Ugenanalyse: En rød løber for Valverde, nye mål for veteranen og Skys Giro-forbandelse

Bemærk, at der ikke kommer en ugeanalyse i den kommende uge, hvor al tiden vil være dedikeret til optakter til Giro d’Italia.

SÆT DIT GIRO D'ITALIA MANAGERHOLD
 

Rullede Sky og Orica-Scott den røde løber ud for Valverde i Ardennerne?

Listen over superlativer er efterhånden ved at være opbrugt. Disse ugeanalyser er et relativt nyt tiltag, og vi har kun netop rundet de første 10. Alligevel er det lykkedes Alejandro Valverde i løbet af det korte tidsrum at sætte på sig dagsordenen og gøre sig berettiget til omtale stort set hver eneste gang. Hvis ikke han gør konkurrenterne til statister i klassikerne i Nordeuropa, ryder han bordet i sit hjemlands største etapeløb. Ganske vist kom han usædvanligt skidt fra start på Mallorca i januar, men efter han først fik gang i benene, har han på bare to måneder opbygget en resultatliste, der allerede har fået ham til at erklære, at han med sindsro kunne ende sin sæson nu og stadig have haft en af sine allerbedste år - og så glemmer man endda let, at sygdom med stor sandsynlighed forhindrede ham i også at vinde Paris-Nice!

Valverdes opvisning i Ardennerne fuldender et forår, der har været præget af tre dominerende skikkelser, der stort set har ryddet bordet i de løb, de havde udset sig. Valverde, Philippe Gilbert og Greg Van Avermaet er heldigvis så forskellige ryttertyper, at der har været plads til dem alle tre, men sjældent har man oplevet en sæson, hvor tre navne har skilt sig ud i så markant en grad. Hvem der er den største af de tre, vil naturligvis være en kilde til nogen diskussion, men selvom Van Avermaet var nærmest altædende på brostenene og Gilbert yderst konsistent i de store endagesløb, skiller Valverde sig ud, når det gælder alsidighed. Det er før set, at en rytter har domineret en del af klassikerne - Gilbert var suveræn i Ardennerne i 2011, og Tom Boonen vandt næsten alle brostensløb i 2012 - og det har også før været mligt at dominere de ugelange etapeløb, som Bradley Wiggins gjorde det i 2012 og Chris Froome i 2013. Jeg mindes imidlertid ikke, at en enkelt rytter i min tid som cykelentusiast har oplevet en rytter dominere over så bredt et spektrum, som Valverde har gjort det i 2017 - og hans sæson er end ikke halvvejs endnu!

Kulminationen på Valverdes suveræne forår kom over tre dage i Ardennerne, hvor spanieren klart dokumenterede, at han var den i særklasse stærkeste, og med sin tredje Fleche-Liege-double fik han nu øget sin føring på listen over flest Fleche-sejre samt reduceret afstanden op til Eddy Merckx på listen over antal sejr i Liege samt antal sejre i de tre Ardennerklassikere, således at han nu blot mange én på begge de to ranglister for at udligne den belgiske legende. Lige så imponeret man må være over Valverde styrke, lige så overrasket må man imidlertid være over konkurrenternes taktik. Mand mod mand var det nemlig hele tiden klart, at spanierne var umulig at slå, men specielt Sky og Orica-Scott misbrugte begge de veje, der var til at få ram på den suveræne veteran.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Faktisk havde de to mandskaber fået serveret opskriften. Situationen var således meget lig den, vi så i brostensløbene, hvor Quick-Step fandt nøglen til at slå den overlegne duo bestående af Sagan og Van Avermaet. Nøjagtig som Quick-Step havde Sky og Orica nemlig meget brede hold med flere mulige vinderkandidater, og samtidig var det chokerende at se, hvor svagt Movistar var. Normalt solide ryttere som Jesus Herrada og Marc Soler var ikke i nærheden af topformen, og selvom Imanol Erviti og Rory Sutherland var imponerende i løbets indledende faser, var Valverde dybt afhængig af Jose Joaquin Rojas og en Daniel Moreno langt under niveau i finalerne. Svagheden var endda blevet udstillet i Amstel Gold Race, hvor Quick-Step endda havde gentaget kunststykket fra brostenene, nedbrudt Movistars svage bolværk og efterladt Valverde isoleret og uden chance for at vinde løbet.

