Vuelta a España: De unge ryttere

Hele denne artikel skal ses som et tankeeksperiment. Der er desværre ingen hvid trøje, ingen ungdomskonkurrence, men blot en masse talentfulde unge ryttere, som vi ikke kan lade være med at vurdere lidt i forhold til hinanden.     

Først lidt begrebsafklaring. Selvom der her er tale om en opdigtet konkurrence, så holder vi os stadig til de alderskriterier, der er gældende i de to andre Grand Tours, hvorfor der altså fokuseres på ryttere, der er født efter den 1. januar 1989 og derfor er 25 år og derunder. Dette betyder bl.a. at ryttere som Andrew Talansky (f. 1988) falder for aldersgrænsen og derfor ikke diskuteres i denne artikel.  

Samtidig skal det nævnes, at vi kun interesserer os for potentielle klassementsryttere, hvorfor vi nøjes med at notere, at der fx er adskillige lovende sprinterhåb til start såsom Michael Matthews (Orica GreenEdge, f. 1990), Peter Sagan (Cannondale, f. 1990) og Nacer Bouhanni (Fdj.fr, f. 1990).

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

I stedet kigger vi altså på startlistens lovende bjergryttere og klassementsryttere. Etablerede ryttere, der allerede har slået igennem samt lovende men mere ukendte størrelser, der måske står på vippen til et gennembrud.

Favoritterne

Vi gentager lige en sidste gang: Der er ingen ungdomstrøje, men havde der været, så ville det have været den mest spændende konkurrence længe, for det er en helt unik talentfuld gruppe af etapeløbsryttere, der er til start i årets Vuelta. Flere af de ryttere, som vil blive diskuteret i denne artikel, har endda bevæget sig hinsides ’talentstadiet’ - de kører nu med om den ultimative hæder.

Først og fremmest er der naturligvis Nairo Quintana (Movistar, f. 1990), der udgør det velsagtens mest lovende etapeløbstalent siden Alberto Contador brød frem på scenen. Colombianeren kan alt, særligt at køre opad, men han besidder også en ganske formidabel enkeltstart, hvilket senest blev bevidnet så sent som i Vuelta a Burgos, som Quintana i øvrigt vandt ganske overlegent. Den 24-årige rytter kan nu allerede kalde sig GT-vinder efter sin overbevisende (om end ikke ukontroversielle) sejr i årets Giro d’Italia, og det er langt fra usandsynligt, at den unge bjergspecialist skriver endnu en GT på cv’et i september. Formen og talentet er i hvert fald til det.

Årets Giro markerede også et andet gennembrud i form af Fabio Aru (Astana, f. 1990), der undervejs vandt en flot bjergetape og i sidste ende sluttede på en flot tredjeplads. Som U23-rytter viste italieneren sig som en ualmindelig lovende klatrer, men det har nok alligevel overrasket de fleste, at han har kunnet overføre kørslen så hurtigt. Siden sin flotte Giro har Aru ikke gjort megen væsen af sig, så det store spørgsmål er formen; man kunne godt lidt frygte et slags Michele Scarponi-syndrom, hvormed vi mener, at de største præstationer bevares til hjemlandets løb, og sæsonen derfor dør lidt ud efter Giroen.

Mere stabil, men måske også mindre naturligt begavet, er Wilco Kelderman (Belkin, f. 1991). Hollænderen er en talentfuld etapeløbsrytter, som besidder en god enkeltstart og kører flot med i bjergene, selvom det stadig halter en smule, når det bliver rigtig hårdt. Kelderman sluttede godt af i årets Giro d’Italia, hvor han sluttede som samlet nummer syv, men det var måske særligt i Critérium du Dauphiné at han imponerede. I Tour of Utah viste Kelderman, at han formmæssigt er på rette vej, og endnu en top-10 placering virker oplagt, om end podiet formentlig stadig er uden for hans rækkevidde.

Vender man blikket mod de mere ustabile, uforudsigelige ryttere, så må man først fremhæve årets franske Tour-darling, Thibaut Pinot (Fdj.fr, f. 1990). Den unge bjergrytter har alt, hvad der skal til for atter at træde op på et GT-podie, men det store spørgsmål er formen, og om hvor sulten franskmanden stadig er. Måske er problemet lidt - som det ofte er tilfældet med franske talenter - at Pinot allerede har kørt så mange Grand Tours i en så ung alder, så måske det var bedre, om han fokusrede sin kalender lidt mere.  Pinot har for nyligt udtalt, at han sigter lidt efter bjergtrøjen, så måske han stiller sig tilfreds med etapesejre i denne omgang, hvilket synes som en god disposition.  

