Ugenanalyse: To stjerner med samme udfordring, russisk Giro-optimisme og et glemt talent

Suveræne Sagan vækker belgisk bekymring

Den belgiske åbningsweekend udviklede sig til en fest for hjemmebanenationen, der med Greg Van Avermaets sejr i Omloop Het Nieuwsblad tog det første stik i årets kamp mellem brostensgiganterne. Med to mand på podiet og hele fire ryttere i top 10 er det kun den lidt svage præstation af de lokale helte fra Quick-Step og Lotto Soudal, der umiddelbart kan kaste et negativt skær over et løb, der tydeligt viste, at verdens mest cykelgale nation har masser af kort at spille i de løb, der betyder mest for de hjemlige fans.

Alligevel har der bredt sig en følelse af desperation i den belgiske offentlighed, og de belgiske medier har åbent luftet deres bekymring. Vel er Omloop Het Nieuwsblad vigtigt, men i sidste ende bliver udkommet af brostenssæsonen i høj grad bedømt på udkommet af de to monumenter, Flandern Rundt og Paris-Roubaix. Ganske vist er der mere end en måned til det første af de to afgørende slag, men alligevel er man i Belgien efterladt med en følelse, at det kan blive meget vanskeligt at hjemføre en sejr i et af de mest prestigefyldte løb - og at drømmeafslutningen for Tom Boonen er blevet betydeligt sværere at realisere.

Forklaring er enkel: Peter Sagan. Ganske vist har slovakken været forrygende stærk, siden han kom ud af den toårige krise, der ruinerede 2014 og første del af 2015 for den dobbelte verdensmester, men i den forløbne weekend lagde han nye alen til sin i forvejen høje klasse. Trods mere end en måneds løbspause mødte Sagan til start i Gent med en form og en overlegenhed, der sjældent er set på denne tid af året.

Læs også

WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument

Som sidste år har Sagan forberedt sig på en træningslejr i Sierra Nevada, og denne nye tilgang til klassikerne, som ellers har fejlet for adskillige hold, har tilsyneladende gjort underværker for Sagan. Ganske vist blev han slået i spurten i Gent af den altid stabile Van Avermaet, men det skete efter et fuldstændig suverænt soloshow, der ikke efterlod nogen tvivl om, at Sagan var mindst to niveauer over rivalerne. Trods en sjældent set doven positionering forud for løbets nøglepunkt, Taaienberg, sad Sagan let med, da den afgørende udskilning blev etableret, men det var i den efterfølgende fase, at han for alvor rystede konkurrenterne. Nærmest uden at se sig bagud kørte Sagan resten af feltet sønder og sammen, og Van Avermaet og Sep Vanmarcke, der var de eneste til at følge verdensmesteren, måtte efterfølgende indrømme, at de havde været presset til det yderste for blot at følge slovakken.

Som så ofte før endte Sagan med at spille for meget med musklerne, og det kostede ham i sidste ende sejren, men det var sigende om hans suverænitet, at Vanmarcke og Van Avermaet nærmest var i næsegrus beundring over hans styrke. Det samme var de fleste dagen efter, hvor han med al tydelighed var den drivende kraft i det femmandsudbrud, der endte med at spurte om sejren i Kuurne-Bruxelles-Kuurne, og efter en noget mere afmålt og kalkuleret indsats uden samme ødslen med kræfterne, var han denne gang overlegen i spurten.

Lige så stærk Sagan var, lige så tydeligt blev det imidlertid, at slovakken har ét stort problem: hans hold. Allerede forud for sæsonen var det klart, at Bora-hansgrohe med en meget mærkværdig transferstrategi har efterladt deres stjerne stort set uden væsentlige hjælperyttere på brostenene. Kun Marcus Burghardt var tæt på at spille en rolle i finalen, mens resten af det tyske mandskab som ventet endte som kanonføde.

Netop det forhold giver håb i rivalernes lejr. Hvor Sagan optrådte som en enmandshær, viste BMC, Quick-Step og Sky fordelt over de to løb, at de alle har mindst tre ryttere, der kan spille en rolle i finalen. Nøglen til at slå verdensmesteren i de vigtigste løb synes derfor klar: at isolere Sagan og tvinge ham til igen at bruge unødigt af de enorme kraftressourcer. Historien har ofte vist, at Sagan ofte taber spurter, han normalt burde vinde, hvis løbet har været tilstrækkelig hårdt - bare tænk på de seneste to udgaver af både Omloop og E3 samt flere udgaver af Strade Bianche - og det er netop denne generøse brug af overskuddet, der er Sagans svaghed.

