Feltet.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart.
ACCEPTÈR COOKIES » LÆS MERE »

Foto: RCS Sport - ANSA / PERI - ZENNARO

Ugenanalyse: Giganternes alliance, Skys kollaps og en stjerne uden udløbsdato

Del på Twitter
Del på Facebook
Udskriv artikel

29.03.2017 kl. 19:00 af Emil Axelgaard.

I 2017 vil Feltet.dk have flere optakter og analyser. Et af vores nye initiativer er et ugentligt tilbageblik på de begivenheder, der har præget de forløbne syv dage. Hver tirsdag vil Feltets ekspert Emil Axelgaard således kaste et blik på og analysere de historier, der har trukket overskrifter og givet anledning til debat. Denne gang ser vi på, hvad vi kan lære af de første store brostensløb, på Skys besynderlige kollaps i Volta a Catalunya og på en Alejandro Valverde, der bare bliver bedre og bedre trods sin allerede fremskredne alder.

Er Van Avermaets succes Sagans redning?

Lige siden det blev annonceret, at Peter Sagan ville skifte til Bora-hansgrohe, har næsten al diskussion om slovakkens muligheder for at dominere klassikerne og indfri sit store potentiale kredset omkring hans hold. Efter i mange år at have tabt utallige løb som følge af relativ beskeden støtte på både Tinkoff og Cannondale var det nærliggende at tro, at et skifte til et af sportens mindre mandskaber ville gøre det endnu svagere for verdensmesteren at få maksimalt udbytte af sin styrke. Bekymringen blev ikke mindre, da transfersæsonen var afsluttet, og det blev klart, at det tyske mandskab havde prioriteret at bruge deres ressourcer på klassementsryttere i stedet for at samle et klassikermandskab omkring deres største stjerne.

 

Sagans fuldstændig suveræne opvisninger i sæsonens første løb har intet gjort til at dulme den bekymring. Den overlegne dominans har betydet, at Sagan i årets første brostensløb og Milano-Sanremo har været den altoverskyggende faktor. Samtlige øvrige hold har ladet deres taktik basere på, hvad der skal til for at slå verdensmesteren, og i dagene op til de første klassikere har det været svært ikke at få fornemmelsen af, at det har været alle mand mod Sagan.

 

I Milano-Sanremo var fraværet af holdstøtte aldrig et problem. Det italienske løb er relativt simpelt, og der er så store interesser i at sikre en spurt, at det hele naturligvis ville blive afgjort på Poggio, hvor det under alle omstændigheder ville være op til Sagan selv at gøre det færdigt. Naturligvis var han i en taktisk ugunstig situation i finalen, men det var aldrig realistisk, at han kunne være på et hold, der ville kunne mønstre to mand efter den sidste stigning. Som vi skrev i sidste uge, havde hans redning været, at Greg Van Avermaet havde været vågen og var kørt med, idet det formentlig havde givet ham den hjælp, der havde været nødvendig for at vinde spurten.

 

Boras første reelle test kom i denne uges brostensløb, og desværre for det tyske mandskab blev de værste forudsigelser gjort til skamme. Ganske vist imponerede Lukas Pöstlberger stort og understregede igen, at han har potentialet til at blive en fremtidig klassikerstjerne, men alligevel kostede holdstøtten i høj grad Sagan sejren. Specielt den særegne episode i finalen af Gent-Wevelgem, hvor Sagans kolossale favoritværdighed fik Niki Terpstra til at spille en usædvanligt spil, der i sidste ende kostede dem begge muligheden for at gå efter sejren, understreger, hvor meget ekstra arbejde Sagan forventes at gøre, hvis han vil have en chance for at vinde de store klassikere.

 

Sagans problem er, at det er så let at lure, hvad der skal til for at slå ham, og efter at have brugt onsdagens Dwars door Vlaanderen til at øve sig brugte det fantastiske Quick-Step-mandskab taktikken helt perfekt i Flandern-generalprøven E3 i fredags. En første forcering fra Tom Boonen på Taaienberg betød, at Sagan kun havde Pöstlberger ved sin side, og da han var oppe imod hele fem fra Quick-Step, var det en smal sag for belgierne at angribe på skift. Philippe Gilbert satte det afgørende fremstød ind, og selvom Pöstlberger årvågent kørte med, var Sagan efterfølgende fanget. Selvom det i sidste ende blev et styrt, der definitivt ødelagde løbet for verdensmesteren, var løbet reelt allerede kørt på det tidspunkt.

