Ugenanalyse: Den ”fede” colombianers genfødsel, opbrud i sprinterfeltet og presset på Cavendish

Er Hammer Series et forfriskende pust?

Der manglede ikke store armbevægelser, da en gruppe af de største WorldTour-hold for efterhånden snart to år siden gik sammen om at etablere den nye Velon-organisation. I en cykelverden, hvor magtkampene mellem UCI og løbsarrangørerne med ASO i spidsen, har stjålet den politiske agenda totalt, er hold og ryttere ofte blevet overset og har følt sig som magtesløse tilskuere, og det har i mange år ansporet nogle af de mest magtfulde managere at plædere for øget sammenhold mellem de største mandskaber. Resultatet blev skabelsen af Velon, der siden har givet holdene en mere magtfuld forhandlingsposition over for løbsarrangører og ført til skabelsen af flere nye initiativer, der primært har haft som mål at øge involveringen af fans.

Den langsigtede målsætning for Velon er at styrke det meget skrøbelige fundament under holdene, der i dag lever en meget usikker tilværelse på nåde hos en håndfuld pengestærke sponsorer. Helst vil man gerne have snablen ned i kassen med tv-penge hos organisationerne bag de store løb, men ikke overraskende er ASO meget lidt villige til at åbne for hanerne. I stedet har man selv forsøgt at udnytte, at man med ”ejerskabet” til sportens stjerner selv sidder på en vis magtposition, som kan benyttes til selv at gå ind i arrangørbranchen. Ved at garantere tilstedeværelse af flere sportens topnavne har man muligheder som andre idemænd bag nye løb ikke har.

Resultatet er tilblivelsen af den nye Hammer Series, der ikke blot er et nyt løb, men et forsøg på at nytænke den ellers meget konservative landevejssport. Første udgave blev afviklet i Limburg i weekenden, hvor det nye banebrydende løbskoncept blev testet for første gang, og planen er, at serien på sigt skal omfatte flere årlige afdelinger. Næste udgave er allerede planlagt til at finde sted i forbindelse med det norske Tour des Fjords næste forår, og håbet er, at man kan skabe en succes, der i kraft af øget faninvolvering og solide tv-indtægter kan sikre en ekstra kilde til kapital for de nødlidende hold, hvis skrøbelighed blev sat under lup så sent som i denne uge, hvor det i forvejen økonomisk svagt funderede Cannondale-mandskab offentliggjorde, at de er på jagt efter ny kapital.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Skabelsen af Hammer Series har været mødt med nogen skepsis, ikke mindst fra nostalgikere, der har svært ved at se, hvorfor man skal nytænke en sport, der på mange måder fungerer. Sandt er det da også, at det nye koncept har så mange ligheder med banecykling, at det næppe nogensinde vil kunne konkurrere med sportens med populære disciplin. Der er således en grund til, at det er landevejssporten, der har tiltrukket den største fanbase, og man skal være varsom med at ændre på det, der har etableret cykelsporten som en yderst populær idræt i stadigt større dele af verden.

Tanken er imidlertid, at Hammer Series skal været et supplement, der finder sted ganske få gange om året, ikke en revolution af sporten, og set i det lys var første afdeling på mange måder en succes. Specielt rytterne tog godt imod initiativet og syntes at være begejstrede for lidt afveksling i en sport, der for udøverne nok kan virke en smule monoton og ensformig. Også sportsdirektørerne fandt ny inspiration i at skulle gentænke deres ideer, og der var gik mange overvejelser forud for de enkelte løb i et forsøg på at være den, der knækkede koden til de nye regler bedst.

Forud for løbet var usikkerheden om den taktiske tilgang stor, og det må konkluderes, at den første afdeling ikke gav noget entydigt svar på, hvordan man bedst håndterer de nye discipliner. I det hele taget var der vel næppe mange, der blev meget klogere på det taktiske element, og det afspejler måske meget godt, at der er behov for visse ændringer, hvis konceptet skal vise sig bæredygtigt på sigt.