Sagan er naturligvis pinligt bevidst om holdets manglende styrke, og selvom han udtrykker sig i diplomatiske vendinger, ved han naturligvis, at holdkammeraterne er hans akilleshæl. Den nemmeste måde at undgå at sidde i en taktisk ufordelagtig situation er at køre feltet sønder og sammen, som Fabian Cancellara ofte har gjort det i monumenterne, og Tom Boonen gjorde i 2012-udgaven af Paris-Roubaix. Det kræver naturligvis en suveræn rytter, men i lyset af den seneste weekend tyder det på, at Sagan i år har den nødvendige overlegenhed. Det er efterhånden flere år siden, at vi sidst har set en af de helt store solopræstationer på brostenene, men jeg vover den forudsigelse, at Sagan på et tidspunkt i løbet af foråret leverer en bedrift a la dem, Boonen og Cancellara begge har leveret i deres velmagtsdage.

Klassikerfremtiden er lys for cykelsportens mest cykelgale nation

Det er efterhånden blevet en tilbagevendende tradition, at Quick-Step befinder sig i et veritabelt stormvejr efter åbningsweekenden. Af en eller anden grund har Belgiens stolthed i de senere år haft det svært i de første klassikere, og manager Patrick Lefevere har skullet forsvare sig selv over for den resultathungrende offentlighed. De fleste husker specielt det yderst pinlige nederlag til Ian Stannard i 2015, og sidste år måtte man i årets første klassiker nøjes med en ydmygende 11. plads.

I år gentog historien sig. Efter et uheldsramt Omloop Het Nieuwsblad, hvor både Tom Boonen og Niki Terpstra blev taget ud af spillet efter styrt, og et Kuurne-Bruxelles-Kuurne, hvor det lykkedes Matteo Trentin at smide en sikker podieplads væk i spurten, har Lefevere igen befundet sig i orkanens øje. Det er der ikke noget usædvanligt i, og historien viser tydeligt, at det er alt for tidligt at afskrive det belgiske superhold, selvom de ikke længere har en af monumenternes absolutte topfavoritter. Det er imidlertid ens skam, at den negative fokus har fjernet opmærksomheden fra det faktum, at landet råder over tre af verdens absolut mest lovende brostenstalenter.

Mens Greg Van Avermaet og Sep Vanmarcke i Omloop Het Nieuwsblad som forventet viste, at de er de nærmeste rivaler til den ellers så suveræne Peter Sagan, fløj det under radaren, at Jasper Stuyven, Tiesj Benoot og Oliver Naesen alle viste, at det blot er et spørgsmål om kort tid, inden de kører med om sejren i brostensmonumenterne. I lørdags var Stuyven således fuldt på højde med Van Avermaet og Vanmarcke, og efter at have skabt den afgørende udskilning på Taaienberg var det kun ungdommelig uopmærksomhed, der kostede ham muligheden for at køre om sejren. Dagen efter fulgte han præstationen op med en andenplads i Kuurne, hvor han igen lagde grundstenen til det afgørende udbrud, endda på en dag hvor han angiveligt havde smådårlige ben.

Naesen er endnu ikke helt på Stuyvens niveau, men to top 10-placeringer viser tydeligt, at hans helt forrygende efterår ikke var et tilfælde. Det er imidlertid Benoot, der synes mest lovende på kort sigt. Med sin femteplads i sit første Flandern Rundt i 2015 har han allerede vist, at han kan stå distancen, og selvom 2016-sæsonen blev ødelagt af styrt og en mavesygdom, har han i de første måneder af 2017 vist helt nye takter. Hans klatrepræstationer i Spanien og Portugal har været sublime for en rytter, der ellers specialiserer sig på brostenene, og efter at have fået ødelagt sit Omloop af et styrt viste han imponerende overskud ved alene at lukke hullet til Stuyven, Sagan og Trentin i finalen i Kuurne. Han er ikke så hurtig som Stuyven og Naesen, men når det kommer til kraftoverskud, er Benoot en af feltets absolut største talenter, og han synes allerede at være klar til at køre om sejren i Flandern i år. Allerede om mindre end en uge får han endnu en chance for at vise, hvor langt han er kommet, når han går efter en triumf i Strade Bianche, et løb, der på papiret er skræddersyet til ham.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Det kan således godt være, at Quick-Step underpræsterede voldsomt i den forløbne weekend, men fremtiden tegner alligevel særdeles lovende for brostensløbenes modernation.