 

Situationen bliver bestemt ikke nemmere i søndagens Flandern Rundt, hvor Quick-Step vil forsøge samme taktik. Med Boonen, Gilbert, Terpstra, Zdenek Stybar og Matteo Trentin har man fem potentielle vindere - seks, hvis man tror, at Yves Lampaert allerede er klar til at vinde et monument - og derfor vil de tidligt forsøge at skabe en overtalssituation. Som vi skrev i sidste uge, er den farlige fase for Sagan tiden efter den første udskilning, hvor han kan ventes at være isoleret, og hvor gruppen stadig er relativt stor. Hans største chance er at forkorte denne periode ved selv at angribe fra distancen, men hvis selektionen allerede sker med 100 km til mål, er Sagan reelt uden mange chancer.

 

Sjovt nok kan Greg Van Avermaets fantastiske succes vise sig at være Sagans redning. Selvom det utvivlsomt har været smertefuldt at se ærkerivalen vinde de tre første store brostensløb, er det måske netop det, der skal til for, at Sagan kan vinde i Flandern og Roubaix. Allerede i Sanremo anså vi Van Avermaet som Sagans vigtigste allierede, men efter de første slag i Flandern er alliancen blevet endnu tydeligere.

 

Modsat Sagan har Van Avermaet nemlig et hold, der kan gøre sig gældende også sent i løbet. BMC er ganske vist ikke Quick-Step, men med folk som Stefan Küng, Silvan Dillier, Jempy Drucker og specielt Daniel Oss, der i de første løb har lignet sit gamle jeg fra 2015, vil holdet være i stand til at stille med flere mand på et tidspunkt, hvor Sagan næppe har flere. Van Avermaets succes betyder samtidig, at de tror så meget på deres kaptajn, at de vil have en lige så enstrenget strategi som Bora. Inden Van Avermaets tre sejre ville også de sandsynligvis have spillet på flere heste, men nu er det alle mand for kaptajnen. Endnu vigtigere for Sagan er det, at de nu ovenikøbet er villige til at påtage sig rollen at kontrollere løbet.

 

Det blev tydeligt i søndagens Gent-Wevelgem, hvor Quick-Step prøvede at lave samme nummer som ugens første løb. På de meget omtalte plugstreets sendte mand Zdenek Stybar og Matteo Trentin i offensiven, og da de fik selskab af Guillaume Van Keirsbulck og Jasper Stuyven var der pludselig opstået en meget farlig situation for Sagan, der igen havde ganske få hjælperyttere hos sig. Der var imidlertid ikke gået lang tid, inden man pludselig kunne se Oss, Küng, Dillier, Dylan Teuns og Loic Vliegen samle sig forrest i feltet for BMC, og efter en effektiv jagt over et par kilometer var den farlige offensiv neutraliseret, og i stedet kunne løbets to stærkeste mænd, Van Avermaet og Sagan, gøre forskellen på Kemmelberg.

 

Hvis Van Avermaet ikke havde vundet E3 og Omloop, er det nærliggende at tro, at BMC i stedet havde sendt Oss eller en anden rytter i offensiven og dermed anvendt samme strategi som Quick-Step. Nu var alle mand i stedet til stede med det formål at hjælpe kaptajnen, og derfor tog BMC ansvar for at kontrollere løbet, og det bragte Sagan tilbage i kampen.

 

Det er lige præcis denne alliance, Sagan skal sætte sin lid til på søndag. Det er ikke realistisk, at Bora kan kontrollere et løb som Flandern Rundt, og Quick-Step, Trek, Sky og Lotto har alle så mange kort at spille, at de vil åbne løbet tidligt. Van Avermaet håber imidlertid som Sagan, at det hele skal afgøres i en duel mellem de to stærkeste ryttere på Kwaremont og Paterberg i finalen, og derfor vil BMC gøre deres yderste for at holde samling på tropperne. Modsat Gent-Wevelgem har Flandern Rundt så svær en finale, at der ikke er meget overladt til tilfældighederne, og hvis det hele er samlet i bunden af Kwaremont, vil stærkeste mand som regel vinde. Det vil med stor sandsynlighed være enten Sagan eller Van Avermaet, og derfor har begge en helt klar interesse i netop det scenarium. Forskellen er, at Sagan ikke har holdet til at realisere det, men det har Van Avermaet, og det kan være Sagans redning.

