Volta a Catalunya-analyse: En britisk vindermaskine er født

Det kan ofte være lidt utaknemmeligt at være klassementsrytter. Med mindre man hører til de allerbedste, vinder man nemlig meget sjældent cykelløb. At køre klassement handler om at være stærk i et hav af forskellige discipliner, men af samme grund er ryttere af denne type sjældent bandt de allerbedste til noget som helst. Med mindre man hører til i den absolutte elite af de bedste klatrere eller temporyttere, er det derfor meget svært at sætte sejre ind på kontoen, og derfor ender mange af sportens allerbedste ryttere deres karriere med en temmelig pauver sejrsliste.

Der er langt mellem undtagelserne til denne regel, men af og til fødes ryttere, der alligevel kan tage mange sejre, samtidig med at de med jævne mellemrum kører i top 10 i de største etapeløb. Ofte er forudsætningen en fornuftig spurt og ikke mindst det killerinstinkt, som eksempelvis har gjort Dan Martin til en rytter, der formår både at køre med om podiet i etapeløb og samtidig tage ganske mange sejre.

Nu synes en tvillingeduo af samme støbning at være født. Lige siden U23-tiden har det været klart, at Simon og Adam Yates har været blandt sportens mest lovende talenter, men det var forud for den professionelle debut uklart, om de ville gå klassiker- eller etapeløbsvejen. Ret hurtigt blev det dog åbenbart, at det var etapeløbene, der havde deres fokus, og efter at de begge havde opnået en stribe top 10-placeringer i ugelange etapeløb har de nu også begge vundet ungdomstrøjen i Tour de France.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Indtil årets Paris-Nice, hvor Simon først til allersidst missede sejren, er det imidlertid ikke lykkedes dem at køre med helt i top i etapeløbene, og derfor burde de falde i kategorien af ryttere, der har svært ved at vinde. Det er imidlertid ingenlunde tilfældet, og specielt Simon har udvist et nærmeste skræmmende killerinstinkt. Med fantastisk timing har han en sjældent set evne til at udse sig det rette moment til at snyde enten hurtigere eller mere klatrestærke folk, og det har allerede på halvandet år givet ham fem etapesejre i WorldTour-løb - noget, der næsten er en sprinter værdigt.

Han viste første gang denne fabelagtige timing, da han i 2016 på en Vuelta-etape snød sprinterne ved at angribe på en lille bakke i finalen af et relativt hårdt løb og herefter køre sig til en imponerende solosejr. Sidste år gentog han bedriften i Paris-Nice, da han med et stærkt angreb på næstsidste stigning foregreb favoritterne, som han akkurat holdt bag sig på den afsluttende opkørsel ad Mur de Fayence. Bare to måneder senere kopierede han modellen i Romandiet, da han atter angreb på næstsidste stigning for derved at få et forspring, som gjorde det muligt for ham at hænge på suveræne Richie Porte, som han efterfølgende med lethed kunne slå i spurten.

I dag gjorde han det så igen. På en etape, hvor han ikke på forhånd var spået de helt store chancer, tog han to gange sine rivaler på sengen. Hvor de fleste regnede med, at Mitchelton-Scotts aggressive kørsel handlede om en etapesejr til Daryl Impey, til hvem etapen passede perfekt, var planen en helt anden. To gange forsøgte Yates at snige sig væk, og begge gange lykkedes det. Til slut kunne han sætte Marc Soler med sit karakteristisk ryk på den korte Montjuic-stigning og hermed tage sin femte solosejr på WorldTouren.

Det er kun årets etapesejr i Paris-Nice, der adskiller sig fra mængden. Her var Yates nemlig regulært stærkeste mand og slog sine rivaler i en direkte dyst på målbjerget. Hans øvrige sejre er alle opnået på samme snu måde ved at time et sent angreb og fange favoritterne, når de mindst venter det. Det kan godt være, at der fortsat er mange, der er bedre etapeløbsryttere end ham, men mange af dem ville formentlig gerne bytte deres sekundære resultater i de samlede klassementer for Yates ’ mange sejre. Og med top 10-placeringer i Paris-Nice, Tour de Romandie, Tour de France, Vuelta a Espana, Volta a Catalunya og Criterium du Dauphiné har han også et klassements-cv, der ville gøre de fleste misundelige.

Alt endte dog ikke i fryd og gammen for Yates, der med sejren gav et meget offensivt kørende Mitchelton-Scott-mandskab en fortjent belønning for en imponerende indsats gennem hele ugen. Med det alleryderste af neglene gik han nemlig glip af den podieplads, der pludselig var blevet ”ledig”, efter at Egan Bernal var styrtet ud af løbet. Den gik i stedet til Pierre Latour, der i den forløbne uge har fået et regulært gennembrud. Det kan godt være, at han tidligere har vundet en etape i Vueltaen, men den talentfulde franskmand har aldrig for alvor kunnet begå sig i de samlede klassementer.

I år har Ag2r imidlertid haft en plan. Latour er blevet skilt fra Romain Bardet og har fået lov at løfte et mere selvstændigt ansvar som klassementsrytter. Den mulighed har han i den grad grebet. Efter en top 10 i Tour Down Under har han holdt en længere pause, inden han i dette løb stod foran sin første helt store test i Europa. Den bestod han til absolut topkarakter med en fantastisk indsats på kongeetapen, hvor kun det mægtige Movistar-mandskab samt Bernal viste sig stærkere. Og i dag viste han andre sider af sit alsidige talent ved i en spurt at besejre folk som Jarlinson Pantano, Jay McCarthy og Matej Mohoric og herved sikre sig de fire bonussekunder, der akkurat reddede hans podieplads. Og man skal ikke glemme, at der i dette løb ikke var en enkeltstart - en disciplin, hvor han som bekendt er fransk mester. Det lover godt for fremtiden!

