etapeløb. Skal Martin nogensinde ved et løb af denne type, får han ikke mange bedre chancer end denne.

Og så er der Egan Bernal. Man kan naturligvis ikke læse meget af en etape, der ikke blev voldsomt selektiv, men det er alligevel påfaldende, at den lille colombianer, der imponerede så stort i duellen med Valverde i Catalonien, kørte med stort overskud på stigningen og atter viste sine nyfundne sprinterevner frem til sidst. Ingen havde regnet med, at han så tidligt efter sin skade ville være tilbage i fuld vigør, men noget kunne tyde på, at han kan gøre alle forventninger til skamme. Samtidig rimer Bernal på bjergenkeltstart, og det kan derfor blive en meget interessant fredag for sportens største klatretalent.

I første omgang skal klassementsrytterne dog sikkert igennem endnu en etape. I dag måtte Elia Viviani helt som forventet slippe tidligt, men mon ikke der blev sparet kræfter til torsdag? Yverdon-les-Bains må være ved at geare op til Giro-generalprøve for Quick-Step-toget i morgen eftermiddag - og da det jo også er hele tre dage siden, man sidst har vundet et løb, må det også være på tide, at belgierne vinder igen. Trods succesen har Astana trods alt lidt vej at gå, hvis deres drømmeforår skal kunne matche Quick-Steps vindermaskine.