Tour de Suisse-analyse: Den arabiske snebold ruller

Det er mindre end en uge siden, at jeg skrev en analyse af 6. etape i Criterium du Dauphiné under overskriften ”Arabernes millionsatsning tilbage på sporet”. Det var i timerne efter, at Dan Martin havde sikret UAE-holdets deres anden sejr på bare to dage, da den lille irer med et uimodståeligt soloangreb tog sæsonens første sejr på den store bjergetape til Valmorel. Det skete bare 24 timer, efter at Alexander Kristoff spurtede først over stregen i GP Kanton Aargau, hvormed det arabiske mandskab øgede den pauvre sejrskonto fra 3 til 5 på bare et døgn.

Sæsonstarten har nemlig været en regulær katastrofe for de så ambitiøse arabere, der forud for denne sidste sæson hældte millioner i det tidligere Lampre-mandskab med den ambition at skabe sportens førende cykelhold. Midlet var transfersæsonens mest aggressive indkøbspolitik, der betød kontrakter til stjerner som Fabio Aru, Martin og Kristoff, samtidig med at man fastholdt de to hidtidige kaptajner, Diego Ulissi og Rui Costa.

Dengang filosoferede jeg over, om de to sejre måske ville markere et vendepunkt. Succes avler som bekendt succes, og det er der i sportens talrige eksempler på. Så sent som i går var det et gennemgående tema i min analyse af 4. etape i dette løb, at Mitchelton-Scott i nu mere end en måned har reddet på en bølge, hvor sejrene er væltet ind i en lind strøm. Araberne håbede, at Martins og Kristoffs triumfer ville igangsætte et lignende momentum.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Det så ellers ikke alt for positivt ud i de næste dage. Martin blev fanget på en nedkørsel på sidste etape i Dauphiné, hvilket kostede så mange kræfter, at han måske gik glip af både endnu en etapesejr samt en samlet podieplads i det franske løb. Heller ikke i Schweiz kom man godt fra start, da kaptajnen Rui Costa allerede inden løbet måtte melde forfald med en knæskade, mens Kristoff led voldsomt på de første klassikeragtige etaper.

-

Snebolden var imidlertid sat i gang, og den kunne ikke stoppes. Allerede i GP Lugano for en god uges tid siden havde Diego Ulissi nemlig vist, at han var kommet ud af Giroen i superform. I det kuperede schweiziske løb havde han ganske vist været oppe mod en kollektiv overmagt fra Bahrain, men efter en fjerdeplads kunne han ikke skjule sin begejstring for sine gode ben. Derfor drog han også til dette løb sprængfyldt med selvtillid og med tro på, at han efter en skuffende klassiskersæson og en svær Giro endelig var klar til at indfri de løfter, hans sejre i Montreal og Tyrkiet sidste efterår havde givet.

I dag kom så den store forløsning, da Ulissi endelig lignede den rytter, der som ung tog et hav af etapesejre i Giroen, hvor han særligt i 2014 var nærmest umulig at slå i stigende spurter. I de seneste år har det knebet gevaldigt med at finde sit gamle niveau, men i dag var han ganske enkelt i en klasse for sig, da feltet som ventet skulle spurte om sejren på den nemme Leukerbad-stigning i de schweiziske alper.

Lokummet brændte ellers for Ulissi, der tidligt var isoleret og derfor ikke kunne stille noget op, da en farlig Mikel Landa med et stort angreb truede med at løbe med det hele. Han var heldig, at BMC havde en imponerende stærk Greg Van Avermaet og siden ofrede Tejay van Garderen, ligesom også Astana med Jesper Hansen og Bahrain-Merida med den stadig mere imponerende Mark Padun gav en hånd med. Da sidstnævnte slog ud, så det imidlertid ikke ud til, at noget hold kunne optage forfølgelsen, og pilen pegede i den grad mod Landa-sejr.

Det var her, Ulissi viste sin klasse. Han lod rivaler være rivaler og tog selv ansvaret på sig. Langsomt øgede han farten fra spids, indtil han fik fanget den døende Landa, hvis ben totalt eksploderede i et syrebad i den hårde modvind. Herefter fortsatte han med gradvist at køre farten op, inden han fra spids åbnede helt op i en klassisk Ulissi-spurt. Her viste han sig at være i en helt anden liga, for trods den megen tid i modvinden var ingen i nærheden af at nå ham til sokkeholderne. Enric Mas, der ellers var i en ideel position lige bag ham, kunne end ikke holde hans hjul, og i sidste ende var det eneste spørgsmål, om Ulissi ligefrem ville kunne vinde et par sekunder til sidst.

Det gjorde han i sidste ende ikke, men det betyder heller intet. Ulissi er her nemlig ikke med de helt store klassementsambitioner, selvom dagens resultat og den gode enkeltstart i Giroen må give ham en vis tro på, at der måske kan være en top 10 i vente. Vigtigst var det, at han endelig viste sig værdig til sin kaptajnrolle og dermed gav den arabiske snebold et nyt puf, netop som den var ved at gå i stå. Og for at det ikke skulle være løgn, tog holdets unge sprinter Simone Consonni mindre end 10 minutter senere en overraskende sejr på 1. etape i Slovenien, hvormed sejskontoen på ganske kort tid voksede fra 5 til 7. Og for mindre end en uge siden, havde man blot vundet tre gange!

