Volta a Catalunya-analyse: Koster Movistar-magtkampen Valverde sejren?

Det er ikke ukendt, at for mange kokke fordærver maden. Det gælder også i cykelsport, hvor der er talrige eksempler på, at for mange kaptajner har spændt ben for hinanden og dermed forhindret kollektivet i at vinde. Forud for denne sæson var det helt store tema i cykelverdenen da også, hvordan Movistar skulle forene de tre stjerner Mikel Landa, Nairo Quintana og Alejandro Valverde, der alle havde berettiget krav på støtte i de største løb.

Situationen blev ikke mindre anspændt af, at Landa hurtigt gjorde det klart, at han ikke igen ville vente på en holdkammerat i en grand tour, hvis han selv havde chance for at vinde, og at Quintana med et par temmelig beske kommentarer tydeligvis havde behov for ”at pisse territoriet af”. Efter de første træningslejre kom der dog hurtigt ro på, og de diplomatiske vendinger blev fundet frem, også da det blev meldt ud, at man endda havde planer om at møde frem med alle tre til årets helt store højdepunkt, Tour de France.

I den første del af sæsonen har konflikterne været begrænsede, og man har med nøje omhu sørget for at undlade at lade de tre kaptajner stille til start i samme løb. Først i denne uge i Catalonien har vi haft udset til den første test af holdånden, da holdet i denne uges vigtige hjemmebaneløb er mødt op med et veritabelt superhold anført af Valverde og Quintana om med formstærke Marc Soler som luksushjælper. Heldigvis så det på forhånd ud til, at spændingerne var begrænsede, da Soler med det samme erklærede sig som hjælperytter, og da Quintana meldte ud, at han formmæssigt ikke var på samme niveau som Valverde, der var holdets naturlige førstemand.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Alt så da også ud til at gå glat på de første to etaper, hvor Valverde med skræmmende styrke lagde løbet i et jerngreb. Med tanke på at bjergetaperne i løbet er skræddersyede til veteranen og slet ikke passer rene klatrere som Quintana og Soler, var det derfor helt oplagt at fastlægge et klart hierarki og benytte holdets enorme kollektive styrke til at kontrollere de resterende fem etaper, hvor Valverde i realiteten havde chancer for at vinde de fire.

Det valgte man imidlertid ikke at gøre, og det var i dag lige ved at koste dem sejren. På et tidspunkt, hvor det så ud til, at den hårde modvind havde kvalt alt initiativlyst, og Mitchelton-Scott, der var de eneste initiativlystne, syntes at være løbet tør for hjælpekræfter, kunne man med sindsro havde ladet Thomas De Gendt køre hjem til en solosejr og lade Valverde spurte efter de resterende seks bonussekunder.

Det gjorde man ikke. I stedet fik sportsdirektørerne det, der vel bedst kan betegnes som en kollektiv hjerneblødning, da man sendte Soler i offensiven. Det startede et ragnarok, der i sidste ende førte til skabelsen af en brølstærk kvintet, hvor Movistar havde Quintana med, men hvor man var oppe mod så stærke folk som Simon Yates, Thibaut Pinot og Mathias Frank.

Situationen kunne have udviklet sig katastrofalt. Det kan godt være, at Quintana på papiret var den bedste klatrer i gruppen, men de kommende etaper passer langt bedre til mere spurtstærke ryttere som Pinot og Yates. At lade kvartetten køre hjem og lade Yates og Pinot score bonussekunder og herefter stole på, at Quintana på de kommende ret lette etaper kunne sætte dem begge, var mildt sagt en satsning af de større, når man bagude havde løbets absolutte storfavorit.

Det tog lidt tid, inden Quintana tog den logiske beslutning at sætte sig på hjul, men da var situationen allerede blevet farlig. Gruppen havde allerede et forspring på 30 sekunder, og bagude var det meget overraskende kun Sky, der tog ansvar i jagten. Specielt Dan Martin og UAE spillede en solid gang poker, der meget vel kunne have kostet ireren dyrt, og havde Sky ikke troet så fast på Egan Bernal og endda ofret Sergio Henao i jagten, kunne det være endt helt galt for Movistar.

Det logiske havde været at sende Soler frem for at føre, men det gjorde man ikke. Det er svært at sige hvorfor, men det er meget nærliggende, at Quintana havde taget det ilde op, hvis holdet ligefrem havde kørt ham ind i et løb, han tidligere har vundet. Colombianeren er som bekendt ret sensitiv i forhold til sin interne status, og man kan sagtens forestille sig, hvordan holdets stjerne ville have reageret, hvis pressen efterfølgende havde stillet spørgsmålstegn ved hans position på holdet.