Endnu mere uforudsigelig er Carlos Betancur (Ag2r La Mondiale, f. 1989), der siden sin fine sejr i Paris-Nice ikke har haft andet end problemer. Den talentfulde colombianer har bøvlet med sygdom, skader og visum-problemer, men vendte endelig tilbage til Europa i Vuelta a Burgos, hvor han dog ikke gjorde sig særlig bemærket. Finder Betancur formen, kan han dog sagtens gøre sig med om placeringerne i top-10, måske endda top-5, men det er formen og viljen, der kan blive problemet.

Under disse fire unge profiler har vi en række ryttere, som måske står foran et rigtigt gennembrud som klassementsryttere i de store etapeløb. Her kan man fremhæve Dominik Nerz (BMC, f. 1989), der i fjor sluttede på en lettere anonym 14. plads i Vueltaen, og som efter en fin men uspektaktulær sæson måske kan ligge lidt yderligere ovenpå og derved kæmpe sig helt ind i top 10. Modsat Nerz, der synes temmelig begrænset, så er engelske Peter Kennaugh (Sky, f. 1989) langt mere spændende, men også temmelig svingende. Kennaugh er i år blevet engelsk landevejsmester og har ellers vundet to store ugelange etapeløb, nemlig Østrig Rundt samt Settimana Internazionale Coppi e Bartali, og et GT-gennembrud er det næste naturlige skridt.

Ellers vil vi fremhæve Warren Barguil (Giant-Shimano, f. 1991), der i fjor slog igennem med to flotte etapesejre i Vueltaen. Barguil er uden tvivl en talentfuld bjergrytter, men mangler stadig at slå igennem som klassementsrytter. Det samme er tilfældet med landsmanden Kenny Elissonde (Fdj.fr, f. 1991), der også vandt en etapesejr i 2013 Vueltaen, og begge skal nu vise, at de kan køre med de bedste over tre uger.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Blandt de helt store wildcards vil vi fremhæve engelske Adam Yates (Orica GreenEDGE, f. 1992) og Rohan Dennis (BMC, f. 1990). Yates er en aggressiv, alsidig rytter, som i år har imponeret i en række hårde italienske endagsløb og vandt desuden det ret hårde etapeløb Tyrkiet Rundt tilbage i maj. Derudover gjorde Yates en rigtig fin figur Clasica Ciclista San Sebastian, men det er endnu svært at forudsige, om fremtiden ligger i etapeløbene eller endagsløbene. Dennis, der for nyligt lavede et lidt pudseløjerligt holdskift fra Garmin-Sharp til BMC, er et typisk australsk tempotalent, som dog i flere omgang faktisk har vist rigtig gode evner opad, ikke mindst på årets kongeetape i Tour of California.

Der er en dansk udfordrer, nemlig neoproffen Michael Valgren (Tinkoff-Saxo, f. 1992), der har haft en endog rigtig fantastisk debutsæson, der blev kronet med en samlet sejr i Post Danmark Rundt samt et dansk mesterskab på landevej. Derudover har Valgren gjort det rigtig fint i småkuperede etapeløb som norske Tour de Fjords og 4 Jours de Dunkerque. Valgren synes mere egnet til bakker end rigtige bjerge, men på et Tinkoff-Saxo-mandskab, der primært vil køre efter etapesejre, kan Valgren faktisk godt gøre sig lidt forhåbninger om at få lov at prøve sig selv af. Valgren er relativ hurtig og i det rigtige udbrud, vil han ikke være noget dårligt bud på en etapesejr.   

Favoritvurdering

*****: Nairo Quintana

****: Fabio Aru, Wilco Kelderman

***: Thibaut Pinot, Carlos Betancur

**: Peter Kennaugh, Dominik Nerz, Warren Barguil 

*: Kenny Elissonde, Adam Yates, Rohan Dennis

Husk, at du stadig kan nå at sætte dit managerhold til Vueltaen lige her på feltet.dk/manager.