Pladsen blev imidlertid opnået på en trist baggrund. Bernal har ganske vist længe været udpeget som et af de allerstørste klatretalenter i mange år, men alligevel var det svært at tro på, at han for alvor ville kunne være med i kampen om sejren i sit første store europæiske WorldTour-etapeløb. Ikke desto mindre var han den eneste rytter, der var blot i nærheden af at true suveræne Valverde, og duoens overlegenhed blev igen i dag understreget igen og igen, da de flere gange kørte fra rivalerne.

Nu er Bernal desværre ude med det, der kan være en brækket skulder, og han misser dermed måske muligheden for at vise sit talent i klassikerne, hvor specielt hans indsats i Fleche Wallone var imødeset med spænding. Der er imidlertid blot tale om et lille bump på vejen for colombianeren. I den forløbne uge har han nemlig bekræftet, at han allerede nu kan drømme om at vinde etapeløb på WorldTouren - og det efter bare én optræden på højeste niveau i denne type løb i Europa. Der er ingen grænser for potentialet!

Det gælder heller ikke for Valverde. Egentlig burde man ikke tale om potentiale for en mand på 37 år, men når manden tilsyneladende bare bliver bedre og bedre, må man jo blive ved med at spørge, hvor langt talentet rækker. Af de tre sejre i Catalonien var dette i særklasse den mest suveræne - og han vandt i parentes bemærket hele tre etaper, da han sejrede sidste år. En flækket knæskal har tilsyneladende bare forsynet ham med den nødvendige ekstra dosis af træningsiver - noget, han ellers ikke har manglet tidligere - til at forbedre sig yderligere. Hvis han fortsætter på denne måde, kan årets Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege blive endnu en ret ensidig affære.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

I det hele taget var det en god uge for Movistar. Nairo Quintana har i år trænet langt mindre intensivt end tidligere, men han er alligevel allerede så god, at han i dette løb kunne blive nr. 2 - og måske have vundet i en hård kamp mod Bernal, hvis ikke han havde været holdkammerat med Valverde. Det har helt sikkert styrket selvtilliden og holdets interne tro på colombianeren - meget vigtige ingredienser på et hold, hvor der er en tydelig kamp om kaptajnrollen. I denne uge ofrede han sig gladelig for Valverde, men det er ikke sikkert, at det samme vil være tilfældet, når han i Baskerlandet for første gang stiller til start sammen med den interne rival Mikel Landa. Det skal blive yderst interessant at følge.

Det andet lyspunkt for Movistar var Marc Soler. Det kan godt være, at spanieren vandt Paris-Nice, men det skyldtes til dels mod og taktik. På kongeetapen havde han det nemlig svært, og det er vanskeligt at argumentere for, at han i Frankrig var stærkeste mand.

Det var han heller ikke her, men i dette løb var feltet også langt stærkere. Faktisk er det svært at benægte, at Soler i dette løb var langt mere imponerende end for et par uger siden. Trods en hjælperytterrolle sikrede han sig en femteplads og det endda efter en offensiv indsats, hvor han var i offensiven talrige gange og ikke karrig med sit føringsarbejde. Både i dag og på kongeetapen angreb han i et væk og havde endda alligevel overskud til næsten at vinde etapen. Hvis man fortsat var i tvivl, er der ikke grund til det længere: en ny spansk etapeløbsstjerne er født!

Løbet gav også mange andre interessant svar. Thibaut Pinot er på ret kurs mod en stor Giro, og det samme er George Bennett, der er en af tidens mest spændende etapeløbsryttere. Trods en skuffende dag i dag er Hugh Carthy tilbage på det rette spor efter en skuffende 2017-sæson og ligner den næste store britiske klatrer i de helt høje bjerge. Daniel Martinez, der efter en lidt svær start som professionel, sidste efterår fik sit helt store gennembrud, har løftet niveauet yderligere efter skiftet til WorldTouren og er det næste navn på den efterhånden endeløse liste over colombianske grand tour-talenter. Også Ben O’Connor viser langsomt tegn på sit talent og kan måske være en af de ryttere, der i fremtiden kan booste den meget slunkne pointkonto hos Dimension Data.

Bekymring må der til gengæld være hos det meget ambitiøse UAE-mandskab, der efter en markant oprustning har planer om at blive verdens bedste hold. Kristoff leder fortsat efter den bedste form i klassikerne, og for holdets øvrige kaptajner er der også problemer. Rui Costa er fortsat en skygge af sig selv, og i dette løb gik det galt for holdets to etapeløbsstjerner. Fabio Aru måtte udgå med bekymrende knæproblemer ganske få uger inden Giroen, og Dan Martin er efter sygdom langt fra topformen mindre end en måned inden klassikerne. I dag røg han så i asfalten sammen med Bernal og fortsatte dermed den endeløse række af uheld for det arabiske storhold.

Og endelig kan man vist ikke runde Volta a Catalunya af uden atter at nævne Matej Mohoric. Kun på kongeetapen sluttede den imponerende slovener ikke i top 10, og på den etape var han endda i soloudbrud. På alle etaper viste han sig frem enten med offensiv kørsel eller ved at blande sig i spurterne, og han kronede det hele med sin hidtil flotteste præstation i dag, hvor han efter et hav af angreb fortsat havde overskud til at spurte sig til endnu en top 10. Ser man bort fra løbets 37-årige konge, blev årets Volta a Catalunya i høj grad talenternes løb, og Mohoric var i den grad et af de mest iøjnefaldende.