Tour de Suisse-analyse: Trækdyrets triumf

Cykelsporten er på mange måder dybt urimelig. Sejren og hyldesten tilfalder altid kun den rytter, der krydser stregen først. På overfladen fremstår sporten dermed som individuel, men intet kunne være mere forkert. Selv ikke den stærkeste rytter kan vinde uden et godt hold, og derfor er det på mange måder unfair, at cykling ikke som andre holdsport belønner kollektivet.

Præcis derfor er der nogle sejre, der er mere populære end alle andre. Mange vil sikkert huske, hvordan sociale medier nærmest gik amok i lykønskninger, da den loyale slider Larry Warbasse sidste år tog en stor sejr på en bjergetape i dette løb. Og da altid loyale Johan Vansummeren sensationelt vandt Paris-Roubaix, og da Mathew Hayman for to år siden gentog bedriften, var det tydeligt, at de triumfer var mere velansete end dem, der på daglig basis indhøstes af sportens største stjerner.

Derfor tør jeg godt komme med den forudsigelse, at mange i feltet i deres stille sind jubler over dagens etape i Tour de Suisse. Denne gang var det nemlig atter en af de allermest ukuelige arbejdsheste, der oplevede den helt store jubelstund, da Christopher Juul fik den mest fortjente belønning for flere års tro slidertjeneste for Mitchelton-Scott. Da han endelig fik chancen i et stort WorldTour-løb, hvor det ellers ret stjernebesatte mandskab for en gangs skyld er til start uden en af de fire store kaptajner, slog han til og viste med en fantastisk solopræstation, hvorfor han af holdet betragtes som en af de mest uundværlige ryttere.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Juuls styrke har der aldrig været tvivl om, men han er desværre havnet i den kasse, som de fleste ender i. Han er en af de allerbedste personificeringer af det enkelske udtryk ”Jack of all trades, master of none”, for Juul kan det meste, men han er ikke ekstraordinær til nogen disciplin. Hans styrke på flad vej er uovertruffen, han klatrer solidt i også relativt kuperet terræn, hans motor er kolossal, og han havde også tidligere en fin enkeltstart. Desværre er det særligt spurtstyrke, punch og sublim klatring, der belønnes i cykelsporten, og har man ikke de egenskaber, ender man uvægerligt so anonym hjælper.

Derfor er det også så synd, at Juul er gået helt i glemmebogen i det stadig mere cykelbegejstrede Danmark. Vores lille land er nemlig begavet med det ene store cykeltalent efter det andet, og vi er endda så heldige, at de fleste har præcis de egenskaber, der skaber en vinder. Det gælder for Søren Kragh og Mads Pedersen, der har punch og er hurtige, for Jakob Fuglsang, der klatrer godt nok til at køre klassement, for Magnus Cort, der er lynhurtig på stregen, og for Michael Valgren, der har en stor motor, instinkt og også et vist punch.

Juul har ingen af disse egenskaber, men han har så meget andet. Det er bare ikke de evner, der hyldes i cykelsporten, og derfor er han endt som Danmarks glemte helt. Spurgte man imidlertid Simon Yates og Esteban Chaves efter årest Giro, er der ingen tvivl, om at Juuls navn vil være blandt de første, der blev nævnt, når nøglen til holdets succes skal forklares.

Juuls hjælperindsats har været skattet, men paradoksalt nok har den blot været med til at fastlåse ham. Jo mere han har bidraget til holdets succes, jo mere har man satset på stjernerne Yates, Yates, Caleb Ewan og Chaves. Derfor er det nu ganske sjældent, at holdets hjælpere kan få en fri rolle i et stadig mere fastlåst hierarki, men den sjældne mulighed opstod heldigvis i denne uge, hvor holdet med Jack Haig kun har en outsider til klassementet og med Michael Albasini en joker til spurterne. Derfor har der været carte blanche for hjælperne, og den har Juul med sin gode Giro-form udnyttet, først med et flot angreb i går og i dag med et storslået soloridt.

Dermed fortsatte han også Mitchelton-holdets drømmeperiode, der har budt på fem etapesejre i Giroen, to etapesejre i Dauphiné, etapesejr og samlet triumf i Tour des Fjords og sejre på fem af de seks etaper i de to udgaver af Hammer Series. Dermed er holdet en perfekt illustration af det velkendt mundheld, at succes avler succes. Det er præcis samme opskrift, der har givet Quick-Step så stor succes, for når kaptajnerne slår til, skaber det næsten altid også plads til hjælperne. Derfor var det ikke underligt, at det selvfølgelig skulle være Mikel Nieve, der tog en af de eneste udbrudssejre i Giroen, at det selvfølgelig var Daryl Impey, der skulle vinde en af spurterne i Dauphiné, og at det selvfølgelig skulle være Juul, der snød feltet i Schweiz. Når først snebolden ruller, kan den sjældent stoppes igen.

