Ugenanalyse: Corts store skalp, Lefeveres dilemma og Demares kup

Corts store skalp

Efter et par uger, hvor WorldTour-reformer, grand tour-wildcards og andre politiske spørgsmål har trukket de største overskrifter blev uge 5 ugen, hvor al polemik om sportens organisering trådte i baggrunden, og hvor det hele drejede sig om det, det hele handler om: cykelløb. En forrygende uge bød på intet mindre end fire store etapeløb og et større endagesløb, og selvom de alle kan betragtes som mindre begivenheder i det større spil, der kulminerer i de stor WorldTour-løb senere på året, er det fascinerende ved denne årstid, at ethvert lille tegn og resultat kan analyseres og bruges som indikation på, hvad der er i vente. Meget bliver overfortolket og viser sig at være skudt helt forbi mål, men det ændrer ikke på, at forventningsopbygning er en stor del af tiltrækningskraften ved elitesport, og det var netop det, den forløbne uge havde i rigt mål.

Set i det lys kunne dansk cykelsport ikke have drømt om en bedre start. Mads Würtz Schmidt fik en drømmedebut for Katusha med en tredjeplads i Etoile de Besseges, hvor han viste kolossal alsidighed ved at overleve dramatisk udskilning i sidevinden, klatre med de bedste på kongeetapen, spurte sig til en femteplads i en massespurt og afslutte løbet med en fornem fjerdeplads i paradedisciplinen, enkeltstart. Det var imidlertid en anden dansker, der tog den største skalp, da Magnus Cort satte to af verdens absolutte topsprintere til vægs med et brag af en spurt i Volta a la Comunitat Valenciana.

Der er naturligvis ikke noget nyt i, at Cort vinder massespurter. Danskeren fik sit internationale gennembrud for flere måneder siden, da han var én af bare to sprintere, der vandt to etaper i Vueltaen. På papiret er disse to triumfer naturligvis langt mere værd end sidste uges sejr i et relativt beskedent spansk etapeløb, men det vil være en fejl at undervurdere den præstation, Cort leverede i Valencia-regionen i fredags.

Læs også

Bora nærmer sig Visma-profil

I de senere år har Vueltaen tabt dens appel til topsprinterne, der i rigt mål fravælger den spanske rundtur, og derfor havde Corts sejre fra 2016 desværre en lidt træls bismag. Man kunne med rette spørge, hvordan det havde set ud, hvis nogle af sportens topnavne havde været til start, og de værste rivaler ikke havde været relativt beskedne navne som Jempy Drucker, Gianni Meersman og Nikias Arndt. Fredagens sejr var imidlertid i en helt anden klasse. Denne gang satte Cort ingen ringere end Nacer Bouhanni til vægs. Nuvel, franskmanden er langt fra topformen, var marginalt hurtigere end Cort i selve spurten og fik ikke sit tog til at fungere, og den stigende opløbsstrækning var til Corts fordel, men det var alligevel danskerens i særklasse største skalp. Bouhanni har trods alt vundet adskillige grand tour-etaper, vundet pointtrøjen i Giroen og havde med stort sandsynlighed vundet Milano-Sanremo i 2016, hvis ikke han havde haft mekaniske problemer i spurten.

Sejren sender et vigtigt signal til Orica-Scott-ledelsen og kunne ikke komme på et bedre tidspunkt for Cort. Der er ingen tvivl om, at Caleb Ewan er nummer 1 i det interne sprinterhierarki, men med Michael Matthews’ afgang er pladsen som andensprinter og manden, der satses på i spurter i hårdere etapeløb, ubesat. Orica-Scott har traditionelt haft masser af hurtige folk, der bejler til den rolle, og det er fortsat tilfældet. Jens Keukeleire, Michael Albasini, Simon Gerrans og Luka Mezgec er alle hurtige afsluttere, der samtidig klatrer godt, og en så bred sammensætning af semisprintere gør det vanskeligt at få megen plads for en rytter som Cort.