 

Man skal ofte igennem megen lidelse for at fejre de store triumfer. Det har utvivlsomt gjort ondt på Sagan at se Van Avermaet vinde de første store løb, men på forunderlig vis har ærkerivalens succes netop gjort hans chancer i Flandern fantastisk meget større.

 

Gilberts kloge valg revisited

Den største forhindring for Van Avermaet og Sagan er QuickStep-mandskabet, der i de forløbne dage har vist, hvordan man mesterligt kan udnytte en kollektiv styrke til at sætte stærkere rivaler ud af spillet. Kun i Gent-Wevelgem ødelagde man det for sig selv, men ellers fungerede taktikken med at isolere stjernerne og herefter angribe på succes til UG med kryds og slange. Begge gange har Philippe Gilbert brugt en kombination og styrke til at vriste sig fri, og resultatet har været to andenpladser til den gamle stjerne.

 

Kan I huske en af mine første ugeanalyser? Her analyserede jeg Gilberts skifte til Quick-Step og konkluderede, at belgieren ikke kunne have truffet et klogere valg. Først og fremmest var det nædvendigt for Gilbert at forlade BMC og Van Avermaet, hvis han ville have en chance for overhovedet at køre de flamske klassikere, som han i utallige år er blevet tvunget til at afstå fra som led i en arbejdsdeling med Van Avermaet, der har gjort rivalen til kaptajn på brostenene og Gilbert til leder i Ardennerne.

 

Vigtigere var det imidlertid, at det var nødvendigt at komme til netop Quick-Step, hvis Gilbert skulle have en chance for også at vinde de løb, han drømmer om. Det er indlysende, at den tidligere verdensmester ikke længere er den rytter, han var i jubelåret 2011, og de dage, hvor han ene mand kan besejre de bedste i en direkte duel er ovre. Det gælder specielt i Ardennerklassikerne, der er så hårde, at Gilbert ikke længere kan matche de bedste klatrere i de løb, han tidligere ejede.

 

Derfor har det været naturligt for Gilbert at satse på brostensklassikerne, hvor held, taktik og overblik spiller en langt større rolle. Min analyse for et par uger siden var, at Gilbert ikke er stærk nok til at slå Sagan og Van Avermaet, men at han som del af et Quick-Step-hold med adskillige potentielle vindere, kan drage fordel af den taktiske situation til at snyde de største favoritter.

 

Efter den første uge på brostenene ser det ud til, at analysen var rigtig. Med to andenpladser har Gilbert været tæt på sejren i de to løb, han har kørt, og det kunne meget vel være blevet til to sejre, hvis marginalerne havde været på veteranens side. I Dwars door Vlaanderen var han stærkeste mand i finalen, men arbejdede loyalt for holdet, da Yves Lampaert fik et hul i finalen. I E3 blev han overrasket af Oliver Naesen i spurten, men havde målstregen været placeret blot få meter længere nede ad vejen, havde han uden tvivl fået ram på ærkerivalen Van Avermaet.

 

I begge tilfælde har Gilbert vist, at han er i stand til at udnytte de taktiske muligheder, hans stærke hold giver ham. I stedet for at vente på de store favoritter har han angrebet på tidspunkter, hvor ingen havde ventet det, og det har fanget favoritterne i et spil, der har givet Gilbert mulighed for at køre efter sejren. At Gilbert samtidig er stærkere, end han har været længe - hvis man manglede en bekræftelse skulle man blot se dagens kongeetape i 3 Dage ved Panne - er naturligvis en forudsætning for at kunne gøre arbejdet færdigt, men Gilbert havde helt sikkert ikke haft samme succes, hvis ikke han havde været på netop Quick-Step, der har så ufatteligt mange kort at spille.