Den grundlæggende ide med at skabe et løb, hvor det er holdet, der hyldes, og hvor man testes inden for tre at sportens grunddiscipliner, klatring, sprint og tidskørsel, er god, men der er nok i høj grad behov for en forenkling af regelsættet. Pointgivningen er kompliceret - hvordan man er kommet frem til den håbløse pointskala er et mysterium - og det gør det vanskeligt for seerne at følge med. En af banesportens svagheder har netop været, at discipliner som point- og parløb har været svære at forstå for folk, der ikke dagligt følger sporten, og Hammer Series risikerer at lide samme skæbne, hvis ikke reglerne forenkles. Derudover skal man måske nytænke måden, hvorpå point omregnes til tidsforskelle i det afsluttende forfølgelsesløb - der til gengæld var underholdende og dramatisk - idet selv mange kommentatorer i både Danmark og udlandet slet ikke havde forstået de ikke helt enkle regler.

Det skal imidlertid ikke skorte på opbakning til initiativet herfra. Nytænkning skader sjældent, og som enkeltstående begivenheder, der afvikles et par gange om året, er Hammer Series et frisk initiativ, der kan skabe lidt afveksling i løbet af en lang sæson. Modtagelsen fra rytterne indikerer, at mange af dem har det på samme måde, og de greb løbet an med en entusiasme og et gåpåmod som en nyprofessionel, der vidner om, at løbet har sin berettigelse. Næste skridt er at lave de justeringer, der kan gøre løbene mere overskuelige og lette at følge. Det er ikke nødvendigvis nogen let sag, men der er på baggrund af debuten i hvert fald ingen grund til at skrinlægge projektet.

Er Betancur på vej tilbage?

Arrangørerne have vel mest ventet, at Hammer Series ville tiltrække sig opmærksomhed i kraft af sin status som nyskabelse, men også ud fra et sportsligt perspektiv var der i den grad grund til at spærre øjnene op efter begivenhederne på de hollandske landeveje. Således skulle der ikke mere end 77 km og 11 bjergspurter til for at indikere, at vi måske står foran en genfødsel, der kan blive et yderst interessant element under sommerens Tour de France.

Ikke siden sejren i Paris-Nice i 2014 har der været blot den mindste indikation på, at Carlos Betancur nogensinde ville finde tilbage til det niveau, der gjorde ham til en af 2013-sæsonens helt store åbenbaringer. En åbenlys mangel på motivation og en naturlig glæde ved mad, der betød, at han ikke siden Giroen i 2013 har været bare nogenlunde tæt på sin ideelle kampvægt, har betydet, at colombianeren, der af mange ellers betegnes som en af sportens mest naturlige talenter, havde udsigt til at ende i kassen over forspildt potentiale. Hans triumf i Paris-Nice, hvor han helt tydeligt var adskillige kilo over den ideelle vægt for en klatrer, vidner om, hvor kolossalt talentfuld colombianeren er, og derfor har det nærmest gjort ondt at se, hvordan han i de forløbne tre år totalt har formøblet sine muligheder.

Efter at det uharmoniske samarbejde med Ag2r endegyldigt led forlis i 2015, tog Movistar en chance, da de tilbød ham en kontrakt forud for 2016-sæsonen. Desværre var der i løbet af det første år intet, der tydede på, at han var parat til at gribe livlinen. At han trods klar overvægt alligevel tog to sejre i sin debutsæson var endnu en understregning af talentet, men heller ikke i 2016 nåede han nogensinde at blive så trimmet, at han kunne matche de bedste i bjergene.