Heldigvis for Movistar gik det ikke så galt. Sky fik til slut hjælp fra det tøvende UAE-mandskab og Bahrain-Merida, og det lykkedes derfor akkurat at undgå katastrofen. Situationen viser imidlertid den sårbarhed, usikkerheden om hierarkiet skaber. Det er klart, at det i mange sammenhænge er en fordel at have flere kort at spille, og det vil det specielt være i Touren, når man er oppe imod et skræmmende stærkt Sky-mandskab. I et løb, hvor man har den suverænt stærkeste rytter, kan det imidlertid meget hurtigt blive en ulempe, og det var dagens etape et glimrende eksempel på.

I sidste ende betød modvinden og den omlagte rute imidlertid alligevel, at etapen stort set endte i status quo. Yates og Pinot fik livsvigtige bonussekunder, der kan vise sig at gøre forskellen mellem et podium og en sekundær placering i et løb, der ofte afgøres på sekunder, men derudover skete der ikke forskydninger. For anden dag i træk indså favoritterne nemlig hurtigt, at det i en så kraftig modvind ikke gav den store mening at bruge for mange kræfter, specielt ikke med en finale, der ikke just var indbydende for lette klatrere.

Kun Mitchelton-Scott viste initiativ, men det var lidt uklart, hvad formålet var. Med brølstærke Robert Power forsøgte man flere gange at skabe udskilning, men det fremstod ikke helt tydeligt, om målet var en spurtsejr med Daryl Impey eller angreb fra Yates-brødrene. Da Simon en overgang gik frem for at føre, så det ud til, at det var alle mand for sydafrikaneren, og det var formentlig også motivet. Ligesom i går indebar det dog den overhængende risiko, at man herved forærede etapen og de 10 bonussekunder på et sølvfad til Valverde.

Læs også

Ranglisterne: Visma avancerer og ny verdensetter

Paradoksalt nok drog man måske i virkeligheden fordel af, at man løb tør for hjælpekræfter. I hvert fald var det Solers angreb, der blev lanceret netop som Power var tømt for energi, der igangsatte den offensiv som i sidste ende gav Yates de seks værdifulde bonussekunder. Dermed endte australierne med en fortjent belønning for, at de som de eneste turde køre cykelløb i den modvind, der efterhånden har lagt løbet i ruiner. Gamblingen var stor og gevinsten måske lidt uventet, men den var bestemt fortjent.

Helt godt endte det imidlertid ikke. Holdets stærkeste kort, Adam Yates, endte nemlig i asfalten. Det kostede ham desværre den videre deltagelse i løbet, og holdet har dermed mistet en helt afgørende brik i forsøget på at få skovlen under Valverde. Da Esteban Chaves synes at være indstillet på en hjælperrolle og tabte tid, da han stoppede for at vente på Adam, og da Simon Yates med dagens bonussekunder nu har alle Movistars øjne på sig, ser det pludseligt langt sværere ud for australierne at vinde. Det skal blive interessant at se, om de fortsat går efter den næsten umulige sejr, eller om de ser sig tilfredse med at køre efter en andenplads, der efter i dag i den grad ser ud til at være inden for rækkevidde.

Den store vinder var dog hverken Yates, Pinot, Valverde eller en anden klassementsrytter. Det var Thomas De Gendt, der atter viste, at han er KONGEN af udbrudssejre på WorldTour-niveau. Det startede, da han højst uventet vandt en etape i Paris-Nice i 2011, og siden da har han opbygget en imponerede liste. Det er blevet til nu tre sejre i Catalonien, en i Schweiz Rundt, en i Dauphiné, yderligere en i Paris-Nice og en i hver af de tre grand tours. Faktisk har han kun 12 sejre på cv’et, men 10 af dem er faldet i WorldTour-etapeløb og alle efter udbrud. Med tanke på, at det hører til sjældenhederne, at udbrud holder hjem i de ugelange etapeløb på højeste niveau, er det kun ét ord, der kan beskrive De Gendt: KLASSE!

Nu fører han så løbet, som han gjorde det i Paris-Nice i 2011 og i Dauphiné sidste år, hvor han også tog føringen i kraft af udbrudssejre. Selvom han er en glimrende klatrer, og de resterende etaper ikke er voldsomt svære, får han det dog svært. Movistars supermandskab ved, at De Gendt skal knækkes, og derfor skal der lægges pres på i de kommende dage. Havde der været modvind på La Molina, havde chancen måske været der, men med medvind vil det formentlig blive for hårdt for den ellers så stærke belgier. Og skulle han alligevel kunne hænge på, vil Valverde bare kunne spurte sig til sejren på 4., 5. og 7. etape og dermed tage sejren i kraft af bonussekunder - hvis altså Movistar kan få deres prioriteter og hierarki på plads!