 

Gilbert kunne ikke have ønsket sig et bedre comeback i brostensløb efter et længere fravær, men desværre er alt ikke fryd og gammen for belgieren, der naturligt nok nu i endnu højere grad fortryder, at han i så mange år har måttet droppe løbene. Det er således ingen hemmelighed, at hans eneste reelle mål er at vinde Flandern Rundt som led i en længe formuleret drøm om at vinde alle fem monumenter, men desværre har hans succes gjort ham til en markeret mand i søndagens store klassiker. Når Quick-Step næste gang forsøger at angribe på skift, er det næppe Gilbert - der i øvrigt er nem at kende i den belgiske mesterskabstrøje - der får lov at køre. Efter opvisningen i De Panne vil der ikke være megen frihed for Gilbert, der nu kan blive tvunget til at slå de store i en direkte dyst. Det er han næppe stærk nok til, og derfor bliver det svært for veteranen at krone sit comeback til brostenene med den store triumf i Flandern. Indtil nu har han ellers gjort alt rigtigt, men hvis han skulle udnytte sit kloge skifte helt optimalt, skulle han måske have skjult sin gode form en uges tid endnu.

 

Er Luke Durbridge den næste store brostensstjerne?

Udover Gilberts succesrige comeback og mere forventelige gennembrud for supertalenterne Yves Lampaert og Oliver Naesen har de første brostensløb været kendetegnet af en overraskelse. De fleste kan vel huske, hvordan Luke Durbridge blev U23-verdensmester i enkeltstart i Københavns gader i 2011, og hvordan hele verden synes at være enige om, at den næste store enkeltstartsspecialist var født. I de følgende år bekræftede han med en stor prologsejr i Dauphiné og flere gevinster i enkeltstarter på højt niveau potentialet, og det syntes helt givet, at Durbridge om blot få år ville være i stand til at slås med de allerbedste i kampen om VM-trøjen på eliteniveau.

 

Pludselig gik noget imidlertid. Langsomt forsvandt Durbridge fra rampelyset, og hans enkeltstartspræstationer blev gradvist ringere og ringere. Det hele nåede et lavpunkt i 2015 og 2016, hvor han stort set ikke var i stand til at køre i top 10 i én eneste enkeltstart, og langsomt mistede han også motivationen til fortsat at specialisere sig i den disciplin, der var hele grundlaget for hans gennembrud. I stedet så det ud til, at han ville ende som en relativt anonym hjælperytter, ikke mindst fordi han viste forbedrede klatreevner, der gjorde ham til drømmerytteren for Esteban Chaves og Yates-brødrene i de store etapeløb.

 

Sidste år skete der imidlertid noget på en uventet front. Durbridge gav kortvarige prøver sin kunnen i brostensløbene, og pludselig fik man den tanke, at han måske kunne præstere i klassikerne. Alligevel er det kommet bag på de fleste, at Durbridge allerede i år har nået et niveau, der pludselig gør ham til en potentiel podiekandidat i de kommende brostensmonumenter.

 

Det hele startede med hans imponerende præstation i Strade Bianche, men det er i denne uge, at han for alvor har givet prøver på sin kunnen. En fjerdeplads i det mindre Dwars door Vlaanderen kunne betragtes som held, men da han et par dage senere blev nummer 4 i det langt stærkere besatte E3, var det klart, at der ikke var tale om et tilfælde. I dag bekræftede han så igen formatet, da han kun til allersidst måtte slippe Gilbert på Muren, da det for alvor gik løs på kongeetapen i 3 Dage ved Panne.

 

Hvad der virkelig gør Durbridge interessant, er det forhold, at hans chancer i monumenterne må formodes at være endnu større. Australieren er således kendt for sin motor, ikke sin eksplosivitet, og det vil derfor altid være svært for ham at følge typer som Sagan og Van Avermaet på de stejleste hellingen. I de lange løb betyder punch imidlertid mindre, og i stedet kommer udholdenheden i spil. Det er endda endnu mere udpræget i Paris-Roubaix end i de flamske klassikere, og det gør Durbridge til en yderst farlig herre de kommende to søndage. Måske er det endnu for tidligt at gå efter sejren, men allerede i år kan australieren være i spil til en plads i top 3 i de to løb, der betyder mest for mange af verden bedste ryttere.

 

Der var ikke mange, der havde troet det, da karrieren så ud til at gå i den helt forkerte retning for blot et par år siden, men pludselig fremstår Durbridge igen som en af sportens meste løfterige ryttere - knap seks år efter at han lignede fremtidens mand i en helt anden af sportens mange discipliner.

 

Er Skys svaghed blevet afsløret?