Dermed blev det for en gangs skyld de store stjerner, der blev snydt, men man kan alligevel ikke undgå at have lidt ondt af Michael Matthews. Det har bestemt ikke været et godt år for australieren, der havde satset så stort på klassikerne, men fik det meste af foråret ødelagt, da han brækkede skulderen allerede i Omloop Het Nieuwsblad. Da han endelig fandt formen igen til Ardennerne, blev han ramt af en punktering, netop som han havde kurs mod en mulig sejr i Amstel Gold Race. Siden tog han revanche med sejren på prologen i Romandiet, men han lagde bestemt ikke skjul på, at sæsonen hidtil har været en stor skuffelse.

Bedre blev det ikke, da det i sidste uge blev annonceret, at Tom Dumoulin skal køre Tour de France. Dermed blev han med ét skubbet fra en kaptajn- til en jokerrolle, og nu har han allerede på forhånd fået at vide, at der ikke bliver plads til at forsvare den grønne trøje. Han må udse sig sin chance på puncheuretaperne, og derudover står den primært på hjælpearbejde for sin hollandske kaptajn. Da han så i dag endelig fik lidt succes med en spurtsejr foran Sagan, der blev lukket inde på de sidste meter, rakte det kun til en andenplads. Man kan ikke fortænke Matthews i at være en frustreret mand!
 

For Sagan endte etapen også i skuffelse, efter at hans Bora-hold spillede for meget poker i den indledende fase. Alt for sent tog man initiativ til at jagte, og først da Quick-Step kom frem med ca. 70 km igen, tog tyskerne initiativ. Til sidste brugte man det tunge skyts med Patrick Konrad og Gregor Mühlberger på stigningen, men da var det for sent. Samtidig kan man undre sig over, at hverken Bora eller det ellers så stærke Sunweb-mandskab tog mere ansvar på de sidste kilometer, hvor stor set alt arbejdet var overladt til ensomme Enrico Gasparotto. Det er imidlertid prisen for at spille på flere heste, for med kun Konrad, Mühlberger, Wilco Kelderman og Sam Oomen til at jagte - man må formode, at Søren Kragh var for træt efter sit hårde arbejde - var der klassementsinteresser, der åbenbart var vigtigere.

Gasparottos arbejde var frugtesløst, men alligevel fremstår Colbrelli som en af dagens store vindere. Der var nemlig absolut ingen garanti for, at den hurtige italiener kunne overleve en stigning som denne. Colbrelli havde imidlertid ingen problemer, og selvom det altså ikke blev til endnu en etapesejr, fik vi endnu en bekræftelse på, at Colbrelli kan være på vej mod et stort Tour de France. Også Magnus Cort bekræftede atter den øgede holdbarhed, han har haft siden sæsonstarten, og den stadig mere alsidige dansker kunne for første gang i et WorldTour-løb blande sig i en så svær finale. Det lover godt for fremtiden.

Til gengæld blev etapen lidt af en mavepuster for Fernando Gaviria. Selvom hans hold viste stor tiltro til den unge colombianer, blev etapen et bevis på, at træerne trods alt ikke vokser ind i himlen for det sydamerikanske supertalent. Selvom han klatrer fremragende og har imponeret de første dage, har han altså stadig sine begrænsninger på lange stigninger. Det vil sandsynligvis være en evne, han kan forbedre med alderen, men i første omgang lægger det i hvert fald visse begrænsninger for hans muligheder for at jagte grønt i Touren, hvor Sagan med sin store alsidighed er kendt for at score ganske mange point ved at gå i udbrud i bjergene.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Derudover bød etapen ikke på den store dramatik. Blandt forhåndskandidaterne til et topresultat var det kun den tilsyneladende meget formsvage Diego Rosa, der ikke kunne overleve den relativt nemme stigning. Dermed blev det som ventet endnu en dag, der helt undlod at give blot de mindste signaler om, hvem der kan true Richie Porte i kampen om den samlede sejr. Hidtil er det særligt Porte selv, Mikel Landa, Nairo Quintana, Wilco Kelderman og Sam Oomen, der har vist lidt overskud, men reelt er vi ikke blevet meget klogere endnu.

Heldigvis burde spændingen snart blive udløst. Morgendagens første bjergetape kan ganske vist meget vel ende som lidt af en fuser, særligt fordi der er varslet kraftig modvind på målstigningen, men alligevel ændrer terrænet nu så meget karakter, at vi burde blive i hvert fald en anelse klogere på, hvem der ikke kan køre med om podiet. Formentlig vil vi også i morgen være efterladt med flere spørgsmål, men svarene vil langsomt udkrystallisere sig. Og mens vi venter på det virkelige drama, kan vi jo glæde os over, at selv den urimelige cykelsport af og til også belønner sine anonyme helte.