Quintanas akilleshæl

Det var ikke kun i Belgien, at der i denne uge blev kørt cykelløb. Således var det stærkeste felt, der vel nogensinde er set til et etapeløb i februar, samlet i Abu Dhabi til det hastigt voksende Abu Dhabi Tour, der med sin nye WorldTour-status og kalenderplacering synes at kunne udvikle sig til den nye scene for årets første store slag mellem både de rene sprinter og de bedste grand tour-ryttere. Nøjagtig som det var tilfældet i Belgien havde løbet én klar storfavorit, og sjovt nok er det oplagt at drage meget ens konklusioner for de to hovedaktører i løbene i hver deres verdensdel, Peter Sagan og Nairo Quintana.

Som vi har diskuteret ovenfor, var Sagan i særklasse stærkeste mand i de belgiske åbningsløb, men det blev samtidig tydeligt, at hans hold udgør en ganske betydelig akilleshæl. På nøjagtig samme måde viste Quintana med sine utallige angreb, at han var bedste mand i Abu Dhabi, men på et relativt let og meget vindblæst bjerg som Jebel Hafeet kunne han ikke gøre den afgørende forskel.

Det er ikke i sig selv bekymrende - det var allerede fra start klart, at det kunne blive svært for Quintana at sætte rivalerne til vægs på en sådan stigning - men det må vække bekymring, at det i høj grad var holdet, der kostede ham den samlede sejr. Da det blev klart, at Quintana ikke kunne køre solo langt udefra, ville den logiske taktik være at holde feltet samlet og afgøre løbet på de sidste kilometer. Quintana var imidlertid isoleret bare få kilometer oppe ad bjerget, og da alle øjne var rettet mod colombianeren, kørte farlige ryttere væk i et væk. Således var etapevinder Rui Costa ikke dagens stærkeste mand, men det var ham, der angreb på det rigtige tidspunkt. På samme måde var det relativt tilfældigt, at det lige var Tom Dumoulin og Bauke Mollema, der også kom i top 4, og det var alt sammen et resultat af Movistars manglende evne til at hjælpe Quintana, der tiltrak sig al opmærksomhed fra de øvrige favoritter.

Abu Dhabi Tour er ikke verdens vigtigste løb, og det var allerede forud for løbet klart, at Movistar ikke mødte op med mange klatrere. Alligevel er situationen yderst bekymrende. Tabet af Ion Izagirre var tydeligvis problematisk allerede da det blev annonceret, men siden Quintana lagde sin ambitiøse Giro-Tour-plan, er problemerne blevet mangedoblet.

Problemet er, at Quintana har udsigt til at være oppe imod et formidabelt Sky-mandskab i Touren, samt et meget solidt Astana-hold i Giroen. Movistar har ikke nær samme styrke, og det blev allerede sidste år klart, at det spanske hold kom ganske betragteligt til kort i Touren. I år skal man sprede holdet endnu mere ud, når Quintana skal have stærke bjerghjælpere i både Iyalien og Frankrig, og det er mildt sagt vanskeligt at se, hvor den støtte skal komme fra. Ruben Fernandez og Marc Soler står ganske vist foran store gennembrud, Winner Anacona har før vist, at han har et stort potentiale, Daniel Moreno og Andrey Amador er stadig stabile, men det er kun Alejandro Valverde, der for alvor har klassen til at støtte kaptajnen, når det bliver alvor. Det er således meget vanskeligt at se Movistar stille bare ét hold, der tilnærmelsesvist kan udfordre Sky.

Dertil skal lægges, at Quintanas eneste reelle chance for at gennemføre den ambitiøse double er, at han kommer relativt let igennem Giroen. Det kan reelt set kun lade sig gøre, hvis han tidligt i løbet får lagt løbet i et jerngreb, så han undgår at skulle grave for dybt i den hårde tredje uge. Det kræver imidlertid et meget stærkt hold at kontrollere et løb, der har udsigt til et af de stærkeste feltet i Giroens historie, og Movistar har ganske enkelt ikke det nødvendige materiale - slet ikke når man også skal være klar i juli og hjælpe Alejandro Valverde med at vinde et par Ardennerklassikere. Derfor må Quintanas beskedne hårpragt have fået lidt flere grå hår på vej hjem fra den arabiske halvø - ikke fordi han ikke vandt i Abu Dhabi, men fordi han tabte på den måde, han gjorde.