Cort har imidlertid nu i flere omgange vist, at holdet med sindsro kan sætte deres penge på danskeren. Efter en svær start har han nu i flere omgange vist, at han har hurtigheden til at blande sig med de bedste - specielt efter en hård dag - og samtidig har han dokumenteret, at han kan manøvrere i det kaos, der udgør en moderne massespurt. Således blev fredagens sejr sikret i en ekstremt teknisk finale, hvor positionering var altafgørende. Cort gjorde alt rigtigt i positionskampen og havde samtidig held med at time sin spurt helt perfekt for således at overraske den hurtigere Bouhanni. Sejren blev ovenikøbet sikret uden megen holdstøtte og kommer efter en Vuelta, hvor han viste fantastisk stabilitet i spurterne.

Netop stabiliteten og evnen til at håndtere spurterne alene er afgørende på et hold, der i stigende grad retter sit fokus mod klassementet i de store tours. Holdets altoverskyggende hovedmål er at sikre sig topresultater med Esteban Chaves samt Simon og Adam Yates, og spurtsejre underordnes denne overordnede satsning. De dage, hvor man som Orica-sprinter kan vente at få fuld støtte i et etapeløb, er for længst ovre, og netop derfor er det så vigtigt, at Cort viser, at han kan slå til stort set på egen hånd.

Dertil skal lægges, at han i Valencia viste holdbarhed på et nyt niveau. Danskeren endte således langt foran de øvrige sprintere på løbets kongeetape, selvom tilgangen til etapen var, at det handlede om at spare kræfter. På 2. etape var han samtidig en af de få hurtige folk, der sad med feltet hjem. Netop den holdbarhed er helt afgørende for danskeren, der aldrig kommer til at matche Ewan i topfart og således blive holdets topsprinter. Cort skal finde sin metier i klassikerne og som sprinter i hårde etapeløb. De seneste måneder har vist, at han er godt på vej til at blive den nye Michael Matthews på sit australske mandskab.

Hvordan forener man verdens måske to bedste sprintere?

Orica-Scott er ikke det eneste hold, der i øjeblikket kæmper med at finde rum til alle deres hurtige folk. Andre befinder sig i en langt mere kompliceret situation, og intet sted er problemerne så tydelige som på Quick-Step. Efter at Fernando Gaviria i forrige uge fik Elia Viviani og de øvrige sprintere i San Juan til at ligne nyprofessionelle, viste holdets erklærede sprinterkonge Marcel Kittel med en suveræn opvisning i Dubai Tour, at han fortsat er feltets i særklasse hurtigste mand.

Kittel vandt i den arabiske ørken tre etaper samt det samlede klassement og stillede på imponerende vis sin ekstreme hurtighed til skue. På 1. etape fik han et fantastisk lead-out, der gjorde det muligt at distancere rivalerne med flere cykellængder, men hans på 2. og 5. etape viste sin overlegenhed ved at vinde fra en dårlig position, hvor holdets tog havde efterladt ham for langt tilbage. Kittels topfart er imidlertid mindst ét niveau over konkurrenternes.

Det er naturligvis ingen overraskelse. Kittel har specielt i Giroen vundet spurter med en overlegenhed, som man troede umulig. Alligevel blev han sat til vægs af Mark Cavendish i sidste års Tour de France. Det skyldtes ikke, at briten var hurtigere, men derimod at Cavendish er som en fisk i vandet i kaos, hvor det handler om at læse en spurt rigtig. Kittel har brug for klassisk tysk regelmæssighed og struktur, inden han kan gøre brug af sin fantastiske kraft. Sidste års Tour-spurter var præget af et hidtil uset kaos, og da det aldrig lykkedes Quick-Step-toget at aflevere deres kaptajn ordentligt, overskyggede Cavendish suverænt sin rival.