Derudover bød etapen ikke på den helt store dramatik. Helt som forudsagt i gårsdagens optakt lagde den knaldhårde modvinde en voldsom dæmper på festlighederne, og derfor var der ikke mange favoritter, de forsøgte sig med et angreb. En tilsyneladende velkørende Steven Kruijswijk testede lige benene, og det samme gjorde Nairo Quintana. Derudover efterlod den lette stigning ikke mange svar, selvom man blev efterladt med den fornemmelse, at i hvert fald Richie Porte, hvis favoritstatus bestemt ikke mindskedes, Quintana, Simon Spilak, Jakob Fuglsang, Ion Izagirre og Wilco Kelderman var ganske stærke og aldrig i de store problemer.

Den eneste, der for alvor spillede med musklerne, var Landa, og selvom projektet i sidste ende mislykkedes, er der al mulig grund til at kippe med flaget for baskeren. Velvidende at enkeltstarten reelt gør det umuligt for ham at vinde løbet, satte han alt på et bræt og risikerede alt med et stort angreb. Det kab godt være, at resultatlisten efterlader det indtryk, at han ikke er, hvor han skal være, men intet kunne være mere forkert. At han på så let en stigning med så kraftig en modvind kunne holde feltet bag sig så længe, var ganske enkelt klasse og viser, at Landa er knivskarp. Det kan godt være, at det ikke bliver til et samlet topresultat, men Landa er på sporet mod en stor Tour - og allerede på fredag vil han være klar til at tage kampen op mod Porte i det, der sammen med Quintana vil blive en meget spændende Movistar-sandwich, som kan udfordre den lille australier. Så gør det mindre, at han tabte 14 sekunder til slut, for Schweiz Rundt har han alligevel aldrig kunne vinde på en rute som denne.

Et lignende positivt indtryk efterlod Lilian Calmejane, der tro mod sin natur lod modvind være modvind og kastede sig ud i en stor offensiv. For en halvhurtig herre som ham havde det været klogere at satse på en spurt, men det ville være imod hans ånd. Calmejane er en angriber afg guds nåde, og selvom modvinden i sidste ende gjorde det til en umulig mission, fik han givet et klart tegn på, hvad vi kan forvente af ham i juli: angreb, angreb og angreb.

Derudover blev det som ventet en dag, hvor man kunne tabe, men ikke vinde løbet. Modsat Jack Haig og Sam Oomen, der fortsat virker friske, eksploderede Patrick Konrad, der betalte den velkendte Giro-regning og nu er ude af klassementet. Det samme er holdkammeraten Gregor Mühlberger, men det er knap så uventet, da han ikke har haft diamanter i benene på det seneste. Gorka Izagirre bekræftede det skuffende indtryk fra holdløbet med endnu et tidstab, og også outsiderne Jan Polanc, Andrey Amador og Tanel Kangert fandt farten for høj. Endelig faldt også van Garderen og Padun ud af klassementet efter at have ofret sig for deres kaptajner.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Cancellaras store dag

Modsat fik det for de unge løver. Mas, der er en af sportens allermest lovende klatrere, viste en helt ukendt spurtstyrke, selvom det skal siges, at hans andenplads skal ses i lyset af det ret svage felt af afsluttere. Også Haig og Oomen er som sagt stadig friske efter Giroen, og derudover er der grund til at hæfte sig ved de lovende præstationer fra to af de allermest lovende nyprofessionelle Bjorg Lambrecht og Pavel Sivakov, der efter en svær sæsonstart endelig begynder at vise potentialet.

Endelig var der opmuntrende tendenser fra to veteraner. Tom-Jelte Slagter har godt nok ikke vist meget siden den lidt overraskende tredjeplads i Tour Down Under, og heller i dette løb har han virket overbevisende. I dag var imidlertid i hopla og fik vist, at han stadig er en glimrende puncheur, selvom han er en skygge af den rytter, der tørrede gulv med rivalerne i Paris-Nice i 2014. Derudover bekræftede Arthur Vichot den superform, han har vist den seneste måneds tid, og man kan håbe på, at den talentfulde, men meget ustabile franskmand endelig er ved at finde den konsistens, der tillader hans potentiale at komme til udtryk.

For de fleste af favoritterne blev det imidlertid en relativt rolig dag, og vi er stadig ikke meget klogere. Den langtrukne roman fortsætter med langsomt at give små svar på det interne klatrehierarki, men reelt ved vi endnu intet med sikkerhed. Den gradvise opbygning af spænding fortsætter frem mod fredagens store klimaks - og mens vi venter, kan vi så juble med UAE over, at oliemillionerne endelig giver resultat. Spørgsmålet er nu, om Ulissi ligefrem kan igangsætte en lavine ved også at vinde i morgen?