Får Giroen en russisk sejrherre?

Mens Quintana må rejse tilbage til Europa med bekymring, må der være en helt anderledes stemning i flyveren hos Katusha. Ganske vist vandt man ikke Abu Dhabi Tour samlet, men løbet blev endnu en meget synlig udstilling af, at man på det russiske mandskab har et af sportens allerstørste grand tour-talenter. I al hypen om det stærke startfelt til årets Giro er al opmærksomhed gået til Quintana, Vincenzo Nibali, Fabio Aru, Thibaut Pinot, Bauke Mollema, Tejay van Garderen, Geraint Thomas, Mikel Lande og Yates-brødrene, men der er meget få, der har snakket om den måske største udfordrer til den Quintana-dominans, som mange forudser.

Ilnur Zakarins himmelflugt mod sportens absolutte top tog sin spæde begyndelse, da han vandt Tour d’Azerbaijan i 2015, og siden da er det gået stærkt. Allerede i sit første år på WorldTouren leverede han en af de største overraskelser i et ugelangt etapeløb i de senere år, da han slog Chris Froome og Nairo Quintana i Romandiet Rundt. Sidste år tog han endnu et skridt op ad stigen med et fuldstændig suverænt forår. Selvom han stadig var langt fra topformen, vandt han kongeetapen i Paris-Nice, og i Liege-Bastogne-Liege var han helt entydigt løbets stærkeste mand. Faktisk var det kun den nye brostensstigning, der gjorde det svært for en let rytter som Zakarin at vinde, der kostede ham sejren. Bare få dage efter var han den eneste, der kunne følge Quintana i Romandiet Rundt. I Giroen nåede han ikke samme højder, men det synes sandsynligt, at han var endt på podiet, hvis ikke han var styrtet ud af løbet to dage før afslutningen, og hvem ved, hvad det kunne være blevet til, hvis han ikke også var væltet på den regnvåde enkeltstart.

Læs også

Pogacar før monument: Det er et af mine yndlingsløb

Hvad der gør Zakarin interessant, er hans helt kolossale udviklingspotentiale. Foreløbig har udviklingen været lynhurtig, men den har været regulær. Det lovende er, at den slet ikke synes at være stoppet. I Abu Dhabi var han ganske vist blandt de ryttere, der profiterede af det taktiske spil mellem favoritterne, men det ændrer ikke på, at hans kørsel på den vindblæste stigning var suveræn. Med Costa som et blylod spændt på baghjulet, kørte han feltet sønder og sammen på den stejle del af stigningen, og det var i høj grad russerens suverænitet, der gjorde det muligt for duoen at holde konkurrenterne bag sig.

Kongeetapen understregede Zakarins suveræne klatreegenskaber, men det er samtidig værd at huske på, at russeren samtidig er en stærk enkeltstartsrytter på kuperede ruter. Da Giroens nøgleetaper netop er en sådan kuperet udfordring over en betragtelig distance, er der udsigt til, at han kan vinde betydeligt med tid på hovedparten af sine konkurrenter. Da han samtidig har dokumenteret, at han kan køre stabilt over tre uger, og at han er blandt verdens allerbedste klatrere, er det tydeligt, hvorfor Katusha ikke lægger skjul på, at de har manden, der kan vinde Giroen. Foreløbig er Zakarin gået stille med dørene, og præstationen i Abu Dhabi vil næppe ændre meget på det forhold. Det kan imidlertid se meget anderledes ud, når feltet i Paris-Nice er om små to uger har nået havnepromenaden i Nice…

En bestået eksamen for Ewan

Hvor Zakarin kunne starte løbet i Abu Dhabi uden det store pres, var løbet lidt af en eksamen for en anden af feltets hovedaktører. For Caleb Ewan var det første chance for at måle sig i et felt, hvor de tre topsprintere, Mark Cavendish, Marcel Kittel og André Greipel, alle var tilstede. Australieren lagde ikke skjul på, at han var under et vist pres for at levere efter den suveræne dominans i Tour Down Under. Da han tog sejre på stribe i hjemlandet, var mange - inklusiv mig selv - af den opfattelse, at vi ville få en deja-vu-oplevelse, så snart vi nåede de større løb senere på sæsonen. Sidste år var Ewan også helt overlegen i hjemlandet, men da han var oppe mod de største i Europa, fik han tæsk gang på gang.