Markeringen af, at Kittel fortsat er feltets hurtigste mand, må imidlertid give anledning til hovedbrud hos Quick-Step-manager Patrick Lefevere, for hvordan finder man plads til verdens to måske bedste sprintere på samme hold? Gaviria er fortsat på vej frem og kan dermed fortsat spises af med lidt mindre løb, men på sigt er konflikten uundgåelig.

I år er løsningen enkel. Gaviria har endnu ikke kørt en grand tour, så det er kun naturligt, at han får sin debut i en sådan begivenhed i Giroen. Samtidig får han stillet sin lyst i klassikerne ved at blive holdets beskyttede rytter i Milano-Sanremo og de lettere brostensløb som Gent-Wevelgem. Kittel bliver holdets mand til de rene massespurter og skal igen føre an i Tour de France, og de to stjerner kommer næppe til at køre man løb sammen.

Kittel og Gaviria er meget forskellige ryttere, og det nedtoner konflikten. Således er Gaviria med sine gode klatreegenskaber en hurtigere og knap så holdbar udgave af Peter Sagan, der på sigt kan gøre sig i brostensklassikerne og spurter i hårde etapeløb. Modsat en mand som Sagan, der aldrig slå de bedste i de rene massespurter, kan Gaviria imidlertid blande sig med selv de allerhurtigste. Dermed går der ikke mange år, inden colombianeren naturligt vil rette blikket mod Touren, og det er netop sportens hovedbegivenhed, der bliver problemet for Quick-Step. Ingen af de stjerner kan på sigt affinde sig med ikke at få maksimal opbakning i det løb, der for de fleste betyder allermest, og det kan ikke undgås, at det fører til konflikt. Samtidig er det utilfredsstillende for sportens mange fans, at vi aldrig får den direkte styrkeudmåling mellem to af feltets allerhurtigste sprintere.

Læs også

Stjerner hylder danskere og nordmænd

Foreløbig kan Lefevere undgå at tage stilling, men det går ikke i længden. Det synes usandsynligt, at han på sigt kan holde begge de to stjerner i stalden, og inden for de kommende år skal han sandsynligvis foretage et svært valg: skal man satse på verdens hurtigste mand, Kittel, eller Gavirias mere alsidige talent? Beslutningen bliver ikke nem, men med Lefeveres forkærlighed for klassikerne har Kittel umiddelbart mest grund til at sove uroligt.

Poels’ store nedtur

Netop det med at skulle vælge mellem sine ryttere er et dilemma, der næppe er mere iøjnefaldende, end de er på Sky-mandskabet. Det britiske hold er kendt for at have stjerner til overflod, og det er lidt af et puslespil at få kabalen til at gå op, så de alle får deres velfortjente mulighed i løbet af sæsonen.

I år var det kaptajnrollen i Giroen, der kan anledning til de største hovedbrud. Chris Froome har allerede lagt billet ind på lederskabet i Touren og Vueltaen, og dermed var der kun en grand tour tilbage til Geraint Thomas, Mikel Landa og Wout Poels, der alle med berettiget forventning havde lagt billet på en chance for at jagte et personligt resultat i et tre uger langt etapeløb. I lyset af holdets store grad af uheld i det italienske løb var det oplagt at satse på to heste i maj måned, men det var uundgåeligt, at én af de tre ville ende med sorteper. Det blev i sidste ende Poels, der af holdet fik besked på at satse alt på en hjælperrolle i Touren, mens Thomas og Landa har fået carte blanche til at satse alt på egen succes i Giroen.

Froome takker Poels for hjælpen på 19. etape af Tour de France 2016 (Foto: Sirotti)
 

Poels har taget beslutningen med ophøjet ro og har i stedet indstillet sig på, at 2017 er året, hvor han skal gøre sig fortjent til en kaptajnrolle næste år. Han vil få flere personlige muligheder i foråret, hvor han skal føre an i ugelange etapeløb som sidste uges Volta a la Comunitat Valenciana, næste uges Ruta del Sol samt de større løb Paris-Nice og Tour de Suisse, og det er her, han skal overbevise ledelsen om sine egenskaber som etapeløbsrytter - nøjagtig som Thomas gjorde det ved i 2016 at vinde Volta ao Algarve og Paris-Nice.