De flestes øjne har været rettet mod Belgiens brosten, men mon ikke Nairo Quintana har haft blikket rettet et helt andet sted hen? I den forløbne uge blev verdens cykelfans nemlig udsat for en deja-vu-oplevelse, der må give Quintana, Alberto Contador, Richie Porte og alle øvrige håbefulde Tour de France-aspiranter håb om, at Chris Froome måske kan trues, når der skal kæmpes om Tour de France-hæder til sommer.

 

Dramaet udspillede sig på en på papiret ellers ganske udramatisk etape i Volta a Catalunya. Dagen inden havde Froome, der helt åbenlyst ikke er på samme formniveau, som Contador og Quintana ellers har været i foråret, ellers givet hans rivaler et ildevarslende signal, da han havde sat sin spanske rival til vægs på løbets usædvanligt svære kongeetape til toppen af Lo Port-stigningen. Bare 24 timer senere gik det hele imidlertid galt, da et ukoncentreret Sky-mandskab kollektivt blev fanget bag et hul, der opstod på en teknisk svær nedkørsel tidligt på etapen. Trods desperat jagt fra briterne viste det sig allerede at være for sent, da man endelig fik reageret, og Froome endte dagen med et tidstab på 26 minutter.

 

Mon ikke de fleste cykelfans sad med en følelse af deja-vu? Sky-mandskabet er måske cykelsportens allerstærkeste og holder som regel etapeløbene i et jerngreb. Alligevel har de nu fået et ry for af og til at kollapse på den mest spektakulære facon. Det sker i Pyrenæerne i Touren i 2013, hvor Froome blev isoleret nærmest med det samme på en ellers relativt fredsommelig etape, og hvor Richie Porte faldt ud af klassementet, og senest skete det på den dramatiske etape til Formigal i sidste års Vuelta, hvor Quintana og Contador eliminerede Froome og dermed sikrede colombianeren den samlede sejr på et tidspunkt, hvor briten ellers lignede en sikker vinder.

 

I lørdags skete det så igen. Som i Formigal var der tale om en uskyldig etape med lette stigninger, der normalt ingen forskel kunne gøre, men igen var Froome og co. uopmærksomme. Efter at have lignet en af løbets helt store vindere måtte Froome og Sky nu forlade Catalonien i ydmyget tilstand, mens deres rivaler kunne tage hjem med fornyet moral.

 

Efter Vuelta-etapen sagde mandskabe, at de havde fået en gevaldig lærestreg, og Froome har gentagne gange understreget, at både han og holdet har draget erfaringer, der gør, at det ikke bør kunne gentage sig i fremtiden. Alligevel skete det igen, og det giver naturligvis anledning til bekymring. Der er næppe nogen grund til stor panik på det britiske mandskab, der naturligvis vil køre med en helt anden risikovillighed og opmærksomhed under Tour de France til sommer. Når Froome mistede kontakten, skyldtes det i høj grad den våde nedkørsel, og han så ingen grund til at tage risici. Det gjorde Geraint Thomas heller ikke efter nedturen på 5. etape, og derfor er resultatet til dels en afspejling af, hvor Froome og Thomas har deres prioriteter.

 

Det kan imidlertid ikke ændre på, at noget sådant aldrig er sket for Alberto Contador eller Alejandro Valverde, der kører med en helt anden koncentration. Årets Tour de France-rute er netop karakteriseret ved, at der er meget få store bjergetaper, men til gengæld masser af mellemetaper, der umiddelbart ikke byder på nogen stor risiko, men hvor en uventet fare pludselig kan opstå. Netop i det terræn har Sky nu flere gange vist sig sårbare. Der er stadig lang vej til, at det kan omsættes til succes på den største scene af dem alle, men efter lørdagens overraskelse er ét sikkert: til juni vil Contador og Quintana angribe i tide og utide og forsøge at ryste sportens supermandskab, når man mindst venter det.

 

Er der en udløbsdato på Valverde?

Og så er der naturligvis Alejandro Valverde, som man naturligvis må omtale efter ugens Volta a Catalunya. Forud for løbet var der enighed om, at spanieren sagtens kunne vinde samlet, fordi hans Movistar-mandskab fremstod stærkere end både Froomes Sky- og Contadors Trek-hold. Derfor kommer det ikke som en stor overraskelse, at spanieren søndag kunne bestige podiet for at fejre sin anden sejr i løbet hele 8 år efter den første.