I dette forår har der heller ikke været meget at skrive hjem om, men han viste tegn på liv i ardennerklassikerne. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg fandt det komplet uforståeligt, at man på det tidspunkt gav ham en længere løbspause, idet historien netop har vist, at det er disse træningsperioder, der gang på gang har ruineret en ellers spirende topform.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Denne gang ser det imidlertid ud til at være gået anderledes. Om det er udsigten til en længe udsat Tour-debut, eller om han har fået stillet stolen for døren af Movistar, skal jeg lade være usagt, men faktum er, at Betancur var sig selv igen i Hammer Series. Ikke blot var han mere trimmet, end han har været i fire år, han havde også den lethed og det punch på stigningerne, der i 2013 gjorde ham til så fascinerende et bekendtskab i Giroen og i klassikerne. Hvis det er en indikation på, at vi i Touren kan vente os en genfødsel af den rytter, der vandt den hvide trøje i Giroen for fire år siden, får Movistar pludselig et livsfarligt våben i kampen mod Chris Froome og Sky, som man fra britisk side på ingen måde kan ignorere. På en rute, der netop kræver angrebslyst og aggressiv kørsel, har den ”tykke” colombianer muligheder for at skabe ravage, specielt i lyset af det begrænsede antal enkeltstartskilometer. Det kan skabe en helt ny dynamik i et løb og med et skabe en langt mere lige balance mellem Sky og Movistar, der i givet fald pludselig har tre reelle topkandidater til kampen om podiepladserne.

Det er naturligvis vanskeligt at basere alt for meget på de relativt beskedne antal kilometer, Betancur kørte i den forgangne weekend, men tydeligt var det i hvert fald, at han er mere fit end længe. En mere præcis indikation af hans form får vi fra lørdag i Schweiz Rundt. Hvis han vitterligt er tilbage på sit topniveau, står han med gode muligheder for at vinde en historisk svagt besat udgave af det schweiziske etapeløb, og skulle det lykkes ham at vinde verdens fjerdestørste cykelløb, vil det signalere et comeback, som mange cykelentusiaster har hungret efter, siden Betancur for alvor åbenbarede sit talent for efterhånrden mere end fire år siden.

Opbrud på sprinterfronten

Betancur var imidlertid ikke den eneste, der var i sit es i Hammer Series. Også Elia Viviani var i usædvanligt strålende kørehumør og leverede en pragtpræstation i Hammer Sprint, hvor han i høj grad var med til at lægge grunden til, at Sky dagen efter kunne hyldes som samlede vindere. Ikke blot viste han sig som den klart hurtigste rytter i feltet, han udviste også et initiativ og en aggressivitet, som man sjældent set hos sprintere.

Præstationen var en fornøjelse at være vidne til, når man erindrer, hvad Viviani kommer fra. Således oplevede italieneren blot et par uger tidligere en af karrierens største skuffelser, da han til alles, også sin egen, store overraskelse pludselig blev forbigået af Sky-ledelsen til Giro d’Italia, der ellers var hans store sæsonmål. Det kom endda i en sæson, hvor han for første gang længe har fuldt fokus på landevejen, efter at han med sidste år guldmedalje i Rio har vendt ryggen til banen og nu har helliget sig målet om at vinde Milano-Sanremo og etablere sig som en af verdens allerbedste sprintere.

Året har hidtil indikeret, at Viviani er på sporet. Selvom han helt tydeligt har tabt noget af sin hurtighed, viste top 10-placeringen i Sanremo, at han allerede er komme langt i sin ambition om at styrke sin holdbarhed, så han kan jagte sejre i de nemmeste klassikere. De ambitioner skulle der være plads til at forfølge hos Sky, men det ændrer imidlertid ikke på, at Viviani først og fremmest er sprinter, og for de hurtige folk er der kun én ting, der for alvor tæller: etapesejre i grand tours.