Desværre er Poels kommet bekymrende fra start. Ingen kan betvivle hans ubestridelige talent som klatrer. I både 2015 og 2016 var man på visse dage efterladt med det indtryk, at han var Tourens stærkeste rytter, men begge løb understregede imidlertid en mangel på stabilitet. Froome kunne således ikke regne med, at Poels var ved hans side i finalen, og han havde et bekymrende antal offdays. En lignende tendens har været tydelig gennem hele hans karriere. Eksempelvis havde holdet sidste år forventning om, at han vandt deres hjemmebaneløb, Tour of Britain, men han tabte alle muligheder på den første mellemhårde etape. Det skyldtes ikke dårlig form - han vandt kongeetapen et par dage senere - men han var simpelthen ramt af en dårlig dag.

Poels’ hovedopgave er netop at bevise, at han er stabil - den allervigtigste egenskab for en etapeløbsrytter. Set i det lys kunne Volta a la Comunitat Valenciana ikke være gået værre. Poels stillede til start som forsvarende mester og fik med en andenplads i den indledende holdtidskørsel den perfekte start. Dagen efter smed han imidlertid alle muligheder for den samlede sejr, da en dårlig dag på en relativt uskyldig etape kostede ham et tidstab på næsten et minut til sin værste rival, Nairo Quintana. Et par dage senere viste han med en fjerdeplads på kongeetapen, at formen var god, men da var det for sent.

Det var vanskeligt ikke at sidde tilbage med en følelse af deja vu efter sidste års Tour of Britain, og det er ildevarslende, at Poels selv i korte etapeløb har bekymrende mange dårlige dage. Hollænderen er ubetinget en af feltets bedste ryttere, men hvis ikke han finder en løsning på sin ustabilitet, bliver han aldrig til den klasserytter, hans ubestridelige talent berettiger til.

Blev det 1-0 til Quintana i kampen mod Froome?

Mens Poels kæmpede med at få det til at fungere, viste Nairo Quintana i Valencia, at han som vanligt har passet vintertræningen. En overraskende dårlig holdtidskørsel så ud til at have kostet colombianerens sejrschancer, men en suveræn opvisning på den brutalt stejle Alto Mas de la Costa sendte Movistar-kaptajnen til tops. Dermed har Quintana nu tre år i træk vundet sit første etapeløb i Europa efter sejrene i Volta a Catalunya i 2016 og i Tirreno-Adriatico i 2015.

Ugen var stærkt imødeset, fordi også Chris Froome stillede til start i sit første etapeløb. Modsat Quintana, der havde valgt en stærkt besat spansk begivenhed til at teste benene, havde briten igen i år foretrukket at stille til start i det langt svagere besatte Herald Sun Tour, hvor halvdelen af feltet bestod af lokale kontinentalryttere. Der var imidlertid lagt op til en stor duel med Esteban Chaves, der afsluttede et fuldt løbsprogram i den australske sommer ved at stille til start i landets ældste etapeløb, men det blev ikke til det ventede slag. I stedet var det Damien Howson, der løb med sejren, mens Froome og Chaves endte som henholdsvis nummer 6 og 9.

Nederlaget markerede afslutningen på en flot stribe, hvor Froome hvert år fra 2013 til 2016 har vundet sit første etapeløb. Det mislykkedes i år, og da Quintana samtidig viste suveræn form i Valencia, har mange været hurtige til at tolke resultatet i retning af, at Froome ikke er på vanligt niveau, og at Quintana kan gå ind til de større begivenheder med en mental overhånd.