 

Når det alligevel giver anledning til hævede øjenbryn, skyldes det omstændighederne. Efter den kontroversielle holdtidskørsel var Valverde pludselig bagud og skulle vinde tid på de stærke Sky-ryttere. Forude ventede Lo Port-stigningen, der med sin kombination af stejle procenter og relativt betydelige længde normalt vil være for svær for den spanske veteran, der ikke er ren klatrer og derfor traditionelt har haft vanskeligheder med at matche Froome og Contador på en stigning som denne.

 

Alligevel viste Valverde sig at være i en klasse for sig, og med en imponerende acceleration på den sidste kilometer satte han begge de store stjerner eftertrykkeligt til vægs. Dominansen fortsatte gennem hele løbet, og Valverde kunne til sidst rejse hjem med hele tre etapesejre (han vil endda selv hævde, at det var fire efter den kontroversielle holdtidskørsel), sejr i bjerg- og holdkonkurrencerne samt en tredjeplads til Marc Soler, der ovenikøbet vandt ungdomskonkurrencen og viste sig om muligt endnu stærkere end Froome og Contador.

 

Man kan naturligvis med god ret hævde, at Froome helt åbenlyst var meget langt fra topformen i det, der var hans europæiske sæsondebut. Det er imidlertid vanskeligt at hævde, at Contador ikke var tæt på 100%. Spanieren har i mange år gjort det til en tradition at være i fremragende form i foråret, og han har ikke lagt skjul på, at det var et stort mål for ham at vinde Paris-Nice, Volta a Catalunya og Vuelta al Pais Vasco i 2017. I det franske løb viste han storform, og det var kun sidevinden, der kostede ham en sikker triumf. Alligevel blev han sat eftertrykkeligt til vægs af Valverde.

 

Det paradoksale er, at Valverde i en alder af 37 bare bliver bedre og bedre. Det er aldrig tidligere sket, at han har slået Contador i så svær en bjergfinale i et ugelangt etapeløb om foråret, og at han samtidig får ram på Froome, gør det kun endnu mere imponerende. Samtidig hævdede han endda, at han følte sig stærkere og stærkere, som løbet skred frem, og folk, der overværede sidste etape i Barcelona, vil få svært ved at bestride den påstand.

 

Præstationen betyder naturligvis ikke, at Valverde vinder Tour de France. En grand tour er en helt anden sag, og i Frankrig handler alt om Nairo Quintana. Valverde vil søge sin egen chance i Vueltaen, der er et af sæsonens helt store mål, men også her får han trods alt svært ved at tage kampen op med Froome. I første omgang betyder det imidlertid, at jeg - sikkert som mange andre - igen må gøre Valverde til manden, der skal slås i Ardennerne. For blot en uge siden var jeg ellers overbevist om, at 2017 blev året, hvor Julian Alaphilippe og Sergio Henao for alvor ville kunne true spanierens overherredømme i de kuperede klassikere. De to supertalenter udgør stadig en alvorlig trussel, men så længe der ingen udløbsdato er på El Imbatido, er der al mulig grund til at tro, at de må vente endnu et år med for at kunne fejre deres første store triumf i de endagesløb, der betyder mest. Under alle omstændigheder er scenen sat til et helt forrygende slag mellem en veteran, der utvivlsomt er en af de mest alsidige i cykelsportens historie, et colombiansk fænomen, der endelig er kommet sig over års nedture og uheld, og fremtidens superstjerne, der har udsigt til at dominere i Ardennerne i det kommende årti.

 

Er jeg den eneste, der ikke kan vente?

SENESTE

Vis valgte

TIRSDAG

Vis valgte

MANDAG

Vis valgte

SENESTE: OPTAKTER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: GIRO D'ITALIA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FELTET.DK HOLDNINGER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: TOUR DE FRANCE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: VUELTA A ESPAÑA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE KONTI-HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM WORLD TOUR HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: MATERIALE OG UDSTYR

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE PROFFER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FORÅRSKLASSIKERNE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet




 

Der er pt. ingen aktive salgsannoncer i vores brugtmarked.

Feltet.dk

Åsvinget 5

9800 Hjørring

Tlf. 5155 8966

info@feltet.dk