Det er vanskeligt at se, at Viviani nogensinde skal få plads til at tage de sejre i de tre uger lange løb, om talentet berettiger til, hvis ikke han forlader Sky. Hidtil har han måttet køre spurterne i Giroen helt uden lead-out, og selvom det gav en flot sejr i 2015, viste sidste års Giro, at det er svært at begå sig i et felt, hvor lead-outs ikke bliver mindre vigtige med årene. Da Sky samtidig har så mange grand tour-ryttere, at man har måttet bede en stjerne som Wout Poels agere hjælperytter i alle de store løb, er det vanskeligt at se, at der i fremtiden overhovedet skal blive plads til Viviani på startstregen. Allerede til efteråret kan han få sig endnu en påmindelse om den svære situation, når han sandsynligvis bliver forbigået til et Vuelta-hold, der vil være 100% bygget op omkring Chris Froome.

Når Viviani overhovedet valgte Sky, var det naturligvis ikke uden grund. Han har i mange år haft det som et stort mål at vinde en OL-medalje i omnium, og set i det lys var briterne det oplagte valg. Med den nære tilknytning til British Cycling kunne de yde god støtte i disse bestræbelser, og de var endda villige til at give ham den nødvendige frihed til fuldstændigt at fokusere på legene i Rio, hvor drømmen blev indfriet og Viviani kunne drage hjem med guld om halsen.

Nu er målene imidlertid rekalibreret tilbage til landevejen, og det efterlader Viviani i en situation, hvor Sky er en hindring, ikke en mulighed. Det var netop det, Ben Swift indså, da han traf det ukonventionelle valg at skifte til UAE Team Emirates, og som førte til den ikke helt lykkelige skilsmisse med Mark Cavendish. Noget tyder på, at Viviani er kommet til samme konklusion. I hvert fald melder italienske medier, at italieneren har stillet Sky stolen for døren og forlangt klarhed om sit løbsprogram for 2018 samt bevidsthed om, at han får et stærkt tog til sin rådighed. Hvis ikke Sky kan imødekomme det ønske vil han angiveligt forsøge at komme fri af en kontrakt, der ellers løber til udgangen af 2018.

Umiddelbart synes det usandsynligt, at Sky kan nikke ja til alle Vivianis krav. Han er nu 28 år og har kun én grand tour-etapesejr på CV’et. Hvis han nogensinde skal booste den konto væsentligt, er der næppe nogen vej udenom at forlade det hold, der gjorde det muligt for ham med en OL-guldmedalje at blive italiensk nationalhelt, og dermed kan han blive del af en tendens, der vil lede til en omorganisering af sprinterfeltet i 2018.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

Viviani er nemlig ikke den eneste topsprinter, der har udsigt til at finde nyt hold. Bryan Coquard har allerede meddelt Direct Energie, at han nu vil være en del af WorldTouren og derfor ikke vil forlænge sin kontrakt. Det har ført til et sammenbrud i hans ellers glimrende forhold til manager Jean-Rene Bernaudeau, der angiveligt ikke har kunnet acceptere bruddet og seriøst overvejer at lade holdets største stjerne og bedste bud på en etapesejr blive hjemme fra Tour de France. Det sker endda til trods for, at Coquard var loyal over for Bernaudeau, da denne mistede Europcar som sponsor og havde brug for topnavne i sit forsøg på at redde sit hold. Denne gang er der imidlertid ingen vej uden om, at Coquard næste år vil være at finde i nye klæder på et af sportens største hold.

Det samme gælder tilsyneladende for Alexander Kristoff, der er raget uklar med Katusha. Ledelsen har haft svært ved at acceptere, at nordmanden for andet år i træk ikke har kunnet leve op til den fantastiske klassikersæson, han havde i 2014, og efter at have beklaget sig over hans vægt synes det ny at være givet, at Kristoff næste år vil være at finde på et nyt hold. Flere muligheder har været nævnt, herunder specielt Astana, men det synes ikke at være sandsynligt, at han kan forliges med sin nuværende ledelse.