Læs også

Evenepoel har Tour-forberedelsen på plads

Det vil imidlertid være en fejllæsning af begivenhederne. Froome er ganske vist et udpræget konkurrencemenneske, og der er ingen tvivl, at det gør ondt på ham ikke at tage den ventede sejr. Det var imidlertid fra start klart, at det ville blive vanskeligt for ham at komme af med Chaves på løbets kongeetape til Falls Creek. Den afsluttende stigning var så nem, at end ikke Froome kunne gøre en forskel, og derfor blev det hele en taktisk afføre. Sky og Orica-Scott lod deres løjtnanter Kenny Elissonde og Howson køre afsted og afgøre slaget mellem sig, og imens kunne kaptajnerne bare se til længere nede af bjerget. De efterfølgende etaper var alt for nemme til at kunne gøre en forskel, og selvom Froome prøvede utrætteligt, var der intet at stille op mod et stærkt Orica-mandskab.

Med andre ord kan man ikke af det australske resultat læse, at Froome er dårligere forberedt end tidligere, men det vil alligevel genere ham, at han ikke fik det håbede udbytte. Nu drager han til Sydafrika og skal således vente helt til marts måneds Volta a Catalunya, inden han kan få årets første triumf. Samtidig kan han se til, mens Quintana sandsynligvis vinder både Abu Dhabi Tour og Tirreno-Adriatico, og at Alberto Contador og Richie Porte støver selvtilliden af i det, der formentlig bliver et stort slag i Paris-Nice. Det kan blive en mental udfordring - ikke mindst fordi diverse cykelmedier vil øge presset på Froome forud for løbet i Catalonien - men der er absolut ingen grund til panik i Sky-lejren. Ruten i Herald Sun Tour var alt for nem for Froome til at gøre en forskel, og der er ingen grund til at stille spørgsmålstegn ved britens og Skys næsten ufejlbarlige forberedelsesmønster.

Demares store kup

Spørgsmålet om selvtillid og tidligere sejre er naturligvis vigtige for etapeløbsryttere, men de spiller en endnu større rolle for sprintere, der er under konstant pres for at vinde. En af de hurtige folk, der i de senere år har haft svært ved at leve op til de tårnhøje forventninger, er Arnaud Demare. Efter at have været lidt af en sejrsmaskine i de tidlige år af sin karriere har franskmanden set sejrskontoen tørre betydeligt ud, og selvom han sidste år sikrede sig en stor sejr i Milano-Sanremo, er han klart blevet distanceret af Nacer Bouhanni og Bryan Coquard i det franske sprinterhierarki.

Det triste udbytte i de seneste års massespurter skyldes ikke en mangel på hurtighed. Tværtimod har Demare gang på gang dokumenteret, at han hører til blandt feltets hurtigste. I stedet er det blevet til færre sejre på grund af en bekymrende ringe positioneringsevne, der alt for ofte har forhindret franskmanden i overhovedet at spurte. Ganske vist har FDJ-toget over det seneste år forbedret sig markant, men det har ikke været nok til, at Demare har kunnet vende tilbage til tiders stabile sejrsstrøm.

Det efterlod FDJ med et valg. Enten nedtonede man betydningen af spurterne og satsede mere målrettet på Thibaut Pinot, eller også styrkede man Demares tog betydeligt og gav dermed franskmanden en reel mulighed for at gøre brug af sin hurtighed. Manger Marc Madiot valgte det sidste, og forud for sæsonen gjorde han et regulært kup. Det lykkedes ham således at overtale Jacopo Guarnieri, der i de senere år har vist sig at tilhøre top 3 over verdens bedste lead-out men, om at forlade Alexander Kristoffs tog og i stedet slutte sig til Demare. Samtidig skrev han kontrakt med Davide Cimolai, og håbet var, at de to italienere sammen med Marc Sarreau og Mickael Delage kunne forberede støtten til Demare mærkbart.