Dermed var opskriften givet på forhånd. Som i alle øvrige klassikere, handlede det om at åbne løbene udefra og forsøge at undgå en direkte duel med Valverde. Alligevel så man Orica-Scott og Sky sørge for at holde feltet samlet på sidste omgang i Fleche Wallonne, mens Movistar helt slap for at føre i de sidste 20 km. Resultatet var givet på forhånd: Valverde fik Michael Albasini, Michal Kwiatkowski og Sergio Henao til at ligne statister på Mur de Huy, og begge hold blev efterladt tomhændede.

Man skulle så tro, at de to hold havde lært lektien forud for Liege, og Kwiatkowskis kommentarer forud for løbet indikerede også, at man var klar til at forsøge at undgå den direkte konfrontation med løbets favorit. Movistar begik imidlertid et taktisk mesterstykke ved at lave et meget stærkt udbrud få hele 13 minutter. Manøvren var risikabel, men den virkede. For at hente udbruddet skulle der køres så stærkt hele dagen, at Sky, Quick-Step og Orica-Scott var nødt til at give spanierne en hånd, og alle sagde efterfølgende, at farten havde været så høj, at det slet ikke gav mening at forsøge et tidligt fremstød. Selv ikke i den absolutte finale, hvor risikoen for en Valverde-sejr var overhændende, ændrede man taktik, og det var således i høj grad Gianni Moscon, der hentede Wellens-gruppen mellem Rocha-aux-Faucons og Saint-Nicolas samt Roman Kreuziger og Adam Yates, der sikrede, at Davide Formolos og Dan Martins sene fremstød ikke blev belønnet.

Valverde havde med andre ord tre hold til at køre for sig, og derfor var hans sejr aldrig i fare. Værre blev det næsten af, at Kwiatkowski tilsyneladende slet ikke havde luret, hvor suveræn Valverde var. Således sagde han efter løbet i søndags, at han på Saint-Nicolas og målbakken havde følt sig så stærk, at han kunne lukke op til hvem som helst. Den form for selvovervurdering blev kostbar, da han således ikke fandt det nødvendigt at sidde på Valverdes hjul i finalen, og han måtte efterfølgende indrømme, at han var alt for lang tilbage, da spanieren åbnede på med 500 m til mål. Det er vanskeligt at forstå, hvordan den sympatiske og normalt taktisk snu polak fuldstændig kunne fejlvurdere egen styrke. Måske havde det ikke været umuligt at køre med Valverde, men det var trods alt indlysende, at man skulle være på hans hjul med det samme - men altså åbenbart ikke for Kwiatkowski, der angiveligt følte, at han havde alt under kontrol…

Tilsyneladende var det kun Quick-Step, der havde forstået, hvordan Valverde kunne besejres. De fuldførte taktikken til UG i Amstel Gold Race, men med tabet af Julian Alaphilippe og Philippe Gilbert havde de ikke holdet til at gentage det i de to belgiske klassikere. Nu endte specielt Liege som en halvkedelig affære, hvor der kun blev kørt cykelløb til allersidst, og man kan kun begræde tabet af de to stjerner på det belgiske hold. Måske de havde haft nøglen til at udfordre Valverde, som måske i virkeligheden vandt løbet, da Alaphilippe styrtede i Baskerlandet, og Gilbert slog sin nyre i Amstel Gold Race…

SÆT DIT GIRO D'ITALIA MANAGERHOLD

Skal Movistar revidere deres Tour-planer?

Efter opvisningen er det naturligt at spørge, om der overhovedet er grænser for, hvad Valverde kan opnå i år. Veteranen har helt indlysende aldrig været stærkere, og det må naturligt sætter tanker i gang hos både Valverde selv og Movistars ledelse.

Siden sæsonstarten har Valverdes mål været et godt forår med fokus på klassikerne samt at gå efter endnu en Vuelta-sejr. Specielt sidstnævnte er en kolossal ambition for spanieren, der flere gange har været tæt på, selvom han forinden har kørt et udmarvende Tour de France. I år stiller han alene til start i Frankrig for at hjælpe Nairo Quintana, og det har givet spanieren tro på, at han kan bibeholde den nødvendige friskhed til at slå normalt stærkere etapeløbsryttere anført af Chris Froome på sit hjemlands landeveje i august og september. Således har Valverdes styrke altid været hans fantastiske evne til at fastholde sit høje niveau, når alle andre rammes af træthed, og det er derfor ikke uden grund, at han sidste år kun var én dårlig dag fra at slutte i top 10 i alle tre grand tours, og at han har en helt imponerende rekordliste og stabilitet i Vueltaen, der i kraft af sin kalenderplacering handler mere om friskhed end noget andet.