Dertil kommer, at Marcel Kittel har kontraktudløb, og selvom der foreløbig synes at være enighed om arbejdsdelingen, er det klart, at der på Quick-Step inden længe vil komme en konflikt mellem tyskeren og Fernando Gaviria, der nødvendigvis også må have Tour de France-ambitioner. Det kan føre til, at også Kittel afsøger markedet for nye muligheder, og dermed kan vi i 2018 have udsigt til den største omstrukturering af sprinterfeltet, vi længe har set.

Betyder kyssesygen, at Cavendish ikke når Merckxs rekord?

En sprinter, der imidlertid ikke skal nogen steder, er Mark Cavendish. Britens kontrakt med Dimension Data rækker til udgangen af 2018, og hans langsigtede fremtid er utvivlsomt den mindste af hans bekymringer i øjeblikket. Således befinder Cavendish sig i disse dage i et kapløb med tiden om at blive klar til Tour de France, efter at han i april fik diagnosticeret kyssesyge.

Problemet med kyssesyge er, at det er totalt utilregnelig sygdom. Ingen aner, hvor længe det holder Cavendish på sidelinjen, og usikkerheden gør det umuligt at lægge nogen planer. Eksempelvis blev George Bennett ramt af samme sygdom i løbet af vinteren, men han var allerede tilbage på højt niveau i Abu Dhabi Tour i slutningen af februar og har netop taget karrierens største sejr i Tour of California. Helt modsat forholder det sig for Benat Intxausti, der blev ramt af sygdommen i februar 2016, stort set ikke har kørt løb siden dag og endnu ikke har udsigt til et comeback.

I sidste uge kom det frem, at Cavendish regner med at stille til start i de britiske mesterskaber en uge inden Tour-starten, og i år kunne Cyclingnews så meddele, at han allerede i næste uge ventes til start i Slovenien Rundt. Dermed kunne det tyde på, at Cavendish vil være at finde på startstregen, når Tour de France-feltet 1. juli ruller ud fra Düsseldorf, og det vil være yderst velkomment i en Tour, hvor sprinterne ser ud til at skulle spille en meget større rolle, end de længe har gjort.

I forsøget på at bryde Skys og Froomes dominans hat ASO nemlig designet en rute med meget få bjergetaper og enkeltstarter. I stedet er der et nærmest uhørt antal flade etaper, der til dels tjener det formål at skabe mere spænding i kampen om den grønne trøje, der i de senere år har været domineret fuldstændigt af Peter Sagan. Det har imidlertid som sideeffekt, at Cavendish har sit livs chance for at komme meget tættere på drømmen om at slå Eddy Merckxs rekord for flest etapesejre i Touren. I øjeblikket mangler han bare 4 for at tangere belgierens total på 34, og i en alder af 32 må han sande, at tiden snart rinder ud. Han får næppe igen en mere sprintervenlig rute, og derfor vil det være noget nær e katastrofe, hvis han må misse netop denne udgave.

Netop det forhold udgør imidlertid også en fare. Med annonceringen af at han netop bliver klar til sit comeback lige inden Touren, er det nærliggende at frygte, at tingene er blevet forceret for meget. Sporten er desværre fyldt med eksempler på tilbageslag for ryttere, der for tidligt har ignoreret kyssesygens symptomer og med uheldige konsekvenser er vendt tilbage til konkurrence for tidligt. Om det samme er tilfældet for Cavendish, ved man naturligvis kun på Dimension Data, men faren er overhængende. Ikke blot er Cavendish selv desperat ved udsigten til at misse Touren, også hans hold, der næppe heller får en skadet Stephen Cummings til start, er under stort pres for at kunne stille til start med deres største stjerne. Forhåbentlig er det hastigt annoncerede comeback udtryk for en reel forbedring af hans helbred og ikke et forsøg på at forcere tingene. De første indikationer på, om vi kan regne med noget stort fra Cavendish til sommer, får vi om en uges tid, når det gælder de fire etaper i Slovenien Rundt, der i år pludselig får hele cykelverdenens øjne rettet mod sig.