Effekten er ikke udeblevet, og Madiot kunne ikke have ønsket sig en bedre start på sin nye satsning. I denne uge gjorde Demare og resten af det nye tog sæsondebut i Etoile de Besseges, og her blev det til to etapesejre. Det er i sig selv flot, men langt vigtigere var det, at de blev taget ved at slå selveste Kristoff i hårde spurter op ad bakke, hvor nordmanden vanligvis er meget svær at slå. Samtidig blev de taget med en suverænitet, der fik Kristoff til åbent at indrømme, at Demare var klart den stærkeste.

Resultat understreger, at analysen var rigtig. Når Demare ikke har vundet mere i de senere år, skyldes det ikke en mangel på fart. I stedet skulle der findes en løsning på positioneringen, og erhvervelsen af Guarnieri var præcis, hvad der manglede. I Besseges kunne Demare endelig gøre brug af sin imponerende spurt, og han viste klart, at han stadig er en af feltets hurtigste. Naturligvis bliver det langt vanskelige i større løb, hvor der er flere tog i de hektiske finaler, men foreløbig synes Guarnieri at være nøglen til, at Demare kan vende tilbage til tiders succesrate.

ASOs mørke skygge

Det bliver imidlertid ikke i Tyrkiet, at han kommer til at sætte ind på sejrskontoen. I de senere år har Tyrkiet Rundt ellers etableret sig som lidt af en sprinterfestival og en foretrukken begivenhed for mange hurtige folk, men desværre synes løbet at lide en krank skæbne. Allerede i sidste uge noterede vi os, at den tyrkiske begivenhed kunne blive den store taber i den nye WorldTour-reform, og i denne uge blev vore bange anelser bekræftet, da det kom frem, at løbet bliver aflyst, hvis ikke det kan rykkes til efteråret.

Problemet er en uklar reform, der har kastet de nye WorldTour-løb ud i en næsten håbløs situation. UCI har med en meget sen regelændring i januar pludselig meddelt, at point optjent i disse begivenhed ikke tæller i det regnskab, der bruges til at tildele WorldTour-licenser i 2019, hvor to hold skal sies fra og gruppen skal reduceres til 16 mandskaber. Incitamentet til at søge optagelse på WorldTouren var ellers, at man med vigtige point på spil kunne tiltrække et meget stærkere felt. Med den nye ændring har holdene ingen ekstra tilskyndelse til at deltage i de nye løb, og i stedet synes arrangørerne alene at være efterladt med en ekstra regning til UCI for blot at have sit navn på den fine kalender.

En kombination af en elendig kalenderplacering og bekymring for sikkerheden har betydet, at kun Astana har garanteret deres deltagelse i løbet, og det har fået arrangørerne til at kaste håndklædet i ringen. Dermed har uklarheden om WorldTour-reformen skabt kaos i stedet for at styrke sporten, som ellers var den erklærede hensigt. Det mudrede kompromis, der er blevet resultatet af den evige magtkamp mellem UCI og ASO, har efterladt holdene med usikkerhed om de regler, der skal afgøre deres fremtidige skæbne i kampen om de eftertragtede licenser, mens de nye WorldTour-løb har fået et håndværkertilbud, hvis reelle indhold først blev klart for et par uger siden. Foreløbig kan det have kostet livet på et løb, der ellers syntes at blomstre og bidrage til sportens globalisering, og hvis der ikke findes en mere holdbar løsning, kan flere følge efter. Samtidig er et eller flere hold i fare, når ASO insisterer på at reducere antallet af WorldTour-licenser, og sportens fremtid kunne næppe være mere usikker og uklar. UCI synes at gøre deres bedste for at forene de forskellige interesser, men så længe ASO synes at have et snævert fokus på egne kommercielle muligheder, er der tale om en gordisk knude, der ikke umiddelbart kan løses.

Dermed lykkedes det alligevel for sportens autoriteter at kaste en trist skygge på en flot uge, hvor det endelig var cykelløbene, der stod i centrum.