En anden af Valverdes styrker er, at han har en god fornemmelse for egne evner muligheder. Således indså han allerede i 2008, at han aldrig vinder Tour de France, og derfor blev karrierens største mål hurtigt en podieplads i verdens største cykelløb. Det nåede han til sin store lettelse i 2015 efter den store nedtur året forinden, og siden da har han haft et meget afslappet forhold til det franske etapeløb. Alle ambitioner er indfriet, og derfor stiller han sig nu gerne til rådighed for Quintana.

Det skulle imidlertid være mærkeligt, hvis ikke sæsonstarten har givet anledning til overvejelser. Årets Tour de France er kendetegnet ved en ganske let rute uden mange store bjergetaper. I stedet er der mange mellemsvære etaper, og stigningerne er generelt kortere, mere irregulære og stejlere end vanligt. Kort sagt er der tale om perfekt Valverde-terræn. Spanieren er netop i sit es på den type udfordringer, hvor han har glæde af sin eksplosivitet. Ganske vist er der endnu ikke offentliggjort detaljerede profiler for andet end de store bjergetaper, men umiddelbart kunne det tyde på, at der ligger adskillige mulige etapesejre og venter på Valverde. Bonussekunderne er som bekendt tilbage, og antallet af enkeltstartskilometer er begrænsede. I virkeligheden er der tale om en perfekt rute for Valverde, der bør finde sig meget bedre til rette end Quintana, for hvem ruten ikke kunne have været meget værre.

Det vil naturligvis være overilet at fjerne Quintana fra kaptajnrollen, men mon ikke det kunne være en ide at ændre Valverdes ambitioner? Det er meget svært at se, hvordan Quintana skal få ram på Chris Froome på en rute som denne - specielt fordi han allerede har en udmarvende Giro i benene. Skal det lykkes, kræver det sandsynligvis opfindsomhed og aggressivitet, som da det lykkedes at rysten briten på vejen til Formigal i sidste års Vuelta, og i den sammenhæng er to stærke klassementskort bedre end ét. Valverdes sæsonstart har været så skræmmende, at den må vække bekymring og beundring også i Sky-lejren. Kan Movistar virkelig tillade sig frivilligt at smide det kort væk?

SÆT DIT GIRO D'ITALIA MANAGERHOLD
 

Er Sky endelig klar til at bryde Giro-forbandelsen?

I øjeblikket er det imidlertid ikke Valverde, der fylder mest i Dave Brailsfords og den øvrige Sky-ledelses bevidsthed. I stedet har man blikket stift rettet mod Italien og forsøget på endelig at bryde den Giro-forbandelse, der har martet det britiske hold siden stiftelsen i 2010. I 2013, 2014, 2015 og 2016 har man haft reelle vinderkandidater og en af løbets tre store forhåndsfavoritter, men hver gang er det gået galt. I 2013 faldt Bradley Wiggins i bogstavligste forstand ned fra tinderne og endte med at udgå, i 2014 kom en syg Richie Porte end ikke til start, i 2015 måtte samme Porte efter et ulykkesramt løb udgå med en skade, og sidste år måtte Mikel Landa rejse hjem på grund af sygdom, efter at han netop havde kørt sit livs enkeltstart.

Belært af erfaringerne satser man denne gang ikke på én hest, og i stedet løber man en risiko ved at lade to potentielle Froome-hjælpere i Touren være ligestillede kaptajner. Geraint Thomas og Landa vil tage til Sardinien på helt lige fod, og ingen af de to vil have forrang i det interne hierarki. Håbet er dels, at det vil kunne tage presset fra dem begge, dels at det vil kunne give flere muligheder, hvis uheldet igen skulle være ude, og dels at det vil give flere taktiske muligheder. Således er Thomas og Landa meget forskellige ryttertyper, der vil have hver deres tilgang til løbet. Baskeren er kendt for sin offensive kørsel og skal køre aggressivt i bjergene for at vinde tid, der kan kompensere for tabene i de to relativt lange tidskørsler. Thomas derimod har ikke lagt skjul på, at han nærmest skal køre 21 enkeltstarter med fokus på sig selv, og således håbe på, at han kan køre så stærkt i bjergene, at han med tidsgevinsterne i kampene mod uret kan køre sig på det endelige podium.