Denne gang gjorde Ewan imidlertid kritikerne til skamme. Havde han ikke fejret sejren for tidligt på 2. etape, havde han forladt Abu Dhabi med to sejre ud af to mulige - han styrtede i spurten på 1. etape - og det er særdeles løfterigt forud for hans store mål. Mest af alt er perspektiverne store, fordi eksamen blev bestået med glans på begge de parametre, der er forudsætningen for succes i de hektiske massespurter i grand tours.

Først og fremmest må det være opløftede for Ewan at erfare, at hans topfart nu er på et niveau, hvor han kan holde i hvert fald Mark Cavendish og André Greipel bag sig. Kittel er ganske vist stadig et niveau over de øvrige, men i hvert fald de to veteraner kan ikke længere forvente, at de er hurtigere end den lille australier. Mindst lige så vigtigt er det imidlertid, at Orica-Scott-ledelsen igen har haft en heldig hånd med at skabe et hold, der kan støtte deres kaptajn. Over de seneste to år har man langsomt opbygget et tog omkring Ewan, og i Abu Dhabi viste de, at kombinationen med Luka Mezgec og Roger Kluge er så stærk, at de kan tage kampen op med de allerbedste. Således dominerede de fuldstændig spurterne på 2. og 4. etape, og Ewans sejre skyldtes faktisk i højere grad de to holdkammerater end hans egens spurtstyrke.

Det er værd at minde om, at verdens to bedste tog - Quick-Step og Lotto - ikke var til start i Abu Dhabi, og at positionskampen bliver meget mere hektisk, når de alle er samlet på de meget smallere og farligere veje i Europa. Derfor bliver der ikke tale om, at Orica-Scott-trioen kan dominere i samme omfang senere på sæsonen, men grundstenen til succes er i hvert fald lagt. Den næste store eksamen starter om en uges tid, når Ewan står over for Cavendish og ikke mindst Fernando Gaviria i Tirreno-Adriaico, inden den helt store test kommer i Giroen, hvor Gaviria, Greipel og måske Cavendish ventes at udfordre Ewan i det store sæsonmål.

Et glemt talent med en lys fremtid

Det kan synes som et ligegyldigt kuriosum, men vi kan alligevel ikke lade være at nævne det som afslutning på denne uges analyse. Den forgange uge bød nemlig på et lidt overset comeback, der imidlertid fortjener at blive noteret.

Der er sikkert mange, der har glemt, at Mattia Cattaneo i 2011 blev udråbt som den næste italienske grand tour-stjerne, da han satte en vis Fabio Aru til vægs i Baby Giroen. Forventningerne var derfor store, da han skrev kontrakt med Lampre-Merida forud for 2013-sæsonen, men siden da er han forsvundet ud i glemslens tåger. Et væld af skader og helbredsproblemer ødelagde hans fire år på WorldTouren, og til sidst kan Lampre-ledelsen efter en anonym 2016-sæson langt om længe op.

Alt tydede på, at Cattaneos karriere var ovre, indtil han fik kastet en livline af Andronis manager Gianni Savio. I denne uge kom så belønningen for den modige satsning for den erfarne holdleder, da Cattaneo pludselig viste, at det gamle talent stadig er der. Først vandt han kongeetapen i Tour La Provence ved at holde en meget formstærk Rohan Dennis bag sig på den sidste stigning, og bare få dage efter var han stærkeste mand i Classic Sud Ardeche. Ganske vist blev han slået i spurten af Mauro Finetto, men alle der så løbet vil skrive under på, at den 26-årige italiener var et niveau over resten på den sidste stigning.

Der er helt sikkert mange cykelfans, der med begejstring glæder os til at se Cattaneo endelig udfolde det kolossale talent på en lidt større scene. Derfor gør det ekstra ondt, at RCS Sport ikke har inviteret Savios mandskab til årets Giro, og at vi i stedet skal se et CCC-mandskab, der næppe vil efterlade sig mange aftryk. Heldigvis har Cattaneo tiden foran sig, og hvis han fortsætter sin udvikling, vil fremtiden byde på mange Giroer. Foreløbig kan i hvert fald se frem til at teste sig selv mod verdenseliten i Tirreno-Adritatico. Det kan blive en fornøjelse at overvære…