Generalprøven skulle som vanligt finde sted i Tour of the Alps - det nye navn til det hæderkronede Giro del Trentino - og efter fem dage i bjergrigt terræn er der grund til stor optimisme i det britiske mandskabs hovedkvarter. Således leverede Thomas en sjældent sent dominerende opvisning, og han bekræftede dermed de tendenser, han har vist det meste af foråret. Han overraskede sig selv, da han næsten kunne følge Quintana på kongeetapen i Tirreno, og denne gang var han endda endnu mere imponerende, da han med en næsten uhørt forcering på ingen tid lukkede hullet til Landa og Domenico Pozzovivo på løbets kongeetape for siden at sætte endnu et angreb ind og sikre sig både etapesejren og den samlede sejr. Siden så han ud til at være en mand i fuld kontrol, og han lignede aldrig en mand, der på nogen måde var truet af en ellers stærkt kørende Thibaut Pinot, der vil være en af de største rivaler i Giroen.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Thomas’ præstationer er yderst opløftende, og han ligner nu for alvor en af de få, der måske kan gøre Quintana rangen stridig på de italienske landeveje. I Tirreno viste han, at hans forbedrede klatring ikke har kostet på enkeltstarten, og hans præstationer på stigningerne gør det yderst sandsynligt, at han vil være blandt de allerbedste også i bjergene. Lægger man dertil, at han kører på et af løbets bedste hold og sikkert kan køre defensivt på stigningerne, ser det aldeles lovende ud for waliseren.

Det store spørgsmål er naturligvis holdbarheden. Thomas har aldrig tidligere kørt efter en topplacering over tre uger. Det er imidlertid værd at huske på, at han kun var tre dage fra eventuelt at slutte på podiet i Tour de France for to år siden, og havde løbet været blot to bjergetaper kortere var han endt blandt de allerbedste. I det løb var han endda stillet til start helt uden ambitioner, og han brugte masser af kræfter på at hjælpe Froome undervejs. Det viser tydeligt, at han har motoren til at være konkurrencedygtig gennem hele løbet. Når alt gik galt i 2016, var det alene, fordi han havde presset sin krop alt for hårdt med både træning og ernæring, og han stillede således til start i Frankrig helt tømt for kræfter. Det har han lært af, og alt tyder på, at Thomas kan stå på tærsklen til sit helt store gennembrud som grand tour-rytter.

For Landa er situationen meget mere usikker, og som vanligt er det umuligt at blive klog på baskeren. Hans forår har været relativt anonymt, og han var tydeligvis ikke så stærk i Trentino som for 12 måneder siden, hvor han var i en klasse for sig. Alligevel tyder meget på, at han er på sporet mod noget stort. Således var det kun på førstedagen, at han havde en dårlig dag. På de følgende fire etaper var det vel kun Thomas, der var stærkere. Således blev han nummer 2 på kongeetapen, og hans hjælperytterindsats på de to svære sidste etaper, som han nærmest ene mand kontrollerede, var helt sublim. Kan han forbedre sig yderligere inden starten på Sardinien - og hvorfor skulle han ikke det? - er det ikke umuligt, at vi ser Landa tilbage på sit 2015-niveau.

Det må give Quintana grå hår i hovedet. Enhver ved, at colombianeren næppe kan slås i en direkte duel, men nøjagtigt som det var tilfældet for holdkammeraten Valverde i Ardennerne, kan et stærkt hold måske sætte ham under pres. Movistar stiller ikke med et skræmmende mandskab i Italien, og det bliver ikke umuligt at isolere colombianeren. Sky forstod ikke at bruge deres overtal mod Valverde i klassikerne, men hvis de har lært af lektien, giver Thomas og Landa dem måske redskaberne til at skabe en mere spændende Giro, end Quintanas tilstedeværelse umiddelbart kunne give anledning til.

SÆT DIT GIRO D'ITALIA MANAGERHOLD

Ildevarslende tegn fra Nibali?

Mens Sky gnider sig i hænderne over en succesfuld generalprøve, må der være anledning til lidt bekymring i Bahrain-lejren. Den forsvarende vinder Vincenzo Nibali har i de senere år gjort det til en vane at køre som en pose nødder i sine opvarmningsløb forud for grand tours - i øvrigt en fuldstændig omvæltning i forhold til karrierens første år, hvor han var konkurrencedygtig fra februar til oktober - og derfor skal man passe på med at læse alt for meget i resultaterne fra Tour of Croatia, som han i år grundet sponsorforpligtelser benyttede som sin sidste test forud for det, han håber, bliver et succesrigt titelforsvar i Giroen.

Nibali endte med at vinde løbet, og på papiret ser alt derfor ud til at være på sporet for den italienske stjerne. Det er imidlertid vanskeligt ikke at sidde med en lidt flad fornemmelse efter de seks dage på Balkans landeveje. På papiret var Nibali således ikke bare én, men adskillige klasser over konkurrenterne. Ganske vist bestod konkurrencen af ryttere som Jaime Roson og Jan Hirt, der på sigt kan blive to af verdens allerbedste klatrere, men normalt bør Nibali ikke have vanskeligheder ved at sætte de to stadig meget unge ryttere markant til vægs. Således er det ikke mange uger siden, at Roson af bl.a. Valverde og Contador i Baskerlandet blev mindet om, at han stadig har et stykke vej, inden han kan blande sig med verdenseliten.

Alligevel var Roson klart stærkere end Nibali i Kroatien, hvor det kun var uopmærksomhed på en sprinteretape samt sublim og aggressiv kørsel af Nibali på den relativt flade sidste etape, der gjorde det muligt for stjernen at hjemtage sejren. På de to bjergetaper var hans angreb tandløse, og han skal glæde sig over, at de to målstigninger var relativt nemme. Havde han været oppe mod Roson i en finale for rigtige klatrere, kunne han meget vel have fået sig en solid øretæve.

Nu kørte Nibali også elendigt i Dauphiné i 2014 og i Trentino i 2016, og alle kan huske, hvordan det efterfølgende endte i Touren og Giroen. Alligevel er det ildevarslende, at han ikke var bedre i Kroatien. Forud for løbet havde hans træner Paolo Slongo således givet udtryk for, at hans rytter denne gang ville være mere konkurrencedygtig end tidligere på dette tidspunkt. Det skyldes den store Etna-etape, der allerede kommer på fjerde løbsdag i det italienske etapeløb, og som tvinger favoritterne til at være klar straks fra start. Samtidig har Nibali ikke lagt skjul på, at han meget gerne vil vinde netop den etape, der afvikles på hans hjemø, Sicilien, og derfor er planen, at han skal være på 100% straks fra start.

Set i det lys må det have været lidt af et slag i ansigtet, at han ikke kunne leve op til det, som Bahrain-mandskabet tydeligvis forventede, da de lagde den første bjergetape i et jerngreb. Nibali forsøgte flere gang at ryste rivalerne, men der var aldrig antydningen af, at Roson var i problemer. Derfor virkede det heller ikke til, at Nibali for alvor mente det, da han efter løbet gav udtryk for, at alt var på sporet.

Læs også

Brite vinder efter storslået soloridt - Spanier holder fortsat fast i klassementet

Historien viser, at det er alt for tidligt at afskrive Nibali, men han har i de senere år haft svært ved at time formen, og han er først for alvor blevet god, når han i grand tours er nået frem til den tredje uge. Sidste år var feltet ikke stærkere, end det alligevel kunne lade sig gøre at vinde - også selvom han blev ramt af sygdom undervejs - men det lader sig næppe gøre i 2017, hvor han ikke blot er oppe mod Quintana, men også en helt stribe af øvrige store stjerner. Tour of Croatia afslørede i hvert fald, at Nibali har lang vej at gå, hvis han vil indfri sin drøm om at vinde den 100. udgave af sit hjemlands største etapeløb, og der forestår et stort arbejde, inden han er klar til start på Sardinien.

De første svar får vi allerede på Etna om præcis to uger. Nedtællingen til årets måske mest spektakulære begivenhed er for alvor i gang!

SÆT DIT GIRO D'ITALIA MANAGERHOLD